Dødens jernbane kostede 100.000 livet

Jungletur kræver menneskeofre

September 1942: Efter syv måneders ophold i det kummerlige Changi-fængsel i Singapore bliver Reg Twigg sammen med tusinder af britiske fanger ført til Thailand ombord i kreaturvogne.

“Vi skal nok behandle jer godt”.

Ordene fra den japanske officer, der tog Reg Twigg til fange for syv måneder siden, kører gennem hovedet på ham. Han står afkræftet og udsultet i en kreaturvogn – stuvet sammen med 34 andre tilfangetagne.

Pladsen er så trang, at der ikke er plads til at sidde ned. Gulvet sejler i urin, afføring og opkast som en stinkende påmindelse om, at den sidste rest af britisk værdighed for længst er taget fra dem.

Hvis det her er et tegn på “god behandling” fra japanerne, hvordan ser deres dårlige så ikke ud, tænker Reg Twigg for sig selv, mens han forsøger at ignorere de kvælende dunster.

I tre dage og tre nætter bumler togstammen gennem den mørke jungle. Den fjerde morgen ankommer fangerne endelig til deres destination. “Ban Pong” står der malet på et træskilt.

Sammen med den ramponerede jernbane er skiltet noget nær det eneste tegn på civilisation i det vildtvoksende junglelandskab.

Ban Pong ligger i det sydlige Thailand – godt 1.500 km fra Singapore. Reg Twigg og de andre krigsfanger stavrer ud af kreaturvognene som en flok levende døde.

Tøj og støvler er indsmurt i opkast og afføring, og deres maver har ikke fået andet end en håndfuld ris i dagevis.

Efter et kort ophold fortsætter Reg Twigg og hans mange hundrede lidelsesfæller til fods gennem junglen. Varmen er ulidelig, og terrænet er endnu værre. Men her er ingen nåde.

“Speedo, speedo!” råber de japanske soldater og skubber de trætte krigsfanger fremad med bajonetter – som kvæg på vej til slagtehuset.

Nogle af Reg Twiggs kammerater er så afkræftede, at de falder om på jorden ude af stand til at rejse sig.

Japanerne slæber dem væk fra resten af gruppen som en dynge affald, og de kollapsede kammerater bliver aldrig set i live igen.

Fangerne knokler sig selv til blods

Oktober 1942: I junglen bliver krigsfanger og tvangsarbejdere sat til at arbejde på en jernbane, der skal forbinde Thailand med Burma og forsyne den japanske hær forud for et angreb på Indien.

“Alle skal arbejde. Også officererne!” brøler løjtnant Usuki.

Med mord i øjnene stirrer han på Reg Twigg og en gruppe medfanger, der netop er ankommet til arbejdslejren ved byen Konyo i det sydlige Thailand.

Her skal de sammen med tusinder af andre krigsfanger fra Storbritannien, Holland, Australien og USA samt et endnu større antal asiatiske tvangsarbejdere rydde junglen for at gøre plads til en ny jernbane.

Togstrækningen skal forbinde Thailand med Burma og give japanerne mulighed for at forsyne deres tropper i landet.

Løjtnant Usuki er et hoved lavere end de fleste af sine fanger, hvilket har givet ham øgenavnet “Konyo Kid”.

Men den lille japaner er en stor trussel mod fangernes ve og vel pga. sit iltre temperament og sine brutale afstraffelsesmetoder. Det ved en af officererne tydeligvis ikke, da han formaster sig til at svare Usuki igen:

“Må jeg minde lejrkommandanten om, at officerer ifølge Genèvekonventionerne ikke kan tvinges til at arbejde”.

Konyo Kid skridter rasende hen til officeren og råber ham op i ansigtet, indtil blodårerne i hans pande dunker.

Til slut placerer Usuki en knytnæve i ansigtet på den britiske officer og beordrer derefter to japanske soldater til at banke løs på den sagesløse fange med kolben af deres geværer, indtil han ligger livløs på jorden.

Budskabet er klart: Ingen slipper for at arbejde. Fra solopgang til solnedgang omkring kl. seks om aftenen pukler Reg Twigg for at opfylde japanernes strenge krav.

Fældningen af junglens bambus sker med en sløv økse, da fangevogterne er bange for, at et skarpt redskab kan bruges som våben mod dem.

Sten og løse klippestykker skal fjernes med hænderne, og Reg Twiggs fingre er snart revet til blods.

Værst går det hårde slid dog ud over hans ryg og skuldre, der konstant bliver tynget ned af de tunge bambusstammer, som skal bæres væk.

“Speedo, speedo!” råber vagterne, hver eneste gang Reg Twigg formaster sig til at holde et hvil. Som regel efterfølges kommandoen af en syngende lussing eller et knytnæveslag i mellemgulvet.

Den daglige madration er en lille skål med rådne ris – og et par næringsfyldte maddiker, hvis heldet er med fangerne. Omkring Reg Twigg dør folk af udmattelse eller sygdomme som dysenteri og malaria, der hærger i lejren.

Tid til en anstændig begravelse har fangerne ikke. De døde bliver stedt uhøjtideligt til hvile under den samme jord, de har knoklet sig ihjel på.

Hjemmelavet tobak hjælper på humøret

November 1942: De sidste to måneder har australske krigsfanger arbejdet i banens nordlige ende, nu begynder arbejdet i Thailand. Reg Twigg bliver flyttet nordpå til en ny lejr nær byen Konyo.

Reg Twigg ankommer til den nye arbejdslejr, der slet og ret er blevet døbt “Konyo 2” af fangerne.

Soldaten fra Leicester bemærker dog straks en stor forskel på de to lejre: Her er der tobaksplanter i den omkringliggende jungle.

Den 28-årige brites fødselsdag nærmer sig med hastige skridt, og han beslutter sig for at give sig selv en gave: Han vil forsøge at fremstille sin egen tobak.

I sin sparsomme fritid samler Reg Twigg de tobaksplanter, som vokser nær lejren. Dernæst tørrer han bladene i solen og opløser dem i en væske bestående af te og sukker fra den sukkerration, som han er så heldig at få på dette tidspunkt.

Efter et stykke tid, når tobaksplanterne har suget al væsken til sig, skærer han planterne i småstykker og presser dem sammen til én stor masse.

Til sidst vikler han et klædestykke om tobaks-klumpen og hænger herligheden op ved sin hytte, hvor den fermenterer i et døgn. Så er tobakken klar.

Reg Twigg tester restultatet i sin pibe sammen med den britiske soldat Hallam.

Om aftenen, mens de ryger tobakken – der til Regs store overraskelse minder forbløffende meget om den, han plejer at ryge derhjemme – drømmer de sig væk fra lejrens helvede.

“Tænk dig, Reg, en eller anden dag får vi mulighed for at ryge en ordentlig pibe med St. Bruno-tobak, mens vi nyder en stor fadøl. Og der vil ikke være nogen skide japaner til at koste rundt med os”, siger Hallam.

Sult driver englænderen til at stjæle

December 1942: Succesen med tobakken har givet Reg Twigg nyt livsmod. Arbejdet er dog stadigvæk hårdt, og kosten ringe.

Sin 29-års fødselsdag fejrer Reg Twigg den 16. december med – som hver dag – at pukle ved jernbanestrækningen. Han vejer ca. 45 kg og kan med forfærdelse se sine knogler bule frem under huden.

Omkring ham dør folk som fluer, og Reg Twigg beslutter at løbe en stor risiko for at få mere mad – en risiko, der meget vel kan koste ham livet.

Ca. 45 m fra hans bambushytte ligger japanernes køkken. Bag hytten, som vender ud mod junglen, står en stor metalbeholder fyldt med tørrede fisk.

Reg Twigg har tidligere bemærket, at der ingen bevogtning er omkring køkkenet om aftenen. Det er her, han må slå til.

Med hjertet i halsen og maven snøret sammen lister han sig hen til beholderen. Bliver han opdaget, får han ikke bare en lussing – så får han dødsstødet.

Forsigtigt løfter Reg låget af beholderen og haler to tørrede fisk op. Han placerer fangsten det eneste sted, han kan – i sit lyse japanske lændeklæde (en fundoshi), der er viklet rundt om hans underliv som et par forvoksede underbukser.

Med et stort smil på læben lister Reg Twigg tilbage til sin hytte og deler tyvekosterne med sin cellekammerat, Howard.

Reg Twigg gentager sin forbrydelse flere gange de følgende uger – nu med hjælp fra cellekammeraten, der holder vagt, mens Reg plyndrer beholderen.

Første gang, de to stjæler fisk sammen i nattens mulm og mørke, er Howard rystende nervøs.

“For helvede, Reg, du må da ikke være rigtig klog. Hvis de fanger os, bliver vi skudt”, hvisker han nervøst.

Kun udsigten til den ekstra føde får Howard til at blive på sin plads – og efter at have spist fisken i smug er han lettere at overtale til at bestjæle japanerne en gang til.

For Reg Twigg hjælper fisken ikke blot på helbredet. Hver gang han stjæler fra fangevogterne, føles det som en sejr over fjenden.

Fisketyven bliver syg

Marts 1943: Reg Twiggs held er øjensynligt sluppet op – han bliver ramt af en livstruende sygdom.

“Jeg er bange for, at du har fået beriberi”.

Ordene fra den britiske militærlæge, der tager imod Reg Twigg i Konyo 2-lejrens kummerlige hospitalshytte, kommer ikke som den store overraskelse.

Det slørede syn, den dundrende hovedpine, de ømme muskler og de opsvulmede ben, der har plaget Reg Twigg hele dagen, er klassiske tegn på sygdommen beriberi.

Han har set sygdommen ramme flere af de andre fanger – nogle gange med døden til følge.

Beriberi skyldes mangel på B-vitaminet thiamin i kroppen, og så længe Reg opholder sig i arbejdslejren, har han ikke udsigt til at få det bedre.

“Det tror da fanden, at vi bliver ramt af det skidt, når vi ikke får andet end en håndfuld rådne ris om dagen”, tænker Reg Twigg ved sig selv.

“Du bliver nødt til at vente, indtil jeg kan sende dig med en båd til landsbyen Tarso. Der er ikke mere, jeg kan gøre for dig nu”, fortsætter lægen.

Japanerne sejler syge krigsfanger til Tarso – hvor hospitalsfaciliteterne er bedre og medicinskabene fyldte – men først når der er nok til at fylde en båd op.

Morgenen efter hanker Reg Twigg derfor op i sig selv og drager sydpå til den oprindelige Konyo-lejr. Her må han i to døgn knokle med at samle sten og fjerne bambusstykker, indtil der endelig er nok syge til at fylde båden.

Reg Twiggs arme og ben føles på dette tidspunkt som bly, og han kan knap nok se ud af sine øjne. Men alt det er lige meget nu.

Det eneste, briten fra Leicester kan tænke på, er, at han skal ud af junglen og væk fra helvedeslejrene – i det mindste bare for en stund.

En tur hos barberen giver værdighed

April 1943: Reg Twigg kommer til hægterne på hospitalet i Tarso. Han slipper for at komme tilbage til Konyo, i stedet skal han vedligeholde de nylagte jernbaneskinner i byen. Her bliver han kendt som “Barberen i Tarso”.

Der kunne lige så godt hænge et skilt med ordene “Reg’s Barbershop” over indgangen til Reg Twiggs hytte i Tarso.

Hver dag tropper den ene langskæggede soldat efter den anden op og beder om at få fjernet ansigtsbehåringen.

Sidegesjæften begyndte et par uger forinden, da Reg Twigg havde held til at barbere sig. Han gjorde det vha. en stjålet køkkenkniv og en smule antibakteriel sæbe, der gjorde det ud for barbercreme.

I dag står “Barberen i Tarso” – som de andre fanger er begyndt at kalde ham – over for sin hidtil største udfordring.

“Er det dig, der barberer?” lyder en spørgende stemme ved indgangen til hans hytte.

Stemmen tilhører en britisk sergent, der under sit fangenskab har anlagt et enormt fuldskæg, som breder sig helt ned over brystkassen.

“Jeg skal nok give det et forsøg”, svarer Reg Twigg og beder officeren tage plads.

“Men du må hellere finde noget at tørre øjnene med, for det her kommer til at svie”.

Sergenten sætter sig med rank ryg ned på den bulede blikspand, der gør det ud for en barberstol, og svarer: “Bare kom i gang. Tag dig ikke af mig”.

Reg Twigg dypper køkkenkniven i en balje med kogende vand og begynder at fjerne skægget.

Omkring ham i hytten stimler et publikum af krigsfanger sammen – og et par japanske fangevogtere kigger sågar ind.

Alle stønner i sympati med sergenten, mens kniven forvandler hans ansigt til et blodigt, rødt krater. Selv fortrækker officeren ikke en mine undervejs – men tårerne i hans øjne afslører smerten.

“Hvad er der galt, Sarge, du ser ud, som om du har grædt”, udbryder Reg Twigg drillende, da han fører kniven op til sergentens ansigt en sidste gang.

Sergenten rejser sig med røde øjne, takker og forlader barbershoppen. Oplevelser som denne giver Reg Twigg styrke til at bevare håbet midt i al elendigheden.

At barbere sine kammerater er ikke blot et meningsfyldt arbejde at give sig til, det er også en enestående mulighed for at give medfangerne en smule af den værdighed tilbage, som japanerne har frarøvet dem i løbet af det brutale fangenskab.

Soldat underskriver sin egen dødsdom

Maj 1943: Soldaterne må hver dag stå ret under de japanske fangevogteres inspektionsrunde.

Reg Twigg kigger ned i jorden, da Tarsos brutaleste fangevogter, kendt under navnet “Silver Bullet”, spankulerer forbi i sin skinnende uniform med et sadistisk smil malet i ansigtet.

Sammen med omkring 800 andre koreanere er den 1,45 m høje fangevogter hyret af japanerne til at agere vagt og tilsynsførende for krigsfangerne.

Ikke alle har lært at slå øjnene ned eller kigge væk, når Silver Bullet søger efter nye ofre.

En høj fyr fra det britiske Sherwood Foresters-regiment sender fangevogteren et vredt blik. Det får den iltre koreaner til at fare i flint og slå soldaten i ansigtet med en knyttet næve.

“Hør her, dit ondskabsfulde svin. Den her mand tilhører et af de fineste regimenter i den britiske hær. Han har sandsynligvis både kone og børn derhjemme. Han er uden tvivl nogens søn. I det mindste er han et menneske, som du ikke har nogen ret til at behandle på den måde”, hører Reg Twigg sig selv sige højt – i sine tanker.

Ordene bliver aldrig udtalt, som sædvanlig forvandles de til støv på hans tunge. Om Sherwood Foresters-soldaten tænker det samme, er uvist, men i hvert fald eksploderer han og sender en lige højre mod Silver Bullet.

Vagten ryger baglæns og lander som en kludedukke på den støvede jord foran de måbende fanger. Ingen bevæger sig eller siger et ord.

Alle kigger med beundring op på soldaten, som netop har underskrevet sin egen dødsdom.

Fortumlet rejser Silver Bullet sig og brøler ad soldaten, mens en flok vagter tæsker ham med deres riffelkolber.

Reg Twigg og de andre står ret få meter fra blodsudgydelserne – med arme og ben tæt ind til kroppen og øjnene rettet mod himlen.

Alle ved udmærket godt, at den mindste indblanding vil koste dem livet. Efter hvad der føles som en evighed, trækker vagterne den forslåede, blodindsmurte soldat væk fra pladsen.

Det er det sidste, Reg Twigg ser til ham.

Luftbombardement giver fornyet håb

Marts 1944: Japan angriber Indien. For at sikre forsyningerne til offensiven har krigs­fangerne travlt med at reparere og vedligeholde jernbanen.

Om foråret ankommer Reg Twigg til lejren “Arrow Hill”, der ligger ved byen Kanchanaburi nær grænsen til Burma. Her skal han være med til at vedligeholde en bro over en flod, som togene passerer.

Arbejdet er hårdt, og Reg Twiggs mahognibrune krop bliver dækket af sår og vabler.

De seneste måneder har været en prøvelse: Han er blevet beordret til at brænde døde kammerater, han har sovet på et underlag af afføring, og så har han haft malaria.

Køkkenerne i arbejdslejrene har desuden været for langt væk til, at Reg har turdet stjæle mad.

Menuen står derfor på et par håndfulde ris om dagen samt de firben og slanger, han kan fange med sine hjemmelavede fælder af bambus og snor.

Fælderne fremstiller Reg i smug. Når dyrene er fanget, flår han skindet af og rister dem over et lille bål – i håbet om at ingen af vagterne opdager ham. Trods kosttilskuddet vejer han blot omkring 38 kg.

En dag midt under arbejdet begynder en japansk vagt at hamre på et jerngitter, som er placeret ved indgangen til en hule med flagermus i.

Slagene skaber et ekko ned gennem grotten og skaber en infernalsk larm: Varslet om luftangreb.

Reg stiller to tunge stykker bambus fra sig og kigger op mod himlen. For et øjeblik glemmer han den gnavende sult i maven, mens han betragter et britisk Mosquito-bombefly glide hen over himlen og stige op over de jungleklædte bjerge i horisonten.

“Hvor var du i Singapore?” tænker han – fuld af håb.

“Jeres britiske soldater skærer hovederne af japanske soldater”, skriger lejrkommandanten, da krigsfangerne kort efter står ret på pladsen.

“Hvis dét fortsætter, vil det samme ske med jer”.

Reg Twigg siger intet. Han ved, at vagterne vil straffe ham, hvis han mister selvbeherskelsen. Når han bliver overfuset af vagter, som ikke taler engelsk, kan han dog ikke dy sig for at svine dem til på sit modersmål.

“Dit skide, morderiske røvhul. En eller anden dag flår jeg dig levende og rister dig over et bål”, siger han til de uforstående vagter.

To dage efter Mosquito-flyets tilsynekomst bryder helvede løs i Arrow Hill, da seks britiske bombefly viser sig på himlen. Reg kaster sig til jorden og følger bomberne med øjnene, mens de falder.

Japanerne løber forvirrede rundt og skyder efter flyene, men de kan ikke forhindre, at fuldtræffere forvandler broen til pindebrænde.

De følgende uger knokler fangerne som gale 18 timer i døgnet for at genopbygge broen, så togene igen kan køre over floden. Vagterne er aggressivere end nogensinde og uddeler slag og spark til højre og venstre.

Men et håb er tændt i Reg Twigg. Et håb om, at rædslerne snart kan være overstået, et håb, som giver ham fornyede kræfter.

Reg Twigg vender hjem til England

15. august 1945: Allierede styrker har måneden forinden fuldendt generobringen af Burma, og antallet af bombeangreb på jernbanen i Thailand har været støt stigende.

Tusindvis af papirark daler ned fra himlen. De kommer fra de britiske fly, som passerer hen over landsbyen Uttaradit, der har været Reg Twiggs hjem siden juni.

Den underernærede og afkræftede soldat samler et af arkene op. Han får en klump i halsen, da han læser ordene:

“Japanerne har overgivet sig. I er nu frie mænd, og vi vil komme i kontakt med jer så hurtigt som muligt”.

En næsten uhyggelig stilhed har lagt sig over pladsen. Så bryder mændene pludselig ud i et jubelbrøl og falder hinanden om halsen med glædestårer i øjnene.

Men glæden deles ikke af alle: Reg Twigg ser en gruppe japanske soldater marchere gennem hovedgaden i Uttaradit med bøjede hoveder og erkendelsen af nederlag malet i deres ansigter.

De japanske styrker i Singapore overgiver sig først den 12. september, men på det tidspunkt er Reg Twigg allerede godt på vej til Bangkok.

Fra Thailands hovedstad bliver soldaten fra Leicester sendt med fly til Rangoon.

Oppe fra luften kigger han ned på den jernbanestrækning, som han har slidt på i tre et halvt år af sit liv. Knap 7.000 af hans landsmænd ligger begravet under jorden ved de ødelagte skinner. Flere af dem var hans venner.

Mens han stirrer eftertænksomt ud ad vinduet, kommer Reg Twigg i tanke om et citat fra Shakespeares teaterstykke Henry V: “Gamle mænd glemmer”.

“Vel gør de ej!” tænker Reg Twigg. Jernbanen er muligvis et overstået kapitel, men rædslerne vil blive hos ham for evigt. Alt, han kan gøre nu, er at forsøge at leve.

Efterskrift: Efter et par måneder i Rangoon blev Reg Twigg sendt hjem med det hollandske skib SS Boissevain. Han ankom til Liverpool i oktober 1945, og to måneder efter blev han genforenet med sin familie i Leicester.

Efter hjemkomsten fik han job som lagerforvalter. Reg Twigg døde 99 år gammel i 2013, blot få uger inden hans selvbiografi udkom.

Han var dog aldrig interesseret i at fremstå som en krigshelt; Reg Twigg gjorde med egne ord blot det, der skulle til for at overleve.

I sine erindringer formulerede han det således: “Darwinister kalder det for ‘survival of the fittest’. Jeg kalder det for ‘survival of the most selfish bastards imaginable’”.