Dokumenter afslører navnet på fræk agent

En netop frigivet rapport bekræfter eksistensen af briternes myteomspundne kvindelige agent fra 2. verdenskrig.

"Fifi" havde til opgave at lokke nye agenter til at afsløre deres dække. De nye dokumenter viser bl.a., at "Fifi" kaldte sig "Christine Collard", mens hun arbejdede for SOE.

Agent "Fifi" afsløret

Hendes identitet har været en hemmelighed i over 70 år. Faktisk har de britiske myndigheder kategorisk benægtet, at hun nogensinde eksisterede. Men den myteomspundne kvindelige agent med kodenavnet "Fifi" var såmænd virkelig nok, afslører nyligt frigivne dokumenter fra SOE – Special Operations Executive.

"Fifi" skulle forføre unge rekrutter

SOE var Storbritanniens hemmelige hær, grundlagt af Winston Churchill under 2. verdenskrig. Agenterne fra SOE skulle hjælpe modstandsbevægelsen i lande, der var besat af Nazityskland, med at udføre bl.a. sabotage. "Fifi" blev brugt til at teste nye SOE-rekrutter. Den unge, høje blondines opgave var at forføre og få de intetanende elever til at tale over sig. Kunne eleverne holde mund om deres opgave, bestod de. Formåede "Fifi” at lokke sandheden ud af dem, dumpede rekrutterne.

De frigivne dokumenter afslører, at "Fifis" rigtige navn var Marie Christine Chilver. Den 22-årige kvinde blev ansat i 1942 og var i SOE til krigens afslutning. Derefter viede hun sit liv til at fremme dyrs trivsel i Letland, hvor hun var opvokset. Chilver døde af alderdom i 2007.

SOE's kvindelige krigsagenter

  • Nancy Wake hjalp den franske modstandsbevægelse og var i 1943 nr. 1 på Gestapos dødsliste.

  • Krystyna Skarbek opererede i både Polen og Frankrig og blev forlæg for flere kvindelige agenter i James Bond-romanerne.

  • Virginia Hall arbejdede under dække i Frankrig. Hun var ifølge Gestapo den mest farlige af de allieredes agenter.