Double Cross – tyske spioner tvunget i britisk tjeneste

Den første dobbeltagent

Systemet var blevet skabt af MI6/SIS, Storbritanniens efterretningstjeneste
i udlandet, der i 1936 afslørede, at en ingeniør fra Wales, Arthur Owens, var tysk agent. Owens tilbød at samarbejde med den britiske efterretningstjeneste – men samtidig blev han ved med at rapportere til Abwehr. MI6 bed på, og Owens blev dobbeltagent. I de følgende år rapporterede Owens via brev og på rejser til Abwehr om forholdene i England. Han opbyggede også et delvist fiktivt netværk af agenter. Nogle af dem tilhørte MI5. I 1939 blev Owens kaldt til Hamborg. Der mødte han major Nikolaus Ritter, chef for luftvåbnets efterretningstjeneste i Abwehr. Han måtte også lære at tage imod og sende meddelelser via radio, hvorpå han blev udrustet med en radiosender og en kode for sine kontakter med Tyskland.
Da 2. verdenskrig brød ud i september 1939, kontrollerede Storbritanniens politi og sikkerhedstjeneste alle mistænkelige udenlandske borgere i landet. Mange af dem blev interneret.

I slutningen af juni 1940 sad omkring 11 000 udlændinge i Storbritannien i forskellige lejre og fængsler. Den britiske efterretningstjeneste håbede, at den dermed havde haft held til at indfange alle fjendtlige agenter. Efter de tyske sejre i 1939–40, hvor tyske hære i rask tempo havde besat Polen, Danmark, Norge, Holland Belgien og Frankrig, gik Abwehr ud fra, at der ikke var noget behov for spioner i Storbritannien. Briterne ville give op over for Tysklands enorme overlegenhed.

Spioner forberedte invasion

Men Storbritannien gav ikke op. Og da Adolf Hitler besluttede, at Operation Seelöwe, en invasion af Storbritannien, skulle gennemføres i september 1940, blev den tyske ledelses behov for information akut.

Major Nikolaus Ritter påbegyndte "Operation Lena": I Hamborg ud-dannede man i en fart en flok agenter i radiokommunikation og sabotageteknik. De skulle sættes i land med båd eller faldskærm i England og rapportere om forsvarsanlæg, vejrforhold – de engelske vejrudsigter blev holdt hemmelige – udpege tænkelige bombemål, kortlægge passende loka-liteter til landsætning af tropper og begå sabotage. Den 3. september 1940 gik fire tyske agenter i land tæt på Folkestone i Sydengland. Men de optrådte mistænkeligt og blev pågrebet.

Et par dage senere fik Arthur Owens besked om, at en tysk agent skulle lande med faldskærm i nærheden af Oxford en af de nærmeste nætter. MI5 advarede politi og militær i området. Altså var de parat, da de den 7. september hørte, at en tysk agent var blevet pågrebet i Denton. Det var Gösta Caroli, som dagen efter blev ført til MI5's anlæg Camp 020 i det sydvestlige London.

Det lå i et skovområde om-givet af et højt planke-værk og flere rækker pig-tråds-hegn. Chef var "Tin Eye" Stephens, en monokelprydet oberst, som optrådte med en overlegenhed og brutalitet, der fik mange at tro at han var nazist. Han ledede forhørene af Gösta Caroli og chokerede ham ved at meddele, at de havde kendt alt til om hans ankomst og hans arbejdsgivere i forvejen.

Svensker i brutalt forhør

Gösta Caroli fik at vide, at han ville blive dømt til døden. Men MI5 ville måske kunne forhindre det – hvis han gik med til at samarbejde med dem. Caroli nægtede først, men gav med tiden efter. Han fik dæknavnet Summer.

Caroli afslørede, at hans kontaktmand i England var en agent, der blev kaldt Johnny, og at yderligere to tyske agenter snart ville ankomme til England. Den 19. september landede Wulf Schmidt med faldskærm i nærheden af Cambridge. Han blev pågrebet og ført til Camp 020, men først efter 14 dages forhør gik han med til at samarbejde med MI5. Schmidt blev nu kaldt Tate.

Dermed var The Double Cross System i fuld gang. MI5 havde fire agenter, der forsynede Abwehr med oplysninger, som den britiske efterretningstjeneste udvalgte. Agenterne sendte selv fra de radiosendere, de havde haft med, og Abwehr nærede sjældent tvivl om deres rapporter.

Briterne kunne vildlede tyskerne, mens de fik oplysninger om andre tyske agenter i Storbritannien. Gennem de op-lysninger, som Abwehr ønskede, at agenterne skulle fremskaffe, fandt MI5 også ud af, hvad tyskerne var mest interesserede i. Ved hjælp af det kunne de drage konklusioner om de tyske planer.

Antallet af agenter voksede hurtigt. I sidste kvartal af 1940 blev der pågrebet lidt over 25 tyske agenter i Storbritannien. Langtfra alle blev brugt afMI5.
I starten af 1941 havde organisationen ni dobbeltagenter.

Det var et omfattende stykkearbejde. For at bibeholde sin troværdighed skulle agenten gennemføre de opgaver, som Abwehr beordrede. Dem, der styrede agenten, skulle undersøge, hvad de kunne afsløre – og
i nogle tilfælde også arrangere sabotage. Opgaverne skulle desuden samordnes på en måde, så agenterne ikke afleverede modstridende oplysninger. Det krævede mange ansatte og kontakter med en række forskellige myndigheder og grene inden for forsvaret.

For at tackle alt dette dannede man i starten af 1941 The Double Cross Committee med repræsentanter fra bl.a. MI5, MI6, Scotland Yard, indenrigs- og udenrigsministeriet, fly- og marineministeriet og Forsvarets hovedkvarter.

I løbet af efteråret 1940 afbrød Hitler sit invasionsforsøg af Storbritannien. Det var hans hensigt at gøre et nyt forsøg senere, og Abwehr blev også ved med at sende agenter til Storbritannien. Nogle af dem blev afsløret og engageret som dobbeltagenter.

Glad blev deprimeret

Men langtfra alle havde succes. Nordmanden Tor Glad, med dæknavnet Jeff, ansøgte sammen med sin ven John Moe hos Abwehr i Oslo om at blive tysk agent i Storbritannien, med det formål at arbejde for briterne.

Da Tor Glad var kommet til Storbritannien, gennemførte han og John Moe bl.a., at MI5 arrangerede sabotage mod militærbarakker i Hampshire og et kraftværk i nærheden af Cambridge. Men Tor Glad kunne ikke klare den kroniske overvågning. Han fik en depression og blev interneret.

Andre dobbeltagenter blev legender, bl.a. Wulf Schmidt og Dusko Popov, en jugoslavisk jurist, der indimellem er blevet kaldt ”virkelighedens James Bond.” Abwehr betragtede Popov som så pålidelig, at han blev sendt til USA for at opbygge en spionring der. Det lykkedes ham også at få tyskerne til at udbetale 20 000 pund (svarende til over seks mio kr. i vore dages valuta) til ”sine” agenter i Storbritannien.

Fiktiv sabotage

Til eliten blandt dobbeltagenterne hørte også Juan Pujol og Eddie Chapman. Chapman var pengeskabstyv og sad fængslet på øen Jersey i Den Engelske Kanal, da tyskerne besatte øen. Han tilbød at arbejde for Abwehr og blev sendt til Storbritannien. Her kontaktede han MI5 og blev dobbeltagent.

Med hjælp fra MI5 gennemførte han i begyndelsen af 1943 en fiktiv sabotageaktion mod en flyfabrik, hvorefter han vendte tilbage til Tyskland. Året efter landede Chapman med faldskærm i Storbritannien, hvor han bl.a. havde fået til opgave at skaffe informationer om briternes nye udrustning for ubåd-spionage.

Chapman havde fået mulighed for at rejse rundt i Tyskland og havde informationer om såvel resultatet af de allieredes bombardementer som om tyskernes nye missil, V-1-bomben. De mest håndgribelige resultater var dog de vildledende oplysninger, som dobbeltagenterne forsynede Abwehr med. I 1942 sendte bl.a. John Moe, Wulf Schmidt og Juan Pujol meddelelser om, at de allierede forberedte angreb på Norge og Nordfrankrig.

Vildsporet var med til at resultere i, at landgangen i Nordafrika samme år kom som en total overraskelse for tyskerne, da den blev gennemført i november samme år.

I 1944 blev Wulf Schmidt beordret til at sende rapporter om V-2-raketternes nedslagssteder. Han meddelte, at raketterne fløj forbi London, mens
de i virkeligheden sjældent nåede frem til bymidten. Schmidts rapporter fik tyskerne til at justere raketternes bane, så de slog ned endnu længere fra hovedstadens centrum.

Narrede tyskerne

Men den mest omfattende indsats foretog dobbeltagenterne inden de allieredes invasion i Frankrig i 1944. Der deltog bl.a. agenterne Popov, Pujol, Moe og Schmidt.

Bedrageriet lykkedes. Da invasionen i Normandiet var blevet igang-sat, meddelte Pujol, at det kun drejede sig om en afledningsmanøvre. Hovedangrebet skulle gennemføres i nærheden af Calais. Det fik tyskerne til at beholde syv divisioner, som ellers kunne være blevet sendt
til invasionsområdet, i nærheden af Calais.

Systemet med dobbeltagenter var naturligvis dyrt for Storbritannien, men Abwehr hjalp til med betalingen. Under 2. verdenskrig overførte de sammenlagt 85 000 pund, svarende til ca. 26  mio kr. i vore dages valuta, til deres agenter i Storbritannien. Penge, der havnede hos The Double Cross Committee.