Shutterstock

Elitetropper sultestrejker over uretfærdig pension

Tusindvis af gurkhaer kæmpede for Storbritannien under 1900-tallets krige, men deres pension udgør kun en brøkdel af deres britiske kollegers.

Siden 1815 har nepalesere kæmpet på britisk side under betegnelsen gurkhaer. Soldaterne fra Himalaya-bjergene er kendt for deres utrolige mod under især kampe i 1800-tallets Indien og de to verdenskrige.

Nu sultestrejker flere gurkha-veteraner i forsøget på at råbe den britiske regering op. Deres pension var oprindeligt fastsat efter leveomkostningerne i Nepal, men mange gurkhaer flyttede siden til England.

“Da vi tjente i hæren, fik vi en meget lille løn sammenlignet med vores britiske kolleger. Og efter vores tjenestetid var pensionen også lav. Min pension lød blot på 47 pund om måneden (412 kr., red.), mens en britisk veteran fik over 800 pund om måneden”, forklarer den tidligere gurkha-soldat Gyanraj Rai.

Uligheden fik den britiske regering til at regulere lønnen, men misforholdet er stadig overvældende. En gurkha-soldat, der gik på pension før 1997, får lige nu 350 pund om måneden, mens en britisk-født soldat får 1.200-1.300 pund.

Gurkhaer med deres britiske officerer, 1915.

200.000 gurkhaer deltog i 1. verdenskrig. Briterne dekorerede knap 2.000 af dem for deres mod.

© British Library

Protester har tidligere virket

I 2006 protesterede pensionerede gurkhaer også. Dengang gav den britiske regering dem ret til at slå sig ned i Storbritannien. Og i 2007 fik gurkhaer, der gik på pension efter 1997, de samme vilkår som deres britiske kolleger.

Nu prøver de at forbedre forholdene for deres våbenfæller, der må hutle sig igennem på den gamle pensionsordning.