De lyserøde trusser er syet af silke og har Eva Brauns monogram på.

© Humbert & Ellis Auctioneers

Eva Brauns trusser solgt på auktion

Interessen var stor, da et britisk auktionshus satte Eva Brauns undertøj til salg. Både køber og sælger foretrak dog at forblive anonyme.

9. oktober 2019 af Niels-Peter Granzow Busch

En anynonym samler har købt et par lyserøde silketrusser, som tilhørte Adolf Hitlers elskerinde Eva Braun

De sirligt broderede underbenklæder, der bærer Eva Brauns monogran “EB”, blev solgt for 31.000 kr. Samme køber erhvervede på auktionen også en af Brauns natkjoler for ca. 21.000 kr.

Eva Brauns monogran “EB” er broderet på trusserne. Det er det eneste, som kæder underbenklæderne sammen med Hitlers berømte elskerinde.

© Humbert & Ellis Auctioneers

Ting fra 2. verdenskrig er evigt populært

Jonathan Humbert, der ejer Humbert & Ellis Auktioner, kalder ifølge flere medier klædestykkerne for “sandsynligvis de mest usædvanlige genstande”, han nogensinde har solgt.

“Der er fortsat en uudslukkelig interesse for ting, der har tilhørt højt­stående personligheder fra
2. verdenskrig”, forklarer han.

Også Eva Brauns natkjole blev solgt på auktionen. Hammerslaget lå på ca. 21.000 kr. 

© Humbert & Ellis Auctioneers

Muligvis stjålet fra Hitlers sommerhus

Ifølge auktionshuset stammer de solgte klæder fra en stor europæisk samling, men med salget fulgte ingen forklaring på, hvor trusserne og natkjolen stammer fra. Mærker på begge tøjstykker viser, at de er syet i Bayern i 1944.

Muligvis er de intime klæder stjålet fra Hitlers sommerresidens Berghof, der ligger i Bayern. Berghof blev indtaget af allierede soldater i maj 1945, og mange genstande fra residensen blev “befriet” af tropperne og siden solgt.

Hitler og Eva Braun tilbragte lange perioder i Berghof. De to havde mødt hinanden allerede i 1929, da Eva Braun var blot 17 år. Hitler giftede sig med hende den 28. april 1945.

Måske er du interesseret i...

Læs også