Flugten over Øresund

Flugten over Øresund: 7.742 jøder snyder Hitler

I september 1943 strammer den tyske besættelsesmagt grebet om Danmark. Landets jøder skal sendes i kz-lejr, kræver tyskerne. Planerne om aktionen bliver imidlertid lækket, og tusinder af mennesker beslutter at hjælpe jøderne i sikkerhed – og selv tyskerne er med til at sikre flugten.

I september 1943 strammer den tyske besættelsesmagt grebet om Danmark. Landets jøder skal sendes i kz-lejr, kræver tyskerne. Planerne om aktionen bliver imidlertid lækket, og tusinder af mennesker beslutter at hjælpe jøderne i sikkerhed – og selv tyskerne er med til at sikre flugten.

Scanpix

Poul Hannover klamrer sig til rælingen, mens den ene brodsø efter den anden slår ind over fiskekutteren.

Han er dyngvåd og ryster af kulde, men han og de 21 andre jøder ombord er trods alt på vej over Østersøen mod Sverige. Her vil de være i sikkerhed for Gestapo, det hemmelige tyske politi, der i disse dage finkæmmer Danmark for at finde jøder og sende dem i kz-lejr.

Faren er dog langtfra overstået. Ude i den mørke nat lurer tyske patruljebåde, og det hårde vejr er tydeligvis en udfordring for skipperen. Som timerne går, begynder Hannover at tvivle på, om han har nogen anelse om, hvor kutteren er.

Turen fra Falster til Sverige vil føre dem meget tæt på den tyske kyst. Bliver de fanget her, er alt håb ude.

Hele familien Hannover – Poul, hustruen Inger og børnene Mette og Allan – er med ombord. For tre lange dage siden forlod de en tryg tilværelse i villaen ved Emdrup Sø nord for København. Siden har de været på flugt og knap nok fået noget at spise.

Situationen er den samme for landets øvrige 8.000 jøder. Siden den 30. september 1943 har de levet under jorden, mens de desperat leder efter en mulighed for at flygte.

Poul Hannover lytter til fiskernes dæmpede samtale. De gætter på, at de nærmer sig Kalmar – byen ligger langt oppe ad den svenske østkyst. Det kan da ikke passe.

Danskerne vælger at samarbejde

Straks efter tyskernes besættelse af Danmark den 9. april 1940 valgte regeringen at samarbejde. Det betød, at danske myndigheder fortsat styrede landet.

Til gengæld skulle regeringen garantere tyskernes sikkerhed bl.a. ved at forhindre sabotage. Jøderne forblev uantastede.

Men efterhånden som verdenskrigen gik tyskerne imod, blev modstanden i befolkningen mere åbenlys. Antallet af sabotageaktioner steg, og arbejderne begyndte at strejke.

Tyskerne krævede, at den danske regering satte hårdt mod hårdt, hvilket bl.a. ville betyde forbud mod strejker og indførelsen af dødsstraf for sabotage. Dét nægtede regeringen, der trådte tilbage den 29. august 1943.

Hitlers øverstkommanderende i Danmark var den rigsbefuldmægtigede Werner Best, der havde været statholder i det besatte Frankrig, hvor han stod for interneringen af 42.000 jøder og fik det malende tilnavn “Blodhunden fra Paris”.

I Danmark lærte Best at bruge samarbejdspolitikkens blide metoder, der bl.a. betød, at den tyske besættelsesmagt kun behøvede at have 20.000 soldater i landet, og at danskerne helt frivilligt eksporterede store mængder af landbrugsprodukter – nok til at brødføde otte af de i alt 90 millioner tyskere.

Familien Hannover samlet omkring spisebordet – far Poul, 13-årige Allan, Mette på

otte år og moren Inger. Billedet er taget efter den dramatiske flugt til Sverige i 1943.

© landsmænd/Politikens Forlag/privatfoto

Werner Best lægger en dristig plan

For Werner Best var det brudte samarbejde en katastrofe, der kunne koste Tyskland dyrt – og nemt betyde enden på hans egen karriere.

Den eneste mulighed, han så, var at sørge for, at de danske politikere genoptog arbejdet, så roen indfandt sig i “mønsterprotektoratet”.

Best begyndte at lægge en sindrig plan for, hvordan han på samme tid kunne vinde Hitlers respekt og danskernes tillid. Løsningen var at ofre de danske jøder.

Han gik ud fra, at Hitler ville bruge uroen til at få gjort kål på de danske jøder. For at bevare initiativet foreslog Best den 8. september selv en jødeaktion.

Ni dage senere kom svaret, underskrevet af Hitler. Aktionen kunne gå i gang.

Nu tog Best fat på anden del af sin plan – at formilde de danske politikere. Han skulle blot sørge for, at aktionen ikke fik nævneværdige konsekvenser for jøderne.

Til det formål brugte han sin fortrolige på den tyske ambassade i København, diplomaten Georg Ferdinand Duckwitz.

Siden sin tiltrædelse i november 1942 havde Best støttet sig til den lokalkendte Duckwitz, der havde opholdt sig flere år i Danmark og var kommet til at elske landet. De to mænd sås også privat, så Best var klar over, at Duckwitz betragtede nazismen med skepsis.

Det var altså ikke noget tilfælde, at Best den 11. september gik til netop ham for at drøfte gennemførelsen af en aktion mod jøderne: i håbet om at Duckwitz’ samvittighed ville tvinge ham til at dele sin viden med danskerne.

Werner Best skulle få ret.

Duckwitz går i aktion

“Altså er det kommet så vidt. Jeg ved, hvad jeg har at gøre. Hvem kan tage ansvaret for noget sådant??” betroede Duckwitz sin dagbog.

På eget initiativ rejste han til Stockholm og fik foretræde for statsminister Per Albin Hansson for at lodde, om svenskerne ville modtage en strøm af jødiske flygtninge fra Danmark.

Svenskerne havde solgt bl.a. store mængder jernmalm til Tyskland, men nu, hvor Hitler var ved at tabe krigen, ønskede de at lægge afstand til nazismen. Statsminister Hansson indvilgede.

Tilbage i København kunne Duckwitz se, at den rigsbefuldmægtigede var plaget af jødeaktionen. Best fortalte, at han inderligt ønskede sig at “lade bygge en bro over Øresund, så alle disse mennesker kunne redde sig over til Sverige”.

Ordene fastholdt Duckwitz i dagbogen og bemærkede, at “ingen magt på jorden kan renvaske [Best] fra denne store skyld med dens uoverskuelige følger”.

Selv var Duckwitz fast besluttet på at handle. Mens Best den 28. september meddelte Berlin, at aktionen ville finde sted om natten mellem den 1. og 2. oktober, sneg Duckwitz sig til et møde med den socialdemokratiske leder Hans Hedtoft.

“Nu sker det!” sagde tyskeren uden at spilde tiden på tidskrævende høfligheder. “En af de første nætter vil skibe ankre op på Reden, og København vil blive isoleret, telefonerne afbrudt, og jøderne jaget op af sengen i deres hjem for at blive deporteret til Tyskland”.

Tyske soldater etablerede vejspærringer i København for at fange jøder, der prøvede at slippe ud af byen. På det tidspunkt var de fleste allerede gået under jorden.

© Frihedsmuseet/Nationalmuseet

Hektisk arbejde med en flugtplan

De følgende timer spredtes advarslen som en løbeild blandt jøderne, og samme aften nåede den Poul Hannover, direktør i maskinfabrikken Titan. I løbet af en lang, søvnløs nat besluttede han, at familien var nødt til at flygte.

“På kontoret meddelte jeg straks mine nærmeste medarbejdere min plan – de kunne kun give mig ret i, at der næppe var andet at stille op”, skrev Hannover i sin dagbog. Flere ansatte tilbød at hjælpe med at arrangere flugten til Sverige.

“Den ene fløj ud for at undersøge muligheden for at komme bort fra Skovshoved eller Tårbæk, men fandt ud af, at begge dele var lige umulige,” skrev Hannover skuffet i sin dagbog. Selv opsøgte han en gammel ven. Også uden held.

At komme over Øresund var lettere sagt end gjort, for de færreste jøder havde forberedt sig på, at de en dag ville være nødt til at flygte fra deres eget land.

På hele Sjælland begyndte jøder febrilsk at søge ejere af speedbåde, fiskekuttere eller i det mindste en jolle, der kunne bringe dem til Sverige.

Ofte måtte kontakten til bådejerne knyttes gennem familie og venner. Aftalerne blev ofte vage, fordi de blev truffet af mellemmænd, der “kendte én, der kendte én”, der havde en båd. Og aftalerne blev absurd indviklede, fordi jøderne var overbevist om, at telefonerne blev aflyttet, og at de derfor skulle benytte en kode, som de opfandt i løbet af samtalen.

Poul Hannover tog hjem til villaen ved Emdrup Sø, hvor naboer og venner forsøgte at finde en løsning. “Hjemme var alt i opbrud. Inger var begyndt at pakke – en lille taske til hver, men da vi ikke anede, om vi skulle blive eller ej, var det ret tilfældigt”, skrev han om de angstfulde timer, hvor familien stadig søgte efter en mulighed for at redde livet.

Endelig hørte Poul Hannover om én, der ville sejle familien over. Prisen var 12.000 kr. for alle fire. Hannover takkede nej. Så mange penge – fire års løn til en håndværker – ville han ikke overlade til et menneske, han ikke kendte.

Men en anden kontakt virkede lovende: Familien Hannover skulle tage til Nykøbing Falster. Her ville en gårdejer ved navn Talleruphus tage imod og sende dem med båd videre til Sverige. Overfarten stod i 6.000 kr.

Ingen hjælp at hente

Næste morgen, den 30. september, sad familien Hannover i bumletoget mod Falster – eksprestoget turde de ikke tage, for passagererne blev registreret. Alt tegnede lyst, men gårdejer Talleruphus ventede ikke på stationen som lovet.

Da de endelig fandt ham i jernbanerestauranten, virkede han rådvild. Faktisk anede han ikke, at familien skulle komme, og båden, som angiveligt lå i “fast rutefart” til Sverige, havde endnu aldrig krydset Østersøen.

Det meste af dagen flakkede familien med deres kufferter rundt i byen og prøvede på ikke at vække opsigt, mens de søgte løsninger på deres to problemer: et logi for natten og en båd til Sverige.

Frygten nagede dem alle fire. I første omgang blev de reddet af Titans repræsentant på Falster. Han tog kontakt til sin bror, der var landmand på Lolland, og her fik de lov til at overnatte.

I mellemtiden var hovedparten af de københavnske jøder gået under jorden. De skjulte sig hos venner, på lofter og i skoven. Enkelte med gode kontakter blev indlagt på sygehus under falsk navn.

Mange opgav på forhånd at finde en båd – de søgte på må og få mod Gilleleje eller et af de andre nordsjællandske fiskerlejer i håbet om at få kontakt til en lokal fisker. Som dagene gik, voksede flygtningenes antal til flere hundrede.

Ingen stod på forhånd klar til at tage imod denne gevaldige flygtningestrøm, men en lang række privatpersoner så det som deres naturlige pligt at hjælpe. Jøderne blev gemt af vejen på bl.a. kirkeloftet i Gilleleje og i private hjem, indtil en overfart var arrangeret.

Fire jødiske søskende sendte dette billede til deres far i København for at vise, at de var nået over i god behold.

© Frihedsmuseet/Nationalmuseet

Flugten mislykkes igen

Hos familien Hannover var natten på Lolland gået godt, og ud på dagen den 1. oktober hyrede Poul Hannover en vogn til at køre sin familie fra den lollandske bondegård til Hesnæs på Falsters østkyst. Her mente Talleruphus, at de kunne blive samlet op af en båd.

Mens de stod skjult i skovbrynet på Hesnæs og ventede på aftenmørket, rullede en bil op foran dem.

“Ud trådte Talleruphus med en herre, jeg havde set på stationen i Nykøbing den forrige dag. Han hed Goldstein. Han spurgte, om jeg troede på Talleruphus. Jeg svarede ærligt, at jeg hverken vidste ud eller ind”.

Timerne gik, og familien Hannover opgav at vente længere på en båd. De skulle finde et sted at sove, men af frygt for at blive taget af tyskerne turde de ikke indlogere sig på et af øens hoteller. I stedet brød de ind i en feriekoloni, der var lukket for vinteren.

“Vi lod børnene spise den mad, vi havde, men det var desværre ikke ret meget – og drikkelse havde vi ikke noget af. Det var en forfærdelig nat. Vi holdt vagt, men der kom intet skib”, skriver Poul Hannover i sin dagbog.

Gestapo finkæmmer København

På samme tid var jødeaktionen i fuld gang i København. Ved 21-tiden rykkede Ge­sta­po ud med 50 overdækkede lastvogne. Kort efter blev telefonnettet afbrudt, og tyske soldater etablerede vejspærringer rundt om byen.

Med sig havde Gestapo lokalkendte danskere, herunder SS-frivillige på orlov, der kunne finde frem til jødernes adresser. I opgange i hele byen lød trampen af jernbeslåede støvler og buldren på døre, men kun få blev arresteret.

De tyske soldater havde nemlig fået ordre til ikke at bryde døre op, men gå videre, hvis beboerne ikke åbnede frivilligt. Med denne ordre sikrede Werner Best, at Gestapos fangst blev tilstrækkelig mager.

Kun en lille gruppe nyligt indvandrede jøder fra Rusland og omkring 30 jøder fra alderdoms-hjemmet ved synagogen blev fanget. Den ældste af dem var en 102-årig kvinde. Nu blev de gamle under slag og spark gennet ombord på den tyske damper Wartheland, der lå parat ved Langeliniekajen.

I Jylland og på Fyn fangede tyskerne i alt 82, der blev stuvet sammen i tre godsvogne og kørt til koncentrationslejren Theresienstadt – samme endestation som de arresterede fra København.

Theresienstadt var indrettet i en gammel fæstningsby og tjente som gennemgangslejr.

© Frihedsmuseet/Nationalmuseet

Endelig kommer en båd

Efter den udmattende nat i ferie­kolonien tog familien Hannover den 2. oktober ind på Freys Hotel i Stubbekøbing for at få noget at spise. Heldigvis opdagede de, at hotelværten var venligt stemt over for jøder, og at familien Goldstein allerede boede her.

Den nervepirrende jagt på en båd fortsatte. Bl.a. forhandlede jøderne om at købe en båd. Ud på dagen blev Poul Hannover kaldt ned i et krolokale, hvor en mand ventede ham.

Manden, der bar et kongemærke som tegn på sit danske sindelag, sagde, at han ønskede at være anonym. Han havde en kontakt, der kunne sejle dem til Sverige. Prisen for hele gruppen (22 personer) var 20.000 kr.

Samme aften ventede Poul Hannover og resten af jøderne ved det stormomsuste færgeleje ved Grønsund. De to første fiskerbåde sejlede forbi, men den tredje lagde til og tog de 22 ventende ombord. Endelig gik kursen mod Sverige.

Imens var rygtet om de mange jøder, der var samlet på Freys Hotel i Stubbekøbing, nået til Gestapo. Det hemmelige politi rykkede omgående ud for at gennemføre en razzia, men jøderne var for længst væk.

Den samme konklusion nåede den rigsbefuldmægtigede Werner Best i København frem til, da han skulle afgive status over jødeaktionen til Adolf Hitler og udenrigsminister Ribbentrop i Berlin. Det magre antal tilfangetagne jøder fortav han, da han skrev et telegram:

“Fra i dag kan Danmark betegnes som renset for jøder, idet ingen jøde legalt kan opholde sig eller arbejde mere”.

Ystad siger velkommen

Natten blev hård for de 22 jøder på fiskekutteren. Under dæk var luften beklumret og stank af olie, så Poul Hannover foretrak at sidde oppe på dækket, hvor den ene isnende sø efter den anden fejede ind over ham.

Endelig – efter 12 timer til søs – så de svenskekysten.

“Vi kastedes forbi en bøje – nu så vi havneindløbet ganske tydeligt – alt andet var glemt – og et øjeblik efter så vi et par arbejdere på den yderste mole komme styrtende ud og svinge deres huer. Välkomne hit, lød det. Jeg tror ikke, der var et øje tørt hos nogen af os, der så det”, skrev Poul Hannover om den lykkelige ankomst til Ystad.

Familien Hannover var blandt de første til at slippe over – endnu ventede hovedparten af jøderne hos venner og tilfældige danskere, der trods stor personlig risiko påtog sig at gemme dem og skaffe mad i en tid med rationering.

Som dagene gik, voksede et omfattende netværk af flugthjælpere frem. Fx inspirerede synet af 10 jøder på flugt en mand i Helsingør til at danne en gruppe, der i løbet af oktober 1943 skaffede 700 mennesker med fiskekuttere til Sverige.

Gruppen fik det uskyldigt klingende dæknavn “Helsingør Syklub”.

Dansk Gestapo-mand slår til

Ikke alle jøder var heldige. Selvom Werner Best havde givet ordre til, at Gestapo holdt sig tilbage, og de tyske patruljebåde i Øresund og på Østersøen lå stille, var de danske jøders flugt fuld af dramatiske og ulykkelige begivenheder.

I alt blev omkring 190 jøder pågrebet under flugten, de fleste af dem i Gilleleje, hvor den emsige Gestapo-officer Hans Juhl – kendt som “Gestapo-Juhl” – var chef.

Hans Juhl havde bl.a. ansvaret for at pågribe 80 jøder, der skjulte sig på loftet over Gilleleje Kirke. Tidligt om morgenen den 7. oktober tvang han graveren til at udlevere nøglen til kirken.

Kun én mand undslap, da det lykkedes ham at skjule sig på ydersiden af klokketårnet. Han druknede senere under overfarten til Sverige, en skæbne, som han delte med 22 andre flygtende.

Medlemmer af “syklubben” formåede dog at sætte Gestapo-Juhl ud af spillet med en stribe falske alarmer. Han blev sendt ud på forskellige adresser, hvor der angiveligt opholdt sig jøder.

Samlet omkom 47 i forbindelse med tyskernes jødeaktion, her medregnet de mindst 16 personer, som valgte selvmordet som et alternativ til flugten.

Enkelte børn var tæt på at blive dræbt under flugten. Det skete, hvis de begyndte at skrige, mens flygtningene sad i bådene på vej over. I flere tilfælde krævede andre flygtninge ombord, at børnene blev kvalt – som regel var snaps eller en pille nok til at bringe dem til tavshed.

I alt slap 7.742 jødiske danskere over til Sverige. Et antal, som – ifølge Duckwitz – udløste et raserianfald hos Hitler, da han hørte det.

Men sket var sket, og frem til krigens slutning levede de danske jøder som flygtninge i det fredelige Sverige. Historien om danskernes indsats for at redde jøderne blev kendt verden over – men de færreste ved, at tyskerne spillede en nøglerolle i redningen.

Efter befrielsen vendte familien Hannover og de fleste andre danske jøder hjem til Danmark igen.

Werner Best havde ikke held til at genoplive samarbejdspolitikken, men beholdt sit job. Efter krigen sad han fængslet i seks år. Han tog arbejde som jurist og blev aldrig dømt for krigsforbrydelser.

Georg Ferdinand Duckwitz fortsatte efter krigen som diplomat og var en årrække vesttysk ambassadør i København.