Fly fra 2. verdenskrig fundet under isen

En kraftig storm ved ”Grønlands Bermuda-trekant” tvang i 1942 otte fly til at nødlande. Nu har eksperter fundet frem til et af flyene.

Et fly af samme type som det, eksperter har fundet under isen.

© Shutterstock

76 år efter, at otte amerikanske krigsfly måtte nødlande på den grønlandske indlandsis, mener eksperter at have lokaliseret ét af dem under 91 meter is.

Fundet er gjort af den amerikanske organisation Arctic Hot Point Solutions ved hjælp af en drone. Under den hang en rader, der opfangede uregelmæssigheder under isens overflade i netop det område, hvor en eskadrille af krigsfly nødlandede i 1942.

Var smurt ind i olie

Eksperterne førte en sonde ned i isen og opdagede efterfølgende, at instrumentet var smurt ind i hydraulisk olie. Den rødlige væske blev analyseret, og det viste sig at være samme type olie, som bl.a. den amerikanske Lockheed P-38 Lightning jager anvendte.

Eskadrillen, der bestod af seks P-38 jagerfly og to B-17 bombefly, var på vej fra USA til England i 1942, da en storm tvang dem til at nødlande nær Køge Bugt på Grønlands østkyst.

Grønlands Bermuda-trekant

“Bugten er Grønlands Bermuda-trekant. Vejret kan slå om inden for få minutter”, forklarer ekspeditionens leder, Jim Salazar, til mediet Live Science.

Piloterne blev reddet, mens deres fly lå tilbage på isen og med tiden blev indkapslet i is. Arctic Hot Point Solutions planlægger at grave og smelte flyet fri af isen til sommer.