Frosten plager de tyske soldater i det nordvestlige Sovjetunionen. Iskrystaller tynger deres øjenvipper og gør det svært for mændene at holde øjnene åbne, men i februar 1942 er tyskerne nødt til døgnet rundt at spejde efter fjenden i det snedækkede landskab.
I landsbyen Biakowo er tyskerne i 10 dage blevet holdt vågne af gentagne russiske angreb. Landsbyen er blot en af mange skanser i yderkanten af den såkaldte Demjansk-lomme, hvor 96.000 tyske tropper er omringet af Den Røde Hær.
Ethvert tab af terræn kan medføre et endeligt kollaps af lommen, så tyskerne har fået ordre på at forsvare deres positioner til sidste blodsdråbe.
Da granaterne atter hagler ned den 18. februar, ved SS-obersturmführer Erwin Meierdress’ mænd af erfaring, at beskydningen kort efter følges op af et sovjetisk stormangreb hen over de tilfrosne sumpe uden for Biakowo. Og ganske rigtigt, dér kommer Den Røde Hær.
Fra husvinduer og improviserede bunkere sprøjter tyske maskingeværskytter kugler ud over det snedækkede landskab.
Tyskerne måtte konstant holde udkig, så de ikke blev overrumplet af fjenden.
Mange sovjetiske soldater mejes ned. De falder om i den dybe sne, der i forvejen er farvet rød af blod fra mere end 300 landsmænd, som faldt under de foregående dages kampe.
Pludselig bliver Meierdress ramt og synker hårdt såret sammen. Blot 30 af hans oprindelige 120 mand er stadig i stand til at kæmpe, da et par russiske panserkøretøjer dukker op.
“Fjendtlige kampvogne i byen. Ledende officer slemt såret. Vi holder ud til sidste mand!” lyder det over radioen fra tyskerne, der forbereder sig på det værste.
Tyskerne indsatte med stor succes deres lette panserværnskanoner, når russiske panserkøretøjer trængte ind i lommen.
Overalt i Demjansk-lommen lurer døden i begyndelsen af 1942. De omringede tropper kan udelukkende få ammunition og mad via historiens første store luftbro. Hver dag lander fly efter fly ladet med friske forsyninger, og den øverstkommanderende for det tyske luftvåben, luftmarskal Hermann Göring, bliver så imponeret, at han får storhedsvanvid.
For de tropper, der snart efter omringes i Stalingrad, bliver luftmarskallens mangel på realitetssans skæbnesvanger.
Russerne angriber på snescooter
Hitlers tropper erobrede byen Demjansk i oktober 1941 – blot fire måneder efter tyskernes invasion af Sovjetunionen.
Demjansk-lommen (det gule kryds) opstod halvvejs mellem Moskva og Leningrad, da russerne trængte Hitlers tropper mod vest under vinteroffensiven i 1941-1942.
Dele af hæren lagde en jernring rundt om Leningrad, resten fortsatte mod Moskva. Men da den russiske vinter satte ind, svarede Stalin igen med en modoffensiv, og i begyndelsen af 1942 blev seks tyske divisioner omringet. Den såkaldte Demjansk-lomme var en realitet.
Katastrofens omfang gik først op for tyskerne søndag den 8. februar. Selvom der stadig var smuthuller ud af lommen, var 96.000 mand afskåret fra resten af Hitlers arméer. Ingen forsyninger kunne nå frem til dem med tog eller lastbiler.
Om sommeren er terrænet ved Demjansk ufremkommeligt på grund af sumpe, men nu viste vinteren tænder, og termometeret sank ofte til 40 graders frost. Floder, søer og moser frøs til og blev velegnede til at køre henover på ski.
Russernes øverstkommanderende ved Demjansk, general Pavel Kurochkin, udnyttede dygtigt vintervejret til at sende sine ski- og snescooter-bataljoner ind. I den dybe sne kunne tropper på ski og trukket af snescootere rykke hurtigere frem end køretøjer og soldater til fods.
Gang på gang overrumplede Kurochkin derfor tyskerne og lukkede alle lommens smuthuller.
I sovjetiske Aerosan-snescootere sad køreren bag en panserplade, mens en stående skytte betjente maskingeværet. En Aerosan kunne trække fire skiløbere efter sig i et tov.
Den øverstkommanderende for de omringede divisioner, general Walter von Brockdorff-Ahlefeldt, sukkede, da han søndag eftermiddag studerede sine kort. Efter de seneste meldinger om Den Røde Hærs fremskridt så det sort ud.
“Hr. general, er ringen dermed lukket?” ville hans adjudant vide.
“Helt sikkert”, svarede von Brockdorff-Ahlefeldt.
I løbet af de følgende dage strammede russerne grebet yderligere om Demjansk, og de omringede tyskere måtte opgive ethvert håb om at bryde ud. De var fanget i en lomme på størrelse med Fyn. Men von Brockdorff-Ahlefeldt forsøgte at indgyde dem håb.
“Vi er 96.000 mand. Den tyske soldat er den russiske overlegen, og det er det afgørende. Hårde uger venter, men vi klarer dem”, lød det fra generalen.
Tyskerne skal holde stand
For første gang under 2. verdenskrig var en stor tysk styrke omringet af fjenden og truet af udslettelse. Alligevel afslog Hitler kategorisk at evakuere tropperne – han ønskede at bruge dem til et nyt fremstød mod Moskva, så snart det var muligt.
Mens de tyske kampvogne rykkede ustoppeligt mod øst, haltede forsyningerne efter.
1942 blev begyndelsen på enden for Hitler
Førerens angreb på Sovjetunionen havde næsten knust Stalins hær, men en særlig hård russisk vinter reddede Moskva.
Den tyske invasion af Sovjetunionen i 1941 var gået over al forventning. I december stod Hitlers tropper blot 30 km fra Moskva, men så kom den kolde russiske vinter Stalin til undsætning.
Sne gjorde det svært for tyskerne at få forsyninger frem til fronten, og efter et halvt års offensiv var både soldaterne og deres udstyr slidt ned. Stalin overførte tropper fra Sibirien og kunne sidst på året mønstre dobbelt så mange soldater som tyskerne til forsvaret af sin hovedstad. Og så blæste den sovjetiske leder til modangreb. Den Røde Hærs offensiv overraskede tyskerne og trængte dem tilbage. Men Stalin var ikke tilfreds.
“Vores opgave er ikke at give tyskerne tid til at puste ud, men at skubbe dem uophørligt mod vest og tvinge dem til at bruge deres reserver”, slog sovjetlederen fast i januar 1942.
Da russerne kort efter udvidede deres vinteroffensiv til at omfatte alle fronter, blev seks tyske divisioner i begyndelsen af februar omringet ved Demjansk, der ligger godt 450 km nordvest for Moskva.
Føreren forbød samtidig brugen af ordet “lomme”. Officielt skulle Demjansk omtales som “en fæstning”, og hans forventninger var tårnhøje:
“Demjansk må forsvares til sidste mand!”
Heldigvis for tyskerne rådede de over flere end 300 artillerivåben, og divisionernes forsvarsstillinger var etableret allerede inden omringningen. Til gengæld led soldaterne i det barske klima.
“Vi har af og til temperaturer ned til minus 58 grader. Vintertøj har vi ikke. Det eneste, der beskytter os en smule mod kulden, er vores kørefrakker og et par hjelmhuer. Efter kort tid hænger de fineste istapper ned under munden”, skrev soldaten Günter Fernickel i et brev hjem.
En af hans landsmænd fortalte, at han brugte “en afskåret damestrømpe som hue”.
Flyvepladser var tyskernes livline
To flyvepladser i Demjansk-lommen gjorde det muligt for Luftwaffe at etablere en luftbro til de nødstedte tropper. Transportflyene fløj til de små landingsbaner fra tyske baser i det vestlige Sovjet.
FLYVEPLADSEN DEMJANSK
Da tyskerne erobrede Demjansk i efteråret 1941, opdagede de en lille, improviseret græslandingsbane, som russerne havde anlagt. Tyskerne tvang russiske krigsfanger til at udvide landingsbanen til 800 x 50 m. Flyvepladsen kunne tage imod 30 fragtfly på samme tid, men så mange landede der sjældent.
FLYVEPLADSEN PESKI
10 km øst for Demjansk anlagde tyskerne endnu en flyveplads på 600 x 30 m ved landsbyen Peski. Mellem den 19. februar og den 18. maj 1942 lettede Luftwaffes fly ikke færre end 14.455 gange for at forsyne de to feltflyvepladser i lommen. Det svarer til 240 transportfly pr. dag.
DEMJANSK-LOMMEN
96.000 tyske tropper befandt sig i Demjansk-lommen, der var 120 km lang og 90 km bred. Lommen var så stor, at sovjetisk artilleri ikke kunne beskyde tyskerne på sikker afstand. I stedet befalede Stalin gentagne stormløb mod tyskerne.
Offensiv slog fejl
8.500 sovjetiske faldskærmstropper forcerede i begyndelsen af marts de frosne sumpområder for at angribe flyvepladserne. Det tog dem en uge at nå frem på grund af dyb sne og tyske baghold. Deres angreb den 19. marts blev slået tilbage, og kun 900 undslap tilbage til de russiske linjer.
RAMUSHEVO-KORRIDOREN
Efter to og en halv måned med forsyninger via luftbroen skabte tyskerne den 21. april 1942 en 4 km bred korridor gennem de sovjetiske linjer. Den såkaldte Ramushevo-korridor blev anvendt til at køre forsyninger ind til de omringede tropper. Sovjetisk artilleribeskydning betød imidlertid, at kun få tyske konvojer dristede sig gennem korridoren.
Ud over kulden kæmpede tyskerne også med mandskabsmangel. Divisionerne i lommen var siden invasionen af Sovjetunionen næsten halveret i størrelse, og lommens frontlinje var 300 km lang.
“Skanser er etableret og bemandet. Alle helt ned til den sidste soldat er blevet brugt, også kokkene”, skrev en ung løjtnant.
Von Brockdorff-Ahlefeldt holdt mobile enheder i baghånden, så de kunne komme frontafsnit til undsætning, når russerne satte større angreb ind. Enhederne kom fx i aktion den 18. februar, da Meierdress og hans tropper i Biakowo var nede på nogle få mand.
Kort tid efter at den sårede Meierdress var blevet fragtet væk, kom en kampgruppe med kanoner og kampvogne de resterende 30 mand til undsætning.
Den Røde Hær led enorme tab under kampene om Demjansk-lommen – alligevel så det sort ud for tyskerne. Snart ville mad og ammunition slippe op. Deres overlevelse afhang af, om Luftwaffe kunne flyve tilstrækkelige forsyninger ind.
Luftbro kommer skidt fra start
Von Brockdorff-Ahlefeldt lovede sine tropper, at “mad og ammunition vil blive kastet ned fra luften”, og at “maden vil være tilstrækkelig”.
Hermann Görings Luftwaffe havde vadet i succes siden krigens begyndelse, nu skulle det løse en helt anden opgave end at jage fjendens fly på flugt og bombe løs.
Selveste luftmarskal Göring havde nemlig garanteret, at Luftwaffe kunne etablere en effektiv luftbro, der opfyldte de 96.000 troppers behov for mindst 200 tons forsyninger om dagen.
Men i løbet af de første to dage lykkedes det kun at flyve henholdsvis 16 og 27 tons ind til lommen.
Noget måtte gøres. Göring hastede en af Luftwaffes skarpeste hjerner, oberst Fritz Morzik, til Østfronten. Den 18. februar landede han i Pskov 250 km vest for Demjansk.
Herfra skulle Morzik organisere historiens første store luftbro, og den energiske oberst beordrede 220 transportfly til Pskov – primært Junkers Ju 52, der gik under kælenavnet “Tante Ju”.
Selvom Ju 52 var et forholdsvis stort fly med tre motorer, kunne det maksimalt tage to tons last. Der skulle altså 100 fly i luften hver dag for at levere nok mad, brændstof og ammunition til Demjansk.
Problemet var imidlertid, at “Tante Ju” skulle flyve over et sovjetisk kontrolleret område, der var spækket med antiluftskyts. Også fjendens jagerfly kunne pludselig dukke op.
Oberst Friedrich-Wilhelm “Fritz” Morzik blev senere forfremmet til chef for de tyske transportfly.
Derudover risikerede de at flyve forbi målet, fordi sneen gjorde de to små tyske flyvepladser uhyre vanskelige at få øje på. Den ene landingsbane var så lille, at flybesætningerne kaldte den for “Håndklædet”.
Morziks løsning lød: Flyv helt nede i højde med trætoppene!
Begge landingsbaner var ofte spejlglatte, og maskinerne risikerede at skøjte ud i snedriverne og blive beskadiget. Morzik samlede derfor en flok af Luftwaffes dygtigste mekanikere i lommen, så flyene kunne flikkes sammen hurtigst muligt.
Særlige opvarmningsmaskiner sørgede for at holde flyenes motorer varme, mens de blev lastet og losset, så de altid kunne starte i den ekstreme kulde.
I slutningen af februar nåede Luftwaffe op på at levere de lovede mængder, og inde i lommen arbejdede forsyningstropper på højtryk med at tømme flyene.
Derefter blev alt fra mel til patroner og lange underbukser placeret på hestetrukne kaner, der stod klar til at bringe de livsvigtige forsyninger ud i alle afkroge af Demjansk-lommen.
Forsyningsbomben måtte bjærges med håndkraft og slæbes hen til de tyske positioner.
Tysk specialbombe forsynede omringet by
Også i en lille by 130 km sydvest for Demjansk-lommen var tyske tropper omringet i vinteren 1942. Her kunne transportfly ikke lande. I stedet måtte forsyningerne kastes ned.
Ethvert fly, der forsøgte at lande ved Kholm, ville straks blive skudt sønder og sammen af Den Røde Hær. Derfor tyede Luftwaffe til at forsyne byens 5.500 tyske tropper med såkaldte Versorgungsbomben – forsyningsbomber.
De torpedoformede stålcontainere havde faldskærm for at afbøde faldet fra flere hundrede meters højde. Forsyningsbomberne indeholdt våben, ammunition og ikke mindst mad.
Den heftige beskydning gjorde imidlertid nedkastningen særdeles risikabel for Luftwaffe, og som uger blev til måneder, nåede færre og færre forsyninger frem til Kholm. Soldaterne sultede og blev så afkræftede, at de knap var i stand til at bjærge de få 250 kg tunge Versorgungsbomben, som det lykkedes at nedkaste.
Efter at have kæmpet mod russerne i 105 udmattende døgn blev tropperne i Kholm omsider reddet den 5. maj, da tyske enheder kom dem til undsætning. Da var de oprindelige 5.500 soldater reduceret til blot 1.200 mand.
Selvom forsyningerne levede op til forventningerne, var de 200 tons om dagen stadig kun minimumsmængden – kun akkurat nok til, at de seks tyske divisioner kunne forsvare lommen.
Soldaterne levede på små rationer, og nogle gange måtte de vente i dagevis på mad og ammunition, fordi forsyningstropperne havde svært ved at trænge gennem den dybe sne.
Faldskærmstropper angriber
I begyndelsen af marts rasede Stalin og hans generalstab over, at tyskerne i Demjansk-lommen ikke for længst var blevet nedkæmpet.
Hærledelsen i Moskva havde oprindeligt troet, at Den Røde Hær ville besejre fjenden i løbet af fem dage, men ugerne gik, mens meldingerne fra fronten lød, at tyskerne forsvarede sig hårdnakket.
“De stille, sneklædte marker uden for landsbyerne kunne på et øjeblik forvandle sig til et øredøvende spektakel, så snart vi begyndte at avancere. Hver kvadratmeter jord blev bestrøget af adskillige maskingeværer og artilleri fra gemte positioner i landsbyerne”, rapporterede general Kurochkin.
“Tyskerne lavede brystværn i deres forreste linje med vores soldaters lig”. Russisk artillerikommandør ved Demjansk-lommen.
Når Hitlers tropper forskansede sig i det frosne landskab, brugte de alle midler, forklarede en russisk artillerikommandør:
“Tyskerne lavede brystværn i deres forreste linje med vores soldaters lig, stablede dem op og hældte vand over dem, da det som regel var umuligt at grave i jorden”.
For at slå hul på det tyske forsvar stillede Moskva den 6. marts 8.500 faldskærmstropper til rådighed for general Kurochkin.
Faldskærmstropperne tilhørte Den Røde Hærs elite. De landede flere steder i lommens nordvestlige dele, samlede sig i skovene og sneg sig herefter frem mod tyskernes flyvepladser. Også von Brockdorff-Ahlefeldts hovedkvarter i Dobrosli nær Demjansk skulle indtages.
Natten til den 13. marts begyndte 2.000 af de russiske faldskærmssoldater deres stormløb fra skovene nord for Demjansk, men ved hjælp af lysgranater lyste tyskerne himlen op, så alle former for tungt skyts kunne beskyde fjenden.
“Vores luftværnsskyts giver hals, granatkasteren skratter, og skytset suser over snedækket mod skikkelserne i hvide camouflagedragter”, skrev en SS-soldat hjem.
Streng frost betød, at de faldne ikke kunne begraves. Tyskerne brugte nogle steder lig i stedet for sandsække som dækning.
Da faldskærmstroppernes første større angreb sluttede to døgn senere, lå 800 russere døde i sneen.
En uge efter forsøgte 3.000 andre russiske elitesoldater at angribe Dobrosli og flyvepladsen nordøst for Demjansk, men igen blev russerne “tværet ud”, som en SS-officer formulerede det.
Efter to uger med svære tab afblæste Kurochkin faldskærmstroppernes mission. Men tyskerne lod ikke fjenden slippe ud af lommen. Overalt blev de udmattede russere jagtet – noget tyder på, at de flygtende soldater sultede og sågar måtte ty til kannibalisme.
I en tysk læges rapport om to russiske lig hed det:
“To dybfrosne lig, kraniet knust af en skarp genstand. Hjernen fjernet. Synlige tegn på, at hjernen er kradset ud”.
Af de oprindelige 8.500 russiske faldskærmssoldater nåede kun 1 ud af 10 tilbage til Den Røde Hærs linjer.
Sårede flyves ud
Tyskerne i Demjansk-lommen holdt udelukkende stand takket være luftbroen.
Hitlers tropper manglede pølser og patroner
Kød og citroner i lasten
Selvom soldaternes rationer blev skåret ned til det halve, skulle flyene hver dag levere 54 tons fødevarer til Demjansk-lommen – især svinekød i alle afskygninger såsom tyskernes højtelskede pølser. Dåsefrugt og citroner sørgede for, at soldaterne ikke fik skørbug.
Hø til tusindvis af heste
Havre og hø måtte flyves ind til de 20.000 heste, som tyskerne rådede over. I sneen var heste livsvigtige trækdyr, der trak kaner med forsyninger til soldater langt fra flyvepladserne.
Tobak mod nervøsitet
Under verdenskrigen røg næsten alle soldater. Rygning dulmede nerverne og undertrykte sulten. Chokolade og alkohol fik de omringede tropper også ved sjældne lejligheder.
Kanonerne skulle fodres
Artillerigranater var konstant en mangelvare inde i Demjansk-lommen, selvom de udgjorde en stor del af transportflyenes last. Også tusindvis af patroner blev dagligt fløjet ind.
Benzin i tøndevis
Tyske lastbiler og panserkøretøjer havde dagligt brug for 21 tons brændstof. Især de udrykningsstyrker, som hurtigt skulle frem til fronten ved større sovjetiske angreb, forbrugte store mængder benzin.
Transportflyene bragte ikke kun livsvigtige forsyninger ind, de tog også sårede med ud, hvilket løftede soldaternes moral. Men evakueringerne gik ikke altid godt, da sovjetiske jagere lå på lur. For tyskerne var det hjerteskærende at følge brændende fly styrte til jorden med sårede kammerater ombord.
Som modsvar forflyttede Morzik tyske Messerschmitt-jagere til baser tæt på frontlinjen, så de bedre kunne eskortere Ju 52’erne på deres vej til og fra Demjansk.
Hver dag udspillede et drama sig på himlen, når flyene jagtede hinanden, og fra slutningen af marts fik tyskerne overtaget i luften, og det kunne ses på tabstallene:
Mens tyskerne havde mistet hele 52 transportfly i marts, blev kun otte skudt ned i april.
I løbet af april steg temperaturen, og sneen smeltede i Demjansk-lommen. I stedet for de betonhårde, frosne veje blev jorden forvandlet til et helvede af mudder.
Tyske Stuka-fly angreb nådesløst Den Røde Hær for at slå hul i den jernring, som russerne havde lagt om Demjansk-lommen.
Pløret berøvede russerne deres fordel i vinterterrænet, og tyskerne udnyttede foråret til at sende general Walther von Seydlitz-Kurzbach mod Demjansk med to divisioner – for at skabe en korridor ind til de omringede tropper.
Stærkt støttet af Stuka-fly, som med øredøvende hyl dykkede ned mod de russiske enheder og bombede dem, kæmpede Seydlitz sig frem til byen Ramushevo.
Her mødte hans tropper den 21. april enheder inde fra lommen, som på samme tid gjorde forsøg på at bryde ud.
“Trods fjendens store overlegenhed sejrede I. Hvad hver og en af jer har klaret, hører til de stolteste gerninger blandt tyske tropper”, lød lovordene fra hærledelsen.
For første gang i tre måneder kunne von Brockdorff-Ahlefeldts soldater se frem til at få rigelige forsyninger. De følgende uger gik med at etablere et stærkt forsvar med pigtråd og 22.000 miner på begge sider af korridoren, så russerne ikke løb den over ende.
Samtidig puklede ingeniørtropper med at styrke de mudrede veje med træstammer og bygge broer, så farbare veje førte gennem pløret.
“Min Fører, jeg forsikrer Dem, at Luftwaffe kan holde 6. armé forsynet”. Hermann Görings løfte, før Stalingrad omringes.
Lastbiler med våben og ammunition rullede ind i Demjansk-lommen. Via korridoren fragtede tyskerne fra midten af maj ca. 100 tons forsyninger dagligt, så Morzik omsider kunne skære ned på de farlige flyvninger til Demjansk.
Takket være korridoren blev Demjansk-lommen nu betragtet som et af de frontfremspring, Hitler så brændende ønskede sig. I Ulveskansen jublede Føreren, mens Stalin rasede i Moskva.
Et halvt år senere flyttede de to kamphaner imidlertid deres opmærksomhed til Stalingrad langt mod syd. Her lykkedes det i efteråret 1942 Den Røde Hær at omringe knap 300.000 tyske tropper. Og nu skulle Görings held med Demjansk-luftbroen vise sig at få en skæbnesvanger betydning for deres skæbne.
Succesen koster dyrt
Von Brockdorff-Ahlefeldts divisioner befandt sig stadig i Demjansk, da Hitler og hans generaler i november 1942 mødtes for at tage stilling til, hvad de skulle gøre ved de indesluttede soldater fra 6. armé i Stalingrad.
Nok en gang afviste Hitler enhver snak om evakuering, og Luftwaffes øverstkommanderende, Hermann Göring, mente, han havde løsningen.
“Min Fører, jeg forsikrer Dem, at Luftwaffe kan holde 6. armé forsynet. Jeg kan klare det”, lovede Göring.
Luftmarskallen mindede om luftbroens succes i Demjansk. I gennemsnit havde flyene leveret 273 tons forsyninger om dagen, og Göring garanterede, at Luftwaffe om nødvendigt kunne øge den mængde til 500 tons.
“Jeg har ingen grund til at betvivle hans vurdering”, fastslog Hitler, da andre generaler protesterede og kaldte forsikringerne en utopi.
Ganske rigtigt – Görings lovede luftbro til Stalingrad viste sig hurtigt at være et luftkastel. Med sølle 90 tons forsyninger om dagen sultede og frøs mange tyskere ihjel i den omringede Stalingrad, og den 2. februar 1943 måtte resterne af 6. armé overgive sig til russerne.
De tyske tropper i Stalingrad løb tør for forsyninger og måtte overgive sig.
Stalingrads luftbro var dømt til fiasko
Efter succesen i Demjansk fik luftmarskal Hermann Göring storhedsvanvid. Han garanterede, at Luftwaffe kunne forsyne 300.000 omringede tropper i Stalingrad. Løftet blev fatalt.
Succesen fra Demjansk var stadig i frisk erindring, da Hitler i november 1942 beordrede 300.000 tyske tropper til at blive og forsvare Stalingrad – også selvom en million sovjetiske soldater havde omringet dem.
Føreren lagde især vægt på, at Luftwaffes chef, Hermann Göring, havde lovet at levere mad og ammunition via en ny luftbro – præcis som i Demjansk.
Men selvom belejringen af tropperne i Stalingrad kun varede 71 dage – en måned mindre end Demjansks luftbro – kunne Göring ikke opfylde sit løfte. Det skyldtes, dels at afstanden mellem de tyske flybaser og Stalingrad var længere, dels at Den Røde Hær fik flere jagerfly.
På grund af de store afstande måtte fragtflyene desuden flyve uden jager-eskorte. Nederlaget ved Stalingrad knuste Nazityskland, og resten af krigen var Hitlers tropper på tilbagetog på Østfronten.
Tyske tropper at forsyne
Demjansk: 96.000
Stalingrad: 300.000
Behov pr. dag
Demjansk: 200 tons forsyninger
Stalingrad: 500 tons forsyninger
Luftbroen leverede dagligt
Demjansk: 273 tons i gennemsnit
Stalingrad: Sjældent over 137 tons
Nederlaget skulle få afgørende betydning for 2. verdenskrig. Herfra var tyskernes håb om at vinde krigen ude.
Medalje fejrer tvivlsom sejr
Katastrofen i Stalingrad betød, at Hitler omsider accepterede en evakuering af von Brockdorff-Ahlefeldts tropper i Demjansk.
Den 17. februar 1943 – et år efter omringningen – marcherede de første af tyskernes hårdt prøvede tropper gennem Ramushevo-korridoren. 10 dage senere forlod sidste mand Demjansk.
Hitler var ikke bleg for at slå den tyske modstand i lommen op som en storslået defensiv triumf. Alle involverede i såvel hæren som Luftwaffe modtog “Demjansk-skjoldet” – et ud af kun seks kampagne-emblemer, som Det Tredje Rige tildelte sine soldater under verdenskrigen.
I virkeligheden var den selvproklamerede triumf dyrekøbt: Selvom luftbroen havde leveret den ønskede mængde forsyninger, mistede Luftwaffe 387 flybesætningsmedlemmer og 265 fly – herunder 125 transportfly.
Demjansk-skjoldet blev båret med stolthed af de tyske tropper efter sejren mod overmagten. Men Hitlers tåbelige dispositioner kostede Tyskland dyrt.
Foruden de himmelhøje tab, som svækkede Luftwaffe markant, var størstedelen af Østfrontens fly og besætninger samt de indesluttede soldater låst til et ganske lille og relativt ubetydeligt område i 1942.
Ifølge mange historikere kunne mandskab og materiel have været anvendt langt fornuftigere andre steder – fx som støtte ved Stalingrad.