Forskere afslører skjult tekst i Anne Franks dagbog

I over 70 år har to sider af den jødiske piges verdensberømte dagbog været forsøgt skjult under tykt, brunt papir. Men takket være en ny teknologi er det nu lykkedes forskere at få teksten frem.

Ved hjælp af en ny digital billedeteknologi er det lykkedes forskere fra Anne Franks Hus i Amsterdam og to andre hollandske kulturinstitutioner at læse teksten på to overdækkede sider i den jødiske pige Anne Franks originale dagbog.

Siderne har ellers været forsøgt skjult med brunt papir i over 70 år.

Det skriver museet i en pressemeddelelse.

Siderne blev dækket med brunt papir

Den 28. September 1942 skrev den dengang 13-årige pige Anne Frank på henholdsvis side 78 og side 79 i sin dagbog.

Hvad hun præcist skrev, har indtil nu været en hemmelighed, for én eller anden klistrede efterfølgende de to sider til med brunt papir, så teksten ikke længere kunne læses.

Hvem, der gjorde det, er i dag et mysterium, men det var sandsynligvis enten Anne Frank selv, der ikke ønskede, at andre skulle læse de to sider, eller hendes far, Otto Frank, der før sin død i 1980, testamenterede sin datters originale skrifter til Hollands Institut for Krigsdokumentation.

Anne Frank viste litterære evner

Hele teksten på de to sider er endnu ikke offentlig tilgængelig, men ifølge Ronald Leopold, der er administrerende direktør for Museum Anne Franks Hus, skrev den unge pige bl.a. om seksualitet.

”Anne Frank skriver om seksualitet på en afvæbnende måde. Som alle andre unge mennesker er hun nysgerrig på dette område”, lyder det.

Ifølge den amerikanske avis The New York Times skrev Anne Frank bl.a. flere sjofle vittigheder og tanker om seksualitet.

Fx skrev hun: "Jeg forestiller mig sommetider, at nogen kommer til mig og beder mig om at forklare seksuelle ting. Hvordan skulle jeg gøre det?".

Spørgsmålet besvarer hun bl.a. med formuleringen "rytmiske bevægelser".

At Anne Frank bl.a. beskæftigede sig med seksualitet, er der dog ikke noget overraskende eller nyt i. Det gjorde hun nemlig også andre steder i sin dagbog.

Ved hjælp af en ny digital billedeteknologi er det lykkedes forskere at læse dagbogens skjulte tekst uden at ødelægge dagbogen. Teksten vil snart blive tilgængelig på Anne Franks Hus' hjemmeside.

Til den amerikanske avis forklarer museets direktør, at den unge pige viste tidlige og forsigtige tegn på at ville blive forfatter.

”Det er meget interessant, og det øger vores forståelse af dagbogen”, lyder det.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det kan være respektløst at offentliggøre de sider, som Anne Frank muligvis ikke ønskede frem, udtaler Teresien da Silva, der er leder af museets samling, bl.a. til avisen, at det er vigtigt for videnskaben – og også offentligheden – at kende de sider, hun ikke ønskede frem.