Gemt i 70 år: Jødisk piges holocaustdagbog udgives
En enestående dagbogsberetning om livet i en jødisk ghetto i Polen udkommer nu for første gang på engelsk. Beretningen blev skrevet af den polsk-jødiske pige Renia Spiegel, som tyske soldater skød i 1942.

Polsk-jødiske Renia Spiegel skrev en over 700 sider lang dagbog, fra hun var 15 år i 1939, indtil hun blev skudt af tyskerne i 1942.
“Kære Gud, jeg ønsker at leve. Jeg har oplevet så lidt af livet. Jeg vil ikke dø”.
Sådan skrev 17-årige Renia Spiegel i sin dagbog den 7. juni 1942 – blot to måneder før sin død. Den polsk-jødiske piges beretning om hverdagen i en ghetto under 2. verdenskrig lå i 70 år gemt i en bankboks; nu er den for første gang udgivet på engelsk.
Polens svar på Anne Frank
Renia, hvis tragiske dagbog er blevet sammenlignet med hollandske Anne Frank, boede i den polske by Przemysl, da den tyske besættelsesmagt i 1942 spærrede byens jøder inde i en ghetto. På det tidspunkt havde Renia skrevet dagbog i tre år.
Her berettede hun om alt – fra sin første forelskelse til de tyske flys bombeangreb og ikke mindst tiden i den trøsteløse ghetto.
Det lykkedes i 1942 Renia at undslippe ghettoen, men hun og flere andre jøder blev fundet skjult på et loft og skudt af tyske soldater i juli samme år.