Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

tysk soldat i sovjetisk fangenskab

General Paulus fører sin hær i døden

Kulden og kampene i Stalingrad er udmarvende, og Den Røde Hær er ved at udslette tyskernes 6. armé. Kun flugt kan redde de 330.000 soldater. Men general Paulus står fast. Han har lovet Hitler at kæmpe til sidste mand – og en tysk officer holder sit ord.

Dpa Picture Alliance/Imageselect

Lige før solopgang den 12. december 1942 ruller tre tungtlastede transportfly hen ad startbanen i Morozovsk. Da de har fået fart nok på, letter de tyske maskiner og sætter kurs mod Stalingrad – 200 km længere mod øst.

I det ene af flyene har Wilhelm Adam klemt sig ind. Adam er adjudant i den 6. armé og sidder klemt inde mellem kasser med ammunition, proviant og andre forsyninger.

Gennem vinduet kan adjudanten følge et spor af udbrændte køretøjer nede på jorden – de står som mindesmærker over den tyske værnemagts hårde kamp for at nå frem til den vigtige sovjetiske industriby.

Adams chef, den 6. armés general Friedrich Wilhelm Ernst Paulus, har krævet, at den erfarne adjudant bliver fløjet ind til de tyske styrker, der er fuldstændig omringet af én million hævntørstige soldater fra Den Røde Hær.

Adams fly når kun lige at lande på flyvepladsen Pitomnik, 15 km fra Stalingrads centrum, før den 49-årige tysker kan konstatere, at det står slemt til. Flyvepladsen flyder med udbrændte tyske jagerfly, bombemaskiner og forladte køretøjer af enhver slags.

Så snart Adam er steget ud af flyet, myldrer det frem med sårede soldater. Pjalteklædte og med blodplettede bandager humper og kravler de frem fra granathuller.

Alle håber de på at få et lift ud af “kedlen” – som det omringede område bliver kaldt – ombord på et fly, der hurtigst muligt vil bringe dem til sikre tyske områder mod vest.

Køreturen ind til den 6. armés hovedkvarter går langsomt, for Adams chauffør må køre zigzag mellem bombekratere, forladte lastbiler og tyske lig, der ligger stivfrosne på den snedækkede jord.

Hist og her får Adam også øje på udmagrede hestekadavere med gabende sår – sultne tyske soldater har skåret en luns fri for at få et stykke kød at gnave på.

En time senere står Wilhelm Adam foran general Paulus i den 6. armés hovedkvarter ved Gumrak-togstationen.

“Hans kinder var hule og hovedet bøjet mere forover end sædvanligt. Hans ord var fyldt med skuffelse”, berettede Wilhelm Adam siden i sine memoirer.

Med sig bringer adjudanten en ordre fra den tyske overkommando: Han skal indstille soldater til udmærkelser og forfremmelser – for at højne moralen i den omringede armé. Ordren forekommer general Paulus komplet absurd.

De seneste uger har han anmodet Hitler om at redde den 6. armé fra tilintetgørelse i “Stalingrad-kedlen”, men alle svar fra Førerbunkeren har været nedslående. Faktisk minder de mest af alt om lyden fra en plade, der er gået i hak:

“Den 6. armé skriver historie ved at kæmpe til sidste mand, hvorved I muliggør skabelsen af en ny tysk front i syd”, lyder Hitlers budskab.

Paulus er soldat ind til benet, men han nages i vinteren 1942-1943 af tvivl. På den ene side ønsker han mere end noget andet at beordre et udbrud fra Stalingrad. Lykkes det, vil han potentielt set kunne redde hundredtusinder af liv.

På den anden side kan generalen ikke forlige sig med tanken om at svigte Føreren, der har beordret ham til at holde ud og kæmpe til det sidste. Paulus er fanget som en lus mellem to negle.

Hitler med sine generaler – bl.a. Friedrich Paulus

Friedrich Paulus var med under planlægningen af den tyske sommeroffensiv i 1942.

© Scherl/Ritzau Scanpix

Tyskerne sejrer stort på Østfronten

Hitler indledte krigen mod Sovjetunionen i juni 1941. Offensiven blev døbt “Operation Barbarossa”, og i de første måneder gik Værnemagtens mere end 3 mio. mænd fra sejr til sejr.

Hærgruppe Nord omringede Leningrad, Hærgruppe Mitte avancerede mod Moskva, og Hærgruppe Syd tromlede igennem Ukraine.

I oktober var mere end 1 mio. tyskere i Hærgruppe Mitte nået frem til udkanten af Moskva, men så indledte Den Røde Hær sit modangreb. I de følgende kampe mistede tyskerne 174.000 mand, og i januar 1942 måtte Føreren opgive at erobre Sovjetunionens hovedstad.

Sommeren efter vendte Hitler sig mod et nyt mål: Han beordrede et storangreb på Kaukasus for at erobre de russiske oliefelter. Hærgruppe Syds kampvogne buldrede ud over den tørre russiske steppe den 28. juni og slog Den Røde Hær på flugt.

“Operation Blau” tegnede til at blive en succes, men den 23. juli tikkede en meddelelse fra Førerens hovedkvarter ind: Halvdelen af Hærgruppe Syd skulle styre mod Stalingrad.

Byen ved Volga-­flodens bred var en særdeles vigtig industriby, der bl.a. producerede T-34-kampvogne. At byens navn var “Stalins by”, ville blot øge propaganda-værdien.

Spydspidsen i angrebet på Stalingrad skulle være tyskernes 6. armé – anført af den 51-årige generalløjtnant Friedrich Paulus, som blot havde haft kommandoen i et halvt år. Indtil da havde Paulus været stabsofficer og aldrig haft ansvar for en enhed på mere end 300 mand.

Paulus var dermed den yngste og mest uerfarne general i hele den 6. armé. Hitler nærede dog tiltro til den intelligente revisorsøn fra Kassel, som havde vist sine strategiske evner under planlægningen af angrebet på Sovjetunionen året før.

Sammen med den 4. panserdivision – samt rumænske, ungarske og italienske enheder – kæmpede den 6. armé sig frem mod Stalingrad. Jo tættere tropperne kom på storbyen, desto stærkere blev Den Røde Hærs forsvarsvilje.

I august mistede Paulus så mange soldater, at han sendte Wilhelm Adam til den fremskudte kommandopost “Werwolf” i det vestlige Ukraine, hvor Hitler opholdt sig under felttoget. Adam skulle insistere på forstærkninger til den 6. armé. Dagen efter vendte adjudanten tilbage.

“Nå, Adam, hvad opnåede De i Førerens hovedkvarter?” spurgte Paulus. Adam svarede, at overkommandoen ikke kunne sende friske soldater før om fire måneder.

“Så jeg skal altså erobre Stalingrad med udmattede divisioner”, sukkede Paulus.

Jernkors fra 2. verdenskrig
© Interfoto/Hermann Historica GmbH/Imageselect

Paulus steg i graderne

Paulus blev født i 1890 som søn af en revisor med et stateligt hjem i nærheden af den tyske by Kassel.

Allerede på officersskolen udviste den unge Friedrich Paulus et imponerende talent for strategisk planlægning, inden han som 24-årig løjtnant blev sendt i kamp i Frankrig og senere på Balkan under 1. verdenskrig.

I mellemkrigstiden steg Paulus i graderne og blev i 1938 en del af pansergeneral Heinz Guderians stab, der arbejdede med at udvikle Værnemagtens nye Blitzkrieg-strategi.

Pansergeneralen beskrev sin nye officerskollega som “ufattelig intelligent, samvittighedsfuld, hårdtarbejdende, original og talentfuld”.

Men Guderian mente også, at Paulus manglede praktisk erfaring i felten og kunne være tøvende. Derfor fik han kælenavnet “Den Vægelsindede”.

Paulus blev i 1941 udnævnt til næstkommanderende i den tyske generalstab, hvor han var med til at planlægge angrebet på Sovjetunionen.

“Operation Barbarossa” var de første måneder en enorm succes, og her fik Hitler for alvor øjnene op for Paulus’ store talent.

I november samme år opstod der en mangel på erfarne generaler på Østfronten, og feltmarskal Walther von Reichenau – Paulus’ ven og protektor – hjalp ham med at opnå en forfremmelse til pansergeneral.

Da Reichenau døde i januar 1942, overtog Paulus kommandoen over den 6. armé. 330.000 soldater skulle nu adlyde den 51-årige general.

Kampen om Stalingrad begynder

Mandskabsmangel eller ej: Den 23. august gav Paulus ordre til at angribe industribyen. Tyskerne krydsede Don-floden, 60 km fra Stalingrad, mens 500 fly fra Luftwaffe indledte et bombardement af både fabrikker og beboelsesområder i storbyen.

På trods af russernes indædte modstand kæmpede den 6. armé sig ind i Stalingrad fra nord og syd og tvang Den Røde Hær til at forsvare sig på flere fronter.

Selv med trætte mænd havde Paulus forventet en hurtig sejr, men tyskerne måtte kæmpe fra hus til hus og kunne blot rykke få meter frem hver dag.

Tabstallene var så massive, at generalen måtte etablere en midlertidig kadetskole bag fronten, hvor ingeniør- og artilleriofficerer i al hast blev omskolet til infanteriofficerer.

Hitler ignorerede de mange ofre, og i stedet for friske soldater sendte han en delegation af ingeniører til Stalingrad – de skulle redde maskiner og råmaterialer fra byens fabrikker. Paulus kunne knap tro sine øjne, da de meldte deres ankomst.

“De får jo intet at arbejde med. Luftwaffe har ødelagt alt, og fabrikkerne ligger i ruiner”, udbrød han oprørt.

Kort efter sendte Hitler en kommandant, der skulle indsættes som borgmester i den erobrede by, hvilket fik den 6. armés stabsofficerer til at bryde ud i latter – de havde jo langtfra kontrol over den 5 km brede og 40 km lange storby ved Volga-flodens bred.

Tyskerne krydser Don-floden på vej til Stalingrad

Paulus’ tropper krydsede i slutningen af august 1942 Don-floden under deres fremrykning mod Stalingrad.

The Stapleton Collection/Bridgeman Images

Hitler nægter at hjælpe

Den 12. september fløj Paulus selv til “Werwolf”-kommandoposten for at tale med Hitler. Paulus ville overbevise Føreren om, at situationen i Stalingrad ville ende i en katastrofe, fordi den tyske overkommando havde undervurderet Den Røde Hærs styrke.

Massive forstærkninger var nødvendige for at få kontrol over byen og beskytte den svage flanke mod nord, påpegede Paulus. Hitler ignorerede ønsket – russerne havde indsat deres sidste reserver og var snart slået, lød det fra Føreren.

To dage senere trængte tyskerne endelig ind i Stalingrads centrum, hvor kampene tog til i styrke – på én dag skiftede fx hovedbanegården hænder fem gange.

De næste dage blev hundredvis af tyske sårede fragtet til felthospitalet nær fronten. Wilhelm Adam, der konstant kørte rundt mellem de tyske enheder for at viderebringe Paulus’ ordrer, besigtigede forholdene på felthospitalet.

“Først behandles dem, som skal amputeres, dernæst dem med skader på luftrøret og til sidst dem med mave- og lungeskader”, noterede adjudanten.

Mens Adam forsøgte at opmuntre de sårede, kom en sygeplejerske ud fra operationsstuen med en spand.

“Den var fyldt med blodige bandager, iturevne uniformsdele og blåsorte knoglestumper”, så Adam. Han følte sig syg af “lugten af æter, betændelse og blod, der hang tungt i luften”.

Stalingrad strategikort1

Tæt på tysk sejr

Den 6. november 1942 har de tyske styrker under general Paulus erobret 90 pct. af Stalingrad og indleder et angreb, der skal fordrive de sidste sovjetiske enheder. Angrebet slås tilbage.

Shutterstock
Stalingrad strategikort2

Russisk knibtang lukker

Den Røde Hær indleder “Operation Uranus” den 19. november. Omkring 1 mio. russiske soldater angriber den 6. armés nordlige og sydlige flanker, og efter fire dage lukker knibtangen ved byen Kalatj. Den 6. armé er omringet, men Paulus får besked på at fastholde den tyske besættelse af byen.

Shutterstock
Stalingrad strategikort3

Undsætning mislykkes

Tyskerne forsøger med “Operation Vinterstorm” at redde den 6. armé. En hær på ca. 50.000 mand skal sprænge den russiske ring. Offensiven begynder den 12. december, men bliver stoppet lillejuleaften 60 km fra byen.

Shutterstock
Stalingrad strategikort4

Den 6. armé går under

Sovjetiske enheder kæmper sig frem til den 6. armés hovedkvarter, og den 31. januar bliver Paulus taget til fange. Over 90.000 soldater ender i sovjetisk fangenskab – kun ca. 5.000 overlever.

Shutterstock

Paulus aner et storstilet modangreb

Tilbage fra “Werwolf” kunne Paulus se, at hans forudanelser blev virkelighed:

“Hærens overkommando ignorerede vores advarsler om den nordlige flanke”, meddelte han Adam. “Derfor er situationen blevet alvorlig. Fjenden er klar til at angribe vores dybe flanker”.

Adskillige rapporter berettede om sovjetisk opmarch foran tyskernes tyndt besatte flanker mod nord og syd. Her stod svagt udrustede rumænske og ungarske styrker. Et samtidigt angreb kunne resultere i en omringning og tilintetgørelse af hele den 6. armé, forudså Paulus.

Kort efter ankom en kunstmaler udsendt af Hitler personligt: En nydelig ældre herre fra Leipzig, som skulle forevige slaget som et stort panoramabillede forsynet med en mindeplade. Kunstneren fik Paulus til at tabe hovedet:

“Det er et sørgeligt kapitel. Vi har knap erobret halvdelen af byen og betaler med vores blod for resten. Med vores nuværende kampstyrke når vi ikke vores mål, men det er de ligeglade med i overkommandoen”, rasede han.

“I stedet skal vi bruge kræfter på ligegyldige ting som at fremstille en mindeplade”.

Igen og igen fik Paulus nej til at trække sine styrker ud af Stalingrad for at befæste flankerne. Bøjet over sit situationskort udbrød han: “Overkommandoen må vide, hvad der er ved at ske. Findes der virkelig kun ja-sigere i Hitlers følge?”

Faren var overhængende, men Paulus vovede ikke at give ordre til at reorganisere styrkerne uden en godkendelse fra Føreren.

“Jeg frygter det værste, hvis overkommandoen ikke sender friske divisioner”, betroede han sin adjudant.

Wilhelm Adam opsummerede situationen i sine memoirer: “Den 6. armés skæbne blev bestemt af overkommandoen, og Paulus accepterede sine ordrer”.

Avis fremstillet af Sovjetunionen til tyske krigsfanger fra Stalingrad bl.a.

Russerne fremstillede en avis til de tyske krigsfanger, så de kunne læse om det tabte slag.

© John Frost Newspapers/Imageselect

Den Røde Hær angriber flankerne

Katastrofen tog sin begyndelse om morgenen den 19. november. I nogle minutter havde stabsofficererne i den 6. armés hovedkvarter hørt, hvad der lød som en fjern, vedvarende torden, da telefonen ringede.

På en skrattende telefonforbindelse fik stabsofficererne små bidder af information fra general Strecker, somopholdt sig nær den nordlige flanke, hvor Den Røde Hær de seneste uger havde opmarcheret store styrker.

“Det er helvede!” råbte Strecker. “Der falder bomber overalt. Jorden bliver pløjet op af granater, og tabstallene er enorme. Rumænerne har vist taget det største stød”.

Strecker overdrev ikke. Den rumænske 3. armé var i opløsning. 3.500 granater og raketter fra stalinorgler regnede ned over de dårligt udrustede soldater, som efter få timer begyndte at flygte mod syd.

Den Røde Hær havde indledt “Operation Uranus” – en af krigshistoriens største knibtangsmanøvrer.

General Paulus rykkede øjeblikkeligt enheder ud af selve Stalingrad for at dæmme op for angrebet. Samme aften mødtes han med Wilhelm Adam for at få et overblik over situationen.

“Paulus var foroverbøjet og gik uroligt frem og tilbage”, skrev Adam. Pludselig stirrede generalen sin adjudant direkte i øjnene:

“Nu er det gået, præcis som jeg forudså. Hitler vil ikke acceptere, hvad enhver soldat kan se. I ugevis har vi ikke fået andet end tomme ord. Nu skal vi lappe hullerne, og jeg aner ikke, om det er muligt at stoppe den russiske modoffensiv”.

Inden dagen var omme, lå tusinder af Aksemagternes soldater døde på steppen nord for Stalingrad. Oven i var 27.000 rumænere havnet i sovjetisk fangenskab, og de russiske kampvogne var trængt 30 km ind bag den 6. armé.

Dagen efter angreb Den Røde Hær også tyskernes sydlige flanke, og de russiske soldater fik hurtigt slået et stort hul i forsvarslinjerne. Nu var det helt tydeligt, at Den Røde Hær forsøgte at fange tyskerne i en knibtang.

“Vi er konfronteret med en katastrofe. Jeg ser kun én udvej. Vi må rykke hæren i sydvestlig retning så hurtigt som muligt”, lød det fra Paulus i arméens hovedkvarter – og adjudanten Adam pressede på for at evakuere den 6. armé:

“Skal vi virkelig vente på en ordre? Det handler om 330.000 menneskeliv!”

Men general Paulus afviste prompte: “Jeg har fået ordre til ikke at trække mig tilbage fra så meget som en landsby eller en skyttegrav uden at have Hitlers personlige tilladelse. Hvordan skal vi vinde denne krig, hvis ordrer ikke adlydes?”

Russiske soldater kæmper i Stalingrads ruiner

Kampene i Stalingrad gik fra hus til hus, og de russiske soldater måtte kæmpe hårdt for hver en kvadratmeter i den udbombede storby.

© DPA Picture Alliance/Imageselect

Paulus’ armé bliver omsluttet

Blot to dage efter, den 21. november, var Den Røde Hærs knibtang få timer fra at lukke sammen om de 330.000 tyskere og deres udenlandske allierede.

I desperation valgte Paulus at sende besked direkte til Hitler. Han bønfaldt om at få lov til at bryde ud af ringen og flygte mod syd, før det var for sent.

Flere timer senere modtog Paulus et kontant svar: Den 6. armé skulle blive i området omkring Stalingrad og binde så mange sovjetiske styrker som muligt. Adam befandt sig nær den nye frontlinje, hvor ubegribelige scener udspillede sig:

“Folk flygtede. Lastbiler, biler, motorcykler, hestetrukne kanoner ræsede mod vest og kørte ind i hinanden, sad fast, tippede om på siden og blokerede vejen. Inde mellem køretøjerne gik fodgængere, og hvis nogen faldt og ikke kom på benene igen, blev de kørt over og knust”.

Enorme mængder af materiel blev efterladt for at lette flugten: Feltkøkkener, kanoner, proviant, ammunition og køretøjer stod tilbage på vejene og ude på steppen.

Da de sovjetiske styrker lukkede knibtangen ved landsbyen Kalatj den 22. november, stod de som en mur mellem Paulus’ hovedkvarter på Don-flodens vestbred og hovedstyrken inde i Stalingrad.

Men Hitler nægtede fortsat at erkende faren. I stedet for at give ordre til et udbrudsforsøg beordrede han Paulus til at indrette et nyt hovedkvarter inde i “kedlen”.

Pligtskyldigst steg generalen derfor op i et lille propelfly og fløj ind mod storbyen. Velbeholden landede han i Stalingrad for at etablere et nyt hovedkvarter ved Gumrak-togstationen – 10 km fra storbyens centrum.

Såret tysk soldat bærers af sine kammerater i Stalingrad

De tyske soldater mistede dagligt kammerater til fjendens kugler under de hårde kampe.

© Michael Cremin/Imageselect

Göring vil forsyne hæren fra luften

Det var her, adjudanten Wilhelm Adam mødte sin chef igen den 12. december. Adam var blevet tilbage hos styrkerne vest for Don-floden efter omringningen, og nu var han spændt på at høre nyt.

Paulus’ kropssprog fortalte alt – han lignede en slagen mand, der gik hvileløst rundt i sit hovedkvarter i kælderen under en beslaglagt villa. Paulus kunne berette om lav moral i det område, som tyskerne endnu kontrollerede.

Soldaternes kampvilje blev udelukkende holdt oppe af, at Hitler planlagde at åbne en korridor ind til Stalingrad: Generaloberst Hermann Hoths 4. panserhær skulle angiveligt være lige på trapperne, forklarede Paulus.

270.000 mænd var stadig i live i “Stalingrad-kedlen”, men kulde, sygdom og manglen på fødevarer krævede nu flere liv end kamphandlingerne.

Paulus betroede Adam, at Hitler et kort øjeblik havde overvejet at lade den 6. armé trække sig ud af Stalingrad:

“Ordren om at bryde ud var på vej den 24. november – der var ikke andet at gøre. Men under et møde med Hitler hævdede Göring, at han var i stand til at forsyne hele den 6. armé fra luften”.

Hitler havde ivrigt grebet ud efter halmstrået og befalet, at Paulus skulle kæmpe videre. Desværre viste Görings løfte sig hurtigt at bygge på fri fantasi.

Hver dag havde den 6. armé brug for i alt 700 tons proviant, ammunition og medicin, men selv på gode dage kunne flyvevåbnets decimerede “Luftflotte 4” kun levere 25 pct. af det mål.

Allerede samme dag som Wilhelm Adam ankom til hovedkvarteret, fik generaloberst Hoth dog ordre til at påbegynde “Operation Vinterstorm”:

50.000 soldater og 250 kampvogne tordnede igennem de sovjetiske linjer, og nogle enheder tilbagelagde 50 km på førstedagen.

Omsider var hjælpen på vej. Bare tre dage efter led optimismen et knæk, da tyskerne stødte på massiv russisk modstand ved den lille kosaklandsby Werchne Kumskij.

Nazistisk propaganda fra 2. verdenskrig (Stalingrad)

Opofrelse for den endelige sejr blev nøgleord i den tyske propaganda efter Stalingrad.

© Darmstadt Staatsarchiv

Goebbels på overarbejde

Adolf Hitler følte sig helt sikker på, at tyskerne nok skulle erobre den sovjetiske by Stalingrad. Så sent som den 9. november 1942 udtalte han: “Jeg ville tage byen, og uden at være beskeden – jeg har den!”

Men krigslykken vendte, og efter nytår stod det klart selv for Hitler, at russerne ville vinde.

Den 13. januar holdt han derfor et møde med propagandaminister Joseph Goebbels, hvor de to mænd diskuterede, hvordan katastrofen kunne forvandles til en sejr i de tyske aviser.

Efter otte timers overvejelser var strategien klar:

Nederlaget i Stalingrad skulle fremstilles som det nødvendige offer for den endelige sejr – befolkningen skulle hærdes. I dagene efter lød avisernes overskrifter: “Stå fast – til sidste mand” og “Føreren ærer Stalingrads helte”.

Propagandaen sammenlignede også den 6. armé med spartanerne og deres ulige kamp mod perserne. Samtidig udtalte Goebbels, at “ordet kapitulation findes ikke i vores ordbog”, og Hitler proklamerede tre dages landesorg.

At over 90.000 tyskere overgav sig, blev holdt hemmeligt. I stedet skrev aviserne, at alle soldater i den 6. armé havde ofret sig for at forsvare Europa mod bolsjevismen.

Propagandaen blev dog afsløret af den sovjetiske Radio Moskva, der læste navnene på de tilfangetagne op. Tusinder af tyskere lyttede med i håbet om at høre navnet på et familiemedlem, som havde kæmpet ved Stalingrad.

Undsætningen når aldrig frem

Kampene på markerne rundt om Werchne Kumskij blev hårde og kostede store tab på begge sider.

Hoths mænd kæmpede indædt for at bryde gennem de sovjetiske kampvognes forsvarslinje – tyskerne var blot 60 km fra deres omringede kammerater i Stalingrad.

Paulus’ 6. armé havde kun brændstof til at køre 30 km, så soldaterne måtte vente på, at Hoths folk nåede så tæt på, at Hitler ville give kodeordet “Donnerschlag”, som betød, at den 6. armé måtte forsøge at bryde ud mod sydvest.

Ventetiden blev for lang for flere af Paulus’ generaler. Walther von Seydlitz-Kurzbach mistede tålmodigheden og angreb Hitler på et stabsmøde, hvor cigaretrøgen hang tungt i kælderen:

“Ville det rigtige ikke være at gå imod Hitlers ordrer og bryde ud af dette mareridt?” spurgte han de andre generaler.

Paulus forholdt sig tavs, mens en af de tilstedeværende truede med at skyde Seydlitz-Kurzbach, hvis han fortsatte med at opfordre til mytteri mod Føreren. Senere, da generalerne havde forladt lokalet, så Paulus tomt frem for sig:

“Jeg forstår ikke overkommandoen mere”, sagde han til Adam. “Det er, som om de ikke har lært noget af vores tabte slag. Hoths svage hær er et slående eksempel på, at Den Røde Hærs styrke totalt undervurderes”.

Håbet om undsætning blev endegyldigt knust den 16. december. Denne dag iværksatte Stalin “Operation Lille Saturn”, der skulle presse Hærgruppe Syd endnu længere væk fra Kaukasus og dermed isolere Paulus’ armé fuldstændig fra resten af den tyske hær.

Russernes operation fik kampmoralen til at synke yderligere i den 6. armés frustrerede generalstab. Paulus talte nu ikke længere om, hvis – men når – han måtte kapitulere.

“Ser De, Adam, uanset hvad der sker, vil jeg få skylden for dette nederlag. Hvem vil kunne forstå, at mine hænder var bundet af overkommandoen?”

Muligheden for et udbrud var forpasset nu, alligevel skulle den 6. armé fortsætte kampen, for Hitler havde stadig hårdt brug for de omringede soldaters indsats i Stalingrad:

Mændene skulle binde så mange sovjetiske styrker som muligt, så Hærgruppe Syd fik bedre tid til at slippe ud af Kaukasus.

Den håbløse situation resulterede i kaos ved den tysk-kontrollerede Pitomnik-flyveplads, hvor tusindvis af sårede ventede på at blive evakueret. De konstante sovjetiske luftangreb på startbanen kostede hver dag hundreder af liv.

Alligevel lykkedes det for de tyske fly at evakuere 25-30.000 sårede tyske soldater, mens belejringen stod på. I gennemsnit fløj Görings fly 90 tons gods ind til arméen hver dag, men ikke alt var lige brugbart.

Kort før jul ankom en hel maskine fyldt med medaljer og udmærkelser – bl.a. 2.000 kroatiske medaljer, på trods af at der var mindre end 1.000 overlevende kroater tilbage.

Andre flyvemaskiner medbragte fire tons peber og merian, tre tons slik og 200.000 mapper med propagandamateriale.

“Jeg ville ønske, at bureaukraterne prøvede at opholde sig her i en uge”, skrev Adam. “Så ville de holde op med at opføre sig så åndssvagt”.

Paulus føres bort i sovjetisk fangenskab efter Stalingrad

Hitler ønskede, at Paulus skulle begå selvmord. Feltmarskallen lod sig i stedet tage til fange.

© TASS/Getty Images

Paulus afviser ultimatum

Juleaftensdag blev den desperate situation endnu værre. Den Røde Hær erobrede Tazinskaja-flyvepladsen vest for byen – inklusive 74 tyske transportfly. Görings livsvigtige luftbro var nu reduceret til enkelte fly om dagen.

Manglen på mad og tabet af alt håb om undsætning fik flere enheder til at gå i opløsning. Paulus modtog foruroligende rapporter om de ca. 200.000 soldater, der endnu var i live.

“Siden undsætningshærens sammenbrud er modstandsviljen faldet drastisk”, lød det.

Rapporten berettede også om soldater, der forsvandt om natten, og om tilfælde af selvskade og selvmord. Paulus var ikke overrasket. “Vi må ikke glemme, hvad vores soldater er gået igennem”, sagde han.

Nytårsaften sendte Hitler en hilsen over radioen og forfremmede stribevis af officerer. Forfremmelserne sikrede højere pensioner til soldaternes kommende enker, hvilket skulle styrke moralen.

Paulus selv blev forfremmet til generaloberst – hærens næsthøjeste rang. Dagen efter ankom 40 friske soldater med fly som en form for nytårsgave fra Hitler.

40 unge mænd, som ikke kunne ændre på situationen, men blot betød, at der var flere munde at mætte i “kedlen”. Herefter nægtede Paulus at modtage flere forstærkninger.

Den 7. januar vurderede Stalin, at tyskerne var møre. Samme dag nåede et ultimatum frem til Paulus:

Tyskerne skulle overgive sig omgående, ellers ville “Den Røde Hær og Det Røde Flyvevåbens tropper føle sig nødsaget til at tilintetgøre de omringede tyske styrker”.

Paulus tøvede i to dage – så svarede han nej, og russernes reaktion kom allerede dagen efter. Artilleri, fly og kampvogne angreb den tyske “kedel”, der nu var blot 15 km bred og 20 km lang.

Tyske krigsfanger på march efter deres tilfangetagelse ved Stalingrad under 2. verdenskrig

Lange marcher til sovjetiske arbejdslejre kostede mange udmagrede tyske soldater livet.

© Ullstein Bild/Getty Images

Hver 18. af de tilfangetagne vendte hjem

Under den kolde krig, i 1955, ønskede Sovjetunionen at normalisere forholdet til Vesttyskland.

Men forbundskansler Konrad Adenauer havde en betingelse for samtalerne: Nikita Khrusjtjov skulle løslade de tilbageværende tyske krigsfanger.

Kort efter vendte 9.626 tyske mænd tilbage, hvoraf en stor del havde kæmpet ved Stalingrad. Det samlede antal tyske overlevende af dem, russerne tog til fange efter slaget, nåede dermed op på omkring 5.000.

Oprindeligt havde Den Røde Hær taget over 90.000 soldater til fange, men halvdelen af krigsfangerne var omkommet på vintermarcher til lejre i det kolde Sibirien, hvor de blev tvunget til at arbejde i miner og stenbrud.

I 12 år knoklede de løs, og tusinder omkom pga. det hårde slid og arbejdsulykker. Andre døde pga. sygdomme som tyfus. Kun omkring 5,5 pct. af de tilfangetagne fra den 6. armé var i live, da de blev løsladt.

Forskere mener, at fangerne fra Stalingrad blev behandlet ekstra hårdt – i gennemsnit overlevede mere end hver anden af de tyske fanger i Sovjetunionens lejre.

Tyskernes fronter kollapser

Paulus havde forpasset den sidste mulighed for at redde sine mænd, og den erkendelse gjorde ham hård. Nu var det slut med at vakle. Alle, som forsøgte at snige sig ombord på et fly for at slippe væk, ville nu øjeblikkeligt blive skudt.

Da sovjetiske kampvogne den 12. januar dukkede op ved Pitomnik-flyvepladsen, flygtede de tyskere, der stadig kunne stå på benene, ind i den sønderskudte by, hvor kampene fortsatte fra hus til hus.

Nu kunne hæren kun forsynes via den lille Gumrak-flyveplads. Resterne af den 6. armé gjorde straks Gumrak-flyvepladsen klar til at modtage transportflyene, men Luftwaffes piloter nægtede at flyve så langt ind i Stalingrad.

Hundredvis af deres kammerater var allerede blevet skudt ned over byen, og risikoen var blot endnu større ved Gumrak, hvor Den Røde Hærs antiluftskyts havde let spil. Paulus blev rasende, da han hørte det, og telegraferede til Hitler:

“Min Fører! Deres ordre om luftforsyninger bliver ikke udført”. Et svar modtog han aldrig – hverken fra Hitler eller Göring.

Tidligt om morgenen den 24. januar skrev Paulus igen til Hitler om hærens umulige situation i Stalingrad:

“Enheder har næsten ingen ammunition eller proviant. Vi har stadig kontakt med dele af den 6. division. Tegn på, at den sydlige, nordlige og vestlige front er i opløsning. Ikke længere muligt at udstede ordrer til hele arméen. 18.000 sårede uden adgang til medicin. 44., 76., 100., 305. og 389. division eksisterer ikke længere”.

Beskeden sluttede med et krystalklart budskab: “Kollaps nært forestående. Hæren anmoder om tilladelse til at kapitulere øjeblikkeligt for at redde liv”.

Hitler svarede efter en time: “Kapitulation er ikke en mulighed. Den 6. armé fuldfører sin historiske rolle ved at kæmpe til sidste blodsdråbe, hvorved en ny sydlig front kan opbygges”.

Hitler havde også en anden bagtanke: Den 30. januar kunne nazisterne fejre 10 år ved magten, og Stalingrads fald skulle ikke have lov at spolere festen.

I de følgende dage gik den 6. armé i opløsning – som Paulus havde spået. Selv generaler faldt i kamp, “kedlen” blev splittet i tre separate områder, og bomberne regnede uafbrudt ned over tyskerne i den allerede sønderskudte by.

Men ikke alle accepterede deres grumme skæbne: General Walther von Seydlitz-Kurzbach valgte den 26. januar at lade sine enheder kapitulere. Paulus beordrede generalen stillet for en krigsret.

Seydlitz-Kurzbach var dog ikke til stede til at tage sin straf – han var allerede løbet over til fjenden sammen med en gruppe officerer.

Flyveblad nedkastet over de tyske tropper (forfattet af Friedrich Paulus)

Paulus stod som forfatter til et flyveblad, der blev kastet ned over de tyske styrker i august 1944. Heri slog han fast, at krigen var tabt.

© German Postal History

Feltmarskallen tordnede mod Hitler

Efter nederlaget ved Stalingrad endte Paulus i sovjetisk krigsfangenskab. Feltmarskallen boede under ganske komfortable forhold sammen med andre tyske officerer, og i halvandet år holdt han lav profil.

Først da han hørte om attentatforsøget mod Hitler i juli 1944, valgte den loyale feltmarskal at bryde tavsheden. Måneden efter talte han dunder mod Hitler over Radio Moskva.

Mens Paulus talte, kastede russerne flyveblade ned over de tyske styrker. På papiret stod den kendte Paulus frem med billede og en lang tekst, der krævede fred.

“Tyskland må afsætte Adolf Hitler og vælge en ny leder, som kan afslutte krigen”, skrev han.

Under krigsforbryderprocessen i Nürnberg optrådte han som vidne og fortalte bl.a., at de tyske krigsfanger i Sovjet havde det fint.

Da han blev løsladt i 1953 og satte foden på tysk jord, blev han modtaget af sin gamle chefadjudant, Wilhelm Adam.

Paulus’ samarbejde med kommunisterne og Sovjetunionen betød, at han bosatte sig i Dresden i Østtyskland, hvor regimet gav ham en prægtig villa og lod ham arbejde som leder af et krigshistorisk forskningsråd.

Friedrich Paulus døde af sygdommen ALS i 1957. Efter eget ønske blev han begravet i Baden-Baden i Vesttyskland – sammen med sin kone,der var død otte år forinden.

Russerne banker på døren

Tyskernes hovedkvarter måtte rykkes ind i et sønderskudt butikscenter den 26. januar, fordi Den Røde Hær rykkede hastigt frem gennem Stalingrads gader.

Adjudanterne hængte situationskortet op og tændte den sidste radio, der endnu fungerede, mens Paulus og Adam måtte dele et lille, usselt kælderværelse.

“Hitler forventer, at jeg begår selvmord. Hvad tænker De om det, Adam?” spurgte Paulus sin underordnede.

“Indtil nu har vi gjort alt for at undgå selvmord i hæren”, svarede Adam ophidset. “Den rette ting at gøre er at holde sig i live. De skal dele skæbne med Deres soldater. Det ville være skamfuldt og hyklerisk at begå selvmord”.

Paulus erklærede sig enig – på dette punkt skulle Hitler ikke få sin vilje. En sidste radiobesked nåede ud af Stalingrad den 30. januar 1943:

“På jubilæet for Deres magtovertagelse lykønsker den 6. armé sin Fører. Hagekorset vajer stadig over Stalingrad”.

Dagen efter, i de tidlige morgentimer, kørte Den Røde Hærs T-34-kampvogne helt frem til indkøbscenteret. Tyskerne sendte en soldat med et hvidt flag ud på gaden, og kort efter bankede det på døren ind til Paulus’ kammer.

General Arthur Schmidt, Paulus’ stabschef, trådte ind og overrakte en radiobesked, der netop var kommet fra Hitler. Teksten fortalte, at general Paulus netop var blevet forfremmet til feltmarskal.

“Det er blot en ordre om at begå selvmord, men den ordre vil jeg ikke adlyde”, kommenterede Paulus, mens han læste teksten – han vidste, at ingen tysk feltmarskal nogensinde havde ladet sig fange levende af en fjende.

Stabschefen tog atter ordet: “Og så skal jeg meddele, at russerne er her”.

Få sekunder senere trådte en russisk general ind i værelset og erklærede, at feltmarskal Paulus nu officielt var i Den Røde Hærs varetægt.

General Friedrich Paulus levede efter 2. verdenskrig og Stalingrad i den østtyske by Dresden.

Paulus levede efter krigen i den østtyske by Dresden.

© Ullstein Bild/Getty Images

Efterskrift:

Efter Paulus’ overgivelse rasede kampene i Stalingrads ruiner videre i fire uger, fordi 10.000 tyskere valgte at kæmpe til sidste kugle.

Adjudanten Wilhelm Adam bosatte sig i 1950 i DDR. Han var blevet kommunist og sad 13 år i det østtyske parlament.

Læs også:

Komet Syrien Abu Hureyra
Arkæologi

Rumobjekt smeltede stenalderbosættelse

2 minutter
Kriminalitet

Scandinavian Star: Historien bag katastrofen

31 minutter
Om Historie

VIND KÆMPEMÆSSIG TAJ MAHAL i LEGO

1 minut

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul