Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

General Slim forvandlede briter til junglekrigere

I Fjernøsten havde talrige nederlag kostet briterne al selvtillid. Heldigvis dukkede en genial hærleder op i tide. William Slim lærte sine mænd at kæmpe i junglen, så da Japan angreb Indien i 1944, var de parat.

Popperfoto/Getty Images , Bettmann/Getty Images

William “Bill” Slim blev aldrig en af 2. verdenskrigs højt beundrede helte. Al briternes opmærksomhed gik til mænd som Churchill og Montgomery, hvis lederevner gik hånd i hånd med et lige så stort talent for at iscenesætte sig selv.

“Onkel Bill”, som Slim blev kaldt af sine mænd, der gik gennem ild og vand for ham, var anderledes tilbageholdende. Først i nyere tid er generalens præstationer kommet frem i lyset.

Slim skabte den succesfulde, “glemte” 14. armé til forsvaret af kolonien Burma. Og da japanerne rykkede frem mod Indien, stoppede han ikke kun invasionen, men udslettede hele den japanske armé.

Hans bog om krigen i Indien og Burma regnes i dag for obligatorisk læsning blandt britiske officers-aspiranter, og han er blev kaldt “den måske største militære leder i 1900-tallet”.

Hans succes i Fjernøsten skete endda under de værst tænkelige forhold. Aldrig før i britisk historie havde en general overtaget så modløs og nedbrudt en hær som den, Slim fik kommandoen over i 1942.

© Wikimedia Commons

Slim skånede aldrig sig selv

I 1914 blev Bill Slim optaget i den britiske hær. Han kæmpede under 1. verdenskrig, og med sine 25 års militær erfaring var han derfor blandt de mest garvede officerer, da 2. verdenskrig brød ud.

Slims sygejournal vidnede om, at han frygtløst viste sine tropper vejen.

Maskingeværskud i brystet Under 1. verdenskrig deltog han i den katastrofale landgang på Gallipoli-halvøen i 1915. Et tyrkisk projektil punkterede sekondløjtnant Slims venstre lunge, passerede tæt forbi rygsøjlen og flækkede hans skulder på vej ud.

Granatsplint i armen Først to år senere – i 1917 – var Slim i stand til at vende tilbage til fronten. Han blev forfremmet til kaptajn og sendt til Irak. Under forsøget på at storme en tyrkisk stilling blev Slim ramt i armen af granatsplinter.

Skudhul i ballen Ved 2. verdenskrigs udbrud havde Slim rang af oberst. Han kommanderede en indisk brigade, som obersten anførte i kamp mod Mussolinis tropper i Østafrika. Da italienske jagerfly angreb, måtte Slim kaste sig til jorden, men blev ramt af tre maskingeværprojektiler i bagdelen.

Selvtilliden var helt i bund

Ingen ville have spået Bill Slim en stor fremtid, da hans karriere som officer begyndte ved 1. verdenskrigs udbrud.

Han var søn af en isenkræmmer, og mænd som han blev ikke regnet for meget i hæren, hvor adelsmænd stadig udpegede hinanden til de vigtigste opgaver.

Derfor havnede han i Indien, hvor han langsomt knoklede sig op ad rangstigen i briternes kolonihær.

"Nå mine herrer, situationen kunne have været værre. Det kunne have regnet"
General Slim

Da verden gik i krig for anden gang, anførte Slim indiske tropper i Etiopien, Irak, Syrien og Iran, indtil han fik en mareridtsagtig forfremmelse i 1942: Han blev sat i spidsen for to divisioner, som skulle præstere det umulige og stoppe japanernes fremrykning gennem Burma.

“Nå, mine herrer. Situationen kunne have været værre”, indledte Slim et forsøg på at opmuntre nogle britiske officerer og kinesiske allierede ved fronten.

“Hvordan?” spurgte en af mændene med tyk pessimisme i stemmen.

Generalen famlede efter et godt svar, men måtte give op.

“Tjah, det kunne have regnet”, sag­de Slim med et påtaget smil.

Hans to divisioner blev da også drevet ud af Burma kort efter.

Da en ny akt i Burma-krigen begyndte sidst i 1942, var Slim ikke inkluderet i briternes planer.

Optimistiske skrivebordsgeneraler befalede en britisk mod-invasion af Burma, men japanerne slog angrebet tilbage med lethed, og som straf rullede der hoveder i overkommandoen.

Slim blev sat til at rydde op efter den ydmygende fiasko. Han skulle få en slagkraftig enhed ud af de udhungrede, feber-nedbrudte og opgivende soldater, som vendte tilbage fra Burma.

“Briterne frygter junglen, hader landet og ser intet formål med at kæmpe for det”.
Allieret militærrapport, 1942.

“Hele 14. indiske division er i praksis et psykiatrisk tilfælde”, advarede hærens lægekorps i en rapport. Resten af Slims tropper var i samme sølle forfatning.

“Inderne er tydeligvis bange for japserne og generelt demoraliserede”, fastslog rapporten. Mange af dem kom fra soldater-familier, som havde tjent briterne i generationer, men nu skabte indisk selvstændighedstrang uro i rækkerne.

Krigsfanger og desertører sluttede sig i hobetal til en oprørshær, som japanerne var ved at samle i Burma.

Koloniherrerne havde aldrig rigtig stolet på inderne. Deres divisioner fik derfor altid en hård ker­ne af briter og de bundloyale gur­kha­er fra Nepal, som løste deres op­­ga­­ver med sædvanlig hårdfør professionalisme.

De hvide tropper var til gengæld en anden type end før. Fortidens levebrødssoldater, som kæmpede uden at mukke til gengæld for hyre og tre måltider dagligt, var nu erstattet af vrangvillige værnepligtige.

“Briterne frygter junglen, hader landet og ser intet formål med at kæmpe for det. De har en stærk følelse af at tage del i et glemt felttog, som ingen rigtig interesserer sig for”, fastslog rapporten.

Briternes kludetæppe af en hær havde kun to ting tilfælles: Soldaterne blev anført af hvide officerer, og japanerne sejrede, hver gang kampe brød ud.

Jungletræning er midlet til at slå japanerne, som kommer fra et af de mest industrialiserede lande i verden og ikke besidder særlige evner som jungle-krigere.
General Slim

Træning skulle vende humøret

Selvtillid var den mest afgørende mangel i Slims 14. armé. Soldaterne havde lidt så mange nederlag, at de hverken stolede på sig selv eller deres officerer.

De regnede japanerne og junglen for uovervindelige fjender, som det var håbløst at udfordre.

“Soldaterne skal føle sig hjemme i junglen og betragte den som en ven. De må forstå, at jungletræning er midlet til at slå japanerne, som kommer fra et af de mest industrialiserede lande i verden og ikke besidder særlige evner som jungle-krigere”, slog Slim fast.

En træningsmanual med titlen “Junglebogen” blev masseproduceret i 80.000 eksemplarer i 1943.

Den var udgangspunktet for et to måneder langt øvelsesprogram, som alle nye tropper fremover skulle gennemføre, inden de blev sendt til fronten ved grænsen til Burma.

Slim slog også ned på lægetjenesten, som havde svigtet katastrofalt. Malaria var uundgåelig i det tropiske vildnis, og hæren skulle have langt større kapacitet til at behandle soldater, når sygdommen slog ned.

Et bedre forsyningssystem var også nødvendigt, så proviant og ammunition nåede frem trods det barske landskab. Endelig befalede Slim, at alle soldater i hans kludetæppe af en hær skulle mødes med tillid.

Han ville gøre op med briternes tradition for udelukkende at lade hvide træffe beslutninger. Situationen var særlig ekstrem i to divisioner afrikanske kolonitropper, han modtog som forstærkning.

Hver bataljon på 800 mand havde 50-60 hvide officerer. Sorte sergenter og menige lærte ikke at tage initiativ, så de gik i stå, hvis deres europæiske officerer faldt i kamp.

Efter grundig træning og reorganisering var Slim klar til at invadere Burma med sin 14. armé i foråret 1944, men så afslørede efterretningsrapporter, at japanerne pønsede på at komme ham i forkøbet med deres egen offensiv.

General Slim, vejbyggeri

Burmas jungle var yderst vanskelig at anlægge veje i – og de skyllede som regel væk i regntiden.

© Library of Congress

Invasion skulle tvinge Kina i knæ

Det bedste forsvar er et angreb, vurderede Japans generalstab i begyndelsen af 1944. De befalede Japans 15. armé under general Renya Mutaguchi at slå først og erobre den indiske Imphal-dal, som briterne møjsommeligt havde omdannet til en kæmpe militærbase.

Uden Imphals flyvepladser og nyanlagte landevej gennem bjergene ville Slims invasion af Burma blive umulig.

Mutaguchis ambitioner for den såkaldte Operation U-Go rakte dog videre end blot at lamme briterne.

Han øjnede en mulighed for at slå både Kina og Storbritannien ud af stillehavskrigen, så alle kræfter kunne vendes mod USA.

Efter den forventede sejr i Imphal skulle de japanske tropper blot fortsætte ad bjergvejen til byen Dimapur, som var porten til Indiens indre.

Japanerne hav­de dannet enheder af indiske oprørssoldater, og når de rykkede frem, ville hele sub­kon­ti­nen­tet forhåbentlig rejse sig i en revolte mod briternes u­po­pu­læ­re kolonistyre.

Dimapur var også afgørende for krigen i Kina. Byen lå ved Assam-jernbanen, som førte tonsvis af forsyninger frem til luftbaser, hvorfra allierede transportfly fragtede dem over de sneklædte Himalaya-bjerge.

Gik strømmen af våben og ammunition i stå, ville det være et knusende slag for den kinesiske hær. Samtidig med “Operation U-Go” mod Indien indledte japanerne nemlig den endnu større “Operation Ichi-Go” i Kina.

Her rykkede 500.000 soldater frem i en gigantisk offensiv for at erobre hele Kina. Erobringen af Imphal kunne derfor afgøre hele stillehavskrigen.

"Hvis fjenden skal undgå ødelæggelse, må han vinde, før monsumregnen sætter ind".
General Slim.

Slim vidste, at meget stod på spil, men han betragtede alligevel japanernes kommende angreb som en enestående chance.

Generalen havde længe grublet over, hvordan hans 14. armé dog skulle slå fjenden midt i Burmas tætte jungle. Nu ville japanerne i stedet komme til ham, hvor han havde luftherredømmet, flyvepladser og gode forsyningslinjer.

“Hvis fjenden skal undgå ødelæggelse, må han vinde, før monsunregnen sætter ind. Hvis det mislykkes for ham at tage Imphal-området inden da, vil han stå i en håbløs forsyningssituation”, forudså Slim.

Elefanter havde den perfekte højde, når britiske telegraf-tropper gav telefonledningerne i det østlige Indien et eftersyn.

© Mondadori Portfolio/Getty Images

Elefanter klarede det hårde arbejde

Lastbiler og jeeps var ofte ubrugelige i det vejløse landskab langs Burma-fronten. I stedet hyrede briterne lokale mahouter og deres elefanter.

Når den britiske hær opførte broer i Fjernøsten, blev elefanter brugt som kraner – til at løfte træstammer på plads.

De slæbte fældede træer væk under vejbyggeri gennem junglen, og i regntiden fik soldater, der skulle på patrulje, et lift på elefantryg gennem sumpede områder.

Ammunition og mad blev transporteret ud til soldater, som ikke kunne forsynes fra luften. Ifølge general Slim spillede de hundredvis af elefanter og deres førere en afgørende rolle under kampene i Burma og Indien:

“De anlagde hundredvis af broer til os, hjalp med at bygge og søsætte flere skibe, end den skønne Helene skaffede grækerne. Uden elefanter ville vores retræte fra Burma være blevet betydelig vanskeligere og den efterfølgende befrielse af landet meget sværere”.

Endnu et nederlag truede

Men generalens store visioner gjorde ham overmodig. Han begik to kæmpe bommerter, som nær havde kostet ham sejren, inden slaget for alvor var kommet i gang. Tre af 14. armés indiske divisioner stod langs grænsen til Burma.

Når den japanske offensiv gik i gang, skulle de trække sig kæmpende tilbage mod Imphal, hvor Slim agtede at tage det afgørende slag.

Men de første skud var knap blevet løsnet i marts 1944, før japanerne havde omringet en af divisionerne.

Tusindvis af japanske soldater krydsede grænselandets jungle-dækkede bjerge, indtil de nåede indernes og briternes retræterute.

“Jeg havde stærkt undervurderet fjendens evne til langtrækkende infiltration i stor skala”.
General Slim i sine erindringer.

Japanerne havde brugt den samme taktik mange gange før, men alligevel lod Slim sig overraske over fjendens evne til at passere gennem selv det vanskeligste terræn.

Og mens den hårdt pressede division langsomt fik kæmpet sig ud af fælden, dukkede andre japanere op lige uden for Imphal.

Slim havde forventet, at en fjendtlig styrke på højst et par tusind mand ville skære vejen mellem Imphal og hans store forsyningsdepot i Dimapur over.

For at nå frem skulle de gennem mere end 80 km tæt vildnis, så den britiske general blev chokeret, da to divisioner på tilsammen 30-40.000 mand pludselig kom ud fra junglen og truede begge hans to vigtigste baser.

“Jeg havde stærkt undervurderet fjen­dens evne til langtrækkende infiltration i stor skala – og deres villighed til at tage chancer i spillet om forsyninger”, indrømmede han i sine erindringer.

Ingen britiske reserver stod klar til at stop­pe japanerne, og en militær katastrofe truede.

Slim skrabede i hast en armada af transportfly sammen, og gennem flere døgn fløj de i pendulfart til Imphal med forstærkninger, som forhåbentlig var nok til at forsvare dalen.

Imens fik en i hast samlet styrke ordre på at stille sig i vejen for en hel japansk division, som marcherede mod forsvarsløse Dimapur.

De skulle bemande en bakkekam kaldet Kohima, og deres ordre gik ud på at vinde tid – om nødvendigt ved at kæmpe til sidste mand.

Desperate mænd i et hav af fjender

De første japanere dukkede op neden for Kohima den 3. april 1944, og et blodigt opgør begyndte.

Briternes stilling var stærk fra naturens hånd, men den blev kun bemandet af nogle få kamptropper fra forskellige indiske enheder af næsten utrænede rekrutter samt lokale gendarmer.

Den 5. april ankom hårdt tiltrængte forstærkninger i form af en britisk bataljon, som bragte styrken op på 1.500 mand. Men japanerne anført af general Kotoku Sato var 10 gange så mange, og dagen efter slog de ring om Kohima.

Vores operationer er meget mis­lyk­ke­de, og de fleste patienter dør un­der­vejs eller kort efter.
Britisk feltlæge

Fra deres skyttehuller på bakkekammen kunne Slims trop­per sende død­brin­gen­de ma­skin­ge­vær­sal­ver ned mod alle, som forsøgte at angribe op ad de stejle skråninger.

Til gengæld hav­de Satos skarpskytter frit skud fra endnu højere tinder i området, og de kunne også udpege mål for de mortérer og kanoner, som japanerne opstillede i dalen.

Regnen af granater og projektiler stoppede kun, når belejrerne forsøgte at afgøre slaget med endnu et selv­morderisk stormløb.

General Slim, kinesisk hær marcherer

En kinesisk hær marcherer mod fronten. Siden 1937 havde japanerne forsøgt at erobre hele Kina. U-GO offensiven ind i Burma skulle kappe forsyningslinjerne til Kinas hær over og sikre sejren.

© Library of Congress

En efter en gik de britiske stillinger tabt. Efterhånden var de belejrede i Kohima trængt sammen på en område, som blot målte 500 m på hver led.

Nogle af de hårdeste kampe udspillede sig på tennis-banen ved siden af en lokal britisk embedsmands bungalow. Kun få meter adskilte de to siders skyttehuller fra hinanden, og håndgranater fløj igen og igen hen over det smalle ingenmandsland.

Ammunition, proviant og medicin til de omringede måtte kastes ned med fly. Også slanger til bildæk fyldt med drikkevand kom fra oven, for japanerne havde afbrudt vandforsyningen til de britiske stillinger.

Imens hobede de sårede sig op på briternes lille lazaret.

“Det virker meningsløst at forsøge at red­de liv. Vores operationer er meget mis­lyk­ke­de, og de fleste patienter dør un­der­vejs eller kort efter”, skrev en opgivende læge i sin dagbog.

Ved solnedgang blev dagens omkomne båret ud og begravet, men ofte gravede japanske granater dem snart op igen.

En ram stank hvilede tungt over Kohima. Forsvarerne på bakkekammen var tvunget til at udholde mere, end de fleste ville have regnet for muligt.

Junglen blev general Slims vigtigste allierede

Verdenskrigen brød ud i Stillehavet i december 1941, da japanske fly bombede USA’s flåde i Pearl Harbor, Hawaii. Herefter indtog japanerne bl.a. Filippinerne og de britiske kolonier Singapore, Malaysia og Burma.

Briternes håbløse mangel på våben gjorde retræte nødvendig, når japanerne rykkede frem.

Men i marts 1944 beordrede general Slim sine mænd til at forskanse sig ved byen Imphal – og om nødvendigt lade sig omringe, for japanerne invaderede imperiets juvel: Indien.

Shutterstock

Offensiv skulle svække Kina

Japanerne forsøgte ikke at indtage Indien, men ville afskære jernbanen til byen Dimapur. Herfra blev ammunition og våben kørt nordpå og fløjet over de østlige Himalaya-bjerges 4,6 km høje toppe til Kina.

Siden 1937 havde Japan forgæves forsøgt at indtage Kina, men kontrollerede blot 20-25 pct. af landet.

Fem måneders intense kampe

Byen Imphal rådede over seks primitive flybaser, som japanerne desperat havde brug for. Her rasede kampene i fem måneder. Fire britiske infanteridivisioner forsvarede sig indædt mod tre japanske divisioner støttet af kamp-vogne og artilleri.

Paul Popper/Popperfoto/Getty Images

Slim holdt sit løfte

Briterne måtte ikke trække sig tilbage. Hvis tropperne blev omringet, lovede Slim at komme dem til undsætning og forsyne dem fra luften, mens japanerne sled sig op.

IWM/Getty Images

Junglen spærrede for japanske forsyninger

Al ammunition, mad og medicin til den japanske hær måtte fragtes gennem junglen. Slim vidste, at japanerne i længden ville få svært ved at få forsyninger frem. Han fik ret. Sult og mangel på ammunition kom snart til at plage fjenden. I juli 1944 måtte japanerne opgive offensiven.

Pen and Sword Books/Getty Images

Hver lejr var en fæstning

Mens soldater kæmpede mand mod mand ved Kohima, rasede det større slag i Imphal-dalen. Japanere rykkede frem mod briterne fra alle verdenshjørner bort­set fra vest, hvor kun en smal junglesti gennem bjergene til Indien blev bevogtet af britiske styrker.

Bekymrede kol­le­ger rådede Slim til at evakuere Imphal, men han ignorerede dem. Slaget var langtfra afgjort, mente generalen.

"Jeg ser ham for mig. Med et fjæs, som var en røver-baron"
Britisk soldat.

Som del af deres jungletræning havde 14. armés tropper lært, at japanerne rykkede uset frem gennem tæt skov og pludselig angreb i ryggen.

Som modtræk dannede alle enheder såkaldte kampbokse, hvor de var parate til at forsvare sig mod angreb fra alle sider.Kampboksene fandtes på bakketoppe, hvor indere, gurkhaer og briter snart kom i nærkontakt med fjenden.

Men også baglandets flyvepladser, kanonstillinger, hovedkvarterer og depoter blev om­kran­set af skyttegrave og maskingeværreder, og hver mand i Imphal-dalen skulle altid have et våben inden for rækkevidde.

Slim selv var klar til kamp, når han besøgte fronten.

“Jeg ser ham for mig. Med et fjæs, som var en røver-baron værdigt, gurkha-hat på hovedet og gevær slynget over skulderen lignede han en nusset menig med general-stjerner på skulderen, hvilket han jo egentlig også var”, beskrev en soldat efter krigen synet af hærlederen.

Alle vidste, at manden med det store ansvar ikke var født med en sølvske i munden.

Og de var klar over, at han døgnet rundt gjorde alt i sin magt for hjælpe dem, så de havde kraften til at sejre.

“Jeg siger jer, at som officerer må I hverken spise, drikke, sove, ryge eller blot sidde ned, før I personligt har sikret jer, at jeres mænd har gjort alle disse ting. Hvis I gør det for dem, vil de følge jer til verdens ende. Og hvis I ikke gør det, vil jeg knuse jer”, lød Slims barske instruks til sine officerer.

Slims luftbro med forstærkninger og hans kampbokse stoppede japanernes fremrykning i Imphal-dalen.

Forsvarerne var sluppet helskindet fra hans to store fejl i begyndelsen af slaget, og nu begyndte den udmattelseskamp, som generalen inderligt havde ønsket sig.

Han rådede over artilleri og havde en reserve af kampvogne, og forsyninger blev fløjet ind.

Japanerne var derimod rykket frem til fods med proviant og ammunition til blot tre uger, og mange af deres forsyningsruter bestod af primitive junglestier. Det kom de til at fortryde.

“Den mest uopfindsomme af alle de japanske generaler, jeg stødte på".
General Slim om sin modstander.

Japansk general glemte målet

Mens et dødvande satte ind i Imphal-dalen, fortsatte den blodige belejring af Kohima længere nordpå. Japanernes general Sato drev igen og igen sine mænd frem for at tvære den sidste modstand ud på toppen af højderyggen.

“Den mest uopfindsomme af alle de japanske generaler, jeg stødte på. Det faldt ham aldrig ind, at han kunne ramme os med frygtelig styrke uden overhovedet at indtage Kohima”, lød Slims senere dom over sin modstander.

Slim frygtede i belejringens første dage, at Sato ville efterlade en lille styrke til at holde øje med de omringede i Kohima, mens hans selv marcherede til Dimapur med resten af sin division.

Intet forhindrede ham på det tidspunkt i at erobre byens enorme depoter. Derved ville hele forsyningssituationen ved fronten være blevet vendt om.

I stedet ødslede Sato sine mænd bort ved Kohima, og Slim regnede den fantasiløse general for så nyttig, at han forbød sine piloter at angribe japanerens hovedkvarter – af frygt for, at de ville komme til at dræbe Sato.

Imens steg en hel britisk division af toget i Dimapur, og undsætningsstyrken satte i march mod Kohima. En uge senere nåede de frem til fronten og brød japanernes 13 dage lange belejring. De ud­mat­te­de soldater på bakketoppen blev omsider afløst.

Fra London forlangte Churchill endnu flere tropper sendt til fronten og en knusende offensiv helt til Imphal, men havde Slim adlydt, ville hans tropper snart være kommet til at mangle proviant og ammunition.

I denne afsides egn ignorerede han premierministeren og lyttede i stedet til sine forsyningsofficerer.

Japanerne blev gradvist presset væk fra Kohima, men selvom Sato havde tabt, tvang han blindt sine sultende og syge soldater til at fortsætte slaget. Først den 13. maj gav Sato op og befalede tilbagetrækning.

Resterne af hans division flygtede, og de følgende dage blev vigtige stillinger, som kunne have forsinket de britiske forfølgere, opgivet uden kamp. Det havde Slim og hans officerer aldrig oplevet før i deres kampe mod japanerne.

På den anden side af junglen kunne general Slim indsætte kampvogne og selvkørende artilleri.

© IWM/Getty Images

Slim befriede Burma

Efter sejren ved Imphal indledte Slim en modinvasion i december 1944. Den skulle drive fjenden ud af Burma.

Hvert år fra maj til november blev alle Burmas jordveje skyllet bort af monsunregnen, så Slim havde en stram tidsplan, da han indledte invasionen af Burma sidst i 1944.

Briterne skulle nå frem til hovedstaden Rangoon, inden regnen kom. Med seks infanteridivisioner støttet af kampvogne rykkede Slim frem ad primitive veje.

Amerikanerne havde på øer som Guadalcanal og Peleliu oplevet, at japanerne ikke var til at drive ud, men briterne rykkede frem med overraskende fart. Deres succes skyldtes flere forhold:

  • Slim ignorerede fjenderne

    Japanerne ville kæmpe til sidste mand i junglen, men Slim gav dem ikke chancen. Hans tropper nøjedes med at drive dem væk fra de store veje, og derefter fortsatte briterne sydpå mod Rangoon. Uden forsyninger bukkede japanerne hurtigt under for sult og sygdom.

  • Blitzkrieg på sletterne

    På den anden side af Burmas skovklædte bjerge lå en stor, åben slette, som var tør halvdelen af året. Den udnyttede Slim til at føre tysk-inspireret blitzkrieg på. Hans kampvogne og pansrede køretøjer over-raskede igen og igen japanerne ved at buldre gennem frontlinjen og omringe fjenden.

  • Vildledning svækkede forsvaret

    Falsk kommunikation over radioen og rydning af veje gennem junglen gav japanerne det indtryk, at byen Mandalay var briternes hovedmål. Tropper blev flyttet til området, men Slim svingede sydpå for at komme hurtigt til Rangoon.

  • Briterne havde mest materiel

    I 1945 var situationen vendt. Nu rådede briterne over flest tunge våben. Fly angreb japanske stillinger og fragtede forsyninger til fronten. Kampvogne fejede al modstand til side. En eskadre af landgangsbåde gjorde det desuden muligt at tage Rangoon fra søsiden, inden Slims hovedstyrke nåede frem nordfra.

Umenneskelige syn mødte tropperne

Monsunregnen var begyndt at falde, da japanerne trak sig tilbage fra Kohima.

Nu hastede det for Slim at få genåbnet landevejen til Imphal, for kun to af de seks flyvepladser i dalen var bygget til at modstå de massive mængder vand fra himlen. Til gengæld vidste han, at regnsæsonen ville være en katastrofe for japanerne.

Deres svage forsyningslinjer brød helt sammen, så soldaterne sultede i høj­de­dra­ge­ne over Imphal, tropesygdomme rasede uhindret, og sårede døde i hobevis af mangel på medicin.

Japanerne havde mistet initiativet, og kampen fortsatte kun, fordi den ærekære general Renya Mutaguchi nægtede at er­ken­de sit nederlag.

Mange af hans mænd forsvarede hver stilling til sidste mand, og det kostede Slims soldater enorme anstrengelser at overvinde dem.

“Vi havde knust myten om, at den japanske hær var uovervindelig”.
General Slim i sine erindringer.

Men et stigende antal nedbrudte mænd gav i stedet op – de deserterede og overgav sig til briterne for at undgå flere umenneskelige prøvelser.

Først den 3. juli så Mutaguchi realiteterne i øjnene. Han gav resterne af sin japanske 15. armé ordre til at krydse bjergene og ven­de tilbage til Burma. Slim og hans tropper havde vundet.

“Vi var gradvist blevet bedre til junglekrig end japanerne. Vi havde knust myten om, at den japanske hær var uovervindelig. Hverken vores mænd eller japanerne troede længere på den”, forklarede Slim tilfreds senere.

Frygtelige syn mødte Slims soldater, når de rykkede ind i japanernes forladte lejre. Overalt så de tegn på en hær i komplet opløsning. En by ved grænsen udgjorde en særlig makaber scene.

“550 japanske lig lå ubegravede i gader og huse. Mellem ligene lå andre over 100 i ubeskriveligt skidt – de var ved at dø af sult og sygdom”, skrev Slim.

I felthospitaler langs hele fronten havde japanske patienter fået et skud i panden, inden deres kammerater trak sig tilbage. Ingen måtte efterlades levende – vanæren ved at blive taget til fange af fjenden ville være ubærlig.

General Mutaguchi havde ført omkring 95.000 mand med sig over grænsen til Indien. Af dem bukkede næsten 55.000 under for sår, sult eller sygdom, og i praksis havde han udslettet sin egen 15. armé. Slaget var det mest knusende nederlag, japanerne endnu havde lidt på landjorden under 2. verdenskrig.

© Kevin O’Hara AGE/Imageselect

Store bedrifter blev bemærket i London

Slim besejrede som den første de hidtil uovervindelige japanere. Han vendte stemningen i den britiske hær, og undervejs leverede hans varme og venlige ledelsesstil bemærkelsesværdige resultater.

  • 70 %

    havde malaria, da Slim overtog tropperne i Burma. Generalen fyrede de officerer, der ikke magtede at få deres mænd til at sluge deres bitre medicin. Indsatsen reducerede antallet af syge soldater med malariafeber til blot 5 procent.

  • 12 medaljer

    modtog Slim for sin indsats under 2. verdenskrig – herunder Distinguished Service Order (billedet). Han blev også adlet for sit lederskab.

  • 1.600 km

    trak Slim og hans tropper sig tilbage, da japanerne indtog Burma i 1942. Det er den længste retræte i britisk militærhistorie. Slims mål var at frelse sine tropper fra udslettelse, så de senere kunne tage kampen op igen under mere jævnbyrdige forhold.

  • 100

    japanere døde, for hver gang briterne mistede én soldat, under Slims offensiv i Burma i 1945. Det skyldes gode forsyningslinjer, overvældende ildkraft og Slims taktik.

Den glemte armé sejrede

Slims drøm om at besejre fjenden, før han indledte sin egen invasion, var blevet opfyldt. Sejrherren fra Imphal mødte derfor kun svag modstand under sit angreb på Burma.

Offensiven blev ind­ledt, da mon­sun­reg­nen ebbede ud i december 1944. Da krigen sluttede året efter, havde han tilbageerobret Burma.

Slim havde forstået junglekrigens regler, hvor alle hans forgængere fejlede. Generalen smedede sin “glemte” armé om til et våben, som kunne hamle op med fjenden på en af 2. verdenskrigs vanskeligste slagmarker.

I Bill Slims hær kæmpede britiske arbejdersønner, indiske sepoyer og gurkhaer fra Nepal sammen for sidste gang, inden Det Britiske Imperium gik i opløsning efter krigen.

Læs også:

Slag under 2. verdenskrig

Briterne knuste Japans stormagtsdrømme i Indien

2 minutter
2. verdenskrig

2. verdenskrig: Japanere blev slagtet på stillehavsø

15 minutter
2. verdenskrig

Hvad var Indiens Nationalhær?

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul