Genial tryllekunstner narrede nazisterne
I 1941 er Storbritannien på nippet til at miste Nordafrika til tyskerne. Desperat vender den britiske hærledelse sig mod tryllekunstneren Jasper Maskelyne. I løbet af blot et år vender magikeren krigslykken – ved hjælp af papmaché og lyskanoner.
Med bl.a. flyvemaskiner af papmaché narrede Maskelyne tyskerne og overrumplede general Rommels styrker.
Situationen var kritisk. General Rommels tyske styrker havde erobret den libyske by Tobruk og stod nu klar til at rykke ind i det britisk kontrollerede Egypten.
Dermed ville vejen til Suez-kanalen ligge åben. Kanalen var selve Storbritanniens kranspulsåre. Gennem den strømmede de livsvigtige forsyninger fra oliefelterne i Mellemøsten.
Et tab af Suez kunne blive afslutningen for den britiske krigsindsats. Den britiske general Montgomery forstod, at det afgørende slag var nært forestående. Medmindre han kunne påføre Rommel et knusende nederlag, ville Nordafrika være tabt.
For at et angreb kunne lykkes, måtte det komme som en fuldkommen overraskelse, vidste Montgomery. Hvis tyske observationsfly opdagede forberedelserne, ville slaget være tabt.
Men hvordan skulle briterne skjule 150.000 soldater og tusinder af kampvogne i det golde, flade og træløse afrikanske landskab? Kun én mand kunne løse opgaven: tryllekunstneren Jasper Maskelyne.
En magiker trækker i uniformen
Maskelyne kom fra en af Englands mest berømte magiker-familier. Da 2. verdenskrig brød ud i 1939, havde slægten underholdt briterne i over 60 år med bl.a. forsvindingsnumre.
Men med krigen kom bombeangreb, mørklægning og rationering. Publikum forsvandt, teatrene stod tomme, og Jasper Maskelyne besluttede at benytte de trange tider til at tjene sit land. Hans erfaring med illusioner måtte kunne være til nytte for den stolte britiske hær, tænkte han.
“Eftersom jeg kan stå i det skarpe scenelys foran et opmærksomt publikum og vildlede dem, kan jeg garanteret også narre tyskerne, som befinder sig mange kilometer borte”, bemærkede Maskelyne, som straks gik i gang med at udfylde et utal af ansøgningsskemaer og besvare uendelige spørsmål.
Men hver gang var svaret: “Nej”. Rekrutterinsgofficererne rystede på hovedet af den 37-årige magiker, der var alt for gammel til at lade sig hverve som menig soldat. Og med sin farverige baggrund var Maskelyne heller ikke just officer-materiale, lød meldingen.
Trods modviljen blev Maskelynes stædighed dog belønnet. I oktober 1940 blev han indrulleret i ingeniørtropperne Royal Engineers og sendt på træningslejr for at lære om camouflage.
Blot to måneder senere fik Maskelyne for første gang mulighed for at bevise sine evner som illusionist. Under en inspektion fik soldaterne ordre til at skjule forskellige våben og køretøjer for en general, som ville afprøve deres evner.
Generalen afslørede straks alle skjulesteder, men måtte give op over for Maskelyne, som havde gemt både sig selv og en maskingeværrede mellem en uskyldig bunke græs få meter borte.
Generalen var dybt, dybt imponeret, og allerede samme måned blev Maskelyne overført til fronten i Egypten. Magikeren selv var fuld af optimisme: “Jeg var sikker på, at jeg kunne få kanonbatterier, kampvogne, slagskibe og til og med fly til at forsvinde. Jeg var overbevist om, at jeg kunne vildlede de tyske generaler”, skrev Maskelyne senere i sine memoirer.
Trods sine store bedrifter på slagmarken måtte Jasper Maskelyne ofte finde sine gamle rekvisitter frem og underholde de britiske officerer og deres fine gæster.
Maskelyne fik sin egen bande
Foråret 1941 ankom Maskelyne langt om længe til Kairo, hvor han fik lov til at danne en camouflageenhed, der snart blev kendt som “The Magic Gang” - Tryllebanden.
Den magiske enhed var både utraditionel, nytænkende og udisciplineret og bestod bl.a. af en tegneserietegner, en kunsthistoriker, en snedker og en elektroingeniør.
Sammen begyndte de nu at arbejde for at skabe fantasifulde illusioner – akkurat som i Maskelynes glansdage som tryllekunstner. Blot var scenen nu større, oddsene højere, og publikum en livsfarlig fjende.
Alexandria forsvandt
Magic Gang kom for første gang i ilden i juni 1941, hvor havnen i Alexandria – briternes vigtigste forsyningshavn i Nordafrika – ventede en særlig vigtig konvoj af flere hundrede skibe.
Havnen var derfor et oplagt mål for tyske luftangreb. Alexandrias havn måtte beskyttes for enhver pris, og opgaven blev lagt i hænderne på Maskelyne.
Ivrigt diskuterede medlemmerne af Magic Gang, hvordan de kunne skjule et enormt havnebassin, et utal af bygninger og de mange skibe. Maskelyne skar igennem: “Vi skjuler ikke Alexandrias havn. Vi flytter den!”
Maskelyne rettede blikket mod Maryut-søen nogle få km fra Alexandria. Her byggede briterne hurtigt en nødtørftig kopi af Alexandrias havn i bl.a. ler, lærred og karton. Elektriske lys blev placeret rundt omkring i kopien, som også blev overstrøet med eksplosiver med elektriske detonatorer.
Natten til den 22. juni gik tyskerne til angreb, og bølge efter bølge af bombefly brølede gennem nattemørket. Inden de nåede Alexandria, blev alle lys i havnen slukket, og lysene i Maryut tændt.
Den falske havn lokkede piloterne med sit lys. Da eksplosiverne blev udløst, troede tyskerne, at angrebet allerede var begyndt, og kastede sig over dét, som de troede var Alexandria. I tre nætter varede bombardementet, uden at tyskerne opdagede Maskelynes fupnummer.
I mørket kunne de tyske piloter ikke se forskel på Alexandrias havn og Maskelynes kopi – og bombede den falske havn.
Piloterne måtte opgive at bombe
Næste opgave for Maskelynes mænd var at beskytte den strategisk vigtige Suez-kanal, som forsynede Europa med dyrebar olie fra Asien. Akkurat som Alexandrias havn var kanalen truet af tyske fly, som dagligt sænkede skibe og forsinkede transporter.
Camouflage og flytning var på forhånd udelukket, så Maskelyne måtte denne gang ty til illusionisternes ældste redskab: lys og spejle.
“Jeg tør påstå – uden at være ubeskeden – at familien Maskelyne ved mere om vildledning ved brug af spejle end nogen anden i verden”, proklamerede Maskelyne, som selv i krig forblev i sin rolle som tryllekunstner og nægtede at afsløre detaljerne omkring, hvordan han skjulte Suez-kanalen.
Sikkert er det dog, at nummeret involverede 21 kraftige lyskanoner med roterende spejle, som forstærkede og forlængede lysstrålernes rækkevidde.
Suez-kanalen blev dermed skjult i et hav af blinkende, flakkende og roterende lys, og de tyske piloter, som blev fanget i lyskeglerne, mistede al stedsans og måtte opgive deres bombetogt.
Rommel trak sig tilbage
Den efterfølgende sommer skulle Maskelyne igen vise sit værd. Rommels berygtede Afrikakorps gik fra sejr til sejr i Nordafrika og erobrede i juni 1942 byen Tobruk fra briterne. Forude ventede Egypten som et plukkemodent æble.
Montgomery, som havde trukket sine styrker tilbage til den egyptiske by El-Alamein, forstod, at han måtte iværksætte et hurtigt og præcist modangreb, hvis de britiske tropper ikke skulle kollapse både moralsk og militært.
Tyskerne skulle overrumples og knuses én gang for alle i et altafgørende slag. Succesen afhang af, at forberedelserne foregik i største hemmelighed.
Maskelynes plan var denne gang at få Rommel til at tro, at briterne forberedte en modoffensiv i syd. I virkeligheden ville de britiske tropper angribe fra nord.
Slaget ved El-Alamein ville afgøre Nordafrikas – og måske også Storbritanniens – skæbne. For at overbevise Rommel måtte Maskelyne bruge alle de tricks, han havde i ærmet.
Tidligere havde han med held camoufleret kampvogne som lastbiler ved hjælp af trælister og lærred – nu gjorde han det modsatte. Lastbiler blev forklædt som kampvogne for at vildlede tyske rekognosceringsfly.
Maskelyne fik også produceret store mængder fly og kanoner af papmaché. Falske olieledninger blev skabt ved at lægge lange rækker af britiske hjelme ved siden af hinanden og trykke dem flade.
Bluffen virkede. Rommel koncentrerede sine styrker i syd, og da angrebet kom den 23. oktober 1942, befandt halvdelen af tyskerne sig i syd, mens de tilbageværende tropper i nord blev fuldstændig overrumplet.
I løbet af 20 blodige dage blev de tyske styrker knust, og resterne af Rommels mænd måtte trække sig tilbage til Libyen.
Winston Churchill var ikke i tvivl om, hvor æren for sejren skulle placeres: “Gennem et enestående system af camouflage opnåede vi en fuldstændig taktisk overraskelse i ørkenen. Fjenden mistænkte – nej, vidste – at et angreb var forestående, men anede ikke hvordan, hvornår eller hvor”.