Hvert år den 8. november holdt Hitler tale i Bürgerbräukeller; det besluttede Georg Elser at udnytte.

© Sz-photo/Scanpix

Georg Elser ville bombe Hitler

I et helt år forbereder snedkeren Georg Elser et attentat mod tyskernes Fører. Han skaffer sprængstof, bygger en udløser-mekanisme og udhuler søjlen bag Adolf Hitlers talerstol. Alligevel mangler Elser 13 minutter for at ændre historiens gang.

11. marts 2016 af Stine Overbye & Torsten Weper

I trængslen på nazisternes værelsesanvisning i München står en ungdommeligt udseende mand med udstående ører. Han er spinkel af statur og gør ikke meget væsen af sig, men hvor de fleste andre tilrejsende bærer partiuniform, er manden blot iført en mørk jakke.

Ingen hæfter sig ved denne detalje. Alle tripper utålmodigt for at få tildelt et værelse, så de kan nå at deltage i aftenens store begivenhed:

Adolf Hitler skal holde tale til sine “gamle kammerater” i Münchens store ølhal, Bürgerbräukeller. Og dagen efter skal Hitler gå i spidsen for en stor mindemarch.

Arrangementerne sker i anledning af det Ølstuekup, som nazisterne forgæves forsøgte at gennemføre i 1923. Kuppet endte i et blodbad, hvor 16 nazister blev dræbt, og siden er de faldne blevet hyldet som martyrer.

På værelsesanvisningen spørger partisekretærerne nysgerrigt de fremmødte om, hvorvidt de var med dengang i 1923. Manden med flyveørerne ryster tavst på hovedet, som beklager han sin manglende tilstedeværelse ved kupforsøget.

Så præsenterer han sig som Georg Elser og takker høfligt, da han får adressen på en familie, som stiller et værelse til rådighed for nazisternes gæster.

Hjemme hos værtsfamilien stiller Elser sin kuffert og veksler et par ord med værten, før han ved 20-tiden begiver sig afsted over Isarfloden, hvor Bürgerbräukeller ligger.

Her er gaderne spærret af og spækket med nysgerrige, der håber at få et glimt af Føreren.

Inde i den tætpakkede festsal er knap 3.000 nazister forsamlet. Som hvert år på denne dag, 8. november, træder Adolf Hitler op på podiet præcis kl. 20.30, ledsaget af tordnende klapsalver og euforiske heil-råb.

I to timer taler han glødende om Tysklands storhed, og først da han ved 22.30-tiden afslutter talen og forlader ølhallen, kan vejspærringerne ude i gaderne fjernes.

Mens festdeltagere myldrer hjemad, griber Georg Elser chancen for at snige sig ind i Bürgerbräukellers tomme festsal.

Han kigger sig omkring, bider mærke i, at salen er bygget i to plan, og at der bag talerstolen hænger et naziflag, som skjuler en bærende søjle.

Uden endnu at vide, hvordan han skal bære sig ad, ved Elser, at Hitler dør i denne sal den 8. november året efter.

LÆS MERE: Få hele historien om Adolf Hitler i vores store portræt

Hadet spirer hos den ensomme snedker

Georg Elser kom til verden i 1903 og voksede op under beskedne forhold i den sydtyske by Königsbronn. I skolen var han god til matematik og tegning, og da Georg kommer i lære som snedker, viser han sig at være en uforbederlig perfektionist.

Han opsøger gerne sine kunder, dagen efter at de har modtaget hans møbel, bare for at se, om alt er i orden. I sin fritid spiller Georg Elser violin i et folkemusikorkester, danser og oplever en vis succes med pigerne. De falder for hans muntre, tilbageholdende væsen – men inden i ham gærer det.

Lige så venlig og imødekommende Elser er, lige så optændt af had er han til nazisterne, der har regeret landet siden 1933. Nazisterne vil drive landet ud i en ny storkrig, forudser han, efter at Tyskland i efteråret 1938 har besat Sudeterland, et bjergrigt område i Tjekkiet.

Elser er ikke synderlig politisk engageret, men han har været medlem af kommunistpartiet og mærker på egen pengepung de strenge tider – det økonomiske mirakel, Hitler bryster sig af, er gået aldeles ubemærket hen over arbejderklassen.

Fra 1928 til 1938 er Elsers i forvejen magre timeløn blevet halveret, har han regnet ud.

Den trange økonomi er dog ikke det, der plager Elser mest – først og fremmest foragter han undertrykkelse af enhver art. Han er vokset op med en fordrukken, voldelig far, og den utrygge barndom har næret hans dybe modvilje mod tyranner.

Når Elser hører Hitler tale i radioen, forlader han lokalet, og når nazisterne marcherer gennem hjembyen Königsbronns gader, vender han ryggen til og giver sig til at fløjte.

Han nægter at heile og afskyr ungdomsorganisationen Hitlerjugend. Risikoen for en ny storkrig nager ham i en grad, så han i efteråret 1938 beslutter sig for at tage affære.

Idéen til et attentat tager form

Perfektionisten Georg Elser begynder at lede efter det rigtige sted at gennemføre attentatet. For en almindelig borger er det næsten umuligt at komme tæt på Hitler, der ofte ændrer planer i sidste øjeblik og desuden er omgivet af et korps af livvagter.

Men fra aviserne erfarer Elser, at Hitler hvert år med 100 pct. sikkerhed er til stede i Bürgerbräukeller for at mindes Ølstuekuppet.

Elser giver sig tid – han vil hellere forberede attentatet grundigt end risikere at fejle.

Om aftenen den 8. november 1938 besøger han for første gang den ølhal, han har udset sig som gerningssted, og allerede dagen efter tager han toget hjem til Königsbronn, hvor han lægger hovedet i blød for at udtænke det perfekte attentat.

“I de følgende uger nåede jeg i mine tanker frem til, at det var bedst at putte sprængstof i søjlen bag talerstolen og antænde det med et eller andet apparat. Hvordan apparatet skulle se ud, vidste jeg endnu ikke.

Søjlen valgte jeg, fordi flyvende murbrokker ved en eksplosion ville ramme folk ved talerstolen”, forklarer Elser senere.

I påsken 1939 tager han igen til München for at se nærmere på festsalen og den bærende søjle, som han i et ubemærket øjeblik måler op med sin tommestok. Samtidig får han nyt job – som arbejdsmand i Königsbronns stenbrud.

Her kan han ikke alene høste erfaringer med sprængninger, men også stjæle sprængladninger til sin bombe, som han gemmer i en kuffert med falsk bund.

Elser er en udpræget enspænder – naturligvis veksler han hver dag nogle få ord med den familie, som han har lejet et værelse hos, men hans omgangskreds er begrænset.

Selvom han er midt i 30’erne, er Elser hverken gift eller forlovet – han er ganske vist forelsket i en fraskilt kvinde, Else Härlen, men forholdet knager, og Elser vil for enhver pris undgå at blande hende ind i sine planer.

Urene udløste en fjeder, der bankede et søm ind i en gevær-patron, som antændte eksplosionen.

© Dpa/scanpix

På natarbejde i München

På kort tid lykkes det Elser at skaffe alle de sprængladninger, han har brug for, og da han efter blot tre uger i stenbruddet kommer galt afsted, er det næsten held i uheld. En stenblok dumper ned på hans fod, så han i flere uger må have foden i gips og holde sig i ro.

Sygelejet giver ham god tid til at gruble over, præcis hvordan han skal konstruere en tidsudløser til sin bombe – eller Helvedesmaskinen, som han i tankerne har døbt den. I denne fase kan han trække på sine fem års ansættelse som snedker på en urfabrik i 1920’erne.

Stenbruddet vender han aldrig tilbage til. For at have penge at leve for og købe de smådele, han stadig mangler for at bygge bomben, sælger Elser sin cykel, sin elskede violin og meget andet af sit habengut.

En augustdag i 1939 lægger han tilfreds sin dobbeltbundede kuffert med sprængstof op i bagagenettet i toget mod München. I lommen ligger omkring 400 rigsmark – penge nok til flere måneder.

Åndsfraværende sætter Elser sig til rette i sædet og stirrer ud på landskabet, der suser forbi. Uden fortrydelse erkender han, at der nu ingen vej er tilbage, og for første gang, siden Elser traf sin beslutning, mærker han et strejf af utålmodighed.

I München lejer han et kammer i Blumenstrasse hos familien Baumann, som venligt udspørger den nye logerende om hans ærinde i byen. Elser fortæller, at han er ved at tage en uddannelse som byggeleder, og at han desuden arbejder på en opfindelse om natten.

Mere behøver de ikke at vide, for forklaringen passer fint med den døgnrytme, Elser tillægger sig i storbyen: Morgenmaden indtager han i selskab med Baumann-familien, og derefter trækker han sig tilbage til sit værelse, hvor han sysler med sin “opfindelse” – en tidsudløser til bomben.

Det meste af eftermiddagen sover han, og hen mod kl. 19 forlader han værelset og spadserer til Bürgerbräukeller, hvor han spiser aftensmad, som han skyller ned med en øl.

Ved 22-tiden betaler han regningen og siger godnat til tjenerne, men i stedet for at forlade etablissementet sniger han sig ind i den store, tomme festsal og gemmer sig i et tilstødende lagerrum.

Her venter han tålmodigt på, at personalet lukker og slukker, og når han omsider er alene, tager han fat på nattens arbejde. Tidligt om morgenen, inden de første ansatte møder, smutter han ud ad nødudgangen på bagsiden af bygningen og skynder sig hjem til morgenmad hos familien Baumann.

Toiletter skal overdøve larmen

Den opgave, Elser har påtaget sig, er uhyre krævende. I skæret fra sin lommelygte, som han har hyllet ind i blåt stof for at dæmpe lyset, saver han først et stykke af træpanelet nederst på søjlen.

Det tager ham tre nætter at forvandle det afsavede panel til en lem, der ved hjælp af hængsler skal kunne lukkes og gå i ét med panelet.

“Selv hvis nogen i dagslys kiggede nøje på søjlen, ville ændringen ikke være til at få øje på”, noterede Elser.

Hvilende på sine efterhånden ømme knæ går han i gang med at hakke et hulrum ind i søjlen, men larmen fra hammeren runger så øredøvende i den nattemørke sal, at han i stedet må bore huller i mørtlen med et håndbor, så han kan skrabe den ud med sin mejsel.

Kun når en sporvogn passerer forbi ude på gaden, eller når værtshusets urinaler automatisk skyller ud hvert 10. minut, vover han at banke mejslen ind i søjlen i nogle få sekunder.

For hvert slag dundrer pulsen i vejret, og med tilbageholdt åndedræt venter Elser, hvert øjeblik det skal være, at nattevagten vil gribe ham på fersk gerning. Faktisk hænder det, at vagten spejder ind i festsalen i løbet af natten, men op ad trappen til galleriet kommer han aldrig.

“Én gang kunne man have afsløret mig”, erkendte Elser senere. “Det nævnte lagerrum blev en dag, hvor jeg ikke var der, ryddet for papkasser. Da jeg kom om aftenen, blev jeg helt forskrækket, fordi rummet var tømt, og i hjørnet lå mine arbejdsbukser pænt foldet sammen”.

Trods forskrækkelsen knokler Elser videre nat efter nat. Først når mørket så småt begynder at vige for dagslyset, pakker han værktøjet væk og rydder omhyggeligt op, så han ikke efterlader sig det mindste spor. Hvert et støvkorn bliver fejet op og puttet i en taske.

Inden han forlader værtshuset, lukker han lemmen omhyggeligt. Som den fingernemme håndværker, han er, har han forsynet den med en lås, så den ikke springer op ved et uheld.

I løbet af tre måneder tilbringer Elser mere end 30 nætter i ølhallen, inden han 2. november 1939 omsider er nået så langt, at han kan placere sprængstoffet i hulrummet.

To nætter senere kommer turen til udløsermekanismen med de to ombyggede urværker, der skal bringe bomben til eksplosion, men netop denne aften er der bal i festsalen. Elser må købe en entrébillet og vente.

Forhør og tortur hos Gestapo

Bomben var så kraftig, at bygningen måtte stives af med bjælker. På gerningsstedet fandt politiet talrige tandhjul.

© Sz-photo/Scanpix & Shutterstock

Klokken 20.45, en halv time før bombesprængningen i München, er en spinkel mand med udstående ører blevet anholdt af de tyske grænsevagter i Konstanz, ganske få meter fra grænsen til Schweiz.

Vagterne mistænker rutinemæssigt manden for at være smugler, men han viser sig hverken at medbringe alkohol, cigaretter eller pølse, som ellers er det typiske smuglergods på disse kanter.

I mandens rygsæk finder vagterne i stedet en stak krøllede papirer med notater om bombefremstilling, et postkort med et billede af Bürgerbräukeller, et emblem fra en kommunistisk organisation, lidt værktøj, en urfjeder og nogle metalstumper.

Rygsækkens indhold mystificerer grænsevagterne, men da de kort efter modtager en telex med oplysninger om attentatforsøget mod Hitler, lægger de to og to sammen. De fører Georg Elser til München og overlader ham til Gestapo, der underkaster ham endeløse forhør.

Elser forklarer, at han ville besøge en bekendt i byen, men ikke kunne finde det rigtige hus i mørket.

Da politifolkene oplyser, at en tjener på Bürgerbräukeller har genkendt ham som en af ølhallens stamgæster, indrømmer han at have frekventeret værtshuset, men uden at have det fjerneste kendskab til et attentat.

Efterforskningen på gerningsstedet afslører efter få timer, at bomben var placeret i søjlen tæt på gulvet, hvilket nødvendigvis må indebære, at gerningsmanden har siddet på knæ, mens han udhulede søjlen – og dén opdagelse arbejder Gestapo videre med under forhørene.

“Tag bukserne af”, befaler politimanden, “og lad det gå lidt villigt”. Et øjeblik tøver Elser. Han er både nervøs og forvirret og fatter ikke helt, hvad der foregår. “Det handler om dine knæ!” brøler forhørslederen.

I stedet for at tage bukserne af trækker Elser langsomt op i buksebenet, centimeter for centimeter, og da hans knæ kommer til syne, bemærker Gestapo-manden det straks: Hans knæ er opsvulmede af betændelse.

“Har du nu noget at fortælle?” snerrer forhørslederen.

“Når nogen har gjort sådan noget...hvad venter der ham så?” spørger Georg Elser frygtsomt.

Svaret på dét spørgsmål får han, før han ved af det: tortur, forhør og mere tortur. Elser aflægger snart fuld tilståelse, men Gestapo og SS er overbevist om, at han må have medsammensvorne – en simpel håndværker fra Königsbronn kan ikke stå bag et så omfattende attentat.

Under afhøringerne forsøgte Georg Elser at bevise, at han handlede alene. Gestapo troede ham ikke.

© Heinrich hoffmann/Bayrische staatsbiblioth

Himmler mister tålmodigheden

Allerede 9. november – dagen efter bombesprængningen – har Gestapo anholdt to engelske agenter ved den hollandske grænse.

Ifølge Hitler og resten af nazitoppen er der ikke skyggen af tvivl om, at agenterne må stå bag attentatet, og at Elser blot er englændernes forlængede arm.

Avisen Völkischer Beobachter, som er nazistpartiets officielle talerør, udpeger uden tøven skurkene. “Gerningsmændene er agenter fra Secret Service”, slår avisen fast og advarer: “England vil lære os at kende”.

Adskillige gange bliver Elser tortureret, men da mishandlingen stadig ikke får ham til at indrømme kendskabet til de engelske agenter, tager SS-chefen Heinrich Himmler personligt affære.

Sammen med en assistent pisker og sparker han Elser, der brøler af smerte, mens blodet flyder fra næse og mund. Men uanset hvor meget han lider, står han fast på, at han har handlet på egen hånd.

“Jeg overvejede hele tiden, hvordan jeg kunne forbedre forholdene for de tyske arbejdere og undgå en krig. Jeg konkluderede, at det kun kunne lade sig gøre ved at fjerne landets øverste ledere i Tyskland. Jeg mener Hitler, Göring og Goebbels”, forklarer han.

Efter at Elser har været i Gestapos hænder i ugevis, bliver han overført til koncentrationslejren Sachsenhausen uden for Berlin, hvor han fra dag ét er lejrens bedst bevogtede fange.

Endnu er han ikke blevet dømt for sin forbrydelse, for Hitlers plan er at gemme ham af vejen i en celle, indtil krigen er slut – derefter skal han bruges som kronvidne i en skueproces mod briterne, hvor han skal medvirke til at bevise – med Førerens ord – “de perfide midler, som Secret Service har benyttet sig af”.

Men Georg Elser når aldrig at komme for retten. Krigen trækker ud, og i slutningen af 1944 bliver han overført til kz-lejren i Dachau ved München og spærret inde i celle nummer 6.

På det tidspunkt er han blot en skygge af sig selv, en skelettynd, nedbrudt mand med gråt hår, indfaldne kinder og dybtliggende øjne uden gnisten af liv.

I krigens sidste dage får lejrkommandanten ordre fra Gestapos øverste leder til at henrette Georg Elser. Natten til den 10. april 1945 føres han til kz-lejrens krematorium, dræbes med et nakkeskud og brændes straks efter.

Han var bare 13 minutter fra at ændre historiens gang – i stedet blev Elser et af krigens 60 mio. dødsofre.

De nazistyrede tyske aviser var hurtige til at udpege engelske agenter som Georg Elsers bagmænd.

© Deutsches historisches museum, berlin

Måske er du interesseret i...

Læs også