Med udnævnelsen til rigskansler får Hitler kontrol over den tyske politistyrke. Ordensmagtens rækker bliver fyldt op med trofaste nazister, og i april 1933 bliver Gestapo – Tysklands hemmelige statspoliti – etableret.

© Granger/Polfoto

Gestapo: Hitlers hemmelige politi spredte rædsel i Europa

Deportationer, tortur og vilkårlige henrettelser. Tysklands hemmelige statspoliti –­ Gestapo –­ spredte rædsel i alle de besatte lande i Europa. Ved hjælp af lokale stikkere infiltrerede de modstandsgrupper og viste ingen nåde over for Hitlers fjender.

29. marts 2019 af Claus Cancel

Først lagde han ikke mærke til noget usædvanligt ved de fire-fem tyske lastbiler, som larmende og osende buldrede igennem den lille, søvnige landsby. Men en uvant lyd fik alligevel den franske politimand Leon Roussel til at kigge en ekstra gang.

Han kunne høre en svag sang. Gennem motorstøjen hørte han tonerne fra den franske nationalsang, “Marseillaisen”, og bag i de åbne lastbiler så han nu en sælsom flok af bevæbnede tyskere og civile franskmænd i håndjern.

“Det var de civile i bilerne, der sang”, fortalte Roussel i et vidneudsagn efter krigen. To timer senere vendte lastbilerne tilbage til byen. Nu var sangen forstummet, og lastbilernes lad dækket til for at skjule de henrettede civile.

“Ud fra bagklappen på lastbilerne løb en tynd strøm af blod, som efterlod et spor fra stenbruddet, hvor de var blevet skudt. Først nu gik det op for mig, at folkene bag i lastbilen havde været gidsler, som var på vej hen for at blive skudt”.

To dage inden Roussels oplevelse i landsbyen Châteaubriant – 20. oktober 1941 – var en tysk officer blevet dræbt af modstandsfolk i en nærliggende by. Som hævn for attentatet havde tyskerne besluttet, at 50 franske fanger skulle henrettes. Netop de landsmænd havde Roussel set køre mod deres endeligt.

Bag henrettelserne stod Gestapo – Nazitysklands hemmelige statspoliti. Og drabene var ikke noget isoleret eksempel på Gestapos likvidering af civile.

Inden 2. verdenskrig var omme, havde det hemmelige politis hårdhændede metoder kostet mere end 29.600 mennesker livet, mens flere end 75.000 jøder var blevet sendt til udryddelseslejrene – alene i Frankrig.

Gestapo tolererede ingen modstand og slog brutalt ned på alle fjender af nazistyret. 

© Mary Evans/Scanpix

Hemmeligt politi stod over loven

Gestapo-folkene kunne mere eller mindre dræbe, hvem og hvor de ville. De var kun underlagt Heinrich Himmler, SS-reichsführer og chef for det tyske politi, og dennes trofaste højre hånd, Reinhard Heydrich. Formelt stod kun Adolf Hitler, Tysklands ubestridte diktator, over dem, og han var yderst tilfreds med Gestapos resultater.

Fem år før henrettelserne i Châteaubriant – i 1936 – havde Hitler løftet det hemmelige statspoliti over al lovgivning i Tyskland. Målet var at effektivisere politistyrken, og Gestapo kunne nu uden dommerkendelser tilbageholde, fængsle, torturere, deportere eller sågar dræbe uden at stå til ansvar.

“Det er helt naturligt, at folk nødigt vil have med os at gøre. For der er ikke noget problem, som vi ikke kan løse. Vi bliver set på – hvis jeg må være så fri – som en blanding mellem en husholderske og rigets skraldespand”, udtalte Himmler i 1941 om Gestapos rolle som Hitlers håndlangere.

De vide beføjelser betød, at Gestapo opererede uden om domstolene. En mistænkt kunne derfor risikere at blive samlet op af Gestapos agenter, selvom han allerede var blevet erklæret uskyldig ved en tysk domstol eller frigivet efter endt fængselsstraf.

Typisk betød Gestapos anholdelse, at den uheldige enten blev dræbt eller sendt i koncentrationslejr uden nogen forklaring eller ankemulighed.

Slog ned på statens fjender

Gestapo blev grundlagt i 1933, da Hitler udnævnte sin stedfortræder Hermann Göring til prøjsisk indenrigsminister – og dermed øverste chef for Preussens politi. 

Görings første træk var at reformere politistyrken og fylde rækkerne med erklærede nazister. Målet var at skabe et tophemmeligt politi, som opererede i det skjulte og slog hårdt ned på “alle tendenser, som kunne være skadelige for staten”.

Allerede året efter måtte Hermann Göring dog overdrage Gestapo til Heinrich Himmler. På daværende tidspunkt var Himmler chef for politiet i München, og under hans ledelse gik Gestapo fra en prøjsisk politienhed til at være hele Tysklands hemmelige statspoliti.

Sin endelige form fandt Gestapo i 1939, hvor det hemmelige politi blev organiseret under Reichssicherheitshauptamt (RSHA) – det tyske riges officielle sikkerhedstjeneste ledet af Heinrich Himmlers berygtede højre hånd, Reinhard Heydrich. 

RSHA omfattede dog ikke kun Gestapo. Organisationen rummede også de berygtede dødspatruljer, Einsatzgruppen, som Gestapo aktivt samarbejdede med i Østeuropa.

Agenter fra Gestapo rykkede ind i de besatte områder i kølvandet på den tyske hær og assisterede Einsatzgruppen og lokale dødspatruljer, når jøder, sigøjnere, modstandsfolk, handicappede og tilfældige mennesker blev skudt og lagt i massegrave eller deporteret i tusindvis til koncentrationslejre.

Mens Gestapos metoder var helt åbenlyst grusomme i Østeuropa, opererede organisationen mere i det skjulte i de besatte lande i Vesteuropa. Men tyskernes brug af terror og tortur var ikke mindre skånselsløs af den grund.

I lande som Danmark, Holland, Belgien, Norge og Frankrig optrådte Gestapo i første omgang mere forsigtigt og benyttede sig i større grad af lokale overløbere til at afsløre og infiltrere modstandsgrupper. Fx ved at lokke med penge, lejligheder eller andre goder.

“En dag så jeg tilfældigt i en Århus-avis en annonce indrykket af det danske politi. Man tilbød 1.000 kroner i dusør til den, der kunne give oplysninger, som kunne føre til opklaringen af en sabotagebrand i en skrædderforretning. Jeg vidste lidt om den ting. Jeg tænkte kun på ét: Hvad jeg kunne få af tøj og mad til mit barn og mig, hvis jeg havde 1.000 kroner”, fortalte den danske stikker Grethe Bartram efter krigen.

Bag annoncen stod Gestapo, og Grethe Bartram, der havde tilknytning til den kommunistiske modstandsbevægelse, blev en af de danske stikkere, der fik flest liv på samvittigheden. I løbet af krigen udleverede hun over 50 mennesker til Gestapo. Blandt ofrene var hendes egen bror og mand.

Virkelighedens Gestapo-folk gik anonymt klædt, så de ikke tiltrak for meget opmærksomhed.

© AKG/Scanpix

Fanger blev hængt op i armene

Når Gestapo fik udleveret et navn, blev den mistænkte typisk afhentet i sit hjem af to-tre Gestapo-folk og en gruppe uniformerede SS-folk. Den mistænkte fik et par minutter til at pakke lidt tøj og blev herefter ført bort uden et ord.

De fanger, der blev udpeget som Det Tredje Riges fjender, fik samme behandling – uanset om de sad i Gestapo-cellerne i Shellhuset i København, Victoria Terrasse i Oslo eller i Prinz-Albrecht-Straße i Berlin. For Gestapos forhørsmetoder fulgte omtrent samme mønster.

Som grundregel blev den mistænkte indledningsvis efterladt i en mørk, ussel fængselscelle. Først efter lidt over en uge begyndte forhøret og torturen, som bl.a. bestod af gennembankninger med stokke, reb med knuder eller knytnæver.

Men også mere avancerede torturmetoder var udbredt. Fx yndede Gestapos forhørsledere at hænge folk op i deres arme, som var ført bagom ryggen og samlet med håndjern. I torturkældrene fik fangerne lov til at hænge, indtil de besvimede eller armene gik af led.

Andre, mere sadistiske torturmetoder var også almindelige. Fx at ridse fangernes fodballer op med barberblade og tvinge dem til at gå hen over salt. Eller sætte vattotter dyppet i petroleum mellem tæer og fingre og tænde ild til dem.

Den særlige vandtortur, hvor forhørslederen holdt en persons hoved under vand, blev også flittigt brugt af Gestapo – ligesom elektrisk stød også var en del af repertoiret. Typisk blev den ene strømpol fastgjort til anklen, og den anden til kønsdelene.

De lokale var mest brutale

Torturen blev som regel udført af lokale forhørsledere, der kendte sproget og kulturen. De lokale bødler var oftest mere frygtede end tyskerne – fordi de lettere kunne nedbryde fangerne psykisk og gik mere brutalt til værks for at imponere deres tyske arbejdsgivere. 

Det gjaldt eksempelvis både nordmanden Henry Rinnan og danske Ib Birkedal, som begge var berygtede for at være særdeles afstumpede og effektive.

En af de fanger, som blev tortureret af Birkedal, var den ledende modstands-mand Mogens Fog. Han blev forhørt i Gestapos hovedkvarter i København i 1944, men nægtede at afsløre navne på andre modstandsfolk. Tyskerne blev trætte af den genstridige Fog og erklærede, at de nu så sig nødsaget til at bruge “andre metoder”. Fog blev dernæst ført ind til Birkedal kl. 3 om natten.

“Han havde en kæp i hånden, slidt og frønnet, og af og til holdt han den op under næsen og snusede til den, åbenbart en indgroet vane”, skriver Fog.

Birkedal spruttede og bandede på skiftevis dansk og tysk og truede med, at han “måske snart skulle se sig om efter sine tommelskruer”.

Hvis Fog ikke snart fik munden på gled, ville han ikke alene blive tæsket med kæppen, men tyskerne ville også sprænge tilfældige københavnske bygninger fyldt med civile i luften. Og Fog ville blive udpeget som den skyldige. Da Mogens Fog stadig nægtede at tale, blev han tvunget hen over ryggen på en lænestol, mens Birkedal lod kæppen falde.

“For hvert slag gjorde det mere og mere ondt, lige efter slaget var faldet. Efterhånden svirpede han længe før slaget, idet han spurgte: ‘Nå? Nå?’ Og selv den letteste berøring smertede stærkt”.

Mogens Fog slap igennem Gestapos tortur uden fysiske mén, men andre modstandsfolk var mindre heldige. Fx beskrev den franske officer og skolelærer Louis Labussière efter krigen udførligt Gestapos torturmetoder ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg.

Han fortalte, hvordan han i en fangelejr var blevet genforenet med sin kammerat Lalbue, som også netop havde været tortureret af Gestapo.

“Han kunne ikke bevæge fingrene på sin højre hånd som resultat af at være blevet hængt op. Han var blevet pryglet og udsat for elektrisk tortur. Han havde fået stukket tændstikker op under neglene på hænderne og fødderne, som var blevet omviklet med klæde, hvorefter de havde tændt ild til tændstikkerne. Mens fødderne og hænderne var omspændt af flammer, havde en tysker stukket en kniv ind i fødderne på ham, mens en anden havde pisket ham. Flere af leddene på hans fingre var brændt helt væk”, fortalte Labussière.

I modstandsgrupperne var Gestapos metoder yderst velkendte, og når et medlem blev anholdt, antog resten af gruppen, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før torturen knækkede deres stakkels kammerats viljestyrke. 

Eneste håb for modstandsgruppen var, at den torturerede ville holde stand så længe, at eventuelle våbendepoter kunne flyttes og andre modstandsfolk slippe væk.

Gestapo var så frygtet blandt modstandsfolk – særligt i krigens sidste år – at mange valgte at begå selvmord frem for at ryge i Gestapos torturceller. Flere modstandsfolk var derfor udstyret med dødbringende giftpiller, som de hurtigt kunne sluge, hvis de pludselig blev anholdt af Gestapos folk.

De allierede brugte efter krigen anonyme Gestapo-folk til at udpege tidligere kollegaer på flugt.

© Corbis/AOP

Myrdede til det sidste

I 1944 – hvor russerne rykkede massivt frem på Østfronten, og de allierede gik i land i Normandiet i Frankrig – nåede Gestapos myrderier og rædsler deres blodige højdepunkt.

Godstog fyldt med jøder, modstandsfolk og civile gidsler fra de besatte lande kørte i pendulfart til udryddelseslejrene østpå. Og selv da de allierede rykkede frem mod Paris, tømte Gestapo-agenter stadig fængselsceller og sendte utallige fanger mod øst, så de ikke faldt i de allieredes hænder.

Så sent som den 18. august 1944, hvor Gestapo forlod Paris, kørte en konvoj med 1.600 fanger mod Tyskland på trods af Røde Kors’ indtrængende protester. Næsten alle fangerne døde i koncentrationslejre i Tyskland.

Gestapo fortsatte med at sprede rædsel i de besatte lande til det sidste og faldt først sammen, da de allierede tropper fik fodfæste på tysk terriorium.

De mest stålsatte udførte endda stadig deres uhyrlige pligter på dette tidspunkt. Det gjaldt bl.a. Gestapo-bødlerne Henry Rinnan og Ib Birkedal, som torturerede og dræbte modstandsfolk indtil krigens allersidste dage i 1945.

Bøddel blev ansat af USA

Nogle Gestapo-folk valgte at begå selvmord i stedet for at falde i russernes eller amerikanernes hænder. De fleste brændte deres identitetspapirer, iklædte sig civilt tøj og prøvede at gemme sig i de enorme flygtningestrømme.

Enkelte fik held til at flygte fra deres ansvar. Flere eksempler viser, at Gestapo-folk blev hyret af de allierede, som i efterkrigstiden fik mere travlt med at spionere mod hinanden end at fange krigsforbrydere. 

Blandt de hyrede var den berygtede Gestapo-mand Klaus Barbie – kaldet “slagteren fra Lyon” – som ifølge nogle historikere havde ansvaret for ca. 14.000 likvideringer i Frankrig.

Trods sin fortid blev Barbie ansat af USA's militære efterretningstjeneste (CIC), som mente, at Barbies evner som efterretningsagent var værdifulde i kampen mod kommunisme. 

Han blev derfor skjult for de franske myndigheder, indtil CIC i 1951 hjalp ham til Bolivia. Først 32 år senere blev han udleveret til Frankrig, hvor han fik livstid for forbrydelser mod menneskeheden.

Under retssagen kunne hans tidligere ofre i blodige detaljer fortælle om de uhyrlige pinsler, som Barbie udsatte dem for. Men den tidligere Gestapo-mand viste ikke tegn på anger:

“Jeg bekæmpede modstandsbevægelsen – som jeg respekterer – på brutal vis. Men det var en del af krigen”.

Læs mere

Jacques Delarue: The Gestapo: A History of Horror, Frontline Books, 2008. Rupert Butler: The Gestapo: A History of Hitler's Secret Police, Casemate, 2004. Edward Crankshaw: Gestapo: Instrument of Tyranny, Greenhill Books, 1990.

Måske er du interesseret i...

Læs også