George Roger og Will Lang dumpede ned i hver sin stol på caféen i Hotel Albergo Oriente. De to journalister fra det amerikanske ugemagasin LIFE var sendt til Bari i Syditalien. Denne aften, den 2. december 1943, betragtede de byens travle havn og talte om, at krigens rasen slet ikke kunne mærkes blot et par hundrede kilometer fra fronten.
Tyskerne var blevet drevet ud af Syditalien, butikkerne igen fyldt med varer og Baris havn proppet med fragtskibe. I forvisning om at de allierede kontrollerede det syditalienske luftrum, havde Bari droppet mørklægningen, og havnekajerne lå badet i lys, så soldater kunne hente kampvogne, ammunition og forsyninger i land til de allieredes videre fremstød.
Men midt i de to krigskorrespondenters hyggesnak lød luftalarmen, og sekundet efter slyngede en trykbølge Lang og Rodger ned af stolene. Glasskår fra caféens ruder regnede ned over dem på flisegulvet. De to mænd kom fortumlede på benene og løb mod havnen, hvor de så næste bølge af tyske fly slippe deres dødelige last. Nye brag lød i Baris snævre gader, hvor flere huse kollapsede.
“Gennem røgen så vi otte skibe i voldsom brand. Et sank, mens det udspyede gejsere af ild”. Journalist Will Lang fra havnen i Bari.
Desperate civile trampede hinanden ned for at nå frem til byens åbne pladser, hvor de håbede at være i sikkerhed for de væltende huse. Enkelte søgte fortvivlet i ruinerne efter overlevende, mens de græd og anråbte den hellige jomfru: “Madonna, Madonna Mia”.
Nede på havnen mødte de to amerikanere et inferno af ild og død.
“Gennem røgen så vi otte skibe i voldsom brand. Et sank, mens det udspyede gejsere af ild”, telegraferede Lang efterfølgende hjem til LIFE-redaktionen.
“Dér ryger Montgomerys ammunition”, spøgte Rodger, mens han knipsede billederne af de brændende skibe.
Hvad ingen i Bari kunne vide, var, at ét af skibene har en langt farligere last end blot ammunition og bomber. Hundredvis af mennesker vil omkomme under forfærdelige pinsler i de følgende dage – men på samme tid fører tragedien en ung læge på sporet af en effektiv kur mod kræft.
George Rodgers voldsomme billeder af angrebet på Bari havn blev censureret og først frigivet efter 2. verdenskrig.
Rygter om gift udløser panik
Få dage efter bombningen af Bari vækkede en bimlende telefon oberstløjtnant og militærlæge Stewart Alexander i den nordafrikanske by Algier. Stemmen i røret beordrede den 29-årige læge til et møde hos Frederick Blesse, chefkirurg i de allieredes nordafrikanske hovedkvarter. På under 10 minutter var Alexander på vej. Som sin far, en flittig familielæge i New Jersey, USA, var Alexander vant til at komme hurtigt ud af fjerene.
Briefingen hos Blesse var kort. Tysk radio havde lækket nyheden fra Bari: På 20 minutter havde 105 tyske JU 88-bombefly sænket 28 skibe og dræbt hundredvis af søfolk. Et hårdt slag for de allierede, pralede den tyske oplæser. Men værre var det, at overlevende fra angrebet døde af ukendte årsager.
Den britiske hærledelse havde bedt om hjælp fra en ekspert for at opklare sagen, som Blesse forklarede. Og Stewart Alexander, der var ekspert i kemiske våben, var den rette mand til opgaven.
Stewart Alexander kæmpede utrætteligt for, at sandheden om giftgassen kom frem.
Lægen ankom til Bari den 7. december og blev kørt til hospitalet, som var overfyldt med sårede søfolk. Da Alexander læste patientjournalerne, var han chokeret: Den første nat blev over 400 søfolk indlagt, mange sølet til i olie fra skibenes smadrede motorer. Det overbebyrdede personale måtte opgive at vaske de sårede og give dem rent tøj på. I stedet fik søfolkene varme tæpper og te.
Næste morgen var de indlagtes øjne svulmet op og umulige at åbne. Panikken bredte sig på hospitalet, lød det i en rapport fra øjenlægen Bernard Gluck:
“Rygtet, der hørtes om morgenen og var så godt som bekræftet ved middagstid, lød, at sennepsgas var blevet brugt”.
Den ætsende gas var kendt fra 1. verdenskrig, hvor den havde blindet ramte soldater og ætset deres hud. At den internationale Genève-protokol siden 1925 havde forbudt kemisk krigsførelse, var ingen garanti. Hitler var kendt for at se stort på den slags aftaler. Havde nazisterne brugt gas mod Bari, ville det få grufulde konsekvenser og betyde en voldsom eskalering af krigen.
Men alt det kunne Alexander ikke tænke på nu. De overlevende skulle først og fremmest behandles korrekt.
Det britiske luftforsvar i Bari var håbløst mangelfyldt.
Briterne undervurderede Luftwaffe
Da britiske soldater indtog Bari i september 1943, mødte de ingen modstand. Tyskerne var på retræte nordpå, og end ikke Luftwaffe var længere en trussel, mente den britiske luftmarskal, Arthur Coningham.
Over for krigsreportere pralede Coningham med, at det britiske luftvåben, RAF, havde “trynet” al modstand i Middelhavet, og tilføjede: “Jeg anser det for en personlig krænkelse og fornærmelse, hvis Luftwaffe skulle prøve på noget afgørende her i området”.
Selvsikkerheden betød, at Bari lå næsten ubeskyttet mod luftangreb. Nærmeste base for allierede fly lå over 130 km væk. Bari havde kun ét antiluftskytsbatteri, da de 105 tyske Junkers Ju 88-bombefly bragede ind over byen den 2. december 1943. Blot to blev skudt ned, mens tyskerne sænkede 28 skibe og beskadigede yderligere 12.
Ætsende sky stinker af hvidløg
Luften stank af bræk og urin, da Alexander blev vist rundt af britiske læger. Sårede og døende lå overalt i senge og på bårer. For at give plads blev de værst ramte båret ud i et rum døbt “Dødens afdeling”, hvor de udåndede og blev svøbt i lagner. En lokal tømrer knoklede med at hamre kister sammen af træ fra appelsinkasser, men nye døde kom konstant til og måtte stables i lag, indtil deres kister var klar.
Ifølge lægerne havde de sårede svag puls og lavt blodtryk. Ingen af dem fik forbedret deres tilstand efter blodtransfusion. Tværtimod opførte de døende sig apatisk og vidste ikke, hvad der foregik omkring dem. En ung sømand havde sat sig op med ordene, “Jeg har det fint”, hvorefter han faldt tilbage i sengen og var død.
Sennepsgas kan ætse sig gennem tøjet og danner store brandsår og bylder på kroppen.
Fælles for de indlagte var branket hud, ætsede plamager og forstørrede kønsdele. Mange kunne ikke længere tisse på grund af smerter. Flere søfolk stod op fra deres sygeleje og flakkede rundt på gangene – vanvittige af tørst. De flåede tøj og forbindinger af, fordi kroppen brændte af en intens, indre hede, som de skreg til hospitalets forskrækkede sygeplejersker.
Mange indlagte fik bylder “så store som balloner, tunge med væske”, noterede den britiske sygeplejerske Gwladys Rees i sin rapport, hvor hun også konstaterede: “Vores patienter er blevet forgiftet af noget ubegribeligt”.
Alexanders nysgerrighed var vakt. På Edgewood, et militært forskningscenter i Maryland, USA, havde den unge militærlæge året før testet sennepsgas på levende kaniner. Dyrene fik blærer og branket skind. Da Alexander undersøge de indlagte i Bari, så han de samme skader. Mændenes hår og øjenbryn var i behold, så sårene kunne ikke være opstået som følge af brand eller en eksplosion.
Stewart Alexanders rapport, der bl.a. inkluderede billeder af soldaterne ramt af sennepsgas, blev straks gjort fortrolig af det amerikanske militær.
Desuden fortalte søfolkene samme historie: Under angrebet var en kæmpesky steget op fra et af skibene i havnen. Nedfaldet fra denne sky havde ætset deres hud.
“De talte også om en “hvidløgsagtig lugt”. Nogle spøgte bagefter med, at det nok var den mængde hvidløg, italienere spiste”, skrev Alexander i sine notater.
Disse oplysninger gjorde lægen sikker i sin sag, for sennepsgas kunne netop – på trods af navnet – have en karakteristisk lugt af hvidløg. Da Alexander spurgte hospitalslederen oberst Wellington J. Laird, om et af de allierede skibe kunne have haft giftgasbomber i lasten, lød svaret:
“Havnemyndighederne har ingen informationer om det”.
Den stædige Alexander besluttede at undersøge sagen selv.
I fem måneder forsøgte 240.000 allierede soldater at smide nazisterne ud af Montecassino.
Angrebet fik de allierede til at halte
Op mod en halv million mand var klar til at smide tyskerne ud af Italien. Med bombningen af Bari gik tonsvis af krigsforsyninger tabt, og de allieredes march mod Rom gik i stå.
Fra den 10. juli 1943 fejede allierede styrker op gennem Syditalien. Efter kampe med briternes 8. armé under general Bernard Montgomery og den amerikanske 5. armé under general Mark Clark trak tyskerne sig nordpå mod Rom. For de allierede var byen afgørende.
“Den, der indtager Rom, ejer Italien”, proklamerede briternes premierminister, Winston Churchill.
General Clark mente, at Rom ville være erobret inden midten af oktober, men usædvanlig megen regn fik Italiens floder til at løbe over, og køretøjer sad fast i mudderet på landets veje.
Næsten en halv million allierede soldater var afhængige af forsyninger fra Syditaliens befriede havne som Taranto, Brindisi og Bari. For at stække de allierede beordrede tyskernes leder i Italien, luftmarskal Albert Kesselring, angrebet på Bari den 2. december 1943.
Her lå 37 fragtskibe med forsyninger til de allierede stort set ubeskyttet, og efter 20 minutters bomberegn var mere end 31.000 tons ammunition, brændstof, mad og medicinudstyr gået op i flammer eller lå på havnebunden, bl.a. tre norske skibe i allieret tjeneste.
Skaderne på Bari havn var så voldsomme, at der gik over to måneder, inden den igen fungerede på fuld kapacitet. De store tab betød, at de allierede manglede bomber og flybrændstof til at nedkæmpe tyske forskansninger med ved det italienske kloster Montecassino i februar 1944. Kampene endte med at vare helt til maj 1944 og blev de blodigste i Italien med over 75.000 døde og sårede.
Churchill afviser al tale om gas
På trods af at han ikke kunne få bekræftet sin mistanke, instruerede Alexander hospitalspersonalet i at håndtere de sårede som ofre for giftgas. Det viste sig hurtigt, at blandingen af olie og nedfald fra den mystiske sky, som søfolkene havde fået lov at ligge i, havde medført omfattende hudskader.
Alexanders teori blev bekræftet, da britiske dykkere dage senere fandt fragmenter af knuste bomber på bunden af Baris havn. Nærmere undersøgelser viste, at det ikke var almindelige bomber, men amerikanske 50-kilos M47A2-sennepsgasbomber.
“Det er umuligt, der er ingen sennepsgas her”. Britiske havneofficerer, da Stewart Alexander udspurgte dem.
At fremstille kemiske våben var ikke forbudt ifølge Genève-aftalen. Og USA’s præsident, Franklin D. Roosevelt, og briternes premierminister, Winston Churchill, havde flere gange truet Hitler med gengældelse, hvis han tyede til det frygtede våben. Et tysk giftangreb ville blive besvaret med “størst mulig gengældelse”, advarede Roosevelt så sent som i foråret 1943. Beviset på, at der var alvor bag truslerne, lå nu på bunden af Baris havn.
Men da Alexander krævede et svar af de britiske havnemyndigheder i byen, blev han mødt med en kold skulder.
“Sennepsgas?” svarede en britisk havneofficer og rystede på hovedet, da Alexander udspurgte ham. “Det er umuligt, der er ingen sennepsgas her”.
Militærlægen var forbløffet over afvisningen, når beviserne var soleklare, men han nægtede at stoppe sine undersøgelser. Ved at tale med de indlagte kunne han tegne et kort over skibenes placering i havnen den aften, angrebet fandt sted. Snart stod det klart, at de værst tilredte søfolk havde befundet sig tæt på det amerikanske krigsskib USS Harvey. Skibet var eksploderet og gået til bunds. Ingen blandt mandskabet havde overlevet.
USS Harvey var et såkaldt Liberty Ship – store militære fragtskibe, der kunne masseproduceres billigt.
Alexander bad briterne om at få udleveret papirerne på USS Harvey for at få klarlagt, om skibet havde haft giftbomber ombord, men fik intet svar. Uden mulighed for at få bekræftet sin mistanke var Alexander i tvivl om, hvorvidt søfolkene i Bari fik den korrekte behandling. Frustreret tog han nu et drastisk skridt.
I januar 1943 havde Alexander mødt Roosevelt og Churchill under det allierede topmøde i Casablanca, og han følte sig selvsikker nok til at telegrafere sin konklusion til de to statsledere:
“Brandsårene skyldes sennepsgas”. Da Churchill fik telegrammet, vrissede han: “Amerikanernes mand i marken tager fejl”.
Roosevelt, derimod, svarede: “Hold mig venligst fuldt orienteret”.
Præsidenten var altså overbevist om Alexanders teori og ønskede at høre nyt, hvis den unge læge fik succes med at behandle søfolkenes giftskader. Hvis tyskerne skiftede til kemisk krig, ville Alexanders feltarbejde få uvurderlig værdi for de allierede.
At giftgassen formentlig stammede fra det amerikanske skib USS Harvey, holdt Alexander for sig selv. Så længe briterne nægtede at udlevere papirerne for skibets last, havde han ingen beviser.
Fiskeri er stadig et vigtigt erhverv i Bari, hvor bl.a. blæksprutter fanges i stor stil og spises rå.
Giftgas ligger stadig på havets bund
Et ukendt antal sennepsgasbomber ligger stadig i Adriaterhavet ud for Bari. I 1999 kunne lægerne Giorgio Assennato og Donato Sivo fra byens universitet rapportere om hundredvis af tilfælde mellem 1946 og 1999, hvor fiskere fik hele eller tærede bomber i nettet.
Ofte eksploderer bomberne, når de kommer op til overfladen, fordi gassen har ligget i dvale på den kolde havbund, men reagerer når den kommer op i den varme luft.
I 239 af tilfældene gav de giftige rester så alvorlige skader på hud og øjne, at fiskerne måtte indlægges. Der er også mange eksempler på, at de italienske fiskere har fået kroniske lungesygdomme eller kræft af at være blevet udsat for sennepsgassen.
Flere af de indlagte havde ikke engang fisket i Bari, men i havet ud for Brindisi, over 100 km væk.
Den amerikanske hær har aldrig påtaget sig opgaven med at få fjernet de 2.000 bomber med sennepsgas, som røg i havnen efter bombeangrebet på Bari.
Briterne mørklægger sagen
Opmuntret af præsidentens ord beordrede Alexander obduktion af de døde og gennemgik hver morgen nidkært patientjournalerne. Lige indtil én morgen, hvor nogle bestemte tal fik hans nakkehår til at rejse sig. Blodprøver fra indlagte søfolk viste sig at indeholde ekstremt få hvide blodlegemer. Antallet hos en af søfolkene var faldet fra 20.000 pr. kubikmillimeter til bare 400 på tre dage.
Normalt har raske personer ca. 11.000 hvide blodlegemer pr. kubikmillimeter, og da celletypen er kroppens kamptropper mod sygdom, tydede det høje antal på førstedagen på en betændelse.
Tallene var særlig interessante, fordi Alexander havde observeret noget lignende tidligere. På forskningscenteret Edgewood var antal af hvide blodlegemer hos hans testkaniner faldet til nul, mens dyrenes knoglemarv – hvor cellerne dannes, og hvor kræftceller kan opstå – svandt ind.
“Hvis sennepsgas kan gøre dette, hvad kan giften så ikke gøre for en person med leukæmi?” Stewart Alexander.
Eftersom celler dannes via deling, kunne sennepsgas måske bruges til at hæmme delingen af kræftceller, funderede Alexander. Måske kunne en ikke-dødelig dosis af giftstoffet hindre kræftceller i at brede sig i kroppen via blodbanen og dermed kurere blodkræft, også kendt som leukæmi.
En tanke løb gennem Alexanders hoved:
“Hvis sennepsgas kan gøre dette, hvad kan giften så ikke gøre for en person med leukæmi?”
Henrykt sprang han op fra sit skrivebord og løb ned ad hospitalsgangen, mens han råbte:
“Flere blodprøver, jeg vil have flere blodprøver!”
Alexander indsamlede også hudprøver og bidder af lever og nyre fra de døde søfolk, som blev sendt til Edgewood for nærmere undersøgelse.
I kemoterapiens tidlige år efter 2. verdenskrig blev utallige kemikalier afprøvet for at finde den mest effektive kombination.
Kemoterapi angriber både syge og raske celler
Med kemiske midler kan lægerne slå kræftceller ihjel, men kemoterapi rammer også raske celler og tærer på den syges krop. Ofte er kemo et kapløb mellem kræften og patientens eget helbred.
De første systematiske forsøg med kemoterapi foregik i begyndelsen af 1940’erne, hvor amerikanske læger vidste, at kræftceller deler sig meget hurtigere og mere ukontrolleret end normale celler.
Derfor vil en gift, der slår nye celler ihjel, i højere grad angribe kræftceller end raske celler. I de tidlige forsøg fik patienter med lymfeknudekræft tilført doser af kvælstof-sennepsgas, en flydende afart af sennepsgas, via et venedrop i armen eller en indsprøjtning.
Resultaterne var lovende, men behandlingen ramte også andre celler, som naturligt deler sig ofte. Det er fx i knoglemarven, som producerer blodceller, vores hår og fordøjelsessystem. Alligevel arbejdede lægerne videre med at finde de bedste kombinationer af kemikalier.
Med så overvældende giftgas-beviser opsøgte lægen nu kommandøren for Baris havn, den britiske major Harry Wilkinson, og fremlagde sine resultater.
“Under pres”, som Alexander senere beskrev det, gik majoren til bekendelse: USS Harvey havde haft 540 tons sennepsgasbomber ombord. Lasten var så hemmelig, at kun få i den allierede hærledelse kendte til den. Fik tyskerne via deres spioner i Bari nys om allierede giftgasbomber, ville Hitler måske selv gå over til kemisk krigsførsel.
For at dysse sagen ned fik personalet på Baris sygehus ordre til at ændre omtalen af giftgasskader i patientjournalerne til “forbrænding forårsaget af fjendtlig handling”.
Alexander klagede til hospitalets medicinske leder, den britiske oberst Joseph Bayley, men fik ingen støtte. Hvis Alexander fortsat borede i sagen, ville han blive stillet for en krigsret, formanede Bayley. Alexander opgav og rejste efter 10 dage tilbage til Algier.
Ud over forfalskede journaler havde de allierede besættelsesmyndigheder forbudt italienske aviser at skrive om civile ofre for giftgassen. Men da flere hundrede borgere i Bari ligesom søfolkene fortsat led af blærefyldt hud og betændte øjne, var den amerikanske hærledelse i februar 1944 nødt til at indrømmede, at giftgas var skyld i ulykken.
Sådan virker kemoterapi
Selvom kemoterapi har udviklet sig meget siden de første forsøg med kvælstofsennepsgas, så fungerer nogle af de mest brugte kemikalier i dag stadig grundlæggende på samme måde.
Pioner i krig mod kræft
Selvom han havde forladt Bari, opgav Alexander ikke sin forskning og skrev rapporten “Giftgasskader fra katastrofen i Baris havn”. Teksten blev straks hemmeligstemplet af militæret, men lægen sendte en kopi til forskerne på Edgewood, og på få uger var hans arbejde i Bari kendt hos amerikanske militærlæger. Blandt dem oberst Cornelius P. Rhoads, USA’s stædigste kræftforsker.
Som medicinalchef i den amerikanske hærs afdeling for kemiske våben havde Rhoads fri adgang til klassificerede rapporter som Alexanders. Efter at have læst rapporten skrev Rhoads til den unge læge og kaldte hans arbejde for et “klassisk feltstudium” og bad om kopier af søfolkenes patientjournaler. Alexander sendte Rhoads 40 journaler, som det var lykkedes for ham at få med ud af Bari.
Rhoads var især begejstret for Alexanders resultater, fordi de understøttede tidligere forsøg på det amerikanske Yale University. Her havde læger vha. indsprøjtninger testet kemiske stoffer på en kræftpatient, i håb om at stofferne slog kræftcellerne ihjel.
“Cancer er vores største fjende”. Militærlæge og pioner inden for kræftforskning Cornelius P. Rhoads.
Behandlingen var allerede kendt som kemoterapeutikum, kemisk terapi mod sygdomme, og teorien bag var formuleret ca. 50 år tidligere af den tyske videnskabsmand Paul Ehrlich. Da kræft var en af lægevidenskabens største gåder, var forskerne parate til at afprøve selv meget giftige stoffer i kampen mod den dødelige sygdom – og mange kræftsyge patienter var villige til at være menneskelige forsøgskaniner.
Et af de testede stoffer på Yale var kvælstofsennepsgas, kaldet HN2, en variant af sennepsgas. Behandlingen var lovende, da patientens kræftknuder svandt ind. Endnu var kemoterapi blot en eksperimentel behandling, men med Alexanders rapport havde Rhoads nu hundredvis af beviser på, at sennepsgas nedsatte cellernes deling. Dermed, håbede Rhoads, kunne stoffer som HN2 være midlet mod kræft.
I de følgende måneder talte Rhoads på lægekongresser rundt i USA og med nogle af landets fremmeste forretningsfolk. Budskabet var altid det samme: “Cancer er vores største fjende”. Uden behandling ville 12 mio. amerikanere årligt dø af kræft, understregede han.
Med sine talegaver og Alexanders resultater fik han bilfirmaet General Motors til at donere fire millioner dollars til et kræftforskningscenter for USA’s bedste forskere i fysik, biologi og kemi. Centerets formål var at forske intenst i udviklingen af kemoterapi og være et “frontalangreb” på kræft.
I 1955 blev den første forskningspris givet inden for kategorien kemoterapi.
Fra skyttegraven til hospitalslaboratoriet
Omkring 20.000 soldater døde af giftgas under 1. verdenskrig. Lægernes jagt på en kur mod det nye terrorvåben førte til udviklingen af moderne kemoterapi.
1891 – Kemoterapi testes første gang
Den tyske kemiker Paul Ehrlich indsprøjter syntetiske stoffer i to malariasyge patienter. Lægen håber, at stofferne dræber malariaparasitterne. Efter 8-10 dage får de to patienter det mærkbart bedre. Ehrlich kalder metoden for kemoterapi – en kemisk kur mod sygdomme.
1917 – Soldater blev kvalt ihjel
Tyskerne bruger for første gang sennepsgas under et slag ved den belgiske by Ypres. For at undersøge det nye våben obducerer franske og britiske militærlæger de døde. Mange giftramte soldater har skrumpet lymfevæv og usædvanlig få hvide blodlegemer.
1942 – Første test på et menneske
Lægerne Alfred Gilman og Louis Goodman fra Yale Universitet, USA, tester varianter af sennepsgas på en 47-årig dødeligt kræftsyg polsk emigrant. Patienten, kaldet J.D., får det kortvarigt bedre, men dør efter 45 dage af sin lymfekræft.
1949 – Første kemokur godkendt
Stewart Alexanders rapport har sat gang i kemoforskningen, og USA’s sundhedsmyndigheder godkender nu kemoterapi til kræftbehandling. En af de første behandlinger er med mustargen, en variant af kvælstofsennepsgas.
1958 – Kombi-kure redder børn
Kombination af flere slags kemikalier indsprøjtet i kræftpatienter viser lovende resultater. Både børn og voksne med leukæmi har gavn af behandlingen. I nogle tilfælde forsvinder kræften helt. Succesen ansporer læger til at finde de bedste kombinationer i kampen mod kræft.
1982 – Hormonbehandlinger vinder frem
Antihormoner viser sig effektive til at behandle patienter med brystkræft og prostatakræft. Ved at undertrykke mængden af kønshormoner bliver kræftceller ikke stimuleret i fx brystet, hvorefter de dør.
1999 – Stamceller er det nye våben
Forskerne opdager, at stamceller kan bruges til at modvirke kemoterapiens negative effekter. Stamcellerne tages fra patientens knoglemarv og føres tilbage i kroppen efter endt behandling. Nu stimulerer de blodproduktion og immunforsvar, som er blevet ødelagt af terapien.
2019 – Immunforsvaret kaldes til kamp
Kræft “slukker” kroppens immunceller, så de går i dvale frem for at bekæmpe kræftramte celler. Med særlige signalstoffer har lægerne nu fundet en måde at vække immuncellerne på igen. Stofferne indsprøjtes der, hvor kræften er konstateret, fx i et modermærke.
Bog bryder tavsheden
En augustdag i 1945 blev planerne for “Sloan-Kettering Institute for Cancer Research” fremlagt, og året efter kunne Rhoads afsløre sit “kemiske værktøj”, som han kaldte det. Indsprøjtede doser af HN2 skulle nu kurere kræftpatienterne. Rhoads tilbød Alexander stillingen som sin assistent, et svimlende karrierehop for en ung, ukendt militærlæge.
Trods udsigt til en fyrstelig gage, frie hænder til at forske “i de interessante observationer” af sennepsgas, som Rhoads kaldte det, og muligvis udvikle en sensationel kur mod kræft, endte Alexander alligevel med at afslå. Den unge læge var netop blevet far, og familielivet kaldte. Desuden var krigen slut, og Alexander havde lovet sin far at overtage familiens praksis i New Jersey – et løfte, han ikke ville svigte.
Sloan-Kettering-instituttet kunne den 16. april 1948 slå dørene op for kemoterapeutisk behandling af de første kræftpatienter. Rhoads’ behandlinger viste sig lovende: HN2-doserne fik de ramtes kræftknuder til at skrumpe – selvom mange døde af behandlingen.
Læge Cornelius P. Rhoads (anden fra venstre) fremlægger her planerne for “Sloan-Kettering Institute for Cancer Research”, som stadig står i dag.
Stewart Alexanders rapport fra Bari blev først offentligt tilgængelig i de amerikanske arkiver i 1959, hvor den blev fundet af Glenn B. Infield. Den pensionerede kamppilot havde sat sig for at opspore og interviewe så mange overlevende fra giftkatastrofen, som han kunne finde. Hverken søfolk eller hospitalspersonalet havde pga. af militærets censur måttet nævne tragedien i breve hjem, men mange indvilgede i at tale med Infield i 1960’erne.
Resultatet blev bogen “Disaster at Bari” i 1971, hvor offentligheden for første gang kunne læse om katastrofen på trods af mange års forsøg på at hemmeligholde den.
Ingen kender i dag tabstallet for søfolk og civile i byen, men et bud lyder på mindst 2.000 ofre. For sygeplejersken Gwladys Rees var det værste, at personalet aldrig kunne fortælle søfolkenes efterladte, hvad der var sket.
“Vi følte os forrådt”, huskede sygeplejersken senere med bitterhed.
Men tragedien den 2. december 1943 var også indirekte med til at redde millioner af menneskeliv verden over. Takket være bl.a. Stewart Alexanders indsats forstod lægerne efterhånden, hvordan en dødelig giftgas kunne bruges i kampen mod kræft.