Haleskytten var bombeflyets ensomme forsvarer

For anden gang på få måneder forsøger briterne at få ram på slagskibet, og hele 15 tunge Halifax-bombefly deltager i dagens dristige angreb.

Fra skibets kanoner brager granater fra tyskernes antiluftskyts – flak – mod bombeflyene. Trykbølgerne flår i Rivaz’ maskine, og de voldsomme ryk kaster skytten ud af sædet, da en ny fare dukker op: Ca. 30 tyske jagerfly er nået frem og går til angreb.

I den voldsomme spærreild kan Rivaz og hans kammerater se et britisk bombefly styrte ned med ild i motorerne. Pludselig registrerer Rivaz snurrende propeller ud for sit skyttetårn.

“Jager til styrbord”, råber han stakåndet.

Næppe har han udtalt ordene, før en ildspruttende salve står ud fra det fjendtlige flys maskingeværer. Rivaz svarer straks igen med sine fire maskingeværer. Duellen er et kapløb med tiden, for den hurtige jager haler ind på bombeflyet. Rivaz forsøger at holde hovedet koldt, mens han sender en storm af projektiler mod sin modstander.

“Hvorfor er han ikke gået ned endnu?!” raser han, mens de snurrende propeller nærmer sig.

Pludselig hvirvler en del af et haleror gennem luften, og øjeblikket efter vender jageren bugen opad. Så begynder den at rotere rundt i en spiral.

“Jeg fik ham”, råber Rivaz triumferende, mens jageren i rasende fart splintres mod havoverfladen.

Imens lykkes det bombeflyene at ramme Scharnhorst med tre bomber, der beskadiger slagskibet slemt. Angrebet er en succes. Men sejren har kostet dyrt. Fem Halifax-fly og i alt 35 mand vender aldrig hjem.

Målskydning efter modelfly

Richard Rivaz’ post var lige så udsat, som den lyder, for af alle bombeflyets besætningsmedlemmer havde haleskytten den farligste opgave. Mutters alene og isoleret fra resten af maskinen havde han ansvaret for at beskytte sine kammerater mod jagerflyenes nådesløse angreb bagfra. Og i tragisk mange tilfælde var det med livet som indsats.

Bombetogtet mod Scharnhorst var ikke Richard Rivaz’ første. Briten, der var uddannet kunsthistoriker, havde kort efter 2. verdenskrigs udbrud meldt sig til Royal Air Force (RAF). Den 32-årige Rivaz var for gammel til at blive pilot, men som skytte på en bombemaskine kunne han gå an. I sommeren 1940 fik han tjeneste som haleskytte ved RAF’s 102. eskadrille med base i Yorkshire.

Få måneder forinden havde briterne indledt bombetogter mod strategiske mål som tyske havneanlæg og skibsværfter. Men bombemaskinerne var sårbare over for Luftwaffes jagerfly og blev derfor udstyret med skytter bevæbnet med kraftige maskingeværer.

For at blive haleskytte måtte Rivaz gennemgå intensiv træning. Først og fremmest skulle han kende alt til sit våben, det britiske Browning .303-maskingevær. Våbnet var i stand til at affyre 1.150 skud i minuttet og var derfor effektivt i kamp mod de hurtige jagerfly.

Rivaz trænede igen og igen kunsten at skille geværet ad og samle det igen. Hele processen skulle færdiggøres på to minutter – med bind for øjnene.

Efter våbentræningen lærte skytterne bombeflyets tårne at kende. De var af plexiglas og sad i flyets næse, midtpå og i halen. Et hydraulisk og elektrisk system gjorde det muligt for skytterne at bevæge tårnet fra side til side.

Men skyttens evne til at beregne skudvinkel og modstanderens hastighed var altafgørende. Færdigheder i at ramme et bevægeligt mål, mens de selv var i bevægelse, trænede skytterne ved at skyde til måls mod modelfly i krydsfiner.

Modellen kørte rundt på en oval jernbane. Tårnet stod opstillet ved siden af jernbanen og bevægede sig forlæns og baglæns, mens skytten skød efter modellen.

Efter endt træning blev Rivaz sendt ud i en kamp, som skulle blive en af krigens største og blodigste – en ubarmhjertig duel, der sendte 69.000 allierede fly imod 61.000 tyske og kom til at koste langt over 100.000 allierede besætningsmedlemmer livet.

Is dækkede geværerne

Richard Rivaz fik sin ilddåb under togter mod olieraffinaderier i Köln og mod Ruhr-distriktet, Tysklands største industriområde. Under togterne blev flyet angrebet af både jagere og flak, men Rivaz gjorde også bekendtskab med to af haleskyttens andre fjender: Kulden og ensomheden.

I modsætning til de andre besætningsmedlemmer, som kunne se hinanden, var haleskytten helt isoleret uden mulighed for at følge med i, hvad der skete i de øvrige dele af maskinen.

“Jeg begyndte at føle mig temmelig ensom og afsondret fra de andre. Jeg begyndte også at spekulere på, hvad der foregik i den anden ende af flyet? Måske havde de andre travlt med at tage faldskærm på? Eller måske havde de allerede iført sig faldskærmen og var hoppet ud uden at tænke på mig?” spekulerede Rivaz under et af de første togter.

Endnu værre var den bidende kulde. I 6.000 meters højde styrtdykkede temperaturen ofte til minus 40 °C i de utætte kanontårne. Kulden betød, at et lag af frost og rim satte sig på tårnets inderside, mens flere centimeter is dækkede geværet.

Adskillige lag af tykt tøj kunne til en vis grad løse problemet med den intense kulde. Før en mission iførte Rivaz sig derfor – foruden sin flyvedragt og uniformstrøje – også en vest, bukser, skjorte, tre pullovere, en sweater og fire par sokker samt et halstørklæde.

“Jeg tog altid så meget tøj på, jeg kunne. Ofte er det umuligt at holde sig varm, men der er stor forskel på at fryse og så fryse på en uudholdelig måde”, skrev Rivaz i sin dagbog.

Han havde dog ikke tid til at dvæle ved kulden og ensomheden.

Granat rev hul i skroget

Tyskerne forsvarede deres industrianlæg og byer med alt, hvad krigsindustrien kunne opbyde. På en klar nat med fuldmåne nærmede Rivaz’ Halifax-maskine sig Köln, da hele skroget pludselig rystede voldsomt.

“Jeg husker en øredøvende eksplosion og et blændende rødt lys”, skrev Rivaz senere.

Motorernes kværnen forstummede. Alt blev mørkt og stille. Rivaz frygtede, at en granat fra tyskernes flak-batterier havde ramt lige bag hans tårn og blæst det løs fra flykroppen. I mørket kunne Rivaz ikke se tårnets sider, mens han faldt – og faldt og faldt.

“Er det sådan, det skal ende? Vil jeg kunne mærke det, når jeg rammer jorden?” tænkte han, mens han hvirvlede igennem det mørke ingenting.

Bedst som han var sikker på, at han var tæt på jorden, hørte han en knitrende stemme: “Revs, kom herop”, lød det fra piloten.

Det lykkedes Rivaz at få vendt sig om på den trange plads. Med hænderne strakt ud foran sig følte han sig frem. Skydedøren mellem tårnet og flykroppen var skudt i stykker, og han kunne skimte et ulmende rødt skær fra en brand i cockpittet. På vej fremad bemærkede han et gabende hul i flyets side.

Mens piloten stabiliserede flyet og satte kursen hjem mod England, hjalp den rystede Rivaz med at slukke branden. Alle ombord var utrolig nok stadig i live, da flyet timer senere landede.

Ikke længe efter var Rivaz igen på togt over Köln, hvor de britiske fly tæppebombede byens industriområder. Fra sin haleplads kunne Rivaz iagttage ødelæggelserne. Men følelsen af triumf ved at have ramt et mål blev overskygget af bombardementernes gruopvækkende effekt:

“Ilden brændte stadig i Köln, hvor der måtte være stor lidelse og elendighed”, skrev Rivaz. “Nogle måtte være i live, men med brækkede knogler og ude af stand til at bevæge sig. Og alt, hvad de ville sanse, var stanken af murbrokker og rådnende kød”.

Ild skulle knække tyskerne

Få måneder senere blev Rivaz og hans kammerater endnu en gang sendt til Köln, der i mellemtiden havde fået sit luftforsvar opgraderet. I flok buldrede bombeflyene ind over byen, hvor hundreder af tyske søgelys og flakbatterier gik i gang med at finde mål.

“Jeg kiggede. Omkring 100 søgelys pegede alle på det samme sted, og i punktet, hvor strålerne krydsede hinanden, lynede gnister og glimt”, bemærkede Rivaz.

En ensom bombemaskine var blevet fanget af søgelysene, og antiluftskyts-batterierne var nu i gang med at flå det i stykker.

“En rød glød dukkede op mellem glimtene. Den delte sig i to glødende pletter, som styrtede, mens søgelysene nådesløst fastholdt dem”, iagttog Rivaz.

Kort efter eksploderede den ene af de to pletter og slukkede alt håb om, at nogen af de syv mænd ombord kunne have overlevet.

Mens 1941 gik på hæld, stod det klart, at RAF’s præcisionsbombardementer af militære og industrielle mål var en fiasko. Kun én ud af fem bombemaskiner formåede at ramme inden for en radius af otte kilometer fra målet.

Strategien måtte ændres. Fra februar 1942 skulle togterne i stedet gå efter byerne for at nedbryde befolkningens støtte til regimet. Da ild var det mest effektive – og frygtindgydende – middel til at ødelægge store byområder med, medbragte flyene brandbomber.

Kontrasten mellem de stille timer i det ensomme tårn og synet af det brændende inferno på landjorden var voldsom for haleskytterne, der konstant observerede resultatet af bombardementerne. Ron Smith fløj som haleskytte på 65 missioner i den legendariske Lancaster-bombemaskine. Han glemte aldrig synet af det brændende Berlin.

“Flak skar sig gennem de brudte, oplyste skyer for derefter yndefuldt at glide forbi mit tårn. En Lancaster gled over nattehimlen med en enkelt jager lige bag sig, som var de to fartøjer forbundet af en usynlig tråd. Byen nedenunder sydede og kogte. Store flammer blussede op, når en bombe borede sig ned i den forfærdelige pøl”, skrev Ron Smith.

Faldskærm gik op i røg

Luftvåbnets ledelse havde dog ingen skrupler, og bombardementerne af de tyske byer blev i 1942 og 1943 intensiveret.

I sommeren 1942 ankom flyenheder fra USA til Storbritannien for at deltage i bombardementerne. Med sig bragte amerikanerne bombeflyet B-17, der kunne flyve højere, hurtigere og længere end de fleste andre. Flyets modstandsdygtighed over for flak og geværild gav det tilnavnet “Den Flyvende Fæstning”.

Udfordringerne fra jagerfly imødegik B-17 ved at medbringe hele 13 maskingeværer. Pladsforholdene for haleskytterne var dog ikke bedre. Skytterne måtte sætte støvlerne ind først, før de på strømpesokker tog plads i det snævre tårn.

Endnu værre var det i det britiske Lancaster-bombefly, hvor haleskytten end ikke havde plads til en faldskærm. Den skulle han anbringe uden for tårnet. Ordningen var nær blevet fatal for Nicholas Alkemade. Den 22-årige haleskyttes fly blev den 24. marts 1944 sendt på togt mod Berlin sammen med 810 andre bombemaskiner.

På hjemturen angreb en tysk jager Alkemades maskine. Bombeflyet blev ramt og brød i brand, mens plexiglasset i Alkemades tårn blæste ud. Men selvom iskold vind blæste ind udefra, kunne han mærke en intens hede fra den bagerste del af flyet.

Piloten gav alle ordre til at iføre sig faldskærmene og forlade maskinen. Men da Alkemade åbnede skydedøren for at lede efter sin faldskærm, var heden så intens, at hans iltmaske begyndte at smelte. Hele flyets bagende stod i flammer – og det samme gjorde Alkemades faldskærm.

Selv hans tøj var i flammer, da Alkemade i lidt over fem kilometers højde kastede sig sig ud fra det rudeløse tårn – uden faldskærm. Med 200 km/t. hvirvlede den ensomme haleskytte mod jorden:

“Det var helt stille, kun lyden af maskinens brummen i det fjerne. Ingen følelse af at falde overhovedet. Ærgrelsen over ikke at nå hjem var min hovedtanke, og jeg tænkte en enkelt gang, at det faktisk ikke føltes mærkeligt at skulle dø om få sekunder”.

Tre timer senere vågnede Alkemade i en snedrive på jorden. Han havde overlevet, hvad de færreste mennesker overlever, og endte efterfølgende i en tysk krigsfangelejr.

Så heldige var de færreste. Under 2. verdenskrig blev hele 20.000 flyskytter dræbt.

Superfly indvarslede ny æra

End ikke de intensive bombetogter formåede dog at knække tyskerne. Mens soldater efter D-dag i juni 1944 kæmpede sig frem mod Berlin, måtte amerikanerne konstatere, at togterne ikke virkede efter hensigten. Løsningen blev at skrue op for bombardementerne.

I det sidste halvår af 1944 havde de allierede gennemsnitligt 3.000 fly i luften over Tyskland – hver eneste dag. Døgnet rundt regnede bomberne ned over tyskerne, der i samme periode blot havde ca. 400 jagerfly tilbage til forsvaret. Mens allierede landtropper støt trængte frem, fortsatte den brutale luftkrig, hvor tyskerne i manglen på jagerfly satsede på at fylde himlen med antiluftskyts-granater.

“Hele formationen blev skudt sønder og sammen. Jeg har aldrig oplevet så kraftig og så dødelig flak i nogen mission. Alt, de havde – med undtagelse af køkkenvasken – blev smidt i hovedet på os”, erindrede haleskytten Kenneth Green efter et togt mod Berlin den 15. marts 1945.

“Jeg tabte syv kilo på den tur – bare ved at svede”, bemærkede Green, der efter landingen talte 36 huller i flyets skrog.

Først ved udgangen af marts 1945 indstillede de allierede bombetogterne. Da havde de kastet næsten tre millioner tons bomber – og mistet 40.379 bombe- og jagerfly.

Omkring en måned senere kapitulerede nazisterne. Krigens afslutning betød, at det amerikanske luftvåbens banebrydende nyskabelse, Boeing B-29 Superfortress, aldrig blev sat ind i Tyskland. Flyet var ellers krigens dyreste – en hel milliard dollars dyrere end udviklingen af atombomben.

Flyet var ikke alene en formidabel bombemaskine, men bød også på en revolutionerende nyskabelse til gavn for skytterne. Nu kunne våbnene nemlig affyres fra en behagelig trykkabine via et centralt ildstyringssystem. En ny æra var begyndt.

Richard Rivaz kom dog aldrig til at opleve den rivende teknologiske udvikling. Han overlevede krigen, men omkom, da det RAF-fly, han var passager i, styrtede ned i Belgien i oktober 1945.