Bombeskytte Joe Krogman klarede sig normalt gennem dagen ved at betragte sig selv som en død mand. Det holdt angsten på afstand og humøret oppe. Men dagens mission fik alligevel et dystert skær til at sænke sig over den muntre bondeknægt fra Iowa.
“Det dumme svin”, knurrede han. Samtaleanlægget sendte Krogmans let nasale stemme rundt i hele det store B-29-bombefly Lady Annabelle.
“Det dumme svin”, gentog Krogman, mens besætningen gjorde sig klar til at lette fra den lille stillehavsø Tinian.
“Det dumme svin”.
“Hvem taler han om?” spurgte en.
“LeMay”, svarede kaptajnen.
Ny taktik spredte frygt
Generalmajor Curtis LeMay var hjernen bag dagens mission, der bar kodenavnet “Meetinghouse”. I alt 334 sølvglinsende B-29-bombefly skulle i løbet af aftenen den 9. marts 1945 lette fra de amerikansk kontrollerede stillehavsøer Tinian, Guam og Saipan med kurs mod den japanske hovedstad, Tokyo.
Taktikken var radikalt anderledes end ved tidligere angreb. I stedet for at smide almindelige bomber skulle B-29’erne tæppebombe Tokyo med napalm.
Og i stedet for at bombe fra de sædvanlige ni kilometers højde skulle piloterne flyve lavt ind over storbyen og dens antiluftskytsbatterier. For bombeskytten Krogman og de andre besætningsmedlemmer lignede det hele mest af alt en selvmordsmission.
“Det dumme svin”, bandede han igen.
Rygterne havde svirret blandt B-29-besætningerne på de tre stillehavsøer hele morgenen, og eftermiddagsbriefingen havde bekræftet deres værste anelser.
Ikke alene skulle B-29’erne flyve ind over Tokyo i helt ned til 900 meters højde, så de var udsat for både antiluftskyts og japanske jagerfly, som kun med besvær kunne nå op i B-29’ernes sædvanlige operationshøjde.
Flyene skulle tilmed angribe enkeltvis i stedet for at ankomme i formation, hvilket ville gøre dem mere sårbare. Og i stedet for at bombe om dagen skulle bombeskytterne kaste deres klyngebomber ved midnat – hvilket de ikke var trænet i.
Ovenikøbet fik piloterne besked på at efterlade maskinkanoner, ammunition og skytter på jorden for at gøre plads til endnu flere bomber.
Den sidste del af ordren valgte kaptajnen på Lady Annabelle, Percy Usher Tucker, ganske enkelt at ignorere. Derfor sad skytten John R. Dodd på sin plads ved det midterste højre maskingevær og rystede af skræk, mens piloten på vej ud ad startbanen gassede op for maskinens fire store propelmotorer.
“Jeg kan ikke”, sagde Dodd højt ind i sin mikrofon.
“Jeg kan ikke, jeg kan ikke”, gentog han, mens han knugede en bedekrans.
“Det dumme svin”, sagde Krogman.
“Radiodisciplin”, kommanderede kaptajn Tucker.
Motorlarmen tog over, og det store fly steg til vejrs med kurs mod Japan. Bagude lettede den ene store B-29’er efter den anden og satte kursen i samme retning. Hver bar de mere end 1.500 brandbomber skjult i bugen.
Mens de amerikanske bombefly nærmede sig Tokyo, fjantede skolepigen Funato Kazuyo med sine søskende i familiens hjem i et af byens lavtliggende beboelseskvarterer. For første gang i lang tid var apotekerdatteren genforenet med hele sin familie.
Funato havde i en periode været evakueret til en landsby, men nu var hun blevet sendt hjem igen, og hendes brødre var også hjemme fra militær- og arbejdstjeneste.
I løbet af aftenen blæste en kold vind op fra nord og fik byens døre til at klapre med vindstød helt op til orkanstyrke, men inde i familiens hjem var stemningen varm.
“Vi larmede og var glade”, huskede Funato Kazuyo mange år senere.
Familien gik tidligt til ro på grund af myndighedernes mørklægningskrav – men uden at frygte de amerikanske bomber, der plejede at falde om dagen. Dødstallet fra samtlige hidtidige luftangreb på Tokyo lå under 1.300.
Besætningerne på de B-29’ere, som blev sendt mod Tokyo, frygtede, at de blev sendt i døden
Kejserens mænd gav aldrig op
På Guam lidt nord for Tinian havde generalmajor Curtis LeMay stået med en cigar mellem tænderne og betragtet de brølende bombefly drøne ud ad startbanen ét efter ét.
Da den sidste B-29’er var lettet, havde han bevæget sig mod sit hovedkvarter for at vente. Generalmajoren var udmærket klar over, at han var i færd med et gigantisk sats, der kunne koste hans bedste mænd livet og ham selv jobbet.
LeMay havde overtaget kommandoen over de amerikanske bombetogter over Japan på et tidspunkt, hvor kampagnen langtfra gik som planlagt.
Selvom alt siden slaget ved Midway i 1942 kun var gået amerikanernes vej, nægtede de fanatiske generaler i spidsen for Japans hastigt skrumpende imperium nemlig at give op.
Amerikanerne måtte kæmpe sig fra ø til ø, og udsigten til en langtrukken og blodig invasion af selve Japan red generaler som LeMay som en mare. Det forventede tabstal lød på en halv million amerikanske liv eller flere.
B-29’erne skulle med deres vældige flyvehøjde og uhørt lange rækkevidde have været et strategisk supervåben, der kunne ødelægge japanernes krigsindustri, knække regimets urokkelige kampvilje og fremskynde krigens afslutning.
Problemet var bare, at B-29’ernes bomber sjældent ramte deres mål. Videnskaben forstod endnu kun dårligt de jetstrømme, som konstant blæste over Japan, og derfor blev de store fly og deres bomber konstant blæst ud af kurs.
Noget drastisk skulle ske, og drastisk var netop, hvad Curtis LeMays plan var: Han satte sig for at skabe den perfekte ildstorm over Tokyo.
I 1940 havde de allierede første gang observeret det enorme destruktive potentiale ved brandbomber, da næsten 450 tyske Luftwaffe-fly forvandlede den britiske by Coventry til ét stort flammehav ved hjælp af 30.000 brandbomber.
Hævnen kom i 1943, da mere end 700 allierede bombefly satte Hamborg i brand, og 45.000 tyskere mistede livet i en altædende ildstorm. De allierede gik nu målrettet efter at knække den tyske civilbefolknings kampvilje, og i februar 1945 kulminerede angrebene med en tre dage lang, altødelæggende bomberegn over Dresden.
LeMay var på det tidspunkt også begyndt at eksperimentere med brandbomber mod japanerne, og blot 10 dage efter Dresden-angrebet sendte han en styrke B-29’ere mod Tokyo med 411 tons af amerikanernes nye M-69-brandbomber ombord.
Resultaterne overbeviste LeMay om, at de napalmholdige bomber var vejen frem. 2,5 km² af byen brændte ned, og 28.000 bygninger blev ødelagt. Til angrebet den 9. marts fordoblede LeMay derfor antallet af fly og firedoblede antallet af brandbomber.
Advarsler blev overhørt
Efterhånden som sværmen af B-29’ere nærmede sig kysten, gjorde mændene inde i flyenes trykregulerede kabiner sig klar.
De trak deres tunge, stålforede fragmentationsveste over hovederne for at beskytte sig mod det frygtede antiluftskyts. En del iførte sig også hjelme, selvom hovedbeklædningerne kom i vejen for deres kommunikationsudstyr.
Ud for kysten opfangede små japanske flådefartøjer den dybe brummen fra flyenes store propelmotorer, men deres radioadvarsler gik tabt i stormvejr og utilstrækkelige kommunikationsveje, mens en kvart måne ufortrødent lyste ned på de store, sølvglinsende fly.
2.500 km væk på Guam sad general Curtis LeMay og ventede. Han befandt sig i sit skrabede hovedkvarter, en halvmåneformet, præfabrikeret hytte af samme slags, som husede tusinder af menige amerikanske soldater over hele den mægtige krigsskueplads i Stillehavet.
Generalens eneste selskab ud over missionskort og dokumenter var PR-manden St. Clair McKelway, som var blevet LeMays fortrolige.
PR-manden havde fået besked på at blive hængende, indtil mændene i forreste linje havde smidt deres bomber. Der var stadig en halv time igen, og de to mænd i den skarpt oplyste hytte var løbet tør for ting at tale om.
“Kunne du tænke dig en Coca-Cola?” spurgte LeMay pludselig. “Jeg kan snige mig ind i mit kvarter uden at vække de andre og snuppe to, og så kan vi drikke dem i min bil. Det vil slå det meste af den halve time ihjel”.
Kort efter sad de to mænd i LeMays Jeep med hver sin cola og stirrede ind i junglemørket omkring lejren.
Målet for dagens mission var et af Tokyos – og verdens – tættest befolkede områder med et virvar af små træhuse og fabrikker bygget hulter til bulter langs snørklede gyder og ganske få større veje.
I det livlige forlystelseskvarter Asakusa – pakket med restauranter, geisha-huse og bordeller – var befolkningstætheden oppe på 350.000 indbyggere per km². I alt boede omkring 750.000 mennesker i det lavtliggende byområde. De fleste var fattige eller tilhørte den lavere middelklasse.
LeMay og de øvrige amerikanske militærplanlæggere retfærdiggjorde brandbombeangrebet med, at den japanske krigsindustri i vidt omfang fik sine komponenter fra et virvar af små underleverandører, som lå spredt ud over beboelsesområderne. Men civile tab blev ikke anset for en ulempe – snarere tværtimod.
Efter japanernes pludselige angreb på Pearl Harbor i 1941 var det en udbredt holdning, at “den eneste gode jap var en død jap”.
Og allerede tre uger før Pearl Harbor havde den amerikanske hærs øverstkommanderende, general George C. Marshall, fortalt journalister på en hemmelig briefing, hvordan amerikanerne ville reagere på et eventuelt japansk angreb.
Amerikanske bombefly, sagde generalen, ville “sætte ild til Japans papirbyer. Der vil ikke være nogen tøven med at bombe civile – det vil blive all-out”.
Mange bygninger var bygget af træ og papir og udgjorde det perfekte mål for brandbomber. General LeMay satte sine folk til at sigte efter et tætbefolket område, hvor der boede op til 265.000 mennesker per km2.
Bomber skabte kaos på få minutter
Med næsten 480 km/t. drønede de første fly hen over Tokyo i blot 1.500 meters højde og strøede kaskader af brandbomber ud over byen. Flyene tegnede et brændende kryds hen over byen, som efterfølgerne kunne sigte efter.
Bombealarmen lød først et kvarter over midnat – syv minutter efter at de første bomber var faldet. Til amerikanernes store overraskelse gik ingen japanske jagerfly til modangreb. De var ikke blevet advaret i tide.
Skolepigen Funato Kazuyo blev vækket af sin mor og lyden af totalt kaos.
Høje brag lød allevegne. Hendes far tog en hjelm på og løb til den lokale skole, hvor han skulle hjælpe i borgerværnet.
Funatos brødre løb ud på gaden for at forsøge at slukke de første småbrande. Funato krøb sammen med sin mor og lillesøster ned i det interimistiske bombeskjul, familien havde gravet under farens apotekerbutik.
Moren knugede Funatos få måneder gamle lillebror. Pludselig kom en af de andre brødre farende og råbte, at de skulle flygte ned mod skolen, før de blev omringet af flammer. Ude på gaden herskede ragnarok. Natten var allerede oplyst af kraftige brande.
“Nordenvinden var utrolig stærk. Flyenes rumlen var et overvældende brøl, som fik jorden og himlen til at ryste. Brandbomber faldt overalt”, huskede Funato senere.
Vinden skabte de perfekte forhold til at få ilden til at spredes, og i løbet af mindre end en halv time forvandlede den konstante regn af napalm angrebszonen til det nærmeste, menneskeheden nogensinde er kommet helvede på jord.
B-29’erne brølede ind over byen fra alle sider, og selvom søgelys konstant jog hen over nattehimlen, fangede de kun sjældent et af de sølvglinsende fly længe nok til, at antiluftskytterne kunne tage sigte.
Nede på jorden kiggede den 14-årige skoleelev Katsumoto Saotome op mod himlen og så, hvordan de gyldne flammer spejlede sig i de store bombeflys blanke skrog.
Ilden hærgede voldsommere og voldsommere for hvert bombenedslag. Når amerikanernes M-69-brandbomber ramte jorden, antændtes en lunte, som sekunder senere fik bomberne til at skyde en brændende masse af klæbrig napalm op i luften.
Funato Kazuyo løb med sin mor og lillesøster hen til den nærliggende skole, men bombeskjulet dér var ikke meget andet end en skyttegrav.
“Folk gik i panik, løb og skreg ‘Vi kommer allesammen til at dø! Ilden kommer’. Lyden af faldende brandbomber, whizzz, den øredøvende rungen fra flyene og den enorme brølen fra ilden og vinden overvældede os”.
De mange små brande udviklede sig til ét stort, brølende monster af en snurrende ildstorm. Forneden sugede uhyret iltholdig luft ind med orkanstyrke, og i sin midte udspyede det en gigantisk søjle af glødende gasser, mens det fortærede alt på sin vej.
Intet brandvæsen i verden kunne have hamlet op med dette monster – og slet ikke Tokyos håbløst utilstrækkelige styrke på 8.100 brandmænd.
Næsten 100 brandbiler brændte eller smeltede i flammerne og gik til grunde sammen med mændene, der forsøgte at betjene dem.
Katastrofen blev endnu værre af, at indbyggerne havde fået besked på at organisere sig i borgerværn og bekæmpe ilden under parolen “Kæmp, løb ikke”.
De eneste med en reel chance for at overleve var dem, som hurtigt indså, at flugt var deres eneste håb om redning.
Blandt dem, der tog flugten, var den 36-årige kvinde Kiyoko Kawasaki. Hun forsøgte at beskytte sig mod ilden med to spande fyldt med vand.
“De prostituerede, som plejede at hænge ud ved flodbredden, hoppede ned i en nærliggende dam”, fortalte hun mange år senere. “Men dammen var kogende, så de døde allesammen”.
Et sted midt i kaosset stod en lille pige med briller i en bleg forårskjole og vidste ikke, hvad hun skulle gøre.
Hendes mor havde af en eller anden grund sendt hende udenfor, og nu stod otte-årige Yuki Hiragama handlingslammet, mens folk flygtede i alle retninger omkring hende. Bomber slog ned midt i menneskemængderne.
Pludselig så den otte-årige pige sin midaldrende nabo komme væltende, skrigende og med ild i sin traditionelle japanske kimono.
En anden nabo smed sig på den brændende varme jord og krøb sammen i fosterstilling. Temperaturen steg og steg, skrigene tog til, og Yuki kunne lugte brændende kød. Til sidst løb også hun. På vej hen over Sumida-floden lagde hun mærke til, at flodens overfladevand kogte under hende.
Efter den – med amerikanske øjne – vellykkede bombemission var lettelsen på B-29’erne stor.
Voldsom opdrift kastede fly omkring
Lady Annabelle med Joe Krogman ved bombesigtet ankom til Tokyo, da det meste af byen allerede stod i flammer.
Krogmans ordrer lød på at sigte efter et område tæt på flammerne, som endnu ikke var i brand. Koncentreret stirrede han ind i sit bombesigte. Ingen sagde noget, mens bombeskytten tog sigte.
“Bombs away”, sagde Krogman endelig. Flyet gav et ryk opad, da bombelugerne åbnede og lod den tonstunge last styrte ned mod byen. Bag ham sikrede den skrækslagne skytte Dodd sig, at alle bomberne vitterlig var ude, så Lady Annabelle kunne vende hjem.
Andre B-29-besætninger havde markant mere dramatiske oplevelser over Tokyo dén nat. Den voldsomme opdrift skabt af ildstormen løftede nogle af de store fly 1,5 km i vejret på et øjeblik.
En B-29’er blev fx brutalt vendt på hovedet, kort efter at flyets bomber var blevet kastet, og kun en feberredning af piloten reddede besætningen fra at dø.
I alt 14 B-29-bombere gik tabt i løbet af det tre timer lange togt – langt færre, end flyvevåbnet havde frygtet. Andre nåede af forskellige tekniske årsager aldrig frem. Men de 279, som gjorde, kastede tilsammen 8.519 klyngebomber med i alt 1.665 tons brandammunition.
Ødelæggelserne var ufattelige. Flammerne fortærede 41 km² af byen. 261.000 bygninger gik op i røg, og 1,15 mio. japanere blev hjemløse.
Det officielle dødstal lød på 79.466, men medtog kun identificerede lig. Reelt kostede angrebet formentlig 100.000 liv eller flere. Stanken af brændt kød nåede helt ind i kabinerne på nogle af B-29’erne.
Redningslederen Shigenori Kubota satte ud for at hjælpe de overlevende klokken 10 minutter i fire om morgenen.
Det ene gruopvækkende syn efter det andet mødte ham, mens han bevægede sig rundt på den gigantiske, rygende brandtomt.
Ved en bro fandt han en “skov af lig” så forkullede, at en enkelt berøring fik dem til at smuldre. Floden under broen var endnu mere makaber.
“Hele flodspejlet var sort, så langt øjet rakte – sort af brændte kroppe, stolper, og hvem ved hvad”, huskede Kubota senere. “Alle kroppene var nøgne. Tøjet var brændt væk, og de var frygtelig ens. Det var umuligt at se forskel på mænd, kvinder og selv børn”.
Skolepigen Funato Kazuyo overlevede natten ved at krybe ned i en grøft sammen med sin lillesøster. Ved de første tegn på daggry stavrede de to søstre tilbage mod stedet, hvor deres hus havde stået.
Alt var stille. Glasflaskerne i hendes fars apotekerbutik var smeltet. Foran huset, som stadig stod, lå liget af en mand i familiens vandbeholder.
Han var blevet kogt levende. Funato fandt sin ene bror blændet af røg, men med glædestårer trillende ned ad kinderne, da det gik op for ham, at søstrene havde overlevet. Lidt senere ankom også Funatos far og en af hendes storebrødre.
“De, som kom tilbage, var som spøgelser. De sagde ingenting”, huskede Funato senere. Hendes mor var der også, barfodet og svøbt i et militærtæppe.
Tøj og hår var totalt forkullet. Spædbarnet havde hun ikke længere hos sig. På morens ryg, hvor Funatos yngste lillebror havde siddet, lagde pigen mærke til tydelige brændemærker. Moren fortalte aldrig, hvad der var sket.
Kejseren lod sig tilsyneladende ikke mærke af de ødelæggelser, han så i Tokyo. Først med atombomberne over Hiroshima og Nagasaki gav han op.
Kejseren gav op til sidst
Kejser Hirohito bevægede sig personligt ud for at tage ødelæggelserne i øjesyn seks dage senere, udtryksløs og klædt i generalsuniform og ridestøvler. På det tidspunkt var en spontan evakuering af Tokyo allerede i gang.
Mere end en million mennesker forlod hovedstaden med deres sparsomme ejendele for at søge tilflugt fjernt fra de amerikanske bomber.
Men det skulle vare lang tid, før Hirohito og de fanatiske generaler i spidsen for Japans krigsindsats skånede deres befolkning for yderligere lidelser.
“100 millioner vil stolt dø”, messede den japanske krigspropaganda, mens napalmen fortsatte med at regne ned over kejserrigets storbyer i foråret og sommeren 1945.
Først med atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i begyndelsen af august blev Hirohito overbevist om, at han måtte trodse sine stålsatte generaler, der var parat til at kæmpe til det sidste.
Overalt i Japan brød den hårdt prøvede befolkning ud i tårer, da de den 15. august for første gang nogensinde hørte kejserens stemme i radioen.
“Hvis vi fortsætter med at kæmpe, vil det ikke bare ende med et ultimativt kollaps og udslettelsen af den japanske nation, men også føre til den menneskelige civilisations endeligt”, sagde Hirohito.
Samme dag begik den fanatiske japanske krigsminister Korechika Anami harakiri – rituelt selvmord.
Dermed kunne Curtis LeMay og de andre generaler i spidsen for USA’s krigsindsats ånde lettet op: Deres skånselsløse bombardementer havde til sidst virket efter hensigten. Den store invasion af Japan var undgået.
“Hvis vi havde tabt krigen, ville vi alle være blevet retsforfulgt som krigsforbrydere”, citerede en af generalmajor Curtis LeMays stabsofficerer ham efterfølgende for at have sagt.