Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Hiroshima: Den dag atombomben sprang

Et specialbygget B-29-bombefly letter den 6. august 1945 med atombomben Little Boy ombord. Hiroshima har første prioritet som atombombens mål, men også Kokura og Nagasaki er i sigte.

Kl. 2.45: Hiroshima er missionens første prioritet

Stemningen er anspændt i cockpittet, da piloten Paul Tibbets lukker op for gashåndtagene på den specialbyggede B-29’er. Flyet vejer hele 12 tons mere end normalt.

Kommer det ikke snart i luften, havner bombemaskinen og dens frygtindgydende last i Stillehavet for enden af landingsbanen.

4,5 af de 12 tons ligger i det forreste bomberum. Her befinder atombomben Little Boy sig.

I dag, den 6. august 1945, skal kæmpen bruges til historiens første angreb med atomvåben.

Ekstra benzin til den over 2.500 km lange flyvetur til Japans sydkyst tynger også, for brændstoffet skal række til hjemturen tilbage mod øen Tinian langt ude i Stillehavet.

Overvægt er dog ikke den eneste grund til, at stemningen er trykket. Ved siden af Tibbets sidder Robert Lewis i andetpilotsædet.

Han plejer at have kommandoen over flyet, men fordi missionen går ud på at kaste en bombe af en helt ny og ukendt type, har hans overordnede – oberst Tibbets – valgt selv at sætte sig i førstepilotens sæde.

Store, sorte bogstaver på siden af flyet fortæller hele verden om Lewis’ ydmygelse: Lige under cockpittet står der Enola Gay – navnet på Tibbets’ mor. Lewis er stadig rasende.

Måske på grund af den dårlige stemning har Tibbets ikke fortalt Lewis, hvordan han har tænkt sig at få det 65 tons tunge fly i luften: Den erfarne pilot vil udnytte hele landingsbanen og opbygge mest mulig fart, før han forsøger at lette.

Tibbets koncentrerer sig om at holde flyet nede, mens de fire store motorer langsomt får flyet op i fart. Da Enola Gay er mere end to tredjedele nede ad landingsbanen, råber Lewis:

“Hun er for tung. Løft hende op nu”.

Men Tibbets ignorerer ham og holder hjulene på jorden. Et blik på instrumenterne viser ham, at propellerne stadig ikke er oppe på de 2.550 omdrejninger i minuttet, som han mener er nødvendige for, at flyet kan lette.

Lewis griber ud efter sin styrepind, da enden af landingsbanen nærmer sig. “Nej – lad være”, råber Tibbets.

Først i sidste øjeblik, da Lewis igen læner sig frem for at gribe ind, hiver Tibbets tilbage i styrepinden, og langsomt slipper det store fly landingsbanen, netop hvor den slutter.

“Alt gik godt under takeoff. Intet usædvanligt at bemærke”.
Indlæg i Lewis' dagbog.

Enola Gay er i luften. Om mindre end seks timer vil flyet nå Japan og kaste verdens første atombombe.

Besætningen ved ikke meget om våbnet og missionen – kun at de skal kaste en hemmelig og meget kraftig bombe.

Tre år og otte måneder er gået, siden Japan den 7. december 1941 bombede USA’s stillehavsflåde i Pearl Harbor og trak amerikanerne ind i 2. verdenskrig.

I starten virkede japanerne uovervindelige, men langsomt blev de fortrængt fra ø efter ø i Stillehavet. Kampene var uhyre blodige.

Næste nødvendige skridt var at invadere selve Japan eller på anden vis tvinge japanerne til betingelsesløs kapitulation.

Besætningen ombord på Enola Gay kender stadig ikke missionens mål – det har tre andre fly til opgave at finde ud af.

De tre opklaringsfly er på vej til kystbyerne Hiroshima, Kokura og Nagasaki. Hiroshima har første prioritet, men gør lavthængende skyer byen svær at ramme, skal Enola Gay sætte kurs mod et af de to alternativer.

Verdens første atombombe blev fløjet til Japan i lastrummet på B-29’eren Enola Gay. Det store bombefly var opkaldt efter piloten Paul Tibbets’ mor. Foto: Getty Images

Kl. 3.00: Et nyt krigsvåben introduceres

I cockpittet taler Lewis og Tibbets stadig ikke sammen – bortset fra rutinekommandoer. Ingen af dem nævner med et ord, at Lewis var ved at tage over på det allermest kritiske øjeblik.

I sin logbog noterer Lewis: “Alt gik godt under takeoff. Intet usædvanligt at bemærke”.

De næste mange timer har besætningen ikke meget at lave. Flyets rute går først til øen Iwo-jima og senere mod Japan.

“Vi ved ikke, præcis hvad der sker, når vi kaster bomben. Det har aldrig været gjort før, men vi forventer, at en sky med denne her form vil danne sig, og at der vil komme et lysglimt, der vil være klarere end lyset fra solen”.
William Parson, våbentekniker på Enola Gay.

Som den eneste kan våbentekniker William Parsons ikke slappe af. Han prikker Tibbets på skulderen og siger: “Så går vi i gang”.

“Dommeren går i gang med sit arbejde”, melder Tibbets på kodesprog til radiotårnet på Tinianbasen. Parsons er i mellemtiden nået frem til bomberummet og kravler ind i det. Ind til atombomben.

Han er den eneste ombord, der ved, at Little Boy er en atombombe.

Derfor fik han for to dage siden til opgave at fortælle de andre besætningsmedlemmer om lastrummets hemmelige indhold. Uden at nævne ordet atombombe forklarede han:

“Bomben, som I skal kaste, er noget helt nyt i krigshistorien – det mest ødelæggende våben, som nogensinde er lavet. Vi tror, at den vil ødelægge nærmest alt inden for en radius af 4,8 kilometer”.

På en tavle bag sig tegnede Parsons en paddehattesky, før han fortsatte:

“Vi ved ikke, præcis hvad der sker, når vi kaster bomben. Det har aldrig været gjort før, men vi forventer, at en sky med denne her form vil danne sig, og at der vil komme et lysglimt, der vil være klarere end lyset fra solen”.

Little Boy er resultatet af et gigantisk og hemmelighedsfuldt udviklingsarbejde med kodenavnet Manhattanprojektet.

130.000 forskere og teknikere har arbejdet i døgndrift for at skabe atombomben. Førende fysikere fra hele verden, blandt andre Albert Einstein og danske Niels Bohr, har bidraget til arbejdet.

For under en måned siden fik videnskabsmændene vished for, at deres teorier holdt, da den første atomprøvesprængning fandt sted i en ørken i USA.

Little Boy er dog forholdsvis harmløs, mens Enola Gay flyver sine første kilometer af den lange tur til øen Iwo-jima.

Bomben er endnu ikke armeret – en sikkerhedsforanstaltning, der skulle forhindre, at Tinianbasen blev pulveriseret, hvis Enola Gay forulykkede på landingsbanen. Parsons’ opgave er nu at gøre bomben klar.

Parsons ved som den eneste ombord, at bomben, han står og skruer på, koster det samme som et hangarskib.

Våbenteknikeren ligner en bilmekaniker, mens han bandende bøjer sig ind over Little Boy, som med sine skarpe metalplader skærer ham i fingrene og flænger hans T-shirt.

Han får hjælp af sin assistent, Jeppson, der rækker ham værktøj og lyser for ham med en lygte.

Krudt startede kædereaktion

Af sikkerhedsårsager var mængden af uran i Little Boy for lille til, at et flystyrt eller en brand kunne udløse en kernereaktion. Kun ved at skyde to ladninger uran ind i hinanden opstod en kritisk masse, som fik bomben til at detonere.

Claus Lunau/Historie

Bagerst i bomben lå et 38,5 kg tungt projektil med uran i. Ved hjælp af en krudtladning blev det skudt fremad i bomben.

Uranprojektilet fløj afsted inde i et kraftigt kanonrør med en diameter på 10 cm.

I bombens spids af hærdet stål lå yderligere 25,5 kg uran. Sammenstødet med pro- jektilet udløste nok energi til, at kernereaktionen begyndte.

Kl. 3.10: Atombomben klargøres

Parsons åbner bomben og trænger ind til det kanonrør, som Little Boy er bygget op om. Øverst i kanonrøret ligger ladningen med ustabilt uran kapslet inde i en beholder. Den ligner mest af alt en dåse flåede tomater.

Bag dåsen er et hulrum, som Parsons fylder med krudt og en elektrisk styret detonator.

Når krudtet bliver antændt via et elektrisk signal, skydes ladningen af ustabilt uran ned gennem kanonrøret og ind i en stav af uran og sætter kædereaktionen i gang, som skal udløse atombombens umådelige kræfter.

Klokken 3.20 er Parsons færdig og skruer de udvendige plader fast igen. Bomben er nu næsten fuldt armeret.

Kun tre forseglede sikringer forhindrer strøm i at kunne aktivere den elektriske detonator ved et uheld. Først i allersidste øjeblik vil teknikerne vende tilbage til bomben og udskifte de tre sikringer.

© National Archives

En ulykke kunne have udslettet USA’s største flyvebase

For at forhindre atombomben i at springe i utide var strømforsyningen til dens elektroniske detonator afbrudt, indtil kort før ankomsten til Hiroshima.

Krudtkammeret bag i bomben måtte også først fyldes, når flyet var lettet, så bomben ikke risikerede at ødelægge Tinianbasen, USA’s største flyvebase.

Kl. 4.25: Afsløring af våbnet medfører dødstraf

Ca. en halv time før Enola Gay skal mødes med to eskortefly over Iwo-jima, overgiver Tibbets kontrollen med flyet til Lewis og forlader cockpittet.

De fleste af besætningsmedlemmerne småslumrer eller læser i en bog. Tibbets kravler ned gennem den lange tunnel over de to bombekamre til opholdsrummet bagerst i flyet.

Han hilser på de mænd, der ikke sover, og giver dem et par beroligende ord med på vejen.

Da han når ned til skytten Bob Caron i agtertårnet, siger han:

“Bob, har du gættet, hvad vi skal her til morgen?”

“Hr. oberst, jeg vil ikke stilles op ad en væg og skydes”, svarer Caron med henvisning til de trusler, som har hængt over alle i atomprogrammet.

Caron og alle involverede i udviklingen og transporten af atombomben ved, at afslører de detaljer om det tophemmelige våben, risikerer de dødsstraf.

Projektet er så hemmeligt, at vicepræsident Truman intet vidste om det, før han den 12. april 1945 overtog den netop afdøde præsident Roosevelts job.

“Bob. Nu er vi på vej. Du kan godt snakke”, siger Tibbets smilende.

“Er det, vi har med, en kemikers mareridt?” spørger Caron.

“Nej, ikke just”, svarer Tibbets.

“Er det så en fysikers mareridt?”

“Ja”, svarer Tibbets.

“Skal vi splitte atomer?” spørger Caron. Agterskytten ved ikke selv, nøjagtig hvad ordene betyder, men han har læst noget om atomer i et videnskabeligt magasin.

B-29’eren kunne tilbagelægge 5.230 km og kaste over ni tons bomber. Foto: Getty Images

Seks fly sikrede missionen succes

Normalt angreb amerikanerne Japan med hundredvis af svært læssede bombemaskiner. Men atombomben blev kastet under et snigangreb med kun seks fly, alle af typen B-29 Superfortress.

Tre af dem fløj i forvejen og tjekkede vejret over Hiroshima, Kokura og Nagasaki, som alle var udpeget som potentielle mål.

Enola Gay blev fulgt hele vejen til målet af The Great Artiste og No. 91. De to fly skulle indsamle viden om bombens effekt og kastede derfor måleudstyr ned i faldskærme og fotograferede.

  • Enola Gay var specialbygget

    Bombefly af typen B-29 Superfortress havde længe fløjet missioner til Japan, men 14 såkaldte Silverplate-versioner blev bygget til at kaste atombomber.

    De var 3,3 tons lettere, fordi det meste af flyets pansring var fjernet. Silverplate-flyene kunne derfor flyve i over ni km’s højde – så højt, at japanske fly ikke kunne nå dem.

    Særligt for Silverplate-flyene:

    • Bombelemmen kunne lukkes usædvanlig hurtigt.
    • Direkte benzinindsprøjtning gav mere driftssikker motorer.
    • Alle maskingeværer på nær det bagerste var fjernet.

Kl. 4.55: Kurs mod Hiroshima

På det aftalte tidspunkt møder Enola Gay de to B-29’ere over Iwo-jima.

Morgenlyset begynder at fortrænge nattens mørke, og horisonten tegner sig lysende pink mod den mørke nattehimmel. Tibbets tager styrepinden igen og stiger til ca. tre kilometers højde.

De tre fly samler sig i en løs V-formation med Enola Gay forrest og sætter som aftalt kurs mod Hiroshima, mens solen står op.

Erfaringer fra invasionen af netop øerne Iwo-jima og Okinawa tidligere på året fik præsident Truman til at give grønt lys for brugen af atombomben.

Den japanske modstand på begge øer var fanatisk, fordi fjenden for første gang kæmpede på egen jord.

Analyser af amerikanernes tabstal på Iwo-jima og Okinawa viser, at over 267.000 amerikanske tropper risikerer at miste livet, og næsten en million vil blive såret under en eventuel invasion af det japanske hovedland.

Atombomben skal derfor redde amerikanske liv.

Besætningen fik udleveret svejsebrillelignende solbriller. De skulle beskytte deres øjne mod det kraftige lysglimt fra den eksploderede atombombe.

Kl. 6.30: Verdens første atombombe er kun to timer fra Hiroshima

Med knap to timer til det sydlige Japan kravler våbentekniker Morris Jeppson ud i det forreste bombekammer. Jeppsons opgave er at gøre bomben helt klar.

Han udskifter de tre grønne forseglede sikringer med tre røde sikringer, hvilket gør, at der kan komme strøm hele vejen fra bombens batteri ned til den elektriske detonator.

Bomben kan nu bringes til sprængning, når strømmen tændes.

Da sikringerne er skiftet, kravler Parsons frem til Tibbets og fortæller ham, at hans assistent nu har armeret bomben.

Tibbets griber mikrofonen til flyets kommunikationsanlæg og afslører omsider lastrummets hemmeligheder for hele besætningen:

“Det, vi har med, er verdens første atombombe”, siger han i mikrofonen.

“Når vi har kastet den, vil alle vores reaktioner blive optaget – af hensyn til historien – så pas på jeres sprogbrug, og lad være med at afbryde hinanden på kommunikationsanlægget”.

“Du havde ret, Bob. Vi skal splitte atomer. Og kom nu tilbage i dit tårn. Vi begynder at stige”, slutter Tibbets af.

Hiroshima efter bomben. Kun solide betonbygninger stod tilbage.

© Getty Images

Kun uskadte byer måtte bombes

Allerede i maj 1945 udpegede en komité bestående af militærfolk og videnskabsmænd, hvilke japanske byer atombomben kunne kastes over. Byerne var alle perfekte til at vise bombens altødelæggende kraft.

Amerikanerne havde to formål med at kaste atombomben. Ifølge den komité, der udpegede potentielle mål i Japan, skulle bomben: “...opnå den størst mulige psykologiske effekt på Japan og gøre den første anvendelse (af bomben) så spektakulær, at våbnets vigtighed bliver internationalt kendt”.

Byerne på deres liste var Kyoto, Hiroshima, Yokohama, Kokura og Niigata. Og tanken var, at de skulle bombes i den rækkefølge, hvis vejret tillod det.

Alle fem byer levede op til de fire kriterier, som komitéen og præsident Truman opstillede. Nagasaki blev derimod først føjet til listen, da kulturbyen Kyoto blev strøget fra den – efter personlig indgriben fra krigsminister Stimson, som engang havde været på bryllupsrejse i Kyoto og beundrede byens mange gamle templer.

  • Kriterium 1: Storby

    Byen skulle have en radius på ca. fem km, så ødelæggelsernes omfang ville blive stort.

  • Kriterium 2: Militære mål

    Med en garnison på ca. 40.000 mand og en stor havn, hvor forsyninger til den japanske hær blev udskibet fra, levede Hiroshima til fulde op til kriteriet.

  • Kriterium 3: Størst effekt

    Komitéen valgte byer, hvor chancen for massive ødelæggelser var størst. Hiroshima lå omgivet af bakker, som skabte en trykkoger, når varmen og trykbølgen ikke kunne slippe væk.

  • Kriterium 4: Uskadt

    Byen måtte ikke være beskadiget af luftangreb for at gøre atombombens ødelæggelser så synlige som muligt. Hiroshima var ikke blevet bombet før.

Kl. 7.24: Hiroshima er ved at vågne

Et af de tre opklaringsfly melder sig nu over radioen. Det er B-29’eren Straight Flush, der befinder sig over Hiroshima:

“Skydækket er under 3/10 i alle højder. Råd: Bomb det primære mål”, lyder den kortfattede besked, som Tibbets modtager.

“Det bliver Hiroshima”, fortæller Tibbets straks besætningen over kommunikationsanlægget, mens Enola Gay stiger til otte kilometers højde.

Hiroshima er så småt ved at vågne. De fleste af byens cirka 40.000 soldater laver morgengymnastik udenfor, og hundredvis af børn og unge er udkommanderet til at arbejde på en brandvej, der skal føre op til Aioi-broen midt i byen.

Netop denne bro har Enola Gay fået ordre på at sigte efter.

For japanerne er B-29-fly på himlen ikke noget særsyn. Det specielle denne dag er snarere, at der ikke er flere end tre.

Siden efteråret 1944 har de amerikanske bombefly kunnet nå Japan fra erobrede baser på Marianerøerne.

Ikke mindst angrebene mod Tokyo i marts 1945 har skabt frygt blandt den japanske civilbefolkning. Her kastede over 300 B-29’ere brandbomber, der kostede 100.000 mennesker livet.

Kl. 8.05: Bombeflyet er nær Hiroshima

80 kilometer fra Aioi-broen er Enola Gay nået op i 9,3 kilometers højde og nærmer sig Hiroshima med 320 kilometer i timen. De to følgefly befinder sig et par kilometer længere bagude.

I agtertårnet holder Caron udkig efter japanske jagerfly, men hverken på radaren eller radioen tyder noget på, at japanerne har sendt jagere i luften.

Det japanske luftforsvar ved kysten har allerede opdaget bombeflyene, men betragter dem ikke som nogen større trussel.

I agtertårnet forsøger Caron at tage sin skudsikre vest på, men da han sidder klemt inde bag sine maskinkanoner, lykkes det ikke.

Desuden hæmmes han af det kamera, som han har fået stukket i hånden lige før takeoff.

Når Enola Gay har smidt bomben og flygter væk fra Hiroshima, er det meningen, at Caron fra sin position bag halevingen skal tage billeder af eksplosionen og den forventede paddehattesky.

“10 minutter til sigtepunktet”, lyder det over kommunikationsanlægget.

Våbenteknikerne Parsons og Jeppson kaster endnu et blik på deres kontrolpanel. Alle lamper lyser grønt. Bomben er armeret, og alle systemer fungerer, som de skal.

Kl. 8.12: Radiostation i Hiroshima advarer om fare

I byen Saijo 30 km øst for Hiroshima spotter en flyobservatør de tre fly på himlen. Via en felttelefon ringer han beredskabscenteret i Hiroshima op.

Her tager de skolepiger, som udgør beredskabet, imod opringningen. De giver beskeden videre til Hiroshimas radiostation:

“Chugokus regionalmilitær melder om tre store fly, der er på vej mod vest fra Saijo. Vær i højeste beredskab”.

I løbet af de næste par minutter ser flere af Hiroshimas indbyggere flyene. Mændene, der leder arbejdet med brandvejen til Aioi-broen, blæser i deres fløjter og sender skolebørnene mod beskyttelsesrummene.

Kl. 8.14: Hiroshima i sigte

“På med brillerne”, beordrer Tibbets over kommunikationsanlægget. Enola Gay er nået ind over Hiroshimas udkant. 9 af de 12 besætningsmedlemmer trækker deres udleverede mørke briller ned over øjnene.

De tre sidste mænd kan ikke tage brillerne på endnu, da de skal kunne se klart for at udføre deres sidste opgaver.

En af dem er bombekasteren Ferebee, som ser Hiroshima gennem sit sigtemiddel. Byen, som han kun kender fra grovkornede sort-hvide rekognosceringsfotos, kommer nu til syne.

Kontrasten til billederne er stor. Hiroshima sprudler af farve. Her er grønne haver og parker, bugtens blå vand og brune floder.

Ferebee opdager, at Aioi-broen nærmer sig trådkorset i bombesigtet. Han laver de sidste justeringer og slår tonesignalet til.

Det er et automatisk system, hvor en simpel computer foretager finjusteringen i de sidste 15 sekunder og selv slipper bomben.

Systemet udsender en kontinuerlig hummende lyd. De to fly bag ved Enola Gay gør klar til at løse deres opgaver.

Det ene skal fotografere ødelæggelserne. Det andet nedkaster udstyr i faldskærm – målerne skal blandt andet opfange, hvor kraftig en trykbølge bomben forårsager.

Kl. 8.15: Atombomben kastes over Hiroshima

Præcis klokken 8.15.17 slår Enola Gay bombelemmene op, og Little Boy falder ud.

“Bomben er gået”, råber Ferebee. Han løfter øjet fra bombesigtet og kigger ud gennem bunden af flyets plexiglaskuppel.

Her ser han Little Boy falde.

Et øjeblik ser det ud, som om den står stille i luften – som var den forbundet til flyet med usynlige snore – men så fortsætter bomben ned mod jorden.

I begyndelsen af faldet rokker den tonstunge metalklump lidt fra side til side, men herefter falder den snorlige.

Pludselig lettet for 4,5 tons tager Enola Gay et voldsomt hop i luften. Straks tvinger Tibbets flyet hårdt til højre og styrtdykker.

“Min gud. Hvad har vi dog gjort?”
Andenpiloten Lewis.

Manøvren er så vild, at besætningen ikke kan bevæge sig og har svært ved at tale – på grund af de enorme g-kræfter, deres krop udsættes for.

Tibbets presser med stort besvær nogle få ord ud mellem sine læber, da han råber til Caron i agtertårnet, om han kan se noget. Caron magter akkurat at fremstamme: “Ingenting”.

Enola Gay fortsætter den voldsomme manøvre, der skal lægge så meget afstand som muligt mellem flyet og eksplosionen i Hiroshima.

For når Little Boy kommer ned i omkring 600 meters højde, vil målere automatisk tænde for strømmen og udløse atombombens elektriske detonator – uanset hvor tæt på flyet måtte være.

Mens bomben falder og falder, fuldfører Enola Gay sin undvigemanøvre. Tibbets retter flyet op og trækker sine svejsebriller ned over øjnene, men fjerner dem straks igen, da han ikke kan se noget med dem på. Heller ikke Ferebee tager sine briller på.

Bagerst sidder Caron med brillerne på og prøver at rette sit kamera i den rigtige retning, men det er svært, når man ikke kan se noget. Tibbets spørger ham igen, om han har noget at melde.

“Ingenting”, lyder det på ny.

Mens bomben suser mod jorden, måler barometriske højdemålere, hvor langt ned den er nået. Da bomben er cirka to kilometer over jorden, tændes dens radarstyrede højdemålere.

De er mere præcise og skal udløse detonatoren, når Little Boy befinder sig omkring 600 meter over jorden.

43 sekunder efter at atombomben har forladt Enola Gay, når den ned i den ønskede højde, og eksplosionen sker små 250 meter fra sigtepunktet Aioi-broen midt i Hiroshima.

“Vi reddede menneskeliv”

Blandt Enola Gays 12 mand store besætning var ingen i tvivl om, at deres bombetogt til Hiroshima reddede flere menneskeliv, end atombomben slog ihjel. Under interviews efter krigen viste de ingen tegn på tvivl eller anger.

Getty Images

Robert Shumard, andentekniker:

“Ingen ønsker at skabe den slags ødelæggelser, som vi forårsagede. Men det var noget, som skulle gøres”.

Richard Nelson, radiotelegrafist:

“Krig er frygteligt. Krig dræber og ødelægger. Vi har det alle skidt over, at mennesker dør. Vi er alle mennesker. Men jeg har det ikke dårligt over, at jeg deltog i missionen. Havde jeg kendt til resultatet på forhånd, ville jeg have fløjet alligevel”.

Navigatør Theodore Van Kirk:

“Jeg var stolt af at være ombord på Enola Gay. Krigen sluttede den 14. august. Gad vide, hvornår den var sluttet, hvis vi ikke havde kastet bomben?”

Oberst Paul Tibbets:

“Ja, vi slog mange folk ihjel, men ved Gud, vi reddede også mange liv. Og vi behøvede ikke at invadere Japan”.

Andenpilot Robert Lewis:

“Jeg hjalp til med at gøre verden til et bedre sted. Ingen har turdet kaste en atombombe siden. Det er sådan, jeg ønsker at blive husket. Som manden, der hjalp til med, at det blev sådan”.

Kl. 8.16: Hiroshima sættes i brand

I de første millisekunder efter detonationen kommer lysglimtet, der udvider sig til en næsten 100 meter bred ildkugle. Direkte under bomben stiger temperaturen til flere tusind grader.

En mand på en stentrappe smelter og efterlader kun en mørk plet på det øverste trin.

En dræbende varmebølge sætter alle bygninger, dyr og mennesker inden for en afstand af 1,5 kilometer i brand.

Skolebørn får deres knæhøje strømper brændt ind i huden, og mændenes hatte smelter sig ned i hovedbunden. Indbyggere tre kilometer borte får svære forbrændinger.

Af byens omkring 320.000 indbyggere dør over 80.000 med det samme.

Selvom Caron har sikkerhedsbrillerne på, er han nødt til at lukke øjnene, da lysglimtet rammer ham. Fra sin position bagerst i flyet er han den eneste, der kan se lysglimtet direkte.

Da Caron åbner øjnene igen, er lysglimtet forsvundet, men nu ser han “ind i helvede”, som han beskriver det.

Mens altædende ildstorme udvikler sig i Hiroshima, ser Caron en høj og sydende masse af lilla og rød ild midt i en røgsøjle, der rejser sig kilometervis op i luften.

En ring af sammenpresset luft danner sig rundt om ildsøjlen og udvider sig kraftigt på alle sider.

Caron forsøger at råbe en advarsel, men de andre kan ikke forstå, hvad han siger. Trykbølgen rammer flyet og kaster det rundt, så Tibbets må klamre sig til styrepinden.

Men selvom trykbølgen river i flyet, er det lyden, som for alvor bekymrer piloten. Braget vækker mindelser om flak­ilden fra de tyske 88-mm-kanoner, som han oplevede under sine bombetogter over Nazityskland.

Tibbets tror derfor, at japanske luftværnskanoner skyder på dem.

“Flak”, råber han.

Fire sekunder senere advarer Caron igen:

“Der kommer en til”.

På ny bliver Enola Gay løftet op i luften af en trykbølge og revet rundt på himlen. Flyet er nu cirka 14 kilometer fra eksplosionens centrum, og selvom trykbølgen er kraftig, kan B-29’eren sagtens holde til rystelserne.

Og så snart den anden trykbølge har passeret dem, ligger flyet på ny roligt i luften.

“Okay. Det var den reflekterende trykbølge, der blev sendt op fra jorden. Der kommer ikke flere. Det var ikke flak. Bare vær rolig”, undskylder Tibbets og beordrer alle besætningsmedlemmer til på skift at fortælle, hvad de har set, så deres beretninger kan være med til at dokumentere Little Boys kræfter.

Caron fortæller:

“Brande opstår overalt dernede. Jeg prøver at tælle dem – 1, 2, 3, 4, 5, 6...14, 15...Men der er for mange. Se den paddehatteformede sky, som Parsons fortalte os om. Den er som kogende sirup – og måske halvanden eller to kilometer bred. Den stiger mod himlen og er næsten oppe i vores højde nu”.

Enola Gay flyver rundt i en blød cirkel ca. 17 km fra byen, så alle besætningsmedlemmerne tydeligt kan se paddehatteskyen tårne sig op.

Imens tager Caron billeder med sit kamera. Tibbets korrigerer flyets kurs, og Enola Gay cirkler herefter rundt om hele byen tre gange for at kigge nærmere på bombens effekt.

Varmen fra atombomben smeltede metal og gav de overlevende groteske brandsår.

© Getty images & Cowardlion/Shutterstock

Ild, tryk og stråling slog 140.000 ihjel

Little Boy eksploderede 565 meter oppe i luften og kun 300 meter fra den solide bank, som 20-årige Akiko Takakura arbejdede i.

Hun blev slået bevidstløs af eksplosionen, og hendes ryg blev flænset af fragmenter, men hun overlevede.

Da hun vaklede ud på gaden, blev hun mødt af et frygteligt syn: “De dødes fingerspidser begyndte bare at brænde, og snart brændte hele deres krop. Det var forfærdeligt.

Jeg havde svært ved at ånde, og røgen sved i mine øjne”.

På grund af et ukendt antal slave-arbejdere og krigsfanger i Hiroshima var tabstallene svære at opgøre, men historikere anslår, at 140.000 døde af eksplosionen eller radioaktiv stråling.

Andenpiloten Lewis, hvis første reaktion på bomben var at skrige “Se, se. Min gud! Se den satan eksplodere” i sin mikrofon, sidder nu begravet i dybe tanker.

Ligesom resten af besætningen prøver han at fordøje de voldsomme indtryk, mens Enola Gay roligt flyver tilbage mod basen på Tinian. I sin logbog noterer Lewis:

“Min gud. Hvad har vi dog gjort?”

Præsident Truman orienterer samme dag USA’s befolkning om atombomben:

“For kort tid siden kastede et amerikansk fly én bombe over Hiroshima og gjorde den ubrugelig for fjenden”.

Præsidenten nævner intet om, at titusindvis af civile ligger døde eller døende i byens rygende ruiner.

Men Truman ved godt, at målet var en by, og at bomben mest har dræbt civile. Alligevel tøver han ikke. Ordren om at kaste endnu en atombombe er allerede givet.

Japanerne får kun tre dage til at overgive sig, og da Japan ikke reagerer, udslettes også havnebyen Nagasaki med en atombombe den 9. august.

Tidligt næste morgen modtager USA den japanske regerings kapitulation – kamphandlingerne i Asien indstilles, og 2. verdenskrig er omsider slut.

Atombomben blev skarpt kritiseret

Efterhånden som omverdenen hørte om de enorme tabstal, bomberne over Hiroshima og Nagasaki havde medført, rejste en følelsesladetdebat sig. Kunne amerikanerne have nøjedes med at true med a-bomben?

Atombomben var helt uundværlig, fordi...

  • USA slap for at invadere Japans hovedøer, hvilket ville have kostet hundredtusinder af allierede soldater livet – plus millioner af japanske tab blandt både soldater og civile.

  • Krigen blev hurtigere overstået, og USA sparede dermed den japanske civilbefolkning for mange konventionelle bombeangreb, som kunne være lige så dræbende som atombomberne. Fx omkom 100.000 mennesker i Tokyo under flyangreb med brandbomber i marts 1945.

  • Japans civilbefolkning undgik hungersnød, som USA’s søblokade og langvarig bombning af infrastrukturen ville medføre.

  • Vesteuropa blev måske reddet fra en sovjetisk invasion. Stalin havde i 1945 en angrebsplan klar, men ifølge nogle historikere blev han afskrækket af atombomben, som russerne endnu ikke besad.

  • En japansk a-bombe blev forhindret (først efter krigen fandt USA ud af, at det japanske atomprogram var langt efter det amerikanske).

Urimeligt spild af menneskeliv, fordi...

  • Den japanske flåde og luftvåbnet var nærmest udslettede, og Japan derfor allerede slået. En effektiv blokade ville have tvunget Japan i knæ og gjort en invasion unødvendig.

  • Japans sidste håb bristede, da Sovjetunionen erklærede landet krig 8. august – dagen før Nagasaki blev bombet. Japanerne ville acceptere skrappere fredsbetingelser ved udsigten til krig mod hele to stormagter.

  • Amerikanerne burde have sprængt bomben på et sted med færre civile ofre. Det ville have overbevist de japanske generaler om, at deres land risikerede at blive udslettet.

  • Det var moralsk forkasteligt at bruge et så kraftigt nyt våben mod civile. Det kaldes statsterrorisme at ramme uskyldige for at opnå politiske mål.

  • Videnskaben vidste ikke nok om bombens ødelæggende kræfter til, at man kunne tillade sig at bruge den.

Læs også:

Videnskab

Albert Einstein røg cigaretskodder fra gaden

2 minutter
Opfindelser

USA satser alt på atombomben

17 minutter
Videnskab

"Sommerfugle-effekten" revolutionerede videnskaben

5 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul