Hiroshima: Den dag atombomben sprang

Kl. 2.45: Hiroshima er missionens første prioritet

Stemningen er anspændt i cockpittet, da piloten Paul Tibbets lukker op for gashåndtagene på den specialbyggede B-29’er. Flyet vejer hele 12 tons mere end normalt.

Kommer det ikke snart i luften, havner bombemaskinen og dens frygtindgydende last i Stillehavet for enden af landingsbanen.

4,5 af de 12 tons ligger i det forreste bomberum. Her befinder atombomben Little Boy sig.

I dag, den 6. august 1945, skal kæmpen bruges til historiens første angreb med atomvåben.

Kl. 3.00: Et nyt krigsvåben introduceres

I cockpittet taler Lewis og Tibbets stadig ikke sammen – bortset fra rutinekommandoer. Ingen af dem nævner med et ord, at Lewis var ved at tage over på det allermest kritiske øjeblik.

I sin logbog noterer Lewis: “Alt gik godt under takeoff. Intet usædvanligt at bemærke”.

De næste mange timer har besætningen ikke meget at lave. Flyets rute går først til øen Iwo-jima og senere mod Japan.

Som den eneste kan våbentekniker William Parsons ikke slappe af. Han prikker Tibbets på skulderen og siger: “Så går vi i gang”.

“Dommeren går i gang med sit arbejde”, melder Tibbets på kodesprog til radiotårnet på Tinianbasen. Parsons er i mellemtiden nået frem til bomberummet og kravler ind i det. Ind til atombomben.

Han er den eneste ombord, der ved, at Little Boy er en atombombe.

Derfor fik han for to dage siden til opgave at fortælle de andre besætningsmedlemmer om lastrummets hemmelige indhold. Uden at nævne ordet atombombe forklarede han:

“Bomben, som I skal kaste, er noget helt nyt i krigshistorien – det mest ødelæggende våben, som nogensinde er lavet. Vi tror, at den vil ødelægge nærmest alt inden for en radius af 4,8 kilometer”.

På en tavle bag sig tegnede Parsons en paddehattesky, før han fortsatte:

“Vi ved ikke, præcis hvad der sker, når vi kaster bomben. Det har aldrig været gjort før, men vi forventer, at en sky med denne her form vil danne sig, og at der vil komme et lysglimt, der vil være klarere end lyset fra solen”.

Kl. 3.10: Våbenteknikker åbner atombomben

Parsons åbner bomben og trænger ind til det kanonrør, som Little Boy er bygget op om. Øverst i kanonrøret ligger ladningen med ustabilt uran kapslet inde i en beholder. Den ligner mest af alt en dåse flåede tomater.

Bag dåsen er et hulrum, som Parsons fylder med krudt og en elektrisk styret detonator.

Når krudtet bliver antændt via et elektrisk signal, skydes ladningen af ustabilt uran ned gennem kanonrøret og ind i en stav af uran og sætter kædereaktionen i gang, som skal udløse atombombens umådelige kræfter.

Klokken 3.20 er Parsons færdig og skruer de udvendige plader fast igen. Bomben er nu næsten fuldt armeret.

Kun tre forseglede sikringer forhindrer strøm i at kunne aktivere den elektriske detonator ved et uheld. Først i allersidste øjeblik vil teknikerne vende tilbage til bomben og udskifte de tre sikringer.

Kl. 4.25: Afsløring af våbnet medfører dødstraf

Ca. en halv time før Enola Gay skal mødes med to eskortefly over Iwo-jima, overgiver Tibbets kontrollen med flyet til Lewis og forlader cockpittet.

De fleste af besætningsmedlemmerne småslumrer eller læser i en bog. Tibbets kravler ned gennem den lange tunnel over de to bombekamre til opholdsrummet bagerst i flyet.

Han hilser på de mænd, der ikke sover, og giver dem et par beroligende ord med på vejen.

Da han når ned til skytten Bob Caron i agtertårnet, siger han:

“Bob, har du gættet, hvad vi skal her til morgen?”

“Hr. oberst, jeg vil ikke stilles op ad en væg og skydes”, svarer Caron med henvisning til de trusler, som har hængt over alle i atomprogrammet.

Caron og alle involverede i udviklingen og transporten af atombomben ved, at afslører de detaljer om det tophemmelige våben, risikerer de dødsstraf.

Projektet er så hemmeligt, at vicepræsident Truman intet vidste om det, før han den 12. april 1945 overtog den netop afdøde præsident Roosevelts job.

“Bob. Nu er vi på vej. Du kan godt snakke”, siger Tibbets smilende.

“Er det, vi har med, en kemikers mareridt?” spørger Caron.

“Nej, ikke just”, svarer Tibbets.

“Er det så en fysikers mareridt?”

“Ja”, svarer Tibbets.

“Skal vi splitte atomer?” spørger Caron. Agterskytten ved ikke selv, nøjagtig hvad ordene betyder, men han har læst noget om atomer i et videnskabeligt magasin.

Kl. 4.55: Kurs mod Hiroshima

På det aftalte tidspunkt møder Enola Gay de to B-29’ere over Iwo-jima.

Morgenlyset begynder at fortrænge nattens mørke, og horisonten tegner sig lysende pink mod den mørke nattehimmel. Tibbets tager styrepinden igen og stiger til ca. tre kilometers højde.

De tre fly samler sig i en løs V-formation med Enola Gay forrest og sætter som aftalt kurs mod Hiroshima, mens solen står op.

Erfaringer fra invasionen af netop øerne Iwo-jima og Okinawa tidligere på året fik præsident Truman til at give grønt lys for brugen af atombomben.

Den japanske modstand på begge øer var fanatisk, fordi fjenden for første gang kæmpede på egen jord.

Analyser af amerikanernes tabstal på Iwo-jima og Okinawa viser, at over 267.000 amerikanske tropper risikerer at miste livet, og næsten en million vil blive såret under en eventuel invasion af det japanske hovedland.

Atombomben skal derfor redde amerikanske liv.

Kl. 6.30: Verdens første atombombe er kun to timer fra Hiroshima

Med knap to timer til det sydlige Japan kravler våbentekniker Morris Jeppson ud i det forreste bombekammer. Jeppsons opgave er at gøre bomben helt klar.

Han udskifter de tre grønne forseglede sikringer med tre røde sikringer, hvilket gør, at der kan komme strøm hele vejen fra bombens batteri ned til den elektriske detonator.

Bomben kan nu bringes til sprængning, når strømmen tændes.

Da sikringerne er skiftet, kravler Parsons frem til Tibbets og fortæller ham, at hans assistent nu har armeret bomben.

Tibbets griber mikrofonen til flyets kommunikationsanlæg og afslører omsider lastrummets hemmeligheder for hele besætningen:

“Det, vi har med, er verdens første atombombe”, siger han i mikrofonen.

“Når vi har kastet den, vil alle vores reaktioner blive optaget – af hensyn til historien – så pas på jeres sprogbrug, og lad være med at afbryde hinanden på kommunikationsanlægget”.

“Du havde ret, Bob. Vi skal splitte atomer. Og kom nu tilbage i dit tårn. Vi begynder at stige”, slutter Tibbets af.

Kl. 7.24: Hiroshima er ved at vågne

Et af de tre opklaringsfly melder sig nu over radioen. Det er B-29’eren Straight Flush, der befinder sig over Hiroshima:

“Skydækket er under 3/10 i alle højder. Råd: Bomb det primære mål”, lyder den kortfattede besked, som Tibbets modtager.

“Det bliver Hiroshima”, fortæller Tibbets straks besætningen over kommunikationsanlægget, mens Enola Gay stiger til otte kilometers højde.

Hiroshima er så småt ved at vågne. De fleste af byens cirka 40.000 soldater laver morgengymnastik udenfor, og hundredvis af børn og unge er udkommanderet til at arbejde på en brandvej, der skal føre op til Aioi-broen midt i byen.

Netop denne bro har Enola Gay fået ordre på at sigte efter.

For japanerne er B-29-fly på himlen ikke noget særsyn. Det specielle denne dag er snarere, at der ikke er flere end tre.

Siden efteråret 1944 har de amerikanske bombefly kunnet nå Japan fra erobrede baser på Marianerøerne.

Ikke mindst angrebene mod Tokyo i marts 1945 har skabt frygt blandt den japanske civilbefolkning. Her kastede over 300 B-29’ere brandbomber, der kostede 100.000 mennesker livet.

Kl. 8.05: Bombeflyet er nær Hiroshima

80 kilometer fra Aioi-broen er Enola Gay nået op i 9,3 kilometers højde og nærmer sig Hiroshima med 320 kilometer i timen. De to følgefly befinder sig et par kilometer længere bagude.

I agtertårnet holder Caron udkig efter japanske jagerfly, men hverken på radaren eller radioen tyder noget på, at japanerne har sendt jagere i luften.

Det japanske luftforsvar ved kysten har allerede opdaget bombeflyene, men betragter dem ikke som nogen større trussel.

I agtertårnet forsøger Caron at tage sin skudsikre vest på, men da han sidder klemt inde bag sine maskinkanoner, lykkes det ikke.

Desuden hæmmes han af det kamera, som han har fået stukket i hånden lige før takeoff.

Når Enola Gay har smidt bomben og flygter væk fra Hiroshima, er det meningen, at Caron fra sin position bag halevingen skal tage billeder af eksplosionen og den forventede paddehattesky.

“10 minutter til sigtepunktet”, lyder det over kommunikationsanlægget.

Våbenteknikerne Parsons og Jeppson kaster endnu et blik på deres kontrolpanel. Alle lamper lyser grønt. Bomben er armeret, og alle systemer fungerer, som de skal.

Kl. 8.12: Radiostation i Hiroshima advarer om fare

I byen Saijo 30 km øst for Hiroshima spotter en flyobservatør de tre fly på himlen. Via en felttelefon ringer han beredskabscenteret i Hiroshima op.

Her tager de skolepiger, som udgør beredskabet, imod opringningen. De giver beskeden videre til Hiroshimas radiostation:

“Chugokus regionalmilitær melder om tre store fly, der er på vej mod vest fra Saijo. Vær i højeste beredskab”.

I løbet af de næste par minutter ser flere af Hiroshimas indbyggere flyene. Mændene, der leder arbejdet med brandvejen til Aioi-broen, blæser i deres fløjter og sender skolebørnene mod beskyttelsesrummene.

Kl. 8.14: Hiroshima i sigte

“På med brillerne”, beordrer Tibbets over kommunikationsanlægget. Enola Gay er nået ind over Hiroshimas udkant. 9 af de 12 besætningsmedlemmer trækker deres udleverede mørke briller ned over øjnene.

De tre sidste mænd kan ikke tage brillerne på endnu, da de skal kunne se klart for at udføre deres sidste opgaver.

En af dem er bombekasteren Ferebee, som ser Hiroshima gennem sit sigtemiddel. Byen, som han kun kender fra grovkornede sort-hvide rekognosceringsfotos, kommer nu til syne.

Kontrasten til billederne er stor. Hiroshima sprudler af farve. Her er grønne haver og parker, bugtens blå vand og brune floder.

Ferebee opdager, at Aioi-broen nærmer sig trådkorset i bombesigtet. Han laver de sidste justeringer og slår tonesignalet til.

Det er et automatisk system, hvor en simpel computer foretager finjusteringen i de sidste 15 sekunder og selv slipper bomben.

Systemet udsender en kontinuerlig hummende lyd. De to fly bag ved Enola Gay gør klar til at løse deres opgaver.

Det ene skal fotografere ødelæggelserne. Det andet nedkaster udstyr i faldskærm – målerne skal blandt andet opfange, hvor kraftig en trykbølge bomben forårsager.

Kl. 8.15: Bombelemmene går op

Præcis klokken 8.15.17 slår Enola Gay bombelemmene op, og Little Boy falder ud.

“Bomben er gået”, råber Ferebee. Han løfter øjet fra bombesigtet og kigger ud gennem bunden af flyets plexiglaskuppel.

Her ser han Little Boy falde.

Et øjeblik ser det ud, som om den står stille i luften – som var den forbundet til flyet med usynlige snore – men så fortsætter bomben ned mod jorden.

I begyndelsen af faldet rokker den tonstunge metalklump lidt fra side til side, men herefter falder den snorlige.

Pludselig lettet for 4,5 tons tager Enola Gay et voldsomt hop i luften. Straks tvinger Tibbets flyet hårdt til højre og styrtdykker.

Manøvren er så vild, at besætningen ikke kan bevæge sig og har svært ved at tale – på grund af de enorme g-kræfter, deres krop udsættes for.

Tibbets presser med stort besvær nogle få ord ud mellem sine læber, da han råber til Caron i agtertårnet, om han kan se noget. Caron magter akkurat at fremstamme: “Ingenting”.

Kl. 8.16: Temperaturen stiger til flere 1000 grader

I de første millisekunder efter detonationen kommer lysglimtet, der udvider sig til en næsten 100 meter bred ildkugle. Direkte under bomben stiger temperaturen til flere tusind grader.

En mand på en stentrappe smelter og efterlader kun en mørk plet på det øverste trin.

En dræbende varmebølge sætter alle bygninger, dyr og mennesker inden for en afstand af 1,5 kilometer i brand.

Skolebørn får deres knæhøje strømper brændt ind i huden, og mændenes hatte smelter sig ned i hovedbunden. Indbyggere tre kilometer borte får svære forbrændinger.

Af byens omkring 320.000 indbyggere dør over 80.000 med det samme.