I den sidste time op til nytåret 1944 anfører den amerikanske sergent Luther Ott en patrulje nær floden Saar. Fuldmånen oplyser det snedækkede landskab, og træerne kaster sorte skygger, mens amerikanerne sjosker fremad i den isnende kulde. Otts gruppe kommer hen over en høj, da sergenten får øje på urovækkende bevægelser i dalen forude.
“Det var den største horde af Fritzer, jeg nogensinde havde set. De var alle klædt i hvidt og bevægede sig i en form for trekantet formation – med trekantens flade på vej direkte mod mit kompagni”, forklarede Ott senere.
Synet af de mange tyskere er forbløffende, for allierede hærledere mener, at Hitler allerede har brugt alle sine reserver under den såkaldte Ardenneroffensiv, der begyndte i Belgien for to uger siden. Derfor blev tusindvis af garvede kamptropper med kampvognsstøtte sendt til Ardennerne.
Til at forsvare fronten i Alsace er nu kun et fåtal af allierede tropper blevet tilbage, og de råder over få tunge våben.
Tyske tropper angreb pludseligt og uden forudgående artilleribeskydning, da “Operation Nordwind” begyndte.
Sergent Ott slår alarm over gruppens radio, og sammen med sine mænd løber han hurtigt gennem den dybe sne, tilbage mod deres egne stillinger. Amerikanerne har netop set begyndelsen på “Operation Nordwind”. At dømme efter antallet af kampklare tyske tropper har Hitler slet ikke brugt alt krudtet i Ardennerne, og 2. verdenskrig er langt fra sin afslutning.
Amerikanernes fest skulle spoleres
Hitler undfangede idéen til et fremstød i Alsace, da hans Ardenneroffensiv (fra den 16. december 1944 til den 25. januar 1945) i Belgien allerede gik i stå efter en uge.
Det næste dybe stød mod de allierede skulle sættes ind længere mod syd, hvor blot fire svækkede amerikanske infanteridivisioner – færre end 45.000 mand – havde fået den nærmest umulige opgave at bevogte hele 200 km bjergrigt frontafsnit.
“Unternehmen Nordwind” (“Operation Nordwind”) skulle angribe den amerikanske general Devers og hans 6. armégruppe, mens nytåret stjal deres opmærksomhed.
“Nytårsaften er et dårligt tidspunkt for fjenden at blive forstyrret, for han fejrer ikke julen, men det nye år”, forklarede Føreren til en skare generaler i sit fremskudte hovedkvarter, Adlerhorst, nær Frankfurt. 250 km bag fronten udstak Hitler den 28. december 1944 sine nye ordrer.
“I den sektor, vi vil angribe, har en usædvanlig udtynding fundet sted. Vi må skynde os, hvis vi vil udslette et pænt antal divisioner”, sagde Føreren sine generaler.
“Dette angreb har et meget klart mål, nemlig ødelæggelsen af de fjendtlige styrker. Her gælder det ikke om prestige, det handler om at udrydde fjendtlige tropper, hvor vi end finder dem”, brølede Hitler.
Skuffelsen i Ardennerne fik Hitler til at indse, at store offensiver mod fjerne mål ikke længere var mulige. I stedet satsede han på mindre fremstød, som skulle påføre amerikanerne så store tab, at de ikke kunne true Nazityskland fra vest.
Bagefter ville han vende kræfterne mod øst, hvor den sovjetiske hær stod faretruende nær Berlin og ifølge rapporter forberedte en stor offensiv.
“Operation Nordwind” skulle ledes af general Johannes Blaskowitz, som ellers var faldet i unåde tidligt i krigen. Under felttoget i Polen havde han kritiseret SS-troppernes brutale behandling af civile og sågar dømt to SS-soldater til døden ved en krigsret. Som straf havde Hitler frataget ham kommandoen over hærens 8. armé.
Johannes Blaskowitz (1883-1948) var general i den tyske hær. Han havde ikke meget tilovers for de nazistisk indoktrinerede SS-tropper.
De næste fem år måtte Blaskowitz nøjes med betydningsløse poster langt fra fronten. Under de allieredes landgang på den franske sydkyst i august 1944 havde den erfarne general imidlertid udmærket sig og med stor dygtighed ledet en taktisk retræte fra Rivieraen op til Vosgeserbjergene i Alsace.
Fordrukne tropper stormede frem
Dagen før nytår fornemmede mange amerikanske tropper, at noget var i gære: Luftwaffe dukkede op på himlen efter lang tids fravær, og motorstøj røbede, at tyskerne bragte tropper til området. General Devers’ hovedkvarter udsendte en ordre om, at de amerikanske frontenheder ikke måtte fejre nytår. Men af uforklarlige grunde blev kun nogle advaret om det nært forestående fjendtlige angreb.
Tyske SS-soldater angreb langs fronten i Saar-dalen fem minutter før midnat nytårsaften. Intet artilleribombardement havde varslet deres komme – i stedet dukkede hvidklædte mænd pludselig op i mørket.
“Først hørte vi dem skrige som indianere. Så kom de stormende i bølger, mens de svingede med deres våben, lige ind foran vores maskingeværer. Sergent La Belle lagde 28 af dem ned, og endelig brød angrebet sammen. De fyre opførte sig, som om de havde fået et skud et eller andet”, skrev en amerikansk enhed efter den første træfning.
Flere amerikanske soldater mente bagefter, at tyskerne havde været fulde.
Under “Operation Nordwind” angreb tyskerne mellem Rhinen (til højre) og Saar (til venstre). Bjergkæden Vogeserne lå mellem de to floder, og her ville den tyske hærfører Blaskowitz helst sætte sit hovedangreb ind, men det afviste Hitler.
Soldaterne fra 17. SS-division “Götz von Berlichingen” viste et mod, som få på deres egen side havde forventet af dem – formentlig hjulpet på vej af snaps eller nogle af de euforiserende stoffer, som tyskerne anvendte under krigen.
Mange af soldaterne var ikke tyskere, der forsvarede deres fædrene jord, men mænd fra Balkan med tyske aner. Nogle talte slet ikke tysk, og racebevidste nazister foragtede dem.
Nytårsaften gjorde de imidlertid modviljen til skamme med et frygtløst stormløb mod amerikanske stillinger. Men de fleste var rekrutter, som kun havde modtaget kort træning, og de blev mejet ned under deres klodsede fremrykning. Angrebet i Saar-dalen kostede tyskerne svære tab, og kun et enkelt sted lykkedes det at slå et brugbart hul i de amerikanske linjer.
Hitler havde ellers spået, at et stort gennembrud ville ske netop her. General Blaskowitz var knap så overbevist. Han så større muligheder 15-20 km længere østpå, hvor Vogeser-bjergene begyndte, og kun en idiot kunne finde på at sætte et angreb ind. Nytårsaften agtede Blaskowitz at være præcis denne idiot.
Hitler var hårdt trængt nytårsaften 1944. Fra øst nærmede Den Røde Hær sig, mens amerikanske, britiske og franske tropper fra vest snart ville sætte fod på tysk jord.
Stormen ramte midt i vagtskiftet
Et kompagni på omkring 200 mand fra den amerikanske Kampgruppe Hudelson skulle efter planen afløses, når solen stod op den 1. januar 1945. Kampgruppen bestod af forskellige småenheder, som var flikket sammen og sat til at bevogte 24 km frontlinje i Vogesernes nordlige højdedrag. Kæden af lave bjerge går fra nord til syd, og den danner en naturlig barriere mellem Alsace og resten af Frankrig.
“Surt at blive afløst fra denne stille sektor”, bemærkede kompagnichef Howard Trammell muntert, da han tog imod officerer fra den enhed, som skulle overtage hans stillinger. Skyttehullerne lå med alt for store mellemrum, men det bekymrede de færreste, for ingen forventede angreb i det kuperede og næsten vejløse terræn.
Omkring midnat begyndte miner at gå af foran de amerikanske skyttehuller. Forposter meldte, at skoven myldrede med tyskere, og mange var allerede i gang med at snige sig gennem hullerne i amerikanernes forsvarslinje. Kaptajn Trammell mistede forbindelsen til enhed efter enhed, i takt med at tyskere fandt felttelefonernes
kabler og klippede dem over.
"Mine mænd bliver skåret i småstykker." Amerikansk officer i bjergene, hvor tyskerne angriber.
Han havde ingen kontakt til sin 2. deling, og 1. delings kommandopost var omringet, fik han at vide over radioen.
“Mine mænd bliver skåret i småstykker”, meldte Trammell tilbage til sin chef ved solopgang. Han tryglede om forstærkninger, men op ad formiddagen nærmede tyskerne sig også hovedkvartererne bagude, og stabsfolkene måtte flygte gennem skovene, mens de efterlod våben, udstyr og køretøjer.
Blandt dem var tre uprøvede officerer fra den enhed, som skulle have overtaget Trammells stillinger senere på dagen. Deres første kampoplevelse i 2. verdenskrig var en hovedkulds flugt.
Blaskowitz satsede på bjergene
Da solen stod op den 1. januar, kunne general Blaskowitz se tilbage på en nat med blandede resultater. SS-troppernes angreb i Saar-dalen havde været en komplet fiasko, som især skyldtes, at hans tropper rådede over alt for få kampvogne til at operere i dette åbne landskab.
Tyskerne forsøgte flere gange i de følgende dage, indtil det stod klart, at Hitlers drøm om et stort panserfremstød nordpå fra floddalen var bristet.
Til gengæld havde ødelæggelsen af Kampgruppe Hudelson åbnet fronten i Vogeserne. Blaskowitz mente fra begyndelsen, at dette vejløse område egnede sig bedre til en offensiv, hvor infanteri førte an. Her kunne amerikanerne ikke udnytte deres overlegenhed i kampvogne, lastbiler og kanoner, så kampen ville blive en duel mellem fodfolk. I sådan et opgør havde tyskerne bedre chancer.
Unge, uprøvede amerikanske soldater blev i hast sendt til fronten i vinteren 1944.
USA løb tør for tropper
Ifølge amerikanske planer skulle de allieredes øverstkommanderende på Vestfronten, Dwight D. Eisenhower, råde over 200 divisioner for at kunne befri Europa fra nazisternes åg. Men antallet af divisioner nåede under krigen aldrig over 89, og i alt manglede en million mand i Europa op til D-dag i 1944.
Efter invasionen i Normandiet blev situationen forværret. Voldsomme tab i Frankrig mellem juni og december 1944 resulterede i svækkede divisioner, som i hast måtte tilføres erstatningspersonel. Men der var ikke flere at tage af, for uddannelsen af kamptropper tog tid. Tomrum i geledderne måtte i stedet lukkes ved at overføre tropper fra enheder, der slet ikke havde modtaget træning i at kæmpe i felten.
Hjemme i USA frygtede hærchefen, George Marshall, for fremtiden, da tyskerne slog tilbage i vinteren 1944-1945 med Ardenneroffensiven og “Operation Nordwind”. Dystert sagde Marshall til krigsminister Henry Stimson:
“Hvis tyskerne slår os i dette modangreb, og især hvis russerne ikke rykker frem på deres side, må vi gentænke hele krigen. Vi må indtage defensive stillinger langs den tyske grænse, og så må det amerikanske folk beslutte, om de ønsker at fortsætte krigen nok til at danne de nødvendige nye hære”.
Briterne kunne ikke hjælpe, for efter mere end fem års krig havde USA’s nære allierede ikke flere civile at indkalde.
Amerikanernes 7. armé talte flere divisioner, som kom direkte fra USA og aldrig havde været i kamp. Nogle var endda blot divisioner af navn – reelt bestod de af forskellige enheder, som var blevet slået sammen for at fylde huller i frontlinjen. Mod dem havde Blaskowitz bedre tropper end de kamplystne, men uduelige amatører fra 17. SS-division.
I efteråret 1944 oprettede den tyske hær nye divisioner, som fik navnet Volksgrenadiere (folkegrenaderer). Sammenlignet med tidligere tyske divisioner talte de færre tropper, for reserverne af mandskab var brugt op, men som kompensation fik de mere slagkraftige våben.
Enhederne havde flere maskingeværer og maskinpistoler end før, og i stedet for hærens gamle Mauser-gevær bar mange soldater de nye stormgeværer. Dette våben kunne affyre enkeltskud eller hele salver, og efter krigen blev det stamfader til alle moderne automat-rifler.
Sturmgewehr 44 havde et magasin med plads til 30 patroner og kunne affyre 500-600 skud i minuttet.
En fuldtallig og fuldt udrustet deling på 30 mand havde en frygtindgydende ildkraft, som amerikanske delinger ikke kom i nærheden af.
Hver division af folkegrenaderer rummede en kerne af krigsveteraner – overlevende fra enheder knust på Østfronten eller i Normandiet. De blev suppleret med matroser fra flåden og luftvåbnets jordpersonel, som havde begrænset træning i kamp. Rekrutter hentet fra industrien eller administrative jobs var generelt ældre mænd, og kun desperation fik hæren til at stoppe dem i uniform.
Mange steder måtte amerikanske soldater vade gennem sneen for at indtage nye forsvarsstillinger. Først efter nogle dage var de klar til at slå slagkraftigt fra sig.
Disse mænd havde nu knust Kampgruppe Hudelson. Hvis Blaskowitz’ tropper var i stand til at fortsætte ned gennem Vogeserne, ville flere amerikanske divisioner blive omringet i den østlige del af Rhindalen, hvor tyskerne kunne udslette dem.
Ike lagde arm med de Gaulle
De allieredes øverstbefalende, Dwight D. Eisenhower – også kendt som Ike – havde ingen reserver, han kunne sende til Alsace. Alle kræfter var sat ind i Ardennerne, så trods protester fra Devers befalede han, at 6. armégruppe skulle trække sig tilbage.
De tyske folkegrenaderer blev blandt andet udstyret med den såkaldte Panzerschreck. Den var en kopi af amerikanernes bazooka og var særdeles effektiv til at stoppe kampvogne med.
Et taktisk tilbagetog ville ifølge Eisenhower forkorte frontlinjen med mange kilometer, og tropper kunne dermed frigøres til at stoppe Blaskowitz’ fremrykning. Ike havde dog ikke forudset den franske reaktion. Lederen af De Frie Franske Styrker, Charles de Gaulle, tilkaldte en af sine generaler, som fik til opgave at overbringe et ultimatum:
“Forklar ham, at jeg har besluttet at forsvare Alsace. At jeg selvfølgelig ønsker, at den franske hær forsvarer det med hjælp fra de allierede hære, men pga. af Strasbourgs betydning har jeg besluttet at forsvare den kun med franske styrker, om nødvendigt”.
Frankrigs ære stod på spil, mente de Gaulle. Alsace havde skiftet hænder adskillige gange gennem historien, og så sent som i 1940 annekterede Hitler provinsen. Men mere end national stolthed stod på spil. Befolkningen kunne forvente en hård medfart, hvis Gestapo vendte tilbage, og Hitler ville hellere udslette byen end se den falde i franske hænder igen.
Scenen var sat for en styrkeprøve mellem Eisenhower og de Gaulle, da de mødtes den 3. januar i Versailles. Storbritanniens premierminister, Winston Churchill, hastede til for at mægle.
Charles de Gaulle (1890-1970) forlangte, at Strasbourg skulle forsvares for enhver pris.
De allieredes øverstbefalende forklarede, at følelser ikke kunne afgøre strategien. Eisenhowers ordre til Devers stod ved magt. De Gaulle svarede, at i så fald ville han trække alle franske styrker ud af de allieredes fælles kommando. Den normalt rolige Eisenhower eksploderede og svor, at så var det slut med våbenleverancer og forsyninger fra USA.
De Gaulle skød tilbage, at han som gengæld ville stoppe al transport for de allierede på Frankrigs jernbaner. Og endelig agtede han at servere Eisenhower en PR-katastrofe:
“Hvis De gennemfører tilbagetrækningen, vil jeg give en fransk division ordre til at barrikadere sig i Strasbourg, og mens en forfærdet verden ser på, må De rykke ind for at redde den”.
Eisenhower indså, at han havde tabt. Han var færdig, hvis alliancen brød sammen, og amerikanske tropper ikke længere var velkomne i Frankrig. Modstræbende sendte han en ny ordre til general Devers:
“I lyset af Strasbourgs politiske og moralske betydning skal du forsvare den så indædt som muligt, så længe det sker i overensstemmelse med større behov for at bevare dine styrkers slagkraft, som ikke må bringes i fare”.
Churchill roste Eisenhower for at have truffet det rette valg. Nu var det op til Devers at holde fronten i Alsace.
Hitler afblæste fremstød
I Alsace forsøgte Blaskowitz at omsætte sejren over Kampgrupe Hudelson til et helt gennembrud. Den tyske general havde et stærkt kort at spille, for 6. SS-bjergdivision var begyndt at ankomme til fronten. Alle forventede mere af denne styrke end af 17. SS-division, som havde skuffet nytårsnat, for mange af bjergjægerne var garvede krigsveteraner.
En fortrop på 700 SS-soldater trængte ind gennem det hul, amerikanernes Kampgruppe Hudelson havde efterladt sig. Resten af divisionen var stadig på vej til Alsace. Den 4. januar trængte tyskerne ind i landsbyen Wingen, hvor de overraskede tropper fra flere allierede enheder og indtog et par hovedkvarterer. 250 amerikanere blev taget til fange.
Eisenhower sagde senere fnysende om Charles de Gaulle, at franskmanden anså sig selv for at være “Jeanne d’Arcs 195 cm høje afkom.”
Før tyske forstærkninger kunne nå frem, lykkedes det dog general Devers at skrabe en slagkraftig styrke sammen, som gik til modangreb. SS-bjergjægerne holdt længe stand, inden de var nødt til at trække sig tilbage. Fangerne efterlod de uskadte.
Heinrich Himmler skabte SS, men han havde ingen militær erfaring som kommandør. Hans indsats som hærleder under “Operation Nordwind” var en katastrofe.
Efter Blaskowitzs vurdering kunne tyskerne dog sagtens omgruppere og bryde igennem. Han ville sætte sine kampvogne ind, så de kunne trænge ned i Rhindalens lavland bag fjendens ryg. Men Føreren forbød angrebet på grund af Himmlers påståede succes.
Pansertropper blev ført på vildspor
Tropper under SS-chefen Heinrich Himmlers kommando var gået over Rhinen og havde dannet et lille brohoved bag amerikanernes ryg. I en fantasifuld rapport pralede han, at styrken nu marcherede mod byen Hagenau, og begejstret befalede Hitler angrebet i Vogeserne stoppet. Blaskowitz’ kampvogne skulle i stedet slå til nord for Hagenau og bryde igennem til Himmlers mænd.
"For at berolige os fik vi at vide, at Maginot-linjen knap var bemandet." Oberstløjtnant von Luck, 21. panserdivision.
Den garvede kampvognskommandør oberstløtjnant Hans von Luck måtte køre ad isglatte veje til sin nye position. Han anførte resterne af 21. panserdivision, og naboen 25. pansergrenader-division var lige så lemlæstet.
De fik ikke tid til at rekognoscere, før de den 6. januar rykkede frem mod et stykke af den franske Maginot-linje, hvor amerikanere havde forskanset sig. I sine erindringer beskrev von Luck, hvordan han blev tvunget til at angribe i blinde:
“Jeg spurgte efter kort over bunkeres og andre befæstningers præcise placering. Ingen fandtes. Ikke engang overkommandoen havde kort. For at berolige os fik vi at vide, at Maginot-linjen knap var bemandet og ikke udgjorde nogen hindring”.
Men det var løgn. Det tog von Luck tre dage og kostede svære tab til fjendtlige granater at trænge igennem. De tyske tropper fortsatte mod landsbyen Hatten. Et forsøg på at omringe husene med kampvogne og andre panserkøretøjer slog fejl, da amerikanske Sherman-tanks pludselig satte et modangreb ind.
Hitler var begejstret for det nye monsterstore panserkøretøj til at jage amerikanske kampvogn med. Men Jagdtigeren viste sig at have adskillige svagheder.
Andre tyske tropper trængte i mellemtiden ind i de smalle gader, hvor en kaotisk kamp begyndte. En tysk kampvogn kørte i stilling foran kirken i Hatten – længere kunne den ikke komme, for miner forhindrede den i at fortsætte.
Minebæltet kunne ikke ryddes, for amerikanske snigskytter beskød området. Til gengæld sendte kampvognen granater ind i en bygning nærved, hvor amerikanernes hovedkvarter var placeret.
Orgel-messe afsluttede slaget
Næste dag, den 10. januar, rasede de hidsige kampe videre i Hatten helt frem til solnedgang. Von Luck ventede ikke på en afgørelse, men trængte frem til nabobyen Rittershoffen, da mørket var faldet på og skjulte hans bevægelser. Ved solopgang havde hans tropper etableret et fodfæste blandt husene, men amerikanerne holdt resten.
Panserkøretøjer med flammekastere fik tyskerne forbi Maginot-linjen, men så begyndte offensiven at gå i stå.
Udmattelse tog pusten fra “Nordwind”
Tysklands væbnede styrker var langt fra fordums styrke under “Operation Nordwind”: Alt for få kampvogne, infanteridivisioner flikket sammen af de sølle rester fra knuste enheder og ingen nævneværdig flystøtte.
Trods alle disse indlysende mangler iværksatte Hitler “Operation Nordwind”. Offensivens første dage var skuffende, og en stabsofficer på inspektion beskrev i en rapport problemerne ved fronten:
“Vores troppers tydeligt faldende kampkraft kan forklares ikke alene med den kortvarige og utilstrækkelige træningstid sammen i reservehæren, men også med fraværet af gamle, pålidelige befalingsmænd og kompetente officerer på bataljons- og kompagni-niveau. En forudsætning for nye angreb må være erstatnings-personel. Artilleriet har også vist sig utilstrækkeligt, og det samme gælder de fremskudte observatører og radio-udstyret”.
“I de to landsbyer Hatten og Rittershoffen udviklede der sig nu et af de hårdeste og mest omkostningsfulde slag, der rasede på Vestfronten. I Rittershoffen var vi blot 20 m fra hinanden. Nogle gange befandt vi os på førstesalen i et hus, mens amerikanerne var i kælderen”, fortalt von Luck.
Og tyskeren vidste, hvad han talte om. Siden 1939 havde han kæmpet i Polen, Frankrig, Nordafrika, Rusland, Normandiet og senest Ardennerne.
De hidsige nærkampe stod på inde i landsbyerne, og ude på markerne hobede vrag af kampvogne og panserkøretøjer sig op, i takt med at begge parter forsøgte angreb for at bryde dødvandet. Det åbne land udviklede sig til en dødsfælde, og kun om natten kunne forsyninger føres frem og sårede evakueres.
Fra sin kommandopost i Rittershoffen havde von Luck ingen kontrol over de af hans tropper, som befandt sig længere bagude:
“Efter otte dage anede vi ikke, om vi fortsatte kampen for ærens skyld, eller om det tjente noget taktisk formål, at vi holdt stillingerne. Det virkede på mig, som om vi og vores tapre modstandere ikke længere tænkte på andet end overlevelse”.
Så den 21. januar var der pludselig helt stille. Natten forinden havde amerikanerne trukket sig ud for at trække sig tilbage til bedre forsvarspositioner.
I Hatten var ødelæggelserne omfattende, og efter slaget var gaderne oversået med udbrændte køretøjer.
Von Luck gik hen til resterne af Rittershoffens kirke, og her så han orglet, som mirakuløst var uskadt. Han gav sig til at spille Bach, og tonerne spredte sig ud blandt ruinerne. Tyske soldater samlede sig. Det samme gjorde mange civile, som havde udstået slaget skjult i deres kældre. Tårer løb ned ad mange kinder.
Stalin stoppede “Nordwind”
De nedslidte tyske styrker fra Hatten og Rittershoffen rykkede frem til den næste by, Hagenau, hvor amerikanerne ventede på dem i nye stillinger. Kampen kunne begynde forfra, men von Luck nærede et oprigtigt håb om, at det nu ville lykkes at tage Strasbourg og det meste af Alsace.
Så fik han pludselig ordre til trække sin enhed tilbage den 24. januar:
“Vi var selvfølgelig glade for et par dages pause efter de hårde kampe i Rittershoffen, men forstod ikke, hvorfor vi blev trukket tilbage så tæt på vores mål. Forklaringen skulle vi få hurtigere, end vi ville have ønsket”.
Hans von Luck (1911-1997) modtog flere udmærkelser under 2. verdenskrig, bla. Jernkorsets Ridderkors.
Nu gælder det vores kvinder og børn
Efter “Operation Nordwinds” sammenbrud talte oberstløjtnant Hans von Luck til resterne af sin 21. panserdivision, som i hast skulle videre til en ny slagmark:
“I løbet af de nærmeste dage skal vi overføres til Østfronten. Ved Oderfloden skal vi forhindre Berlin i at falde i russernes hænder. Det vil blive vores sidste slag”.
Efter en kort pause fortsatte den højt dekorerede officer:
“Glem alle slagord om Tusindårsriget. Fra nu af kæmper vi udelukkende for overlevelse – vores hjemlands, koners, mødres og børns overlevelse. Dem vil vi redde fra en skæbne, som ingen af os kan forestille os. Det må være en sag, der er værd at kæmpe for i de kommende uger og måneder. Må Gud bevare og beskytte jer”.
Hans von Luck overlevede krigen og vendte hjem efter fire år i russisk fangelejr.
Sovjetiske styrker var gået over Oder-floden og befandt sig nu knap 100 km fra Berlin. Resterne af de tyske panserstyrker i vest måtte i hast overføres til Østfronten, hvor de skulle prøve at dæmme op for flodbølgen af sovjetiske soldater.
“Operation Nordwind” havde varet for længe. Trods de ekstremt hårde kampe var det aldrig lykkedes at bryde den amerikanske frontlinje. Strasbourg var stadig på de allieredes hænder, og tyskerne havde ikke svækket modstanderen så meget, at Vestfronten stod stille, mens Nazityskland kæmpede for sit liv i øst.
Faktisk havde Blaskowitz’ tropper betalt den højeste pris under offensiven. De tyske tabstal løb op i 23.000 mand, som var dræbt, såret, fanget eller forsvundet, mens general Devers’ amerikanere mistede 14.000. Regnestykket var katastrofalt for en operation, som blev gennemført for at årelade fjenden.