Getty Images, Fotosearch & Shutterstock

Hitler og Stalin ville udslette Polen

Kort efter erobringen af Polen påbegynder Hitler og Stalin hver deres plan for det delte lands fremtid. Ideologisk set ligger de to diktatorer milevidt fra hinanden, men i begge dele af Polen betaler befolkningen en høj pris.

Den 1. september 1939 angriber tyske tropper Polen fra nord, syd og vest, og 2. verdenskrig bryder ud. Befolkningen kan kun håbe på, at landet kan holde stand, indtil dets allierede når frem.

Efter flere års tilløb og en stadig voldsommere retorik slipper Hitler nemlig sin hær løs mod Polen. Men Føreren har brug for folkets opbakning, og en hemmelig mission med falske uniformer og massiv propaganda sættes igang.

Modsat Nazityskland er Den Røde Hær ikke klar til krig i 1939, fordi Stalin har udrenset store dele af sit officerskorps i 1937 og 1938. Da Tyskland løber polakkerne over ende, får Sovjetunionen dog travlt med at invadere og sikre sig sin del af landet.

Få styr på Hitler og Stalins planer for invasionen af Polen lige her:

Hitlers plan for invasionen af Polen

Jeg har givet ordrer om, at alle polske mænd, kvinder og børn skal dræbes uden nåde. Kun sådan får vi plads til at leve.” – Hitler

  1. Landet: Tyske områder tømmes for polakker I oktober 1939 indlemmer Nazityskland de vestlige og nordvestlige dele af Polen i det tredje rige. Resten af den tyske del af Polen gøres til en koloni, som jøder og andre polakker deporteres til.

  2. Ressource: Kun tyskere må eje virksomheder Tyskerne konfiskerer alle fabrikker og virksomheder og sender ejerne i koncentrationslejre eller på tvangsarbejde i Tyskland.

  3. Arbejdsstyrken: Polakkerne skal være slaver Ifølge Hitlers plan skal alt lønnet arbejde i de annekterede områder være forbeholdt tyskere. Polakkerne skal reduceres til at leve på et eksistensminimum som tyskernes slaver.

  4. Uddannelse: Skoler og universiteter lukkes Lærere og universitetsansatte arresteres i hobetal og sendes i koncentrationslejr. Polakkerne skal være tyskernes slaver og har derfor ikke brug for uddannelse.

  5. Religion: Den katolske kirke bekæmpes Hitler forsøger at udrydde polsk kultur for altid. Nazisterne bekæmper den katolske kirke. Tusindvis af polske præster sendes i koncentrationslejr.

  6. Befolkning: Etnisk udrensning til sidst Når jøderne er helt udryddet, skal de øvrige polakker ifølge Hitlers plan arbejdes ihjel. Det vil give lebensraum – plads – til, at den tyske befolkning kan brede sig over Polens frodige sletter.

I oktober 1939 begyndte tyske tropper at henrette civile polakker.

© AKG Images

Stalins plan for invasionen af Polen

Enhver indfører sit eget __system, så langt som hans hær kan nå.” – Stalin

  1. Landet: Polakkerne stemmer om deres fremtid Efter en manipuleret folkeafstemning den 2. oktober 1939 viser resultatet, at polakkerne i den sovjetiske zone ønsker at blive en del af Sovjetunionen. Ifølge de sovjetiske myndigheder stemmer hele 98 procent af polakkerne for indlemmelsen.

  2. Ressourcer: Alle værdier forsvinder ud af landet De nye herskere beslaglægger alle varelagre med tøj, medicin, mad og endda nål, tråd og knive. Alle varerne sendes til Sovjetunionen.

  3. Arbejdsstyrken: Arbejdsløse sendes til Rusland De sovjetiske besættelsestropper sender arbejdsløse polakker og krigsflygtninge til Rusland for at arbejde. Mange ender i Uralbjergene eller på et af de afsidesliggende kollektive landbrug.

  4. Uddannelse: Russisk skal være hovedsproget På skoler og universiteter indfører Sovjetunionen et helt nyt pensum. Undervisningen skal nu foregå i kommunismens ånd, kapitalismen skal fordømmes, mens russisk bliver hovedsproget i al undervisning.

  5. Religion: Den katolske kirke skal knækkes Religion er opium for folket, mener kommunisterne. Polakkerne skal med tiden forvandles til gode ateister, og adskillige fremtrædende præster arresteres derfor. Lukning af kirker må dog opgives, da de første forsøg fører til massive optøjer.

  6. Befolkningen: Kapitalisterne fjernes Det kommunistiske Sovjetunionen ser det som sin fornemste opgave at bekæmpe kapitalister og borgerlige. Det nye Polen skal være et klasseløst samfund, hvor jordejere, virksomhedsejere og intellektuelle er uønskede. De bliver derfor arresteret i hobetal af den sovjetiske sikkerheds-tjeneste NKVD og deporteres til Sibirien og Kasakhstan. Alene mellem februar og maj 1940 anholder NKVD 1,5 mio. mennesker.

Hundredtusindvis af polakker endte i Sovjetunionens arbejdslejre.

© Getty Images

Invasionen af Polen var en massakre

Den 6. oktober – efter 36 dages kamp – nedkæmper Nazityskland de sidste polske styrker i landet. Polen deles i to og slettes af landkortet. Nazityskland og Stalins Sovjetunionen besætter hver sin del af landet, præcis som de aftalte på forhånd.

Læs den grufulde historie om invasionen af Polen dag for dag lige her.