Hitler ville slavebinde englænderne

Hitler indleder med at skamrose de tyske tropper, som for nylig tromlede hen over Frankrig.

Ved den lejlighed mistede Storbritannien knap 70.000 soldater samt enorme mængder af materiel og ammunition, der måtte efterlades på strandene i Dunkerque, inden de britiske tropper flygtede over Kanalen.

Føreren erklærer, at han aldrig har ønsket at udslette Det Britiske Imperium, og han fremsætter et generøst tilbud.

“Jeg føler mig – grundet min samvittighed – nødsaget til at rette endnu en appel til England. Jeg ser ingen tvingende grund til at fortsætte denne krig”, lyder budskabet, der leveres med en klar undertone af, at briterne skal føje Tyskland ved en fremtidig fredsaftale.

“Deutschland – Sieg Heil!” afslutter Hitler efter to timer og syv minutter, inden partifællerne i operaen koger over i begejstrede jubelråb.

Efterfølgende forventer Føreren, at Winston Churchill vil falde på knæ for hans fødder.

Men dagene går, og briternes svar på rigskanslerens fredstilbud er blot larmende tavshed.

Hitler er ved at blive ædt op af raseri; hvis briterne ikke vil makke ret, har han en anden løsning på problemet:

Hans folk er allerede i fuld gang med at planlægge en invasion af England. Inden året er omme, skal hagekorset vaje over Storbritannien – og så vil briterne fortryde, at de ikke valgte freden.

Hitler vil straffe England

At invadere Storbritannien var en idé, som cirkulerede i den tyske hærledelse allerede i november 1939.

Dengang blev storadmiral Erich Raeder, der stod i spidsen for Nazitysklands flåde, Kriegsmarine, sat til at udarbejde en erobringsplan.

Den rutinerede søulk var ikke synderlig begejstret ved tanken og foreslog i stedet en søblokade mod Storbritannien. Hitler erklærede sig enig.

Men foråret og sommeren 1940 var så berusende for Føreren og hans stab, at planerne om at underlægge sig England hurtigt blussede op igen.

Norge og Danmark blev besat i april, og snart efter faldt Holland, Belgien og Frankrig. Imens holdt USA fast i sin neutralitet, og Sovjetunionen samarbejdede velvilligt med tyskerne.

Nazisterne manglede kun at besejre Storbritannien for at underlægge sig hele Vesteuropa.

Succesen på slagmarkerne gav hærcheferne selvtillid, og mange blev varme fortalere for at erobre England.

Hitler og hærens overkommando vurderede i begyndelsen af juli, at “en invasion af England er mulig”, og den 16. juli underskrev Føreren sin Forordning nr. 16, som officielt satte invasionsplanerne i gang:

“Eftersom England, på trods af håbløsheden ved landets militære stilling, endnu ikke har vist sig villigt til at indgå et kompromis, har jeg besluttet at indlede forberedelserne til – og om nødvendigt at gennemføre – en invasion af England”.

Luftherredømmet er altafgørende

I forordningen oplistede Hitler en række forudsætninger for en succesfuld landgangsoperation: Kanalen skulle renses for miner, det engelske kystforsvar sættes ud af spillet og luftvåbnet nedkæmpes i en sådan grad, at det ville være “ude af stand til at yde nogen væsentlig modstand mod landgangstropperne”.

Med andre ord måtte Luftwaffes piloter i luften – og den selvsikre rigsmarskal Göring meldte sig parat til opgaven.

Storadmiral Raeder var mere skeptisk.

“Set i lyset af vores flådestyrkes svaghed kan vi ikke effektivt forhindre fjendens gennemtrængning af vores flanke af transportfartøjer”, lød vurderingen.

Føreren vidste godt, at en landgang på De Britiske Øer var risikabel, og nazilederen ville løbende følge udviklingen.

På et møde med sine militærchefer den 31. juli slog Hitler fast, at hvis Luftwaffe havde succes med at neutralisere Royal Air Force (RAF), “vil vi angribe”.

Den melding sendte Hermann Göring i den syvende himmel:

“Føreren har givet mig ordre til at knuse England med mit Luftwaffe”, erklærede han og lovede, at opgaven ville være løst på fire uger.

Luftwaffe angriber De Britiske Øer

I Forordning nr. 16 havde Hitler givet invasionen dæknavnet “Seelöwe” (søløve), fordi tyskerne skulle myldre op på land fra havet.

Men inden da skulle Görings ørne knuse RAF – og de tyske piloter osede af selvtillid som deres chef.

“Det er blot et spørgsmål om et par uger, før vi gør det af med RAF.

Om 14 dage har briterne ikke flere fly tilbage”, pralede en Messerschmitt-pilot over for en amerikansk journalist, da Göring indledte “Operation Adlerangriff” (Ørneangreb) den 13. august 1940.

På den første såkaldte ørnedag buldrede bombe- og jagerfly over Kanalen, men den forventede succes udeblev: I alt mistede Luftwaffe 47 fly på operationens første dag, mens bare 13 britiske maskiner styrtede til jorden.

Selvom RAF kun rådede over halvt så mange fly som Luftwaffe, fløj briterne i hurtige Spitfires og Hurricanes. De nyudviklede fly ydede en helt anden modstand end den, tyskerne tidligere havde mødt.

Luftwaffe blev dog stædigt ved med at angribe, og takket være deres talmæssige overlegenhed fik Görings piloter efterhånden gjort stor skade på de britiske baser.

Flyhangarer og værksteder blev splittet til atomer, og landingsbanerne forvandlet til gennemhullede månelandskaber.

Samtidig blev de britiske piloter drænet for energi, fordi de måtte i luften fem-syv gange om dagen.

“Aldrig i de menneskelige konflikters historie har så mange haft så få at takke for så meget”, sagde Churchill i en hyldesttale til RAF.

Også i den tyske lejr var piloterne psykisk udmattede. Piloterne led af “kanalsyge” – angsten for at blive opslugt af Kanalens vandmasser, hvis deres fly løb tør for brændstof på vejen hjem mod Frankrig efter et togt over Engand.

Ligeledes var det opslidende at være vidne til så mange landsmænds død.

“Vi så den ene kammerat efter den anden forsvinde. Der gik ikke en dag, uden at der igen stod en tom stol i messen”, huskede en tysk pilot.

Göring glædede sig i stedet over, at angrebene bar frugt, og at RAF’s baser var i en slem forfatning.

Tyske efterretninger pegede i slutningen af august på, at briterne kun havde 300 fly tilbage.

Desværre for tyskerne var tallet forkert. RAF rådede stadig over næsten 600 maskiner, og flyproduktionen var i fuld gang.

Ingeniører bygger invasionsfartøjer

Mens Luftwaffe forsøgte at holde RAF på jorden, var forberedelserne til “Opera­tion Seelöwes” landgang i fuld sving.

Planen byggede på, at 260.000 soldater skulle gå i land i Sydengland den 15. september.

Det Tredje Riges ingeniører havde derfor travlt med at forberede fartøjerne til den krævende mission.

Operationens stramme tidsplan gjorde det umuligt at udvikle et større antal specialfremstillede landgangsfartøjer.

I stedet måtte ganske almindelige flodpramme tøffe på kanalerne gennem Belgien, Holland, Tyskland og Nordfrankrig – alle med kurs mod de franske havnebyer ved Den Engelske Kanal.

Som perler på en snor blev prammene trukket på værft, hvor ingeniørtropper stod klar med skære- og svejseudstyr.

Fartøjerne skulle nemlig forsynes med en port i stævnen, så tropper og kampvogne hurtigt kunne losses under landgangen.

De største pramme havde plads til fire kampvogne eller over 100 mand. Fartøjerne, som primært skulle transportere infanterister, blev forstærket i siderne med beton, så de bedre kunne modstå fjendens skyts.

En fordel ved flodprammene var, at de havde en flad bund, og derfor kunne sejle helt op til stranden.

Ulempen var, at de på ingen måde var bygget til at sejle på andet end roligt flodvand.

“De havde ingen stabilitet og blev kastet rundt i kvalmende bevægelser ved selv den mindste bølgegang”, huskede den tyske soldat Alexander Hoffer.

Så var Hoffer og hans kammerater tryggere ved nogle af de andre fartøjer, som mere end 7.000 ingeniører sled for at få færdige inden den 15. september.

Blandt frembringelserne var Siebelfähre, der bestod af to store pontoner holdt sammen af en tværgående platform og forsynet med flak-kanoner samt to BMW-flymotorer til fremdrift, amfibiekampvognen Schwimmpanzer, der fik flydere på siden, og ikke mindst kampvognen Tauchpanzer III, der vha. en lang snorkel kunne køre på havbunden.

“En Sonderführer (underofficer med specialopgave, red.) fortalte, at vores angreb ville blive ledsaget af sådanne undervandskampvogne. Efter det var vi alle rolige”, erindrede Hoffer.

Generalprøve ender i katastrofe

Midt i august, hvor prammene lå så tæt i de vestfranske havne, at det ifølge en kommandør “var svært at øjne bare en lille plet med vand”, kastede tyskerne sig ud i en generalprøve.

Landgangen skulle simuleres med 50 pramme, slæbebåde og andre skibe ud for Boulogne-sur-Mer. Resultatet var nedslående. En “uomtvistelig fiasko”, fastslog admiral Theodor Krancke.

“Prammene nåede ikke langt nok op på stranden, tropperne måtte gå i vand til brystet og var gennemblødte og i total uorden, da de nåede kysten.

Våben, ammunition og forsyninger kom først i land efter meget besvær, hvis de da overhovedet kom i land.

Forsvaret kunne let have udryddet hele landgangsstyrken med få maskingeværer”, lød hans konklusion.

Da forberedelserne til landgangsoperationen tydeligvis var utilstrækkelige, og RAF endnu havde masser af fly i luften, udskød Hitler “Operation Seelöwe” til slutningen af september – uden at fastsætte en præcis dato.

Føreren havde dog på ingen måde droppet planerne om en invasion, hvilket han slog fast den 4. september i Berlins Sportpalast-hal foran en nærmest hysterisk menneskeskare:

“I England bobler de af nysgerrighed og bliver ved med at spørge: Hvorfor kommer han dog ikke? Bare rolig. Han kommer. Han kommer”.

Hitler ændrer strategi

Under talen i Sportpalast truede Hitler briterne med, at han nu var parat til at “udslette deres byer”.

Nazilederens vrede var udløst af, at RAF havde haft den frækhed at kaste bomber over Berlin. Briternes bombning var dog reelt set en gengældelsesaktion, fordi Luftwaffe – sandsynligvis ved en fejl – havde kastet bomber over London.

Uanset hvad var Göring og Hitler opsatte på hævn.

I stedet for at gå efter RAF-baser skulle Luftwaffe nu rette sigtet mod storbyerne og deres indbyggere.

Fra klinterne i Pas-de-Calais på den vestfranske kyst nød Göring om eftermiddagen den 7. september synet af mere end 300 fly, som susede hen over himlen mod London.

Over den britiske hovedstad slap maskinerne deres dødbringende last og forvandlede store dele af hovedstaden til et flammehav. Da mørket faldt på om aftenen, kunne brandene i London ses mere end 15 km væk.

Angrebet, der dræbte 448 mennesker, markerede førstedagen af “blitzen” – briternes navn for nazisternes bombeoffensiv.

Den nye strategi skulle knække briternes kampånd forud for invasionen.

Og mens bomberne faldt tæt, var nazilederne i fuld gang med at planlægge, hvordan det besatte Storbritannien skulle styres i fremtiden.

Briterne skal regeres med jernhånd

Overordnet set gik den tyske besættelsesplan ud på, at briterne skulle behandles hårdere end andre besejrede nationer.

I et direktiv om “den militære administration af England” fra den 9. september 1940 afgjorde den tyske hærledelse, at “den raske mandlige befolkning mellem 17 og 45 skal interneres og så vidt muligt fjernes fra hovedlandet”.

Det betød, at 11 mio. mænd – en fjerdedel af den britiske befolkning – skulle sendes i lejre på kontinentet.

SS’eren Walther Darré, som var en af de ledende nazister inden for racemæssige og territorielle spørgsmål, lovede at “færdiggøre denne ødelæggelsesopgave uden nogen form for sentimentalitet”.

Unge britiske kvinder var udset til en endnu værre skæbne. En anonym eksnazist fortalte 15 år efter krigen, at de tyske planer indeholdt et ønske om et arisk avlsprogram i Storbritannien.

Således skulle kvinder i den fødedygtige alder samles på 12 engelske herregårde og fungere som sexslaver for virile tyskere.

“Håbet var, at Skotland ville have en ekstra høj procentdel af nordisk-udseende piger”, tilføjede eksnazisten i 1960.

Det skal bemærkes, at ingen bevarede dokumenter fra nazitiden kan bekræfte hans udsagn om avlsprogrammet.

Overkommandoen havde også færdigtrykt bunker af flyveblade, som skulle spredes ud over Storbritannien, når landgangen var iværksat.

Her kunne briterne læse, at “enhver form for sabotage og modstand, aktiv eller passiv, mod de væbnede tyske styrker vil blive mødt med de skrappest mulige repressalier. Sådanne fjendtlige handlinger vil ubarmhjertigt blive straffet med døden”.

Den tyske sikkerhedschef Heydrich udnævnte sin nære medarbejder Franz Six til politichef i Storbritannien.

Six afslørede efter krigen, at alle briter “skulle være afhørt om deres tanker og baggrund”. Til det formål ville nazisterne åbne “interneringslejre og forhørscentre uden for hver eneste større by”.

Sandsynligvis ville de tyske soldater også være gået hårdt til de civile briter under kampene. Det viser eksempelvis et brev fra kampvognskommandøren Karl Fuchs, der skrev hjem til sin mor:

“Dagene er talte for bumserne i England. De vil ikke være i stand til at angribe tyske byer og fredelige gårde længere. Vi føler alle, at når vi først er derovre, vil ingen vise nåde, lige meget hvem der er involveret. Alle de bumser er ens”.

Forblændet af Luftwaffes propaganda om, at RAF var tæt på at være i knæ, var de fleste tyskere – høj som lav – over­beviste om, at England snart var indlemmet i Det Tredje Rige.

Under et besøg i Rom i midten af september var udenrigsminister von Ribbentrop sikker i sin sag over for sine italienske akse-venner:

“Landgangen er klar og mulig. Det engelske forsvar er ikke-eksisterende. Én eneste tysk division vil være nok til at fremtvinge det fuldstændige kollaps”.

Men et katastrofalt storangreb på London fik nazisterne til at vågne brat op.

Görings offensiv ender i en fiasko

Hitler havde haft store forhåbninger til Luftwaffes natlige terrortogter over de sydengelske byer i første halvdel af september. Men resultatet udeblev.

Selvom indbyggerne i England led under “blitzen”, var deres kampvilje – stik mod Hitlers forventning – steget dag for dag. Og vigtigere endnu havde RAF fået et tiltrængt hvil.

Alle radarstationer blev genopbygget, landingsbaner lappet og ødelagte fly repareret. Flyproduktionen var også kommet op i fart: Mens Tyskland fra juni til september 1940 byggede 775 nye Messerschmitt-fly, producerede briterne 1.900 nye jagere.

Uden nogen anelse om, hvor stærkt RAF stod midt i september, intensiverede Göring luftoffensiven i et naivt håb om at gøre det endeligt af med fjenden.

Søndag den 15. september tordnede 500 tyske bombefly og 620 jagere mod London.

Briternes radarsystem opfangede imidlertid truslen i god tid, og 630 engelske jagerfly gik på vingerne for at give fjenden en varm velkomst.

Allerede i luften over Sydengland indså tyskerne, at en massakre ventede forude: Messerschmitt-jagerne havde nemlig kun brændstof til 10 minutters flyvning over London.

Tyskernes langsomme bombefly var prisgivet, da deres eskorte vendte om. Med ét befandt de sig alene over Sydengland med Spitfires og Hurricanes flokkende omkring sig.

Briterne ødelagde 60 tyske fly og skadede 20 alvorligt på dagen, der blev kendt som “Battle of Britain Day”. Avisen “Daily Telegraph” skrev efter kampene, at det var “den største dag for RAF”.

På den anden side af Kanalen var stemningen anderledes bitter. En rasende Göring råbte: “Jagerne har svigtet os!”

Efter yderligere to dage med alvorlige tab over England var udsigterne for invasionen ringere end nogensinde før.

Føreren skrinlægger “søløven”

For Hitler stod det klart, at RAF fortsat udgjorde en dødelig trussel mod landgangstropperne. Den 17. september udskød han landgangen på ubestemt tid – til flådechef Erich Raeders store lettelse:

“Det var ekstremt heldigt, at invasionen ikke blev gennemført, da det tilbageskridt, som den ville have medført, ville have været katastrofalt”.

Hitler selv nåede formentlig til den samme konklusion i foråret 1941, for han genoplivede aldrig invasionsplanerne. “Operation See­löwe” havde da allerede kostet Nazityskland dyrt.

Millioner af mark og arbejdstimer var blevet spildt på materiel, som tyskerne aldrig fik brug for.

Og militært havde det britiske luftvåben bevist over for hele verden, at Nazitysklands imponerende krigsmaskine kunne stoppes.

Piloterne fra det britiske Royal Air Force forhindrede ikke kun en invasion af deres hjemstavn, men overbeviste også USA om, at Storbritannien ville være en troværdig alliancepartner.

Selvom Hitler stoppede landgangsplanerne, havde han tabt stort i England.