Adolf Hitler - portræt af en folkeforfører

Hyldesten fortsatte om aftenen, da 25.000 medlemmer af partimilitsen Sturmabteilung (SA) marcherede syngende gennem Brandenburger Tor og frem til Rigskancelliet.

Flammerne fra deres fakler glimtede i de blankpolerede støvler og oplyste de tyske faner i flakkende glimt. Foran Rigskancelliet gjorde menneskemængden holdt, mens den forventningsfulde summen forenedes til jubelråb: “Sieg Heil!”

Da råbene steg i styrke, trådte Hitler frem i et af de oplyste vinduer og hævede sin arm til hilsen.

I hele landet – fra Flensburg i nord til München i syd – drejede indbyggerne ivrigt på radioens knapper for at følge begivenhederne, transmitteret direkte fra Berlin.

Kåringen af Hitler som rigskansler skulle være hele Tysklands aften, havde nazisternes propagandamester Joseph Goebbels gennemtrumfet over for den statslige radio.

Alle indbyggere skulle vide, at noget nyt var ved at tage form. Nu ville Hitler gøre op med det gamle styre, som efter hans mening var baseret på “dumhed, middelmådighed, halvhjertede standpunkter, fejhed, svaghed og utilstrækkelighed”.

Tyskland skulle løftes ud af fattigdommen og den ydmygelse, som kapitulationen efter 1. verdenskrig havde nedkaldt over landet.

Goebbels var yderst tilfreds, da han efter midnat forlod Rigskancelliet – “i en sanseløs begejstringens rus,” som han skrev.

Hitler kunne selv dårligt tro på, at den store dag endelig var kommet. Til én af sine tilhængere betroede han, at han måtte være blevet reddet gennem guddommelig indgriben, “da jeg var ved at lide skibbrud, var ved at kvæles i intriger og økonomiske vanskeligheder”.

Efter fjorten års politisk stræben – og de sidste fire år som én lang udmarvende valgkamp – var han endelig kommet til magten. Alt, hvad han havde kæmpet for, så ud til at blive virkelighed.

Adolf Hitler var en begavet, men doven dreng

Hitler blev født den 20. april 1889 i Braunau am Inn i det nordlige Østrig. Hans far, Alois Hitler, var en retlinet og bestemt toldembedsmand.

De to havde evindelige kontroverser, for Alois' ambitioner på sønnens vegne faldt helt uden for, hvad drømmeren Adolf havde i tankerne. Drengen forsømte ingen lejlighed til at fortælle sin far, at han ikke skulle lukkes inde på et toldkontor, men ville nyde det frie liv som kunstner.

Moderen Klara stod for omsorgen snarere end opdragelsen, og hende havde Adolf et nært forhold til. Da drengen var fem år, flyttede familien til Linz, og her tilbragte han sin skoletid.

Adolf var begavet, men doven. Det kneb med at få kammerater, og Adolf prøvede med alle midler at undgå skolen. Som 16-årig fik han af sin mor lov til at forlade realskolen, uden eksamen. Faderen var død to år tidligere og kunne ikke længere holde ham fast på skolebænken.

Kunstnerdrømmen smuldrede for Hitler

I stedet for skolen brugte Adolf Hitler nu sin tid på at dagdrømme, tegne, male og gå i operaen. Især holdt han af Richard Wagners skæbnetunge fortællinger.

18 år gammel drog Hitler til Wien for at gøre alvor af sine kunstnerdrømme. Byen var i begyndelsen af 1900-tallet en storslået metropol. I byens gader mødtes folkeslagene fra det vidtstrakte østrig-ungarske rige; østrigere, ungarere, polakker og andre folk fra rigets slaviske områder. Kunst, kultur og arkitektur blomstrede.

Den unge Hitler var begejstret ved mødet med storbyens pulserende liv. I timevis kunne han beundre de monumentale bygninger, og han var en flittig gæst i operaen.

Snart ændrede alt sig dog. Efter at han to gange var dumpet til optagelsesprøven til Kunstakademiet, fik Hitler at vide, at han var uegnet som maler, men at han muligvis kunne blive arkitekt.

Den vej var imidlertid spærret for ham, da han jo ikke havde taget realeksamen. Og med sin livsdrøm lagt i ruiner drev han nu om på må og få uden at finde mening med tilværelsen.

I denne periode fik han øjnene op for “det andet Wien” – spændingerne mellem de forskellige folkeslag, den ulmende utilfredshed blandt arbejdere og studenter og en følelse af, at det gamle kejserrige snart ville gå under.

Selv om han ikke led økonomisk nød – efter moderens død fik han understøttelse som forældreløs – var Hitler frustreret. Han følte sig miskendt og sat uden for samfundet. Hans personlige følelser fik næring af det, han så og hørte fra forhutlede eksistenser på de herberger og mandehjem, han boede på.

Jødehadet vågner hos Hitler

Som mange andre, der søgte efter en årsag til deres personlige fiasko, kom Hitler til at se jøderne som de skyldige. De antisemitiske pamfletter, som i stort tal blev udgivet i Wien, gav ham ret: Jøderne var gået sammen for at fordærve Østrig.

Med propaganda ødelagde de arbejdernes kærlighed til fædrelandet og lokkede dem over til den internationale marxisme.

Hitler blev manisk optaget af jøderne i gadebilledet. “Kun i et uhyres, ikke i et menneskes hjerne, kunne der opstå en plan til en organisation, hvis virksomhed måtte føre til den menneskelige kulturs sammenbrud og verdens ødelæggelse,” skrev han senere.

Hitlers antisemitisme var ikke usædvanlig for tiden. Wiens overborgmester Karl Lueger kombinerede en forbedret socialforsorg med nationalisme og antisemitisme – en cocktail, der mindede om den senere nationalsocialisme. Lueger var en dygtig taler og havde en evne til at nå “manden på gaden” med sine enkle budskaber.

Gennem Lueger blev Hitler politisk vakt og blev inspireret af hans taleteknik. Men også socialdemokratiet, som Hitler ellers afskyede, var en kilde til inspiration. Han beundrede deres marcher og evne til at mobilisere masserne med propaganda.

Hitler meldte dig til tjeneste under 1. verdenskrig

Led og ked af Wien og byens kosmopolitiske uorden rejste Hitler til München i Tyskland. Her fortsatte han sine drømmerier, mens han forsøgte at leve af sit maleri. I mellemtiden trængte virkeligheden sig på. 1. august 1914 erklærede Tyskland krig mod Rusland, og snart efter var 1. verdenskrig en realitet.

Hitler meldte sig entusiastisk til militærtjeneste og kom til at indgå i det 16. bayriske reserveinfanteriregiment. Efter knap ti ugers træning blev regimentet sendt til vestfronten og kastet ind et af krigens første, blodige slag – slaget ved Ypres i oktober 1914.

Øjenvidner har fortalt, hvordan de unge, utrænede tyskere arm i arm og fulde af selvtillid gik lige mod briterne, mens de sang patriotiske sange. Englænderne var anderledes godt forberedt, og tyskerne led store tab.

Men på trods af gruen betegnede Hitler krigen som “den uforglemmeligste og største tid i mit jordiske liv”. Han følte sig hjemme i soldaternes fællesskab og i kampen, hvor han kunne udmærke sig i en stor sags tjeneste.

Hitler var ved fronten i fire år. To gange blev han tildelt Jernkorset, i 1918 endog af 1. grad, hvilket var usædvanligt for en underkorporal. Han var vellidt blandt kammeraterne, men samtidig lidt af en enspænder.

Han kunne være helt væk i egne tanker, tabt for omverdenen, og så kaste sig ud i lange udredninger om militærstrategi – noget, som hans kammerater fandt upassende.

Under et af de sidste britiske gasangreb blev Hitler blindet og måtte behandles på et lazaret. Her befandt han sig, da han fik at vide, at Tyskland havde kapituleret. Meddelelsen kom som et chok for Hitler, der – efter eget udsagn – kastede sig på sin seng, begravede hovedet i puden og græd.

Hitler opdager sit særlige talent

Efter krigen søgte Hitler tilflugt i kasernen hos sit regiment i München, hvor han prøvede at finde sig til rette med de nye forhold. Den tyske kejser var abdiceret, og Tyskland omdannet til en republik. Men demokratiet var fra begyndelsen svagt, truet af bevæbnede korps og jævnlige revolter.

Hitler følte et stærkt had til “novemberforbryderne”, politikerne, som havde undergravet Tysklands kampkraft og tvunget landet til at kapitulere. Hans tanker kredsede om revanche og genopretningen af Tysklands ære.

De retningsløse ideer faldt uventet på plads i september 1919, da han gjorde tjeneste som efterretningsmand og fik til opgave at holde øje med det lille nationalistiske Deutsche Arbeiterpartei.

Hitler faldt hurtigt ud af rollen som observatør og kastede sig ivrigt ind i den politiske diskussion. En måned senere havde han meldt sig ind i partiet og fik ansvaret for partiets medlemshvervning og propaganda.

Partiarbejdet gav Hitler selvtilliden tilbage, og han opdagede sine evner som taler. Forklaringen om jødernes og kommunisternes forræderi mod det tyske folk vandt genklang hos mange.

Folk jublede, og salene kogte, når Hitler gav los i sansemættet raseri over Versailles-freden og Tysklands deroute. Partiets medlemstal steg støt, og Hitlers gennembrud kom, da et offentligt partimøde i 1920 kunne trække godt 2000 tilhørere.

Kort efter skiftede partiet navn til Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP) og tog hagekorset som symbol.

Nazisternes “ølstuekup” gav bagslag

I 1921 gik Hitler, der nu var blevet partiets leder, i gang med at uniformere NSDAP, som fik emblemer, armbind og faner. Han oprettede også SA-korpset, som med marcher i gaderne skulle tiltrække sympatisører og skræmme nazisternes modstandere.

Konflikten om Ruhrområdet, som Frankrig og England havde taget som pant efter 1. verdenskrig, og en galopperende inflation svækkede republikken, og flere steder flammede lokale oprør.

Hitler havde set, hvordan Benito Mussolini i 1922 var kommet til magten i Italien ved at lade sine partisoldater, “sortskjorterne”, marchere til Rom. Styret i Tyskland var næppe mere levedygtigt end den regering, “Il Duce” havde væltet, konkluderede Hitler og planlagde en lignende march mod Berlin.

Første skridt var et kup i den bayriske hovedstad, München. Om aftenen den 8. november 1923 stormede Hitler ind i ølhallen Bürgerbräukeller, affyrede sin pistol op i luften og erklærede, at den nationale revolution var brudt ud. Han havde imidlertid ikke sikret sig tilstrækkelig støtte fra politisk side, og i løbet af natten fik de bayriske myndigheder sikret byen mod en nazistisk magtovertagelse.

Da Hitler dagen efter – i forvisning om en sejr – marcherede med sine mænd gennem byen, ventede der en overraskelse. Ved Odeonplatz blev marchen mødt af det bayriske politi, der åbnede ild og dræbte 14 nazister.

Adolf Hitler anklaget for højforræderi

Hitler havde taget fejl. Endnu var det ikke tid til en nazistisk revolution. I stedet kom han for retten, anklagen lød på højforræderi. Hitler nægtede sig skyldig. Det var magthaverne, der var forræderne, fremførte han; selv havde han handlet i nationens interesse.

Hitler fandt et lydhørt publikum i retten – selv hos dommerne, der accepterede hans motiver og roste hans nationalisme. Dommen lød på fem års fængsel, men efter godt et år blev han løsladt på grund af god opførsel.

Hitler måtte erkende, at han blev nødt til at holde sig inden for lovens rammer, hvis han ville erobre magten. Han gik i gang med at genopbygge NSDAP, der næsten var gået i opløsning under hans fravær.

Retssagen havde imidlertid gjort ham landskendt og skaffet mange nye tilhængere, så Hitler stadig kunne kunne trække fulde huse til sine brandtaler. Af og til gik han over stregen – en samtidig iagttager fortalte, at Hitlers taler var som voldelige overfald – og han fik derfor taleforbud i store dele af Tyskland.

Men han kunne stadig tale i lukkede forsamlinger, og årene 1925-1928 brugte han til at organisere partiet, der fik afdelinger over hele landet. Samtidig knyttede Hitler nyttige personer til sig, blandt dem Joseph Goebbels.

VIDEO – Se fotos af Hitler, der træner sin tale-gestik:

Som lovligt parti stillede nazisterne op til valget i forsommeren 1929. Rigtig vind i sejlene fik de imidlertid først godt et halvt år senere. I efteråret kom børs­krakket i Wall Street, der hurtigt nåede Tyskland og ødelagde økonomien. Ledigheden steg til over seks millioner, og inflationen nåede nye højder.

Den fremgang, tyskerne havde oplevet i 1920'erne, blev snart sat over styr, og snart dalede tilliden til politikerne, der hverken kunne samarbejde eller skabe resultater. Nazisterne greb chancen.

Med et velsmurt propaganda­apparat satte de frontalangrebet ind mod det vaklende demokrati. Hitler selv var partiets mest effektive våben. Han følte sig tydeligvis udvalgt til at påtage sig opgaven som Tysklands frelser, og tyskerne tog taknemmeligt imod hans budskab.

Adolf Hitler bliver Tysklands fører

Billedet af Hitler som en Messias blev fuldendt i hans “Deutschlandflug” (tysklandsflyvning), hvor han ved hjælp af et fly fra april til november 1932 var nærmest allestedsnærværende i Tyskland og deltog i 148 massemøder.

Møderne, der ofte trak 20.000-30.000 tilhørere, havde karakter af religiøse vækkelsesmøder, når føreren steg ned fra himlens skyer for at tale til folket.

Berlinernes euforiske hyldest den aften i 1933, da Hitler indtog Rigskancelliet, gjaldt “føreren, profeten, stridsmanden (...) massernes sidste håb, det skinnende symbol på tyskernes vilje til frihed”, som Goebbels formulerede det.

Hitler var nu leder af en koalitionsregering, hvilket på ingen måde tilfredsstillede hans ambitioner. Han agtede ikke at regere på andres nåde, og i stedet udskrev han omgående nyvalg.

Opbrudsstemningen i befolkningen skulle udnyttes til at sikre hans mandat som landets nye fører, og ved valget den 5. marts 1933 stemte 51,9 pct. af vælgerne på den nye Hitler-ledede regering.

For tyskerne blev det sidste chance for at gå til stemmeurnerne. Straks efter valget gik Hitler i gang med at nedbryde demokratiet. Den 23. marts fik nazisterne vedtaget en såkaldt bemyndigelseslov. Loven gjorde det muligt for Hitler at regere uden om parlament og præsident – nu var han reelt enehersker.

Hitler former den nazistiske stat

Med alle midler forsøgte Hitler at skabe det folk og det fællesskab, han havde fantaseret om under sine vandringer i Wien, og som han havde oplevet i glimt på de mudrede marker ved Ypres. “Vi vil opbygge et andet fællesskab af de tyske stammer. Af bønder, borgere og arbejdere skal der igen opstå et tysk folk,” lovede han.

Nazificeringen af den tyske stat var gennemgribende; alle andre partier end NSDAP blev forbudt eller opløste sig selv, politi og domstole kom under nazistisk kontrol, fagforbund og arbejdsgiverforeninger blev slået sammen i én nazistisk arbejdsorganisation.

Allerede i 1933 blev 50.000 kommunister og socialdemokrater fængslet eller sat i de nyoprettede kz-lejre. Med Nürnberg-lovene fra 1935 blev jøderne berøvet deres borgerrettigheder, og tre år efter iscenesatte nazisterne Krystalnatten, hvor tusinder af jøder blev myrdet eller fik deres ejendom smadret.

Hitler bliver den “første soldat”

I midten af 1930'erne gjorde Hitler klar til anden del af opgøret med Versailles-freden; at oprette Tysklands ære. Han ville samle alle etniske tyskere i sit nye folkefællesskab og skabe “lebensraum” til den voksende befolkning. Men han ønskede også krig for krigens egen skyld.

Med tanke på sine egne oplevelser sagde han, at “krig er den bedste opdragelse af den tyske ungdom”. Fra 1936 oprustede landet kraftigt; næsten halvdelen af de betragtelige offentlige udgifter gik til militære formål.

Østrig stod først på listen over nye landområder, og for Hitler var det en stor personlig sejr, da landets indbyggere stemte for den såkaldte Anschluss i 1938 og lod sig indlemme i Tyskland. Året efter tog han Tjekkoslovakiet uden at møde international modstand.

Først den 1. september 1939, da tyske tropper rullede ind i Polen, erklærede England og Frankrig krig. Med begejstring påtog Hitler sig rollen som hærfører: “Jeg ønsker ikke at være andet end Tysklands første soldat,” erklærede han. “Jeg er derfor atter trukket i trøjen, som var mit allerhelligste og mest dyrebare. Jeg vil først lægge den efter sejren – eller jeg vil ikke opleve afslutningen.”