Kaos råder i Berchtesgaden. Tog fra hele Tyskland ruller ind på den bayerske bys banegård for at sætte nazistiske pilgrimme af.
Målrettet maser de tusindvis af mennesker mod Obersalzberg, hvor Adolf Hitler har sit sommerhus – “Haus Wachenfeld”. Her opholder han sig gerne for at komme til kræfter og få fred til arbejdet.
Menneskemængden samles ved hegnet neden for huset. Forventningerne er høje, for alle har hørt historierne om, at Hitler ofte kommer ud for at hilse.
Denne dag, 17. april 1933, har Hitler besøg af sin propagandaminister, Joseph Goebbels. Uroen ved hegnet afbryder dem i arbejdet – de forbereder netop at nedlægge Tysklands fagforeninger.
“Med råbekor kalder mængden på Føreren, til han endelig går ned og giver hundreder af dem hånden. Man kan slet ikke se sig mæt i denne rene og barnlige begejstring, som folket nærer for Hitler”, fortæller Goebbels i sin dagbog.
Pilgrimsrejse: Hver dag myldrede tyskere i tusindvis op til Hitlers hus. Han rev gerne en time ud af kalenderen for at hilse på folket.
Folkemængden råber “Heil Hitler” og begynder at synge, og en gruppe Hitlerjugend-drenge fra Braunau (Hitlers fødeby) oplever den eventyrlige ære at blive inviteret ind til middag.
“De er helt salige over at sidde til bords med Føreren”, skriver Goebbels.
Imens genner livvagterne fra SS folk ned ad bjergvejen igen, så roen igen kan falde over de maleriske alper.
I morgen vil nye horder af Hitler-fans stå af på banegården og mase op ad bjerget.
Hitler flytter op på bjerget
Intet andet sted kom til at betyde så meget for Hitler som Obersalzberg. Her gemte han sig i 1925, da han blev løsladt efter fængselsdommen for det fejlslagne ølstuekup.
Under dæknavnet “Herr Wolf” lejede Hitler en primitiv træhytte for at skrive de sidste kapitler af “Mein Kampf” – og med penge fra bogsalget fik han råd til at leje og siden købe “Haus Wachenfeld” med den hyggelige stue, en solfyldt terrasse og et par gæsteværelser.
Hitlers Berghof imponerede flere udenlandske gæster – bl.a. den britiske premierminister Chamberlain.
Efter magtovertagelsen i 1933 forsvandt han gerne til Obersalzberg i ugevis, så partifunktionærer, ministre og militærfolk måtte komme til Bayern, når vigtige beslutninger skulle tages.
Blandt gæsterne var også Heinrich Hoffmann, Hitlers personlige fotograf.
Han tog bunker af billeder med Føreren i private øjeblikke – når han fx vandrede i naturen eller tog en kælketur.
Billederne blev brugt i bogen “Hitler, som ingen kender ham”, der solgte i enorme oplag.
Et værelse til Eva Braun
Allerede i 1935 var det beskedne hus for småt til at klare presset fra de besøgende – Hitler skulle bruge noget større og mere repræsentativt.
Målbevidst lånte han et professionelt tegnebræt hos en arkitekt for at skabe sit drømmehus. Bygningen tog hurtigt form, og end ikke hans yndlingsarkitekt, Albert Speer, fik lov at blande sig.
“Almindeligvis nedfælder en arkitekt sine forskellige idéer på papiret og udvikler ud af dem en løsning. Hitler, derimod, anså intuitivt sit første indfald som det rigtige”, forklarede Speer om den hastige tegneproces, der gjorde “Haus Wachenfeld” til en tilbygning til Hitlers nye alpepalæ “Berghof”.
Penge spillede ingen rolle, da byggematerialerne blev bestilt – natursten fra Bøhmen, italiensk marmor og ædle træsorter fra Sydamerika.
Officielt betalte Hitler selv, men størstedelen af pengene kom fra de “Hitler-donationer”, som hans nærmeste medarbejder, Martin Bormann, afkrævede industriejerne.
Med imponerende hast skød huset op på den græsklædte bjergside.
Tegningerne rummede bl.a. et 9 x 3 m stort panoramavindue, der ved hjælp af elektriske motorer endda skulle kunne sænkes ned i kælderen.
“Det er verdens største sænkbare vindue”, pralede Hitler jævnligt.
Kun i den snævreste kreds kunne Eva vise sin kærlighed til Hitler.
Da taget skulle lægges, var pengene imidlertid sluppet op. I stedet for det planlagte lærketræ måtte huset nøjes med et zinktag.
“At Hitler ingen penge havde, ved jeg fra hans adjudanter. Det smilede vi i skægget ad”, huskede Hitlers husbestyrer Herbert Döhring mange år senere.
“Berghof” stod klar efter få måneder. En bred trappe førte fra vejen op til en stor terrasse, hvor officielle modtagelser kunne foregå. Inde i huset lå “Den Store Hal” – et kombineret konferencerum og stue med et seks meter langt arbejdsbord, tunge lænestole, pejs og filmfremviser.
I kælderen lod Hitler installere en keglebane, som de færreste fik lov at se.
“Hvis folk hører, at jeg spiller kegler, vil hver eneste kegleklub i landet have mig som ærespræsident”, frygtede han.
På 1. sal var Hitlers arbejdsværelse. Bag det lå Hitlers spartansk indrettede soveværelse med en jernseng, lænestol og skrivebord samt en dør til badeværelset.
På væggen hang et malet portræt af hans afdøde mor, Klara.
Via badeværelset havde Hitler diskret adgang til Eva Brauns soveværelse.
Helt frem til 1945 vidste kun de færreste, at Tysklands Fører havde en elskerinde, for hun blev holdt skjult.
Ved alle officielle møder sendte Hitler hende op på værelset, så ingen bemærkede noget. Selv rigsmarskal Hermann Göring troede længe, at Eva Braun blot var en af Hitlers sekretærer.
De indviede holdt tæt, for det var forbudt at sladre om “chefen”.
“Man tænkte sit”, forklarede Rochus Misch, der var medlem af Hitlers livvagt til 1945.
“Eva svarede ikke til idealforestillingen om en tysk pige, som man måske forventede.
Naturlighed og jordbundenhed lå ikke til hende. Hun klædte sig om flere gange om dagen, var altid omhyggeligt sminket og bar kostbare smykker”, huskede Rochus Misch.
Tegningerne lavede Hitler selv, da han skulle bygge sit alpe-palæ i bjergene over Berchtesgaden.
Stueetagen var især til repræsentative formål, mens 1. sal rummede hans og Eva Brauns soveværelser. Den stilsikre indretning, der gav hvert rum dets egen farve, stod arkitekten Gerdy Troost for.
Hun var enke efter Paul Ludwig Troost, en af nazismens mest markante arkitekter. Hitlers arkitekt, Albert Speer, var ikke imponeret:
“Tegningen ville være dumpet på enhver teknisk højskole”.
Evas soveværelse var indrettet med en stor sovesofa. Når Hitler fik officielle gæster, skulle hun gøre sig usynlig og opholde sig her.
Hitlers arbejdsbord – her planlagde han bl.a. angrebet på Sovjet.
Dagligstuen. Bænkens puder var broderet af kvindelige fans.
Panoramavinduet var Hitlers stolthed. Det målte 9 x 3 m og kunne sænkes ned i kælderen.
Sofagruppen. Her kunne Hitler sidde i timevis og holde enetaler for sine gæster.
Spisestuen med plads til 20. Hitler sad, så han kunne se ud ad vinduet.
Hitlers arbejdsværelse var holdt i grønt, hans yndlingsfarve.
Gangen, der førte fra trappen til Hitlers værelser på 1. sal.
Bjergbønder truet med kz-lejr
Forvaltningen af Obersalzberg lagde Hitler i hænderne på sin nærmeste medarbejder, partisekretæren Martin Bormann, der havde store planer for området.
I første omgang gjaldt det om at tvinge de oprindelige beboere, bønderne og hotelejerne, til at flytte væk.
Hitler forlangte, at Bormann opkøbte ejendommene til markedspris – hvad der smertede den nærige nazist:
“Føreren har forbudt tvang, så jeg må betale uhørt høje priser”, peb Bormann.
Det viste sig dog, at husejerne nægtede at sælge, så Bormann fik frie hænder til at true med kz-lejr og trykke prisen i bund, så husene kunne rives ned.
Blandt de mange fans, der hver dag stod foran Hitlers hus, var en gruppe piger fra fritids-organisationen BDM. Dem inviterede han ind til te.
I stedet begyndte opførelsen af en SS-kaserne til bjergets forsvar, en herregård til fødevareforsyningen og barakker til tusinder af bygningsarbejdere, for Obersalzberg var i en rivende udvikling.
Hitlers “Berghof” var allerede blevet for lille. Huset skulle have en ekstrafløj med værelser til adjudanter, en stor stab af tjenere og en tandlægekonsultation.
Rundt om hele området fik Bormann spændt hegn op, så Führersperrgebiet (Førerens afspærrede område) opstod – i alt 100 hektar bevogtet af SS.
Som nye naboer kom rigsmarskal Hermann Göring, arkitekten Albert Speer og Martin Bormann på bjerget og indgik i kredsen af betroede – Hitlers hof.
Til hoffet hørte også hans livlæge Theodor Morell med fru Hannelore, SS-generalen Sepp Dietrich, fotografen Heinrich Hoffmann med frue samt lægen Karl Brandt og Hitlers sekretærer.
“Det var helt familiært”, huskede livvagten Rochus Misch. “Afslap-pede voksne, der solede sig, legende børn, og indimellem løb bjæffende hunde”.
Blandt hundene var Hitlers schæfer Blondi, som han havde fået af sine SS-livvagter.
Hitler havde ellers svoret, at han ikke ville have en ny hund, efter at hans sorte schæfer Muck døde, men livvagterne vidste, hvor glad og afslappet en hund kunne gøre “chefen”, og forærede ham hvalpen, der skulle blive Hitlers mest hengivne ven.
Dagen begyndte klokken 11
Nede i byen Berchtesgaden opstod en filial af Rigskancelliet i Berlin, så Føreren kunne underskrive nye love og forordninger, når han var på “Berghof”.
Hitler omgav sig helst med folk, han kendte – og på “Berghof” adskilte dagene sig sjældent fra hinanden.
Normalt stod han op ved 11-tiden om formiddagen, når hans tjener hjalp ham i tøjet og serverede et let morgenmåltid af te, mælk og tvebakker.
Så gik han ned i stueetagen, hvor han studerede udvalgte avisartikler, hørte på Martin Bormanns orientering og udstedte de første ordrer.
Imens ventede hans nærmeste kreds ude på terrassen, hvor det var tilladt at ryge. Den sportstrænede Eva Braun var kæderyger – uden at Hitler på noget tidspunkt opdagede det.
Når han skældte ud over tobaksnydelse, kunne hun finde på at nynne “Smoke Gets In Your Eyes”, så de forsamlede fnes lydløst – og Hitler så fåret ud, fordi han ikke kendte den amerikanske sang fra 1933.
Endelig, kl. 14, var det tid til middagsmaden. Hitlers kreds og dagens gæster samledes i gangen ved spisestuen, hvor Hitler valgte sin borddame og satte sig ved det lange bord.
Nazistpartiet gav Hitler et udsigtshus i fødselsdagsgave. Han kom her sjældent pga. højdesyge.
Menuen bestod af traditionelle tyske retter – Hitler fik altid serveret et vegetarisk måltid.
“Siden jeg blev gasforgiftet i 1. verdenskrig, har jeg ikke kunnet tåle lugten af kød. Det vender sig i mig”, betroede han sin kokkepige Anna Krautenbacher.
Efter måltidet samledes selskabet til en halv times spadseretur, der endte i et tehus længere oppe ad bjerget, hvor deltagerne sank ned i magelige lænestole omkring et veldækket rundt bord.
“Alt efter ønske blev der serveret te, kaffe og varm chokolade, forskellige lagkager og andre kager og herefter spirituosa.
Her ved kaffebordet fortabte Hitler sig gerne i enetaler om emner, tilhørerne kendte i forvejen. De lod, som om de hørte efter, med påtaget opmærksomhed.
Nogle gange faldt Hitler selv i søvn under monologerne”, berettede arkitekten Albert Speer i sine erindringer.
De uendelige aftener ved pejsen
Ved 18-tiden vendte selskabet tilbage med bil til “Berghof”, hvor gæsterne havde fri et par timer.
“Hitler gik som regel op til sine værelser, mens Bormann ofte forsvandt ind på værelset til en af de yngre sekretærer – det blev kommenteret vredt af Eva Braun”, skrev Albert Speer.
Aftensmaden kom på bordet ved 20-tiden, hvorefter selskabet samledes i “Den Store Hal”, der hurtigt kunne omdannes til biograf.
Eva Braun, der var en ivrig amatørfotograf, viste sine smalfilm om livet på “Berghof”. Som en af de få tyskere havde hun adgang til farvefilm – derfor hed indslaget “Den Kulørte Ugerevy”.
Bagefter så selskabet flere tyske film, men også enkelte amerikanske. Da Hitler en aften havde set “Borte med blæsten”, henvendte han sig til propagandaminister Goebbels:
“Sådan noget skal vores folk også kunne stable på benene!”
Gæsterne udvekslede lavmælt almindeligheder med hinanden, mens Hitler og Eva kommenterede skuespillernes præstationer og sommetider holdt i hånd.
Men ofte tav han og stirrede grublende ind i pejsens knitrende ild. Så forstummede gæsternes tale af hensyn til de vigtige tanker, Hitler tumlede med.
“For at sætte lidt liv i natteselskabet blev der budt på sekt. Efter erobringen af Frankrig var det en billig champagne – de bedste mærker havde Göring og hans luftmarskaller snuppet”, fortalte Speer og beskrev kampen mod søvnen:
“Fra kl. ét kunne den ene og anden ikke længere, trods alle forsøg, undertrykke deres gaben, men det fortsatte en time mere, før Eva Braun endelig vekslede nogle ord med Hitler og fik lov at gå op. Hitler rejste sig et kvarter senere”.
Når Albert Speer efter krigen tænkte tilbage på sin tid ved Hitlers hof, huskede han især den udmattende kedsomhed.
Men de hundredvis af invitationer kunne Speer ikke undslå sig; han regnede ud, at han havde spildt mere tid med Hitler på “Berghof”, end han havde arbejdet i sin tegnestue, som han havde opbygget længere nede ad bjerget.
“Berghof”-ruinen blev sprængt i 1952 for at stoppe en voksende strøm af Hitler-fans.
Berghof bombet og udplyndret
Hverken flak-kanoner eller tågemaskiner kunne redde Hitlers alpe-palæ, da briterne angreb Obersalzberg i 1945. I dag ligger kun “Ørnereden” tilbage.
Særlige maskiner kunne på få minutter skjule Obersalzberg i kunstig tåge, så fjendtlige bombefly ikke kunne ramme Hitlers alpe-palæ.
Men 25. april 1945 gik det galt, da 300 britiske bombefly nåede ind over Obersalzberg. Bomberne anrettede store skader på “Berghof”.
Kort efter viste de første lokale sig på bjerget. De havde hørt rygterne om store fødevarelagre i Obersalzbergs bunker- og lagerrum, som nazisterne havde samlet.
- maj nåede de amerikanske soldater frem. De første markerede begivenheden ved at hente et par flasker i Hitlers vinkælder.
Siddende på “Berghof”s terrasse skålede de for den snarlige fred.
Amerikanerne beholdt kontrollen med Obersalzberg indtil 1952, hvor delstaten Bayern fik området overdraget.
Som noget af det første blev “Berghof”-ruinen sprængt – den havde siden krigen udviklet sig til valfartssted for gamle nazister.
Af Hitlers ejendomme på Obersalzberg har kun Kehlsteinhaus overlevet.
Huset på bjergtoppen, som de allierede soldater kaldte “Eagle’s Nest” (Ørnereden), er i dag en velbesøgt restauration.
Gaven til manden, der havde alt
På en spadseretur i november 1936 kom Hitler med en henkastet bemærkning om, at man burde stille et par bænke op på bjergtinden Kehlstein (1.837 m.o.h.), så vandrere kunne hvile ud og nyde den pragtfulde udsigt.
For Bormann var det stikordet til det mest ambitiøse projekt i hans tid på Obersalzberg. Der var to år til Hitlers 50-års fødselsdag, og i hast fik sekretæren projekteret et nyt tehus på bjerget.
For at komme ubesværet derop blev det nødvendigt at anlægge en 6,5 km lang vej til en p-plads. Det sidste stykke af vejen bestod af en 126 meter lang tunnel ind i klippen til en elevatorskakt på 131 meter op til det nye tehus.
Den 4. maj 1945 nåede de første amerikanske soldater frem til “Berghof”. De åbnede Hitlers vinkælder og lod propperne springe.
Den samlede anlægssum løb op i30 millioner rigsmark (to milliarder nutidskroner) – og kostede 20 bygningsarbejdere livet. Desværre blev fødselaren aldrig glad for fødseldagsgaven:
“I den højde er luften mig for tynd”, betroede han sin husforvalter Döhring.
En af de få gange, han viste sig her, var til brylluppet mellem Eva Brauns søster Gretl og SS-generalen Hermann Fegelein den 3. juni 1944.
Eva havde forberedt festen i ugevis og endda fået Hitlers tilladelse til at samle et band af SS-folk. Det løsslupne bryllup skulle blive den sidste fest på Obersalzberg – tre dage efter indledte de allierede D-dagen.
Farvel til Berghof
Da Hitler vågnede ved 11-tiden den 6. juni, havde de allierede bidt sig fast:
“Er det invasionen eller ikke?” brølede han, men faldt hurtigt til ro igen, noterede Albert Speer, der var til stede:
“Han er venlig, gør komplimenter og klapper medlemmer af sin stab på skulderen, som om han er lettet over, at invasionen endelig er begyndt”.
Verdenskrigens sidste kapitel var begyndt. Russerne stormede frem på Østfronten, og 13. juli meddelte Hitler, at han var nødt til at drage til sit hovedkvarter Ulveskansen for at lede krigen.
“Den sidste aften, da han tog afsked med selskabet, gik han langsomt gennem den store konferencesal, betragtede malerierne på væggene og sagde farvel til de tilstedeværende”, forklarede adjudanten Nicolaus von Below.
“Nogle øjeblikke senere vendte han tilbage, tog igen afsked og forlod så salen”.
Den følgende tid arbejdede Bormann indædt på at etablere bunker- og forsvarsanlæg i bjerget. Mere end syv km gange opstod, men Hitler afviste at bruge sin alpefæstning. 30. april 1945 begik han selvmord i Berlin, 700 km fra bjerget, hvor han sammenlagt havde boet fire år af sin tid som rigskansler.