Historiker: Hitler blev afvist af politisk parti

I 1919 blev Adolf Hitler nægtet medlemsskab af et tysk parti, lyder det fra historieprofessor, der har gravet de nye oplysninger frem fra et arkiv i München.

Adolf Hitler blev leder af det tyske nazistparti i 1921, men to år tidligere havde han søgt om optagelse i et andet politisk parti, lyder det fra historiker.

© Alamy

I efteråret 1919 opsøgte den dengang 30-årige Adolf Hitler grundlæggeren af det højreorienterede og antisemitiske parti Deutschsozialistische Partei, Hans Georg Grassinger.

På mødet, der fandt sted på partiforlagets kontor, havde Hitler tre forespørgsler med: Dels ønskede han at blive medlem af partiet, dels ønskede han at skrive tekster for partiet, og endelig ønskede han at låne penge af Grassinger.

Hitler fik afslag

Men alle tre forespørgsler blev afvist, lyder det fra den tyske historieprofessor ved University of Aberdeen Thomas Weber i et interview med den britiske avis The Guardian.

Oplysningerne om Hitlers afviste partimedlemsskab stammer fra Hans Georg Grassingers efterladte vidnesbyrd, som Weber i forbindelse med research til hans nye bog "Becoming Hitler: The Making of a Nazi", der udkommer i næste måned, har gravet frem fra arkivet ved Institut für Zeitgeschichte i den tyske by München.

Oplysningerne har ikke før været kendt i offentligheden – i følge Weber fordi, at de er blevet ”overset,” som følge af arkivets øvrige talrige materiale.

Partiet gik i opløsning

Kort tid efter afvisningen meldte Hitler sig ind Deutsche Arbeiterpartei, der var forløberen for nazistpartiet (NSDAP), som Hitler blev formand for i 1921.

Året efter nedlagde Deutschsozialistische Partei sig selv, og flere af dets prominente medlemmer søgte til nazistpartiet, hvor de fik afgørende indflydelse under Hitlers ledelse.