Hitler bag tremmer

Ølstuekuppet i München er juridisk set højforræderi, men nazi-lederen har mange sympatisører, som mildner hans straf. I fængslet får Hitler fred til at udvikle den nazistiske ideologi – og nyde et bjerg af flødekager.

Ølstuekuppet i München er juridisk set højforræderi, men nazi-lederen har mange sympatisører, som mildner hans straf. I fængslet får Hitler fred til at udvikle den nazistiske ideologi – og nyde et bjerg af flødekager.

Getty Images & Imageselect

Salen er fyldt til sidste plads, da retten i München træder sammen. Gennem 24 dage har statsadvokaten udspurgt mændene bag det såkaldte ølstuekup – et forsøg på at vælte den tyske regering i november 1923.

Anklagen lyder på højforræderi, en særdeles alvorlig forbrydelse, der straffes med fængsel på livstid. I dag – den 27. marts 1924 – er det tid for sidste retsmøde, og derfor får kuppets anfører, Adolf Hitler, ordet:

“Ikke De, mine herrer, kan dømme os”, siger han henvendt til dommerne. “Dommen vil blive afsagt af historiens evige ret. De kan dømme os tusind gange, men gudinden over historiens evige retssal vil smilende rive anklageskriftet i stumper og stykker – og frifinde os”, erklærer den 34-årige Hitler. På brystet bærer han det Jernkors, han fik for sin tapperhed under 1. verdenskrig.

Frifundet bliver Hitler ikke. De overvældende beviser afgør sagen, og dommerne erklærer ham skyldig, men straf­fen er til gengæld forbløffende mild: Blot fem års fængsel og med mulighed for prøveløsladelse efter seks måneder. Og dommen forvandler med et slag forræderen til nationalsocialisternes martyr, som ikke vil komme til at lide nød.

“Fængselsopholdet var for mig en universitetsuddannelse på statens regning”, pralede Hitler senere. “Det fejlslagne kup var måske mit livs største held!”

Nazist på selvmordets rand

Ordet “held” lå ikke lige for, da ølstuekuppet i 1923 udviklede sig til et blodbad midt på Odeonsplatz i München. Po­li­ti­et skød ind i flokken af na­tio­nal­so­cia­lister, 14 sank om på plad­sen og døde.

Regeringen i Berlin – kaldet “November-forbryderne” – er afsat, proklamerede nazisterne under ølstuekuppet i 1923.

© Bayerisches Hauptstaatsarchiv/Shutterstock

Hitler havde held til at slip­pe væk via en si­de­ga­de og blev kørt til land­sby­en Uffing, hvor kam­me­raten Ernst Hanfstaengl boede. Hanfstaengl selv var flygtet til Østrig for at undgå politiet, men hans hustru, Helene, åbnede døren for naziføreren.

Et par dage senere blev huset omringet af syv betjente, og Hitler hensank i den sorteste fortvivlelse: “Dette er afslutningen! At lade mig anholde af disse svin – aldrig! Hellere dø!” råbte han, men fru Hanfstaengl fik stoppet selvmordet; med et jiu-jitsu-greb vris­tede hun pistolen fra den fortvivlede.

Da retssagen begyndte den 26. februar 1924, må nazilederen have indset, at han kunne bruge retssalen som en tribune til at fremføre sine tanker om en national revolution.

Han og de øvrige an­kla­ge­de kupmagere ankom til retten med rank ryg, og ingen af dem var iført en fangedragt, som det ellers var sæd­va­ne for arrestanter. I stedet bar de na­zi­korp­set SA’s brune uniform eller – som Hitler – mørkt jakkesæt. Da alle havde sat sig, blev han stående et helt minut, mens han mønstrede retssalen.

Mændene på anklagebænken havde grund til at være fortrøstningsfulde: Hitler og hans idéer nød sympati i vide kredse, og hans kupforsøg mødte tilslutning fra samfundets øverste top.

München var nationalsocialisternes tyske højborg, og de kunne regne med retsformand Georg Neithardts sympati. Hitler fik lov til at opføre sig, som han havde lyst; under det første retsmøde talte han i næsten fire timer, uden at nogen greb ind.

I retten havde Hitler ubegrænset taletid og fik lov til at krydsforhøre vidner.

© Imageselect

Blandt vidnerne var Gustav Ritter von Kahr og to andre fremtrædende medlemmer af delstatsregeringen, der i kuppets første timer havde støttet Hitler.

Kahr havde været en helt central person for Hitler at få med i sit kupforsøg, for et par måneder forinden var Kahr blevet udpeget til bayersk generalstatskommissær – en post, som gav ham nærmest diktatoriske beføjelser samt kommandoen over alle soldater i delstaten.

“Er jeg en løgner, eller er jeg ikke!?” Adolf Hitler under retssagen, råbende mod et vidne.

Skønt Hitler stod anklaget for højforræderi, lod retsformand Neithardt ham kryds­for­hø­re Gustav Ritter von Kahr. Na­zi­fø­re­ren påpegede, at Kahr på kupaftenen havde givet ham håndslag på deres aftale om at gennemføre kuppet sammen.

For at intimidere Kahr gik Hitler hen til ham og brølede: “Er jeg en løgner, eller er jeg ikke?”

Dommer Neithardt kom med en halvhjertet henstilling til Hitler: “Vær venlig ikke at blive ophidset. Vidnet skal nok svare på spørgsmålet”.

“Er jeg nu en løgner, eller er jeg ikke?” skreg Hitler igen, mens han gestikulerede faretruende med armene. Kahr holdt stand og svarede, at han ingen erindring havde om, at han skulle have givet Hitler hånd på noget.

Men den tidligere generalstatskommissær virkede som en knækket mand, som han sad dér sammensunket i sin stol.

“Sikke en fortræffelig fyr, denne Hitler”, bemærkede én af lægdommerne.

Bevæbnede SA-folk tog opstilling flere steder i München.

© Imageselect

Kuppet endte i et blodbad

Ølstuekuppet skulle give Hitler kontrol over Bayerns militær, så han kunne sende soldaterne mod Berlin og vælte regeringen. Men efter få minutters kamp mod politiet var 14 nazister døde.

Store dele af Münchens bedre borgerskab og Bayerns regering var den 8. november 1923 forsamlet i Bürgerbräukeller – byens store udskænkningssted. Kl. 20.30 trængte Adolf Hitler ind i salen og affyrede sin Browning-pistol op i loftet.

“Den nationale revolution er brudt ud!” råbte han og orienterede om, at salen var omringet af 600 sværtbevæbnede mænd, samt at den bayerske delstatsregering var afsat og militærets kaserner under kontrol.

Herefter kommanderede han tre ledende medlemmer af Bayerns regering – blandt dem generalstatskommissær Gustav Ritter von Kahr – ind i et sidelokale, hvor han med pistolen truede dem til loyalitet.

Ude i salen blev ministerpræsident Knilling og byens politichef arresteret og ført bort af SA-manden Rudolf Hess. Hitlers kup så ud til at lykkes, men de tre regeringsmedlemmer havde held til at undslippe og alarmere politiet.

Dermed var chancen for en hurtig magtovertagelse i München borte. Hitler hensank i fortvivlelse og truede med selvmord.

I den håbløse situation greb den gamle general Ludendorff initiativet; krigshelten fra 1. verdenskrig arrangerede en revolutionær march, der skulle finde sted næste formiddag.

Omkring 2.000 nazister efterkom opråbet og mødte op foran Bürgerbräukeller. Mange af dem bevæbnede. Deres mål var fortsat at få kontrollen med Bayerns militær, som så skulle marchere mod Berlin og vælte den tyske rigsregering – ligesom Mussolini havde gjort det året før med sin “march mod Rom”.

Da de marcherende nazister nåede frem til Odeonsplatz, blev de mødt af en ca. 130 mand stor politistyrke. Betjentene åbnede ild, og efter en kort kamp var 14 nazister og fire betjente døde. Hitler havde held til at slippe væk via en sidegade.

Hitler lever et luksusliv i fængslet

Både rettens behandling af Hitler og den milde dom chokerede i ind- og udland. Dommen var som “en aprilsnar”, mente den britiske avis The Times, mens det venstreorienterede tyske tidsskrift Die Weltbühne advarede: “I München er justitsmordet på republikken begyndt”.

Hitlers tilhængere var til gengæld begejstrede. Mange var mødt op i retten med favnen fuld af blomster, og salen rungede ifølge retsprotokollen af “stormende heil-råb”. Før Hitler og hans medsammensvorne blev ført til afsoning i Landsberg-fængslet, lod de sig hylde af en stor menneskemængde foran retten.

Efter en køretur på 60 km nåede nazilederen til fængslet og blev udnævnt til “æresfange”. Han fik celle nr. 7 – et særlig lyst og rummeligt værelse på første sal.

Celle nr. 7 var stor og lys. Her blev fængslets æresfange, Adolf Hitler, indlogeret.

© Imageselect

Det var møbleret med en seng, natbord og lænestol. Lyset strømmede ind gennem store vinduer, hvis spinkle tremmer ikke spolerede udsigten over byen.

Fra første dag væltede breve og gaver ind til den dømte. Mange af pakkerne indeholdt mad, og Hitlers celle fik snart navnet “Delikatesseforretningen”.

“Med den samling af varer kunne man åbne både en forretning med frugt og grønt og en vinhandel”, bemærkede vennen Ernst Hanfstaengl, der var sluppet for retsforfølgelse efter kupforsøget og nu fungerede som forbindelsesled mellem den fængslede nazileder og partiet.

Adolf Hitler i fængslets dagligstue sammen med sin 1 privat-chauffør, Emil Maurice, 2 SA-funktionær Hermann Kriebel, 3 sekretær Rudolf Hess og 4 frikorpsmand Friedrich Weber.

© Imageselect

Fangerne levede et luksusliv

Privatliv, god plads og fritidsaktiviteter. Nazi-fangerne havde en pragtfuld tid i Landsberg. Siden blev tyske krigsforbrydere henrettet her.

Fængslet i Landsberg blev indviet i 1908 og var bygget til at leve op til tidens mest fremsynede tanker om resocialisering af de kriminelle. Med Bayerns nådige syn på Hitler og de øvrige kupmagere kom nazisternes fængselsophold til at minde mere om et ophold i et sommerpensionat end om en straf.

Fangerne måtte bære deres civile tøj og beholde personlige ejendele som fx lommeknive. Ren­gøring, madlavning og tøjvask stod fængslet for; fangerne skulle kun rede deres senge.

De humane forhold sluttede med nazisternes magtovertagelse i 1933. Efter Tysklands nederlag i 1945 var Landsberg de allieredes vigtigste fængsel til tyske krigsforbrydere.

I alt 288 fanger blev henrettet i “War Criminals Prison No. 1”, før fængslet blev givet tilbage til de tyske myndigheder i 1958.

Hverdag i Landsberg:

Kl. 7.30

Fangerne får serveret morgenmad.

Kl. 8-11

Mulighed for at arbejde, fx brændehugning. Arbejdet er frivilligt og lønnet. Fangerne får en halv liter øl under arbejdet.

Kl. 11.30

Middag i spisestuen. Fangerne kan købe luksusvarer for deres egne penge, bl.a. øl og vin. Eftermiddagen er fri. De fleste fanger drikker te og napper en lur.

Kl. 19.45

Aftensmad. Herefter er aftenen til fri disposition – fx til at gå tur i fængselshaven, spille div. spil, dyrke sport eller samles til sang og musik.

Adolf Hitlers 35-års fødselsdag den 20. april gik alt andet end ubemærket hen. “Hans stue såvel som dagligstuen lig­ne­de en skov af blomster. Duften var som i et væksthus”, berettede fangevogteren Otto Lurker siden.

Den bedste gave måtte nazilederen dog nøjes med at læse om i aviserne. Dagen blev markeret med en fest i Bürgerbräukeller – værtshuset, hvor Hitler havde indledt sit kupforsøg.

Her var 3.000 nationalsocialister, veteraner fra 1. verdenskrig og tilhængere af andre nationalistiske bevægelser mødt op for at fejre “den mand, der havde tændt en friheds- og national bevidsthedsflamme i det tyske folk”, som en avis skrev.

Nazister styrede fængslets hverdag

De politiske tilhængere aflagde gerne Hitler et besøg. I april og maj modtog Hitler dagligt fem eller flere besøgende fra alle dele af Tyskland, som fangevogteren Otto Lurker opremsede:

“Alle samfundslag og alle aldre var re­præ­sen­te­ret. Store, skæggede mænd i lederhosen og med sømbeslåede sko, mænd fra in­du­stri­en og for­ret­ning­slivet, kirkens mænd fra såvel den protestantiske som den katolske retning, småborgere, jurister, tidligere officerer, professorer, bønder, kunstnere, hjælpearbejdere, adelige, boghandlere, forlæggere og redaktører – alle kom de for at drøfte de mest besynderlige anliggender”.

Også kvindelige beundrere strømmede til for at hilse på Hitler og forære ham gaver og flødekager, der var noget af det bedste, nazilederen vidste.

I løbet af april fik Hitler yderligere selskab, da hans nærmeste medsammensvorne blev overført til fængslet for også at afsone her.

Hitler omdannede fængslet til sin personlige kaserne. De nytilkomne blev indkvarteret nær Hitler på første sal, som de indsatte gav navnet “Feldherrenhügel” (Kommandohøjen). Dertil kom ca. 40 menige nazister, som under kuppet havde deltaget som SA-stormtropper. Emil Maurice, Hitlers chauffør, fungerede som forbindelsesofficer mellem de to grupper i fængslet.

Ølstuekuppet hjalp på nazi-karrieren

Til Maurices opgaver hørte at indkalde nyankomne til mønstring. SA-manden Hans Kallenbach fortalte: “Næppe var jeg ankommet og havde kigget mig omkring i min celle, før Emil Maurice dukkede op med besked om, at jeg skulle melde mig hos Føreren”.

Kontakten mellem “de rå landsknægte”, som SA’erne kaldte sig, og deres fører begrænsede sig til gengæld til det formelle, da Hitler hurtigt vænnede sig til at holde afstand til sine undergivne.

Da Ernst Hanfstaengl under et besøg an­ty­de­de, at den efterhånden temmelig vel­næ­re­de Adolf Hitler kunne have glæde af at deltage i fængslets sportsaktiviteter, var svaret en blank afvisning: “Det kommer ikke på tale. Det ville være dårligt for disciplinen. Det går ikke an for en fører at blive besejret af dem, som følger ham – end ikke i en turnering eller i en leg”, slog han fast.

Middagene udviklede sig til en opvisning i militær disciplin, når fangerne spiste i den spartanske dagligstue. “Hver dag ved 12-tiden lagde fangerne dug på bordet. Dugen hørte strengt taget ikke til ifølge regulativet, men fangerne be­­gyndte at bruge den, og vi satte os ikke imod det”, hus­­ke­­de fangevogter Franz Hemmerich.

“Vi hang ved hans ord, og timer forsvandt, som var de minutter” Fangevogter Kallenbach om Hitlers aftentaler.

Hitlers medfanger mødte op i god tid. Stående bag deres stole ventede de på kommandoen “giv agt!”. Derefter skridtede Føreren med sine ledsagere ned gennem rækkerne og tog plads for bordenden, berettede fangevogter Hans Kallenbach. Og ingen rejste sig fra måltidet, før Hitler havde sagt velbekomme.

Når aftensmaden var spist, røg fangerne tobak og slappede af. Hitler var selskabets midtpunkt, og hans enetaler kunne strække sig til langt ud på aftenen.

“Vi hang ved hans ord, og timer forsvandt, som var de minutter”, berettede fangevogter Kallenbach, der ikke kunne lade være med at lytte. Fangerne “plejede på disse aftener frontsoldatens ånd”.

Partiet bliver splintret i fraktioner

Hver dag gik Hitler en tur i fængslets have – iført korte lederhosen, hvid skjorte og slips. Den friske luft, den gode mad og de faste rutiner peppede ham op, skrev Hitlers medfange Rudolf Hess i et brev til sin forlovede i maj 1924:

“Han ser strålende ud. Hans ansigt er ikke længere magert. Den tvungne ro gør ham godt”. Men uden for fængslets mure vantrivedes Hitlers parti. Myndighederne havde forbudt NSDAP, og den nazistiske bevægelse måtte nu operere i det skjulte.

Hitler havde kort før sin arrestation udnævnt Alfred Rosenberg, redaktør af partiavisen Völkischer Beobachter, som midlertidig leder. Rosenberg var højt begavet, men doven og farveløs – og derfor den rette mand til at holde Hitlers stol varm uden at blive en farlig rival.

Rosenberg formåede imidlertid ikke at holde sammen på nazisterne. Rivalisering og uenighed splittede partiet, og mange skuffede medlemmer vandrede over til andre højreekstremistiske partier.

Hitler havde indset, at han intet kun­ne gøre, så længe han sad bag trem­mer; han gjorde bedst i at holde sig helt ude af den rodede affære, indtil han igen var en fri mand. Til den tid kunne han samle stumperne i partiet, genindtage sin plads og fremstå som nazisternes eneste, retmæssige leder.

Nazilederen havde heller ikke tid til at fjernstyre sit parti, for han havde fået travlt med at samle sine tanker: “Hr. Hitler skriver på en omfangsrig bog og vil sikre sig den fornødne tid dertil”, lød det i en pressemeddelelse i juli.

Kampskrift “Mein Kampf” bliver til

Bogen, der skulle få titlen “Mein Kampf”, havde været under forberedelse i nogen tid. Så tidligt som december 1923 havde Hitler talt om at lave et skrift, der skulle “rive masken af” hans politiske modstandere.

Med fængselsdirektørens tilladelse an­skaf­fe­de Hitler sig en Remington-skrivemaskine, et skrivebord og papir. Beundrerinden Winifred Wagner (komponisten Richard Wagners svigerdatter) sendte blyanter, viskelæder, kalkerpapir og andet udstyr.

“Jeg anede ikke, at Hitler havde litterære ambitioner”, bemærkede Winifred forbløffet til en veninde.

I fængslet begyndte Hitler at arbejde systematisk med bogen, som i første omgang skulle hedde “4½ Jahre Kampf gegen Lüge, Dummheit und Feigheit” (Fire og et halvt års kamp imod løgn, dumhed og fejhed).

Hitler blandede sin egen forskønnede livshistorie sammen med sit had til jøderne og sin afsky for de politikere, som efter hans mening var skyld i Tysklands nederlag i 1. verdenskrig.

VIDEO: Se hvordan Hitler blev millionær på Mein Kampf

Hadet til politikere og jøder

Hitler, der aldrig havde lært at skrive på maskine, klaprede møjsommeligt bogstav for bogstav ned på papiret med to fingre.

Sådan tog de lange, knudrede sætninger form i hans celle: “Ligesom han (jøden, red.) selv planmæssigt fordærver kvinder og piger, viger han ikke tilbage for selv i stort omfang at rive blodgrænser ned for andre. Det var og er jøderne, der bringer negeren til Rhinen altid med samme bagtanke og det samme klare mål (...)”.

Som kur mod samfundets dårligdomme anbefalede Hitler “udrensning” af uønskede elementer og tysk ekspansion mod øst.

Hver lørdag læste han de færdige afsnit op for sine medfanger. Blandt tilhørerne var en begejstret Rudolf Hess, der senere skulle blive udnævnt til posten som Hitlers stedfortræder: “Hvilken blanding af kold, moden overlegenhed og hæmningsløs ungdommelighed”, jublede han, da han hørte bogens afsnit om Hitlers oplevelser ved Vestfronten.

Hele sommeren sad Hitler bøjet over skrivemaskinen. For at få arbejdsro frabad den før så selskabelige nazifører sig besøg. I september arbejdede han hver dag “mange timer med det formål at gøre sin bog færdig”, observerede Landsberg-fængslets direktør, Otto Leybold.

Hitler er “ufarlig”

Løsladelsen trak ud. Hitler var ellers stillet i udsigt, at han kunne blive prøveløsladt efter blot seks måneder. Men de fængslede nazister gjorde, hvad de kunne, for at opføre sig eksemplarisk – både af hensyn til en hurtig løsladelse og for at forfølge deres egne politiske mål.

Hitler fortalte senere, at han havde indskærpet, at hans kammerater “skulle opføre sig på en måde, så der ved deres løsladelse ikke fandtes nogen i fængslet, der ikke var blevet vundet for nationalsocialismen”.

Forehavendet lykkedes. Fængselsdirektør Otto Leybold var overbevist om, at nazilederen under fængselsopholdet var forvandlet til en god samfundsborger: “Hitler er en mand af orden og disciplin, ikke blot når det drejer sig om ham selv. Han er uden personlig forfængelighed, er tilfreds med forplejningen, ryger og drikker ikke”.

“Når jeg hører på ham, er jeg selv lige ved at kunne blive nationalsocialist”. Fængselsdirektør Otto Leybold om Hitler.

Fængselsdirektøren forventede, at nazilederen ville vende tilbage til politik, men denne gang som lovlydig: “Hitler vil forsøge at genoplive den nationale bevægelse efter sit eget hoved, men ikke som før med voldelige midler. I løbet af de 10 måneders arrest og fængsel er han uden tvivl blevet mere moden og rolig, end han før var”, vurderede Leybold i sin rapport.

I en samtale med fangevogteren Hemmerich indrømmede fængselsdirektøren, at Hitler gjorde et vist indtryk på ham: “Når jeg hører på ham, er jeg selv lige ved at kunne blive nationalsocialist”. Og fangevogteren måtte give chefen ret.

Nazisterne blev glemt

Münchens politipræsident, Friedrich Tenner, tøvede endnu, men den 20. december 1924 kunne Adolf Hitler omsider forlade fængslet som en fri mand. Bogen “Mein Kampf” var ikke blevet helt fær­dig, men Emil Maurice sørgede for, at ma­nu­skrip­tet diskret forlod fængslet skjult i trækassen til en grammofon.

Foran fængselsporten ventede Adolf Müller, ejeren af det trykkeri, som tog sig af partiets udgivelser, samt Heinrich Hoffmann, Hitlers personlige fotograf.

De kørte ham hjem til lejligheden i Thiersch­strasse i München. Her blev han budt velkommen i stuer, der var fyldt med blomster og laurbærkranse.

Hurtigt genoptog Hitler sit gamle liv med caféer og besøg hos sine bekendte, mens arbejdet med “Mein Kampf” fortsatte.

Han skrev på de sidste kapitler, mens Rudolf Hess, Ernst Hanfstaengl og andre betroede kammerater redigerede teksten, så der kom overensstemmelse mellem hans argumenter.

Desuden forsøgte de at korrigere hans skrivestil, der var lige så kringlet og eksplosiv som hans taler. Arbejdet med teksten tog flere uger, før det færdige manuskript kunne sendes til trykkeriet.

Den fallerede kunstner og arbejdsløse soldat uden uddannelse kunne endelig skrive “forfatter” på sin selvangivelse til det bayerske skattevæsen. “Jeg er ikke længere ukendt, og det giver os det bedste udgangspunkt for en ny start”, forklarede Hitler med henvisning til kuppet, retssagen og bogen.

Men hvis Hitler havde troet, at bogen ville blive revet væk, blev han slemt skuffet. Salget gik trægt – i 1929, efter fire år, havde kun 36.000 læsere investeret i et eksemplar af “nazi-biblen”.

Først med partiets valgsucces i 1932 steg interessen mærkbart, og året efter rundede salget en halv million.

NSDAP’s fremgang skyldtes ikke mindst stormtropperne (SA), der i 1932 talte 470.000 medlemmer.

© Getty Images & Imageselect

NSDAP gjorde klar til demokratisk valgkamp

“Vilddyret er tæmmet”, mente de tyske politikere og gav nazisterne plads på stemmesedlen igen. 10 år efter sin fængselsdom kunne Adolf Hitler erobre magten i landet.

Det fejlslagne kupforsøg i 1923 overbeviste Adolf Hitler om, at han ikke kunne vinde magten i Tyskland med vold. I stedet skulle landet erobres ved hjælp af det parlamentariske system.

Kort efter sin løsladelse lovede nazilederen højtideligt Heinrich Held, Bayerns ministerpræsident, at han fremover ville afstå fra at forsøge sig med et kup, et løfte, som Held troede på: “Vilddyret er tæmmet, så kan vi godt slække lidt på kæden”, fastslog ministerpræsidenten og ophævede forbuddet mod nazipartiet.

Fra februar 1925 var NSDAP atter at finde på stemmesedlen. Hitler havde dog stadig taleforbud i store dele af Tyskland, men han stillede gerne op i lukkede forsamlinger.

De politisk motiverede overgreb begået af partiets stormtropper (SA) hørte dog ikke op. Hitler formåede imidlertid at holde sig inden for grænsen for, hvad ordensmagten og politikerne kunne acceptere.

Efter valget i 1932 var NSDAP Tysklands største parti, og et halvt år senere, den 30. januar 1933, blev Hitler på demokratisk vis indsat i embedet som tysk rigskansler. NSDAP havde nået sit mål.