Tysklands hær udgjorde den eneste reelle trussel mod Hitlers magt, og Føreren frygtede, at generalerne en dag ville afsætte ham.
Derfor oprettede han sin egen private hær, Waffen-SS, som voksede i størrelse til 900.000 soldater i slutningen af 2. verdenskrig.
Den tyske hær, Wehrmacht, rådede imidlertid over millioner af soldater under krigen, så Føreren havde brug for yderligere beskyttelse.
Topfolk fik tredoblet deres indtægt. Til sammenligning tjente ufaglærte fabriks-arbejdere 76 rigsmark (RM) om måneden, mens faglærtes månedsløn udgjorde 112 RM.
Hemmelig konto udbetalte uhyrlige summer
I 1933 oprettede Hitler den såkaldte Konto 5 til at bestikke hærledelsen, og det første år smurte han generalerne med 150.000 rigsmark (RM) af de tyske skatteyderes penge.
År for år steg antallet af officerer, der modtog bestikkelse, og i det sidste krigsår, 1945, udbetalte Konto 5 hele 40 mio. RM.
Så snart tyske officerer blev forfremmet til generaloberst eller feltmarskal – de to højeste militærgrader i den tyske hær – modtog de et brev fra dr. Lammers, som stod for udbetalingerne.
Han skrev, hvilke enorme summer modtagerne kunne se frem til, og gjorde det klart, at udbetalinger øjeblikkeligt ville stoppe, hvis officeren var illoyal mod Hitler.
Hitler kunne ikke bare afskedige alle landets generaler og erstatte dem med nazister, for han havde brug for deres ekspertise til at vinde de kommende krige.
I stedet gik Føreren allerede i 1933 i gang med at købe generalernes loyalitet. Bestikkelserne blev udbetalt frem til maj 1945.
Fødselsdags-gratiale gjorde kritiske generaler stenrige
De faste månedlige bestikkelser udbetalt fra Konto 5 var ingenting i forhold til de enorme summer, generaler kunne se frem til at modtage på mærkedage.
I reglen fik højtstående officerer udbetalt 250.000 RM i anledning af runde fødselsdage – det svarede til 186 faglærte tyske arbejderes årsløn.
Fødselsdagsgaven fra Hitler var ikke en stor kage, men en fed check.
De ekstravagante fødselsdagsgaver blev hovedsageligt givet til officerer, som Hitler ikke følte, at han kunne stole på.
General von Leeb, der i en periode havde været kritisk over for nazisterne og ligefrem omtalt Hitler som “løgneren”, modtog således i september 1941 et fødselsdagsgratiale på 250.000 RM.
Han fyldte end ikke rundt, men fejrede sin 65-års fødselsdag under felttoget i Sovjetunionen.
Folk, som Hitler stolede ubetinget på, modtog derimod ingen store fødselsdagsgaver fra Føreren.
Således fyldte øverstkommanderende for ubådsflåden Karl Dönitz 50 år i 1941 uden at modtage en stor pengesum. Også general Walter Model blev forbigået af Føreren, da han fyldte 50 – alligevel forblev de loyale.
Von Brauchitsch blev i 1940 forfremmet til feltmarskal som tak for sin støtte til Hitler.
Fik skilsmissen betalt mod at skyde fanger
Pengegaver fra Føreren kunne redde generaler ud af en økonomisk knibe, men prisen for hjælpen var altid høj.
Officielt var Nazityskland modstander af skilsmisser, så da Walther von Brauchitsch i 1938 stod midt i en særdeles dyr skilsmissesag, forventede han ingen sympati fra Hitler.
Men det var netop, hvad generalen fik. Ikke alene støttede Hitler hans beslutning om at forlade sin kone, Føreren betalte sågar sagsomkostningerne og bodelingen, som stod til at koste von Brauchitsch et sted mellem 80.000 og 250.000 RM.
Generalen var glad for hjælpen, men allerede året efter tog Hitler sig dyrt betalt for tjenesten.
Von Brauchitsch var øverstkommanderende for den tyske hær, og under invasionen af Polen i 1939 måtte han sørge for, at hæren deltog i forfølgelsen af civile polakker. Især jøder blev dræbt i massevis.
Da Tyskland gjorde klar til at invadere Sovjetunionen i forsommeren 1941, udstedte Hitler en ordre om, at Stalins politiske kommissærer ikke skulle tages til fange, men skydes på stedet.
Ordren var i strid med alle krigskonventioner, men von Brauchitsch sørgede for, at den blev ført ud i livet.
Feltmarskal blev Førerens lakaj
Som chef for de væbnede styrkers overkommando (OKW) var feltmarskal Wilhelm Keitel en af dem, der modtog flest penge fra Konto 5.
Da generalen fyldte 60 år i 1942, modtog han således en gave på 250.000 RM. Med checken fulgte et personligt brev fra Hitler, som skrev, at pengene var tak “for den loyalitet og hengivenhed, med hvilken du har tjent mig”.
Keitel valgte, som mange af sine kolleger, straks at investere det betragtelige beløb i et gods.
Wilhelm Keitel. Rang: feltmarskal og chef for den tyske overkommando.
Selv med Hitlers gave havde Keitel dog kun råd til et mindre gods, så da feltmarskallen antydede, at han manglede penge til at købe et større gods, var Føreren igen gavmild.
Keitel fik sit storgods – uden selv at betale så meget som en pfennig for det. Konto 5 betalte hele købssummen.
Keitel udførte derpå ivrigt Førerens mest beskidte opgaver. Han befalede bl.a., at frivillige franske piloter, som kæmpede på sovjetisk side, skulle henrettes i stedet for at blive sendt i krigsfangelejr.
Hitler vidste, at alle hans generaler drømte om at eje et prægtigt gods.
Erobret jord blev foræret til hærledelsen
Hitler fordelte beslaglagte godser i Tyskland og de besatte lande mellem sine generaler.
“Når krigen er ovre, vil Hitler ikke være nærig med uddelingen af land”, lovede Førerens adjudant, major Engel. Så længe ventede Hitler ikke, han forærede rundhåndet erobrede polske godser til sine generaler.
Da Hitler i 1942 hørte, at blitzkrigens opfinder, general Heinz Guderian, overvejede at købe land i det sydlige Tyskland, forærede Føreren ham et gods i øst.
Guderian var en af de generaler, som tvivlede mest på Førerens strategiske evner, så Hitler øjnede chancen for at gøre en bidsk kritiker håndtam.
Guderian fik en liste med konfiskerede godser – alle på omkring 1.600 hektar, som han frit kunne vælge imellem.
Efter at have kigget listen igennem blev generalen imidlertid grådig og valgte et gods, der slet ikke var på listen, men Hitler endte med at tildele ham Diepenhof, som lå 200 km vest for Warszawa.
Godset havde en værdi af hele 1,24 mio. RM. Fra da af var Guderian en af Hitlers varmeste støtter – lige indtil russerne erobrede den del af Polen, som Diepenhof lå i.
Herefter ytrede Guderian sig igen kritisk om Hitlers evner og blev fyret i marts 1945.
Modtagerne stod i kø
Guderian var langtfra den eneste, som Hitler forærede jord. Andre generaler og feltmarskaller modtog samme overdådige gave:
-
Wilhelm Ritter von Leeb
Hvor: Seestetten, Tyskland
-
Wilhelm Keitel
Hvor: Lamspringe, Tyskland
-
Paul von Kleist
Hvor: Psary, Polen
-
August von Mackensen (pensioneret WW1-veteran)
Hvor: Brüssow, Tyskland
Bestikkelse reddede Hitler fra arrestation
I oktober 1942 modtog chefen for Hærgruppe Midte, Günther von Kluge, en kæmpe bestikkelsessum fra Hitler samt løfte om, at Konto 5 ville betale alle udgifter til istandsættelsen af generalens gods.
Kort efter fortrød von Kluge at have taget imod pengene. Til generalmajor von Tresckow og Carl Friedrich Goerdeler – to af hovedmændene bag adskillige forsøg på at myrde Hitler – forklarede den brødebetyngede von Kluge, at han ville arrestere Hitler, næste gang Føreren besøgte Østfronten.
Günther von Kluge. Rang: feltmarskal.
Men von Kluge var ramt af lammende ubeslutsomhed – godt hjulpet på vej af bestikkelser.
Inden Førerens besøg nåede han at modtage endnu en kæmpe sum penge, som fik ham til at droppe al støtte til kupmagerne.
I 1944 støttede han til gengæld von Stauffenbergs mislykkede forsøg på at sprænge Hitler i luften og begik selvmord for at undgå Hitlers hævn.
Hitler forfremmede Paulus til feltmarskal, få timer før Stalingrad faldt.
Svigt kostede dyrt
Efter at general Paulus blev taget til fange i Stalingrad i 1943, ophørte bestikkelsespengene med at tikke ind på hans konto.
Ikke fordi han nu var fange, men fordi det rygtedes, at han gav Hitler skylden for nederlaget i Stalingrad, over sovjetisk radio.
Fjenden kommer, flyt mine penge!
I takt med at de allierede hære trængte længere og længere ind i Tyskland, fik generalerne travlt med at redde deres bestikkelsespenge.
Fx sørgede general-oberst Arnims kone i marts 1945 for, at hendes mands penge blev flyttet fra en bank i den omringede by Breslau til et sikrere pengeinstitut nær Dresden – langt fra fronten.
I krigens sidste måneder ledte generalerne febrilsk efter en sikker bank.
Også andre generaler flyttede desperate pengene fra bank til bank, indtil Tyskland kapitulerede i maj 1945.
Officererne fandt på dårlige undskyldninger
Efter krigen benægtede den ene general efter den anden, at de havde taget imod bestikkelse. Kun få erkendte, at de havde modtaget penge fra Konto 5, men kom med dårlige undskyldninger.
Feltmarskal Wolfram von Richthofen forklarede således, at han misforstod meningen med pengene:
“Jeg antog, at denne sum først og fremmest skulle gøre det muligt at vise et ydre billede, der svarede til rangen”.
12 forfremmelser sikrede ruslandsfelttoget
I sommeren 1940 havde Hitler netop opnået sit første store mål: Frankrigs fald. Nu stod han over for sit største sats: invasionen af Sovjetunionen året efter.
Føreren vidste, at det ville blive en krig, der skulle udkæmpes uden for krigens normale love, for Østeuropa skulle ikke kun erobres, mens renses for det, han kaldte slaviske undermennesker.
Hærens generaler skulle på en eller anden måde overtales. Mens de månedlige bestikkelser talte til generalernes pengepung, vidste Hitler, at intet talte så tydeligt til deres egoer som forfremmelse.
Hitler forfremmede i alt 25 officerer til feltmarskal under krigen. Hagekors og jernkors sad side om side på de tyske feltmarskalstave.
12 generaler blev derfor forfremmet til feltmarskaler. Hitler betalte 72.000 RM for deres marskalstave og overrakte dem personligt til alle 12.
Blandt modtagerne var Gerd von Rundstedt, Albert Kesselring og Fedor von Bock. Som von Bock kunne berette, fulgte der en lille peptalk med udnævnelserne:
“Føreren præsenterede os med marskalstavene i Rigskancelliet. Han pointerede vigtigheden af, at det tyske folk stod sammen, og hvor absolut nødvendigt det var, at hæren også erklærede sin støtte til den nationalsocialistiske tanke”.
