Tysklands hær udgjorde den eneste reelle trussel mod Hitlers magt, og Føreren frygtede, at generalerne en dag ville afsætte ham.
Derfor oprettede han sin egen private hær, Waffen-SS, som voksede i størrelse til 900.000 soldater i slutningen af 2. verdenskrig.
Den tyske hær, Wehrmacht, rådede imidlertid over millioner af soldater under krigen, så Føreren havde brug for yderligere beskyttelse.
Hitler kunne ikke bare afskedige alle landets generaler og erstatte dem med nazister, for han havde brug for deres ekspertise til at vinde de kommende krige.
I stedet gik Føreren allerede i 1933 i gang med at købe generalernes loyalitet. Bestikkelserne blev udbetalt frem til maj 1945.
Fødselsdags-gratiale gjorde kritiske generaler stenrige
De faste månedlige bestikkelser udbetalt fra Konto 5 var ingenting i forhold til de enorme summer, generaler kunne se frem til at modtage på mærkedage.
I reglen fik højtstående officerer udbetalt 250.000 RM i anledning af runde fødselsdage – det svarede til 186 faglærte tyske arbejderes årsløn.
De ekstravagante fødselsdagsgaver blev hovedsageligt givet til officerer, som Hitler ikke følte, at han kunne stole på.
General von Leeb, der i en periode havde været kritisk over for nazisterne og ligefrem omtalt Hitler som “løgneren”, modtog således i september 1941 et fødselsdagsgratiale på 250.000 RM.
Han fyldte end ikke rundt, men fejrede sin 65-års fødselsdag under felttoget i Sovjetunionen.
Folk, som Hitler stolede ubetinget på, modtog derimod ingen store fødselsdagsgaver fra Føreren.
Således fyldte øverstkommanderende for ubådsflåden Karl Dönitz 50 år i 1941 uden at modtage en stor pengesum. Også general Walter Model blev forbigået af Føreren, da han fyldte 50 – alligevel forblev de loyale.
Feltmarskal blev Førerens lakaj
Som chef for de væbnede styrkers overkommando (OKW) var feltmarskal Wilhelm Keitel en af dem, der modtog flest penge fra Konto 5.
Da generalen fyldte 60 år i 1942, modtog han således en gave på 250.000 RM. Med checken fulgte et personligt brev fra Hitler, som skrev, at pengene var tak “for den loyalitet og hengivenhed, med hvilken du har tjent mig”.
Keitel valgte, som mange af sine kolleger, straks at investere det betragtelige beløb i et gods.
Selv med Hitlers gave havde Keitel dog kun råd til et mindre gods, så da feltmarskallen antydede, at han manglede penge til at købe et større gods, var Føreren igen gavmild.
Keitel fik sit storgods – uden selv at betale så meget som en pfennig for det. Konto 5 betalte hele købssummen.
Keitel udførte derpå ivrigt Førerens mest beskidte opgaver. Han befalede bl.a., at frivillige franske piloter, som kæmpede på sovjetisk side, skulle henrettes i stedet for at blive sendt i krigsfangelejr.
Bestikkelse reddede Hitler fra arrestation
I oktober 1942 modtog chefen for Hærgruppe Midte, Günther von Kluge, en kæmpe bestikkelsessum fra Hitler samt løfte om, at Konto 5 ville betale alle udgifter til istandsættelsen af generalens gods.
Kort efter fortrød von Kluge at have taget imod pengene. Til generalmajor von Tresckow og Carl Friedrich Goerdeler – to af hovedmændene bag adskillige forsøg på at myrde Hitler – forklarede den brødebetyngede von Kluge, at han ville arrestere Hitler, næste gang Føreren besøgte Østfronten.
Men von Kluge var ramt af lammende ubeslutsomhed – godt hjulpet på vej af bestikkelser.
Inden Førerens besøg nåede han at modtage endnu en kæmpe sum penge, som fik ham til at droppe al støtte til kupmagerne.
I 1944 støttede han til gengæld von Stauffenbergs mislykkede forsøg på at sprænge Hitler i luften og begik selvmord for at undgå Hitlers hævn.
Fjenden kommer, flyt mine penge!
I takt med at de allierede hære trængte længere og længere ind i Tyskland, fik generalerne travlt med at redde deres bestikkelsespenge.
Fx sørgede general-oberst Arnims kone i marts 1945 for, at hendes mands penge blev flyttet fra en bank i den omringede by Breslau til et sikrere pengeinstitut nær Dresden – langt fra fronten.
Også andre generaler flyttede desperate pengene fra bank til bank, indtil Tyskland kapitulerede i maj 1945.
Officererne fandt på dårlige undskyldninger
Efter krigen benægtede den ene general efter den anden, at de havde taget imod bestikkelse. Kun få erkendte, at de havde modtaget penge fra Konto 5, men kom med dårlige undskyldninger.
Feltmarskal Wolfram von Richthofen forklarede således, at han misforstod meningen med pengene:
“Jeg antog, at denne sum først og fremmest skulle gøre det muligt at vise et ydre billede, der svarede til rangen”.
12 forfremmelser sikrede ruslandsfelttoget
I sommeren 1940 havde Hitler netop opnået sit første store mål: Frankrigs fald. Nu stod han over for sit største sats: invasionen af Sovjetunionen året efter.
Føreren vidste, at det ville blive en krig, der skulle udkæmpes uden for krigens normale love, for Østeuropa skulle ikke kun erobres, mens renses for det, han kaldte slaviske undermennesker.
Hærens generaler skulle på en eller anden måde overtales. Mens de månedlige bestikkelser talte til generalernes pengepung, vidste Hitler, at intet talte så tydeligt til deres egoer som forfremmelse.
12 generaler blev derfor forfremmet til feltmarskaler. Hitler betalte 72.000 RM for deres marskalstave og overrakte dem personligt til alle 12.
Blandt modtagerne var Gerd von Rundstedt, Albert Kesselring og Fedor von Bock. Som von Bock kunne berette, fulgte der en lille peptalk med udnævnelserne:
“Føreren præsenterede os med marskalstavene i Rigskancelliet. Han pointerede vigtigheden af, at det tyske folk stod sammen, og hvor absolut nødvendigt det var, at hæren også erklærede sin støtte til den nationalsocialistiske tanke”.