Hitler var på stoffer under hele 2. verdenskrig

Vitamultin var doktorens mirakelkur

De første par år modtog Hitler dagligt indsprøjtninger med jod, kalk samt lever- og hjerte-ekstrakt, der skulle øge mængden af det mandlige kønshormon testosteron i kroppen.

Juvelen i doktorens sorte lægetaske var dog stoffet Vitamultin, som Hitler både indtog i pilleform og igennem Morells sprøjte.

Ifølge Morell var Vitamultin blot en sund cocktail af forskellige vitaminer, men senere undersøgelser af stoffet har vist, at mirakelkuren også indeholdt en betydelig dosis metamfetamin.

Det stærkt vanedannende stof er beslægtet med amfetamin (populært kaldet speed), men op til fem gange stærkere.

Ved indtagelse frigives hormonerne adrenalin og dopamin i kroppen, hvilket udløser en høj grad af opstemthed, øget selvtillid samt undertrykkelse af træthed og appetit.

Tilsyneladende anede Adolf Hitler ikke, at Morell fyldte ham med euforiserende stoffer, men forandringen var tydelig.

De daglige indsprøjtninger gav Hitler uudtømmelig energi og fyrede op under hans talegaver.

Diktatorens eksem og mavekramper var forvandlet til ubehagelige minder, og Hitler nærede en evig taknemmelighed over for sin nye læge.

“Du aner ikke, i hvor stor gæld jeg står til Morell”, betroede Hitler senere til sin ørelæge dr. Giesing.

“Han reddede mit liv i 1936. Jeg var så langt ude, at jeg knap nok kunne gå. Jeg fik en fuld­stændig forkert behandling, og til sidst levede jeg kun af te og kiks. Men så kom Morell og kurerede mig”.

Anfald gav Hitler Tjekkoslovakiet

I begyndelsen af 1939 stod tyskerne stærkere økonomisk og militært, end de havde gjort i mange år. Hitlers ekspansionsplaner begyndte at tage form – et af ­Førens første mål var naboen Tjek­koslovakiet.

Den 15. marts 1939 ankom landets præsident, Emil Hácha, til Rigskancelliet i Berlin, hvor Hitler uden ­omsvøb bad præsidenten underskrive et dokument, der overdrog de tjekkiske ­områder til Tyskland.

Da den svagelige Emil Hácha nægtede at sætte sin signatur på papiret, gik Hitler amok i et så voldsomt raserianfald, at den gæstende statsleder fik et hjerteanfald.

Doktor Morell greb straks ud efter sin sprøjte og skød den døende præsident fuld af et ukendt stof, der sandsynligvis indeholdt Hitlers yndlingsopkvikker, metamfetamin.

Få sekunder efter satte Emil Hácha sig op i stolen, som var han genopstået fra de døde, og underskrev aftalen. Næste morgen kunne Hitlers tropper marchere ind i Prag uden nævneværdig modstand.

Theodor Morells sprøjte sparede formentlig Tysklands militær for hårde kampe, for aftalen om ­annekteringen var aldrig blevet ­underskrevet, hvis Emil Hácha var faldet død om på Hitlers kontor.

Doktoren var den evige outsider

Efter episoden med Tjekkoslovakiets præsident var Hitler endnu gladere for sin doktor. Ved den tyske invasion af Polen og indledningen af 2. verdenskrig var Morell blevet en urokkelig del af ­Førerens inderkreds.

Den tykke læges opkvikkende indsprøjtninger rasede uden tvivl også i Hitlers krop, da han gjorde klar til den succesfulde invasion af Frankrig i sommeren 1940.

Med vanlig overbevisning i stemmen sagde han: “Mine herrer, I står på tærsklen til den mest berømte sejr i historien”.

Hitlers sejr på slagmarken betød dog en nedtur for hans allestedsnærværende doktor.

Theodor Morell var aldrig mere end få skridt fra sin patient, men efterhånden var det måneder siden, at Hitler havde haft behov for andet end den mest basale behandling.

Som Morell skrev det i et brev til sin hustru, Joanna, kort efter Frankrigs kapitulation:

“Hitler er frisk og i højt humør. Lægeligt har jeg ikke noget at give mig til”.

Morell følte sig isoleret, da de fleste ­generaler afskyede den storsvedende doktor og misundte ham hans nære forhold til Hitler.

Som en civilist uden en patient at tage sig af endte Theodor ­Morell hurtigt som en håbløs outsider.

“Jeg sidder altid for mig selv. Hvis det ikke var for Føreren, ville jeg ønske, jeg var hjemme”, skrev Morell til sin kone, Joanna, i 1940 et par måneder før sin 55-års fødselsdag.

Den tykke doktor hadede den ensomme tilværelse og forsøgte på alle måder at tilpasse sig de højtdekorerede generaler.

Morell designede endda sin egen militæruniform, der bl.a. bestod af en grøn krave prydet med billeder af den græske gud for medicin, Asklepios.

Generalerne protesterede ikke, men havde ikke meget tilovers for den civile doktors ­akavede påklædning. Da Morell dristede sig til at tilføje et SS-bæltespænde, gik maskeraden dog for vidt, og han blev ­beordret til at fjerne det.

Ulveskansen gav bunker-psykose

I sommeren 1941 flyttede Hitler ind i sit nye hovedkvarter, Ulveskansen – et gigantisk, uigennemtrængeligt fort i Østpreussen i det nuværende Polen.

Her ­ledede han krigen mod Stalins Røde Hær.

Mere end 2.000 officerer, soldater og ci­vi­le levede en spartansk tilværelse i de fug­tige og klaustrofobiske barakker i næs­ten tre år, og de fleste forbandede deres nye arbejdsplads langt væk.

Heriblandt også Theodor Morell, der vanen tro sjældent var mere end en kanylelængde væk fra sin patient.

“Mine støvler er plaget af svamp, og mit tøj er fugtigt. Jeg har vejrtræk-ningsproblemer og dårligt blodomløb og lider af bunker-psykose,” skrev doktoren i sin dagbog den 23. juni 1941.

Hitler derimod elskede de nye omgivelser. Ulveskansen gav ham lov til at nyde soldaterlivet, og den hurtige fremgang i krigen mod Sovjetunionen berusede ham.

Men efter et par måneder i den fugtige, indelukkede bunker ramte virkeligheden ham; Føreren blev syg for første gang i årevis.

Theodor Morell sad på feltsengen i sit bunkerkontor og forsøgte at ryste søvnen af sig, da Hitlers kammertjener, Heinz Linge fortalte ham om ­“chefens” elendige forfatning.

Beskeden til ­doktoren var ikke til at tage fejl af: “Kom ind til Føreren omgående!”

Theodor Morell greb sin lægetaske og stormede afsted for at tilse sin patient. Da doktoren ankom, lå Hitler sammen-krummet i sengen med høj feber og voldsom diarré. Symptomerne pegede i retning af dysenteri.

Morell sprøjtede vanen tro Føreren fuld af Vitamultin og glukose, men doktoren måtte sande, at der skulle stærkere midler i brug.

Hitler var høj på 80 forskellige stoffer

Med de følgende dages behandlinger skiftede doktoren Hitlers naturlige immunforsvar ud med et kunstigt skjold ­bestående af et virvar af forskellige stoffer – herunder en potent hormonbehandling udvundet af livmoderblod samt Orchikrin, et anti-depressivt stof udvundet af tyretestikler.

Morell stak nu sin mirakelsprøjte i ­Føreren flere gange dagligt, og Hitler kom hurtigt på højkant igen.

Den nye mikstur bestod af mere end 80 forskel­lige hormoner, steroider og andre ukendte stoffer, som kun Morell kendte.

Doktoren havde dermed sørget for, at den tiltagende maniske og virkelighedsfjerne Hitler nu var fuldstændig ­afhængig af hans medikamenter, og samtidig sikret, at han ikke røg ud i isolationen igen.

Hverken Morell eller Hitler var interesserede i at forstå de dybereliggende årsager til Førerens skrantende fysiske og psykiske helbred.

Et stærkt bånd af lige dele blind tillid og overfladisk symptombehandling holdt dem sammen, og så længe doktoren holdt sin patient oprejst, var alt fryd og gammen.

For Hitlers topfolk vakte Morells stigende indflydelse på deres chef bekymring. Hitlers humør skiftede konstant, og mange frygtede, at han var ved at miste grebet om krigen.

Offensiven i Sovjet­unionen var gået i stå, og i december 1941 havde Den Røde Hær skubbet tyskerne ud af Moskva. Hitler gik i tænkeboks bag bunkerens betonmure.

“Det er tragisk, at Føreren lukker sig ude fra livet på denne måde og fører så usund en tilværelse. Han får ikke frisk luft længere og slapper aldrig af, men sidder bare dagen lang i sin bunker”, skrev propagandaminister Joseph Goebbels i sin dagbog i begyndelsen af 1942.

Imens Hitler lukkede sig inde, eskalerede hans forbrug af hormon- og vitaminindsprøjtninger hastigt.

Som tak for den konstante pleje forærede han sin trofaste læge en tjekkisk madolie-fabrik. Herfra øgede Morell produktionen af sine Vitamultin-­piller, der nu blev solgt i hele Tyskland.

I sommeren 1943 kunne Morell endda udvide sit medicinske imperium ved at åbne en fabrik i den ukrainske by Kharkiv.

Her forvandlede russiske krigsfanger dagligt tonsvis af grisemaver, fårelever og hønsefødder til hormon- og ­testosteron-præparater.

Medicinen blev solgt til både Wehrmacht og den tyske befolkning, og Morell blev efterhånden en særdeles ­velhavende mand.

Opiums-tale holdt Il Duce på måtten

Mens Theodor Morells forretnings­imperium blomstrede, begyndte Adolf Hitlers drøm om tysk verdensherre­dømme at smuldre.

Den Røde Hær havde endnu en gang standset tyskerne – denne gang i slaget om Kursk – og Tysklands italienske allierede var tæt på at skifte side i krigen.

Som sædvanlig, når virkelighedens barske realiteter ­bankede på, forskansede Føreren sig og trak sig længere ind i sin fantasiverden.

Der er dog ingen tvivl om, at krigens udvikling konstant ­bekymrede Hitler, og Morell noterede flere gange i sin journal, at ­Føreren var stresset og havde svært ved at sove.

Kulminationen på problemerne kom den 18. juli 1943, dagen efter at ­Italien mistede Sicilien til en allieret ­invasionshær. Her blev Hitler ramt af meget stærke mavesmerter.

Da doktorens vanlige cocktail af smerte­stillende stoffer ikke længere var effektiv, besluttede Morell sig for at hive et af sine stærkeste midler frem fra ­tasken.

Han gav “Patient A” en indsprøjtning med det heroinlignende stof Eukodal, der kaster patienten ud i en euforisk ­tilstand øjeblikkeligt efter ind­tagelse, og som kan gøre brugeren ­afhængig efter få ugers brug.

Stoffets opkvikkende virkning var ikke til at tage fejl af. Hitler var som forvandlet, og energien lyste ud af den revitaliserede diktator.

Med Eukodal rasende i blodet vendte hans berømte talegaver tilbage, og i en enetale på tre timer over­beviste Hitler den italienske diktator, Mussolini, om at fortsætte krigen mod de allierede – selvom Il Duce inden mødet egentlig havde tænkt sig at ­annoncere Italiens kapitulation.

“Mod al forventning ser Hitler fantastisk ud.

Han har knap nok sovet to timer, og alligevel ligner han én, der netop er vendt hjem fra en lang ferie”, skrev Joseph Goebbels i sin dagbog den 10. september 1943.

Hverken Goebbels eller resten af parti­toppen anede, at deres chef fik Eukodal dagligt. I sin journal skjulte Morell­ stoffet med bogstavet “X” eller sætningen “Indsprøjtning som sædvanlig”.

Da Føreren forlod Ulveskansen i Polen for en stund og trak sig tilbage til sit ­domicil i Bayern, fulgte doktoren og sprøjterne med.

Snart blev hvert måltid efterfulgt af en Eukodal-indsprøjtning og de beroligende ord: “Når jeg stikker nålen i din åre, skal du begynde at tælle langsomt. Når du når til 15, føler du ingen smerte længere”.

Rygterne om Theodor Morells mirakelkur spredtes hurtigt, og snart talte ­klientellet også Mussolini, SS-lederen Heinrich Himmler samt den japanske ambassadør Hiroshi Oshima.

Den store efterspørgsel på Morells ­ekspertise sled på den overvægtige læge, der ud over et dårligt hjerte var så ­udmattet, at han knap nok kunne gå op ad trappen til sit eget værelse.

Snart havnede “Rigets sprøjtemester” – som ­Hermann Göring drillende kaldte Theodor Morell – selv på sprøjten for at klare sig igennem hverdagens strabadser.

Lægekollega begik mytteri

Kort efter at Hitler vendte tilbage til Ulveskansen i sommeren 1944, blev han udsat for et attentat­forsøg.

Under kodenavnet “Operation Valkyrie” placerede en gruppe oprørske officerer i den tyske hær en bombe i ­Ulveskansen. Målet var at dræbe Hitler og dermed stoppe krigen.

Attentatet mislykkedes, men sprængte begge Hitlers trommehinder og gav diktatoren en kronisk hovedpine, som end ikke Eukodal kunne fjerne.

Ørespecialisten Erwin Giesing blev tilkaldt og ­uafhængigt af Morell ordinerede han kokain mod smerterne indgivet som øjen- og næsedråber.

Hitler hav-de tidligere fordømt kokain som et ­“jødisk stof, der degenererede misbrugeren”, men Giesing forsikrede Føreren om, at han ikke vil ende sådan, fordi “en rigtig kokainmisbruger sniffer stoffet”.

Tysklands leder, som fem år ­tidligere gjorde en dyd ud af at være ­afholdsmand, kunne nu ikke længere stå oprejst uden narkotiske stoffer.

Kroppen var oversået med stikmærker, og Hitlers helbred var i så elendig en for­fatning, at han ikke ­engang kunne holde en kop te uden at ryste indholdet ud på gulvet. ­Hitlers tilstand bekymrede de andre topnazister:

“Desværre ser han ikke sund ud. Det er tydeligt at se, hvordan de seneste måneder har sat sine spor i ham”, skrev en bekymret Goebbels i sin dagbog.

Mistilliden til Morell voksede, i takt med at Føreren fik det dårligere, og samtidig begyndte en magtkamp med den nye ørelæge Giesing, der ønskede at tage Morells plads.

I oktober 1944 tog han kontakt til den svækkede fører og fremlagde sin mistanke om, at Morell forsøgte at komme Hitler til livs. I flere år havde doktoren ordineret “Dr. Kösters Antigas-piller” mod Hitlers maveproblemer, men lægen havde opdaget, at pil­lerne bl.a. indeholdt giftstoffet stryknin.

Hitler var forfærdet og måtte spørge sig selv, om han taget fejl af Morell i alle disse år. Var hans personlige læge ude på at myrde ham? Heinrich Himmler, der længe havde foragtet den tykke doktor, sluttede sig til koret af kritikere og truede Morell med galgen.

Analyser af de kontroversielle piller viste dog, at mængden af stryknin var så minimal, at den ikke kunne være dødelig.

“Patient A”, der lykkeligt havde taget pillerne i årevis, rensede øjeblikkeligt sin læge for alle anklager og fyrede Giesing samt to kirurger, som havde støttet ham i mistanken.

“De idioter burde vide, at De har reddet mit liv utallige gange de sidste otte år”, betroede Hitler sin læge, hvorefter han taknemmeligt trykkede hans hånd med ordene:

“Min kære doktor, jeg er glad og lykkelig for, at jeg har Dem”.

Hoflægen endte på galeanstalt

I foråret 1945 stod Det Tredje Rige på sammenbruddets rand. Den Røde Hær nærmede sig Berlin, og produktionen af de narkotiske stoffer, der skulle holde ­Føreren oppe, var gået i stå.

Hitler havde aldrig stillet spørgsmålstegn ved Morells behandlinger, men uden de daglige sprøjter brød abstinenserne ud i lys lue.

Hitler stavrede ­deprimeret rundt i mørket, mens rystelserne i hans krop tog til, og den euforiske tilstand aftog.

Hans krop og sind skreg efter en indsprøjtning fra den gode doktor, men ­eftersom Morell ikke kunne levere, begyndte frustrationerne at hobe sig op i “Patient A”.

Den 21. april eksploderede Hitler i et voldsomt raserianfald, hvori han mistænkte Morell for at ville forråde ham.

Han tog fat i doktorens krave og skreg: “Gå hjem, tag din uniform af, og lad, som om du aldrig har set mig!”

Morell var fyret og forkastet af manden, han havde viet sit liv.

Doktoren gik direkte op i seng og græd, inden han tog et af de sidste fly ud af det omringede Berlin sammen med bl.a. Hitlers adjudant Albert Bormann.

Kun ni dage senere bed ­Hitler tænderne sammen om en cyanidkapsel og mærkede den dødelige dosis lamme sine åndedrætsfunktioner.

De følgende dage gemte ­Morell sig i ­Bayern, men blev hurtigt fundet og havnede i fængsel. Her afhørte amerikanske soldater ham i månedsvis, men uden større succes.

Doktoren talte usammenhængende, og når han ikke sad apatisk i sin celle, løb han rundt og skreg, at Himmler ville myrde ham.

En gennemgang af doktorens ­lægejournaler fik endda forhørslederne til at mistænke Morell for at være hemmelig agent, der i årevis havde proppet Hitler med narkotika for at ødelægge hans dømmekraft.

Den tidligere så magtfulde doktor var tydeligvis ikke længere psykisk stabil, og da de allierede ikke kunne forbinde ham med nogen krigsforbrydelser, blev han løsladt efter to år.

Morell blev herefter bragt til et hospital i byen Tegernsee, hvor hans usunde levevis og svage ­helbred indhentede ham.

Doktoren døde af åreforkalkning den 26. maj 1948.

Mange år senere udtalte hans assistent Richard Weber, at Morell var død “som en herreløs hund”, efter at han havde mistet Hitler og dermed målet med sit liv.