Hitlers 10 største bommerter

9. Spændte ben for sit eget luftvåben

I juni 1940 gav Hitler ordre til en luftoffensiv over England, der skulle bane vejen for en invasion af De Britiske Øer.

Det tyske luftvåben, Luftwaffe, gik efter at ødelægge briternes Royal Air Force (RAF) for at fjerne enhver modstand i luften.

I en række effektive angreb bombede tyskerne kommandocentraler, brændstoflagre, flyfabrikker og landingsbaner. Luftwaffes plan så i august 1940 ud til at lykkes – indtil Hitler blandede sig.

Under et angreb på en flyfabrik havde Luftwaffe dræbt ni civile.

Briterne svarede igen ved at bombe tyske byer, og dén ydmygelse blev for meget for Hitler.

I vrede beordrede han de tyske fly til at sønderbombe engelske byer, og RAF fik et tiltrængt pusterum, der tillod briterne at genvinde luftherredømmet over England.

8. Holdt tyske kvinder ude af fabrikkerne

Mens millioner af kvinder i Storbritannien og USA bemandede fabrikkerne under krigen, mente Hitler, at fabriksarbejde ikke var for tyske kvinder.

De skulle i stedet koncentrere sig om at passe børn og hjem.

Det konservative kønssyn førte til en enorm mangel på arbejdskraft på de tyske fabrikker, hvor de mandlige ­arbejdere var indkaldt til hæren.

Hitler holdt industrien i gang med udenlandske tvangsarbejdere, men de udgjorde kun ca. 20 pct. af arbejdsstyrken.

Efterhånden som krigen skred frem, og ressourcerne svandt ind med alarmerende fart, tillod

Hitler en brøkdel af kvinderne at bidrage til krigsindsatsen som bl.a. telefonoperatører, sygeplejersker og sekretærer. Andre indgik i arbejdsstyrken som SS-vagter i kz-lejrene.

7. Gav de britiske bombefly frit spil

Natten til den 31. maj 1942 sendte det britiske luftvåben ca. 1.000 bombefly ind over Tyskland i ly af mørket.

Det tyske luftskyts kunne ikke se de fjendtlige fly, og taktikken var afsindig effektiv; alene første nat ødelagde RAF 13.000 bygninger i Køln.

I månedsvis gentog briterne succesen – indtil de tyske jagerfly fandt på at ligge på lur ved britiske landingsbaner og angribe bombeflyene, når de lagde an til landing.

Modtrækket fungerede upåklageligt, men Hitler kom briterne til undsætning.

Han aflyste bagholdsangrebene og beordrede, at fjendens fly i fremtiden skulle skydes over Tyskland, så tyskerne kunne blive opmuntret ved synet af britiske flyvrag.

6. Gik i krig med gamle våben

Hitlers tiltro til sine egne evner som militærstrateg blev cementeret i krigens første år.

Annekteringen af Østrig, besættelsen af Tjekkoslovakiet, felttoget i Polen, lyn-besættelserne af Danmark og Norge og Frankrigs overgivelse i 1940 slog blot fast, hvad Hitler havde ment hele tiden: Han var et militærstrategisk geni, der vidste bedre end sin overforsigtige generalstab.

Opildnet af de mange militære succeser – som i virkeligheden skyldtes fjendens tøven og uforberedte hære – aflyste Hitler så godt som alle de tyske våbenudviklingsprogrammer.

Krigen kunne vindes med de eksisterende våben, insisterede Hitler.

Men krigen trak ud, og to år senere begyndte nazisternes våben at være forældede i sammenligning med fjendens.

I hast beordrede Hitler våbenudviklings-programmerne sat i gang igen, men to år var tabt, og flere af programmernes nøglefigurer var i mellemtiden døde i krigen.

Selvom tyskerne stadig formåede at fremstille nogle banebrydende våben, blev ingen af dem produceret i tilstrækkeligt antal – og de, der nåede at komme i brug, led under en lang række tekniske komplikationer.

5. Nægtede at opgive Stalingrad

I december 1941 var den tyske invasion af Sovjetunionen gået i stå, og Hitler begyndte så småt at frygte for en gentagelse af Napoleons katastrofale nederlag ved Moskva i 1812.

For at tvinge resultater igennem udnævnte han sig selv til øverstkommanderende for hæren.

Få dage senere udstedte Hitler en ordre om, at de tyske tropper skulle stå fast for enhver pris – til trods for at flere af hans mest erfarne generaler ved flere lejligheder havde bevist, at en taktisk retræte kunne bane vejen for en sejr ved mødet med en overlegen fjende.

Typisk blev tilbagetrækningen forvandlet til et modangreb, når fjenden fulgte efter og strakte sine forsyningslinjer for langt.

Stå fast-ordren kostede titusindvis af tyske soldater livet, men Hitler troede fuldt og fast på, at hans soldater med viljens kraft kunne trumfe en sejr igennem.

Et halvt års tid senere havde Hitler stadig ikke lært af sin fejl og gentog sit forbud mod retræte, da den tyske 6. armé forsøgte at indtage byen Sta­lin­grad.

Trods et åbenlyst truende nederlag nægtede Hitler at lade sine tropper trække sig tilbage, selvom generalerne tiggede ham.

Den 6. armé fik dermed den tvivlsomme ære at blive den første tyske hær, der blev omringet og komplet udslettet. Kampene ved Stalingrad kostede tyskerne mere end 180.000 mand.

4. Ventede på en invasion, som allerede var i gang

Ved daggry den 6. juni 1944 bombede allierede fly de tyske forsvarsværker i Normandiet, og titusinder af allierede soldater blev sendt mod land.

Mens en af historiens største invasioner var i gang, sov Hitler hjemme i Bayern indtil 14-tiden – selvom han i månedsvis havde vidst, at en invasion var på vej.

Nyheden om landgangen tog Hitler med sindsro, for han var overbevist om, at den blot var en afledningsmanøvre.

I flere uger undlod Hitler at sende flere tropper til Normandiet, fordi han ventede på den rigtige invasion – imens fik de allierede fodfæste i Frankrig og satte snart kurs mod Tyskland.

3. Undlod at udslette den britiske hær i Dunkerque

I maj 1940 stormede tyske kampvogne og soldater ind over grænsen til Holland, Belgien og Frankrig.

I løbet af blot 10 dage nåede Hitlers panserenheder frem til Den Engelske Kanal, hvor de pressede den britiske hær op i et hjørne ved kystbyen Dunkerque.

Den tyske general Ewald von Kleist stod få km fra briterne med tre panser- og to infanteridivisioner og vurderede, at Dunkerque kunne erobres på under én dag.

Men så beordrede Hitler pludselig – af uvisse årsager – samtlige enheder til at standse fremmarchen.

Briterne fik fred til at gennemføre en storstilet evakuering, og på ni dage flygtede 365.000 briter over Kanalen.

Hitler forspildte dermed chancen for at udslette størstedelen af den britiske hær.

2. Erklærede krig mod USA

Dagen efter Japans angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor i december 1941 forsøgte ambassadør Hiroshi Oshima ivrigt at overtale den tyske udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop, til at erklære krig mod USA.

Men von Ribbentrop tøvede. USA’s indtræden i krigen ville være selvmord for Tyskland, mente ministeren.

Hitler var uenig. Føreren så Japan som en uovervindelig allieret – og når kejserriget først havde besejret USA, ville det vende sig mod Sovjetunionen.

Hvis han blot kunne få Japan til at angribe Sovjet fra øst, ville Stalin være tvunget ud i en tofrontskrig, der ville sprede de sovjetiske tropper så meget, at Hitler let kunne erobre Moskva.

Tre dage senere erklærede Hitler i en dundertale krig mod USA med forventning om, at de amerikanske styrker ville blive sendt i kamp mod japanerne.

Til Hitlers overraskelse sendte præsident Roosevelt største-delen af tropperne til Europa.

Hitler fik endnu en bitter overraskelse, da han indså, at ærkefjenden Stalin nu kunne bruge de tropper, som ellers hidtil havde været reserveret til en krig mod Japan, mod tyskerne.

1. Invaderede Sovjet i sommeruniformer

Invasionen af Sovjetunionen – historiens største – ville være overstået på få måneder, mente Hitler. Han tog fejl.

“Vi skal blot sparke døren ind. Så vil hele den rådne bygning brase sammen”, udtalte Hitler forud for invasionen af Sovjetunionen i juni 1941.

Nabolandet havde ganske vist en større hær, men tyskerne var bedre organiseret og havde mere erfarne officerer. Hitler regnede derfor med, at invasionen blot ville vare få måneder.

I begyndelsen forløb invasionen også helt efter planen: Russerne blev komplet overrumplet, og i løbet af den første uge blev fem russiske arméer og over 2.000 fly udslettet.

Men fremrykningen gik så hurtigt, at panserdivisionerne konstant måtte vente på de langsomme infanterister.

Efter fire uger var tyskernes forsyninger desuden opbrugt, og snart gik Hitlers lyn-invasion stort set i stå.

Imens afviste Hitler blankt sine generalers ønske om at sende tropperne direkte mod Moskva – et knudepunkt for Den Røde Hærs forsyninger.

Trods protesterne insisterede Hitler på i stedet at sende et stort antal tropper mod Kaukasus’ oliefelter og det ressourcerige Ukraine og Baltikum.

Derfor nåede tyskerne først i december 1941 frem til Moskva, hvor den berygtede russiske vinter snart lammede Hitlers tropper, der kun var iført sommeruniformer.

Det tyske militær havde ikke planlagt en vinterkrig og havde derfor ikke vinteruniformer nok og måtte bl.a. bede civile om at sende deres pelsfrakker til fronten.

Soldaterne selv stjal uniformer og støvler fra russiske døde for at overleve den ekstreme kulde på -30 °C.

Hitlers arrogante møde med Den Røde Hær – og Ruslands vinter – blev det afgørende vendepunkt i krigen. Og efter nederlaget i Sovjet var krigen reelt tabt.