München, Tyskland, 16. sept. 1919
Højtærede hr. Gemlich
Den fare, som jøderne i dag repræsenterer, giver anledning til antipati imod dem i store dele af vort folk. Antipatien skyldes imidlertid sjældent en klar erkendelse af jødernes skadelige aktiviteter.
Bevidst eller ubevidst stammer antipatien først og fremmest fra personligt samkvem og det indtryk, som den enkelte jøde efterlader sig, et indtryk, som næsten altid er ufordelagtigt.
Antisemitismen får på den måde kun alt for let karakter af at være et udtryk for følelser. Men det er forkert.
Antisemitisme som politisk bevægelse hverken kan eller må bygge på følelser, men kun på anerkendelse af kendsgerninger. De er som følger:
Jøder er en race og ikke et religiøst samfund. Jøden klassificerer aldrig sig selv som en jødisk tysker, en jødisk polak eller en jødisk amerikaner. Han betragter udelukkende sig selv som en tysk, en polsk eller en amerikansk jøde.
Fra de fremmede nationer, i hvis midte han lever, har jøden stort set aldrig tilegnet sig andet end sproget.
En tysker, som er tvunget til at tale fransk i Frankrig, italiensk i Italien eller kinesisk i Kina, bliver imidlertid herved hverken franskmand, italiener eller kineser.
På samme måde kan en jøde, som tilfældigvis bor iblandt os og derfor er nødt til at bruge det tyske sprog, heller ikke kaldes en tysker.