Hitlers første brev om jødehad

End ikke tilhørsforholdet til den mosaiske tro – uanset hvor nødvendig denne tro er som middel til at opretholde racen – kan betragtes som afgørende i spørgsmålet om, hvorvidt en person er jøde eller ikke-jøde.

Den race findes næppe, hvis medlemmer bekender sig til én og samme tro.

Indavl gennem tusinder af år, ofte praktiseret i en ganske snæver kreds, har gjort, at jøden har bevaret sin race og karakter på en meget mere udtalt måde end de folkeslag, som han lever blandt.

Resultatet er, at der iblandt os bor en ikke-tysk, fremmed race, som hverken kan eller vil opgive sin races særkende.

Denne race vil heller ikke opgive racens særlige følelser og tankegang eller undlade sin særegne stræben.

Og på trods af alt dette besidder racen de samme politiske rettigheder, som vi selv har.

Jødens følelser er alene rettet imod materielle værdier. Det samme gælder hans tanker og begær.

Dansen om guldkalven udmønter sig i en brutal kamp for de værdier, som vi inderst inde ved, vi ikke burde skatte som de højeste.

Den enkeltes værdi er således af den grund ikke længere bestemt af hans karakter eller af, hvad han har opnået til gavn for fællesskabet, men alene af størrelsen af hans ejendom og værdien af hans penge.

En racernes tuberkulose er resultatet af jødens virke blandt verdens folkeslag. Alt dette betyder følgende:

Antisemitisme, som udelukkende har at gøre med følelser, vil altid komme til udtryk i form af pogromer.

Men antisemitisme baseret på fornuft må lede til systematisk, lovlig bekæmpelse og fjernelse af jødens rettigheder, de rettigheder, som jøden alene blandt alle de udlændinge, som bor iblandt os, nyder godt af (med andre ord en lovgivning, der gør jøderne til fremmede).

Det endelige mål er at fjerne jøderne helt – et mål, som må forfølges uden nogen form for kompromis.

Begge mål er mulige at opnå. Men det kræver en regering karakteriseret ved national styrke frem for national afmagt.

Vort folks nationale vilje har ikke skabt den nuværende republik. Dens opståen skyldes i stedet den udspekulerede udnyttelse af en række omstændigheder, som tilsammen har skabt en dyb utilfredshed i befolkningen.

Men omstændighederne skyldtes ikke statens form, og de er stadig de samme – og det endda i endnu højere grad.

Samtidig er en del af vort folk nu klar over, at ingen forandring, som er begrænset til statens form, kan ændre eller forbedre situationen.

En genfødsel af vor nations moralske og åndelige kraft er nødvendig. Forandringen vil ikke komme fra flertallet, der er uansvarligt.

Ej heller vil den komme fra partidogmer eller fra pressen, der også er uansvarlig, eller fra udefrakommende slagord.

Forandringen vil kun komme gennem en hensynsløs indsats leveret af nationaltsindede ledere, som er drevet af en indre ansvarsfølelse.

De forhold, jeg netop har nævnt, berøver republikken den vigtige støtte, som nationens åndelige kræfter ellers kunne give staten.

De nuværende ledere er derfor nødt til at søge støtte fra dem, som alene har nydt godt af, og som fortsat nyder godt af, situationen i Tyskland.

Disse personer er de samme, som i sin tid var drivkraften bag revolutionen – nemlig jøderne.

Vores nuværende ledere er ikke opmærksomme på den jødiske fare. De accepterer derfor den støtte, som jøden beredvilligt tilbyder – til gavn for sig selv.

Prisen for støtten består ikke kun i at give jøderne al mulig opmuntring. Den består også i at hæmme den vildledte nations kamp imod deres jødiske brødre ved at neutralisere den antisemitiske bevægelse.

Med den dybeste respekt

Adolf Hitler

Hitler begyndte straks efter sin magtovertagelse i 1933 at gennemføre lovgivning, der fratog jøderne basale borger- og menneskerettigheder.

I 1941 indledte han den systematiske masseudryddelse af Europas jøder.

Omkring 6 mio. jøder blev myrdet i udryddelseslejre, arbejds-lejre eller ved henrettelser.