Shawshots / Alamy / Imageselect

Hitlers første brev om jødehad

Da soldaten Adolf Gemlich i 1919 spørger om den tyske hærs holdning til antisemitisme, bliver Adolf Hitler, medarbejder ved hærens efterretningstjeneste, sat til at svare. I brevet skitserer Hitler for første gang sine planer for udryddelsen af Tysklands jøder.

München, Tyskland, 16. sept. 1919

Højtærede hr. Gemlich

Den fare, som jøderne i dag repræsenterer, giver anledning til antipati imod dem i store dele af vort folk. Antipatien skyldes imidlertid sjældent en klar erkendelse af jødernes skadelige aktiviteter.

Bevidst eller ubevidst stammer antipatien først og fremmest fra personligt samkvem og det indtryk, som den enkelte jøde efterlader sig, et indtryk, som næsten altid er ufordelagtigt.

Antisemitismen får på den måde kun alt for let karakter af at være et udtryk for følelser. Men det er forkert.

Antisemitisme som politisk bevægelse hverken kan eller må bygge på følelser, men kun på anerkendelse af kendsgerninger. De er som følger:

Jøder er en race og ikke et religiøst samfund. Jøden klassificerer aldrig sig selv som en jødisk tysker, en jødisk polak eller en jødisk amerikaner. Han betragter udelukkende sig selv som en tysk, en polsk eller en amerikansk jøde.

Fra de fremmede nationer, i hvis midte han lever, har jøden stort set aldrig tilegnet sig andet end sproget.

En tysker, som er tvunget til at tale fransk i Frankrig, italiensk i Italien eller kinesisk i Kina, bliver imidlertid herved hverken franskmand, italiener eller kineser.

På samme måde kan en jøde, som tilfældigvis bor iblandt os og derfor er nødt til at bruge det tyske sprog, heller ikke kaldes en tysker.

“Jødens følelser er alene rettet imod materielle værdier”. Adolf Hitler, 1919.

End ikke tilhørsforholdet til den mosaiske tro – uanset hvor nødvendig denne tro er som middel til at opretholde racen – kan betragtes som afgørende i spørgsmålet om, hvorvidt en person er jøde eller ikke-jøde.

Den race findes næppe, hvis medlemmer bekender sig til én og samme tro.

Indavl gennem tusinder af år, ofte praktiseret i en ganske snæver kreds, har gjort, at jøden har bevaret sin race og karakter på en meget mere udtalt måde end de folkeslag, som han lever blandt.

Resultatet er, at der iblandt os bor en ikke-tysk, fremmed race, som hverken kan eller vil opgive sin races særkende.

© Shutterstock

Adolf Hitler

Denne race vil heller ikke opgive racens særlige følelser og tankegang eller undlade sin særegne stræben.

Og på trods af alt dette besidder racen de samme politiske rettigheder, som vi selv har.

Jødens følelser er alene rettet imod materielle værdier. Det samme gælder hans tanker og begær.

“Det endelige mål er at fjerne jøderne helt” Adolf Hitler, 1919.

Dansen om guldkalven udmønter sig i en brutal kamp for de værdier, som vi inderst inde ved, vi ikke burde skatte som de højeste.

Den enkeltes værdi er således af den grund ikke længere bestemt af hans karakter eller af, hvad han har opnået til gavn for fællesskabet, men alene af størrelsen af hans ejendom og værdien af hans penge.

En racernes tuberkulose er resultatet af jødens virke blandt verdens folkeslag. Alt dette betyder følgende:

Antisemitisme, som udelukkende har at gøre med følelser, vil altid komme til udtryk i form af pogromer.

Men antisemitisme baseret på fornuft må lede til systematisk, lovlig bekæmpelse og fjernelse af jødens rettigheder, de rettigheder, som jøden alene blandt alle de udlændinge, som bor iblandt os, nyder godt af (med andre ord en lovgivning, der gør jøderne til fremmede).

Det endelige mål er at fjerne jøderne helt – et mål, som må forfølges uden nogen form for kompromis.

Begge mål er mulige at opnå. Men det kræver en regering karakteriseret ved national styrke frem for national afmagt.

Vort folks nationale vilje har ikke skabt den nuværende republik. Dens opståen skyldes i stedet den udspekulerede udnyttelse af en række omstændigheder, som tilsammen har skabt en dyb utilfredshed i befolkningen.

Men omstændighederne skyldtes ikke statens form, og de er stadig de samme – og det endda i endnu højere grad.

Samtidig er en del af vort folk nu klar over, at ingen forandring, som er begrænset til statens form, kan ændre eller forbedre situationen.

En genfødsel af vor nations moralske og åndelige kraft er nødvendig. Forandringen vil ikke komme fra flertallet, der er uansvarligt.

Ej heller vil den komme fra partidogmer eller fra pressen, der også er uansvarlig, eller fra udefrakommende slagord.

Forandringen vil kun komme gennem en hensynsløs indsats leveret af nationaltsindede ledere, som er drevet af en indre ansvarsfølelse.

De forhold, jeg netop har nævnt, berøver republikken den vigtige støtte, som nationens åndelige kræfter ellers kunne give staten.

De nuværende ledere er derfor nødt til at søge støtte fra dem, som alene har nydt godt af, og som fortsat nyder godt af, situationen i Tyskland.

Disse personer er de samme, som i sin tid var drivkraften bag revolutionen – nemlig jøderne.

Vores nuværende ledere er ikke opmærksomme på den jødiske fare. De accepterer derfor den støtte, som jøden beredvilligt tilbyder – til gavn for sig selv.

Prisen for støtten består ikke kun i at give jøderne al mulig opmuntring. Den består også i at hæmme den vildledte nations kamp imod deres jødiske brødre ved at neutralisere den antisemitiske bevægelse.

Med den dybeste respekt

Adolf Hitler

Hitler begyndte straks efter sin magtovertagelse i 1933 at gennemføre lovgivning, der fratog jøderne basale borger- og menneskerettigheder.

I 1941 indledte han den systematiske masseudryddelse af Europas jøder.

Omkring 6 mio. jøder blev myrdet i udryddelseslejre, arbejds-lejre eller ved henrettelser.