Hitlers testamente: De arvede ham

Hitler nedfældede sit testamente i sidste øjeblik, og det bød blandt andet på en forklaring til det tyske folk og en række personlige ønsker. Læs testamentet i fuld længde her.

Ullstein Bild & Getty Images & Alamy/Imageselect

Læsetid: 12 minutter

Gem artikel

Hitlers politiske testamente

Mere end tredive år er gået siden jeg bidrog med min beskedne styrke i 1914, som frivillig under den 1. verdenskrig, som blev påtvunget det tyske rige.

I disse tre årtier har kun kærlighed og loyalitet til mit folk ført mig i min tænkning, mine handlinger og mit liv.

De gav mig styrken til at tage de svære beslutninger, hvis lige aldrig er mødt af en dødelig mand. Jeg har opbrugt min tid, min arbejdsstyrke og helbred i disse tre årtier.

Det er usandt, at jeg eller nogen anden i Tyskland, har villet krigen i året 1939.

Den var ønsket og blev anstiftet udelukkende af de internationale statsmænd, der enten var af jødisk herkomst eller arbejdede for jødiske interesser.

Jeg har fremsat for mange tilbud om afrustning og rustningsbegrænsning til, at udbruddet af denne krig kan ligge mig til last.

Ydermere har jeg aldrig villet, at der efter den ulyksalige 1. verdenskrig skulle opstå en anden mod England og Amerika.

Der vil gå århundreder, men ud af vore byer og mindesmærkers ruiner vil hadet igen og igen fornys imod det i sidste ende ansvarlige folk: Den internationale jødedom og dens hjælpere!

Bare tre dage før udbruddet af den tysk-polske krig har jeg foreslået den britiske ambassadør i Berlin en løsning på de tysk-polske problemer – lige som i tilfældet med Saar-området under international kontrol.

Heller ikke dette tilbud kan lyves væk. Det blev kun forkastet, fordi de ledende kredse i engelsk politik ønskede krigen; dels pga. at de forventede forretninger, dels pga. propagandaen, som blev foranstaltet af den internationale jødedom.

Men jeg har aldrig efterladt nogen tvivl om, at hvis Europas nationer igen skulle behandles som blot en samling obligationer og aktier af de international konspiratorer i penge og finans, så skulle de, der bar den reelle skyld for denne morderiske kamp, dette folk ville også blive holdt ansvarligt: Jøderne!

Første side af Hitlers testamente i originalversionen

© Wikimedia Commons

Jeg har ikke efterladt nogen tvivl om, at denne gang skulle det ikke kun være millioner af europæiske børn fra ariske folk, som skulle dø af sult, og ikke kun millioner af voksne mænd, som ville lide døden, og ikke kun hundreder af tusinder af kvinder og børn, som ville blive brændt og bombet til døde i byerne, uden at de virkelig ansvarlige også skulle bøde for deres forbrydelse, selv hvis det skete på mere humane måder.

Efter seks års kamp, der på trods af alle tilbageslag vil gå over i historien, som det mest strålende og modige udtryk for et folks vilje til at leve, kan jeg ikke skille mig fra de by, der er dette riges hovedstad.

Da kræfterne netop på dette sted er for svage til at modstå fjendens angreb endnu længere på dette tidspunkt, men fordi vores egen modstand gradvist er blevet forringet pga. forblændede såvel som karakterløse subjekter, ønsker jeg at dele skæbne med den, som millioner af andre har påtaget sig, idet jeg bliver i denne by.

Derudover ønsker jeg ikke falde i hænderne på fjender, som har brug for at underholde deres ophidsede folkemasser, foranstaltet som propaganda af den internationale jødedom.

Derfor besluttede jeg mig at blive i Berlin og selv vælge døden her i det øjeblik, hvor jeg tror, at førerens og kanslerens sæde ikke længere kan holdes.

Jeg dør med et lykkeligt hjerte i lyset af de umådelige handlinger og præstationer, som vore soldater har ydet ved fronten, vore kvinder derhjemme, vore bønder og arbejdere og vore unges engagement, der er uden sidestykke i historien og bærer mit navn.

At jeg vil udtrykke min inderlige tak til dem alle er lige så indlysende, som mit ønske om, at de derfor aldrig vil opgive kampen, men uanset hvor de er, fortsætte krigen mod landets fjender, tro mod bekendtgørelserne fra den store Clausewitz.

Ud af vore soldaters ofre og ud af min egen livslange loyalitetsfølelse med dem vil frøene i den tyske historie på den ene eller anden igen spire for den strålende genfødelse af den nationalsocialistiske bevægelse og dermed til realiseringen af et ægte nationalt folkefællesskab.

Mange tapre mænd og kvinder har besluttet at binde deres liv til mit. Jeg har bedt dem og siden beordret dem til ikke at gøre dette dem og bestilte dem til sidst ikke at gøre dette og i stedet deltage i den fortsatte, nationale kamp.

Jeg beder lederne af hæren, flåden og luftvåbenet om at bruge de yderste midler til at styrke vores soldaters modstandsånd i den nationalsocialistiske ånd, med særlig henvisning til det faktum, at jeg selv, som grundlægger og skaber af denne bevægelse, at have foretrukket døden i stedet for fejt at stikke af eller foretrække at kapitulere.

Måtte i fremtiden høre til den tyske officers æresbegreber – som det allerede er tilfældet i vor flåde – at overgivelsen af et område eller en by er umulig, og at lederne først og fremmest er nødt til at gå foran ved at være et lysende eksempel i den mest trofaste udførelse af deres pligter indtil døden.

Læs også:

Nazisme

26 minutter

Anden del af Hitlers politiske vilje

Før min død støder jeg den tidligere rigsmarskal Hermann Göring ud af partiet og fratager ham de alle rettigheder, der kunne fremgå af dekretet af 29. juni 1941 og af min rigsdagserklæring af 1. september 1939.

I stedet udnævner jeg storadmiral Döntz til rigspræsident og øverstbefalende for Værnemagten.

Før min død støder jeg den tidligere rigsfører for SS og indenrigsminister Heinrich Himler ud af partiet og ud af alle statskontorer.

I hans sted udnævner jeg gauleiter Karl Hanke som SS-rigsfører og chef for det tyske politi og gauleiter Paul Giesler som indenrigsminister.

Göring og Himmler har gennem hemmelige forhandlinger med fjenden, som de holdt uden mit vidende og mod min vilje, og ved at forsøge i strid med loven at gribe magten i staten, påførte landet og hele folket umådelig skade, ganske bortset fra forræderiet mod min person.

For at give det tyske folk en regering bestående af ærværdige mænd, der opfylder forpligtelsen til at fortsætte krigen med alle midler, udnævner jeg følgende medlemmer af det nye:

Dagen efter Hitlers død blev flådechefen Karl Dönitz Tysklands leder.

© Interfoto awkz/Imageselect

Rigspræsident, krigsminister og chef for flåden: Karl Dönitz
Joseph Goebbels blev hos Hitler i Berlin.

© Corbis

Kansler: Dr. Joseph Goebbels
Martin Bormann flygtede fra Berlin, da Hitler begik selvmord, men tog angiveligt sit eget liv efterfølgende.

© Bundesarchiv

Partiminister: Martin Bormann
Arthur Seyss-Inquart blev dømt og henrettet ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg.

© Wikimedia

Udenrigsminister: Arthur Seyss-Inquart
Paul Giesler fik kun to dage i rollen som indenrigsminister.

© Wikimedia Commons

Indenrigsminister: Gauleiter Paul Giesler
Ferdinand Schörner blev officielt den sidste chef for den tyske hær. Posten blev aldrig genbesat.

Chef for hæren: Ferdinand Schörner
Robert von Greim overtog rollen som chef for Luftwaffe fra Hermann Göring.

© Bundesarchiv

Chef for luftvåbenet: Robert von Greim
Karl Hanke overtog posten fra Heinrich Himmler, men besad den altså kun i få dage.

© Bundesarchiv

SS-rigsfører og chef for det tyske politi: Gauleiter Karl Hanke
Walther Funk overtog jobbet som økonomiminister fra Hermann Göring.

© Bundesarchiv

Økonomiminister: Walther Funk
Herbert Backe begik selvmord i fængslet, inden retssagen i Nürnberg begyndte.

© Bundesarchiv

Landbrugsminister: Herbert Backe
Otto Georg Thierack beholdt sit job som justitsminister.

© Bundesarchiv

Justitsminister: Otto Georg Thierack
Gustav Adolf Scheel beholdt jobbet som kulturminister.

© Wikimedia Commons

Kulturminister: Dr. Gustav Adolf Scheel
Werner Naumann overtog propagandaministeriet, da Goebbles blev forfremmet til kansler.

Propagandaminister: Dr. Werner Naumann
Johann Ludwig Schwerin von Krosigk blev efter Hitlers død udnævnt til Ledende minister af Karl Dönitz.

© Wikimedia Commons / Robert Sennecke

Økonomiminister: Johann Ludwig Schwerin von Krosigh
Arbejdsminister: Dr. Theo Hupfauer
Karl Saur var uddannet ingeniør og havde være medlem af nazi-partiet siden 1931.

Rustningsminister: Karl Saur
Robert Ley begik selvmord, mens han ventede på retssagen i Nürnberg.

© Bundesarchiv

Leder af den tyske arbejdsfront og medlem af rigskabinettet: Rigsminister Dr. Robert Ley

Selvom en række af disse mænd, såsom Martin Bormann, Dr. Goebbels osv., sammen med deres hustruer, af egen fri vilje er kommet til mig og under ingen omstændigheder har ønsket at forlade rigets hovedstad, men var villige til at gå under med mig her, må jeg bede dem om at adlyde min anmodning og i dette tilfælde sætte nationens interesser at sætte nationen over deres egne følelser.

De i kraft af deres arbejde og loyalitet være tæt på mig som ledsagere efter døden, da jeg håber, at min ånd virker blandt dem og altid vil ledsage dem.

Må de være hårde, men aldrig uretfærdige. Må de frem for alt aldrig gøre frygten til deres rådgiver og sætte nationens ære over alt, hvad der findes på jorden.

Og må de til slut være bevidste om, at vores opgave – opbygningen af en nationalsocialistisk stat – vil være opgaven de kommende århundreder, som forpligter hver enkelt, altid at tjene de fælles interesser og altid holde sig tilbage, når det gælder personlige interesser.

Af alle tyskere, alle nationalsocialister, mænd og kvinder og alle Værnemagtens soldater kræver jeg, at de er den nye regering og dens præsident tro og lydige indtil døden.

Før alt andet påkalder jeg lederskabet af nationen og de, der følger det, om at overholde racelovene meget nøje, for at bekæmpe den nådesløse forgifter af alle verdens folk – den international jødedom.

Berlin, 29. April 1945

Underskrevet Adolf Hitler

Som vidner:
Dr. Joseph Goebbels
Wilhelm Burgdorf
Martin Bormann
Hans Krebs

Adolf Hitler tog sin hustru, Eva Braun, med i døden og efterlod derfor sin arv til partiet.

© Bayerische Staatsbibliothek München

Hitlers private vilje

Da jeg i kampens år troede, at jeg ikke kunne tage ansvar for at indlede et ægteskab, har jeg nu inden afslutningen på denne jordiske løbebane besluttet at tage den pige til hustru, der efter mange års loyalt venskab frit har valgt at komme ind i den næsten belejrede for at dele skæbne med mig.

Efter hendes eget ønske går hun i døden med mig som min kone. Døden vil erstatte det, som mit arbejde i folkets tjeneste frarøvede os.

Det, jeg ejer, tilhører – så vidt det er af nogen værdi overhovedet – partiet. Hvis dette ikke længere findes, så staten. Hvis også staten er udslettet, er en anden beslutning fra mig er ikke nødvendig.

De malerier, som jeg i årenes løb har samlet, har jeg har aldrig benyttet til private formål, men kun til udvidelse af et galleri i min hjemby Linz an der Donau.

At dette ønske går i opfyldelse, vil være mit hjerteligste ønske.

Jeg udnævner mit mest loyale partimedlem Martin Bormann til eksekutor.

Han har ret til at træffe alle beslutninger endeligt og retsgyldigt.

Han har lov til at tage alt, hvad der har værdi som personlige minder, og hvad der er nødvendigt for mine søskende, især min kones mor og mine loyale medarbejdere at leve et middelklasseliv.

Han kender dem godt, anført af mine sekretærer, fru Winter osv., der i årevis støttede mig med deres arbejde.

Jeg selv og min kone vælger døden for at undgå skammen ved at blive deporteret eller at skulle overgive os.

Det er vores vilje omgående at blive brændt dér, hvor jeg har udført det meste af mit daglige arbejde i min 12-årige tjeneste for mit folk.

Skrevet i Berlin den 29. april 1945, kl. 04.00

Adolf Hitler

Som vidne:
Nicolaus von Below

Som vidner:
Martin Bormann
Dr. Goebbels