Hitlers tyske modstandere

Nazisterne anholdt omkring 60.000 tyske kommunister fra 1933 til 1935, og SA dræbte omkring 2000 – blandt andet i Köpenicker Blutwoche, hvor cirka 500 blev anholdt og mindst 22 dræbt.

En håndfuld mindre grupper opløste formelt sig selv for at blive usynlige, og arbejdede videre illegalt.

En af dem, som end ikke havde noget navn, uddelte løbesedler og lavede småsabotage midt i Berlin helt frem til 1944. Da fangede Gestapo ved et tilfælde en kurer, og det førte til anholdelse af 280 medlemmer af netværket.

108 blev henrettet på stedet.

I 1935 havde Gestapo knust næsten al kommunistisk modstand i Tyskland. Da den spanske borgerkrig startede året efter, blev den derfor til en symbolsk fortsættelse af kampen mod fascismen.

Kommunisten Ernst Thälmann samlede en eksiltysk brigade, der talte op mod 5000 mand. Kun 2000 overlevede krigen, og ved dens afslutning blev mange udleveret til Gestapo og sendt tilbage til Tyskland.

Ernst Thälmann døde 18. august 1944 i koncentrationslejren Buchenwald.

General Werner von Fritsch var en vanskelig mand. Han var soldat af den gamle skole og betragtede nazisterne som vulgære opkomlinge og deres SS som en flok amatører.

Og han sagde det åbent. Men ingen turde standse hans vej op gennem det militære hierarki, for han var en af de bedste.

I 1937 var han kandidat til posten som generalstabschef.

Da han ved et møde det år kritiserede Hitlers offensive militære planer som strategisk tåbelige, gjorde han sig selv til nemt offer for en magtkamp mellem Göring og Himmler.

Denne fik sit SS til at fremskaffe ”dokumentation” for at den ugifte general var homoseksuel, og det var nok til at standse hans karriere. Werner von Fritsch blev afsat 4. februar 1938.

Da krigen startede, blev han dog genindkaldt og var den anden officer, som faldt i kamp 22. september 1939. Undersøgelser tydede på at han aktivt søgte døden.

Da Hitler i 1938 havde planer om at fremprovokere en tysk-tjekkisk krise, begyndte Hans Oster at samle belastende materiale om Føreren.

Oster var officer i efterretnings- og kontraspionage-tjenesten Abwehr, og det lykkedes ham at sammensætte en gruppe, der som led i et statskup skulle anholde Hitler for at undgå krig.

Chefen for Abwehr, admiral Canaris, kendte til planerne og vendte det blinde øje til. Osters materiale skulle bruges i forbindelse med en retssag.

Planen blev dog aldrig til noget, for i september 1938 lykkedes det Italiens Benito Mussolini og Herman Göring at finde en fredelig løsning på krisen, der dog indebar at Tjekkoslovakiet måtte afstå Sudeterland til Tyskland.

Hans Oster blev i tjenesten. Men efter attentatforsøget mod Hitler i juli 1944 blev han anholdt, og da admiral Canaris’ dagbøger blev opdaget 4. april 1945, blev Oster hængt fem dage senere.

Hitlers krigsplaner i 1938 fik general Ludwig Beck til at organisere en militær opposition. Han planlagde at overtale generalerne til generalstrejke for at få Føreren på andre tanker.

Det lykkedes ikke, så i stedet planlagde han statskup, som selv generalstabschef Franz Halder støttede.

Men Halder ønskede ikke noget statskup, med mindre Hitler erklærede krig mod Tjekkoslovakiet.

Han ville afsløre Føreren som krigshetzer. Men krigserklæringen kom aldrig, og derfor faldt planen til jorden.

Grev Helmuth James von Moltke samlede i 1940 en kreds af systemkritikere på sit gods, Kreisau i Schlesien. Herefter mødtes de jævnligt til diskrete samtaler om Tyskland efter Tag X (Dag X), dagen for nazismens fald.

Kreisauerkredsen voksede, men den bestod af både socialister og konservative, af præster og ateister, og de kunne ikke blive enige om handling her og nu.

Derimod lavede de store udkast til et føderalt Europa med Tyskland som en af mange medlemsstater.

Tanker som disse var landsforræderi, så da Gestapo opsporede studiekredsen i 1944, blev greven og en hel stribe medlemmer henrettet.

”Intet er uværdigere for et kulturfolk end at lade sig ’regere’ af en dunkel stamme,” skrev Hans Scholl i et flyveblad i 1942.

Fra at være ivrigt medlem af Hitlerjugend havde han udviklet sig til antinazist, og som studerende ved universitetet i München dannede han sammen med sin søster Sophie og vennen Christoph Probst en undergrundsorganisation med dæknavnet Hvide Rose.

Deres modstand bestod i flyveblade. De fik sympatisører, og Hvide Rose fik en afdeling i Hamborg, men mens de var ved at uddele deres sjette flyveblad blev de tre anholdt af Gestapo den 18. februar 1943.

Fire dage efter kom de for retten, og allerede samme dag blev de henrettet i guillotinen.

Attentatforsøget mod Hitler ved en stabskonference i Ulveskansen 20. juli 1944 endte i fiasko. Føreren overlevede og Gestapo optrevlede gruppen bag.

En af hovedmændene bag attentatforsøget, grev Claus von Stauffenberg, vidste også, at det oprindelige hovedformål med at rydde Hitler af vejen – en fredsslutning med de allierede – ikke længere var mulig som krigen havde udviklet sig.

Derfor var hensigten med attentatet i stedet blevet at sikre Tysklands fremtid efter det totale nederlag.

”Det drejer sig ikke længere om Føreren, ej heller om fædrelandet, ikke om min kone og mine fire børn, men det drejer sig om hele det tyske folk,” skrev von Stauffenberg en måned for attentatforsøget.

Han blev henrettet ved skydning 21. juli 1944, 34 år gammel.

Generalfeltmarskal Erwin Rommel havde tidligt luftet sit ubehag ved nazisternes brutale metoder.

Oppositionen forsøgte at hverve ham, men han ønskede ikke at dræbe Hitler.

Men da en af deltagerne i attentatforsøget mod Føreren i juli 1944 under tortur påstod, at Rommel havde været involveret, stod nazisterne med et problem. For Rommel var også dekoreret helt fra første verdenskrig og havde som chef for Afrikakorpset vist sig som en af Nazitysklands ubetinget bedste generaler.

Hitler ønskede at undgå ubehagelig opmærksomhed, så derfor gav hans folk Rommel et tilbud:

Hvis Ørkenræven, som han kaldtes, begik selvmord, ville hans familie blive skånet for yderligere repressalier.

Den 14. oktober 1944 spiste Rommel en kapsel cyanid i Gestapos overværelse og fik bagefter statsbegravelse i propagandaens tjeneste.

Tyskerne var nervøse over de mere end 7 millioner udenlandske tvangs- og slavearbejdere, der fra 1939 blev ført til landet.

Den nazistiske ledelse frygtede, at en ventet allieret invasion ville udløse et stort arbejderoprør, og i 1943 ændrede den Walküre, navnet på beredskabsplanen til mobilisering af reservister, til at være kodeord for bekæmpelse af ”indre uroligheder”.

De udenlandske arbejdere lavede spredt sabotage, og i München-området dannede russiske krigsfanger i tyske virksomheder en hemmelig organisation. Gestapo anholdt i 1944 mindst 2700 udlændinge for påstået sabotage.

Det store oprør med strejker og væbnet kamp kom imidlertid aldrig, men den tyske frygt for det lagde beslag på store militære ressourcer i en tid, hvor der ellers var brug for hver mand ved fronten.