Den unge, arbejdsløse arkitekt Albert Speer deltog i 1930 i et nazistisk massemøde i Berlin og blev begejstret af Hitler. De følgende år fik han talrige opgaver for de ledende partifolk og staten. Hans forhold til Hitler var nært og venskabeligt. 

© Polfoto/Ullstein Bild

Hitlers undergang: Øjenvidner fortæller alle detaljer

Mens de allierede er ved at knuse Tyskland, har Adolf Hitler forskanset sig i Førerbunkeren dybt under Berlin. Med sig har han en gruppe hengivne hjælpere, der har tjent ham i årevis – og i katastrofens stund vil de ikke svigte ham. Nede i bunkeren afventer de den visse død.

14. september 2018 af Torsten Weper

Mandag den 16. april 1945:

I flere måneder har Den Røde Hær forberedt stormen på Berlin. Nu indleder 2,5 millioner sovjetsoldater den endelige offensiv fra Oder-flodens østbred mod den tyske hovedstad, 100 km mod vest. Her har Hitler forskanset sig.

Livvagten Rochus Misch: En eller anden dag midt i april begyndte bunkerlivet. Hitler flyttede ned til det sted, han havde tænkt sig at dø. Eva veg ikke fra hans side, fra nu af boede hun i Hitlers påklædningsværelse. 

Alle konferencer fandt sted i Førerbunkerens kortrum, og bunkerens telefoncentral skulle bemandes hele døgnet. Førereskortens kommandør Schäd­le kom hen til mig: “Misch, De går med ned”.

Kold, fugtig, grelt hvidt kunstlys. At Hitler skulle leve under de samme betingelser, trøstede mig kun lidt. Sludder, det trøstede mig slet ikke. Ingen spekulerede længere over, hvordan andre havde det. Man tænkte kun på sig selv.

Rustningsminister Albert Speer: Selv i Hitlers sidste tid i april 1945 sad jeg somme
tider sammen med ham i bunkeren bøjet over byggeplanerne for Linz, mens vi i tavshed betragtede drømmene fra dengang. 

Hans arbejdsværelse, der havde et fem meter tykt loft og to meter jord ovenpå, var det sikreste sted i Berlin. Når tunge bomber eksploderede i nærheden, sitrede bunkeren. 

Så fór Adolf Hitler sammen i sin stol. Sikke en forandring, der var sket med den frygtløse soldat fra 1. verdenskrig!

Fredag den 20. april 1945

På vestfronten indtager amerikanske tropper Nürnberg. Berlin er under heftig beskydning. I Førerbunkeren holder Hitler fødselsdagsfest.

Chaufføren Erich Kempka: Førerens 56. fødselsdag. Uvilkårligt tænkte jeg tilbage på de år, da det tyske folk fejrede denne dag, og der blev arrangeret store receptioner og parader.

Da jeg blev ansat i 1932, var mit eneste ønske at måtte køre og ledsage ham, så jeg kunne yde et beskedent bidrag til hans succesrige arbejde for freden. Så vidt skæbnen havde tilladt det, havde mit liv opfyldt dette ønske.

Rustningsminister Albert Speer: En afdeling af Hitlerjugend, som havde udmærket sig i kamp, blev præsenteret for ham i Rigskancelliets have. Hitler sagde et par ord, klappede nogle af drengene på kinden. Hans stemme var sagte. 

Efter kort tid gik han. Han havde vel følelsen af, at han ikke længere kunne overbevise – kun vække medlidenhed. De fleste gratulanter skjulte deres forlegenhed ved hele tiden at tale om krigen. Ingen vidste, hvad de skulle sige.

Livvagten: Under angrebet på Polen i 1939 blev Rochus Misch såret i maven af et riffelskud. Mens han lå på lazarettet, blev han opfordret til at søge en stilling i det korps af livvagter, der omgav Hitler – den såkaldte Führerbegleitkommando. Herefter tjente Misch som Hitlers livvagt og telefonist. I bunkeren havde kun han og Hitler ret til at bære våben.

© Rochus Misch

Sekretæren Traudl Junge: Om aftenen sad vi som sild i en tønde i det lille arbejdsværelse. Hitler var fåmælt og stirrede frem for sig. Også vi spurgte, om han ikke ville forlade Berlin. 

“Nej, det kan jeg ikke”, svarede han. “Jeg må gennemtvinge afgørelsen her i Berlin – eller gå under!” Vi tav, og sekten, vi drak på Hitlers helbred, smagte fad.

Nu havde Hitler åbent bekræftet vores bange anelser: Han troede heller ikke selv på en sejr. Fødselsdagsselskabet opløstes. Men da Eva Braun havde fulgt Hitler ind på hans værelse, kom hun ud igen. I hendes øjne brændte en urolig ild. 

Hun havde en ny kjole på af sølvblå brokade. Eva Braun ville dulme den angst, der var vågnet i hendes hjerte. Hun ville feste en allersidste gang, hvor der intet var at feste for, hun ville danse, drikke, glemme. Jeg lod mig alt for let rive med af denne sidste gnist af livslyst.

Eva Braun inviterede alle, hun mødte på sin vej gennem bunkeren, med op i sin gamle dagligstue på første sal i Rigskancelliet, som stadig var intakt, om end de smukke møbler nu stod nede i bunkeren.

Det store runde bord blev dækket festligt op til alle, der hørte til Hitlers kreds og stadig var i Berlin. Et sted blev der endda fundet en gammel grammofon med en eneste plade til. 

“Blodrøde roser fortæller dig om lykken…” Eva Braun ville danse! Og hun rev alle med i en fortvivlet rus, som den, der allerede har følt dødens ånde.

Der blev drukket champagne og leet skingert, og jeg lo med, fordi jeg ikke ville græde. Indimellem fik en eksplosion selskabet til at forstumme et øjeblik, én skyndte sig til telefonen, en anden indhentede vigtige meldinger. Men ingen talte om krigen, sejren eller døden. 

Det var spøgelser, der holdt fest. Og hele tiden fortalte røde roser om lykken. Jeg havde det pludselig, som om jeg skulle kaste op.

Lørdag den 21. april 1945

Sovjetiske granater regner ned over Rigskancelliets have, som Førerbunkeren ligger under.

Livvagten Rochus Misch: De sidste måneder var ikke gået sporløst hen over Hitler. 

Hvert nederlag, hvert tilbageslag, hvert indbildt eller virkeligt forræderi blandt hans nærmeste havde forstærket hans tydelige kropslige forfald. Nu gik han tungt, trak på det ene ben. 

Øjenene fikserede ikke, ligevægtssansen var skadet. Frem for alt var alle hans bevægelser blevet ekstremt langsomme. Alt i alt gav han mig det indtryk at være en gammel mand.

Søndag den 22. april 1945

De sovjetiske soldater er trængt frem til bydelene Pankow og Karlshorst. Dermed er Berlins inderste forsvarsring brudt. Hitler giver dele af sin stab lov til at gå. Et fly står parat til at evakuere dem.

Livvagten Rochus Misch: Dagen havde – som alle dage siden bunkerlivet startede – ingen begyndelse. På et eller andet tidspunkt gled den lange, søvnløse nat over i morgenen. 

Igen og igen var jeg slumret hen, havde forsøgt at peppe mig op med cognac og chokolade.
Situationen blev hele tiden mere udsigtsløs.

Hitler håbede på et brud mellem vestmagterne og russerne, men det kom ikke. Jeg tog imod et opkald fra general Busse, der havde kommandoen over den 9. armé, som jeg stillede ind til Burgdorf. Busse rapporterede:

“De hårde kampe er kendetegnet af en til-tagende udmattelse af folkene og udfald af mennesker og materiel, som ikke kan erstattes”.

Imod mine ordrer lyttede jeg begærligt til samtalen. Jeg ville fange en gnist af håb, men jeg fandt intet. Telefonen ringede igen.

Førereskortens chef Schädle var i røret. I mine tanker var jeg stadig ved at analysere de stumper af nyheder, jeg havde hørt. Af den grund opfattede jeg kun brudstykker af det, Schädle sagde: 

“Maskine – flyve væk – reserverede pladser, hent Deres kone”. Med ét var jeg vågen. I det sidste fly, der skulle forlade Berlin, var der reserveret plads til min kone og datter. De kunne flyve ud. Det var ikke til at fatte.

Sekretæren Traudl Junge: I bunkeren hersker en feberagtig uro. Dørene til konferencerummet er lukkede. Bag dem er en ophidset drøftelse i gang. 

Fru Christian (min kollega), frøken Krüger (Martin Bormanns sekretær) og jeg sidder i diætkøkkenet og drikker stærk kaffe. Endelig bliver den tunge jerndør åbnet. Hitlers ansigt er udtryksløst, øjnene udslukte:

“Klæd Dem straks om. Om en time afgår et fly, som vil bringe Dem sydpå. Alt er tabt,
håbløst tabt”.

Jeg er helt stiv. Eva Braun genvinder som den første fatningen. Hun går hen til Hitler, tager hans hænder og siger smilende og trøstende, som man taler til et barn, der er ked af det: “Men du ved da, at jeg bliver hos dig. 

Jeg lader mig ikke sende væk”. Hitlers øjne begynder at skinne, og så gør han noget, som ingen har oplevet før: Han kysser Eva Braun på munden. Jeg vil ikke sige det, men det kommer af sig selv; jeg vil ikke blive her, og jeg vil ikke dø, men jeg kan ikke andet.

“Jeg bliver også”, siger jeg.

Livvagten Rochus Misch: Jeg fik fri for tjenesten, en kammerat fra Hitlers garage kørte mig til bydelen Rudow. Berlin var som støv-suget, ikke en sjæl var at se. Manden kørte så hurtigt, som gaderne i ruinbyen tillod. 

Jeg formodede, at Gerda og vores ét-årige datter Brigitta var i beskyttelsesrummet. Jeg lod mig køre derhen og fandt dem hurtigt.

Gerda omfavnede mig, men hendes reaktion på mit livsreddende budskab ramte mig som en kølle. Hun rystede på hovedet. 

Nej, hun kunne ikke flyve, sagde hun. Brigitta havde høj feber. Hendes forældre ville hun heller ikke lade alene tilbage i Berlin. Fortvivlet forsøgte jeg at overtale hende. 

Jeg nævnte de overgreb, som russerne havde begået mod befolkningen i Østpreussen. Men det lykkedes mig ikke at overbevise hende. “Det er den sidste chance, Gerda”, tryglede jeg. Min kone rystede trist og beslutsomt på hovedet.

Sekretæren: I 1941 fik Hitler brug for en ny sekretær og afholdt en prøve for et udvalg af unge kvinder. Blandt dem var den 21-årige Traudl, som Hitler fattede sympati for. Traudl indgik i et hold på i alt fire sekretærer. Hun faldt godt til i staben og giftede sig med Hitlers tjener Hans Junge. Efter eget ønske forlod Hans Junge staben for at komme til fronten igen.

© Polfoto/Ullstein Bild

Mandag den 23. april 1945:

Frankfurt am Main falder. Rigsmarskal Göring sender et telegram fra Berchtesgaden i Bayern. Han vil vide, om Hitler stadig kan lede forsvaret af landet. Hvis ikke, vil Göring i sin egenskab af Hitlers efterfølger tage over. Hitler lugter forræderi og kræver rigsmarskallen arresteret.

Chaufføren Erich Kempka: I den lille kreds, som kendte til det, havde telegrammet en virkning som et bombenedslag. Siden Luftwaffes svigt herskede mellem chefen og rigsmarskallen en misstemning, som vi indviede kendte til. 

Men sådan et telegram havde ingen af os
forventet af Hermann Göring. Rigsmarskallen stillede nærmest diktatoriske krav til Chefen.

Sekretæren Traudl Junge: Ingen af os kan sove. Som skygger strejfer vi omkring i bunkeren og venter. En gang imellem sniger vi os op ad trappen, venter på en pause i artilleriilden og ser med forfærdelse, hvordan ødelæggelserne breder sig mere og mere. 

Vi er efterhånden kun omgivet af ruiner. Midt på den øde Wilhelmsplatz ligger en død hest. Men jeg er blevet følelsesløs, jeg føler mig helt tom indeni.

Tirsdag den 24. april 1945

Hitler giver ordre til at omdanne nazisternes paradegade Øst-Vest-Aksen (i dag Strasse des 17. Juni) til en interimistisk landingsbane.

Livvagten Rochus Misch: De af os, der ikke kunne forlade bunkeren på grund af vore
vigtige opgaver, vidste det helt nøjagtigt: Redde vores eget skind kunne vi først efter Hitlers død. Altså ventede vi på den.

Onsdag den 25. april 1945

Soldater fra Den Røde Hær og US Army mødes på en bro over Elben ved Torgau. Tyskland er “skåret” midt over. I Berlin slukkes håbet.

Livvagten Rochus Misch: Jeg var glad for, at der hele tiden var noget at lave. Det hjalp en smule til at glemme tiden.

Torsdag den 26. april 1945

Görings afløser som rigsmarskal er fundet. Flyver­general Robert von Greim flyver fra
München til Berlin for at blive udnævnt. Med sig har han testpiloten Hanna Reitsch.

Piloten Hanna Reitsch: Under os vrimlede det med russisk panser og soldater. Jeg kunne tydeligt se deres ansigter, mens de skød med alt, hvad de havde – geværer, maskinpistoler og panserværnsgranater. 

Til højre og venstre, over os og under os så vi små dødelige eksplosionsskyer, indtil det pludselig gav et frygteligt brag.

Jeg så en hvid-gullig flamme lyse op ved siden af motoren og hørte samtidig Greim råbe, at han var ramt. Næsten mekanisk rakte jeg ind over hans skuldre og greb gashåndtag og styrepind. Greim havde mistet bevidstheden og var sunket sammen. Maskinen blev ramt. 

Med rædsel så jeg, at begge tanke lækkede benzin. Hvert sekund kunne eksplosionen komme, og jeg fattede ikke, at den ikke kom. Flyet forblev manøvredygtigt, og jeg uskadt.

Vi nærmede os radiotårnet i Berlin. Røg, støv og en intens stank af svovl blev stadigt kraftigere og mere bidende, men skyderiet stilnede af. 

Vi fløj åbenbart over tysk kontrollerede bydele. Nu kom mine træningsflyvninger over Berlin mig til hjælp. Jeg behøvede ikke søge, det rakte, at jeg kendte kompaskursen til flak-bunkeren. 

Til venstre lå Øst-Vest-Aksen med Sejrssøjlen. Nær Brandenburger Tor satte jeg maskinen ned. Området var nærmest uddødt.

Greim var kommet til bevidsthed, og med det største besvær hjalp jeg ham ud af maskinen. Han satte sig på kantstenen. Nu måtte vi vente, vente på, at en vogn kom forbi. Om det ville blive en tysk eller en fjendtlig, var uvist.

Sekretæren Traudl Junge: Man skulle ikke have troet, at en lille, nydelig og meget kvindelig person som Hanna Reitsch var så modig. 

På den glatte, sorte rullekravepullover bærer hun jernkorset. Greim støtter sig til hendes skulder og humper ind i bunkeren på ét ben.

Hanna Reitsch opsøger straks Føreren. Hun er velsagtens en af de kvinder, der tilbad Hitler.

Fredag den 27. april 1945

Den Røde Hær når Alexanderplatz i Berlin, et par km fra Førerbunkeren. Speer bliver kaldt til Berlin for at forklare, hvorfor han har tilsidesat Hitlers Nero-befaling om at ødelægge de tyske fabrikker.

Rustningsminister Albert SpeEr: Jeg var beklemt, da jeg blev ført til Hitler i arbejdsværelset dybt under jorden. 

Han var alene og modtog mig køligt. Han rakte mig ikke hånden og sagde med skarp stemme: 

“Jeg har fået en rapport fra Bormann om Deres samtaler med gau­leiterne i Ruhr-området. De opfordrede dem til ikke at følge min ordre, og De sagde, at krigen er tabt. Er De klar over, hvad straffen er?”

Som om han huskede noget fjernt, mildnede han sin stemmes skarphed og tilføjede næsten som et almindeligt menneske:

“Hvis De ikke havde været min arkitekt, ville jeg have taget de konsekvenser, som er nødvendige i sådanne tilfælde”.

Chaufføren: Oprindeligt var Erich Kempka mekaniker på bilfabrikken DKW. I 1930 meldte han sig ind i nazipartiet og begyndte at køre som chauffør for højt-stående partifolk. I løbet af fire år arbejdede Erich Kempka sig frem til positionen som Hitlers privatchauffør. Posten gav ham også ansvaret for Hitlers bilpark i en underjordisk garage nær Førerbunkeren. 

© Polfoto/Ullstein Bild

Lørdag den 28. april 1945

Førerbunkeren er nærmest afskåret fra omverdenen. Derfor lytter Hitlers stab bl.a. til BBC. Den britiske radiostation meddeler, at SS-lederen Himmler har ført hemmelige fredsforhandlinger med den svenske diplomat Folke Bernadotte.

Livvagten Rochus Misch: Hitler mistede besindelsen med det samme. Han råbte højt. Mellem de forskellige telefonopkald hørte jeg hans ophidsede stemme:

“Lige netop Himmler, lige netop Himmler!” Det hele mindede meget om hans reaktion på Hess' flyvning til England i 1941. Hitler lod Hanna Reitsch og Robert von Greim hente. De skulle arrestere Himmler.

Piloten Hanna Reitsch: Kurererne meddelte, at 400 meter af Øst-Vest-Aksen var fri for granathuller, men det kunne ændre sig hvert sekund. Starten ville under alle omstændighder være et spørgsmål om held.

De lange fingre fra fjendens projektører afsøgte gaden uafladeligt. Alligevel kunne Arado-flyet lette. Vi styrede mod Brandenburger Tor. Fjenden havde set os og skød med lyssporsprojektiler. Luften var fuld af dem. I 700 m's højde nåede vi en skystribe.

Søndag den 29. april 1945

Amerikanske tropper trænger frem til München. I Italien dræber partisaner Mussolini og hans elskerinde. Nyheden hensætter Hitler i rædsel, og han beslutter at tage sin skæbne i egen hånd.

Livvagten Rochus Misch: Kort efter midnat opdagede jeg i bunkeren en mand, som jeg
aldrig havde set før. Hannes Hentschel, der stod for driften af diesel-generatoren, virkede
mindre overrasket.

“Hvem er det?” spurgte jeg.

“Det er giftefogeden”.

“Hvem?” Jeg måtte have hørt forkert, men Hentschel gentog: “Giftefogeden. Chefen skal giftes”. Sådan hørte jeg om Hitlers forestående bryllup med Eva Braun.

Der kom kun få gratulanter, der drak ægteparret Hitlers skål. Jeg blev ved omstillingsbordet og overvejede, hvordan jeg skulle tiltale Eva Braun, når jeg mødte hende. “Fru Hitler” lød helt forkert.

Sekretæren Traudl Junge: Føreren træder mig i møde, giver mig hånden og spørger: Har De hvilet Dem lidt, mit barn?” 

Da jeg forundret svarer ja, tilføjer han: “Jeg vil gerne diktere noget”. Jeg sætter mig ved det store bord og venter. Så kaster Føreren pludselig de første ord ud i rummet: “Mit politiske testamente”.

Et øjeblik ryster min hånd. Nu kommer endelig det, vi har ventet på i dagevis. Forklaringen på alt det, der er sket. En indrømmelse af skyld, eller måske en retfærdiggørelse. 

I dette sidste dokument vil han, der ikke længere har noget at miste, endelig fortælle sandheden om “Tusindårsriget”.

Men min forventning bliver ikke opfyldt. Nærmest mekanisk aflirer Føreren de forklaringer, anklager og krav, som jeg, det tyske folk, ja, hele verden kender i forvejen.

Mandag den 30. april 1945

I Rigsdagens indre kæmper sovjetiske og tyske soldater, få hundrede meter fra Førerbunkeren, hvor Hitler forbereder et dramatisk skridt.

Sekretæren Traudl Junge: Hitlers tjener Otto Günsche kommer hen til mig: “Følg med, Føreren vil tage afsked”. 

Jeg rejser mig og går ud i korridoren. Jeg ser kun Førerens skikkelse. Han kommer meget langsomt ud fra sit værelse, mere ludende end nogensinde før, træder ind ad den åbne dør og giver os alle hånden. 

Jeg mærker et øjeblik hans varme hånd i min, så kigger han på mig, men ser mig ikke. Han siger noget til mig, men jeg hører det ikke. Først da Eva Braun kommer hen til mig, hæves lidt af fortryllelsen. Hun smiler og omfavner mig.

“Vil De ikke nok alligevel prøve at komme ud herfra? Så kan De hilse Bayern fra mig”,
siger hun smilende, men hendes stemme lyder grådkvalt. Så følger hun efter Føreren ind på hans dagligstue. Den kraftige jerndør lukker bag dem.

Chaufføren Erich Kempka: Jeg befandt mig i et af de lettere ødelagte opholdsrum i den
underjordiske garage. Hitlers adjudant Günsche ringede med stemmen hæs af ophidselse:

“Jeg skal omgående have 200 liter benzin”.

Jeg troede, at det var en dårlig spøg, og
forsøgte at forklare, at det var et umuligt ønske. Hans stemme kammede nærmest over:

“Benzin, Erich! Benzin!”

“Hvad skal du bruge 200 liter benzin til?”

“Det kan jeg ikke sige i telefonen!”

I den største hast giver jeg mine folk ordre til at skaffe benzin i dunke til Førerbunkeren. Jeg selv skynder mig over til Günsche for at finde ud af, hvad der er los.

Livvagten Rochus Misch: Hitlers kammertjener Heinz Linge og adjudanten Otto Günsche lægger øret til arbejdsværelsets dør. Langsomt går de frem til dagligstuens dør. Ingen vover at trække vejret.

Mit blik falder først på Eva. Hun sidder med benene trukket op i sofaen og hovedet vendt mod Hitler. Under sofaen står hendes sko. Ved siden af hende – jeg husker ikke længere, om det er i sofaen eller i en stol – den døde Hitler. Hans øjne er åbne, stirrer ind i tomheden.

Piloten: Allerede som barn var Hanna fascineret af flyvningen og fik som 20-årig flyvercertifikat. I løbet af 1930'erne satte hun flere svævefly-rekorder, der førte til en karriere som test­pilot. Hun fløj bl.a. historiens første helikopter Focke-Wulf Fw 61 og raketflyet Me 163. I 1945 forberedte hun på egen hånd en helikopterredning af Hitler ud af Berlin. 

© Polfoto/Ullstein Bild

Chaufføren Erich Kempka: Jeg havde ikke tænkt på de 20 trin op til bunkerens udgang. Mine kræfter svigtede. Halvvejs oppe ad trappen kom Otto Günsche mig til hjælp. Sammen bar vi Eva Hitlers døde legeme ud i det fri.

Klokken var omkring to om eftermiddagen. Rigskancelliet lå under heftig beskydning. Rundt om os slog de russiske granater ned. Utallige fontæner af jord skød op i luften.
Luften var tyk af mørtelstøv.

Günsche og jeg lagde Eva Hitler ved siden af hendes mand. Rundt om os eksploderede granaterne med en heftighed, som om russerne havde fordobblet beskydningen.

Jeg styrtede tilbage til bunkeren og hev efter vejret. Så greb jeg en benzindunk og stillede den ved ligene. Jeg rev låget af. 

Granaterne regnede ned og overdængede os med jord, granatsplinter piftede hen over os. Vi styrtede tilbage til bunkerindgangen for at finde ly.

Vores nerver var overspændt. Ophidsede ventede vi på en pause i beskydningen, så vi kunne komme til at hælde benzin på ligene.

Foroverbøjet løber jeg igen ud og griber dunken. Min krop ryster, mens jeg overvinder mig selv og udfører Adolf Hitlers allersidste ordre – at hælde indholdet ud over de to døde.

Hvordan skulle vi antænde benzinen? Jeg afviste et forslag om at kaste en håndgranat. Ved et tilfælde fik jeg øje på en klud, som lå ved siden af en brandslange. Kluden blev vædet med benzin. “En tændstik!”

Dr. Goebbels hev en æske op af lommen og rakte den til mig. Jeg rev en af dem og holdt kluden til. Så snart den flammede op, fløj den som en brændende bold i en stor bue over til de døde, der var vædet i benzin.

Ligbrændingen varede indtil 19.30-tiden.

Sekretæren Traudl Junge: Nedenunder står døren til Hitlers værelse stadig åben. 

På bordet ligger Evas lille revolver ved siden af et lyserødt chiffontørklæde, og på gulvet ser jeg det blanke messinghylster til giftampullen skinne. Pludselig mærker jeg en rasende og afmægtig følelse af had til Føreren vælde op i mig.

Livvagten Rochus Misch: Hvad nu? Hurtigt blev man enige om at forhandle med russerne. En telefonforbindelse måtte etableres. 

Telefonteknikeren Gretz dukkede op med en enorm kabeltromle: “Nu går jeg over til russerne”. Den Røde Hær stod allerede i Zimmerstrasse, mindre end 400 meter borte.

Jeg forsøgte at få forbindelse, og nu hørte jeg en russisk stemme i den anden ende. “Moment, moment”, sagde jeg og stillede samtalen ind til general Krebs, der talte flydende russisk.

Tirsdag den 1. maj 1945

Soldater fra Den Røde Hær fejrer erobringen af Rigsdagen i Berlin, mens amerikanerne indtager den østrigske by Braunau, hvor Hitler blev født i 1889. Joseph Goebbels, Tysklands nye rigs-kansler, afviser resultatet af general Krebs' fredsforhandlinger. I Førerbunkeren forbereder mange sig på flugten – andre vælger frivilligt døden.

Livvagten Rochus Misch: Ved 17-tiden kom fru Goebbels med sine seks børn ned i telefoncentralen. Hun begyndte at give dem lange, hvide natskjorter på. Alle blev omhyggeligt
friseret og omfavnet. Den ni-årige Helga græd.

Jeg vidste, at dette var en moders endegyldige afsked med sine børn. Fru Goebbels gjorde sine børn klar til at dø.

Sekretæren Traudl Junge: Vi sidder og venter på, at det skal blive aften. Schädle, den sårede chef for førereskortekommandoen, har allerede skudt sig. 

Krebs og Burgdorf rejser sig, glatter deres uniformsjakker, giver os alle hånden til afsked og forlader rummet. De vil blive her og skyde sig. Goebbels går hvileløst frem og tilbage med en cigaret i hånden. 

Han ser ud som en hotelejer, der i al stilhed venter på, at de sidste gæster skal forlade lokalet. Han klager ikke mere og skælder ikke mere ud. Så er tiden endelig inde. 

Vi giver ham alle hånden til afsked. Med et anstrengt smil ønsker han mig alt godt. 

“Måske slipper De igennem russiske linjer”, tilføjer han. Men jeg ryster tvivlende på hovedet. Vi er allerede fuldstændigt omringet. En efter en forlader vi dette grufulde sted. For sidste gang går jeg forbi Hitlers dør.

Onsdag den 2. maj 1945

Joseph og Magda Goebbels har begået selvmord, Berlin overgiver sig. Kampen har kostet 300.000 sovjetsoldater livet. De tyske tab er ukendte.

Livvagten Rochus Misch: På et tidspunkt efter midnat kiggede Goebbels ind til mig:

“Krigen er tabt. Vi forstod at leve, og vi vil forstå at dø. Jeg har ikke brug for Dem længere, Misch”. Så gav han mig hånden, hvad han aldrig havde gjort før. Hans håndtryk var fast, hans fingre kolde.

I det øjeblik følte jeg mig fri. Jeg tænkte ikke mere på Goebbels, på Hitler. Jeg gik tilbage til omstillingsbordet og trak alle ledninger ud.

Er du også fascineret af 2. verdenskrig? 

Så benyt dig lige nu af vores dugfriske abonnementstilbud på HISTORIE, hvor du kan få de næste 3 numre af Nordens største historiemagasin til spotpris!

Her kan du læse om nye, spændende aspekter af 2. verdenskrig i hvert eneste blad, samt et væld af andre artikler med dramatiske, sjove og vanvittige episoder fra historiens utømmelige skattekiste.

Læs mere

Traudl Junge: Til den bitre ende, Lindhardt og Ringhof, 2003. Rochus Misch: Der Letzte Zeuge, Piper Verlag, 2009. Erich Kempka: I Was Hitler's Chauffeur, Frontline Books, 2010. Albert Speer: Erindringer, Schønbergs Forlag, 2003. Hanna Reitsch: Fliegen – Mein Leben, Winkelried-Verlag, 2009. 

Måske er du interesseret i...

Læs også