Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Hunden Blondi var Hitlers bedste ven

Hunden Blondi var Hitlers bedste ven, som aldrig skuffede ham. Imens bomberne blev smidt over Tyskland, var Hitler mere opmærksom på Blondis behov end på det tyske folks.

Imageselect

Til Hitlers fødselsdagsfest den 19.-20. april 1943 blev Føreren fejret af hele nazitoppen og modtog gaver fra alle afkroge af Tyskland.

Det eneste, nazilederen havde lyst til at tale om, var dog hans hund, Blondi.

Han viste selskabet alle de tricks, han havde lært hende, og sagde til sidst: “Syng Blondi!”

Hunden gav sig straks til at hyle, hvortil Hitler stemte i med stor iver. Krigen var begyndt at vende for ­tys­kerne, men Hitler var sjældent set gladere.

Nazilederens kærlighed til hunde startede dog allerede under 1. verdenskrig. Her var Hitler soldat på Vestfronten, da en lille Jack Russell-­terrier pludselig hoppede ned i hans skyttegrav.

Han gav ­hunden navnet “Fuchsl” og begyndte at lege med den hver dag og lære den tricks.

For­holdet var så tæt, at ­Hitler senere udtalte:

“Når jeg så den i øjnene, kunne jeg lige så godt se på et menneske”.

I august 1917, da Hitlers deling var på vej til Alsace, blev hunden stjålet på en tog­station.

Ifølge diktatoren selv måtte konduktøren være synderen, da han havde insisteret på at købe den og var blevet arrig, da Hitler nægtede at sælge.

Tabet knuste den kommende diktator, som stadig blev tydeligt berørt, når han fortalte historien 20 år senere.

Fra hvalp til Führerhund

Efter at den unge soldat blev leder for nazist­partiet, var det især schæferhunde, han kastede sin kærlighed på.

Han havde haft flere schæfere op igennem 1930’erne, men ved 2. verdenskrigs udbrud i 1939 var Hitlers til­værelse dyreløs, sandsynligvis fordi han ikke var kommet sig over sin sidste hund “Mucks” død. Først i 1941 dristede Hitlers personlige sekretær, Martin Bormann, sig til at ­forære ham Blondi i gave.

Blondi og Hitler dannede straks et bånd, og hun var aldrig langt fra Hitlers side – uanset hvor han rejste hen.

Hitler brugte også gerne tid på at gå ture med Blondi og træne hende i forskellige øvelser, selvom hun havde sin egen private hundepasser.

Føreren var altid stolt, når han kunne vise hendes nyeste fremskridt for folkene omkring ham.

Traudl Junge, Hitlers sekretær, beskrev ­nazilederens enorme glæde over at træne med Blondi i årene 1942-43, og hvor fornøjet han blev, hvis hun formåede at springe bare et par cm højere end ­normalt.

Hitler fortalte endda sekretæren, at beskæftigelsen med Blondi var den ­bedste form for afkobling, han kendte til.

Hitler fik ofte speciallavet vegetarkost til ­middagsselskaberne.

© Imageselect

Føreren fik kødspisere til at få maden galt i halsen

Hitler mente, at hele verden med tiden ville spise vegetarisk. Indtil da var han ikke bleg for at mobbe enhver, der vovede at spise kød foran ham.

Hitlers kærlighed til dyr betød, at hans kost primært var vegetarisk.

Der manglede dog aldrig kødretter til hans middagsselskaber, men prisen for kødspiserne var, at de måtte lægge øre til Førerens anekdoter om slagterier og tilblivelsen af middagsmaden.

Hitler fortalte gladeligt, hvordan han fx havde besøgt slagtehuse, hvor knogler blev knust til støv, og kønne piger stod i blod til knæene.

Det var Hitler en stor glæde, hvis en gæst ikke kunne færdiggøre sit måltid efter hans for­­tæl­linger.

Flere gange lykkedes det ham at få sin rigspressechef til at påstå, at han ikke længere var sulten – frem for at indrømme, at Hitlers ord havde fået ham til at miste appetitten.

Schæferhunden var den perfekte race

Ifølge Hitler var schæferhunden en fabelagtig race. Den var både en germansk ­urhund, samtidig med at den havde flere fysiske ligheder med ulve, som Hitler også havde en stor forkærlighed for.

Hitler i selskab med Blondi blev en del af den tyske propaganda, da det var en måde at vise Førerens mere empatiske side på over for det tyske folk.

Der blev ­udgivet talrige billeder af Hitler, der kæler, leger og træner med Blondi, for at få ham til at virke troværdig og faderlig.

Blondi fik dog utvivlsomt en særlig plads i Hitlers hjerte. Hun fik fx lov til at sove i hans seng, selvom hun havde sin egen kurv på værelset, og blev ofte forkælet med godbidder eller kager.

Selv i slutningen af 1944 fortsatte Hitler med at passe Blondi. Føreren opholdt sig primært i sin bunker af frygt for luftangreb, men alligevel fandt han tiden og modet til at komme ud for at lufte sin elskede hund.

I takt med at krigen lakkede mod enden, og Førerens paranoia steg, begyndte han også at kigge sin yndlingshund dybt i øjnene og sige:

“Nogle gange tror jeg, du er den eneste, jeg kan stole på”.

Eva Braun delte ikke Hitlers følelser

Eva Braun, Hitlers elskerinde, delte dog ikke sin udkårnes kærlighed til Blondi.

Hun følte sig ofte til­sidesat, når Føreren forgudede sin hund, og var jaloux over, hvor meget tid han tilbragte med hende.

Braun ville slet ikke lade Blondi komme i nærheden af hendes egne skotske terriere, Negus og Stasi. De blev sendt ind i et andet rum, hvis Hitler ville have både Blondi og Braun ved sin side.

Braun ud­talte da også under et middagsselskab, at “Blondi er ingen hund, men en kalv”. Det rygtedes endda, at hun kunne finde på at sparke Blondi væk under middagsbordet.

Blondi endte som forsøgsdyr

Det eneste, Hitler manglende fra sin yndlingshund, var nogle hvalpe.

I november 1944 kontaktede han derfor Gerdy Troost. Troost havde avlet Blondis kuld, og leverede en schæferhund, som parrede sig med hende. ­Hitler var ikke overbevist om resultatet:

“Hun er blevet tykkere, men jeg tror bare, at hun har taget på, fordi hun får mere at spise og ikke rører sig nok”, ­betroede han til sin sekretær.

Blondi fødte dog et kuld hvalpe i starten af 1945 og førte en smule glæde ind i ­Førerens liv, efter at nazisternes krigslykke for alvor var vendt. Han beholdt en af ­hvalpene og gav den navnet “Wulf”.

Da den røde hær havde omringet Berlin i april 1945, var både Blondi og Wulf at finde i Førerbunkeren sammen med deres herre.

“Nogle gange tror jeg, du er den eneste, jeg kan stole på.”
Hitler til sin hund Blondi, 1944

Et særligt vagtrum – kendt som hundebunkeren – var endda blevet reserveret til dem.

Hitler blev meget nervøs for sine hunde, da gik op for ham, at krigen ikke kunne vindes, og var overbevist om, at russerne ville underlægge dem grufuld tortur.

Da han samtidig tvivlede på cyanidpillens virkning, tog han den hårde beslutning at fodre Blondi med en af giftpillerne.

Pillen virkede, og Blondi døde i bunkeren ved Hitlers side den 29. april 1945.

Dagen efter, da de russiske soldater ­befandt sig mindre end 500 meter væk, tog Adolf Hitler og Eva Braun deres egne cyanidpiller.

Som en af de sidste hand­linger i førerbunkeren skød Hitlers hundefører de sidste hunde, der var tilbage, heriblandt Blondis hvalpe.

Senere fandt den sovjetiske efter­retningstjeneste rester af hundeknogler i samme grav som Hitler og Eva Braun. ­Derfor tyder alting på, at hunde og ejere blev brændt ved siden af hinanden.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul