Til Hitlers fødselsdagsfest den 19.-20. april 1943 blev Føreren fejret af hele nazitoppen og modtog gaver fra alle afkroge af Tyskland.
Det eneste, nazilederen havde lyst til at tale om, var dog hans hund, Blondi.
Han viste selskabet alle de tricks, han havde lært hende, og sagde til sidst: “Syng Blondi!”
Hunden gav sig straks til at hyle, hvortil Hitler stemte i med stor iver. Krigen var begyndt at vende for tyskerne, men Hitler var sjældent set gladere.
Nazilederens kærlighed til hunde startede dog allerede under 1. verdenskrig. Her var Hitler soldat på Vestfronten, da en lille Jack Russell-terrier pludselig hoppede ned i hans skyttegrav.
Han gav hunden navnet “Fuchsl” og begyndte at lege med den hver dag og lære den tricks.
Forholdet var så tæt, at Hitler senere udtalte:
“Når jeg så den i øjnene, kunne jeg lige så godt se på et menneske”.
I august 1917, da Hitlers deling var på vej til Alsace, blev hunden stjålet på en togstation.
Ifølge diktatoren selv måtte konduktøren være synderen, da han havde insisteret på at købe den og var blevet arrig, da Hitler nægtede at sælge.
Tabet knuste den kommende diktator, som stadig blev tydeligt berørt, når han fortalte historien 20 år senere.
Fra hvalp til Führerhund
Efter at den unge soldat blev leder for nazistpartiet, var det især schæferhunde, han kastede sin kærlighed på.
Han havde haft flere schæfere op igennem 1930’erne, men ved 2. verdenskrigs udbrud i 1939 var Hitlers tilværelse dyreløs, sandsynligvis fordi han ikke var kommet sig over sin sidste hund “Mucks” død. Først i 1941 dristede Hitlers personlige sekretær, Martin Bormann, sig til at forære ham Blondi i gave.
Blondi og Hitler dannede straks et bånd, og hun var aldrig langt fra Hitlers side – uanset hvor han rejste hen.
Hitler brugte også gerne tid på at gå ture med Blondi og træne hende i forskellige øvelser, selvom hun havde sin egen private hundepasser.
Føreren var altid stolt, når han kunne vise hendes nyeste fremskridt for folkene omkring ham.
Traudl Junge, Hitlers sekretær, beskrev nazilederens enorme glæde over at træne med Blondi i årene 1942-43, og hvor fornøjet han blev, hvis hun formåede at springe bare et par cm højere end normalt.
Hitler fortalte endda sekretæren, at beskæftigelsen med Blondi var den bedste form for afkobling, han kendte til.
Hitler fik ofte speciallavet vegetarkost til middagsselskaberne.
Føreren fik kødspisere til at få maden galt i halsen
Hitler mente, at hele verden med tiden ville spise vegetarisk. Indtil da var han ikke bleg for at mobbe enhver, der vovede at spise kød foran ham.
Hitlers kærlighed til dyr betød, at hans kost primært var vegetarisk.
Der manglede dog aldrig kødretter til hans middagsselskaber, men prisen for kødspiserne var, at de måtte lægge øre til Førerens anekdoter om slagterier og tilblivelsen af middagsmaden.
Hitler fortalte gladeligt, hvordan han fx havde besøgt slagtehuse, hvor knogler blev knust til støv, og kønne piger stod i blod til knæene.
Det var Hitler en stor glæde, hvis en gæst ikke kunne færdiggøre sit måltid efter hans fortællinger.
Flere gange lykkedes det ham at få sin rigspressechef til at påstå, at han ikke længere var sulten – frem for at indrømme, at Hitlers ord havde fået ham til at miste appetitten.
Schæferhunden var den perfekte race
Ifølge Hitler var schæferhunden en fabelagtig race. Den var både en germansk urhund, samtidig med at den havde flere fysiske ligheder med ulve, som Hitler også havde en stor forkærlighed for.
Hitler i selskab med Blondi blev en del af den tyske propaganda, da det var en måde at vise Førerens mere empatiske side på over for det tyske folk.
Der blev udgivet talrige billeder af Hitler, der kæler, leger og træner med Blondi, for at få ham til at virke troværdig og faderlig.
Blondi fik dog utvivlsomt en særlig plads i Hitlers hjerte. Hun fik fx lov til at sove i hans seng, selvom hun havde sin egen kurv på værelset, og blev ofte forkælet med godbidder eller kager.
Selv i slutningen af 1944 fortsatte Hitler med at passe Blondi. Føreren opholdt sig primært i sin bunker af frygt for luftangreb, men alligevel fandt han tiden og modet til at komme ud for at lufte sin elskede hund.
I takt med at krigen lakkede mod enden, og Førerens paranoia steg, begyndte han også at kigge sin yndlingshund dybt i øjnene og sige:
“Nogle gange tror jeg, du er den eneste, jeg kan stole på”.
Eva Braun delte ikke Hitlers følelser
Eva Braun, Hitlers elskerinde, delte dog ikke sin udkårnes kærlighed til Blondi.
Hun følte sig ofte tilsidesat, når Føreren forgudede sin hund, og var jaloux over, hvor meget tid han tilbragte med hende.
Braun ville slet ikke lade Blondi komme i nærheden af hendes egne skotske terriere, Negus og Stasi. De blev sendt ind i et andet rum, hvis Hitler ville have både Blondi og Braun ved sin side.
Braun udtalte da også under et middagsselskab, at “Blondi er ingen hund, men en kalv”. Det rygtedes endda, at hun kunne finde på at sparke Blondi væk under middagsbordet.
Blondi endte som forsøgsdyr
Det eneste, Hitler manglende fra sin yndlingshund, var nogle hvalpe.
I november 1944 kontaktede han derfor Gerdy Troost. Troost havde avlet Blondis kuld, og leverede en schæferhund, som parrede sig med hende. Hitler var ikke overbevist om resultatet:
“Hun er blevet tykkere, men jeg tror bare, at hun har taget på, fordi hun får mere at spise og ikke rører sig nok”, betroede han til sin sekretær.
Blondi fødte dog et kuld hvalpe i starten af 1945 og førte en smule glæde ind i Førerens liv, efter at nazisternes krigslykke for alvor var vendt. Han beholdt en af hvalpene og gav den navnet “Wulf”.
Da den røde hær havde omringet Berlin i april 1945, var både Blondi og Wulf at finde i Førerbunkeren sammen med deres herre.
“Nogle gange tror jeg, du er den eneste, jeg kan stole på.” Hitler til sin hund Blondi, 1944
Et særligt vagtrum – kendt som hundebunkeren – var endda blevet reserveret til dem.
Hitler blev meget nervøs for sine hunde, da gik op for ham, at krigen ikke kunne vindes, og var overbevist om, at russerne ville underlægge dem grufuld tortur.
Da han samtidig tvivlede på cyanidpillens virkning, tog han den hårde beslutning at fodre Blondi med en af giftpillerne.
Pillen virkede, og Blondi døde i bunkeren ved Hitlers side den 29. april 1945.
Dagen efter, da de russiske soldater befandt sig mindre end 500 meter væk, tog Adolf Hitler og Eva Braun deres egne cyanidpiller.
Som en af de sidste handlinger i førerbunkeren skød Hitlers hundefører de sidste hunde, der var tilbage, heriblandt Blondis hvalpe.
Senere fandt den sovjetiske efterretningstjeneste rester af hundeknogler i samme grav som Hitler og Eva Braun. Derfor tyder alting på, at hunde og ejere blev brændt ved siden af hinanden.