Hvor meget fik Adolf Hitler i løn?

Da Adolf Hitler blev rigskansler, nægtede han at modtage løn for sit arbejde. Alligevel fik Føreren kradset enorme mængder af penge ind ad andre kanaler.

I mange år havde den politiske elite i Tyskland set på Hitler med foragt, men efter valget i 1933 blev rollerne byttet om.

© Imageselect

Da Adolf Hitler blev rigskansler i 1933, nægtede han at modtage løn for sit arbejde. Lønnen som rigskansler var da heller intet, i forhold til hvad Føreren kradsede ind ad andre kanaler.

I 1926 havde han udgivet sidste del af kampskriftet Mein Kampf, som kun solgte i nogle få tusind eksemplarer, men efter valgsejren i 1933 eksploderede salget.

Ifølge Hitlers selvangivelse tjente han alene i 1933 over 1,2 mio. rigsmark – ca. 40 gange rigskanslerlønnen.

Hitler tjente en formue på sin bog Mein Kampf, som nåede at blive solgt i over 10 mio. eksemplarer.

© Imageselect

Hitler tjente på nygifte tyskere

Føreren sørgede desuden for, at hans indkomst blev undtaget skat. Efterfølgende bestemte regimet, at alle nygifte fik Mein Kampf som gave – betalt af staten.

Derudover fik Hitler vederlag, hver gang aviserne gengav hans taler.

Også postvæsenet skulle betale ham for retten til at bruge hans portræt på frimærker. Disse honorarer gjorde Hitler til millionær.

I 1934 besluttede han sig dog alligevel for fremover at modtage lønnen som rigskansler.