Storsvindler narrer medierne med Hitlers falske dagbøger

De er blevet lovet en sensation, og en sensation har de fået: Sterns chefredaktør Peter Koch har netop forkyndt, at Heidemann ved en af de betydeligste journalistiske bedrifter nogen sinde har opsnuset Hitlers hidtil ukendte dagbøger, og takket været dette enestående scoop skal historiebøgerne skrives om.

Om tre dage vil Stern udkomme med de første uddrag af dagbogsoptegnelserne, men allerede nu kan Koch afsløre, at de i alt 62 bøger kaster et helt nyt lys over nazisterne, 2. verdenskrig og ikke mindstAdolf Hitler selv.

Eksperter har gransket dagbøgerne og bevidnet, at de er ægte, garanterer chefredaktøren og lægger vægt bag sine ord ved at fremhæve reporterens pletfri omdømme:

“Gerd Heidemann har været ansat ved dette blad i 32 år, og samtlige hans artikler har holdt vand”.

Journalisten ejer Görings private lystyacht

Blandt kolleger har Gerd Heidemann gennem sin lange journalistkarriere vundet ry for at være en enestående sporhund, der aggressivt forfølger en god historie og ikke helmer, før kæberne er smækket sammen om “byttet”.

Fagligt nyder “Der Spürhund”, som kollegerne godmodigt har døbt ham, stor respekt, men i pressekredse verserer der også rygter om, at han nærer nazistiske sympatier og har endog særdeles tætte forbindelser til gamle nazi-ledere.

Heidemann er da også kendt som ivrig samler af nazi-souvenirs, og blandt trofæerne i hans imponerende privatsamling er lystyachten Carin II, der i sin tid tilhørte Hermann Göring, Hitlers højre hånd og tro væbner.

Heidemann har i dyre domme købt og restaureret det 28 meter lange fartøj og fyldt det med Görings kæreste ejendele.

Sølvtøj, tallerkener, krystalglas og sågar puder, som er betrukket med stof fra toppolitikerens badekåbe, hører til klenodierne på journalistens motorbåd.

Nazi-samler viser sit skatkammer frem

Görings yacht har været rammen om en række våde fester i Hamborgs marina med Heidemann som gavmild vært. Men båden koster en formue at holde flydende, og selv om han tjener godt som Sterns bedste journalist, har Heidemann sat sig i bundløs gæld.

Modvilligt indleder han jagten på en mulig køber og får i januar 1980 via sine gode forbindelser i nazi-kredse kontakt til en sydtysk forretningsmand og samler, Fritz Stiefel, som muligvis kan være interesseret i at overtage båden.

Stiefel bakker dog hurtigt ud af handelen, men han lader sig til gengæld overtale til at vise sin overdådige samling af souvenirs fra Det Tredje Rige frem for Heidemann.

Journalisten er ved at tabe både næse og mund, da han bliver gelejdet gennem en tung jerndør ind i et stort kælderrum i Stiefels hjem.

Lokalet er som et åbent vindue til Tysklands dunkle fortid – fra gulv til loft er det proppet med fotografier, nazi-uniformer, hagekorsfaner, signerede breve fra Hitler, porcelæn fra kz-lejre og fortjenstmedaljer, og samtlige vægge er prydet af malerier fra Førerens egen hånd.

Mens Heidemann målløs kigger sig omkring, fisker Stiefel en genstand i A4-størrelse ud af sit pengeskab: en håndskrevet bog, indbundet i sort kunstlæder, prydet med to røde segl og to gotiske guldbogstaver.

Heidemann tyder initialerne som “A” og “H”, og da Stiefel lader ham bladre i bogen, forstår journalisten instinktivt, at han står over for ikke alene sin egen karrieres, men formentlig århundredets største scoop. Her, i hans dirrende hænder, ligger Hitlers dagbog.

Og selv om han ikke umiddelbart kan afkode notaterne, indser han, at de over hundrede mere eller mindre tætskrevne sider må være spækket med oplysninger, som kaster nyt lys over et af verdenshistoriens mest dramatiske kapitler.

Da Stiefel efter få minutter forsigtigt lister dagbogen ud af Heidemanns hænder og atter låser den inde i sit pengeskab, er journalisten fyr og flamme.

Han bombarderer sin vært med spørgsmål og vil vide alt: Hvor kommer dagbogen fra, er der flere af slagsen, og hvordan har Stiefel båret sig ad med at få fingre i den?

Stiefel forklarer, at bogen stammer fra en antikvitetshandler, som har tætte forbindelser til Østtyskland. Så vidt Stiefel har erfaret, eksisterer der formentlig yderligere 26 bind, der dækker perioden fra 1932 og helt frem til Hitlers selvmord i det belejrede Berlin 30. april 1945.

Bøgerne er fundet i Østtyskland i de sidste dage af 2. verdenskrig, da et fly med Hitlers personlige ejendele fra førerbunkeren i Berlin styrtede ned i en lade i landsbyen Börnersdorf syd for Dresden.

Lokale bønder bjærgede byttet fra det brændende Junkers-vrag og anbragte det på et høloft, og siden har en generalmajor i den østtyske folkearmé vogtet nidkært over bøgerne, forklarer Stiefel.

Oven på besøget i samlerens hemmelige hule er Heidemann som besat.

De få brudstykker, han trods alt har formået at tyde – noget om Hitlers elskerinde Eva Braun og hendes to hunde – gentager han nærmest i trance for sig selv, og dag og nat drømmer han om at finde frem til antikvitetshandleren, der har adgang til dagbøgerne.

Landsbyboere fortæller om dramatisk styrt

Stiefel har nægtet at oplyse antikvitetshandlerens navn, men lovet at bede ham om at sætte sig i kontakt med journalisten.

Men efter et halvt år venter Heidemann stadig utålmodigt på en opringning. I stedet stikker den journalistiske sporhund i efteråret 1980 snuden i det østtyske spor for at afklare, om den dramatiske beretning om flystyrtet overhovedet har rod i virkeligheden.

Det har den. Heidemann besøger landsbyen Börnersdorf, og blandt de ældre indbyggere kan talrige bekræfte, at en Junkers Ju-352 i krigens sidste kaotiske dage i april 1945 blev skudt ned over byen ved højlys dag.

Alle ombordværende blev dræbt ved styrtet, men en skare af bønder reddede en jernkiste ud fra flammehavet og opbevarede derefter kisten på et høloft.

Besætningsmedlemmerne blev begravet i landsbyen, og efter at Heidemann med egne øjne har set deres grave på kirkegården, er han sikker i sin sag: Dagbøgerne er ægte, de findes et eller andet sted, og han vil gøre næsten hvad som helst for at få fat i dem.

Via Stiefel lader han den anonyme antikvitetshandler vide, at ugebladet Stern er parat til at betale en formue for dagbøgerne, og det tilbud kan han fremsætte med sindsro.

Ganske vist var modtagelsen mildt sagt lunken, da Heidemann nærmest euforisk fortalte redaktionen på Stern om sin sensationelle opdagelse og om, hvordan han rent faktisk havde holdt Hitlers dagbog i sine hænder.

“Spar mig for alt det nazi-vrøvl. Jeg vil ikke høre om det, og jeg vil ikke læse om det”, konstaterede bladets grundlægger, Henri Nannen, da Heidemann begejstret fortalte ham om dagbogen.

Også Sterns chefredaktør, Peter Koch, har givet journalisten den kolde skulder og bedt ham holde nallerne fra historien. Men i forlagschef Manfred Fischer har Heidemann en højtstående allieret.

Dybt fascineret har Fischer lyttet til Heidemanns fortælling, og ved udsigten til at kunne lande århundredets største scoop har Fischer ikke tøvet så meget som et sekund.

Forlagschefen stoler blindt på Sterns stjernereporter og forestiller sig allerede, hvordan sensationen vil eksplodere i offentligheden og rydde alverdens avisforsider.

Aftalen mellem de to bliver derfor, at Heidemann, uden om Sterns chefredaktion og med foreløbig to millioner D-mark fra forlagets pengekasse, skal sætte alle kræfter ind på at sikre sig dagbøgerne.

Journalisten opsporer sælgeren af dagbogen

I slutningen af januar 1981 får Heidemann omsider hul igennem til den person, der sidder med nøglen til skattekisten af dagbøger.

Ad snørklede veje har han opstøvet antikvitetshandlerens navn og telefonnummer, og da journalisten ringer til ham, præsenterer han kortfattet sit ærinde: “Det er Heidemann fra Stern i Hamborg. Jeg er klar til at betale to millioner D-mark for Hitlers dagbøger”.

“Hvordan er vejret i Hamborg?” spørger manden i den anden ende i forsøg på at vinde tid. Han har talt med Stiefel og ved udmærket, at Heidemann leder efter ham, men har bevidst valgt at holde lav profil.

“Jeg befinder mig ikke i Hamborg. Jeg står i en telefonboks i Stuttgart, kun fem minutters gang fra Deres hjem”, svarer Heidemann.

Samme aften ringer journalisten på hos antikvitetshandleren. Manden, der åbner døren, er en jovial og trivelig herre. Hans navn er Konrad Kujau, og da Heidemann vifter ham om næsen med et tykt bundt pengesedler, er der ingen vej tilbage.

Journalisten vil for enhver pris have dagbøgerne, og antikvitetshandleren kan levere varen og takker ikke nej til et godt tilbud.

Konrad Kujau er en herre med mange talenter. Han er dygtig til at male, han er en ferm efter­ligner, han har en livlig fantasi, og som plattenslager er han helt uden skrupler.

Hans kunder, hvoraf de fleste er lidenskabelige samlere af nazi-souvenirs, kan få lige præcis den genstand, de drømmer om. Vil de købe en soldaterhjelm med Hitlers initialer ridset ind i metallet, skaffer Kujau sådan én.

Vil de have et oliemaleri, et brev eller et digt, som Føreren egenhændigt har malet eller skrevet, er “antikvitetshandleren” også leveringsdygtig i det. Kujau har solgt adskillige signerede eksemplarer af Førerens politiske skrift, “Mein Kampf”, og har i årevis haft planer om at komponere en hel opera i Hitlers navn.

Et af de mere ambitiøse svindelnumre, Kujau giver sig i kast med, er at fremstille en håndskrevet udgave af manuskriptet til “Mein Kampf” – der i virkeligheden var skrevet på maskine – inklusive Hitlers egne noter. Og det gør han på en så overbevisende måde, at nazi-samleren Fritz Stiefel køber det.

Beruset af succesen går Kujau et skridt videre og forfatter en Hitler-dagbog. Egentlig har han kun tænkt sig at skrive et enkelt bind.

Hans første indskydelse er derfor at takke nej til Stern-journalistens tilbud af frygt for at blive afsløret som bondefanger. Men udsigten til at tjene en formue får ham til at skifte mening.

Bøgerne skal smugles ud af DDR i klaverer

Konrad Kujau bilder Heidemann ind, at han sandsynligvis kan skaffe den komplette samling af dagbøger gennem sin bror, der er generalmajor i Østtyskland.

Men han forklarer samtidig, at leveringen vil ske drypvist – dagbøgerne skal smugles ind i Vesttyskland skjult i klaverer, så Heidemann må væbne sig med tålmodighed. Men senest i løbet af sommeren 1981 vil Stern modtage den sidste sending, lover antikvitetshandleren.

I samme sekund, Heidemann er ude af døren, sætter Kujau sig til skrivebordet og griber sin fyldepen. På få dage lykkes det ham at grifle endnu en dagbog. Da Heidemann modtager værket, stryger han straks ind på forlagschef Manfred Fischers kontor for at vise byttet frem.

Andægtigt, nærmest ekstatisk, stryger Fischer fingrene hen over det sorte omslag, hvorefter han anerkendende dunker Heidemann i ryggen.

Så bladrer han forsigtigt i dagbogen og læser højtideligt udvalgte passager op fra de gulnede sider. Blækket er knap tørt, men både Heidemann og Fischer er så forblændede, at denne ikke uvæsent­lige detalje helt undgår deres blik.

Hvis Kujau skal overholde den tidsplan, han har aftalt med Heidemann, har han ekstremt travlt. Han regner ud, at han skal skrive mindst fire dagbøger om måneden, men heldigvis har han et righoldigt bibliotek med nazi-litteratur at trække på.

Blandt andet råder han over en omfattende samling af Hitlers taler samt stakkevis af aviser og blade fra Det Tredje Rige, og desuden kender han et hav af gamle nazister, der gerne øser ud af anekdoter fra Førerens velmagtsdage.

Kujau går rask og uforfærdet til sagen, og mens han skriver, opdager han, at det falder ham forbløffende let at sætte sig ind i de tanker, som i sin tid kan være løbet gennem Hitlers hjerne. Hele tiden bestræber Kujau sig på at give Føreren et menneskeligt ansigt, og han skriver om både stort og småt.

“Efter ønske fra Eva (Braun, red.) er jeg blevet grundigt undersøgt af mine læger. På grund af de nye piller prutter jeg meget og har ifølge Eva fået dårlig ånde”, skriver han eksempelvis i et notat fra juni 1941.

Af dagbøgerne lader Kujau det desuden fremgå, at Hitler tager skarpt afstand fra sine landsmænds brutale ødelæggelse af jødernes synagoger og butikker på Krystalnatten i november 1938.

“Hvad vil udlandet dog ikke sige?” spørger han bekymret i dagbogen, hvor Hitler/Kujau også slår fast, at han intet kendte til beslutningen om en endegyldig udryddelse af jøderne. Tværtimod arbejder Føreren for en løsning, hvor jøderne skal deporteres til Sibirien.

Mens Kujau sprøjter dagbøger ud af ærmet i sit hjem i Stuttgart – hans rekord er én bog på blot tre timer – arbejder Manfred Fischer og en skare af hans nærmeste medarbejdere i forlagshuset Gruner + Jahr i Hamborg på at gøre dag­bøgerne klar til at blive offentliggjort.

Diskret lægger de følere ud til udenlandske bladkoncerner, bl.a. den britiske morgenavis The Times og det amerikanske ugemagasin Newsweek, som begge får tilbuddet om at købe rettig­hederne til at trykke uddrag af dagbøgerne.

Samtidig begynder dagbøgerne at hobe sig op i en bankboks i Schweiz i helt uventet omfang. Kujau har nemlig taget fejl af antallet, oplyser han pludselig.

Hitler skrev ikke kun 27 bind, men snarere omkring 60, og Kujau lover at skaffe dem alle, selvfølgelig mod ekstra betaling.

Håndskrifteksperter siger god for ægtheden

Forlagschef Manfred Fischer lider af nærmest panisk angst for, at Sterns eksklusive nyhed skal slippe ud før tid, og derfor er det kun en lille, sluttet kreds, der kender til dagbøgerne. Projektet er absolut tys-tys, men Sterns chef­redaktion er nu også blevet indviet i udgivelsesplanerne.

Chefredaktør Peter Koch er stadig forbeholden. Han tvivler fortsat på dagbøgernes ægthed og insisterer på, at eksperter bør vurdere, om det virkelig er Hitler selv, der har ført pennen.

Forlaget tager derfor kontakt til fagfolk, der bliver bedt om i al hast at granske nogle få sider fra dagbøgerne.

Et par håndskrifteksperter sammenligner kopier af dagbogs­op­tegnelserne med et af Hitlers breve, men uden at ane, at brevet – ligesom så mange andre af de Hitler-dokumenter, der er i omløb – ikke er forfattet af Hitler, men af Kujau. Eksperterne kan derfor hurtigt blive enige om, at dagbøgerne “uden for enhver tvivl er ægte”.

Historikerne har ganske vist ikke haft grund til at tro, at Hitler førte dagbog. Øjenvidner, der var ved Førerens side nærmest i døgndrift, så ham aldrig bøjet over et skriftligt arbejde, og i forskerkredse er det en vedtaget sandhed, at Hitler kun modvilligt og yderst sjældent satte pennen til papiret. Selv sine­ personlige breve dikterede han altid til en sekretær og nøjedes med at skrive dem under.

Alligevel når en fremtrædende Hitler-ekspert – den britiske historiker og professor Hugh Trevor-­Roper, der er berømt for værket “Hitlers sidste dage” – frem til samme konklusion som håndskrifteksperterne.

Den afgørende dom fælder han efter et kort besøg i Sterns bankboks i Zürich. Bladet flyver eksperten til Schweiz, så han kan vurdere dagbøgerne, og synet af de stakkevis af sorte bøger, der hober sig op i det sikrede rum, er næsten nok til at feje hans skepsis til side.

End ikke i sin vildeste fantasi kan historikeren forestille sig et svindelnummer af så massivt omfang, og selv om Trevor-Roper ikke kan læse tysk, vurderer han, at bøgerne er ægte.

De røde segl på omslagene, skriften, ja, hele finishen, forekommer Trevor-Roper at være autentisk, og i en artikel, som er planlagt til at blive trykt i avisen The Times side om side med uddrag fra dagbøgerne, skriver han:

“Da jeg bladrede i disse bøger og hørte den ekstraordinære beretning om opdagelsen, forsvandt min tvivl gradvis. Jeg er nu overbevist om, at dokumenterne er ægte”.

Krigens historie skal skrives om

Med eksperternes blå stempel føler chef­redaktør Peter Koch sig på den sikre side, og 25. april 1983 slipper Stern verdens­sensationen løs på det særdeles velbesøgte pressemøde i bladhusets kantine.

På væggene udbasunerer opklæbede Stern-forsider nyheden med fede, røde typer: “Hitlers Tagebücher entdeckt” – Hitlers dagbøger opdaget.

Og historiens vingesus er nærmest føleligt i det tætpakkede lokale, da Koch erklærer, at Hitlers, nazisternes og krigens historie nu må skrives om. Hugh Trevor-Roper er inviteret med til mødet, hvor han gør rede for, hvorfor bøgerne i hans øjne er ægte, men ikke alle blandt tilhørerne føler sig overbevist.

“Jeg kender den samling, som dagbøgerne stammer fra. Det er en gammel samling, fyldt med forfalskninger”, erklærer den britiske historiker David Irving. Han betegner dag­bøgerne som en “klodset forfalskning”, men får straks svar på tiltale af Peter Koch:

“Jeg havde på forhånd forventet tumult, og at mange inkompetente mennesker ville erklære dagbøgerne for uægte. Det er fordi, alle andre blade og alle historikere er misundelige på vores historie”.

På pressemødet lader sporhunden Gerd Heidemann sig forevige, mens han holder hånden op i et V-tegn. Men triumfen skal vise sig at være forbigående, og vejen fra scoop til skandale uendelig kort.

Stern har satset stort på Hitler-dagbøgerne. Bladet, som udkommer 28. april 1983, er det største nogen sinde med 356 sider plus et 48-siders tillæg med uddrag fra bøgerne. Og hvor oplaget plejer at ligge på knap en halv million, er særudgaven trykt i hele 2,3 millioner eksemplarer.

Som forventet bliver bladene revet ned af hylderne. Men efterhånden som eksperter verden over får studeret værket, begynder kritikken at hagle ned over Stern.

Hitler-dagbøgerne er svindel og humbug, et primitivt stykke amatørarbejde, hævder et væld af fremtrædende historikere.

De anklager Stern for at have tilsidesat sund fornuft og ladet sig forblænde i jagten på sensationen, og 6. maj 1983, kun godt en uge efter udgivelsen, fældes den endelige dom over det ellers så velrenommerede magasin.

I samarbejde med politiefterforskere og videnskabsfolk har det vesttyske nationalarkiv i Koblenz gransket dag­bøgerne grundigt.

På et hastigt indkaldt pressemøde erklærer arkivets leder, Hans Booms, at dagbøgerne både i indhold og udseende er “en grotesk overfladisk forfalskning”.

“Nationalarkivet er overbevist om, at dag­bøgerne ikke stammer fra Hitlers hånd, men er fremstillet efter krigen”, meddeler han og understreger, at beviserne er overvældende. Blækket, papiret, seglene, omslaget – det hele er lavet af eller indeholder bestanddele, som først er kommet på markedet efter 2. verdenskrig.

For Stern er ydmygelsen total. Alle tiders største sensation er vendt til pressehistoriens værste flop. Heidemann bliver fyret på gråt papir, og hele bladets topledelse træder tilbage.

I Stuttgart indstiller Konrad Kujau sig på at blive afsløret som svindler, mens Sterns grundlægger, Henri Nannen, giver læserne en uforbeholden undskyldning og garanterer, at bladet vil gøre alt for at opklare falskneriet.

Sterns troværdighed har lidt uoprettelig skade – alt sammen på grund af en bog, som lignede århundredets fund, men viste sig at være århundredets svindelnummer.

Dagbøgerne kommer på museum

I april 2013, 30 år efter skandalen, besluttede Stern at over­drage samtlige 62 falske Hitler-dagbøger til Tysklands national­arkiv i Koblenz, hvor de nu vil blive udstillet.

Bladet har hidtil selv opbevaret hovedparten af bøgerne i en pansret boks, mens et par stykker har været udstillet på museer.

“Vi vil ikke undertrykke historien”, udtalte chefredaktør Dominik Wichmann om baggrunden for overdragelsen.