Lyset fra den næsten fulde måne gør det let at se fodsporene i sneen. De er afsat af tyske bønder, som har krydset den tilfrosne Oder-flod for at samle brænde på den østlige bred.
Nu kan sovjetiske soldater følge dem mod vest – forbi de farlige våger. Herefter kan styrken uset snige sig op på flodbredden. Åbenbart ved ingen tyskere, at Den Røde Hærs spydspids er kommet så tæt på.
Det er tidlig morgen den 31. januar 1945, da oberst Khariton Esipenko trænger ind i landsbyen Kienitz.
Her er kun bageren og hans svend oppe, mens personalet til et tysk tog udrustet med luftværnskanoner stadig ligger og sover.

De sovjetiske ingeniørtropper blev sendt ned i den iskolde flod for at samle pontonerne.
Så snart den tyske stationsforstander er kommet ud af fjerene, skridter han myndigt frem mod oberst Esipenko.
“Vil De tillade, at toget til Berlin afgår?” spørger embedsmanden. Sovjetiske tropper i gaderne er slemt nok, men i stationsforstanderens univers indtræffer den sande katastrofe først, hvis et tog ikke overholder sin køreplan.
“Beklager, hr. stationsforstander. Det kan ikke lade sig gøre”, svarer oberst Esipenko. “Passager-forbindelsen til Berlin vil være afbrudt kortvarigt – lad os sige indtil krigens afslutning”.
Senere på dagen når andre sovjetiske styrker over Oder længere sydpå. Nu er der skabt to brohoveder på den vestlige bred af floden, som skulle have været tyskernes bolværk mod Den Røde Hær.
Hitlers Berlin ligger blot 67 km borte, og scenen er sat for Det Tredje Riges dødskamp. Først nu begynder Tysklands generaler at overveje, om de vil ofre deres mænd i den forudsigelige katastrofe.
Attentat fik et blodigt efterspil
De ledende tyske officerer havde længe set med mismod på krigens udvikling, og mange bandede lavmælt over Hitlers befalinger, som passede dårligere og dårligere med realiteterne.
Alligevel adlød de, for i Nazityskland kunne modstand være livsfarlig:
Føreren havde hverken glemt eller tilgivet, at en sammensværgelse af officerer omkring oberst von Stauffenberg tilbage i juli 1944 havde forsøgt at sprænge ham i luften i Ulveskansen.
“I vil se, at russerne ved Berlins porte snart lider det største nederlag i deres historie”. Adolf Hitler, mens han stadig tror, at SS-general Felix Steiner vil undsætte Berlin.
Som ved et mirakel slap Hitler med overfladiske skrammer – eksplosionens virkelige offer blev i stedet det tyske officerskorps:
Førhen nød generalerne en vis handlefrihed, når Førerens befalinger skulle omsættes på slagmarken. Med Stauffenbergs bombe døde al tillid.
“Kredsen, som disse tronranere repræsenterer, er meget lille”, forsikrede Hitler i en radiotale efter attentatet. “Det er en lille klike af kriminelle elementer, som nu vil blive skånselsløst udslettet”.
Men Førerens ord dækkede over, at han ikke længere stolede på sine officerer, og rækkerne ville blive finkæmmet af Gestapo i jagten på medskyldige. Resten af hæren forstod Hitlers signal:
Fremover skulle enhver ordre adlydes til sidste komma – ellers ville det få ubehagelige konsekvenser for de ansvarlige.
I foråret 1945 krævede situationen imidlertid en hærfører, som kunne improvisere og få mest muligt ud af Tysklands svækkede hær.
Valget faldt på den 58-årige Gotthard Heinrici – selvom Hitler ikke havde megen fidus til generalen, der var stærkt troende og arrangerede gudstjenester for sine soldater. Men Heinrici mestrede den defensive krigsførelse, og nu fik han kommandoen over Hærgruppe Weichsel, som forsvarede fronten langs Oder-floden.

Ponton-broer sikrede, at Den Røde Hær kunne føre materiel over Oder.
Imens samlede Den Røde Hær en enorm slagstyrke i de brohoveder, den havde vundet på Oders vestlige bred. For at nå de sidste kilometer til rigshovedstaden Berlin skulle kampvognene dog først over Seelow-højdedraget, hvor en af de tyske arméer havde gravet sig ned.
Barrikaderne skød også op inde i selve rigshovedstaden. De skulle bemandes af tropper fra Hærgruppe Weichsel, hvis det lykkedes russerne at kæmpe sig gennem Seelow.
Derfor ankom en delegation fra Berlins bykommandant for at udarbejde en fælles forsvarsplan.
“Galningene i Berlin burde stege i deres eget fedt”, sagde Heinricis stabschef til dem.
Delegationen blev sendt videre til Seelow, hvor officererne fra Den 9. Armé diskede op med nazistiske slagord i stedet for realistiske løfter:
“9. Armé forbliver ved Oder. Om nødvendigt vil vi falde her, men vi ville ikke trække os tilbage”. Ordene klang falskt, men de var som taget ud af en hitler-tale, så ingen vovede at betvivle dem.
General Heinrici agtede at holde Seelow-højdedraget, så længe det var muligt, men formentlig var han allerede begyndt at overveje, hvor hårdt han ville kæmpe i det udsigtsløse forsøg på at redde Hitler og naziregimet.

Efter krigen sikrede RAF sig et af “pakæslerne” for at teste det. Derfor fik det britiske mærker.
Piloter sendt på selvmordsmission
Luftwaffe brugte alle midler for at ødelægge broerne over Oder-floden. Kamikaze-aktioner skulle skære Den Røde Hærs forsyningslinjer over.
Efterhånden som tiden løb ud, udviklede Luftwaffe flere kamikaze-våben, som kunne indsættes mod særlig vigtige mål. Et af våbnene var en flyvende bombe:
Et jagerfly monteret på et bombefly lastet med sprængstoffer.
Det temmelig klodsede våben blev fløjet af eskadrillen Kampfgeschwader 200, hvis piloter havde accepteret opgaver med ringe chancer for at overleve.
Den 27. april satte syv af de såkaldte Pakæsler kurs mod Oder-broerne på Østfronten, men det lykkedes dem ikke at anrette nævneværdige skader.
Ugen forinden havde eskadrillen forsøgt regulære kamikaze-angreb:
Piloter steg op i jagerfly lastet med sprængstof. Ifølge enheden lykkedes det at ødelægge 17 broer.
Formentlig blev blot en enkelt jernbanebro midlertidigt afbrudt. Aktionerne kostede 35 piloter livet.
Stalins tropper betaler dyrt
Stormen mod Seelow brød løs tidligt om morgenen den 16. april. 15.000 kanoner hamrede løs mod de tyske stillinger.
“Hele Oder-dalen rystede”, berettede en ung tysk officer. “Det var, som om jorden strakte sig op mod himlen som en massiv mur.
Tingene hoppede og dansede rundt overalt omkring os. Ingen af os havde oplevet noget lignende før, endsige troet det muligt”.
Så tav kanonerne, og en flodbølge af 700.000 brunklædte soldater skyllede frem med kampråbet “Mod Berlin!”.
Heinrici og general Theodor Busse, som anførte Den 9. Armé, havde i hemmelighed trukket de tyske soldater tilbage fra deres forreste stillinger.
Derfor kostede Den Røde Hærs bombardement kun små tab, og da sovjetiske enheder bagefter rykkede frem gennem det sønderskudte landskab, blev de ramt af voldsom ild fra intakte tyske stillinger bagved.
Samtidig rettede Luftwaffe nogle af sine sidste kræfter mod broerne over Oder, livsnerven for de sovjetiske styrker. Nogle piloter ofrede sig selv i kamikaze-angreb efter japansk inspiration.
De triumferende tyske rapporter om 17 ødelagte broer var dog vildt overdrevne – ifølge sovjetiske kilder blev kun en enkelt ramt.
Intet kunne stoppe Den Røde Hær, som møjsommeligt sled sig vej over Seelow-højdedraget. Efter tre dage med hårde kampe og 30.000 dræbte russere lå vejen til Berlin åben.
Det sovjetiske gennembrud ved Seelow huggede Heinricis styrke midtover.
Selv stod han nu nord for hullet med en enkelt armé, mens general Busse og resterne af 9. Armé blev presset mod syd, og kun et par divisioner kunne rykke bagud for at bistå med forsvaret af Berlin.
En del af soldaterne tilhørte SS-division Nordland, som talte mange frivillige fra Danmark og Norge.
Den 20. april meldte Busse over radioen, at hans enheder ville skabe en ny forsvarslinje i Spreewald sydøst for Berlin.
Heinrici opfordrede ham indtrængende til i stedet at fortsætte tilbagetoget, for Den Røde Hær trængte frem mellem ham og Berlin – Den 9. Armé risikerede at blive omringet, men et tilbagetog vovede Busse dog ikke.
Han havde én gang oplevet at stå skoleret i Førerbunkeren – endnu et raserianfald kunne blive direkte livsfarligt for generalen.
- Armé var fortabt, vurderede Heinrici. Han måtte koncentrere sig om fronten nord for Berlin, hvor sovjetiske panserkiler også rykkede frem.
For at afværge truslen begyndte han at samle en reserve under SS-Obergruppenführer (dvs. general) Felix Steiner, men dét opdagede Hitler og begyndte at lægge sine egne planer med soldaterne.
Steiner forekom at være den perfekte mand i nødens stund. Han havde i 1930’erne været med til at grundlægge SS’ militære gren, Waffen-SS.
Føreren stolede mere på ham end på nogen af de suspekte hærgeneraler, som ikke evnede at omsætte hans strategi til sejr.

Gotthard Heinrici
Rang: Generaloberst, øverstbefalende for resterne af Hærgruppe Weichsel.
Position: Ved Prenzlau nord for Berlin.

Felix Steiner
Rang: SS-general, chef for Armé-afdeling Steiner.
Position: Ved Oranienburg nord for Berlin.
Styrke: Nogle få tusind mand.

Walther Wenck
Rang: General, chef for 12. Armé.
Position: Ved Elben, vest for Berlin.
Styrke: Op mod 100.000.

Theodor Busse
Rang: General, chef for 9. armé.
Position: Omringet i Halbe, syd for Berlin.
Styrke: 80.000 mand.











Hitler kaldte sine hære hjem til Berlin
De Stalins tropper omringede Berlin, fik Hitler idéen til det afgørende slag. Hans generaler skulle bryde gennem ringen og knuse de russiske horder. Med et snuptag ville krigslykken vende – mente Hitler. Men generalerne adlyder ham ikke længere...
Slaget står om Berlin
ShutterstockDen Røde Hær nærmer sig byen
Slaget om Seelow-højdedraget varede fra 16. til 19. april. Herefter havde Den Røde Hær fri bane mod Berlin.
1. General Heinrici reorganiserer
19. april 1945: Den Røde Hærs gennembrud ved Seelow hugger Hærgruppe Weichsel over i to. Den øverstbefalende Heinrici havner nord for Berlin, mens Den 9. Armé presses mod syd. Heinrici overfører
tropper til SS-general Steiner – og det opdager Hitler.
1. Heinricis forræderi:
Den kristne general ser ingen grund til at ofre flere soldater i en tabt krig. Han sender falske rapporter til Hitler, mens hans hær stikker af og overgiver sig til briterne. Selv flygter Heinrici til Flensborg, hvor storadmiral Dönitz efter Hitlers død indtager posten som tysk rigspræsident.
2. Felix Steiner skal udføre mirakler
22. april 1945: Hitler har fået nys om, at SS-general Steiner råder over en brugbar hær. Han giver Steiner ordre til at undsætte Berlin sammen med Den 9. Armé. Steiner flytter sig ikke ud af stedet.
2. Steiner siger fra:
SS-generalen ved, at han ikke har en chance for at trænge ind i Berlin og afgøre byens skæbne. I stedet kommanderer han sine folk mod nord – væk fra Berlin for at undgå sovjetisk krigsfangenskab. Den 3. maj 1945 overgiver Armé-afdeling Steiner sig ved Elben.
3. General Wenck er sidste redning
23. april 1945: Wencks 12. Armé står ved Elben for at holde amerikanerne i skak. Hitler beordrer, at Wenck forener sig med Busses 9. og rykker frem mod hovedstaden. Wenck lystrer kun delvist.
3. Wencks enegang:
Hitler kommanderer Den 12. Armé til Berlin, men i stedet for at gøre et udsigtsløst forsøg på at redde hovedstaden hjælper Wenck general Busses armé med udbrudsforsøget. Han evakuerer også 3.000 sårede soldater fra lazarettet i Belitz. Derefter flygter alle til Elben for at overgive sig til amerikanerne.
4. General Busse skal bryde gennem omringningen
25. april 1945: Busses 9. Armé er omringet. Hitler forlanger, at han bryder den sovjetiske ring og slutter sig til Wencks folk, når de renser ud i Berlin. Busse forsøger i stedet at undslippe mod vest.
4. Busses beslutning:
Den 9. Armé er fanget i skovene ved landsbyen Halbe. Mens Den Røde Hær overdænger tyskerne med raketter og granater, forsøger de at slippe ud af fælden. 40.000 tyske soldater omkommer. Et ukendt antal bliver reddet af Wenck, resten ender i sovjetisk fangenskab.
SS-general på selvmordsmission
Hitler befalede den 22. april Steiner at angribe de sovjetiske tropper nord for Berlin.
Fjendens lange fremrykkende kolonne udgjorde et sårbart mål, og ifølge Hitler burde Steiners armé-afdeling let kunne hugge den over og nå frem til Berlin.
Begrebet “en armé-afdeling” var opfundet til lejligheden – en armé i omtrent halv størrelse.
“Det er udtrykkeligt forbudt at trække sig tilbage vestpå”, lød Hitlers befaling. “De, Steiner, hæfter med Deres hoved for udførelsen af denne ordre.
Rigshovedstadens skæbne afhænger af, at missionen gennemføres med succes”.
På landkortet virkede planen taktisk klog, og Hitler var godt tilfreds med sig selv. Stabsofficererne omkring ham i Førerbunkeren oplevede ham som mere optimistisk, end han længe havde været.
“I vil se, at russerne ved Berlins porte snart lider det største nederlag i deres historie”, spåede Hitler.
Han havde dog en af sit livs største skuffelser i vente, for Den Røde Hær kunne uhindret pumpe tropper gennem hullet ved Seelow, og Steiners bedste divisioner var allerede selv under angreb.
Resten af hans armé-afdeling fandtes kun på papiret.
“Jeg har knap noget artilleri, kun enkelte kampvogne og få luftværnskanoner”, meldte Steiner bittert til Heinrici.
Et angreb ville kun tælle et par tusind letbevæbnede SS-soldater samt en utrænet division fra Luftwaffe. Steiner nægtede at sende dem i døden.
Sandheden sender Hitler i knæ
I Førerbunkeren gik dagen sin rutinemæssige gang den 22. april.
Hitler stod som sædvanlig sent op, hvorefter timerne gik med møder, og underdanige stabsfolk forhindrede Heinrici i at komme igennem over telefonen.
Sandhedens time oprandt omsider kl. 15, hvor Hitler mødtes med den militære overkommando.
Her måtte den viljeløse generalstabschef Wilhelm Keitel og de andre ja-sigere i Førerbunkeren indrømme, at SS-general Felix Steiner ikke havde fulgt ordren. Hitler gik amok.
“Han hoppede op og ned, mens han hylede og skreg”, beskrev en stabsofficer. “Hans ansigtsfarve skiftede mellem hvid og lilla, og han rystede over hele kroppen.
Hans stemme knækkede igen og igen, mens han skreg ‘illoyalitet, kujonagtighed, forræderi og ulydighed’”.
Til slut svor Hitler, at han ville blive og kæmpe i Berlin. Alle andre kunne bare stikke af, hvis de ville. Så sank han sammen i en stol, hvor han mumlede:
“Det er slut! Krigen er tabt! Jeg vil skyde mig selv!”
Tidligere var generaler blevet fyret i vanære for at sige disse ord, nu kom de over Hitlers egne læber! Desperat søgte Keitel og hans folk efter noget, som kunne muntre Føreren op.
Så fik de øje på general Walther Wencks 12. Armé, som stod vest for Berlin for at holde amerikanerne i skak ved Elben.
Intet tydede på, at amerikanerne ville forsøge at trænge over floden – altså kunne Wenck gøre omkring og komme Berlin til undsætning!
Idéen vækkede Hitler af hans afmægtighed. En ny plan begyndte at tage form på kortbordet.
Sidste mand skal vinde krigen
Hitler havde længe haft et blødt punkt for panserofficeren Walther Wenck, der med bare 44 år var blevet udnævnt til hærens yngste general.
Nu blev han pålagt rollen som Det Tredje Riges frelser.
“Til soldaterne i Wencks armé!” indledte Hitler sin ordre den 23. april, som trods ordene ikke var tiltænkt Wencks soldater, men i stedet skulle højne moralen i det omringede Berlin.
“Føreren har tilkaldt jer, og I er rykket frem til kamp ligesom i erobringernes dage. Berlin venter jer”, hedder det i “ordren”.
Wenck havde ikke flyttet sig så meget som en meter endnu, for det tager sin tid at vende en hel armé 180 grader uden brændstof. Først sent dagen efter satte tropperne sig endelig i bevægelse.
Hitlers ordre lød, at Wenck skulle marchere mod Berlin og undervejs forene sig med general Busses 9. Armé.
Når Steiner omsider også angreb nordfra, ville de fremrykkende sovjetiske styrker blive knust, forudså Hitlers plan.
“Hitler hoppede op og ned, mens han hylede og skreg. Hans ansigtsfarve skiftede mellem hvid og lilla, og han rystede over hele kroppen”. Øjenvidne til Førerens raserianfald.
Soldaterne i 12. Armé var villige til at følge deres general, “Papi Wenck”, ind i Helvede og tilbage igen, hvis han bad om det. Og det var lige, hvad han tænkte på:
“Drenge, I må i ilden én gang til”, sagde Wenck til sine mænd, men: “Det handler ikke mere om Berlin, det handler ikke mere om Det Tredje Rige!”
Generalen havde lagt sin egen hemmelige plan: Han vidste, at krigen var tabt, og han foretrak at gå i amerikansk fangenskab.
Forinden ville Wenck dog åbne en flugtvej for general Busse, som befandt sig i en katastrofal situation.
Busse havde ignoreret Heinricis råd om at trække Den 9. Armé tilbage. I stedet havde han lydigt dannet en ny forsvarslinje sydøst for Berlin. Resultatet var, at hans 80.000 mand nu var omringet i den såkaldte Halbe-kedel.
Den 25. april modtog Busse en ordre fra Hitler om at bryde igennem til Wencks 12. Armé og undsætte hovedstaden.
Få dage tidligere kunne manøvren måske være lykkedes; nu måtte han kæmpe sig vej – meter for meter – gennem stærke sovjetiske styrker.
Busse besluttede, at han var færdig med at adlyde ordrer fra Berlin. Eneste prioritet var at føre 9. Armé til Elben og amerikanerne.
Hans soldater fik strenge pålæg om, at de ikke måtte spilde kræfter på at hjælpe de hundredtusinder af civile, der havde søgt beskyttelse hos arméen, sendt på flugt af historierne om, hvad de russiske soldater gjorde ved tyskerne.
“Men kvinderne?” protesterede en soldat. “Skal vi bare efterlade dem til de røde, til voldtægt og død?”
“Vi kan ikke hjælpe dem”.
Busse slukker for radioen
Al orden brød sammen, da 9. Armé indledte sit udbrud mod vest.
Militære enheder som divisioner og regimenter fandtes ikke mere, i stedet banede tropperne sig vej i små grupper, som midlertidigt sluttede sig sammen for at kæmpe.
Panser-sergenten Wolfgang Faust beskrev en kampgruppe, som gjorde klar til at trænge forbi en sovjetisk barrikade i mørket.
Foruden hans egen deling på to Panther-kampvogne talte flokken en Kongetiger fra SS og et par kanoner.
Infanteriet rundt om dem bestod af faldskærmsjægere, civilister fra Volkssturm samt et sammenrend af trætte soldater, som feltgendarmer måtte drive i kamp:
“De trak en af de modvillige soldater ud – en knægt på omtrent 18 – og henrettede ham med et skud i hovedet. Med sammenbidte ansigtsudtryk gjorde de øvrige soldater sig klar til kamp”.
I ly af mørket kunne tyskerne rykke frem og løbe den sovjetiske barrikade over ende. Så skiltes soldaterne igen.
Mens 9. Armé kæmpede sig vestpå, strømmede paniske befalinger ind fra Berlin.

Sammen med 100.000 tyske soldater nåede også næsten en halv million flygtninge over Elbe-broerne ved Tangermünde – de fleste af dem blev drevet tilbage til det sovjetisk-erobrede område pga. en aftale mellem de allierede.
Busse svarede ikke længere på radio-beskeder, men hærledelsens observationsfly havde afsløret, at hans tropper bevægede sig stik vest – ikke mod Berlin.
“Føreren forventer, at arméerne vil gøre deres pligt”, lød en forbitret besked fra bunkeren i Berlin:
“Historien og det tyske folk vil foragte hver en mand, som under disse omstændigheder ikke gør sit yderste for at redde situationen og Føreren”.
Også denne ordre blev ignoreret af Busse.
Mens Wenck forsøgte en masseevakuering syd for hovedstaden, var general Heinricis armé på vej mod de britiske styrker mod nord.
Hitler anede intet om forræderiet, for Heinrici var begyndt at sende forfalskede rapporter, hvori han forsikrede, at han stadig holdt stand.
“Jeg kan ikke længere tage ansvaret for at udføre disse vanvittige selvmordsordrer”, forklarede Heinrici. “Ikke én tysk soldat mere skal ofres uden grund.
Jeg står til ansvar over for mine tropper, folket og en højere magt end Hitler”.
Bedraget blev først opdaget den 28. april, hvor en rasende generalstabschef Keitel troppede op hos Heinrici. Generalens stab frygtede for hans liv.
Under mødet holdt de sig skjult blandt nogle træer i nærheden bevæbnet med maskinpistoler. Hvis det blev nødvendigt, ville de meje Keitels folk ned.

Til skræk og advarsel fik de henrettede et skilt om halsen: “Jeg gjorde fælles sag med bolsjevikkerne”.
SS afsagde dødsdomme i tusindvis
I 1945 brugte den stadig mere desperate Adolf Hitler alle midler for at tvinge tyske soldater til at kæmpe.
Han fik stillet vagter op ved alle veje væk fra fronten. De skulle pågribe enhver, som bevægede sig i den forkerte retning uden gyldig grund.
“Militære tribunaler bør tage de strengest tænkelige forholdsregler ud fra princippet om, at de, som frygter en ærlig død i kamp, fortjener kujoners usle død”, lød Hitlers instruks.
I marts 1945 indførte han “flyvende standretter” med tre officerer som dommere, et par kontormedhjælpere til papirgangen og et henrettelseskommando.
Dømte havde ingen mulighed for appel. Efterhånden som tyske styrker brød sammen i april, gav fanatiske nazister sig selv lov til at henrette enhver, som manglede den rette gejst i kampene.
15.000 tyske soldater blev henrettet for desertering, yderligere 50.000 blev dødsdømt for andre forseelser – fx ulydighed.
Hitler begår selvmord i Berlin
Keitel nøjedes dog med at afskedige Heinrici som general og befalede ham at møde op i Førerbunkeren næste dag for at forklare sig over for Hitler.
I bunkeren travede Føreren hvileløst rundt – han ventede på Den 12. Armé:
“Hvor bliver Wenck af?” spurgte han.
Dagen efter satte Heinrici sig i sin bil, men han kørte ikke mod hovedstaden. Heinrici ville til Slesvig-Holsten, mens hans tropper overgav sig til briterne.
Hitler begik selvmord den 30. april, men krigen fortsatte. Resterne af 9. Armé marcherede videre, indtil de forreste enheder fik øje på velkendte hjelme og panserkøretøjer foran sig den 1. maj.
“De næste tropper, vi mødte, var tyske”, beskrev pansersoldaten Wolfgang Faust. “De gav os besked på at fortsætte fremad, at 12. Armé var ret forude”.
Hvor mange soldater Busse havde tilbage, vides ikke. Historikernes gæt går fra 5.000 til 25.000, som sluttede sig til Wencks 12. Armé, og sammen nåede de til Elbens bred.
Overgangen over de sprængte broer begyndte den 4. maj, og ifølge Wencks beregninger nåede mere end 100.000 soldater og 400.000 civile over på den anden bred, hvor de kapitulerede til amerikanerne.
SS-general Steiner overgav sig til briterne.
Generalernes oprør var lykkedes. I krigens sidste minutter kunne de bringe deres soldater uden for Stalins rækkevidde. Men oprøret kom alt for sent.
På grund af de tyske generalers kadaverdisciplin var millioner af tyske soldater omkommet og landet bombet til grus.