Rasende Adolf Hitler erklærer krigen for tabt

Så snart den tyske stationsforstander er kommet ud af fjerene, skridter han myndigt frem mod oberst Esipenko.

“Vil De tillade, at toget til Berlin af­går?” spørger embedsmanden. Sovjet­iske tropper i gaderne er slemt nok, men i stationsforstanderens univers indtræffer den sande katastrofe først, hvis et tog ikke overholder sin køreplan.

“Beklager, hr. stationsforstander. Det kan ikke lade sig gøre”, svarer oberst Esipenko. “Passager-forbindelsen til Berlin vil være afbrudt kortvarigt – lad os sige indtil krigens afslutning”.

Senere på dagen når andre sovjetiske styr­ker over Oder længere sydpå. Nu er der skabt to brohoveder på den vestlige bred af floden, som skulle have været tys­ker­nes bolværk mod Den Røde Hær.

Hit­lers Berlin ligger blot 67 km borte, og sce­nen er sat for Det Tredje Riges dødskamp. Først nu begynder Tysklands ge­ne­ra­ler at overveje, om de vil ofre deres mænd i den forudsigelige katastrofe.

Attentat fik et blodigt efterspil

De ledende tyske officerer havde længe set med mismod på krigens udvikling, og mange bandede lavmælt over Hitlers befalinger, som passede dårligere og dårligere med realiteterne.

Alligevel adlød de, for i Nazityskland kunne modstand være livsfarlig:

Føreren havde hverken glemt eller tilgivet, at en sammensværgelse af officerer omkring oberst von Stauffenberg tilbage i juli 1944 havde forsøgt at sprænge ham i luften i Ulveskansen.

Som ved et mirakel slap Hitler med o­ver­fla­diske skrammer – eksplosionens vir­ke­li­ge offer blev i stedet det tyske of­fi­cers­korps:

Førhen nød generalerne en vis handlefrihed, når Førerens befalinger skul­le omsættes på slagmarken. Med Stauffenbergs bombe døde al tillid.

“Kredsen, som disse tronranere repræsenterer, er meget lille”, forsikrede Hitler i en radiotale efter attentatet. “Det er en lille klike af kriminelle elementer, som nu vil blive skånselsløst udslettet”.

Men Førerens ord dækkede over, at han ikke længere stolede på sine officerer, og rækkerne ville blive finkæmmet af Gestapo i jagten på medskyldige. Resten af hæren forstod Hitlers signal:

Frem­over skulle enhver ordre adlydes til sids­te komma – ellers ville det få ubehagelige konsekvenser for de ansvarlige.

I foråret 1945 krævede situationen imidlertid en hærfører, som kunne improvisere og få mest muligt ud af Tysklands svækkede hær.

Valget faldt på den 58-årige Gotthard Heinrici – selvom Hitler ikke havde megen fidus til generalen, der var stærkt troende og arrangerede gudstjenester for sine soldater. Men Heinrici mestrede den defensive krigsførelse, og nu fik han kommandoen over Hærgruppe Weichsel, som forsvarede fronten langs Oder-floden.

Imens samlede Den Røde Hær en enorm slagstyrke i de brohoveder, den havde vundet på Oders vestlige bred. For at nå de sidste kilometer til rigshovedstaden Berlin skulle kampvognene dog først over Seelow-højdedraget, hvor en af de tyske arméer havde gravet sig ned.

Barrikaderne skød også op inde i selve rigshovedstaden. De skulle bemandes af tropper fra Hærgruppe Weichsel, hvis det lykkedes russerne at kæmpe sig gennem Seelow.

Derfor ankom en dele­gation fra Berlins bykommandant for at udarbejde en fælles forsvarsplan.

“Galningene i Berlin burde stege i de­res eget fedt”, sagde Heinricis stabschef til dem.

Delegationen blev sendt videre til See­low, hvor officererne fra Den 9. Armé dis­ke­de op med nazistiske slagord i stedet for realistiske løfter:

“9. Armé forbliver ved Oder. Om nød­ven­digt vil vi falde her, men vi ville ikke træk­ke os tilbage”. Ordene klang falskt, men de var som taget ud af en hit­ler­-ta­le, så ingen vovede at betvivle dem.

General Heinrici agtede at holde See­low-­høj­de­dra­get, så længe det var muligt, men formentlig var han allerede begyndt at overveje, hvor hårdt han ville kæm­pe i det udsigtsløse forsøg på at redde Hitler og naziregimet.

Stalins tropper betaler dyrt

Stormen mod Seelow brød løs tidligt om morgenen den 16. april. 15.000 kanoner hamrede løs mod de tyske stillinger.

“Hele Oder-dalen rystede”, berettede en ung tysk officer. “Det var, som om jorden strakte sig op mod himlen som en massiv mur.

Tingene hoppede og dansede rundt overalt omkring os. Ingen af os havde oplevet noget lignende før, endsige troet det muligt”.

Så tav kanonerne, og en flodbølge af 700.000 brunklædte soldater skyllede frem med kampråbet “Mod Berlin!”.

Heinrici og general Theodor Busse, som anførte Den 9. Armé, havde i hem­me­lig­hed trukket de tyske soldater tilbage fra deres forreste stillinger.

Derfor kostede Den Røde Hærs bombardement kun små tab, og da sovjetiske en­he­der bagefter rykkede frem gennem det sønderskudte landskab, blev de ramt af voldsom ild fra intakte tyske stillinger bag­ved.

Samtidig rettede Luftwaffe nogle af sine sidste kræfter mod broerne over Oder, livsnerven for de sovjetiske styr­ker. Nogle piloter ofrede sig selv i kamikaze-angreb efter japansk inspiration.

De triumferende tyske rapporter om 17 ødelagte broer var dog vildt overdrevne – ifølge sovjetiske kilder blev kun en en­kelt ramt.

Intet kunne stoppe Den Rø­de Hær, som møjsommeligt sled sig vej over Seelow-højdedraget. Efter tre dage med hårde kampe og 30.000 dræbte russere lå vejen til Berlin åben.

Det sovjetiske gennembrud ved See­low huggede Heinricis styrke midtover.

Selv stod han nu nord for hullet med en en­kelt armé, mens general Busse og res­ter­ne af 9. Armé blev presset mod syd, og kun et par divisioner kunne rykke bagud for at bistå med forsvaret af Berlin.

En del af soldaterne tilhørte SS-division Nordland, som talte mange frivillige fra Danmark og Norge.

Den 20. april meldte Busse over radioen, at hans enheder ville skabe en ny forsvarslinje i Spreewald sydøst for Berlin.

Heinrici opfordrede ham indtrængende til i stedet at fortsætte tilbagetoget, for Den Røde Hær trængte frem mellem ham og Berlin – Den 9. Armé risikerede at blive omringet, men et tilbagetog vo­ve­de Busse dog ikke.

Han havde én gang op­le­vet at stå skoleret i Førerbunkeren – end­nu et raserianfald kunne blive direkte livsfarligt for generalen.

9. Armé var fortabt, vurderede Heinrici. Han måtte koncentrere sig om fronten nord for Berlin, hvor sovjetiske pan­ser­ki­ler også rykkede frem.

For at afværge truslen begyndte han at samle en reserve under SS-Obergruppenführer (dvs. general) Felix Steiner, men dét opdagede Hitler og begyndte at lægge sine egne planer med soldaterne.

Steiner forekom at være den perfekte mand i nødens stund. Han havde i 1930’erne været med til at grundlægge SS’ militære gren, Waffen-SS.

Føreren sto­le­de mere på ham end på nogen af de suspekte hærgeneraler, som ikke evnede at omsætte hans strategi til sejr.

SS-general på selvmordsmission

Hitler befalede den 22. april Steiner at angribe de sovjetiske tropper nord for Berlin.

Fjendens lange fremrykkende ko­lon­ne udgjorde et sårbart mål, og ifølge Hitler burde Steiners armé-afdeling let kun­ne hugge den over og nå frem til Berlin.

Begrebet “en armé-afdeling” var op­fun­det til lejligheden – en armé i omtrent halv størrelse.

“Det er udtrykkeligt forbudt at trække sig tilbage vestpå”, lød Hitlers befaling. “De, Steiner, hæfter med Deres hoved for udførelsen af denne ordre.

Rigs­­ho­ved­sta­dens skæbne afhænger af, at missionen gennemføres med succes”.

På landkortet virkede planen taktisk klog, og Hitler var godt tilfreds med sig selv. Stabsofficererne omkring ham i Førerbunkeren oplevede ham som mere op­ti­mi­stisk, end han længe havde været.

“I vil se, at russerne ved Berlins porte snart lider det største nederlag i deres historie”, spåede Hitler.

Han havde dog en af sit livs største skuffelser i vente, for Den Røde Hær kunne uhindret pumpe trop­per gennem hullet ved Seelow, og Steiners bedste divisioner var allerede selv under angreb.

Resten af hans armé-afdeling fandtes kun på papiret.

“Jeg har knap noget artilleri, kun enkelte kampvogne og få luftværnskanoner”, meldte Steiner bittert til Heinrici.

Et angreb ville kun tælle et par tusind letbevæbnede SS-­soldater samt en utrænet division fra Luftwaffe. Steiner nægtede at sende dem i døden.

Sandheden sender Hitler i knæ

I Førerbunkeren gik dagen sin ru­ti­ne­mæs­si­ge gang den 22. april.

Hitler stod som sædvanlig sent op, hvor­efter ti­mer­ne gik med møder, og under­danige stabs­folk forhindrede Heinrici i at kom­me igennem over telefonen.

Sandhedens time oprandt omsider kl. 15, hvor Hitler mødtes med den militære overkommando.

Her måtte den viljeløse generalstabschef Wilhelm Keitel og de andre ja-sigere i Førerbunkeren indrømme, at SS-general Felix Steiner ikke havde fulgt ordren. Hitler gik amok.

“Han hoppede op og ned, mens han hy­le­de og skreg”, beskrev en stabsofficer. “Hans ansigtsfarve skiftede mellem hvid og lilla, og han rystede over hele krop­pen.

Hans stemme knækkede igen og igen, mens han skreg ‘illoyalitet, ku­­jon­­ag­­tig­­hed, forræderi og ulydighed’”.

Til slut svor Hitler, at han ville blive og kæm­pe i Berlin. Alle andre kunne bare stik­ke af, hvis de ville. Så sank han sammen i en stol, hvor han mumlede:

“Det er slut! Krigen er tabt! Jeg vil skyde mig selv!”

Tidligere var generaler blevet fyret i vanære for at sige disse ord, nu kom de over Hitlers egne læber! Desperat søgte Keitel og hans folk efter noget, som kun­ne muntre Føreren op.

Så fik de øje på general Walther Wencks 12. Armé, som stod vest for Berlin for at holde amerikanerne i skak ved Elben.

Intet tydede på, at amerikanerne ville for­sø­ge at trænge over floden – altså kun­ne Wenck gøre omkring og komme Berlin til undsætning!

Idéen vækkede Hitler af hans afmægtighed. En ny plan begyndte at tage form på kortbordet.

Sidste mand skal vinde krigen

Hitler havde længe haft et blødt punkt for panserofficeren Walther Wenck, der med bare 44 år var blevet udnævnt til hærens yngste general.

Nu blev han pålagt rollen som Det Tredje Riges frelser.

“Til soldaterne i Wencks armé!” indledte Hitler sin ordre den 23. april, som trods ordene ikke var tiltænkt Wencks soldater, men i stedet skulle høj­ne moralen i det omringede Berlin.

“Føreren har tilkaldt jer, og I er rykket frem til kamp ligesom i erobringernes dage. Berlin venter jer”, hedder det i “ordren”.

Wenck havde ikke flyttet sig så meget som en meter endnu, for det tager sin tid at vende en hel armé 180 grader uden brændstof. Først sent dagen efter satte tropperne sig endelig i bevægelse.

Hitlers ordre lød, at Wenck skulle marchere mod Berlin og undervejs forene sig med general Busses 9. Armé.

Når Steiner omsider også angreb nordfra, ville de fremrykkende sovjetiske styrker blive knust, forudså Hitlers plan.

Soldaterne i 12. Armé var villige til at følge deres general, “Papi Wenck”, ind i Helvede og tilbage igen, hvis han bad om det. Og det var lige, hvad han tænkte på:

“Drenge, I må i ilden én gang til”, sagde Wenck til sine mænd, men: “Det handler ikke mere om Berlin, det handler ikke mere om Det Tredje Rige!”

Generalen havde lagt sin egen hemmelige plan: Han vidste, at krigen var tabt, og han foretrak at gå i amerikansk fangenskab.

Forinden ville Wenck dog åbne en flugtvej for general Busse, som befandt sig i en katastrofal situation.

Busse havde ignoreret Heinricis råd om at trække Den 9. Armé tilbage. I stedet havde han lydigt dannet en ny for­svars­lin­je sydøst for Berlin. Resultatet var, at hans 80.000 mand nu var omringet i den såkaldte Halbe-kedel.

Den 25. april modtog Busse en ordre fra Hitler om at bryde igennem til Wencks 12. Armé og undsætte hovedstaden.

Få dage tidligere kunne manøvren må­ske være lykkedes; nu måtte han kæm­pe sig vej – meter for meter – gennem stærke sovjetiske styrker.

Busse be­slut­te­de, at han var færdig med at adlyde ordrer fra Berlin. Eneste prioritet var at føre 9. Armé til Elben og amerikanerne.

Hans soldater fik strenge pålæg om, at de ikke måtte spilde kræfter på at hjælpe de hundredtusinder af civile, der havde søgt beskyttelse hos arméen, sendt på flugt af historierne om, hvad de russiske soldater gjorde ved tyskerne.

“Men kvinderne?” protesterede en sol­dat. “Skal vi bare efterlade dem til de røde, til voldtægt og død?”

“Vi kan ikke hjælpe dem”.

Busse slukker for radioen

Al orden brød sammen, da 9. Armé indledte sit udbrud mod vest.

Militære en­he­der som divisioner og regimenter fandtes ikke mere, i stedet banede trop­per­ne sig vej i små grupper, som midlertidigt sluttede sig sammen for at kæmpe.

Panser-sergenten Wolfgang Faust beskrev en kampgruppe, som gjorde klar til at trænge forbi en sovjetisk barrikade i mørket.

Foruden hans egen deling på to Panther-kampvogne talte flokken en Kon­ge­ti­ger fra SS og et par kanoner.

In­fan­te­ri­et rundt om dem bestod af fald­skærms­jæ­ge­re, civilister fra Volkssturm samt et sammenrend af trætte soldater, som feltgendarmer måtte drive i kamp:

“De trak en af de modvillige soldater ud – en knægt på omtrent 18 – og henrettede ham med et skud i hovedet. Med sam­men­bid­te ansigtsudtryk gjorde de øvrige soldater sig klar til kamp”.

I ly af mørket kunne tys­ker­ne rykke frem og løbe den sovjetiske barrikade over en­de. Så skiltes soldaterne igen.

Mens 9. Armé kæmpede sig vestpå, strømmede paniske befalinger ind fra Berlin.

Busse svarede ikke længere på radio-beskeder, men hær­le­del­sens observationsfly hav­de afsløret, at hans tropper bevægede sig stik vest – ikke mod Berlin.

“Føreren forventer, at ar­mé­er­ne vil gøre deres pligt”, lød en forbitret besked fra bunkeren i Berlin:

“Historien og det tyske folk vil foragte hver en mand, som under dis­se om­stæn­dig­heder ikke gør sit yderste for at redde situationen og Føreren”.

Også denne ordre blev ignoreret af Busse.

Mens Wenck forsøgte en mas­se­e­va­ku­e­ring syd for hovedstaden, var general Heinricis armé på vej mod de britiske styrker mod nord.

Hit­ler anede intet om for­ræ­de­ri­et, for Heinrici var begyndt at sende forfalskede rap­por­ter, hvori han forsikrede, at han stadig holdt stand.

“Jeg kan ikke længere tage ansvaret for at udføre disse vanvittige selvmordsordrer”, forklarede Heinrici. “Ikke én tysk soldat mere skal ofres uden grund.

Jeg står til ansvar over for mine tropper, folket og en højere magt end Hitler”.

Bedraget blev først opdaget den 28. april, hvor en rasende generalstabschef Keitel troppede op hos Heinrici. Generalens stab frygtede for hans liv.

Under mødet holdt de sig skjult blandt nogle træ­er i nærheden bevæbnet med maskinpistoler. Hvis det blev nødvendigt, ville de meje Keitels folk ned.

Hitler begår selvmord i Berlin

Keitel nøjedes dog med at afskedige Heinrici som general og befalede ham at møde op i Førerbunkeren næste dag for at forklare sig over for Hitler.

I bunkeren travede Føreren hvileløst rundt – han ventede på Den 12. Armé:

“Hvor bliver Wenck af?” spurgte han.

Dagen efter satte Heinrici sig i sin bil, men han kørte ikke mod hovedstaden. Heinrici ville til Slesvig-Holsten, mens hans tropper overgav sig til briterne.

Hitler begik selvmord den 30. april, men krigen fortsatte. Resterne af 9. Ar­mé marcherede videre, indtil de forreste enheder fik øje på velkendte hjelme og panserkøretøjer foran sig den 1. maj.

“De næste tropper, vi mødte, var tyske”, beskrev pansersoldaten Wolfgang Faust. “De gav os besked på at fortsætte fremad, at 12. Armé var ret forude”.

Hvor mange soldater Busse havde tilbage, vides ikke. Historikernes gæt går fra 5.000 til 25.000, som sluttede sig til Wencks 12. Armé, og sammen nåede de til Elbens bred.

Overgangen over de spræng­te broer begyndte den 4. maj, og ifølge Wencks beregninger nåede mere end 100.000 soldater og 400.000 civile over på den anden bred, hvor de kapitulerede til amerikanerne.

SS-general Steiner overgav sig til briterne.

Generalernes oprør var lykkedes. I krigens sidste minutter kunne de bringe de­res soldater uden for Stalins rækkevidde. Men oprøret kom alt for sent.

På grund af de tyske generalers kadaverdisciplin var millioner af tyske soldater om­kom­met og landet bombet til grus.