Hitlers arvinger skal redde Tyskland

Forsinket post fra Berlin

Tidligere samme dag: Inden den nye rigspræsident kunne holde sin radio­tale, måtte han smede flere hurtige alliancer og holde SS-lederen Himmler på afstand.

Meddelelsen om, at Karl Dönitz var udset til at blive landets næste rigskansler, har han fået blot halvandet døgn tidligere – den 30. april. Men der kom ikke et ord fra Berlin om, at Hitler var død.

Den viden fik Dönitz først ved frokosttid 1. maj, hvor han fik travlt med at samle en regering. Han har tilbragt timer ved telefonen for at hverve ministre.

I sit testamente havde Hitler fordelt posterne, men den liste kender Dönitz ikke – og han har heller ingen anelse om, at Føreren i sit testamente krævede krigen fortsat med alle midler.

Naivt tror Dönitz, at Hitler ville have ham til at afslutte krigen. Blandt dem, som har opsøgt Dönitz for at få en ministerpost, er Heinrich Himmler.

Ganske vist er SS-lederen blevet fyret af Hitler, men ikke desto mindre regner Himmler med, at han holder nøglen til fremtiden i sin hånd: “Uden mig kan Europa ikke klare sig”.

Himmler har stadig kontrol over dele af SS, og det gør ham til en farlig mand for Dönitz. Det gælder om at holde ham væk uden at fornærme ham.

De spiser til aften sammen, og SS-lederen kan berette, at den nazistiske leder i Hamborg har tænkt sig at overgive byen til briterne uden kamp.

Den nyhed får Dönitz til at eksplodere – hvis alle bare gør, som de selv vil, hvordan skal han så løse sin opgave? Hvis landet skal reddes, må alle stå sammen.

Dönitz leder efter en strategi

2. maj: De tyske styrker i Italien giver op, og de allierede gør fortsat store indhug i Tyskland. Med nød og næppe har Dönitz kontrol over landets nordlige del samt de besatte lande Norge, Danmark og dele af Holland.

Tysklands nye regering træder sammen på rådhuset i Eutin, en lille by nord for Lübeck. I den røde murstensbygning ved torvet tror ingen på en sejrrig fremtid, noterer Dönitz’ adjudant i referatet: “Den militære situation er håbløs”.

Nogle af ministrene anbefaler at kapitulere omgående for at undgå nye bombeangreb på tyske byer. Flere af generalerne kræver derimod kamp til sidste mand.

Som et kompromis beslutter Dönitz, at kampene indtil videre skal fortsætte.

Derved får flåden mere tid til “Operation Hannibal” – en storstilet evakueringsoperation af soldater og civile, der opholder sig i enklaver langs Øster­søen, som er blevet afskåret af Den Røde Hærs fremrykning gennem Letland, Litauen og Østpreussen.

På landjorden skal en korridor langs kysten øst for Lübeck holdes åben, så Hærgruppe Weichsel kan undslippe sine sovjetiske forfølgere.

Soldaterne var for to uger siden med til at forsvare Berlin fra stillinger langs floden Oder – siden er de undveget mod nordvest for at undgå at havne i sovjetisk krigsfangenskab.

General Alfred Jodl fra den militære overkommando i Berlin er endelig nået frem til Dönitz. Siden 1939 har han været en af Hitlers nærmeste militære rådgivere.

Nu forsikrer Jodl sin nye chef om, at tropperne nok skal holde korridoren åben, men øjeblikket efter modsiges han af en ophidset stemme i telefonen.

Dönitz’ adjudant har ringet en bekendt i Lübeck op, og herfra lyder alarmerende nyt: “Der er så meget larm ude på gaden. Den ene kampvogn efter den anden kører forbi. Allesammen er britiske”, råber adjudantens bekendt i telefonen. “Vil De høre?”

Manden i Lübeck holder røret hen mod vinduet, så en infernalsk larm af larvefødder og kraftige motorer går klart igennem.

Montgomerys styrker har forpurret Den Røde Hærs mulighed for at trænge op i Jylland – og Dönitz har mistet sin redningskorridor. Den nye statsleder er tvunget til omgående at forhandle med de vestlige allierede.

Tysk udsending når frem til briterne

3. maj kl. 8.00: En tysk delegation er udpeget til at forhandle med den britiske feltmarskal Montgomery, som har kommandoen over de allierede tropper i Nordvesttyskland.

Berlinerne overgav sig til Den Røde Hær i går, i dag vil Hamborg kapitulere til briterne. De allieredes bombetogter mod Tysklands næststørste by har allerede kostet 40.000 indbyggere livet og ødelagt mere end hver anden bolig.

Men da den formelle overgivelse skal finde sted, møder hele to tyske delegationer op ved de britiske linjer – den ene for at overgive byen, den anden anmoder om at blive ført til Bernard Montgomery.

Dönitz er ikke med i delegationen – han har vurderet, at det er under hans værdighed som rigspræsident at forhandle med en britisk feltmarskal.

I stedet anføres delegationen af admiral Hans-Georg von Friedeburg, der har overtaget kommandoen over Tysklands flåde efter Dönitz’ forfremmelse.

Friedeburg kører afsted i en ramponeret, sort Mercedes og er iført de tyske admiralers lange, sorte læderfrakke samt stor kasket.

Dönitz’ plan er, at Friedeburg skal forsøge at slå en handel af med briterne, så den tyske evakuering østfra kan fortsætte: “Forsøg at redde det størst mulige antal tyske soldater fra bolsjevisme og underkuelse. Hærgruppe Weichsel skal kunne trække sig tilbage til den angelsaksiske zone”.

Tyskerne ved, at Storbritannien, USA og Sovjetunionen i Jalta har indgået en pagt om, at Tyskland skal kapitulere betingelsesløst til dem alle tre.

Derfor kommer Friedeburg slet ikke for at forhandle fred, i stedet skal han forsøge at slå en sprække i fjendens alliance med et tilbud om, at de tyske styrker, der kæmper mod Den Røde Hær, er villige til at overgive sig – til briterne.

Den tyske delegations to stabsbiler får eskorte af britiske panservogne, og hele kolonnen sætter kurs mod Lüneburg syd for Elben, hvor Montgomery har opslået sit mobile hovedkvarter på højdedraget Timeloberg.

Monty optræder i sit livs rolle

3. maj kl. 11.30, Lüneburg: Mens den tyske udsending nærmer sig, lægger feltmarskal Montgomery sin egen plan, så han får mest muligt ud af mødet med fjenden. Den drevne ørkenrotte har på fornemmelsen, hvad tyskerne fisker efter.

Friedeburg og hans mænd ankommer til Timeloberg og bliver efterladt – lettere forvirrede – under et Union Jack, som vajer ved nogle lastvogne med hver sin kabine på ladet.

Efter flere minutters akavet venten går en af kabine­dørene op, og en sjusket klædt skikkelse kommer til syne: Feltmarskal Montgomery.

Tyskerne gør stram honnør, mens briten tager sig god tid til at slentre ned ad den korte trappe, inden han med en påfaldende slap håndbevægelse besvarer deres hilsen.

“Hvem er disse mennesker?” spørger feltmarskallen sine folk i samme tonefald, han ville bruge over for en uønsket støvsugersælger.

Selvfølgelig kender han allerede svaret, men Montgomery nyder skuespil som dette. Da han har fået præsenteret den tyske delegation, bemærker han: “Har aldrig hørt om dem. Hvad vil de?”

Forhandlingen foregår ude i det fri – for at under­strege briternes ringeagt.

Friedeburg fremlægger tyskernes tilbud: Hærgruppe Weichsel med flere hundrede tusind mand trækker sig i disse timer tilbage i retning af de britiske linjer og er parat til at overgive sig til Montgomery.

“Absolut nej!” Feltmarskallen afviser tilbuddet blankt. “Disse tyske arméer kæmper mod russerne. De har ikke noget med mig at gøre. Tag over og overgiv Dem til den sovjetiske øverstbefalende”.

I stedet stiller Montgomery et modforslag: “Vil De overgive alle tyske styrker nordpå og vestpå i mit område, herunder Holland, Slesvig-Holsten og Danmark?”

Som en selvfølgelighed tilføjer han, at hvis tyskerne siger nej eller stiller betingelser, vil han med største fornøjelse fortsætte kampen og luftbombardementerne.

Lidt væk står et par britiske officerer og nyder optrinnet: “Chefen skaber noget af en teaterforestilling”, hvisker den ene, mens de overrumplede tyskere gør forsøg på at protestere. “Han har øvet sig på denne dag hele sit liv”, svarer den anden brite og har svært ved at skjule et grin.

Inden Montgomery erklærer tiden for inde til en god frokost, rækker han dog tyskerne en hjælpende hånd: Briterne vil naturligvis tage imod alle tyske soldater, som dukker op enkeltvis ved frontlinjen med hænderne i vejret.

Når det gælder de civile, kan han ikke love noget, men han er “ikke noget uhyre”. Friedeburg må tilbage til Dönitz for at forelægge de hårde betingelser.

På vejen gennem britisk område ledsages tys­ke­ren for en sikkerheds skyld af et par britiske jeeps med lagenstore hvide flag monteret.

En snes km nord for Hamborg, ved landsbyen Quickborn, når de frontlinjen: “Vi drejede om et hjørne og kørte lige ind i munding­erne på to tyske kampvognskanoner. En ung officer med kun én arm stod i vejkanten og havde kommandoen. Da han så det tyske køretøj, heilede han”, berettede en af de ledsagende briter, der skyndsomst vendte om.

Tyskerne skal vælge mellem krig og fred

3. maj, Flensborg om formiddagen: Mens Friedeburg forhandler med Montgomery, sidder rigs­præsident Dönitz med ledere fra bl.a Danmark og Norge. Kan Tyskland kæmpe videre?

Flensborg er blevet Tysklands hovedstad efter Berlins fald. Dönitz har valgt byen, fordi han her er så langt som muligt væk fra de allierede styrker uden at forlade tysk grund.

Regeringen har slået sig ned i Marineskole Mürwik, hvor Dönitz tilbage i 1910 indledte sin egen karriere som søofficer.

I et af skolens klasselokaler mødes han nu med Tysklands militære og civile ledere i de besatte lande Danmark, Norge og Holland for at drøfte fremtiden.

I Holland kontrollerer tropperne kun en bræmme land ude ved Nordsøen. Briterne har afskåret dem fra det øvrige tyske område.

For at mødes med Dönitz har den lokale rigskommissær Seyss-Inquart derfor været nødt til at sejle uden om briterne. Det lod sig kun gøre med en hurtig­tgående Schnellboot (topfart 80 km/t).

Seyss-Inquart er mere end villig til at nedlægge våbnene. Også styrkerne i Slesvig-Holsten har næsten opbrugt deres kampkraft og vil gerne give op, mens de tyske topfolk fra Norden er langt mere krigeriske.

“I Norge kan vi klare ethvert angreb”, forsikrer rigskommissær Terboven fra Norge og støttes af den øverstbefalende general i landet.

Han har 380.000 veludrustede soldater og ser ingen grund til at afslutte krigen uden en kamp.

General Lindemann, der er kommet fra Danmark, har samme holdning. Hans 230.000 mand er ganske vist et sølle sammenskrab af modvillige ungarer, utrænede teenagere og halvgamle mænd.

Men Lindemann har et personligt motiv; han fik posten i Danmark, fordi Hitler afskrev ham som for gammel til aktiv krigstjeneste. Generalen er ivrig efter at redde sit eftermæle.

“I Danmark kan vi udkæmpe et sidste hæderligt slag – til sidste patron”, lover Lindemann.

“Men hvorfor, general?” spørger en af Dönitz’ ministre og får støtte af Werner Best, der er nazisternes civile statholder i Danmark.

Best peger på de 240.000 tyske flygtninge i landet – de er helt afhængige af hærens hjælp og forsyninger.

Flygtningenes skæbne bliver argumentet, som overbe­viser Dönitz om rigtigheden af en delkapitulation hos Montgomery: De tyske tropper i vest skal overgive sig, så kampene og evakueringen kan fortsætte i øst.

Kameravinkler dikterer fredsaftalen

4. maj, ved Quickborn: De britiske jeeps venter ved frontlinjen på at møde Friedeburg. Den lille kortege kører mod Montgomerys hovedkvarter.

I briternes lejr hersker der hektisk aktivitet. Personel farer omkring for at gøre klar til at modtage tyskerne. Regnen er begyndt at sile ned, så et telt er slået op.

Her vil feltmarskallen tage imod Friedeburg og hans følge. Det historiske møde skal foreviges på film, men det bliver en teknisk udfordring for kameramanden, for teltet måler kun 6 x 6 m.

Kameraet må stilles op udenfor og filme ind gennem en vindues­åbning. Også lyset er en udfordring. Med stort besvær lykkes det kameramanden at skaffe kulbuelamper, så teltet er oplyst så godt som nogen film-kulisse.

Montgomery følger interesseret med i forberedelserne og spørger, hvor han skal stå. Kameramanden udpeger et punkt i teltet, hvilket får én af stabsofficerne til at protestere: “Dér kan feltmarskallen ikke bare stå. Han skal komme dem i møde!”

Men Montgomery bifalder kameramandens forslag: “Lad dem komme til mig!” Derefter slentrer han over til presseteltet, hvor krigskorrespondenterne venter på at blive briefet.

“Var teen god?” konverserer Mont­gomery, inden han glad fortsætter i strålende humør: “Styrkerne, som skal overgive sig, tæller over en million mænd. Ikke dårligt, en million mænd”.

Kort efter dukker en stabsofficer op med besked om, at nu er Friedeburgs delegation nået frem. “Bed dem vente”, siger Montgomery.

Krigen slutter i Nordvesttyskland

4. maj kl. 18.00, Timeloberg: Ligesom første gang får Friedeburg og hans delegation lov at vente en rum tid på Montgomery under den britisk fane. Denne gang i regnvejr.

Montgomerys møde med de allierede korrespondenter varer en halv time, før feltmarskallen endelig runder af: “Og nu vil vi gå videre til dagens mest ventede handling. Vi vil gå ud til tyskerne, der er ankommet. Vi vil gå ud til dem for at finde ud af, hvad de har at fortælle os”.

Feltmarskal Montgomery inviterer ­admiral Friedeburg ind i sit private kontor, som er indrettet i en kabine på en af de parkerede lastvogne. Her sikrer briten sig, at tyskerne rent faktisk agter at overgive sig.

Svaret er ja, og efter kapitulationen i dag ønsker de også at føre forhandlinger på et højere niveau – dvs. med den amerikanske general Eisenhower, der er øverstbefalende for de allierede styrker i Vesteuropa.

Tilfreds fører Montgomery tyskerne over i det telt, hvor kamera og mikro­foner står klar til at forevige det historiske øjeblik.

Felt­marskallen sætter sig for bordenden, hvorefter de tyske udsendinge tager plads. De er anspændte, og en af dem vil dulme nerverne med en cigaret.

Et strengt blik fra den fanatiske ikke-ryger Montgomery stopper ham. “Vi er forsamlet her i dag for at...”, indleder briten til ære for kameraet, hvorefter han læser kapitulations-dokumentet højt:

Tropperne i Holland, Danmark og Nordvesttyskland vil overgive sig betingelsesløst næste morgen kl. 8.00 britisk tid. Hvis tys­ker­ne ikke skriver under på stedet, agter han at fortsætte sine angreb med fornyet styrke.

Én for én bliver tyskerne instrueret i at skrive under med admiral Friedeburg som den første. Til rådighed har tyskerne fået den billigste og tarveligste pen, som britiske stabsfolk har kunnet opdrive i lejren.

Midt i processen springer en af de kraftige lamper lige over Friedeburgs hoved, og admiralen flyver op af sin stol.

Men endelig har alle sat deres navn på papiret. Kapitulationen er en realitet, og Montgomery har fået det hele på film.

De tyske tropper i Danmark, Holland og Nordvesttyskland vil overgive sig 5. maj kl. 8.00 britisk sommertid.

Original-dokumentet med tyskernes underskrifter skal sendes til Eisenhower, lyder Montgomerys instruks.

Men det sker aldrig, for den selvbevidste brite agter ikke at aflevere beviset på sit livs største øjeblik til en mand, hvis job han altid har regnet sig for bedre kvalificeret til. Eisen­hower kan nøjes med en kopi.

Trusler tvinger tyskerne til fred

6. maj kl. 21, Reims: Efter tyskernes delkapitu­lation dagen forinden er Nazityskland reduceret til Norge, dele af Tjekkiet samt nogle omringede enklaver langs Østersøen og den franske kyst.

Friedeburgs delegation er ankommet til general Dwight D. Eisenhowers hovedkvarter i den franske by Reims.

De allierede styrkers øverstbefalende kunne ikke drømme om at slå lejr under åben himmel som Montgomery – han har indrettet sig i byens tekniske gymnasium.

Inden forhandlingerne falder stemningen til frysepunktet, da en gruppe amerikanske officerer viser Friedeburg en rapport om den befriede kz-lejr Bergen-Belsen. Den rummer billeder af ligdynger og tusinder af radmagre fanger.

Friedeburg hidser sig op. Det kan ikke passe, at amerikanerne vil besmudse hans land og hans officersære!

Tysklands samlede kapitulation er uundgåelig, men Friedeburg forsøger behændigt at trække tiden ud: Dagen forinden påstod han således, at han kun var bemyndiget til at forhandle, ikke til at underskrive en overgivelse.

Påstanden gav tyskerne et ekstra døgn, hvor Eisenhower med stigende irritation måtte vente på, at nye tyske repræsentanter blev fløjet ind fra Flensborg.

Nu er general Alfred Jodl fra den tyske overkommando omsider landet; men også han vil hellere tale om alt muligt andet end en kapitu­lation, som omfatter soldaterne på Østfronten.

“Det står klart, at tyskerne forsøger at vinde tid. Formålet hermed er at få evakueret så mange soldater og civile som muligt fra den russiske front i retning af vores linjer”, noterer Eisenhower surt.

For ikke at provokere Stalin deltager han ikke selv i møderne, men hans repræsentanter holder ham nøje informeret.

Eisenhower er ivrig efter at opnå en samlet tysk kapitulation i en fart, for Stalin har længe mistænkt Vestmagterne for at konspirere med tyskerne imod Sovjet.

Endelig kommer Jodl og Friedeburg med et tilbud om, at en aftale kan underskrives den 8. maj, men først træde i kraft 48 timer senere.

Denne manøvre vil give tyskerne mere end tre døgn, men her taber Eisenhower den sidste rest af tålmodighed og går over til ren afpresning.

“Eisenhower insisterer på, at vi underskriver i dag”, må Jodl slukøret rapportere tilbage til Dönitz over radioen.

“Hvis ikke, vil de allierede frontlinjer blive lukket for personer, som forsøger at overgive sig enkeltvis, og alle forhandlinger vil blive afbrudt. Jeg ser ingen alternativer: Kaos eller kapitulation”.

Inden for en time får Jodl tilladelse til at kapitulere. Han og Friedeburg forsøger dog et sidste trick ved at foreslå, at kampene først ophører 48 timer efter underskrivelse af kapitulationen.

Så kan de bagefter finde på undskyldninger for at udsætte underskrivelsen så længe som muligt. Eisenhower gennemskuer dem og svarer, at kampene skal ophøre inden for 48 timer fra midnat, som nu er tæt på.

Ellers vil han afvise alle tyskere ved Vestmagternes frontlinjer. Friedeburg og Jodl må indse, at deres forhalingstaktik ikke virker længere.

Tyskerne accepterer, at de skal nedlægge våbnene den 9. maj kl. 0.00.

Kapitulation får et ekstranummer

8. maj, Berlin: Tyskerne har underskrevet den samlede kapitulation hos Eisenhower, men Stalin nægter at anerkende aftalen. Han for­langer en ny kapitulation gennemført i Berlin.

Alt er omsider parat til den endelige tyske kapitulation. Friedeburg lander i Tempelhof-lufthavnen sammen med feltmarskal Wilhelm Keitel, chefen for den tyske overkommando – den højst rangerende tyske officer.

Biler fra Den Røde Hær kører tyskerne gennem det sønderbombede Berlin og forbi Rigskancelliet, der ligger i ruiner. Kun nogle få mennesker er at se på gaden.

“Rystet måtte jeg konstatere, hvor ødelagt denne by er”, siger Keitel senere. Bilerne stopper ved den militære ingeniørskoles kantine. Bygningen er ét af Berlins ganske få intakte huse.

Klokken er næsten 12, men ceremonien må udsættes flere gange – bl.a. fordi den franske repræsentant har opdaget, at ingen fransk fane vajer sammen med den sovjetiske, amerikanske og britiske.

I al hast flikker kvindelige russiske soldater en fane sammen af en blå kedeldragt, noget hvidt lagenstof og en bræmme rødt stof fra et nazi-flag.

I skyndingen får de placeret striberne vandret – som på Hollands flag – og må begynde forfra.

Omsider kan de allieredes repræsentanter tage plads i lokalet. Eisenhower har sendt en stedfortræder, for han nægter at spille birollen i et skuespil instrueret af Stalin.

Feltmarskal Keitel træder ind. Han bevæger sig med preussisk arrogance, ansigtet er en udtryksløs maske, og han smækker hælene sammen, da han fører sin marskalstav op som en hilsen.

“Ach, franskmændene er her også”, mumler tyskeren, da han ser den franske trikolore. “Det var lige det, der manglede”. Det nager ham at skulle kapitulere til et land, som den tyske hær tromlede hen over i 1940.

“Har De læst dette dokument nøje, og er De parate til at underskrive det”, bliver Keitel og hans følge spurgt. Keitel forlanger mere tid til at sende besked om kapitulationen til alle tyske styrker, men det bliver afvist.

Så tager han sin grå handske af højre hånd, griber pennen og kigger med foragt i retning af de fremmødte journalister, inden han sætter sit navn på dokumentet.

Så bliver det chefen for Luftwaffes tur, og til sidst underskriver admiral Friedeburg som flådens øverstbefalende. Det er tredje gang, han overgiver sig.

Klokken har passeret midnat, og uret viser nu 1.00 den 9. maj. Krigen i Europa er endegyldigt slut.

Dönitz-regeringen fortsætter

Flensborg i maj måned: Tyskland er besejret, men Dönitz har fortsat et lillebitte rige i marineskolen, hvor hans regering stadig holder daglige møder.

Et par dage efter er Friedeburg tilbage i Flensborg for at orientere Dönitz om kapitulationen i Berlin.

Livet i Marineskole Mürwik fortsætter, næsten som om intet er hændt. Hver morgen bliver rigspræsident Dönitz vækket i sin kahyt på Sydamerika-damperen Patria, der har tjent som beboelsesskib i Flensborg siden 1941.

På kajen venter chaufføren med den pansrede Mercedes 770, som Dönitz engang fik forærende af Hitler. Bilen kører rigspræsidenten de ca. 500 meter hen til marineskolen, hvor hans ministre sidder klar i et klasselokale.

Dönitz’ regering har fået lov at bestå, fordi den er nyttig til at formidle kontakten mellem briterne og resterne af det tyske statsapparat.

Men ministrene har også travlt med andre sager – fx drøfter de, om Hitler-hilsenen fortsat skal bruges i det tyske militær, og hvordan Tysklands nye flag skal se ud. Foreløbig vajer hagekorset over marineskolen.

Fødevareministeren har en særlig, betroet opgave: Han forsyner ministrene med snaps til møderne.

Spritten holder humøret oppe, og de forsamlede mænd begynder at tro på, at der måske venter en opgave til dem ude i fremtiden.

Marineskolen bliver ryddet

23. maj kl. 9.45, Flensborg: Tiden rinder ud for Dönitz og hans regering.

Britiske soldater har demonstrativt taget opstilling omkring Marineskolen Mürwik. Alle ministre, rådgivere og militært personale bliver kaldt sammen og arresteret.

De centrale figurer som Dönitz, Keitel og Jodl skal videre til Nürnberg, hvor krigsforbryderdomstolen venter.

Midt i virvaret beder Tysklands tidligere chefforhandler Friedeburg om at gå på toilettet. Minutterne går, og de britiske soldater bliver urolige.

Da de bryder toiletdøren op, ligger Friedeburg på gulvet med vidt opspilede øjne. Han har forgiftet sig selv med cyankalium-kapsel.

Friedeburg har formentlig begået selvmord, fordi han oplevede det som en stor ydmygelse at kapitulere til fjenden – en skæbne, som hver femte tyske admiral valgte.

Efterskrift

I Nürnberg fastholdt Dönitz, at han havde handlet som en militærmand, og at han intet fortrød – han ville gøre alt igen. Nazismen og kz-lejrene kom han ikke til at stå til regnskab for, til gengæld høstede han stor respekt for “Operation Hannibal”, der reddede 2 mio. tyskere.