Tomasz Wacko/NIA

Hitlers atomfabrik åbner for gæster

Nu kan museumsgæster besøge Norges hemmelighedsfulde tungtvandsanlæg, som 41 allierede soldater ofrede livet for at ødelægge.

Om natten den 28. februar 1943 blev indbyggerne i Telemarken i det sydvestlige Norge vækket af en voldsom eksplosion. Norske agenter i britisk tjeneste havde gennemført en af 2. verdenskrigs dristigste sabotageaktioner:

Eksplosionen sprængte tungtvandsfabrikken i Vemork i luften. Fabrikkens destillationsanlæg producerede tungt vand, som Nazi-Tysklands skulle bruge for at udvikle atomvåben.

Aktionen var en kærkommen succes efter et fejlslagent angreb året før, hvor 41 allierede tropper omkom under flystyrt eller blev fanget og henrettet af tyskerne.

Luftangreb ødelagde i løbet af 1943 resten af tungtvandsfabrikken, og siden har den ligget hen som en ruin. Men nu åbner et helt nyt museum på stedet – til minde om det vigtige angreb der spolerede Hitlers håb om at udvikle en atombombe og vende krigslykken.

For at bevare resterne af Vemork-anlæggets udbombede tungtvandskælder har museet opført en beskyttende bygning uden om det gamle anlæg. Den 18. juni slår det nye afsnit af museet dørene op for gæster.

Den nye museumsbygning indkapsler kælderen, der i dag står, som da den var blevet forladt efter de allieredes luftbombardementer.

© Zenisk AS

Tungt vand skulle til Tyskland

Under krigen producerede fabrikken i Vemork hvert år 12 tons tungt vand – det vil sige vand hvor den ene eller begge brintatomer var blevet erstattet med en tung og mere stabil isotop.

Kun en brøkdel af det tunge vand nåede dog helt til Tyskland, hvor det skulle anvendes i en atomreaktor, der havde til formål at skabe Nazitysklands atomvåben.