Hitlers danske frivillige endte i helvede på Kurland

To verdenskrige er blevet udkæmpet i det lille baltiske land, og alene efter 2. verdenskrig er der fortsat mindst 200.000 savnede russere og tyskere.

De syv soldater faldt formentlig en efterårsdag i 1944, da Den Røde Hær løb storm på deres stilling.

Kampene må have været hårde, for skeletterne viser forfærdelige kvæstelser, og der var brug for alle mand den dag: Soldaterne kom fra vidt forskellige enheder – det viser deres knapper og identitetsmærker. Én er fra Kriegsmarine, én fra nazisternes arbejdstjeneste, og én af dem blev begravet med danske mønter i sin læderpung.

Formentlig er han en af de 6.000 danskere, der deltog i Hitlers krig – 2.000 af dem kom aldrig tilbage.

De første skandinaver i SS

De første danske og norske frivillige meldte sig kort efter Nazitysklands besættelse af Danmark og Norge i april 1940.

Tyskerne åbnede gerne rækkerne for skandinaver, der ville indtræde i det tyske Waffen-SS. Befolkningen i begge lande var jo gode germanere, mente SS-lederen Heinrich Himmler.

I første omgang havnede rekrutterne i den nyoprettede SS-Division Wiking, som skulle bemandes af “ariske” folkeslag.

Blandt dem var nordmanden Olav Tuff, der i januar 1941 bandt sig til fire års tjeneste. En halvbror var allerede i tysk uniform, og to af hans brødre trådte også ind i Wiking, hvor de frivillige blev lovet landbrugsjord efter sejren.

“Flertallet af os meldte sig for at få en grundig militæruddannelse af verdens bedste krigsmagt”, fortalte Tuff efter krigen. I Wiking mødte han danskere, nogle svenske frivillige – og med tiden også en bataljon finner, selvom de ikke var ariere ifølge nazistisk race-teori.

“Danskerne var mere robuste og mindre følsomme end nordmændene”, sammenfattede en SS-officer.

“Nordmændene arbejdede på den anden side hårdere og var mere eftertænksomme”.

En rapport om de nye tropper betegnede skandinaverne som “uafhængigt tænkende og meget tilbøjelige til kritik”, hvilket man ikke var vant til i SS.

Som fælles-germansk projekt blev Division Wiking dog en dundrende fiasko, for andelen af ariske, ikke-tyske soldater (danskere, nordmænd, hollændere og flamsk-talende belgiere) nåede aldrig op over 10 pct. Hovedparten var tyskere.

Krigsforbrydelser i Ukraine

Wiking var klar til kamp, da Adolf Hitlers felttog mod Sovjetunionen begyndte i sommeren 1941. Fremrykningen foregik i lyntempo, Wiking trængte frem gennem Ukraine – og alt tegnede til, at Sovjetunionen snart brød sammen. Den Røde Hærs enheder brød sammen på stribe, og de sovjetiske soldater overgav sig i hundredtusindvis.

På vej mod fronten bemærkede norske Olav Tuff, at krigen ikke kun blev udkæmpet mod Den Røde Hær. Tyske tropper havde hængt jøder i hobevis – de dinglede i træerne rundt om de ukrainske byer. Snart var også hans egen enhed indblandet i grusomhederne.

“I et tilfælde i Ukraine i efteråret 1941 blev civile drevet som kvæg ind i en kirke”, huskede Tuff. “Derefter begyndte soldater fra min enhed at hælde benzin på kirken, mellem 200 og 300 mennesker brændte inde. Jeg stod vagt, og ingen kom ud”.

I løbet af efteråret begyndte de tyske hæres fremrykning at tabe fart. De høstede fortsat store sejre, men slagene krævede menneskeliv med en sådan hast, at det vakte bekymring i Berlin.

Den tyske hær måtte have forstærkninger, og nogle af dem skulle komme fra nazisternes besatte lande.

Waffen-SS indledte en ny hvervekampagne. Nu fik nordmænd og danskere lov at danne deres egne enheder, hvor de ikke var en minoritet blandt tyskere – og de fik lov at kæmpe under eget flag.

“Danske mænd! Jeg opfordrer jer til at slutte op i Frikorps Danmarks rækker, for at vi kan gøre en samlet indsats mod bolsjevismen”, erklærede avisannoncer forfattet af oberst C.P. Kryssing.

Han var udset til at anføre det nye Frikorps Danmark mod Sovjetunionen:

“For Danmarks ære, for vort folks frihed og vort fædrelands fremtid”. Kryssing var ikke nazist, men en konservativ og nationalistisk dansk karriereofficer.

Rekrutteringen til Frikorps Danmark og søsterorganisationen Den Norske Legion gik dog trægt. Desuden rasede der blandt frikorpsets officerer en intern strid mellem nazisterne og oberst Kryssing, som kæmpede en tabt kamp for at holde ideologien ude af sin enhed.

“Væk med demokraten Kryssing”, lød en graffiti skrevet på kaserne-muren.

Snart efter var obersten fjernet. SS flyttede ham og nogle af hans nærmeste folk til andre enheder, og deres pladser blev overtaget af glødende nazister.

Mangel på de nordiske SS’ere

Den Norske Legion sluttede sig i 1942 til de styrker, som belejrede den sovjetiske millionby Leningrad. Frikorps Danmark blev indsat længere sydpå, hvor kampe omkring Demjansk kostede svære tab.

Med under 1.000 mand i rækkerne viste begge enheder sig dog at være for små. De måtte knyttes til større enheder, som altid prioriterede deres egne soldater højest, når forsyninger skulle fordeles og artilleristøtte prioriteres. Det betød flere tab blandt skandinaverne.

Heller ikke Heinrich Himmler var tilfreds; han var dødtræt af indblanding fra soldaternes hjemlande. De skandinaviske nazist-partier bildte sig ind, at Legionen og Frikorpset var deres tropper, og uenighederne blussede op konstant.

I sommeren 1943 forsøgte SS-overkommandoen at løse alle problemer ved at oprette en ny SS-division. Den blev døbt Nordland, og hovedstyrken bestod af to regimenter med navnene “Norge” og “Danmark”, som opslugte de fleste skandinaver fra Division Wiking, Den Norske Legion samt Frikorps Danmark.

Heller ikke den nye division blev dog så nordisk, som Himmler havde ønsket sig – der var stadig ikke danskere, nordmænd og svenskere nok til at fylde rækkerne. I stedet spædede SS op med etniske tyskere, hvis forfædre i middelalderen var udvandret til Rumænien.

“De fleste af dem var små, velnærede typer. De rumænske bønder så ikke ud til at leve af den bare luft”, noterede en race-bevidst dansker efter krigen:

“Soldatermæssige egenskaber gjorde de ikke indtryk af at være i besiddelse af, deres rod stammer ikke fra et krigerfolk”.

Hæren blev fanget på Kurland

1943 var året, hvor Tysklands nederlag til Sovjetunionen blev uundgåeligt. Slaget om Stalingrad endte i februar i en katastrofe, og få måneder senere brød Hitlers store sommeroffensiv sammen ved Kursk. Tyskerne havde tabt initiativet.

Den store Armégruppe Nord belejrede fortsat Lenin­grad, men presset voksede dag for dag. Netop her blev SS-Division Nordland indsat i december 1943.

Måneden efter begyndte en stor sovjetisk offensiv, som skulle drive tyskerne væk fra Leningrad. Nordland kom til at betale en høj pris, da divisionen forsøgte at holde frontlinjen; blandt de indsatte var et kompagni ingeniørtropper, der ved kampens begyndelse talte 118 mand, hvoraf 76 var norske. Knap to uger senere var blot 41 tilbage.

Nordland holdt sine stillinger ved den estiske by Narva helt frem til sommeren 1944. Så ændrede situationen sig dramatisk: Længere mod syd fejede den sovjetiske “Operation Bagration” gennem Hviderusland, og det meste af tre tyske arméer blev udslettet. Intet kunne tilsyneladende stoppe Den Røde Hær, som ubønhørligt tromlede vestpå.

I oktober trængte russerne frem til Litauens Østersø-kyst, og dermed blev Armégruppe Nord med 500.000 SS- og værnemagtssoldater i de baltiske lande afskåret fra de øvrige tyske styrker.

Armégruppen trak sig ud på Kurland, en halvø vest for den lettiske hovedstad, Riga. Her kunne de omringede soldater bedre forsvare sig, for gennem de næste måneder skulle de holde stand mod en overtallig sovjetisk styrke, der ikke sparede på kræfterne.

Hele seks gange indledte Den Røde Hær en offensiv, der skulle kaste tyskerne i Østersøen. Granaterne føg, og russerne stormede frem uden at tænke på tab.

Blandt de indesluttede var danske og norske Nordland-soldater, der blev indsat ved landsbyen Priekule for at beskytte den livsvigtige havn i Liepaja.

Det var her – under de første hårde kampe med Den Røde Hær i efteråret 1944 – at de syv navnløse soldater faldt. Inden den tyske enhed trak sig tilbage, nåede soldaterne at lægge deres faldne kammerater i jorden og forsyne gravene med spinkle trækors, som desværre blev ødelagt i de følgende måneders kampe.

Derfor har de syv soldater ligget upåagtet i jorden i de forgangne 75 år.

Skelet under græsset

En gammel bondekone, som voksede op på en gård i nærheden, kunne huske, at hun som barn så de syv trækors.

I første omgang henvendte hun sig til den tyske myndighed for opsporing af savnede soldater, Volksbund. Men her anså man ikke hendes beretning for vigtig nok til en indsats. Derfor påtog den lettiske forening Legenda sig opgaven.

Siden 1999 har foreningen haft som formål at finde slagmarkens savnede soldater og sørge for, at de får en grav.

“En krig er ikke forbi, før den sidste soldat er begravet”, som medlemmerne gerne formulerer deres opgave.

Medlemmerne er hovedsageligt letter, der mødes jævnligt for at grave – hvert år finder de 600-700 soldater. Arbejdet har vakt opsigt langt ud over Letlands grænser, og gennem årene har flere udlændinge søgt om optagelse i Legenda – blandt dem er danske Anders S. Nikkelsen og Yngve Sjødin fra Norge.

Udlændingene deltager i to årlige ekspeditioner, senest i oktober 2019, hvor Legenda bl.a. er rykket ud til det u­op­dyr­ke­de jordlod, bondekonen udpegede.

Som den første går letten Vla­di­slavs gennem vildnisset med sin sonde – en tynd metalpind.

“Vladislavs kan ligefrem mærke, om sonden rammer metal, en sten eller en knogle”, forklarer Yngve Sjødin. “Han må være clairvoyant – det virker, som de døde giver ham besked om, at de gerne vil findes”.

Efter Vladislavs anvisninger kører en lille gravemaskine frem for at skrælle det øverste jordlag af. Da de første knogler kommer til syne, stiger Legenda-folkene ned i hullet for forsigtigt at grave de faldne soldater frem.

“Jeg forsøger først at finde benene, så kan jeg nogenlunde regne ud, hvor hovedet må være”, forklarer Anders S. Nikkelsen.

“Når kraniet er blevet blottet, kan man som regel se, hvad der er sket med ham. Det er et menneske, som har været igennem nogle frygtelige ting”.

Ingen udgraver kan undgå at gøre sig tanker om, hvad soldaterne har været udsat for, da de blev dræbt. I 2014 gravede Yngve Sjødin en tysk soldat ud af en skyttegrav.

Identitetsmærket viste, at manden var sanitetssoldat: “Han havde bandager og andet udstyr på sig. Vi fulgte skyttegraven videre, og få meter derfra fandt vi to soldater, som helt tydeligt var blevet dræbt af en eksplosion”, husker Yngve Sjødin:

“Den ene af soldaterne manglede begge underarme. Jeg kan forestille mig, at han har stået ved skyttegravskanten med sit gevær, da granaten slog ned. Sanitets­soldaten har været på vej hen til ham, da han selv blev ramt”.

På denne ekspedition har Anders S. Nikkelsen været med til at finde en dansk SS’er. Soldaten havde et identitetsmærke fra Nordland og danske mønter på sig:

“Det føltes meget specielt at finde ham – det er jo en landsmand, man sidder med. I Legenda går vi ikke ind i det politiske, vi ser ham bare som en soldat, der er blevet efterladt. Jeg håber, at det lykkes Volksbund at identificere ham, så familien kan få besked”.

Hitler ventede på sit vidundervåben

I 1944 blev de militære ledere i Berlin hurtigt klar over den udsigtsløse situation, soldaterne på Kurland befandt sig i. De anbefalede en evakuering med skibe, men Hitler vinkede dem af.

Han fantaserede om de vidundervåben, der var lige på trapperne og mirakuløst ville vende tyskernes krigslykke. Når det skete, skulle soldaterne på Kurland stå klar til at angribe fjenden i flanken, mente Hitler. Nogle af soldaterne ved fronten troede ham.

“Vi vidste, at endnu bedre våben snart ville blive masseproduceret”, huskede den svenske SS-korporal Erik Wallin efter krigen. “Vi skulle bare have et par måneders pusterum, så ville vi slå tilbage med altødelæggende kraft”.

Andre havde mistet troen. Engang havde Wallin haft så mange lands­mænd omkring sig, at hans mortér-enhed blev kaldt “Svensker-delingen”. På Kurland var de fleste forsvundet. Mange var deserteret, og hans bedste ven blev hen­ret­tet, da hans flugt blev opdaget.

Nordmanden Olav Tuff var blevet i Division Wiking, da de fleste andre skandinaver gik over til Nordland i 1943. Men efter et længere hospitalsophold havnede også han i Letland, netop som Den Røde Hær lukkede ringen om de baltiske lande.

Tuffs opgave blev at fragte forsyninger til soldaterne ved frontlinjen og bringe sårede med tilbage.

Til at løse den opgave havde han en vogn og en blind hest, for Tysklands produktion af brændstof var næsten gået i stå, så de sparsomme dråber skulle reserveres til kamp­­vog­ne­ne. Derfor måtte nordmanden møjsommeligt køre afsted med sin hest.

På sin daglige rute skulle Tuff over en åben strækning, hvor fjenden havde frit udsyn. Hans blinde øg kunne ikke galopere, så han måtte presse den op i så hurtigt trav, som dyret var i stand til.

“Hørte en serie stalinorgel-raketter på vej, kastede mig af vognen”, skrev Tuff efter endnu en livsfarlig tur til fronten:

“Hele sletten eksploderede, den nærmeste var ikke længere end 15 m fra vognen. Hverken hesten eller jeg blev skadet. Satte mig op og kørte videre”.

De indesluttede på Kurland slog den første sovjetiske offensiv tilbage i oktober 1944. Efter en kort pause indledte 52 sovjetiske divisioner et nyt stormløb, og da det også slog fejl, sendte Stalin endnu flere tropper.

Kampene bølgede frem og tilbage i en smal bræmme tværs over Kurland. Igen og igen skiftede markerne med skyttegravene hænder.

Soldaten lå under en spade

Efterladenskaberne efter de seks slag ligger lige under græstørven. Legenda-folkene har ikke søgt i mange minutter, før de første granathylstre og rester af maskingeværammunition dukker op af jorden. Alt bliver samlet i store bunker – den ubrugte ammunition vil den lettiske hær destruere, når dagen er slut.

Et polsk medlem af Legenda får et uventet, kraftigt signal fra sin metaldetektor. Under græsset gemmer der sig en rusten spade – og da han løfter den op, opdager han en lårknogle. Udgraverne fjerner græstørvene og finder et næsten komplet skelet, der ligger med ansigtet nedad. Hans venstre skulder er knust.

Formentlig er der tale om en russisk soldat, der, til forskel fra de syv tyske soldater i gravene bare få meter væk, blev glemt i kampens hede og snart efter var dækket af jord fra en eksplosion.

Soldaten har intet identitetsmærke på sig. Legenda-folkene lægger hans knogler i et kar, før de gennemsøger jorden nær findestedet for personlige genstande.

Ved bunken med ammunition ligger to ueksploderede mortérgranater af russisk oprindelse. Yngve Sjødin samler en af dem op og fortæller om sin første oplevelse med krigens efterladenskaber:

“Jeg ramte engang en granat med min spade, så gnisterne føg!”

Han slap med skrækken, men ufarligt er det ikke at grave i de gamle slagmarker. De lettiske myndigheder registrerer gennemsnitligt en dødsulykke om året, hvor uerfarne souvenirjægere er gået ud for at finde fx hjelme og gamle geværer.

Den Røde Hærs hovedløse angreb

De sidste uger af 1944 gennemførte Den Røde Hær nye forsøg, som skulle kaste Kurlands forsvarere i Østersøen. Angrebene blev gennemført uden taktisk finesse: Kæder af sovjetiske soldater stormede frem, for deres generaler mente, at der var soldater nok til at løbe tyskerne over ende. Tabstallene skød i vejret.

“De første urrah-råb fra de fremstormende bolsjevikker blev overdøvet af en morderisk forsvarsild fra vores maskingeværer”, berettede svenske Erik Wallin.

“Bølge efter bølge af angribere strømmede frem, men de blev alle knust i småstykker eller trak sig tilbage og forsvandt. Vi holdt fronten”, noterede han.

Da rapporterne om 500 ødelagte sovjetiske kampvogne på Kurland indløb i Berlin, var Hitler vild af glæde: Hvis blot de tyske soldater havde kæmpet lige så stædigt tidligere i krigen, ville alt have set lysere ud, erklærede han.

Sandheden bag de hårdføre tyskere på Kurland var ganske enkel: Tropperne her stod tættere end på noget andet afsnit af Østfronten. Hver enhed skulle blot forsvare nogle få hundrede meter frontlinje. Desuden holdt skibe fra Tyskland dem forsynet med proviant og ammunition.

Og soldaterne kunne grave sig ned i befæstede stillinger, som efterhånden kom til at minde om skyttegravs­systemerne fra 1. verdenskrig.

Omkring nytår 1944-1945 indså selv Stalin, at Kurland ikke var de store tab værd. Angrebene skulle fortsætte, men nu med mindre ambitiøse mål, bestemte han og flyttede sine stærkeste enheder mod vest, så de kunne deltage i erobringen af Tyskland.

Kurland var i praksis forvandlet til én stor krigsfangelejr, hvor fangerne bevogtede sig selv.

I Tyskland lykkedes det efter lange skænderier også de tyske generaler at få Hitler til at forstå situationen. Modstræbende gik han med til at hente tropper væk fra Kurland, og sidst i januar gik Nordland-soldaterne ombord på skibe, som skulle fragte divisionen til den sidste, afgørende kamp – slaget om Berlin.

Bag sig efterlod de den store tyske styrke, som holdt Kurland-halvøen helt frem til krigens afslutning. Først da Nazityskland kapitulerede den 8. maj 1945, strakte også soldaterne på Kurland våben, og 180.000 mand vandrede i sovjetisk fangenskab.

Soldaterne får en grav

Efter 1945 sænkede freden sig over Kurland. Livet i det tyndtbefolkede område med markerne og de vidtstrakte skove kunne begynde igen. Letland var nu en del af Sovjetunionen, og soldaterne under mulden blev fortrængt og glemt.

Først med Sovjetunionens opløsning i 1991 blev det muligt at lede efter de 200.000 savnede soldater.

Alene under de to ekspeditioner i 2019 har Legenda fundet skeletterne af i alt 74 soldater – tre af dem var danskere og to nordmænd. Under tidligere ekspeditioner er der også dukket svenskere og hollændere op på Kurland.

Knoglerne og de personlige genstande overdrages til eksperter fra hhv. Tyskland og Rusland – i mange tilfælde er det lykkedes at sætte navn på de faldne og underrette deres familie. Herefter bliver de faldne frigivet til begravelse.

For Legenda-medlemmerne er det kronen på en vellykket ekspedi­tion at deltage i ceremonien på en af Kurlands soldaterkirkegårde.

Under oktober-ekspeditionen er det 59 soldater fra en sovjetisk massegrav, som Legenda gravede ud sidste år. Soldaterne er lagt i små kister af pap. Ceremonien ledsages af en russisk-ortodoks præst, mens omtrent 100 efterkommere fra Rusland opmærksomt ser på.

Et medlem af det lettiske parlament læser soldaternes navne op; Regina Loc­mele-Lunova er selv med i Legenda og tog i dagene for­in­den sin tørn i udgravningerne.

For Kim Blok, der til daglig er kaptajn i den hollandske hær, er det næsten de vigtigste stunder under en ekspedition, når medlemmerne pynter kisterne og steder dem til hvile på en soldaterkirkegård:

“Jeg bliver følelsesmæssigt berørt sådan en dag som i dag. Der er stadig så mange soldater derude, og det er grunden til, at jeg er med. For mig er det ligegyldigt, hvilken side de kæmpede på – alle soldater har fortjent en grav”.

Når eksperterne fra Volksbund har undersøgt de syv døde soldater fra Priekule, bliver de begravet på krigskirkegården i Saldus. Her ligger i forvejen 30.000 soldater fra SS og Værnemagten.

Straffen ventede de SS-frivillige

Division Nordland oplevede krigens afslutning i heksekedlen Berlin. Blandt soldaterne var den svenske mortér-skytte Erik Wallin, der kæmpede til det sidste. Så smed han uniformen og bluffede sig sammen med en kammerat gennem de sovjetiske linjer. De nåede frem til floden Elben, hvor en færge sejlede dem over.

“Følelsen af langt om længe at være uden for Den Røde Hærs rækkevidde var overvældende”, huskede Wallin. “Vi nåede den anden bred og blev modtaget af smilende britiske soldater med ordene: ‘Velkommen tilbage til civilisationen!’”

Hjemme i Sverige blev han idømt tre måneders fængsel for tyveri, fordi han havde taget en svensk militær­uniform med sig i tysk krigstjeneste.

I Norge blev de SS-frivil­lige anklaget for landsforræderi, Olav Tuff fik tre år og otte måneder bag tremmer. Straffen var udelukkende for at gå i fjendens tjeneste. Ingen undersøgte, om de norske SS-soldater havde begået krigsfor­brydelser.

De danske SS’ere fik to års fængsel. Også C.P. Kryssing blev straffet. Dommen lød på otte år, men selvom han slap ud i 1948, kæmpede han resten af livet for at få sit navn renset. Hans krigstjeneste var godkendt af de danske myndigheder, lød hans argument.