Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Nordland, SS, Letland

Hitlers danske frivillige endte i helvede på Kurland

Over 10.000 skandinaver kæmpede for Nazityskland. Mange af dem mistede livet på den lettiske halvø Kurland, hvor danske, norske og svenske SS-soldater blev belejret af Den Røde Hær. Den lettiske forening Legenda leder efter de glemte soldater på slagmarken. Alene i år er tre danskere og to nordmænd blevet gravet frem.

Bundesarchiv

Kraniet har en vidt opspærret mund, som om soldatens dødsskrig stadig runger ud over markerne i Letland. Men den danske udgraver Anders S. Nikkelsen ser ikke ud til at være berørt af synet.

Nænsomt fjerner han jord fra knoglerne, mens han kigger efter løse knapper, mønter og andre personlige genstande. Alt kan bruges til at finde frem til den faldne soldats navn.

Allerbedst vil det være, hvis der dukker et ovalt “hundetegn” frem af jorden: Så vil den dødes identitet være nem at finde frem til i de tyske krigsarkiver.

Efter alt at dømme er soldaten dræbt under en granateksplosion: Lufttrykket blev fanget under hans hjelm – og rev hovedet af. Hans nakke er brækket.

“Det passer med, at hageremmen har knust tungebenet, så det er røget direkte op i ganen”, siger Anders S. Nikkelsen.

Ved siden af ham arbejder flere andre med at grave faldne soldater frem – syv grave står åbne. Alle udgraverne er medlemmer af foreningen Legenda, der er stiftet for at finde frem til de soldater, der ligger glemt i den lettiske muld.

To verdenskrige er blevet udkæmpet i det lille baltiske land, og alene efter 2. verdenskrig er der fortsat mindst 200.000 savnede russere og tyskere.

De syv soldater faldt formentlig en efterårsdag i 1944, da Den Røde Hær løb storm på deres stilling.

Kampene må have været hårde, for skeletterne viser forfærdelige kvæstelser, og der var brug for alle mand den dag: Soldaterne kom fra vidt forskellige enheder – det viser deres knapper og identitetsmærker. Én er fra Kriegsmarine, én fra nazisternes arbejdstjeneste, og én af dem blev begravet med danske mønter i sin læderpung.

Formentlig er han en af de 6.000 danskere, der deltog i Hitlers krig – 2.000 af dem kom aldrig tilbage.

Legenda, Letland

Legenda-medlemmet Anders S. Nikkelsen med den sorte kasket har netop gravet en falden SS-soldat fri. Identitetsmærket er ikke til at finde.

© Torsten Weper/historie

De første skandinaver i SS

De første danske og norske frivillige meldte sig kort efter Nazitysklands besættelse af Danmark og Norge i april 1940.

Tyskerne åbnede gerne rækkerne for skandinaver, der ville indtræde i det tyske Waffen-SS. Befolkningen i begge lande var jo gode germanere, mente SS-lederen Heinrich Himmler.

I første omgang havnede rekrutterne i den nyoprettede SS-Division Wiking, som skulle bemandes af “ariske” folkeslag.

Blandt dem var nordmanden Olav Tuff, der i januar 1941 bandt sig til fire års tjeneste. En halvbror var allerede i tysk uniform, og to af hans brødre trådte også ind i Wiking, hvor de frivillige blev lovet landbrugsjord efter sejren.

“Flertallet af os meldte sig for at få en grundig militæruddannelse af verdens bedste krigsmagt”, fortalte Tuff efter krigen. I Wiking mødte han danskere, nogle svenske frivillige – og med tiden også en bataljon finner, selvom de ikke var ariere ifølge nazistisk race-teori.

“Danskerne var mere robuste og mindre følsomme end nordmændene”, sammenfattede en SS-officer.

“Nordmændene arbejdede på den anden side hårdere og var mere eftertænksomme”.

En rapport om de nye tropper betegnede skandinaverne som “uafhængigt tænkende og meget tilbøjelige til kritik”, hvilket man ikke var vant til i SS.

Som fælles-germansk projekt blev Division Wiking dog en dundrende fiasko, for andelen af ariske, ikke-tyske soldater (danskere, nordmænd, hollændere og flamsk-talende belgiere) nåede aldrig op over 10 pct. Hovedparten var tyskere.

Danskere, Nordland

Danskere og nordmænd kæmpede side om side i Nordland.

© sz photo/ritzau scanpix

Division Nordland skulle klare sig selv

I den tyske hær skulle enhver division være i stand til at kæmpe på egen hånd. Derfor rummede den en kombination af enheder, som tilsammen var i stand til at bryde gennem fjendens frontlinje eller slå
et angreb tilbage.

Nordland bestod af i alt 15.000 mand fordelt i:

Regiment 23 “Norge”
Tre bataljoner infanteri i lastvogne (knap 1.000 mand).

Regiment 24 “Danmark”
Tre bataljoner infanteri i lastvogne (knap 1.000 mand).

Dertil kom en SS-bataljon af kampvogne, et SS-panser­artilleriregiment, en SS-panseropklaringsbataljon, en SS-stormskytsbataljon og en SS-panserjægerbataljon.

Desuden talte Nordland ingeniørtropper, forsynings- og signaltropper, mobile værk­steder m.m. De fleste nordmænd og danskere fandtes hhv. i “Norge” og “Danmark”.

Skandinaver indgik også i andre enheder, hvor flertallet af soldaterne var tyskere eller tysk-rumænere. Opklarings­bataljonen havde fx en enhed kaldet Svensker-delingen.

Enhederne i Nordland kæmpede sjældent samlet, men blev blandet i midler­tidige kampgrupper. De kunne bestå af en bataljon infanteri forstærket med kampvogne.

Kurland, 2 verdenskrig

De seks angreb på Kurland

Sammen med de skandinaviske soldater fra Nordland blev omkring en halv million tyske soldater fanget på halvøen Kurland. Soldaterne stod med ryggen til havet, men alle seks sovjetiske offensiver blev slået tilbage.

scherl/ritzau scanpix, shutterstock & sovfoto/getty images
Kurland, 2 verdenskrig

Havnebyen er målet

Under det første slag om Kurland forsøger Den Røde Hær at ind­tage den livsvigtige havneby Liepaja. Kampene begynder allerede den 15. oktober 1944, men efter en uge kan Division Nordland og tyske enheder slå offensiven tilbage.

scherl/ritzau scanpix, shutterstock & sovfoto/getty images
Kurland, 2 verdenskrig

De glemte soldater faldt her

De syv soldater, som Legenda fandt nær byen Priekule, faldt i 1944.

scherl/ritzau scanpix, shutterstock & sovfoto/getty images
Kurland, 2 verdenskrig

Russerne i frontalangreb

Den 27. oktober 1944 indleder Den Røde Hær det andet slag om Kurland. Russerne angriber de tyske linjer fra Liepaja til Saldus. Efter en måned holder russerne inde. Frontlinjen har blot flyttet sig 4 km.

scherl/ritzau scanpix, shutterstock & sovfoto/getty images
Kurland, 2 verdenskrig

Totaloffensiv mod Kurland

Lillejuleaften 1944 indleder Den Røde Hær sit hidtil største angreb. Den tredje offensiv begynder i nord, men efter tab på 30.000 mand flyttes angrebet sydpå til Liepaja. 31. december går offensiven i stå.

Skandinaver i krise
Den 23. januar 1945 lykkes det omsider de russiske soldater at slå et hul i Division Nordlands frontlinje. Men stædig modstand driver dem tilbage, og det fjerde slag om Kurland ender uden store erobringer.

scherl/ritzau scanpix, shutterstock & sovfoto/getty images
Kurland, 2 verdskrig

Stalin skifter taktik

I dagene fra den 12. til den 19. februar udfører sovjetiske tropper flere små fremstød, der regnes for det femte slag om Kurland. De massive offensivers tid er forbi, for Stalin har flyttet mange af sine tropper til det østlige Tyskland. Også Hitler trækker tropper væk fra Kurland – blandt dem er Division Nordland.

scherl/ritzau scanpix, shutterstock & sovfoto/getty images
Kurland, 2 verdenskrig

Sidste forsøg slår fejl

Den 17. marts 1945 befaler Stalin at gøre et sjette og sidste forsøg på at indtage Kurland. Offensiven skal bryde igennem ved Saldus. De trætte tyske enheder må sætte alle kræfter ind, og det lykkes dem at slå fjenden tilbage den 4. april.

scherl/ritzau scanpix, shutterstock & sovfoto/getty images

Krigsforbrydelser i Ukraine

Wiking var klar til kamp, da Adolf Hitlers felttog mod Sovjetunionen begyndte i sommeren 1941. Fremrykningen foregik i lyntempo, Wiking trængte frem gennem Ukraine – og alt tegnede til, at Sovjetunionen snart brød sammen. Den Røde Hærs enheder brød sammen på stribe, og de sovjetiske soldater overgav sig i hundredtusindvis.

På vej mod fronten bemærkede norske Olav Tuff, at krigen ikke kun blev udkæmpet mod Den Røde Hær. Tyske tropper havde hængt jøder i hobevis – de dinglede i træerne rundt om de ukrainske byer. Snart var også hans egen enhed indblandet i grusomhederne.

“I et tilfælde i Ukraine i efteråret 1941 blev civile drevet som kvæg ind i en kirke”, huskede Tuff. “Derefter begyndte soldater fra min enhed at hælde benzin på kirken, mellem 200 og 300 mennesker brændte inde. Jeg stod vagt, og ingen kom ud”.

I løbet af efteråret begyndte de tyske hæres fremrykning at tabe fart. De høstede fortsat store sejre, men slagene krævede menneskeliv med en sådan hast, at det vakte bekymring i Berlin.

Den tyske hær måtte have forstærkninger, og nogle af dem skulle komme fra nazisternes besatte lande.

Waffen-SS indledte en ny hvervekampagne. Nu fik nordmænd og danskere lov at danne deres egne enheder, hvor de ikke var en minoritet blandt tyskere – og de fik lov at kæmpe under eget flag.

“Danske mænd! Jeg opfordrer jer til at slutte op i Frikorps Danmarks rækker, for at vi kan gøre en samlet indsats mod bolsjevismen”, erklærede avisannoncer forfattet af oberst C.P. Kryssing.

Han var udset til at anføre det nye Frikorps Danmark mod Sovjetunionen:

“For Danmarks ære, for vort folks frihed og vort fædrelands fremtid”. Kryssing var ikke nazist, men en konservativ og nationalistisk dansk karriereofficer.

Rekrutteringen til Frikorps Danmark og søsterorganisationen Den Norske Legion gik dog trægt. Desuden rasede der blandt frikorpsets officerer en intern strid mellem nazisterne og oberst Kryssing, som kæmpede en tabt kamp for at holde ideologien ude af sin enhed.

“Væk med demokraten Kryssing”, lød en graffiti skrevet på kaserne-muren.

Snart efter var obersten fjernet. SS flyttede ham og nogle af hans nærmeste folk til andre enheder, og deres pladser blev overtaget af glødende nazister.

Legenda

På det uopdyrkede jordlod i Kurland har Legenda-folkene udgravet syv glemte soldater i tysk tjeneste.

© niels-peter granzow busch/historie

Slagmarkens frivillige detektiver

Den lettiske forening Legenda har siden 1999 ledt efter glemte grave på bl.a. Kurland.

Takket være Legenda har tusinder af tyske og russiske familier fået vished om, hvilken skæbne deres slægtninge fik under kampene i Letland.

Eftersøgningen foregår i et kapløb med tiden, for private souvenirjægere og skattejægere gennemtrawler også slagmarkerne.

Modsat Legenda har de ingen tilladelse til at grave, og de går udelukkende efter værdifulde effekter som identitetsmærker og medaljer, der kan sælges til militaria-samlere.

“Efter kapitulationen ville tyske officerer ikke fanges med alle deres medaljer, som viste, hvor mange russere de havde dræbt. Altså stoppede de alle medaljerne i en rygsæk og gravede den ned.

Hvis man finder sådan en rygsæk, kan man tjene hundredtusind euro”, siger historiker Valdis Kuzmins fra det lettiske militærakademi.

Er identitetsmærket fjernet fra en soldat, er det svært at fastslå hans identitet. Legenda samler omhyggeligt soldatens personlige genstande sammen, så de kan overdrages til myndighederne.

For at undgå rygte­dannelse om sine motiver er Legenda så åben som muligt om sit arbejde. Det sker bl.a. ved at livestreame fra udgravningerne på Facebook og pub­licere udgravningsrapporter.

Mangel på de nordiske SS’ere

Den Norske Legion sluttede sig i 1942 til de styrker, som belejrede den sovjetiske millionby Leningrad. Frikorps Danmark blev indsat længere sydpå, hvor kampe omkring Demjansk kostede svære tab.

Med under 1.000 mand i rækkerne viste begge enheder sig dog at være for små. De måtte knyttes til større enheder, som altid prioriterede deres egne soldater højest, når forsyninger skulle fordeles og artilleristøtte prioriteres. Det betød flere tab blandt skandinaverne.

Heller ikke Heinrich Himmler var tilfreds; han var dødtræt af indblanding fra soldaternes hjemlande. De skandinaviske nazist-partier bildte sig ind, at Legionen og Frikorpset var deres tropper, og uenighederne blussede op konstant.

I sommeren 1943 forsøgte SS-overkommandoen at løse alle problemer ved at oprette en ny SS-division. Den blev døbt Nordland, og hovedstyrken bestod af to regimenter med navnene “Norge” og “Danmark”, som opslugte de fleste skandinaver fra Division Wiking, Den Norske Legion samt Frikorps Danmark.

Heller ikke den nye division blev dog så nordisk, som Himmler havde ønsket sig – der var stadig ikke danskere, nordmænd og svenskere nok til at fylde rækkerne. I stedet spædede SS op med etniske tyskere, hvis forfædre i middelalderen var udvandret til Rumænien.

“De fleste af dem var små, velnærede typer. De rumænske bønder så ikke ud til at leve af den bare luft”, noterede en race-bevidst dansker efter krigen:

“Soldatermæssige egenskaber gjorde de ikke indtryk af at være i besiddelse af, deres rod stammer ikke fra et krigerfolk”.

Fundet af Legenda i 2019

Hæren blev fanget på Kurland

1943 var året, hvor Tysklands nederlag til Sovjetunionen blev uundgåeligt. Slaget om Stalingrad endte i februar i en katastrofe, og få måneder senere brød Hitlers store sommeroffensiv sammen ved Kursk. Tyskerne havde tabt initiativet.

Den store Armégruppe Nord belejrede fortsat Lenin­grad, men presset voksede dag for dag. Netop her blev SS-Division Nordland indsat i december 1943.

Måneden efter begyndte en stor sovjetisk offensiv, som skulle drive tyskerne væk fra Leningrad. Nordland kom til at betale en høj pris, da divisionen forsøgte at holde frontlinjen; blandt de indsatte var et kompagni ingeniørtropper, der ved kampens begyndelse talte 118 mand, hvoraf 76 var norske. Knap to uger senere var blot 41 tilbage.

Nordland holdt sine stillinger ved den estiske by Narva helt frem til sommeren 1944. Så ændrede situationen sig dramatisk: Længere mod syd fejede den sovjetiske “Operation Bagration” gennem Hviderusland, og det meste af tre tyske arméer blev udslettet. Intet kunne tilsyneladende stoppe Den Røde Hær, som ubønhørligt tromlede vestpå.

I oktober trængte russerne frem til Litauens Østersø-kyst, og dermed blev Armégruppe Nord med 500.000 SS- og værnemagtssoldater i de baltiske lande afskåret fra de øvrige tyske styrker.

Armégruppen trak sig ud på Kurland, en halvø vest for den lettiske hovedstad, Riga. Her kunne de omringede soldater bedre forsvare sig, for gennem de næste måneder skulle de holde stand mod en overtallig sovjetisk styrke, der ikke sparede på kræfterne.

Hele seks gange indledte Den Røde Hær en offensiv, der skulle kaste tyskerne i Østersøen. Granaterne føg, og russerne stormede frem uden at tænke på tab.

Blandt de indesluttede var danske og norske Nordland-soldater, der blev indsat ved landsbyen Priekule for at beskytte den livsvigtige havn i Liepaja.

Det var her – under de første hårde kampe med Den Røde Hær i efteråret 1944 – at de syv navnløse soldater faldt. Inden den tyske enhed trak sig tilbage, nåede soldaterne at lægge deres faldne kammerater i jorden og forsyne gravene med spinkle trækors, som desværre blev ødelagt i de følgende måneders kampe.

Derfor har de syv soldater ligget upåagtet i jorden i de forgangne 75 år.

“En krig er ikke forbi, før den sidste soldat er begravet”
Kim Blok, frivillig i foreningen Legenda

Skelet under græsset

En gammel bondekone, som voksede op på en gård i nærheden, kunne huske, at hun som barn så de syv trækors.

I første omgang henvendte hun sig til den tyske myndighed for opsporing af savnede soldater, Volksbund. Men her anså man ikke hendes beretning for vigtig nok til en indsats. Derfor påtog den lettiske forening Legenda sig opgaven.

Siden 1999 har foreningen haft som formål at finde slagmarkens savnede soldater og sørge for, at de får en grav.

“En krig er ikke forbi, før den sidste soldat er begravet”, som medlemmerne gerne formulerer deres opgave.

Medlemmerne er hovedsageligt letter, der mødes jævnligt for at grave – hvert år finder de 600-700 soldater. Arbejdet har vakt opsigt langt ud over Letlands grænser, og gennem årene har flere udlændinge søgt om optagelse i Legenda – blandt dem er danske Anders S. Nikkelsen og Yngve Sjødin fra Norge.

Udlændingene deltager i to årlige ekspeditioner, senest i oktober 2019, hvor Legenda bl.a. er rykket ud til det u­op­dyr­ke­de jordlod, bondekonen udpegede.

Jagten på de døde soldater i billeder

Som den første går letten Vla­di­slavs gennem vildnisset med sin sonde – en tynd metalpind.

“Vladislavs kan ligefrem mærke, om sonden rammer metal, en sten eller en knogle”, forklarer Yngve Sjødin. “Han må være clairvoyant – det virker, som de døde giver ham besked om, at de gerne vil findes”.

Efter Vladislavs anvisninger kører en lille gravemaskine frem for at skrælle det øverste jordlag af. Da de første knogler kommer til syne, stiger Legenda-folkene ned i hullet for forsigtigt at grave de faldne soldater frem.

“Jeg forsøger først at finde benene, så kan jeg nogenlunde regne ud, hvor hovedet må være”, forklarer Anders S. Nikkelsen.

“Når kraniet er blevet blottet, kan man som regel se, hvad der er sket med ham. Det er et menneske, som har været igennem nogle frygtelige ting”.

Ingen udgraver kan undgå at gøre sig tanker om, hvad soldaterne har været udsat for, da de blev dræbt. I 2014 gravede Yngve Sjødin en tysk soldat ud af en skyttegrav.

Identitetsmærket viste, at manden var sanitetssoldat: “Han havde bandager og andet udstyr på sig. Vi fulgte skyttegraven videre, og få meter derfra fandt vi to soldater, som helt tydeligt var blevet dræbt af en eksplosion”, husker Yngve Sjødin:

“Den ene af soldaterne manglede begge underarme. Jeg kan forestille mig, at han har stået ved skyttegravskanten med sit gevær, da granaten slog ned. Sanitets­soldaten har været på vej hen til ham, da han selv blev ramt”.

På denne ekspedition har Anders S. Nikkelsen været med til at finde en dansk SS’er. Soldaten havde et identitetsmærke fra Nordland og danske mønter på sig:

“Det føltes meget specielt at finde ham – det er jo en landsmand, man sidder med. I Legenda går vi ikke ind i det politiske, vi ser ham bare som en soldat, der er blevet efterladt. Jeg håber, at det lykkes Volksbund at identificere ham, så familien kan få besked”.

Kurland, 2 verdenskrig

Når skeletterne er blevet taget op af jorden, bliver de lagt i små kasser sammen med de effekter, som er fundet sammen med dem. I dette tilfælde en velbevaret ske.

© niels-peter granzow busch/historie

Den ukendte soldat får et navn

Knoglerne og blot nogle få fundne ejendele kan hjælpe eksperterne med at identificere de glemte soldater fra Kurland.

De jordiske rester af tyske soldater, som Legenda finder, bliver undersøgt af den tyske organisation Volksbund. Siden 1919 har organisationen anlagt og passet i alt 832 soldaterkirkegårde rundt om i Europa, Rusland og Afrika. Her ligger 2,75 millioner tyske soldater, der faldt i 1. og 2. verdenskrig – og tallet vokser for hvert år.

“I år kommer der 20.000 til”, anslår Thomas Schock, der er leder af den afdeling, der står for ekshumeringerne (opgravningerne). Han har været med til at uddanne Legenda-folkene, og to-tre gange om året sender han sine folk til Legendas såkaldte “knogle­lager” for at undersøge fundene.

“Vi kigger fortrinsvis efter soldatens alder, højde og kvæstelser, men en identificering er kompliceret. Processen tager gerne tre år, for arkiverne er ikke så organiserede, som man kunne ønske”.

Arkiverne, der befinder sig i Berlin, rummer navnene på landets soldater siden 1871. Identificeringen forløber nemmest, hvis soldaten bliver fundet med sit identitetsmærke. Metalskiltet har soldatens enhed samt hans nummer indgraveret.

Tidligere blev 70 pct. af de fundne identificeret, men tallet er faldende på grund af de mange souvenirjægere, der stjæler de personlige genstande fra gravene.
“Om en dansk SS-soldats familie får besked, afhænger af, om familien har henvendt sig til Volksbund”, forklarer Schock.

Hitler ventede på sit vidundervåben

I 1944 blev de militære ledere i Berlin hurtigt klar over den udsigtsløse situation, soldaterne på Kurland befandt sig i. De anbefalede en evakuering med skibe, men Hitler vinkede dem af.

Han fantaserede om de vidundervåben, der var lige på trapperne og mirakuløst ville vende tyskernes krigslykke. Når det skete, skulle soldaterne på Kurland stå klar til at angribe fjenden i flanken, mente Hitler. Nogle af soldaterne ved fronten troede ham.

“Vi vidste, at endnu bedre våben snart ville blive masseproduceret”, huskede den svenske SS-korporal Erik Wallin efter krigen. “Vi skulle bare have et par måneders pusterum, så ville vi slå tilbage med altødelæggende kraft”.

Andre havde mistet troen. Engang havde Wallin haft så mange lands­mænd omkring sig, at hans mortér-enhed blev kaldt “Svensker-delingen”. På Kurland var de fleste forsvundet. Mange var deserteret, og hans bedste ven blev hen­ret­tet, da hans flugt blev opdaget.

Nordmanden Olav Tuff var blevet i Division Wiking, da de fleste andre skandinaver gik over til Nordland i 1943. Men efter et længere hospitalsophold havnede også han i Letland, netop som Den Røde Hær lukkede ringen om de baltiske lande.

Tuffs opgave blev at fragte forsyninger til soldaterne ved frontlinjen og bringe sårede med tilbage.

Til at løse den opgave havde han en vogn og en blind hest, for Tysklands produktion af brændstof var næsten gået i stå, så de sparsomme dråber skulle reserveres til kamp­­vog­ne­ne. Derfor måtte nordmanden møjsommeligt køre afsted med sin hest.

På sin daglige rute skulle Tuff over en åben strækning, hvor fjenden havde frit udsyn. Hans blinde øg kunne ikke galopere, så han måtte presse den op i så hurtigt trav, som dyret var i stand til.

“Hørte en serie stalinorgel-raketter på vej, kastede mig af vognen”, skrev Tuff efter endnu en livsfarlig tur til fronten:

“Hele sletten eksploderede, den nærmeste var ikke længere end 15 m fra vognen. Hverken hesten eller jeg blev skadet. Satte mig op og kørte videre”.

De indesluttede på Kurland slog den første sovjetiske offensiv tilbage i oktober 1944. Efter en kort pause indledte 52 sovjetiske divisioner et nyt stormløb, og da det også slog fejl, sendte Stalin endnu flere tropper.

Kampene bølgede frem og tilbage i en smal bræmme tværs over Kurland. Igen og igen skiftede markerne med skyttegravene hænder.

“Hele sletten eksploderede, den nærmeste var ikke længere end 15 m fra vognen.”
SS-korporal Erik Wallin

Soldaten lå under en spade

Efterladenskaberne efter de seks slag ligger lige under græstørven. Legenda-folkene har ikke søgt i mange minutter, før de første granathylstre og rester af maskingeværammunition dukker op af jorden. Alt bliver samlet i store bunker – den ubrugte ammunition vil den lettiske hær destruere, når dagen er slut.

Et polsk medlem af Legenda får et uventet, kraftigt signal fra sin metaldetektor. Under græsset gemmer der sig en rusten spade – og da han løfter den op, opdager han en lårknogle. Udgraverne fjerner græstørvene og finder et næsten komplet skelet, der ligger med ansigtet nedad. Hans venstre skulder er knust.

Formentlig er der tale om en russisk soldat, der, til forskel fra de syv tyske soldater i gravene bare få meter væk, blev glemt i kampens hede og snart efter var dækket af jord fra en eksplosion.

Soldaten har intet identitetsmærke på sig. Legenda-folkene lægger hans knogler i et kar, før de gennemsøger jorden nær findestedet for personlige genstande.

Ved bunken med ammunition ligger to ueksploderede mortérgranater af russisk oprindelse. Yngve Sjødin samler en af dem op og fortæller om sin første oplevelse med krigens efterladenskaber:

“Jeg ramte engang en granat med min spade, så gnisterne føg!”

Han slap med skrækken, men ufarligt er det ikke at grave i de gamle slagmarker. De lettiske myndigheder registrerer gennemsnitligt en dødsulykke om året, hvor uerfarne souvenirjægere er gået ud for at finde fx hjelme og gamle geværer.

Yngve Sjødin med de rustne rester af dysen til en sovjetisk Katjusja-raket.

© niels-peter granzow busch/historie

Den Røde Hærs hovedløse angreb

De sidste uger af 1944 gennemførte Den Røde Hær nye forsøg, som skulle kaste Kurlands forsvarere i Østersøen. Angrebene blev gennemført uden taktisk finesse: Kæder af sovjetiske soldater stormede frem, for deres generaler mente, at der var soldater nok til at løbe tyskerne over ende. Tabstallene skød i vejret.

“De første urrah-råb fra de fremstormende bolsjevikker blev overdøvet af en morderisk forsvarsild fra vores maskingeværer”, berettede svenske Erik Wallin.

“Bølge efter bølge af angribere strømmede frem, men de blev alle knust i småstykker eller trak sig tilbage og forsvandt. Vi holdt fronten”, noterede han.

Da rapporterne om 500 ødelagte sovjetiske kampvogne på Kurland indløb i Berlin, var Hitler vild af glæde: Hvis blot de tyske soldater havde kæmpet lige så stædigt tidligere i krigen, ville alt have set lysere ud, erklærede han.

Sandheden bag de hårdføre tyskere på Kurland var ganske enkel: Tropperne her stod tættere end på noget andet afsnit af Østfronten. Hver enhed skulle blot forsvare nogle få hundrede meter frontlinje. Desuden holdt skibe fra Tyskland dem forsynet med proviant og ammunition.

Og soldaterne kunne grave sig ned i befæstede stillinger, som efterhånden kom til at minde om skyttegravs­systemerne fra 1. verdenskrig.

Omkring nytår 1944-1945 indså selv Stalin, at Kurland ikke var de store tab værd. Angrebene skulle fortsætte, men nu med mindre ambitiøse mål, bestemte han og flyttede sine stærkeste enheder mod vest, så de kunne deltage i erobringen af Tyskland.

Kurland var i praksis forvandlet til én stor krigsfangelejr, hvor fangerne bevogtede sig selv.

I Tyskland lykkedes det efter lange skænderier også de tyske generaler at få Hitler til at forstå situationen. Modstræbende gik han med til at hente tropper væk fra Kurland, og sidst i januar gik Nordland-soldaterne ombord på skibe, som skulle fragte divisionen til den sidste, afgørende kamp – slaget om Berlin.

Bag sig efterlod de den store tyske styrke, som holdt Kurland-halvøen helt frem til krigens afslutning. Først da Nazityskland kapitulerede den 8. maj 1945, strakte også soldaterne på Kurland våben, og 180.000 mand vandrede i sovjetisk fangenskab.

Kurland

Danske Anders S. Nikkelsen har været med i Legenda siden 2014.

© niels-peter granzow busch/historie

Familiefar med en speciel hobby

Til daglig er Anders S. Nikkelsen en almindelig, 44-årig familiefar fra Sydsjælland, der bygger boks­anlæg, men de senere år har han fået en helt særlig fritidsinteresse: Hvert år tager han på ekspedition med Legenda til Letland for at grave efter de glemte soldater.

Hvordan kom du med i Legenda?
“For mange år siden havde jeg en kæreste med et familiemedlem, der forsvandt sporløst i Posen (Poznan i Polen, red.). Dér startede min interesse. Så faldt jeg over Yngve Sjødins hjemmeside, hvor han fortalte om en Legendaekspedition, han havde været på. Året efter blev jeg inviteret med herover”.

Hvordan kan I se, at det er en dansk soldat, I har fundet?
“En af de soldater, jeg var med til at finde, havde et dansk skydemærke, så vi kunne helt definitivt sige, at han var dansk. Han havde også en tandbørste, en lommekniv og en pibe, der stadig var tobak i”.

Husker du din første ekspedition?
“På min første ekspedition var vi i en russisk grav. Egentlig skulle det bare have været en testgravning ved nogle soldatergrave, som russerne officielt allerede havde genbegravet på krigskirkegården i Priekule – og så fandt vi 119 soldater! Det var temmelig voldsomt”.

Soldaterne får en grav

Efter 1945 sænkede freden sig over Kurland. Livet i det tyndtbefolkede område med markerne og de vidtstrakte skove kunne begynde igen. Letland var nu en del af Sovjetunionen, og soldaterne under mulden blev fortrængt og glemt.

Først med Sovjetunionens opløsning i 1991 blev det muligt at lede efter de 200.000 savnede soldater.

Alene under de to ekspeditioner i 2019 har Legenda fundet skeletterne af i alt 74 soldater – tre af dem var danskere og to nordmænd. Under tidligere ekspeditioner er der også dukket svenskere og hollændere op på Kurland.

Knoglerne og de personlige genstande overdrages til eksperter fra hhv. Tyskland og Rusland – i mange tilfælde er det lykkedes at sætte navn på de faldne og underrette deres familie. Herefter bliver de faldne frigivet til begravelse.

For Legenda-medlemmerne er det kronen på en vellykket ekspedi­tion at deltage i ceremonien på en af Kurlands soldaterkirkegårde.

Under oktober-ekspeditionen er det 59 soldater fra en sovjetisk massegrav, som Legenda gravede ud sidste år. Soldaterne er lagt i små kister af pap. Ceremonien ledsages af en russisk-ortodoks præst, mens omtrent 100 efterkommere fra Rusland opmærksomt ser på.

Et medlem af det lettiske parlament læser soldaternes navne op; Regina Loc­mele-Lunova er selv med i Legenda og tog i dagene for­in­den sin tørn i udgravningerne.

For Kim Blok, der til daglig er kaptajn i den hollandske hær, er det næsten de vigtigste stunder under en ekspedition, når medlemmerne pynter kisterne og steder dem til hvile på en soldaterkirkegård:

“Jeg bliver følelsesmæssigt berørt sådan en dag som i dag. Der er stadig så mange soldater derude, og det er grunden til, at jeg er med. For mig er det ligegyldigt, hvilken side de kæmpede på – alle soldater har fortjent en grav”.

Når eksperterne fra Volksbund har undersøgt de syv døde soldater fra Priekule, bliver de begravet på krigskirkegården i Saldus. Her ligger i forvejen 30.000 soldater fra SS og Værnemagten.

Kurland

En af Nordlands mandskabsvogne, der deltog i kampen om Berlin. Den ­dræbte til højre er SS-soldaten Ragnar Johansson fra Sverige.

© ullstein bild/getty images

Division Nordland var med til den bitre ende

Januar 1945 tillod Hitler, at tropper fra Division Nordland måtte evakueres fra Kurland, så de kunne deltage i forsvaret af Berlin. Skandinaverne var med til kampen om Rigsdagen.

De evakuerede Nordland-soldater fra Kurland blev sejlet til Posen (Poznan), hvor de skulle hjælpe med at stop­pe Den Røde Hærs offensiv mod Tysklands hovedstad.

Seelow-bakkedraget 70 km øst for Berlin var det sidste naturlige bolværk mod Den Røde Hærs fremmarch.

Nordland blev sendt frem for at stoppe huller i den vaklende frontlinje, men selvom slaget udviklede sig til fire dages blodsudgydelser med over 30.000 dræbte russere, lykkedes det Den Røde Hær at bryde igennem.

Nordland trak sig tilbage til Berlin. Den tyske chef for Regiment Danmark faldt, og for første gang gik posten nu til en dans­ker.

Per Sørensen var blot 31 år og blev forgudet af sine mænd. Han var en glødende nazist, men selv han havde fået nok af at høre de komplet urealistiske løfter om en snarlig sejr.

“At vi har tabt krigen, er vel selv de klar over efterhånden”, skrev Per Sørensen om de tyske na­zi-spids­er­ i et brev hjem til kammeraterne.

“Se nu til at holde snuden væk længst muligt. Sidste runde skulle gerne køres med mindst mulig dansk deltagelse”.

Få dage senere blev han dræbt af en snigskytte i Berlin. På det tidspunkt tal­te hele SS-Division Nordland omkring 1.500 mand – omtrent en tiendedel af sin oprindelige styrke.

Danskerne og nordmændene deltog bl.a. i kampene om Hermannplatz i by­de­len Neukölln. Herfra trak de sig til­ba­ge til byens centrale park, Tiergarten, nær Rigsdagen og Førerbunkeren.

Berlin kapitulerede den 2. maj, og sovjetisk krigsfangenskab ventede de overlevende Nordland-soldater.

Eneste undtagelse var 350 mand fra Regiment Danmark, som slap ud af byen og siden spredtes for at flygte vestpå i smågrupper. 10-15 af dem var danskere.

Straffen ventede de SS-frivillige

Division Nordland oplevede krigens afslutning i heksekedlen Berlin. Blandt soldaterne var den svenske mortér-skytte Erik Wallin, der kæmpede til det sidste. Så smed han uniformen og bluffede sig sammen med en kammerat gennem de sovjetiske linjer. De nåede frem til floden Elben, hvor en færge sejlede dem over.

“Følelsen af langt om længe at være uden for Den Røde Hærs rækkevidde var overvældende”, huskede Wallin. “Vi nåede den anden bred og blev modtaget af smilende britiske soldater med ordene: ‘Velkommen tilbage til civilisationen!’”

Hjemme i Sverige blev han idømt tre måneders fængsel for tyveri, fordi han havde taget en svensk militær­uniform med sig i tysk krigstjeneste.

I Norge blev de SS-frivil­lige anklaget for landsforræderi, Olav Tuff fik tre år og otte måneder bag tremmer. Straffen var udelukkende for at gå i fjendens tjeneste. Ingen undersøgte, om de norske SS-soldater havde begået krigsfor­brydelser.

De danske SS’ere fik to års fængsel. Også C.P. Kryssing blev straffet. Dommen lød på otte år, men selvom han slap ud i 1948, kæmpede han resten af livet for at få sit navn renset. Hans krigstjeneste var godkendt af de danske myndigheder, lød hans argument.

Kurland

59 soldater fra en massegrav på Kurland blev identificeret af de russiske gravmyndigheder og stedt til hvile af Legenda dette efterår.

© torsten weper/historie

Læs også:

Gravrøver Kurland
2. verdenskrig

Gravrøvere plyndrer døde soldater

3 minutter
2. verdenskrig

Hitler og Stalin ville udslette Polen

5 minutter
Den kolde krig

Stalin likviderede svensk holocaust-helt

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

passowrd_reset.form.email_help
Ugyldig e-mailadresse

Indtast kode

Vi har sendt en email til med en kode
Fejl: Indsæt kode

Ny adgangskode

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul