Hitlers okkulte troldmand

Siden 1929 har flere tyske forskere udforsket det centrale Asien, og i bl.a. Afghanistans Hindu Kush-region hævder en af dem at have fundet overraskende mange mennesker med blondt hår og blå øjne – i Himmlers øjne kan der kun være tale om mennesker af hans eget blod.

Himmler mener desuden, at det over 3.000 år gamle hinduistiske skrift Rigveda indeholder tydelige referencer til en gammel solreligion fra Europa, og anser dermed skriftet for at være et vigtigt dokument om den nordiske race og racens tidlige tilstedeværelse i Asien.

Schäfer og hans kollegers opgave er at foretage racemæssige og arkæologiske studier i Tibets barske terræn, hvor de skal stride sig gennem is og sne. Og går det, som SS-lederen håber og forventer, vil Schäfer og hans makkere i 1939 vende tilbage til Det Tredje Rige med beviser på, at den ariske race i oldtiden var udbredte i regionen.

Dermed vil Himmler stå med et håndgribeligt vidnesbyrd om, at arierne er et ældgammelt folk og til alle tider har været alle andre overlegne.

Ariere flygtede fra synkende Atlantis

At det er netop Heinrich Himmler, der har beordret ekspeditionen, undrer ingen. Den brutale SS-leder tror – ifølge rygterne – fuldt og fast på ariernes nærmest mytologiske oprindelse og på, at Atlantis har eksisteret.

Han har indrettet sin borg, Wewelsburg, som et tempel, hvor han kan dyrke mørke ritualer, drømme om den hellige gral og lade sig imponere af gamle runeskrifter.

Hvad der driver Himmlers tro, ved ingen, men jagten på det overnaturlige bliver sat i system allerede i 1935, hvor Heinrich Himmler opretter Ahnenerbe – “Arven fra forfædrene” – en forskningsinstitution, der undersøger den ariske races oprindelse, kultur og historie.

Institutionens erklærede formål er at “fremme studiet af tidligere tiders intellektuelle historie” under mottoet:

“Et folk lever lykkeligt i nutiden og fremtiden, så længe folket er bevidst om sin fortid og sine forfædres storhed”.

Tanken er, at forskerne – en skønsom blanding af videnskabsfolk og fantaster – skal muge ud i traditionel videnskab og i stedet skabe et nyt billede af verden. Et univers, hvor en høj, lyshåret superrace af oprindelige tyskere står som civilisationens intelligente ophav.

Siden 1800-tallet har der blandt forskere i Tyskland hersket en udbredt forestilling om, at arierne har rødder i Tibet. Her, i Himalayas skjulte dale, levede arierne fredsommeligt i en fjern fortid.

Men på et tidspunkt blev idyllen i bjergene af uvisse årsager smadret, hvorefter stammen af høje, blåøjede og stærke mennesker brød op og vandrede ud i verden.

Nogle drog mod syd og erobrede hele det indiske subkontinent, andre drev mod vest, hvor de grundlagde en perlerække af store imperier, indtil de til sidst ankom til Tyskland og Skandinaviens kolde vidder.

Det kan synes underligt, at en velbegavet, kynisk og beregnende mand som Himmler er så optaget af, hvad der med al sandsynlighed er ammestuehistorier.

Men fascinationen har topnazisten med fra barnsben. Som barn har Heinrich Himmler opslugt lyttet til forældrene, når de læste højt af bøger om tysk historie eller om tyske og nordiske myter. Især eddaen med galleriet af farverige guder som Thor, Freja og Loke har fascineret ham i en grad, så han aldrig har glemt dem.

Med til at styrke interesse for historien var værelset, som Himmlers far indrettede i barndomshjemmet i München: Faren havde afsat et helt rum i lejligheden til familiens forfædre, et såkaldt Ahnenzimmer, “aneværelse”, komplet med arvestykker, billeder, romerske mønter og en overflod af antikviteter.

Da Himmler bliver voksen, holder interessen for historien ved: Nazichefen sværmer for fortiden, og hans altopslugende interesse er de tyske forfædres storhed. Han sluger historiske romaner og beretninger om germanske stammers tapperhed og heltemod og om deres ariske forfædre.

Præcis som mange andre nazister er han overbevist om, at rent arisk blod engang har flydt i de gamle tyskeres årer, og han sætter sin lid til, at Ahnenerbes forskere kan genfinde perlerne af arisk visdom til gavn for Det Tredje Rige.

På den måde er hans tanker ikke så mærkværdige i nazisternes Tyskland. Fundamentet for teorien skal findes i bogen om det sagnomspundne Atlantis, som den østrigske ingeniør Hanns Hörbiger udgiver i 1912. Her analyserer han bl.a. gletsjere og præsenterer teorien om verdensisen, hvor is er grundsubstansen i alt levende.

Teorien er lige så mærkværdig, som den lyder, men for nazisterne rummer den ét kardinalpunkt: Tankerne er et direkte opgør med jøden Albert Einsteins relativitetsteori og dermed et opgør med jødedommen.

Ifølge Hörbiger stammer den hvide mand fra guddommelig sperm, der har nået Jorden via meteorer. Herfra er opstået en slags hvide supermennesker – ariere – der bl.a. har udviklet Atlantis-civilisationen, som ifølge Hörbiger ligger nær Thule på Grønland.

Jesus er endda direkte efterkommer af Atlantiderne, som efter Atlantis’ undergang er flygtet gennem Gobiørkenen til dale i Himalayabjergene. Inden oversvømmelsen og flugten til verdens tag har disse supermennesker ifølge teorien for omkring 850.000 år siden opbygget en ekstremt avanceret civilisation med både flyvemaskiner og elektricitet.

I modsætning til de hvide, ariske overmennesker står de abelignende mennesker: De sorte, jøderne og mongolerne, der alle ligger i evig kamp med de almægtige hvide. Den bizarre teori er bredt accepteret af Hitler og Himmler.

Himmler selv er så overbevist, at han forsøger at gøre verdensis-teorien til gængs undervisning i skoler og på universiteter i stedet for Darwins evolutionsteori.

Det er baggrunden for, at fem af Atlantidernes formodede efterkommere her flere hundrede tusind år senere befinder sig i Himalayas bjergrige region – på udkig efter spor fra deres fjerne, gyldenlokkede forfædre.

Iført tropehjelm med hagekors strider de tyske forskere sig gennem det hemmelighedsfulde og normalt hermetisk lukkede Tibet, hvor kun ganske få europæere opnår indrejsetilladelse.

Helt uhørt får ekspeditionen endda tilladelse af Tibets regent til at besøge hovedstaden, Lhasa, hvor kun få fremmede og ingen tyskere før har sat deres ben.

De indfødte bliver opmålt

Med sig i truppen har Ernst Schäfer antropologen Bruno Beger, som med sine 185 cm, sit blonde hår, sin atletiske kropsbygning og sine blå øjne er indbegrebet af nazisternes forestilling om den ægte arier.

I sin egenskab af raceekspert er det Begers opgave dels at lede efter fossile rester af de tidlige ariere, dels at registrere og måle sig frem til ligheder mellem den ariske race og de indfødte i bjergene.

Og Beger tager opgaven yderst alvorligt: Når som helst han på ekspeditionens vej gennem det uvejsomme bjergterræn støder på et forskningsobjekt i skikkelse af en indfødt, går han i gang med sine studier. Han klipper lokker af til hårprøver, han måler afstanden mellem øjenbrynene – selv neglenes kurver registrerer han.

Eftersom kraniets form går for at være en af de mest pålidelige markører for den ariske race, måler han desuden ansigter og kranier op med målebånd og nedfælder højde, bredde og omkreds.

Han tager også afstøbninger af nogle af hovederne, så han får en særdeles livagtig maske, der i detaljer viser ansigtsform og -træk og kan bruges til senere antropologisk racebestemmelse.

Ofte er forskningsobjekterne skrækslagne, når Beger går i gang med sit job: Først pensler han dem i hovedet med olie, så smører han en tyk, gummiagtig masse på, og så skal “ofrene” sidde musestille og vente på, at masken tørrer – med strå stikkende ud fra næseborene, så de kan trække vejret imens.

Himmler modtager hjemvendte helte

Under ekspeditionen fotograferer Beger knap 2.000 indfødte, opmåler 376 personer og tager afstøbninger af 17. Og da han og resten af Tibet-ekspeditionen den 4. august 1939 lander i Tyskland ombord på Himmlers privatfly, der har bragt mændene det sidste stræk fra Wien til München, venter en hjertelig modtagelse.

Himmler står klar på landingsbanen til at tage imod sine brave forskere, der samme dag bliver fløjet videre til Berlin til en kæmpe reception.

Selvom Beger skal bruge tid på at analysere sine mange data, meddeler han Himmler, at han umiddelbart mener at have genkendt nordiske træk hos overklassen i Tibet. Tibetanske adelige har ofte en høj kropsbygning, et smalt ansigt og glat hår, afslører hans optegnelser.

Informationen glæder selvsagt SS-lederen, der ydermere kan fornøje sig over en ubetinget propagandasucces: Den 5. august 1939 og i dagene derefter orienterer de tyske aviser befolkningen om ekspeditionen under begejstrede overskrifter som “Hitlers delegation i Tibet” og “De første tyskere i Lhasa”.

Netop den slags opmuntrende læsestof er, præcis hvad Hitlers folk higer efter i en urolig tid, hvor Føreren har vendt blikket mod Polen, og hvor alle kan høre krigstrommerne buldre.

Da naziforskernes resultater omsider foreligger, kan konklusionen dog ikke underbygge teorien om ariernes tidlige tilstedeværelse i Tibet.

Til gengæld afslører dataene, at befolkningen i bjergregionen ikke lever isoleret, men gennem årtusinder har været i kontakt med mange andre folkeslag og derfor udgør en smeltedigel af vidt forskellige mennesketyper.

Resultatet anfægter på ingen måde Himmler. Han er stadig fuldt overbevist om arierteoriens gyldighed og insisterer på, at al menneskelig kultur og alle menneskets videnskabelige fremskridt udelukkende er et resultat af den stolte ariske arv.

Selv ser Himmler sig som en ægte tysker – og endda som selve reinkarnationen af den første tyske konge og grundlæggeren af det tyske rige, Henrik 1. Fuglefænger, der indtog tronen i 919.

SS-folkene kalder Himmler “König Heinrich”, kong Henrik, og jævnligt fører Himmler samtaler med den for længst afdøde regent, der i hans øjne er både den politiske og menneskelige forløber for hans store idol, Hitler.

Den 2. juli 1936, præcis på 1.000-årsdagen for den gamle konges død, fejrer Himmler rigets første fører ved en mindehøjtidelighed i Quedlinburg i det østlige af Harzen, hvor kongen i sin tid blev bisat.

På Himmlers befaling bliver byens stiftskirke i tiden op til mindefesten ribbet for kristne genstande og i stedet udsmykket med bannere med SS-runer og hagekors.

Alt sammen som et led i Himmlers forsøg på at skabe et kultsted for SS-organisationen, et hedensk mekka, som både medlemmerne og almindelige borgere kan valfarte til for at ære tyskheden.

Den vision kommer han et stort skridt nærmere, da det efter flere års ihærdig eftersøgning i 1937 lykkes arkæologerne at finde nogle skeletstumper i nærheden af kirken og tæt på kongens tomme grav. Straks bliver knoglerne udråbt til at være kong Henrik 1.s jordiske rester.

Knoglerne bliver lagt i en sarkofag og andagtsfuldt bisat i kirkens krypt den 2. juli 1937 ved en ceremoni, som SS-ugebladet Das Schwarze Korps malende beskriver:

“Et flakkende ildskær kaster rødt lys over de ubevægelige rækker af sortklædte soldater. I den stille krypt står SS-rigsføreren ved den åbne sarkofag. Tavse står vi i midnatsstunden foran de jordiske rester af en udødeligs livsværk”.

Den Sorte Orden får en højborg

Siden Himmler i 1929 blev udnævnt til rigsfører for SS, har han med succes kæmpet for at gøre organisationen til nazipartiets stolthed og racemæssige elite. Med Hitlers accept har han fastlagt særlige kriterier for, hvilke medlemmer der kan optages i korpset, som også kaldes Den Sorte Orden.

Et særligt kontor inden for SS, Rasse- und Siedlungshauptamt (Race- og Bosættelseskontoret), har fra 1931 fået til opgave at vurdere de mange ansøgeres afstamning, evner og vandel, og på kontorerne i München gransker vurderingsmænd de håbefulde ansøgeres ansigter og kroppe.

Vurderingsmændene leder efter træk, som nazisterne betragter som nordiske – et langt kranium, et smalt ansigt, tynde læber, en høj og slank kropsbygning, blå øjne og lyst hår. Kun mænd, der lever op til disse skrappe krav og i øvrigt kan fremvise en arierattest, kommer gennem nåleøjet til Himmlers eliteorganisation.

De udvalgte kan se frem til at få lov at trække i en sort uniform med sølvstriber på kraven, designet af Hugo Boss, og til at bære en kasket med et dødningehoved i sølv. Himmlers vision er, at SS en dag vil komme til at udgøre grundstammen i en ny mennesketype, en ubesmittet nordisk race.

Kort efter nazisternes magtovertagelse i 1933 begynder rigsføreren at rumstere med planer om at grundlægge et SS-akademi, et spirituelt kult- og samlingssted – kun tilgængeligt for SS-medlemmer.

Her skal Himmlers racemæssige elite lære at tænke som de gamle mestre og blive stimuleret intellektuelt, så de nye ariske herrer er klædt på til at indtage deres plads i historien. Himmler drømmer om et kæmpe slot på et magisk sted til sit akademi, og sådan et sted finder han i Westfalen tæt på Paderborn.

Her ligger slottet Wewelsburg, som stammer fra det 17. århundrede, midt i et idyllisk område med skove og små kløfter.

I begyndelsen af november 1933 besøger Himmler slottet for første gang – og han er solgt på stedet. Bygningens tykke mure rejser sig truende over det bakkede landskab, en perfekt ramme for Den Sorte Ordens højborg.

Men først og fremmest lægger rigsføreren mærke til anlæggets særegne arkitektur: Grundplanen er ganske enestående udformet som en trekant, hvor den ene spids peger mod det høje nord, set med Himmlers øjne i retning af det sted, hvor Atlantis lå, og hvorfra dets beboere i sin tid flygtede til Tibet.

Straks lejer Himmler stedet af de lokale myndigheder og sætter SS-arkitekten Hermann Bartels på opgaven med at om- og udbygge slottet i overensstemmelse med Himmlers egne ønsker.

Planerne ændrer sig konstant, og bliver stadig mere højtflyvende og prangende:

Der skal indrettes et kultsted til dyrkelse af den nordiske gud Odin, og et af rummene skal renoveres og vies til den hellige gral.

Et privat museum, en vinkælder, en kuppelsal med et gigantisk hagekors i loftet, et skatkammer, hvor Himmler kan opbevare bl.a. fingerringene med dødningehoveder fra faldne SS-folk, et kæmpe bibliotek, en krypt, som er viet til Henrik 1. – rigsførerens ønskeliste vokser konstant.

For at planerne kan realiseres, opretter Himmler i 1939 en kz-lejr i nærheden, så han ikke risikerer at mangle arbejdskraft til sit monumentale byggeprojekt.

Forskere gransker helleristninger

For at Wewelsburg kan blive en succes som SS-ledelsesakademi og ideologisk uddannelsescenter, sætter rigsføreren skub i den forhistoriske forskning. Ariernes tabte historie og religion skal rekonstrueres – først når hans videnskabsfolk har formået at kaste lys over arierne, er det ifølge Himmler muligt for SS at genskabe den nordiske fortids gyldne æra i al sin pragt.

Fra forskningsinstitutionen Ahnenerbes hovedkontor i Berlin dirigerer Heinrich Himmler ekspeditioner ud i alle verdenshjørner i jagten på spor efter ariernes glorværdige fortid. Typisk er det legender og myter, som er drivkraften bag de talrige ekspeditioner.

Den slags er Himmler dybt fascineret af, eftersom han anser myterne for at være andet og meget mere end fortællinger – de indeholder arisk visdom, mener han.

I 1936 sender han eksempelvis sine videnskabsmænd til Danmark, Sverige, Norge og Finland for at finde spor efter tidlige ariere. I de nordiske lande studerer forskerne helleristninger, dvs. forhistoriske symboler og tegn, som er ridset ned i sten og klippeblokke.

De tyske forskeres overbevisning er, at helleristningerne er verdens ældste skriftsystem – et nu uddødt arisk skriftsprog, som har dannet grobund for kileskriften, hieroglyfferne og alfabetet.

Blot gælder det om at afkode symbolerne, en opgave, som forskerne under ledelse af den hollandske professor Herman Wirth kæmper forgæves for at fuldføre.

En af Wirths kongstanker er, at den nordiske race har udviklet sig i Thule på Grønland, som engang har været en vidunderlig, magisk have. I hollænderens øjne er Thule synonym med det forsvundne Atlantis.

Men selvom Wirth gransker alverdens geologiske og arkæologiske studier, formår han ikke at finde beviser for en tidlig nordisk civilisation. Føreren ryster på hovedet af Wirth og betegner hans forskning som “en samling løse rygter og sagn” og “vage nordiske forestillinger”, og heller ikke Himmler er tilfreds.

Som tiden går, mister han tilliden til professoren, der har været med til at grundlægge Ahnenerbe, men som er en flottenhejmer, der konstant overskrider sine budgetter og ikke leverer varen.

“Professor Wirth bør vide, at hvis ikke SS havde beskyttet ham, ville han i dag sidde i et fængsel eller i en arbejdslejr”, slår Himmler fast, da Wirth efter sit ophold i de nordiske lande vender hjem til Berlin – og til en kold skulder.

Som direkte konsekvens af Hitlers sviende kritik fratager Himmler i 1937 Wirth posten som direktør for Ahnenerbe og forbyder ham at publicere bøger og holde forelæsninger.

Thors hammer skal genopstå

Manglen på videnskabelige gennembrud i Ahnenerbe slår dog på ingen måde Himmler ud. Han sværmer stadig for alt, hvad der klinger af mysticisme og okkultisme.

Særligt er han fascineret af den islandske eddadigtning, som han betragter som en af de rigeste kilder til ariernes intellektuelle historie. Især fortællingerne om Thor og hans hammer, Mjølner, der beskrives som det stærkeste og mest præcise våben i verden, drager rigsføreren.

Set med Himmlers øjne er hammeren uden tvivl et forhistorisk elektrisk våben, udviklet af arierne naturligvis.

Himmlers håb er, at videnskabsfolkene i Ahnenerbe kan skabe et lignende våben til de tyske soldater, så de kan knuse Det Tredje Riges fjender. I et brev til forskerne skriver han:

“Få følgende efterforsket: Find alle de steder i den nordiske, germanske, ariske kulturkreds, hvor der optræder en tradition for lynet, tordenskraldet, Thors hammer, flyvende eller kastede hamre, og dertil alle skulpturer af guden, hvor han afbildes med en lille håndøkse, der udsender lyn. Jeg er overbevist om, at der ikke er tale om naturligt lyn og torden, men at der snarere er tale om en tidlig, højtudviklet form for krigsførelse blandt vores forfædre”.

Hele SS’ fremtid afhænger efter Himmlers mening af en indgående forståelse for fortiden og studierne af sagaer og myter, og derfor har han et godt øje til middelalderforskeren og arkæologen Otto Rahn, der har viet sit liv til at finde den hellige gral.

Ifølge middelalderlige skrifter er den hellige gral det bæger, som Jesus drak af ved den sidste nadver, og som siden stod under Jesu kors og samlede hans blod op.

I 1100-tallet gik jagten ind på relikviet, der er blevet et symbol på den ypperste indsigt. Ifølge Rahn er legenden om gralen af arisk oprindelse, og han hævder, at alle, som kaster et blik på den, vil leve evigt.

Så stærkt efterstræbt er gralen, at generationer af forskere og håbefulde amatører har higet og søgt overalt, fra Cypern i øst til Nordamerika i vest. Men Otto Rahn mener at vide, præcis hvor gralen gemmer sig: i ruinerne af borgen Montségur, der ligger på en svært tilgængelig bjergtop i den franske Languedoc-region.

Borgen var den religiøse sekt katharernes sidste bastion, og her vogtede de angiveligt over deres dyrebareste skat.

Da en tusindtallig hær af katolske biskopper og kongelige soldater i 1244 stormede borgen, som de havde døbt Satans synagoge, og brændte katharerne på bålet, formåede en lille skare katharmunke ifølge overleveringen at flygte med gralen gennem hemmelige gange.

Gral-bog bliver bestseller

Otto Rahn er overbevist om, at gralen stadig gemmer sig et eller andet sted ved ruinerne af fæstningen i Montségur, og han har i 1931 været på stedet for at lede, men forgæves. I 1933 skriver han bogen “Kreuzzug gegen den Gral”, “Korstog mod gralen”, og netop dette særlige værk vækker Heinrich Himmlers bevågenhed.

SS-lederen tilbyder i et telegram i 1933 Rahn 1.000 rigsmark for at skrive en bog nummer to om jagten på gralen – og som en del af aftalen pudser han Rahn på den vel nok mest utaknemmelige opgave, en forsker overhovedet kan udsættes for: at finde den sagnomspundne gral.

Som det forventes af ham, slutter Rahn sig til SS og trækker i ordenens sorte uniform. Igen rejser Rahn til Frankrig og sågar også til Italien og Island for at søge efter gralen, men vender tomhændet hjem.

For at købe sig tid udgiver han i 1937 endnu en bog, hvor han fortæller om sin eftersøgning. Værket bugner af pseudovidenskabelige påstande og mystiske referencer, men Himmler sluger den råt og bestiller 5.000 eksemplarer, indbundet i det fineste læder, som han deler ud til nazisternes spidser, heriblandt til Hitler.

Da Rahn læser i den færdigtrykte bog, opdager han til sit ubehag, at der er blevet føjet et antisemitisk afsnit til, som han – der selv har jødisk blod i årerne – ikke har haft det fjerneste med at gøre.

Kort efter at bogen er udkommet, bliver Rahn dømt til tre måneder som vagt i kz-lejren i Dachau, fordi han er blevet taget på fersk gerning i at dyrke sex med en anden mand under et drukgilde.

Oplevelserne i lejren chokerer og skræmmer ham, og beskæmmet over naziregimets sande natur skriver han til en ven:

“Det er umuligt for en tolerant, liberal mand som mig at bo sådan et sted, som mit fødeland har udviklet sig til”.

Dybt resigneret forsøger han i 1939 at trække sig fra SS, og selvom Himmler tilsyneladende accepterer hans anmodning, har SS-lederen ingen intention om at lade ham slippe så let. SS er ikke en organisation, man sådan bare kan melde sig ud af.

Da Otto Rahn erfarer, at Himmlers snigmordere ånder ham i nakken, klatrer han op på en sneklædt bjergtop i Tyrol i Østrig, hvor han den 13. marts 1939 – til almindelig undren – bliver fundet død, frosset ihjel i en alder af blot 35 år.

Himmler har næret så stor tiltro til, at Rahn ville formå at finde gralen, at han har viet et helt rum til den på sin borg Wewelsburg. Men i løbet af 1939 indtræffer begivenheder, som fortrænger Himmlers ærgelse over det manglende trofæ.

I september samme år invaderer Tyskland Polen, verdenskrigen bryder ud, og SS-rigsføreren får travlt som aldrig før. Hans betroede opgave bliver nu at organisere udryddelsen af jøderne, og snart går han over i historien som arkitekten bag holocaust, nazisternes folkemord på seks millioner jøder under 2. verdenskrig.