Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Hitlers pjaltehær skal stoppe Stalin i Seelow

Den sovjetiske marskal Georgij Zjukov er sikker på en hurtig sejr, da han slipper sine kampvogne løs i april 1945. De tromler frem mod højdedraget Seelower Höhen, men Zjukov har regnet forkert. Stejle, mudrede skrænter og en lille tysk styrke blokerer vejen for de 900.000 russiske soldater.

Gregorl/Deviantart

Martin Kleint tager et dybt drag af cigaretten. Klokken nærmer sig tre om morgenen, og den 18-årige soldat har ikke lukket et øje.

Sammen med sine kammerater bemander han som menig i den tyske “Division Kurmark” en skyttegrav ved højdedraget See­lower Höhen ca. 60 km øst for Berlin.

Hele natten har mændene lyttet til kanonernes torden fra Den Røde Hærs stillinger i øst. Natlige angreb er ikke noget nyt.

Soldaterne er vant til at lytte til den russiske “Morgenkonzert”, som de kalder de tilbagevendende angreb, der har til formål at forstyrre soldaternes søvn.

De russiske styrker indledte slaget ved Seelower Höhen med at bombardere de tyske forsvarsstillinger­ med tusinder af artillerigranater og Katjusja-raketter.

© Imageselect

Bragene kommer hastigt nærmere, og pauserne imellem dem bliver kortere. Kleint føler et sug i maven. Det er vist nu, det sker. Næppe når han at tænke tanken, før en dyb rumlen får jorden til at skælve.

Sand og småsten rasler ned ad skyttegravens sider, mens russernes Katjusja-raket-batterier sætter ind med en vedholdende hylen.

Skæret fra lyskugler og fosfor, som russiske fly lader regne over de tyske stillinger, oplyser himlen. Imens glider lyskegler fra fjendens projektører søgende hen over stillingen.

“Bolsjevikkerne vil forbløde på tærsklen til Det Tyske Riges hovedstad”.
Adolf Hitler i sin dagsbefaling for 14. april 1945.

Det skarpe skær fanger fosforens hvide pulverskyer, som danser spøgelsesagtigt i luften. Kleint skodder cigaretten og griber sin stålhjelm.

“Nu går det løs”, siger soldaten ved siden af ham med hæs stemme. I næste øjeblik rammer en granat helt tæt på, og kaskader af jord vælter ned i skyttegraven.

Klokken er tre om morgenen den 16. april 1945, og den sovjetiske marskal Georgij Zjukov og hans 1. Hviderussiske Front har netop indledt det afgørende angreb på de tyske stillinger på Seelower Höhen lidt vest for den polsk-tyske grænse.

Tyskerne er på tilbagetog, og krigen er næsten vundet. Bakkedraget ved byen Seelow er de sovjetiske styrkers sidste forhindring.

Bagved ligger landevejen, Reichsstrasse 1, som fører direkte til Berlin og den endelige sejr over Det Tredje Rige.

Russisk tro på lynsejr

Siden den 12. januar 1945 havde Den Røde Hærs tropper meter for meter trængt tyskerne tilbage fra det besatte Polen.

På blot to uger rykkede sovjethæren hele 438 km fra Wisła-floden, som fra syd til nord skærer midt igennem det nuværende Polen, frem til floden Oder kun 69 km fra Berlin.

Zjukov vidste, at den tyske hær var presset. Fjenden manglede både mandskab, ammunition og brændstof.

Overbevist om en hurtig sejr begyndte han den 22. januar at sende sine styrker over Oder-floden ved byen Küstrin, som han netop havde indtaget, og anlagde et brohoved i højderne på den vestlige bred.

Her standsede fremrykningen midlertidigt, da russerne mødte lommer af tysk modstand. Først i begyndelsen af april var Zjukov klar til at genoptage sin kampagne:

Nu gjaldt det russernes sidste store fremstød. Stalin havde bestemt, at Den Røde Hær skulle indtage den tyske hovedstad den 22. april – den afdøde revolutionshelt Vladimir Lenins fødselsdag.

En tysk dreng og hans mor forsøger at redde fami­liens ejendele, inden russerne kommer.

© Bridgeman Images

De civile flygtede fra Den Røde Hær

“Der Iwan kommt!” lød de desperate advarselsråb fra den ene tyske civilist til den anden. Ivan kommer.

De heftige kampe omkring byen Seelow kunne høres i det fjerne, og de buldrende kanoner skabte panik blandt lokalbefolkningen.

“Flygtninge iler forbi som væsener fra underverdenen”, skrev en tysk soldat om de tusindvis af gamle, kvinder og børn, der forsøgte at komme væk.

Især kvinderne frygtede de sovjetiske soldaters fremrykning, for de vidste fra beretninger østfra, at risikoen for voldtægt var stor i kølvandet på russernes erobringer.

Også i Berlin forberedte befolkningen sig. Her byggede ældre mænd med hjælp fra kvinder og børn barrikader og samlede mad og andre nødvendigheder, så de kunne overleve en belejring.

Tyskerne manglede alt

Zjukovs plan gik ud på at bryde igennem ved Seelower Höhen, et stort højdedrag ca. 10 km vest for Oder og omkring 60 km øst for Berlin.

Lykkedes russernes plan, kunne kampvognene rulle igennem tyskernes stillingerne­ på højdedraget og direkte til hovedstaden.

Den tyske 9. armé med 90.000 mand og 512 kampvogne befæstede højdedraget, der med sine op mod 60 m høje og meget stejle skrænter i sig selv udgjorde et effektivt fæstningsværk.

Højderne indgik­ i den forsvarslinje, som tyskerne kaldte Hardenberg-stillingen.

Befæstningen løb langs kanten af Seelower­ Höhen og floden Alte Oder og bestod af to-tre rækker af skyttegrave bevogtet af tungt bevæbnede stillinger, talrige observationsposter og forhindringer som fx dybe grave, som kampvogne ville have svært ved at køre henover.

Højdedraget var desuden befæstet med artilleristillinger.

Fra luftbaser i nærheden stod et sammenskrab af omkring 300 kampfly desuden klar på startbanerne.

Hitler truede da også russerne i vanlig pralende stil: “Den jødisk-bolsjevikiske ærkefjende angriber med sine masser for sidste gang”, skrev diktatoren i sin dagsbefaling for den 14. april 1945.

“Fjenden vil forsøge at smadre Tyskland og udslette vor nation. Men vi har forudset dette fremstød, og siden januar har vi gjort alt, hvad vi kunne, for at opbygge en stærk front. Mægtigt artilleri møder fjenden.

Tabene af infanteri har vi suppleret med adskillige nye enheder. Reserveenheder, nye formationer og Volkssturm (milits med hasteindkaldte drenge og ældre mænd, red.) fornyer vor fronts styrke.

Bolsjevikkerne vil forbløde på tærsklen til Det Tyske Riges hovedstad”, fastslog Hitler selvsikkert.

Hitlers ord havde dog forsvindende lidt med de faktiske forhold at gøre.

Den tyske hær manglede alt, og det fik general Gotthard Heinrici, der som leder af Hærgruppe Weichsel havde det overordnede ansvar for den tyske 9. armé, til at bede Hitler om flere kampvognsstyrker forud for slaget.

Diktatoren afslog, da han i marts havde sendt et stort antal kampvogne til Ungarn for at forsvare de få oliefelter, der endnu var på tyske hænder.

Som svar på en anmodning om flere soldater den 6. april sendte SS-fører Himmler, storadmiral Dönitz og rigsmarskal Göring deres sidste reserver, som især bestod af mandskab fra Luftwaffe og marinen til Seelower Höhen.

Mændene var ledige, fordi deres skibe og fly enten var skudt i stykker eller sat ud af drift på grund af mangel på brændstof.

Andre mænd hentede Heinrici fra politiet, i toldvæsenet og hos RAD – Rigsarbejdstjenesten – der især beskæftigede sig med byggeri, men også leverede folk til antiluftskytset.

Kun få af de nye soldater havde kendskab til tjenesten som infanterist, og mange af dem var så unge, at krigstjeneste var helt fremmed for dem.

Også ammunitionen var i bund, og tropperne rådede fx kun over granater til få dages kamp.

Slaget går ikke efter planen

Marskal Zjukov havde al mulig grund til at regne med en hurtig sejr. Med 900.000 mand til rådighed var hans hær 10 gange så stor som fjendens.

Den russiske flyflåde var også 10 gange større. Og tyskernes sølle 512 kampvogne var intet at regne imod russernes 3.000.

På en konference afholdt fra den 5. til den 7. april 1945 i Zjukovs hovedkvarter på en skole i Landsberg planlagde russerne slaget.

Sin viden om terrænet baserede marskallen på otte re­kog­no­sce­rings­flyv­nin­ger, afhøring af tys­ke krigsfanger samt dokumenter, som efterretningstjenesten havde opsnappet.

På baggrund af de indsamlede oplysninger havde strategerne lavet en landskabsmodel, som officererne brugte i planlægningen.

Modellen og kortet viste hærledelsen, at erobringen af højdedraget nok ville blive drøjere end den hidtidige fremrykning, men Zjukov og hans officerer var fortrøstningsfulde:

“Vore succeser i tidligere kampe gav os stor selvsikkerhed. Ingen tvivlede på, at vi ville feje alle fjendens befæstninger til side på vor vej til Berlin”, skrev generaloberst­ Mikhail Katukov senere.

Ved Seelower Höhen kæmpede regulære tyske tropper sammen med drenge og gamle mænd fra folkemilitsen.

© Getty Images

Én dag var nok til at erobre højdedraget, konkluderede Zjukov.

Den sovjetiske plan gik ud på at overrumple fjenden ved at angribe tidligt om morgenen den 16. april. Herefter ville russerne let kunne indtage de tyske stillinger på højdedraget.

Første del af planen gik godt, og taktikken med at skabe panik lykkedes. Da angrebet gik i gang, måtte unge Martin Kleint og hans kammerater i skyttegraven springe for livet, mens alt eksploderede:

“Vi skovlede jorden bort, og så gik det videre gennem snavs, jord, jern, fosfor og røg, mens vi forsøgte at rette op på ulykkerne”, beretter Kleint.

Den tyske løjtnant Karl-Hermann Tams befandt sig i en barak på højdedraget, da trykbølger fra det russiske bombardement splintrede glasset i vinduerne og blæste sand og jord ind.

“Hele Oder-flodsletten rystede. Orkanen af artilleriild nåede helt til toppen af Seelower Höhen. Det var, som om jorden rakte helt op til himlen i en tæt væg.

Snart var vi dækket af sand, snavs og glasstumper. Ingen af os havde oplevet noget som dette før, og vi ville heller ikke have troet det muligt”, huskede løjtnant­ Tams senere.

“Hele Oder-flodsletten rystede”.
Løjtnant Karl-Hermann Tams, 1945.

Angrebet fortsatte, mens det første dagslys farvede himlen gyldenrød i øst.

“Hvad dagen med sit lysende skær viste os, var ikke længere af denne verden, men det rene vanvid”, skrev Martin Kleint efterfølgende i sin dagbog.

Han lyttede anspændt, mens bombardementet fandt sin helt egen rytme:

“Kanonsalver – angreb – ild fra vores eget artilleri – angreb – vores egen ild igen og så videre”.

Først efter to og en halv time tav artilleriet. I alt havde 8.983 russiske kanoner og granatkastere bombarderet Seelower Höhen og området umiddelbart nord for højdedraget med titusinder af granater.

En rekognoscering viste hurtigt, at resultatet ikke stod mål med indsatsen, for tyskerne havde snydt russerne.

Fra afhøringer af russiske fanger havde tyskerne erfaret, hvornår angrebet skulle finde sted, og general Gotthard Heinrici havde i hemmelighed trukket hovedparten af sit infanteri væk fra frontlinjen allerede aftenen forinden.

På den måde skånede han sine styrker, så de kunne fortsætte kampen mod den russiske fremrykning.

“De trak deres tropper godt 8 km tilbage. Vores artilleri ramte alt andet end fjenden”, bemærkede en ærgerlig generaloberst Vasili Kuznetsov, der stod i spidsen for Zjukovs stødtropper.

Heller ikke de 143 projektører, som Zjukov brugte til at oplyse fronten under angrebet, fik den virkning, som marskallen havde håbet.

I stedet for at blænde fjenden og afsløre de tyske stillinger fremhævede projektørerne de sovjetiske soldater, der under angrebet stod tydeligt aftegnet som mørke silhuetter.

Mudder forsinkede fremrykning

Russerne kom sig dog hurtigt over skuffelsen, og i dagslyset den 17. april fortsatte angrebet med fornyet styrke.

Kampvognene rullede raskt frem, og svære bombefly samt Iljusjin Il-2 Sturmovik­-jagerbombefly fyldte luften.

De små fly, som Stalin beskrev som “lige så uundværligt som luft og brød” for Den Røde Hær, strøg konstant lavt over landskabet, mens de beskød de tyske forsvarsstillinger.

Tyskerne havde kun få fly og begrænset brændstof, så kampen var fra begyndelsen ulige.

“Vores Luftwaffe var ikke nogen steder at se. Luftherredømmet tilhørte helt og fuldt russerne”, bemærkede Martin Kleint, da han umiddelbart før slagets begyndelse så de russiske fly sværme hen over de tyske stillinger.

Den Røde Hærs luftvåben noterede dagens største succes, da det ramte et tysk ammunitionsdepot, der forsvandt i en voldsom eksplosion af ild og røg.

Stalin tvang sine marskaller til kapløb

To russiske marskaller kæmpede om at nå Berlin først, fordi de frygtede Stalins vrede. Det kom til at koste russerne dyrt ved Seelower Höhen.

Georgij Zjukovs bestræbelser på hurtigt at indtage Berlin skyldtes ikke kun professionelle ambitioner. Zjukov ønskede også at udkonkurrere sin ærkerival, marskal Ivan Konev.

Marskallen bevægede sig med sin 1. Ukrainske Front frem mod Berlin fra syd, mens Zjukov nærmede sig fra nord.

Sovjetunionens diktator, Josef Stalin, var berygtet for at være nådesløs over for officerer, der svigtede ham i felten – og nu frygtede begge mænd, at de måtte betale med karrieren eller livet, hvis ikke de kom først ind i den tyske hovedstad.

Under hele offensiven spillede Stalin bevidst på sine to ledende officerers jalousi for at fremskynde erobringen af Berlin.

I dag mener historikere, at kapløbet pressede de to militærledere til at gennemføre forcerede storangreb som det, Zjukov satte i værk ved Seelower Höhen, med unødigt store tab til følge.

Stalin lod til slut Zjukov indtage Berlin, mens Konev blev sendt mod sydvest for at mødes med amerikanerne.

Flodsletten foran Seelower Höhen var fyldt med skjulte tyske artilleri-stillinger.

© Imageselect

På jorden gik det russerne mindre godt. Fremrykningen mødte indædt modstand, fordi Tysklands ledende generaler var fuldt ud klar over højdedragets store strategiske muligheder.

“Højderne udgjorde et kritisk punkt for de russiske panserstyrker. Vores evne til at holde Seelower Höhen vil afgøre resultatet af det kommende slag”, skrev general Theodor Busse, der var øverst-kommanderende for Tysklands 9. armé.

Tyskerne befæstede derfor området med de midler, som de havde til rådighed. Før slaget havde soldater lagt miner ud på marker og andre flade strækninger, der kunne bruges som indgangsveje til højderne.

Indfaldsvejene dækkede tys­ker­ne med stillinger klar til at møde angriberne med artilleri og maskingeværild fra flere sider.

Terrænet var desuden fyldt med kampvognsfælder i form af dybe grave, som skulle forhindre russernes kampvogne i at komme frem.

“Vores artilleri ramte alt andet end fjenden”.
Generaloberst Kuznetsov om artilleriet ved Seelower Höhen, 1945.

Gravene udgjorde med deres tre meter i dybden og op til 3,5 meter i bredden alvorlige forhindringer for de numerisk overlegne sovjetiske panserstyrker.

Også vejret var russerne imod. Forårets regnskyl gjorde terrænet blødt og mudret:

“De første to kilometer rykkede vore riffelenheder og kampvogne frem, omend det gik langsomt. Så begyndte maskinerne, der skulle forbi de små åer og vandkanalerne, at sidde fast”, berettede generaloberst Vasilij Tjujkov.

De sovjetiske soldater stred sig frem gennem terrænet mellem granathuller, grave og mudder. Kampvognene dannede trafikpropper på de få veje, som førte igennem området.

At køre ved siden af vejene var umuligt på grund af mudderet og de nedgravede landminer. Flere steder måtte russerne desuden stoppe op og bygge broer, før styrkerne kunne forcere kanaler og sumpområder.

Oprindeligt var idéen, at selv­mords­pi­lo­ter­ne skulle flyve i et bemandet V-1-missil. Planen blev dog opgivet. I stedet fløj piloterne regulære fly med bomber.

© Getty Images/National Archives

Tyske piloter meldte sig til kamikaze-aktioner

70 frivillige valgte i 1944 at tilslutte sig “Selvopofrelseskommando Leonidas”. De blev første gang indsat i slaget ved Seelower Höhen.

Som krigen skred frem, måtte nazis­terne erkende, at de allierede var militært overlegne.

For at rette op på styrkeforholdet foreslog Otto Skorzeny – en topnazist med speciale i kommandooperationer bag fjendens linjer – og testpiloten Hanna Reitsch, at Luftwaffe skulle oprette en selvmordsenhed.

Piloterne skulle styre deres fly ind i et mål som fx en bro, en fjendtlig stilling eller et kraftværk. Sammenstødet skulle udløse en stor sprængladning i flyet.

Teoretisk set kunne piloten nå at springe ud med faldskærm, men chancen for at overleve var meget lille.

Fordelen ved selvmordspiloter var, at udtjente fly kunne bruges, og at aktionerne kun krævede ganske lidt brændstof, for flyene behøvede kun benzin nok til lige akkurat at nå frem.

Hitler var ikke begejstret for idéen, men tillod alligevel Luftwaffe at hverve frivillige rekrutter. I alt meldte 70 sig til enheden, der fik navnet “Selvopofrelseskommando Leonidas”.

Navnet refererede til oldtidens Grækenland, hvor kong Leonidas med en lille styrke på 300 spartanere holdt perserkongens enorme hær tilbage i slaget ved Thermopylæ i 480 f.Kr.

Kongen og hans soldater blev til sidst alle dræbt, men deres heltemod vandt grækerne værdifuld tid.

I sommeren 1944 begyndte træningen af de tyske piloter, men først under slaget ved Seelower Höhen blev enheden sendt i luften.

I dagene 17. til 20. april ødelagde eskadrillen – ifølge Luftwaffes egne tal – 17 broer over Oder-floden, men tallet er formentlig overdrevet.

Aktionerne kostede 35 piloter livet. Generalmajor Robert Fuchs telegraferede navnene på de dræbte piloter til Hitler den 20. april 1945 som en gave til Føreren, der den dag fyldte 56 år.

Russerne kørte fast i mudderet

Ved middagstid lykkedes det omsider en kampvognsenhed at nå igennem de forreste forsvarslinjer og helt hen til højdedragets fod.

Med brølende motorer begyndte de tonstunge maskiner at klatre op ad højene. Som metalskinnende biller klamrede de sig til de stejle skråninger, men for de fleste var anstrengelsen forgæves.

Skrænterne var for stejle til, at kampvognene kunne forcere dem.

Kampvognene vendte om og forsøgte i stedet at snirkle sig opad ad smalle veje, der førte til de nærliggende landsbyer.

Men tyskerne havde forudset russernes træk, og de stod derfor klar med 88-mm-kanoner og infanterister bevæbnet med Panzerfäuste – tyske bazookaer – som de kunne affyre fra skulderen.

De smalle passager gjorde det muligt for tyskerne at koncentrere ilden direkte på de fremrykkende tropper – et træk, der var både effektivt og sparede ammunition.

Zjukov betragtede slagets gang fra en udløber af højdedraget – kaldet Reitweiner Sporn – bag fronten.

“Hvad helvede mener du med, at dine tropper sidder fast!?”
Marskal Zjukov til generaloberst Vasilij­ Tjujkov, 1945.

Fra sin kommandopost med et primitivt bunkeranlæg kunne marskallen med en kraftig kikkert se kampvognene gå i stå.

Luftfotografierne, som han havde brugt til at planlægge angrebet, afslørede ikke, hvor stejle skrænterne i virkeligheden var, og gav i det hele taget et fortegnet billede af terrænet.

Stilstanden forsinkede angrebet og bragte hele Stalins plan i fare.

Zjukov vidste, at Stalin forventede, at han ville erobre Berlin, før amerikanerne nåede frem.

Hvis amerikanerne tog hovedstaden, ville russerne tabe ansigt og måske gå glip af vigtige militære hemmeligheder som fx viden om det tyske atomprogram. Og Zjukov ville gå en usikker fremtid i møde, hvis han ikke indfriede Stalins forventninger.

Få dage efter gennembruddet ved Seelower Höhen kæmpede russerne­ i Berlins gader.

© AKG-images/Ritzau Scanpix

Da generaloberst Vasilij Tjujkov, én af Zjukovs mest betroede officerer, slukøret rapporterede, at hans tropper stort set ikke bevægede sig, eksploderede Zjukov:

“Hvad helvede mener du med, at dine tropper sidder fast!?”

Tjujkov kendte Zjukovs iltre temperament, som han nu forsøgte at formilde:

“Kammerat Marskal, uanset om vi midlertidigt sidder fast eller ej, vil offensiven lykkes. Men modstanden er hård lige nu, og den forsinker os”.

Tjujkovs ord lagde ikke en dæmper på Zjukovs nervøsitet over de manglende fremskridt. En samtale med Stalin over radiotelefonen midt på eftermiddagen gjorde ikke sagen bedre.

“Så du har undervurderet fjenden på Berlin­aksen”, bemærkede Stalin køligt. “Jeg troede, at du allerede var i Berlin, men du er stadig på Seelower Höhen. Så er det begyndt bedre for Konev”, tilføjede diktatoren ætsende med reference til Zjukovs rival, Ivan Konev, hvis styrker var på vej til Berlin sydfra.

Som dagen skred frem, gjorde regn terrænet endnu mere sumpet.

I panik over stilstanden ændrede Zjukov angrebsplanerne, så en panserarmé kunne rykke frem foran det langsomme infanteri. På den måde kunne styrkerne fremskynde et gennembrud, håbede Zjukov.

Resultatet blev i stedet det rene kaos. Panserarméen blev fanget bag køretøjerne fra to andre arméer, og de officerer, som stod for at afvikle trafikken, vidste dårligt, hvem de skulle give lov til at køre frem, og hvem de skulle holde tilbage.

De kampvogne, som slap igennem, blev snart beskudt af kanoner fra tyske stillinger.

I forvirringen efter angrebet faldt de i baghold og kom under hård beskydning fra tyske soldater. Da mørket faldt på, var Seelower Höhen trods Zjukovs anstrengelser stadig på tyske hænder.

Landskabet hjalp tyskerne

Mudder, sump og høje, stejle skrænter – terrænet vest for Oder-floden udgjorde et naturligt forsvarsværk, som selv den mest stædige hær kun vanskeligt kunne forcere.

Tyskerne udnyttede til fulde landskabets fordele til at give russerne indædt modstand.

Claus Lunau/Historie

Russerne krydser Oder-floden

Den 12. januar 1945 indleder Den Røde Hær en storoffensiv over hele Østfronten.

Målet er at indtage Berlin og afgøre krigen. Én af de sidste etaper er at krydse den brede Oder-flod. Ét af overgangsstederne er ved byen Küstrin, hvor flere broer fører over.

Slaget om Küstrin er en ugelang affære, og 95 pct. af den gamle fæstningsbys huse bliver jævnet med jorden, før russerne endelig kan krydse floden.

DPA/Ritzau Scanpix

Tysk modstand bremser den russiske fremrykning

Da Oder-floden omsider er krydset, skal de russiske soldater over den flade flodslette for foden af højdedraget Seelower Höhen.

Russerne regner med hurtig fremrykning, men mudret terræn, baghold, for få veje og heftig tysk modstand gør vejen frem besværlig og langsommelig.

SZ photo/Ritzau

Seelow-højderne er sidste stop før Berlin

Den 16. april når sovjet-tropperne endelig Seelower Höhen. Trods massive bombardementer lykkes det ikke at ødelægge tyskernes forsvarslinjer.

Vejen over flodsletten og frem mod højdedraget koster derfor russerne dyrt. Den 17. april når de selve højdedraget, der viser sig for stejlt til kampvognene.

De må i stedet bruge de små, snoede veje, hvor tys­ker­ne ligger på lur. Først den 19. april bryder russerne igennem. Vejen til Berlin er åben.

Getty Images

Selvmordspiloter chokerede russerne

Den aften talte Zjukov igen med Stalin over radiotelefonen: “Ved slutningen af dagen i morgen, den 17. april, vil Seelows­ forsvar være knæk­ket”, lovede den rus­siske marskal­ højtideligt.

“Jeg er sikker på, at jo flere tropper de sender imod os herude, des nemmere vil det være at indtage Berlin. Det er meget lettere at eliminere tropper i det åbne land end inde i byen”, tilføjede Zjukov i et forsøg på at overbevise Stalin om, at han havde styr på situationen.

Den næste morgen oprandt med klar blå himmel. Vejret var ideelt for de overlegne sovjetiske bombemaskiner.

“Daggryet bød på endnu et artilleriangreb, suppleret af bølge efter bølge af angreb med tunge bombemaskiner. Det var rædselsfuldt”, huskede den tyske løjtnant Karl-Hermann Tams.

Også de mindre Sturmovik-fly sværmede over skyttegravene og Seelower Höhen. Langs Oder brændte huse og landsbyer endnu efter gårsdagens angreb.

Lugten af brændt kød fra husdyr hang tungt over flodsletten.

For at imødegå den voldsomme sværm af russiske fly sendte tyskerne alle de Focke-Wulf-jagere i luften, som de kunne.

Piloterne forsøgte at ramme broerne, som førte friske russiske tropper og nye forsyninger over Oder.

Russerne observerede et helt uventet fænomen – selvmordspiloter:

“Tyske piloter lod ofte deres fly dykke ned i russiske bombefly, så begge fly styrtede til jorden omspændt af flammer”, rapporterede en navnløs kilde.

Mens nogle af Zjukovs styrker angreb frontlinjens centrum, gik andre enheder fra Den Røde Hær imod flankerne.

Den unge tyske soldat Martin Kleint blev med sit regiment sendt til landsbyen Dolgelin, der lå i det område, der udgjorde forsvarets højre flanke, mellem See­low by og Zjukovs udsigtspost. Her var tyskerne trængt.

Undervejs betragtede Kleint lysglimtene fra kampe i vest, hvor den amerikanske hær rykkede frem.

Kleint og de andre soldater gravede sig ned i stillinger uden for Dolgelin, der brændte efter russiske bombardementer. Gennem hele morgenen lød artilleritorden, men klokken 10 blev det alvor.

“Pludseligt sprang ilden tilbage, bag os, og nu kom de jordbrune skikkelser imod os, mens de brølede deres kampråb ‘Urra, Urra’”, erindrede Kleint.

De tyske soldater forsvarede sig mod den fremstormende fjende, og da de sovjetiske soldater omsider blev trængt tilbage, greb Kleint og hans kammerater lejligheden til at trænge ind i byen, hvor de forskansede sig i banegården.

Her hvilede de ud for natten i sikker forvisning om, at kampen endnu ikke var slut.

4 forkerte beslutninger forsinkede Zjukov

  • Mangelfulde oplysninger:

    Sædvanligvis undersøgte russiske efterretningsfolk et område grundigt før en offensiv, men denne gang nøjedes Zjukov med beretninger fra krigsfanger og luftfotos, der ikke gav et realistisk indtryk af de vanskeligheder, som højdedraget og dets omgivelser ville give soldaterne.

  • Trængsel på slagmarken:

    Zjukov angreb med alt for mange soldater. Den trange plads neden for højdedraget betød, at tyskerne havde let ved at ramme, når de skød.

  • Tyskerne kendte angrebsplanerne:

    Fra russiske krigsfanger og opsnappede dokumenter vidste tyskerne, hvornår Zjukov ville angribe. Derfor blev de tyske soldaterne trukket væk, lige før russerne indledte bombardementet den 16. april.

  • Projektører på slagmarken:

    Hele 143 sovjetiske projektører oplyste slagmarken, da sovjetstyrkerne angreb tidligt om morgenen den 16. april. Zjukovs hensigt var at blænde tyskerne, men tricket virkede stik imod hensigten. Det skarpe lys udstillede i stedet de sovjetiske soldater og gjorde dem til skydeskiver.

Masseangreb pressede sejren hjem

Mens mørket sænkede sig, steg frustrationen i begge lejre. Den tyske general Busse vidste, at hans soldater ikke kunne holde stand meget længere.

Dødstallet steg voldsomt hos den 9. armé. Russerne anslog, at de på slagets anden dag – den 17. april – havde dræbt 3.200 tyskere ved Seelow. Men samtidig plagede det Zjukov, at han ikke havde været i stand til at holde sit løfte til Stalin.

Selvom russerne langsomt vandt frem, var Seelower Höhen endnu ikke på russernes hænder. Marskallen vidste, at Stalins tålmodighed ikke rakte meget længere. Nu skulle det være.

Om morgenen den 18. april gav Zjukov sine soldater ordre til at køre kanoner og raket-batterier så langt frem, de kunne.

Samtidig gav han soldaterne ordre til at rykke frem med endnu større styrke og blive ved, indtil målet var nået.

Efter et nyt artilleri-bombardement og luftangreb i lighed med de foregående dage satte de sovjetiske tropper ind med fuld styrke.

På flankerne ved Frankfurt (Oder) i syd og ved byen Wriezen mod nord holdt tyskerne stadig stand. Men i centrum begyndte de forsvarende tropper imidlertid at falde tilbage og give efter for masserne af russiske soldater og artilleri.

“Jeg har ikke tabt krigen, det har det tyske folk!”
Adolf Hitler til sine officerer i Førerbunkeren den 22. april 1945.

Midt på formiddagen, kl. 9.40, modtog den vagthavende ved tyskernes hovedkvarter beskeden om, at “ledende fjendtlige kampvognsgrupper er brudt igennem”. Russerne kørte nu på Reichsstrasse 1, der førte direkte til Berlin.

General Busse var dagen forinden – efter sine mange bønner – blevet lovet forstærkninger i form af tropper fra SS-Division Nordland, en enhed, der især bestod af skandinaviske og estiske frivillige.

Nordland-tropperne var netop nået frem til området­ vest for Seelow by.

“Knap var vi ankommet, før russerne angreb direkte med en stor kampvognsstyrke”, berettede danskeren Hans Hansen fra Division Nordland senere.

Selvom Hansens styrke beskød russerne med kanoner, drejede de sovjetiske kampvognene ufortrødent mod vest.

“Der var ingen tvivl om, hvor de skulle hen. De skulle til Berlin!” vidste den danske SS-soldat.

Samme viden havde de tyske hærledere, og efter at have konfereret med Busse ringede general Heinrici til Hitler ved middagstid for at bede om forstærkninger.

Kun soldater fra den tyske folkemilits, Volkssturm, som især bestod af unge drenge og ældre mænd, der ikke var sendt til fronterne, var dog til rådighed, lød den nedslående besked.

Militssoldaterne blev sendt på march fra Berlin den følgende dag. Imens fortsatte de tyske soldater ihærdigt deres modstand. Baghold ventede de russiske soldater, som kørte igennem linjen.

Ved landsbyen Reichenberg lykkedes det to SS-bataljoner at nedkæmpe hele 50 sovjetiske kampvogne. På den højre flanke forsvarede menig Kleint og hans kammerater indædt Dolgelin.

“Der var ingen pause til at få vejret i”, skrev Kleint i sin dagbog, der for alvor var kommet i ildlinjen:

“Nu satte vor modstander ind med stalinorgelet, mens vore flyvere til vor lettelse blandede sig i begivenhederne. I kaosset var det ikke let at skelne egne og fjendens tropper fra hinanden. Der kom en ny bølge af russiske maskiner, som overdængede os med bomber fra luften. Da lød ordren til, at vi skulle trække os tilbage”, skrev den unge soldat.

Kleint trodsede bomberne og ilden fra de russiske maskingeværer og nåede uskadt frem til sin gamle stilling, der nu lå uden for ildlinjen. Mod alle odds havde han overlevet det blodige slag.

Efterhånden som nederlaget tog form, mistede Hitler mere og mere af sin realitetssans.

© Imageselect

Nederlaget gav Hitler nervøst sammenbrud

“Jeg har ikke tabt krigen, det har det tyske folk!” råbte Adolf Hitler spruttende af raseri under et møde i Førerbunkeren, da han hørte om nederlaget ved Seelower Höhen.

Nyheden kastede diktatoren ud i et raseriudbrud:

“Hans ansigt blev violet, den altid rystende venstre arm lå helt stille, og han kunne ikke støtte på sin venstre fod”, fortalte unavngivne mødedeltagere efter krigen til den britiske efterretnings-tjeneste.

Hitler beskyldte hærledelsen for at være uduelig og svigefuld, og han mente ikke, at det tyske folk havde fortjent at overleve. Efter raseriet sank Hitler sammen i sin stol.

Følelsesudbruddet var så voldsomt, at hans nærmeste antog, at han havde fået et nervøst sammenbrud.

Sejren kostede dyrt

Den 19. april var tyskernes 9. armé på retræte. Slaget var tabt. På vejene herskede kaos, mens kampvogne, lastbiler, infanterister og flygtninge i ét virvar søgte mod vest – bort fra den fremrykkende Røde Hær.

Midt i forvirringen indledte feldgendarmer og SS-soldater en klapjagt på desertører, som de nådesløst skød eller hængte i vejtræerne til skræk og advarsel.

Fem dage senere befandt den 9. armé sig ved skoven Spreewald sydøst for Berlin, hvor den var omringet af styrker fra Den Røde Hær.

For soldaterne gjaldt det om at kæmpe sig mod vest, så de kunne overgive sig til amerikanerne og undgå russisk fangenskab, som de færreste overlevede. Udbruddet kulminerede i slaget ved byen Halbe syd for Berlin.

Omkring 60.000 af den 9. armés resterende 210.000 mænd blev dræbt under slaget, som fandt sted fra den 24. april til den 1. maj. 125.000 endte i sovjetisk fangenskab, mens 25.000 slap ud.

Blandt de heldige var Martin Kleint. Han havde da ikke en eneste granat tilbage.

Slaget ved Seelower Höhe kostede tys­ker­ne 12.000 mand. De sovjetiske tabstal var langt højere: Omkring 30.000 sovjetiske soldater faldt under slaget, men for Stalin betød dødstallet kun lidt.

Zjukovs sejr var hovedsagen, og marskallen blev rigt belønnet for sin indsats: Han fik æren af at modtage tyskernes overgivelseserklæring den 8. maj, og senere blev han øverstkommanderende for den sovjetiske besættelseszone i Berlin.

Et par år senere faldt Zjukov dog i unåde. Hans krigsindsats havde gjort ham mere populær end Stalin selv.

Diktatoren afskedigede ham derfor fra pos­ten i Berlin og sendte ham langt bort. Zjukov skulle fremover bestride posten som øverstkommanderende for militærdistriktet i Odessa.

Læs også:

Samfund

Derfor bar tyske soldater pikkelhuer

2 minutter
Vietnamkrigen

Tåregas og kampvogne tvang Viet Cong på flugt

25 minutter
2. verdenskrig

Stalin aflyste attentat mod Hitler

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul