Hitlers SS-soldater blev hjernevasket til massemord

Sloganet “Ein Reich, Ein Volk, Ein Führer” – et rige, et folk, en fører – har mistet sin mening. På denne dag, den 22. april 1945, er riget næsten udslettet, folket på flugt, og føreren har forskanset sig i sin bunker under Berlin.

Bortset fra elskerinden Eva Braun og en håndfuld betroede mænd er han alene nu. Han nægter at flygte til de bayriske Alper. I stedet profeterer han, at “den røde hær vil møde sit mest blodige nederlag her i Berlin”.

Han sætter sin lid til “Steiner-angrebet” og taler vidtløftigt om “Steiners hær-divisioner” – selv om han burde vide, at Berlin ikke kan forsvares.

Hitler har givet ordre til, at den højt respekterede general Felix Steiner skal mobilisere sin SS-division og afskære fjenden vejen til Berlin. Men Steiner ringer aldrig tilbage, og hen under aften bryder Hitler ud i et af sine notoriske raserianfald. Han har indset, at modangrebet aldrig vil finde sted. Også Steiner har forrådt ham.

I virkeligeheden har Steiner truffet en beslutning om at trække sig tilbage. Krigen giver ingen mening mere; for hver en udhungret og nedslidt tysk soldat står mindst 10 sejrssikre russere. Alle forsøg på at undsætte Berlin vil være det rene selvmord.

Steiners beslutning om ikke at parere Hitlers ordre er symbolsk i mere end én forstand. Ikke alene er han en af Hitlers mest respekterede generaler. Han har også formet Waffen-SS – Hitlers personlige hær af loyale elitesoldater.

Hitler ønsker sig loyale livvagter

Lige fra den spæde begyndelse rådede det nazistiske parti NSDAP over et korps af bøller til gadekampene i de tumultagtige år efter 1. verdenskrig.

Den såkaldte Sturmabteilung (SA) – også kendt som “stormtropperne” eller “brunskjorterne” – rekrutteredes blandt partimedlemmer, der var villige til at slås mod landets kommunister.

Mens Hitler sad i fængsel, dømt for det mislykkede ølstue-kup i 1923, gik det pludselig stærkt for SA. På kort tid voksede korpset fra 2000 mand til 30.000. Hitler var imponeret – men samtidig også bange for, at SA kunne blive en trussel mod hans egen magt.

Han bad derfor sin chauffør, Julius Schreck, om at samle en personlig livgarde. Instruksen lød: “I hver af de tyske provinser skal udvælges hold bestående af ikke mere end ti mand og en officer. Mændene skal udvælges særligt, og kun dem med god fysik og ren straffeattest bør komme i betragtning.”

Men allervigtigst var det, at SS-folkene erklærede deres fuldstændige loyalitet til Adolf Hitler personligt. Troskabseden, som blev indført nogle år senere, kom til at lyde:

“Jeg sværger til dig, Adolf Hitler – fører og kansler af det tyske rige – loyalitet og mod. Jeg sværger til dig og de ledere, du udpeger, troskab til døden. Om Gud vil.”

I 1925 stod Hitlers “Schutz Staffel” (SS) klar. Navnet var hentet fra luftvåbnet og betød “beskyttelseseskadrille”.

Under møder og valgkampe skulle en garde af trofaste parti­soldater beskytte Hitler med deres liv. Blandt de første medlemmer var Rudolf Hess, Hermann Göring og snart efter også Heinrich Himmler.

Truslen fra stormtropperne

I 1929 blev Heinrich Himmler udnævnt til “Reichsführer-SS” og var dermed leder af de 280 SS-medlemmer.

Himmler ville skabe en “nationalsocialistisk soldaterorden” af nordiske mænd, der “betingelsesløst følger enhver ordre fra føreren”. Formelt var SS dog underordnet stormtropperne i SA, der aktivt modarbejdede SS' vækst og indflydelse.

Da Hitler tog magten i Tyskland i 1933, havde SA mere end 400.000 medlemmer. Og ikke nok med, at SA ved sin blotte størrelse var blevet en selvstændig magtfaktor i nazipartiet; SA-lederen Ernst Röhm havde fået politiske ambitioner og truede med at bruge sin magt.

I 1934 proklamerede han fx, at SA skulle smeltes sammen med den tyske værnemagt – med ham som leder. SA skulle stoppes, besluttede Hitler.

I løbet af weekenden 29.-30. juni 1934 lod han en række højtstående SA-medlemmer arrestere. De blev ført væk under opsyn af to betydningsfulde SS-skikkelser – Sepp Dietrich, den senere leder af SS-divisionen Leibstandarte Adolf Hitler, og Theodor Eicke, der blev leder af SS-division Totenkopf.

Theodor Eickes brutalitet viste sig tydeligt, da SA-lederen Ernst Röhm i sin celle tøvede med at bruge den pistol, han havde fået til at begå selvmord med. Efter 10 minutters venten flåede Eicke døren op og skød Röhm i hovedet.

Den resolutte henrettelse blev kort efter belønnet med Eickes forfremmelse til SS-Gruppenführer og udnævnelse til “inspektør for koncentrationslejrene”, der var ved at blive bygget op.

I rigsdagen forklarede Hitler, at 77 mennesker var omkommet under “de lange knives nat” – i realiteten var tallet formentlig tættere på 1000. Men Hitler behøvede ikke at frygte retslige konsekvenser efter udrensningerne, for nazisterne havde kontrollen over politi og retsvæsen.

Med SA ude af spillet var vejen banet for et større SS. Og dog. Den tyske hær, værnemagten, havde fortsat krav på hovedparten af rekrutterne, og det hindrede SS' mulighed for vækst.

SS bliver til en væbnet styrke

I løbet af 1930'erne udviklede SS sig fra at være en lille gruppe håndplukkede livvagter til en kompleks organisation med mange forgreninger, et stort bureaukrati og en forretningsdel, som profiterede af slavearbejderne i kz-lejrene. I toppen af organisationen sad Heinrich Himmler‚ der udbredte SS' magt, hvor han kunne.

Himmler skabte et helt univers omkring sin organisation, der blev integreret i partihistorien og forsynet med en kuriøs “ideologi”, bygget på middelalder-mysticisme og vikingemytologi samt på Himmlers egne raceteorier.

Den mægtige Reichsführer-SS var dog langtfra selv den tapre, germanske kriger, som i hans fantasi forsvarede den tyske herrerace mod jøder, bolsjevikker, homoseksuelle og andre undermennesker; Himmler var fysisk svag og havde ikke deltaget i 1. verdenskrig.

I 1936 blev Himmlers magt udvidet til også at omfatte det tyske politi, der sammen med SS skulle sikre landet mod interne fjender, mens værnemagten stod for forsvaret af grænserne. Endnu spillede den væbnede del af SS – kaldet Waffen-SS – en ubetydelig rolle.

Før 2. verdenskrig var Hitlers holdning til en SS-hær heller ikke tydelig. Han tillagde dog militærtjeneste stor værdi – især hvis SS i fremtiden skulle nyde respekt blandt borgere, der var hærdede og forråede af krig:

“I vores fremtidige rige vil SS og politiet kun have den nødvendige autoritet i forholdet til borgerne, hvis denne er af en soldatermæssig karakter. Med deres erfaringer fra store, militære bedrifter og i deres igangværende uddannelse hos NSDAP vil det tyske folk have erhvervet sig krigerens mentalitet i en sådan grad, at Weimar-tidens fede og joviale politibetjent ikke længere vil kunne udøve autoritet,” spåede Hitler.

“Det er derfor nødvendigt, at vores SS og politi viser deres evner ved fronten ligesom hæren, og at de oplever blodige ofre i samme grad som enhver anden del af forsvaret,” slog han fast.

Mottoet er: “Sved sparer blod”

Selv om Waffen-SS kom til at udkæmpe 2. verdenskrig side om side med værnemagten, var de to organisationer fundamentalt forskellige: SS havde kun en brøkdel af hærens størrelse, og hvor SS var en ganske ung og stærkt nazistisk organisation, havde værnemagten dybe, historiske traditioner.

Og endelig kom deres officersaspiranter fra vidt forskellige samfundslag. Hæren tiltrak fortrinsvis veluddannede mænd fra byerne, mens SS hentede sine officersemner på landet; den ringere uddannelse gjorde dem mere modtagelige for indoktrinering, og oveni var de vant til barske forhold, hvilket var en fordel ved fronten.

I juli 1935 etableredes SS-Hauptamt (hovedkontoret), som havde til opgave at organisere alle dele af SS. I den forbindelse oprettede man også et nyt inspektorat til at overvåge den militære træning i organisationen.

Hensigten var at uddanne soldaterne i Waffen-SS til den højest mulige standard. Manden, som fik til opgave at udforme træningsprogrammet til nazisternes nye elite-hær, havde mottoet “Sved sparer blod”.

Hans navn var Felix Steiner.

Underviseren, der 10 år senere skulle afvise Hitlers ordre om at undsætte Berlin, nærede en stærk tro på, at han kunne skabe kampberedte og mobile elitesoldater. Han ville skabe et træningsprogram, der lagde vægt på individuelt ansvar og samarbejde – snarere end hærens regelrytteri.

Steiner var inspireret af oplevelser under 1.verdenskrig, hvor han så de såkaldte “kamp-grupper” – udvalgte soldater, der blev sat sammen i små hold og trænet til nærkamp. Kampgrupperne udførte overraskelsesangreb og skabte panik i fjendens skyttegrave.

For at frembringe en elitehær lagde Steiner vægt på at give sine mænd en god fysik, en fast karakter og våbentræning. Programmet begyndte kl. 06.00 og fortsatte til sent om aftenen, kun afbrudt af måltiderne.

Den hårde fysiske træning gjorde Steiners officers­aspiranter i stand til at tilbagelægge tre km på under tyve minutter iført fuldt udstyr. Derudover skulle de tre gange om ugen til forelæsning i ideologi, herunder Hitlers bog Mein Kampf. Hver tredje elev dumpede i dette fag.

Hovedelementerne i Felix Steiners træningsprogram spredte sig snart til det øvrige Waffen-SS, hvor officerer og menige skulle behandle hinanden som ligeværdige kammerater – stik modsat værnemagten, som var præget af et traditionsbundet hierarki.

En skibsdreng melder sig til SS

Træningen var hård og gik til grænsen af, hvad rekrutterne magtede – som SS-soldaten Wilhelm Roes beretter i sine krigserindringer.

Som ung skibsdreng fik Roes lyst til at træde ind i korpset, da han så en SS- hverveplakat:

“Den viste en soldat – en stærk ung mand med geværet presset mod det fremskudte bryst og på hovedet en stålhjelm med SS-runer. Hans flotte holdning og stolte fremtoning imponerede mig. Jeg trådte nærmere og læste: Også du kan komme i SS!”

Så snart Wilhelm fyldte 17 år, der var mindstealderen for at indtræde i SS, meldte han sig frivilligt. Og til faderens store stolthed blev drengen optaget i den sagnomspundne division Leib­standarte Adolf Hitler.

Fra første dag blev de unge mænd kommanderet ud på lange løbeture og udmattende ophold i mudderhuller med geværet hævet over hovedet. Hvert eneste mudderstænk på våbnet blev straffet med armbøjninger.

“Tanken om, at jeg havde gjort mit livs største fejltagelse, ville i de kommende uger ikke forlade mig. Jeg tænkte hele tiden tilbage på min tid som skibsdreng. Jeg havde troet, at livet som soldat ville være bedre – men jeg kunne godt tro om igen,” fortæller Wilhelm Roes, som fik virkeligheden at føle fra forhærdede undervisere, hvoraf flere var krigsveteraner.

Under den ideologiske undervisning om eftermiddagen kunne rekrutterne knap holde øjnene åbne – men de turde ikke andet, for uopmærksomhed blev straffet hårdt med armbøjninger.

Netop på grund af den hårde træning og de daglige overfusninger blev rekrutterne svejset sammen i kammeratskaber, der reddede dem gennem rekruttiden og holdt resten af krigen. Sved i træningen sparede blod i krigen.

SS kommer i kamp

Da Tyskland angreb Polen den 1. september 1939, fik Waffen-SS sin første mulighed for at bevise, at SS-soldaterne var ligeværdige deltagere i krigen.

Felix Steiner var med som leder af regimentet SS-Standarte Deutschland og fik til opgave at bryde igennem det polske forsvar i Østpreussen.

Invasionen af Polen blev et skole­eksempel på den tyske blitzkrigs­­taktik. Hurtigt og effektivt fik de tyske angribere nedkæmpet den polske modstand – især SS kæmpede med stor dødsforagt og ofte med store tab til følge.

På dette tidspunkt bestod Waffen-SS endnu kun af tre divisioner og var – sammenlignet med værnemagtens 136 divisioner – stadig en lille organisation. Under forberedelserne til “Operation Barbarossa” (invasionen af Sovjetunionen i 1941) voksede værnemagten betydeligt, mens Waffen-SS kun fik tildelt tre pct. af en rekrut-årgang.

Men oven på de gode resultater under erobringen af Polen begyndte Hitler så småt at tillade en udvidelse af SS – også selv om han frygtede værnemagtens mishag.

I marts 1940 bestod Waffen-SS således af fire divisioner; Leibstandarte Adolf Hitler (arvtageren efter Hitlers oprindelige livgarde, anført af Sepp Dietrich), og dertil kom den nydannede Verfügungs­division (en reserveenhed), Totenkopf-divisionen og SS-Polizei Division.

Særligt de to sidstenævnte divisioner kom til at præge SS' ry for grusomhed.

De første massakrer

Værnemagten nærede en udpræget skepsis over for Waffen-SS. Og fordommene om, at SS var en flok udisciplinerede bøller, blev hurtigt bekræftet.

SS-tropperne sloges ofte med en indædt fanatisme, og troen på egen overlegenhed gjorde dem fuldstændigt ligegyldige over for andre menneskers liv. Den ideologiske indoktrinering på kasernerne viste sig at fungere.

Under invasionen af Polen og senere i Holland-Belgien skete en række overfald, som særligt gik ud over jøder. Selv om SS formelt var underordnet hæren, insisterede Himmler på, at kun SS selv kunne dømme sine soldater. Og dommene var forudsigelige – de anklagede fik ingen eller meget milde straffe.

En soldat fra Waffen-SS tvang i september 1939 en gruppe på 50 polske jøder ind i en synagoge, hvor han skød dem.

Soldaten kom for en krigsret, men blev frikendt, fordi han – som dommeren formulerede det – havde handlet “i irritation over de mange grusomheder, polakkerne havde begået mod etniske tyskere i landet. Som SS-mand var han også særligt følsom over for synet af jøder og jødernes generelt fjendtlige indstilling over for tyskerne; således handlede han altså helt uoverlagt og i en tilstand af ungdommelig entusiasme.”

Waffen-SS' ofte dødbringende “entusiasme” gik ikke kun ud over jøder. Den 26. maj 1940 havde en mindre gruppe soldater fra det britiske Royal Norfolk-regiment forskanset sig ved floden Lys i Nordfrankrig. Briterne forhindrede SS-Division Totenkopf i at rykke over floden, og 17 Totenkopf-soldater omkom, mens 52 blev såret.

At en gruppe på bare 100 britiske soldater kunne bremse en hel SS-division, var ubærligt for SS-obersturmführer Fritz Knöchlein. Da SS omsider havde nedkæmpet briterne, gav Knöchlein ordre til at henrette de tilfangetagne.

Det siges, at flere officerer i Knöchleins division protesterede og en del bagefter søgte væk fra Totenkopf. Men Himmler holdt hånden over Knöchlein og tildelte ham endog et ridderkors (den højeste udmærkelse for tapperhed). Briterne glemte dog ikke krigsforbrydelsen og fik ham hængt efter kapitulationen i 1945.

Overgreb som disse var dog kun en forsmag på de systematiserede forbrydelser, SS senere begik på østfronten.

Soldater bliver hærdet i kz-lejrene

Blandt SS-divisionerne var det særligt Totenkopf, som udmærkede sig ved bestialsk opførsel. I spidsen for Totenkopf stod manden, som i sin tid henrettede SA-lederen Ernst Röhm – Theodor Eicke.

I forbindelse med sin udnævnelse til inspektør for kz-lejrene begyndte han at opbygge et helt imperium af udryddelseslejre. Vagterne fik frit slag til at udvikle deres brutalitet, medfølelse for fangerne blev betragtet som svaghed.

Samtidig krævede han af sine folk, at de forkastede enhver anden tro end den totale loyalitet over for SS-division Totenkopf.

Theodor Eicke beskrev fjenden som “et bolsjevikisk-jødisk undermenneske, som – medmindre det bliver forhindret – er stålsat besluttet på at udslette det tyske rige. Forhindringen af dette skal ske uden nåde eller medfølelse.”

VIDEO: Se billederne af Totenkopf-divisionen i Buchenwald

Totenkopf-soldaterne blev flyttet frem og tilbage mellem fronten og koncentrationslejrene. I lejrene kunne soldaterne behandle de indsatte, som de ville – og mange af dem tilranede sig også mindre formuer, berettede en SS-officer, der gjorde tjeneste i Belsec-lejren:

“Selv i døden kan man genkende familierne. De holder hinanden i hænderne, så knugende hårdt, at de kan være svære at skille ad, når der skal gøre plads i gaskammeret til næste hold. Så bliver kadaverne – fugtige af sved og urin og med benene indsmurt i blod og ekskrementer – smidt udenfor. Børnekroppe flyver gennem luften. Ukrainernes piske driver holdene af arbejdere. To dusin tandlæger åbner kæberne med kroge og leder efter guld. Lig med guld til venstre, lig uden guld til højre. Andre tandlæger brækker kroner og guldtænder ud med tænger og hammere.”

Hvis ikke Totenkopf-soldaterne blev afstumpede ved fronten, blev de det i lejrene. Karakteristisk var det, at hovedparten af tyskernes massakrer og overgreb mod civilbefolkningen blev begået af denne ene SS-division.

Himmlers villige mordere

Men Totenkopf-soldaterne var ikke de værste. I de erobrede landområder bag fronten opererede en anden SS-afdeling, Einsatz-grupperne.

Disse dødspatruljer opererede i de besatte områder og var iklædt almindelige uniformer fra Waffen-SS, men her ophørte enhver lighed med frontsoldater.

Grupperne havde status som sikkerhedspoliti og rekrutterede deres medlemmer hos bl.a. det hemmelige politi Gestapo; gruppernes opgave var at “rense ud” bag den fremrykkende tyske hær.

Under invasionen af Sovjet knyttedes en indsatsgruppe til hver SS-division. Optændt af ekstremt had til jøder og andre “laverestående racer” fór grupperne frem i en blodrus, som kostede tusinder af uskyldige østeuropæere livet.

Ofte var indsatsgrupperne hjemmefra udstyret med lister med navnene på jøder, intellektuelle og andre af rigets “fjender”. Drabene begyndte, så snart grupperne satte fod på erobret jord, og det hændte, at deres anførere konkurrerede om, hvor effektivt de kunne dræbte.

SS-lederen i Riga, Friedrich Jeckeln, pralede med, at han havde opfundet “sardindåse-metoden”, hvor ofrene blev stillet op på række ved kanten af en lang grav, så de faldt på en lige linje, når de blev skudt. Herefter kunne man stille endnu en række ofre op på gravkanten. Metoden sparede – ifølge Jeckeln – både unødigt gravearbejde og plads.

Indsatsgrupperne fik også tilført mandskab fra de øvrige SS-divisioner, hvis soldater her havde forbrudt sig mod reglerne. Ifølge Georg Kepler, kommandør i SS-divisionen Das Reich, kunne selv småforseelser betyde et ophold hos einsatzgrupperne:

“Måske var de faldet i søvn på en vagt eller var kommet for sent. Man truede dem med krigsret og tilbød dem som alternativ at vælge at afsone straffen i en Sonderkommando.”

Ordene “særlig kommando” dækkede over en af einsatzgrupperne. Når soldaterne opdagede, hvad de blev beordret til, og nægtede, risikerede de selv at blive henrettet ved en standret.

“Med den slags metoder bliver gode unge mænd ofte gjort til kriminelle,” kritiserede kommandøren fra Waffen-SS Georg Kepler.

SS’ egne statistikker viser, at de morderiske dødspatruljer på få år nåede at dræbe 633.330 jøder i Sovjetunionen.

SS bliver en international styrke

Med de mange nye opgaver til SS fulgte behovet om flere folk. Imidlertid var indtaget af nye rekrutter stærkt begrænset, fordi værnemagten havde fortrinsret, og derfor var SS nødt til at hverve nye medlemmer på utraditionel vis.

Efter besættelsen af Tjekkoslovakiet formedes ideen om at opbygge en international SS-styrke. I 1939 etablerede SS sit første selvstændige rekrutteringskontor i Berlin, og med den tyske ekspansion i Europa kunne SS begynde at rekruttere blandt de tyske mindretal i de besatte lande – og blandt nazistiske sympatisører i udlandet.

Heinrich Himmler ville skabe en international styrke af loyale, “racerene” soldater fra de nordiske og germanske dele af det voksende tyske rige:

“Vi må tiltrække alt verdens nordiske blod og berøve vore fjender dette, således at det aldrig vil ske igen, at nordisk og germansk blod kæmper imod os,” mente Himmler. Som belønning skulle de udenlandske SS-soldater tilbydes tysk statsborgerskab, når sejren var i hus.

Allerede i 1940 – i krigens første år – var værnemagtens mandskab strakt voldsomt ud på en hel række fronter, og samtidig var store styrker bundet til sikringen af de besatte områder.

Og ganske vist forventede Hitler, at angrebet på Sovjetunionen året efter ville forløbe hurtigt og problemløst – han sammenlignede det med at sparke døren ind til et hus, der hurtigt ville falde sammen – men det var tydeligt, at Tyskland havde behov for flere soldater.

Derfor gav Hitler lov til, at Waffen-SS dannede en division af frivillige, kaldet Wiking.

Steiner står i spidsen for Wiking

Manden, som blev udpeget til at opbygge den nye SS-division Wiking, var et velkendt ansigt: Felix Steiner.

Steiner havde ry for at være en af Waffen-SS' mest innovative kommandører, og Hitler selv satte stor pris på hans evner til “at få udført opgaven”.

Propagandaminister Joseph Goebbels skrev i sin dagbog om Steiner, at “han er energisk og målrettet og angriber sit arbejde med stor iver”. Og efter invasionen af Polen og slaget om Frankrig modtog Steiner ridderkorset, den højeste udmærkelse for tapperhed.

Som forventet gik Felix Steiner til opgaven med stor ildhu og skabte Wiking med udgangspunkt i det hollandsk-flamske regiment Westland, det dansk-norske Nordland og det overvejende tyske Germania, som blev overført fra SS-Verfügungsdivision.

Den nydannede division viste hurtigt sit værd på slagmarken. Det er således meget sigende, at Wiking-soldaterne modtog flere jernkors end medlemmerne af Totenkopf, men de færreste af “fremmedlegionærerne” var dog motiveret af Himmlers løfte om tysk statsborgerskab. Deres drivkraft var først og fremmest eventyrlyst og et voldsomt had til kommunismen.

I Wiking beviste Felix Steiner igen, at han ikke var som de fleste militære kommandanter. Hans idé om at behandle officerer og menige med respekt blev perfektioneret – og fordelene var åbenlyse:

“Jo mere fornuftigt, betænksomt og sympatisk en enhed ledes, jo større er dens sammenhold og dens værdi i kamp. Særlig på grund af vores nordiske frivillige mener jeg, at et sådant lederskab er helt afgørende,” fortalte han under krigen.

Wiking viste sig hurtigt at være en succes, og SS begyndte så at hverve andre udlændinge til krigen. Tilløbet var stort, men en del af de nye, internationale regimenter faldt knap så heldigt ud. Eksempelvis syntes Himmler, det var en glimrende idé at rekruttere bosniske muslimer.

De nærede et indædt had til de kristne serbere, der udgjorde en væsentlig del af Titos partisaner i Jugoslavien. Muslimerne kæmpede godt på deres egen hjemegn, men de var svære at styre og insisterede på at dyrke deres tro.

Ved hjælp af rekruttering af soldater fra de besatte områder kunne Waffen-SS i perioden 1941-1942 vokse til 280.000 soldater. Endnu flere divisioner kom til, og hen mod krigens slutning talte Waffen-SS 950.000 mand fordelt i 38 divisioner.

Fra sommeren 1941 til foråret 1945 var Waffen-SS med sine mobile panser-enheder i konstant bevægelse over hele fronten, hvor de blev brugt til “brandslukning” – støtte til værnemagten, når fjenden var på nippet til at bryde gennem de tyske linjer.

Det tyske angreb kører fast

Første fase af “Operation Barbarossa” var en succes. Den røde hær blev komplet overrumplet, da tre tyske armé-grupper krydsede den sovjetiske grænse 22. juni 1941.

I begyndelsen blev de fremrykkende soldater modtaget med åbne arme, fordi mindretalsgrupper i Sovjet anså dem som befriere. Ukrainere, hviderussere og medlemmer af de tyske mindretal lod sig hverve til SS.

De store jødiske samfund i Ukraine og Hviderusland var endnu uvidende om kz-lejrene – de håbede på bedre tider efter års sovjetisk forfølgelse.

Men jøderne måtte hurtigt sande, at tyskerne ikke var kommet for at hjælpe dem. Da einsatzgrupperne rykkede ind i hælene på de ordinære styrker, blev jøderne samlet sammen og henrettet.

Hitlers plan med “Barbarossa” var en hurtig fremrykning mod Moskva, og i de første måneder tydede alt på, at han skulle få ret, men året efter gik offensiven i stå.

Alene slaget om Stalingrad kostede mere end 200.000 tyske soldater livet, og den følgende sommer omkom godt 300.000 i panserslaget ved Kursk.

Tysklands sidste reserver

Waffen-SS sloges med indædt fanatisme og led langt større tab end den øvrige værnemagt. Behovet for nye mænd steg fra dag til dag, og SS måtte gå på kompromis med de strenge krav om herkomst og “racerenhed”.

Mod krigens slutning var omkring 50 procent af det samlede Waffen-SS udlændinge. SS forsynede sig også hos ungdomsorganisationen Hitler Jugend. I krigens sidste måneder kæmpede 12-årige drenge side om side med granvoksne mænd.

Hitler havde givet ordre om, at territorierne i øst skulle forsvares til sidste blodsdråbe. Længe blev ordren fulgt, for både værnemagts- og SS-soldater var rædselsslagne ved udsigten til at skulle overgive sig til den røde hær. Mens tyskerne gik frem, havde de ikke skånet nogen – i nederlaget frygtede de hævnen.

Men Tyskland havde hverken mandskab eller materiel til at holde stand. Nu gjaldt det om at komme væk – nå over til vestfronten og overgive sig til briterne eller amerikanerne, som gav de tilfangetagne langt bedre forhold.

Mange SS-soldater forklædte sig derfor i almindelige værnemagtsuniformer i håb om ikke at blive afsløret. Desværre havde alle SS'ere fået tatoveret deres blodtype på venstre overarm, da de indtrådte i korpset.

Den tatovering, som havde reddet menneskeliv ved fronten, når lægerne skulle give en blodtransfusion, afslørede nu SS-soldaterne som medlemmer af en forbryderisk organisation.

Over hele fronten flygtede SS fra den røde hær, offerviljen var forsvundet til fordel for overlevelsesinstinktet. I sin bunker tordnede Hitler mod sine nærmeste rådgivere, der enten var flygtet eller, som Himmler, havde forsøgt at forhandle fred med fjenden:

“Der er intet tilbage! Ingen loyalitet, ingen ære; der er ikke den bitterhed, og ikke det forræderi, som jeg ikke har mærket; og nu dette! Dette er enden.”

3. maj 1945 overgav SS-general Felix Steiner sig til amerikanerne på vestfronten. Han blev stillet for krigstribunalet i Nürnberg, uden at blive dømt. Efter tre år som allieret krigsfange blev han sluppet fri i 1948 og levede frem til 1966 som forfatter.