Hitlers tropper blev fanget i dødslommen
I august 1944 indleder de allierede en offensiv, der skal sikre vejen ud af Normandiet. Desperat beordrer Hitler kamphærdede veteraner og unge fanatikere ind i en hovedløs modoffensiv. Kort efter befinder 100.000 tyske tropper sig på randen af udslettelse.
50.000 tyskere blev taget som krigsfanger i Falaise-lommen.
Mørket har sænket sig, da en kolonne af tyske kampvogne, mandskabsvogne og kanoner den 19. august 1944 snegler sig gennem landskabet nær byen Argentan i det nordlige Frankrig.
En af mændene i kolonnen er den tyske delingsfører Hans Erich Braun – en veteran fra østfronten. Ovenpå de seneste dages oplevelser har den erfarne Oberfeldwebel knap en menneskelig følelse tilbage i kroppen. Udenpå er han hærdet som panseret på en kampvogn, men indeni er han død.
Langs vejen hober fordærvede og ildelugtende kadavere af soldater og trækheste sig op, men han ænser dem ikke længere. De grufulde scener er efterhånden normale for Hans Erich Braun og de fleste andre mænd i kolonnen. Når en såret kammerat udånder, skubber de blot den slappe, beskidte krop ned på vejen og overtager den afdødes plads i mandskabsvognen.
Overalt omkring dem nærmer allierede tropper sig. Hans Erich Braun aner ikke, om han stadig vil være i live om fem minutter.
For som titusindvis af andre tyske soldater er han på desperat flugt mod øst – på vej ud af den allierede knibtangsmanøvre, der truer med at lukke kæberne om op imod 100.000 tyske soldater. Endnu en gang har Adolf Hitler med sine stædige og virkelighedsfjerne befalinger været de tyske troppers egen værste fjende.
Tyskernes 88-mm kanon kendt som Acht Acht udgjorde en frygtet trussel mod de allierede kampvogne i Nordfrankrig. Den tyske industrigigant Krupp udviklede oprindeligt 88-mm flak-kanonen som antiluftskyts, men den viste sig også at være et eminent våben mod kampvogne.
Tysk krigsmaskine er nedslidt
To en halv måned tidligere – den 6. juni 1944 – går allierede soldater i land i Nordfrankrig, og ifølge planen skal de hurtigt indtage Normandiet. Den tyske modstand viser sig imidlertid at være så hård, at den allierede hær over en måned senere stadig er fastholdt i en smal stribe land langs kysten.
Ikke mindst i øst volder Caen britiske og canadiske styrker problemer, idet byen bliver forsvaret af Hitlers mest fanatiske og kamphærdede tropper. Den 25. juli iværksætter general Omar Bradley derfor Operation Cobra, hvor de allierede bryder igennem den vestlige frontlinje og som en vifte rykker ind på tyskerne. Snart er Hitlers armeer i Nordfrank-rig næsten omringet på tre sider.
Den 61-årige generalfeltmarskal Günther von Kluge har kommandoen over den tyske vestfront. Han er ud af en preussisk officersfamilie og var arméchef under det succesrige felttog mod Polen i 1939. I begyndelsen af august 1944 er sandheden imidlertid for længst gået op for ham.
Krigslykken er endegyldigt vendt, og tyskerne risikerer at blive omringet. Alligevel kan von Kluge ikke overbevise Hitler om det fornuftige i en taktisk tilbagetrækning, så hæren kan få tid til at omgruppere og forberede et modsvar.
Få uger tidligere har Hitler overlevet et attentat. Han er derfor mere paranoid end nogensinde og nærer samtidig stadig større vrangforestillinger om tyskernes formåen. Tidligt den 3. august føjer Hitler nye dimensioner til sin vanvittige opførsel, da han giver den foruroligende ordre – angrib!
I forvejen har von Kluges udpinte panserdivisioner rigeligt at gøre med blot at holde de allierede stangen. Men “Befehl ist Befehl”, og selv en dreven generalfeltmarskal som von Kluge tør ikke trodse Førerens vilje. Natten til 7. august sætter kolonner af tyske pansertropper sig derfor i bevægelse mod vest for at afskære amerikanernes divisioner.
Allerede på førstedagen mister den tyske modoffensiv pusten, idet de allierede har opsnappet planen og kan forberede et modtræk. De kommende dage angriber tyskerne forgæves igen og igen, indtil Hitler omkring 13. august får beskeden om, at hans modoffensiv har fejlet.
“Kluge gjorde det med vilje”, udbryder Hitler rasende, da han hører nyheden i Ulveskansen. “Han gjorde det for at bevise, at det var umuligt at føre min ordre ud i livet”.
Mens von Kluge på det tidspunkt blot har få dage tilbage at leve i, har de allierede udnyttet Hitlers hovedløse offensiv og strammet grebet yderligere om de tyske armeer. De allierede generaler med Dwight Eisenhower i spidsen begriber ikke tyskernes selvmorderiske strategi.
Allierede divisioner nærmer sig hinanden fra nord og syd og er nu blot 50 km fra endegyldigt at afskære tyskernes sidste flugtvej tilbage mod floden Seinen og lukke den såkaldte Falaise-lomme ved byen Falaise.
De foregående dage, uger og måneder har tyskerne mistet over 3.000 kampvogne i Nordfrankrig, og tilbage i Falaise-lommen resterer i midten af august blot omkring 100 funktionsdygtige Panzer IV-, Panther- og Tiger-tanks.
Jagerbombere angriber nemme mål
Den dæmrende katastrofe står efterhånde lysende klart for de tyske generaler. Selv den mest uduelige korporal kan med et hastigt blik på et feltkort se, hvordan de allierede kæber er ved at lukke sig om byttet.
Resterne af de tyske divisioner tromler derfor mod øst i et kapløb med tiden for at holde en passage åben og redde de sidste rester. Selv Hitler er for en stund vågnet af sine feberfantasier og har modstræbende accepteret mindre tilbagetrækninger.
Tidligere har tyskerne været dygtige til at camouflere tanks og andre køretøjer om dagen, men som panikken og tidspresset tager til, bruger de efterhånden alle døgnets timer på flugt. Snart kan tunge allierede kanoner nå ethvert mål i Falaise-lommen, og granaterne hamrer ubønhørligt ned over de flygtende, mens jagerbombere slår ned på enhver tysk troppebevægelse.
Piloterne i de hundredvis af britiske Typhoon-jagerbombere kaster præcisionsbomber forrest og bagerst i de tyske kolonner, så køretøjerne hverken kan komme frem eller tilbage, og derefter åbner de ild med raketter og maskin-kanoner mod de prisgivne mål.
Det 29-årige britiske flyver-es Johnnie Johnson har over 30 tyske jagerfly på samvittigheden og huserer over Falaise-lommen i sin Spitfire:
“Nogle af de pansrede vogne og tanks forsøgte at slippe væk ved at køre gennem marker og busket terræn, men de blev hurtigt opdaget af Typhoon-piloterne og fik samme behandling som deres kammerater”, skriver han senere.
Øverstbefalende begår selvmord
Generalfeltmarskal von Kluge balancerer på randen af et nervøst sammenbrud, da han på vej til et møde med sine generaler den 15. august omsider skubbes ud over kanten. I Falaise-lommen bliver hans konvoj opdaget og angrebet af Typhoon-jagerbombere. Til sidst sætter von Kluge sig apatisk i skyggen af et træ og ignorerer alle omkring sig.
Hele dagen kan hans hovedkvarter og den øverste militære ledelse i Tyskland ikke få fat i ham. Først sent om aftenen dukker han op igen.
Selvom tanken er absurd, mistænker Hitler straks von Kluge for at have mødtes med de allierede for at forhandle vilkårene for en overgivelse. Hitler udskifter ham derfor øjeblikkeligt med generalfeltmarskal Model og beordrer von Kluge eskorteret tilbage til en reprimande i Berlin.
I forvejen har von Kluge haft nære forbindelser til flere personer omkring bombeattentatet mod Hitler og forventer tilsyneladende, at hans dødsdom allerede er underskrevet. Da von Kluges kolonne den 17. august stopper for at holde middagspause nær Verdun i det nordøstlige Frankrig, går han afsides og sluger en cyanidpille.
“Jeg kan ikke bære skampletten over at have beseglet skæbnen i vest med en fejlslagen strategi”, har han bl.a. skrevet i et afskedsbrev. Brevet er respektfuldt og bebrejder ikke Hitler. Utvivlsomt forsøger von Kluge at skærme sin familie mod yderligere repressalier.
Omkring 50.000 tyske soldater blev taget som krigsfanger i Falaise-lommen.
Opsvulmede lig ligger overalt
Tilbage i Falaise-lommen forværres situationen hastigt for tyskerne. Passagen ud af lommen snævrer til, og udbrændte og forladte køretøjer i tusindvis hober sig op langs vejene og spærrer for de næste bølger af tyskere.
Sårede soldater brøler afmægtigt, mens stanken fra rådne lig, der svulmer til grotesk størrelse i sommervarmen, er ubærlig. Selv piloterne i luften over Falaise-lommen kan mærke råddenskaben rive i næsen.
Den tyske delingsfører Hans Erich Braun beskriver de scener, som hans kolonne passerer forbi i ét væk:
“En mand snubler rundt og prøver at holde på sine tarme, som vælter ud af hans bug. Soldater ligger i deres eget blod med arme og ben revet af. Andre er blevet vanvittige og skiftevis græder, brøler, bander og griner hysterisk”.
Tørsten kradser i halsen på soldaterne i de lange kolonner. Kun få taler sammen. Fra luften er de allierede piloter samtidig i et dilemma, fordi mistænkeligt mange tyske køretøjer bærer Røde Kors-flag og -emblemer – tydeligvis for at undgå at blive angrebet.
Den øverste ledelse giver ordre til, at piloterne skal undgå at ramme disse køretøjer. De allierede frygter, at tyskerne ellers vil hævne sig på deres krigsfanger.
Polakker gør gengæld
Enheder fra den polske 1. armerede division får en hovedrolle i nedsablingen, da de den 19. august rykker frem og indtager det 262 m høje bakkedrag Mont Ormel. Den polske division er oprettet i Skotland i 1942 af flygtninge fra det besatte Polen, og nu griber de den gyldne mulighed for at give igen.
Mont Ormel knejser centralt i den tyske passage ud af Falaise-lommen, og fra bakkedraget hamrer polakkerne granater ned over de flygtende. På tyskernes side indser generalløjtnant Paul Hausser straks, at de polske stillinger skal elimineres, hvis tyskerne skal slippe væk.
Han indsætter kamphærdede pansergrupper mod Mont Ormel. Men de isolerede polakker holder stand – selv mod de mest rabiate unge fanatikere fra den 12. SS Panserdivision Hitlerjugend.
Om aftenen den 20. august indgår polakkerne og tyskerne en kortvarig våbenhvile, så tyskerne kan evakuere deres sårede gennem korridoren. Derpå bryder kampene løs igen. De nærmeste tyskere er blot 50 m væk, og den polske kommandør Aleksander Stefanowicz ser skæbnen i øjnene i en storladen afskedshilsen til sine mænd.
“Vi har kun 110 mand tilbage, 50 granater per kanon og fem granater per kampvogn. Kæmp til enden! At overgive sig til SS er meningsløst – det ved I. Mine herrer – held og lykke – i aften vil vi dø for Polen og civilisationen”, råber han til sine nedslidte soldater.
Med forsyninger fra luften klarer polakkerne sig imidlertid, indtil canadiske tropper dagen efter kommer dem til hjælp.
50.000 tyskere fanges i lommen
Undslupne tyske panserkampgrupper har de seneste dage desperat forsøgt at holde en passage åben, men den 21. august smækker de allierede kæber endegyldigt i.
Den tyske delingsfører Hans Erich Braun er sluppet ud i sidste øjeblik, men tilbage i Falaise-lommen må omkring 50.000 tyskere overgive sig i det største nederlag siden Stalingrad.
Ingen kender antallet af dræbte tyskere præcist, men tallet nærmer sig 15.000.
Selvom op mod 40.000 tyskere slipper væk, får de blot sølle 25 kampvogne med sig. Mange af de tidligere så slagkraftige divisioner er nærmest ophørt med at eksistere, og nederlaget bliver startskuddet til et hektisk tysk tilbagetog østpå gennem Frankrig og ind i Belgien. Allerede den 25. august falder Paris. Hitlers besættelse af Frankrig er knust.
Tilbage ved Falaise flyder ligene. Af frygt for sygdomme erklæres hele området for en “usund zone”.
Mange af de opsvulmede lig må fx skydes for at frigive ophobede gasser, før ligene bliver brændt. General Eisenhower besøger selv Falaise-lommen to dage efter de
sidste kampe. Han beskriver synet som noget, der var taget ud af Helvede:
“Det var i bogstaveligste forstand umuligt at træde på andet end dødt kød i forrådnelse”.
Knap 1.000 allierede kampvogne satte en nådeløs jagt ind på de flygtende tyskere.