De amerikanske styrker nåede den 11. april 1945 frem til kz-lejren Dora-Mittelbau i det sydlige Harzen. Tyskerne havde forinden evakueret størstedelen af lejren, og kun få fanger var tilbage – blandt dem den 19-årige Lilly Jacob fra Ungarn.
Året forinden var hun sammen med sin familie blevet deporteret til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau. Straks efter ankomsten blev Lilly skilt fra sine forældre og små brødre. Hun håbede stadig at se dem igen.
Lilly kom senere til Dora-Mittelbau, hvor hun skulle samle V2-raketter i en underjordisk fabrik. Da lejren blev befriet, lå Lilly på infirmeriet med tyfus. I en skuffe i barakken gjorde hun et foruroligende fund: Et smukt indbundet fotoalbum.

Lilly Jacob fandt et efterladt fotoalbum i kz-lejren Dora-Mittelbau.
Lilly så med det samme, at albummet var fyldt med billeder fra Auschwitz. Fotografierne viser ankomsten af en transport med ungarske jøder i maj eller juni 1944.
Albummet dokumenterer processen fra jødernes ankomst til dødslejren og frem til de sidste øjeblikke, før de blev ført ind i gaskamrene.
Hvem der tog billederne, er uvist. Det kan have været Ernst Hofmann eller Bernhard Walter – de to SS-mænd, som skulle tage ID-fotos af alle lejrens fanger. Historikerne ved ikke, hvorfor billederne blev taget.
Indholdsoversigt
ANKOMSTEN

Skorstenene til Krematorium II og Krematorium III kan anes i baggrunden. Her blev flertallet af jøderne brændt samme dag, som de ankom.
Jøderne sættes af i helvedes forgård
Fra den 15. maj til den 9. juli 1944 blev over 434.000 ungarske jøder deporteret til nazisternes kz-lejre. De fleste endte i Auschwitz-Birkenau. Togene kørte ind til en platform inde i lejren, hvorefter jøderne blev gennet ud af de overfyldte kreaturvogne. Ca. 80 pct. blev gasset ihjel kort efter ankomsten.
LEJREN

Auschwitz-Birkenaus krematorier (markeret med rødt) kunne brænde op mod 9.000 lig om dagen.
Auschwitz-Birkenau er en dødsfabrik
Hovedlejren, Auschwitz I, åbnede i 1940 og husede fortrinsvis politiske fanger. Auschwitz II (Auschwitz-Birkenau) fra 1942 var en udryddelseslejr med fire gaskamre og krematorier, mens Auschwitz III blev opført af den tyske kemikoncern IG Farben. Her fremstillede fangerne gummi og syntetisk benzin.
OPDELINGEN

I baggrunden ses Auschwitz-Birkenaus centrale vagttårn, hvis åbning toget med de dødsdømte jøder passerede gennem på vej ind i lejren.
De nyankomne bliver delt
Når SS-vagterne havde fået alle ud af vognene, blev de jødiske fanger bedt om at efterlade deres ejendele i bunker på aflæsningsplatformen. Herefter blev de delt i to grupper alt efter køn og alder: Mænd og ældre drenge i den ene kø, kvinder og børn i den anden.
UDVÆLGELSEN

Kvinden på billedet, Geza Lajtos, overlevede sit ophold i Auschwitz-Birkenau, men omkom i en anden kz-lejr i marts 1945.
Læger udsteder dødsdommene
Nu begyndte den såkaldte selektion. SS-læger vurderede de nyankomne jøder. Formålet var at afgøre, hvem der var “arbejdsduelige”. Nogle af jøderne blev bedt om at oplyse alder, og om de havde lært et håndværk, men de fleste blev vurderet udelukkende på deres fremtoning.
SLAVEARBEJDE

I alt blev ca. 1,1 mio. jøder deporteret til Auschwitz – af dem blev 200.000 udvalgt til slavearbejdet, resten blev dræbt med det samme.
Fanger er blot et nummer i rækken
De jøder, der i SS-mændenes øjne var stærke nok til at arbejde, blev sendt videre ind i lejren. Her blev de barberet skaldede, gennemgik en aflusning og fik tatoveret et fangenummer på venstre underarm. Til sidst fik de udleveret en stribet fangedragt og tildelt en plads i en af lejrens barakker.
EJENDELE

De konfiskerede ejendele blev samlet sammen og bragt til sortering i den såkaldte Kanada-afdeling i Auschwitz-Birkenau.
Alle ejendele bliver plyndret
En særlig gruppe kz-fanger fra lejrens Sonderkommando stod for at gennemrode de nyankomnes kufferter og sortere ejendelene. Tøj, sko og smykker lå i store bunker, så alt af værdi kunne gøre nytte andetsteds i Det Tredje Rige. Når sorteringen var afsluttet, var hovedparten af de oprindelige ejere allerede døde.
DØDSDØMTE

De jøder, som lægerne fandt uegnede til at arbejde, blev sendt direkte til gaskamrene.
Direkte til gaskamrene
Størstedelen af jøderne – især kvinder, børn, syge, handicappede og gamle – blev kasseret af SS-lægerne og sendt mod lejrens gaskamre. Først nåede jøderne til et omklædningsrum, hvor de fik besked på at tage tøjet af, så de kunne få et bad. At de i stedet skulle gasses, vidste de ikke.
VENTETID

Jøderne anede ikke, hvad der ventede dem, mens de sad i lunden ude foran gaskamrene.
Dødens grønne venteværelse
I sommeren 1944 løb nazisterne i Auschwitz-Birkenau ind i et problem: Gaskamrene og krematorierne havde ikke kapacitet til at håndtere de mange jøder, der ankom fra Ungarn. Derfor fik de dødsdømte en sidste rolig stund i en lund foran gaskamrene.
SIDSTE ØJEBLIKKE

Fra 1944 blev alle børn under 14 år automatisk kasseret som arbejdskraft og sendt til gaskamrene.
Ventetiden får en ende
Når der igen var plads i “omklædningsrummet”, blev de ventende ført ind til deres død. Tyskerne deporterede omkring 216.000 jødiske børn under 18 år til Auschwitz-Birkenau. Af dem blev langt størstedelen gasset med det samme, andre indgik i uhyggelige menneskeforsøg hos dr. Josef Mengele.
OPDAGELSEN

Lilly opdagede sine brødre i på et af billederne. I 1980 forærede hun Auschwitz-albummet til de israelske myndigheder.
Lilly Jacob finder sin familie
Mens Lilly Jacob bladrede i Auschwitz-albummet, opdagede hun et billede af Sril og Zelig – hendes to brødre – i vrimlen foran togvognene. De blev begge gasset ihjel. I årene efter 2. verdenskrig opsøgte mange overlevende jøder Lilly i håb om at finde et billede af en af deres kære, der forsvandt under holocaust.