Auschwitz – nazisternes mest berygtede koncentrationslejr

I juni 1940 skridtede tyske soldater ind på en eksercerplads mellem en række slidte røde kasernebygninger i det sydlige Polen.

Kun ni måneder var gået, siden tyskerne havde kastet Europa ud i 2. verdenskrig med angrebet på nabolandet.

På rystende kort tid havde den tyske hær besat Danmark, Norge, Holland, Belgien og Frankrig, og alt tegnede til, at Det Tredje Rige snart ville underlægge sig hele Europa.

I mellemtiden skulle kaserneområdet i Oswiecim – på tysk kaldet Auschwitz – bruges som koncentrationslejr for regimets polske fjender; intellektuelle, politiske aktivister og præster.

Som alle tyske koncentrationslejre kom også Auschwitz til at høre under det nazistiske elitekorps SS, og karriereofficeren Rudolf Höss blev udnævnt til kommandant.

Den 39-årige oberstløjtnant havde allerede gjort sig bemærket i ledende stillinger i koncentrationslejrene Dachau og Sachsenhausen.

Her havde han set, hvordan hårdt arbejde havde en beroligende virkning på fangerne, og som nyudnævnt kommandant besluttede Höss derfor at overføre Dachaus motto “Arbeit Macht Frei” til Auschwitz, hvor ordene – bøjet i jern – kom til at pryde lejrens hovedindgang.

For SS' øverste leder Heinrich Himmler rummede området omkring Auschwitz uanede muligheder.

Det sumpede og sparsomt beboede polske landskab skulle laves om til landbrugsjord og indlemmes i nazisternes “Nye Rige” – et helt nyt samfund befolket af “racerene” kolonister, som nazisterne ville opbygge i øst.

Her skulle indvandrede tyske koloniherrer nyde godt af de slaviske arbejderes slid.

Himmler beordrede derfor straks lejren udbygget fra den eksisterende kapacitet på 10.000 fanger til at kunne rumme 30.000.

De omfattende byggerier ville være næsten umulige at anlægge på den sumpede jord, fremførte lejrledelsen, men Himmler insisterede på at give projektet højeste prioritet:

“Mine herrer, lejren vil blive udvidet. Mine grunde er meget vigtigere end Deres indvendinger”, fastslog SS-chefen arrogant. Og med de ord gik de polske politiske fanger i gang med at udvide kaserneområdet i Auschwitz.

Planen var, at en del af fangerne senere skulle sættes i arbejde for SS-ejede virksomheder, der leverede byggematerialer til Hitlers prestigebyggerier i Berlin.

Resten skulle knokle med at skabe landbrugsjord og ikke mindst for private tyske virksomheder som kemifabrikken IG Farben, der eksperimenterede med at lave syntetisk benzin og andre nyttige krigsprodukter.

Krigen ændrede alle planer

Planen om et tysk kolonirige ved Auschwitz blev aldrig virkelighed, og snart fik Himmler andet at tænke på end sine ariske luftkasteller.

22. juni 1941 invaderede den tyske hær Sovjetunionen, og inden længe begyndte enorme strømme af russiske krigsfanger at flyde mod vest – mange af dem til lejre i Polen og ikke mindst Auschwitz.

For at skaffe plads til de hundredtusinder af russiske fanger inddrog SS et landområde ved landsbyen Brzezinka – af tyskerne kaldet Birkenau – to kilometer fra den oprindelige lejr.

Her på marker, der ofte stod under vand, blev de nytilkomne sat til at opføre en helt ny koncentrationslejr, som kunne opsuge de mange russiske fanger.

Det hårde arbejde med byggeriet og Birkenaus usunde omgivelser viste sig hurtigt at være dødbringende for fangerne.

Udhungrede og på en kost af tynd suppe og få gram brød gav kroppene efter. Hver nat bukkede nye mænd under i Auschwitz' utætte barakker, hvor fugten steg op gennem jordgulvet.

“Kulden kunne de klare, men ikke fugten og de konstant fugtige klæder, de bar. Dette, sammen med de hastigt sammentømrede, halvfærdige barakker, fik dødsraten til at stige drastisk”, berettede lejrkommandanten.

Ovnene kunne ikke følge med i Auschwitz

Den høje dødelighed blandt fangerne gik ikke ubemærket hen hos Höss, der iagttog de voksende ligbunker med bekymring.

Lejrens krematorium var beregnet til at brænde de døde fra den oprindelige arbejdslejr med 10.000 fanger, og ligene hobede sig derfor op i Auschwitz' ligkældre og på stierne mellem barakkerne.

Med de voksende bunker steg frygten for dødelige epidemier. Höss indså hurtigt, at problemet med at bortskaffe ligene kun kunne blive værre fremover – ikke mindst når Birkenau med sine 100.000 fanger stod færdig.

Han tilkaldte derfor Auschwitz' byggeleder og arkitekt Karl Bischoff, som blev sat til at udtænke en løsning til at slippe af med ligene.

Arkitektens tanker gik straks til den midttyske by Erfurt, hvor firmaet Topf & Söhne havde hovedsæde.

Det velrenommerede familiefirma – ledet af brødrene Ernst og Ludwig Topf – havde siden 1937 været fast leverandør af ovne til koncentrationslejrenes krematorier.

Firmaet havde da også installeret den første ovn i Auschwitz, og i oktober 1941 telegraferede Bischoff derfor til firmaet, som sendte deres bedste sælger, Kurt Prüfer, til Polen.

Ovnsælger opbygger Auschwitz

Som søn af en lokomotivfører havde Prüfer efter 1. verdenskrig kæmpet sig til en uddannelse som maskiningeniør og var siden blevet belønnet for sin dygtighed med en betroet stilling hos Topf & Söhne.

Her havde han med stor succes udviklet en ovntype, der viste sig at kunne leve op til koncentrationlejrens behov.

Mens almindelige ovne som regel var dekoreret, så de lignede små kirker eller græske templer, fremstod Kurt Prüfers ovne rå og funktionelle.

Ovnene var heller ikke beregnet til at blive slukket efter hver kremering, en foranstaltning, civile krematorier benyttede for at kunne indsamle de afdødes aske mellem hver brænding.

Selv de normale tekniske finesser, der gjorde røgen klar og lugtfri, var sparet væk.

Mødet mellem sælgeren Prüfer og arkitekten Bischoff i slutningen af oktober 1941 blev første skridt på koncentrationslejren i Oswiecims vej til dødsfabrik.

Inden længe stod en tyk, kulsort og ildelugtende røg op fra krematorieskorstenene i koncentrationslejren og formørkede himlen over Auschwitz.

SS'ere kunne ikke klare myrderierne i Auschwitz

Mens Prüfer, Höss og arkitekten Bischoff udtænkte planer for Auschwitz' krematorier, tromlede de tyske tropper stadig frem på østfronten.

I deres kølvand fulgte de frygtede einsatzgruppen – drabspatruljer under SS, der havde til opgave at indfange, henrette og siden begrave Sovjetunionens jøder i massegrave.

Massehenrettelserne foregik ved skydning, men metoden viste sig at være langt mere kompliceret for einsatzgruppernes soldater, end Himmler havde troet, da han udtænkte metoden ved sit skrivebord i Berlin.

Efter Himmler havde overværet en massehenrettelse af jøder i Minsk, var flere i hans følge tydeligt rystet.

Én af SS-mændene brød endda alle regler og tiggede sin chef om at slippe for at overvære yderligere drab:

“Jeg kan ikke tage det mere. Kan De ikke få mig ud herfra?” tryglede manden, der befandt sig i en tilstand af åbenlys opløsning.

Også en anden af Himmlers ledsagere, obergruppenführer von dem Bach Zelewski, var dybt bekymret.

“Reichsführer, vi henrettede kun et par hundrede denne gang...Se i øjnene på mændene i gruppen, hvor rystede de er. De er færdige for resten af livet”, advarede han indtrængende sin chef.

Efter besøget i Minsk søgte Himmler derfor efter en løsning, så tyske soldater kunne slippe for kvalerne ved at henrette uskyldige civile.

Om efteråret forsøgte SS sig blandt andet med at sprænge mennesker ihjel. Metoden viste sig dog lige så problematisk, som nedskydningerne havde været.

Efter eksplosionen lå ligdelene spredt i et stort område, og afrevne arme og ben hang i træerne.

Auschwitzs første ofre var russere

Løsningen på “problemet” blev fundet i Auschwitz. Også her havde lejrledelsen problemer med personalets psyke efter nedskydninger af syge fanger.

Men i efteråret 1941 fik Karl Fritzsch, Höss' næstkommanderende, en idé. På lejrens lager stod stabel efter stabel af små runde dåser med Zyklon B, et velkendt middel til aflusning af tøj, møbler og tæpper. Måske – tænkte Fritzsch – kunne midlet også bruges til at dræbe mennesker.

Fritzsch, der havde kommandoen, mens Höss var ude at rejse, skred straks til handling.

Kælderen i blok 11, lejrens frygtede fængsel, blev udset til at huse eksperimentet, og fanger sat til at skovle jord hen foran vinduerne.

Kort efter nærmede en grotesk procession sig bygningen. Udhungrede sovjetiske officerer i pjaltede uniformer blev drevet ind i kælderen.

Herefter fulgte sårede russiske soldater humpende på krykker eller liggende på snavsede bårer. Fangerne var udset til at være de første ofre for Zyklon-gassen i Auschwitz.

Ved Höss' hjemkomst kunne Fritzsch stolt fortælle om sit vellykkede eksperiment og endog demonstrere det for sin chef på et nyt hold russere.

Lejrkommandanten var begejstret:

“Beskyttet af en gasmaske betragtede jeg selv drabene. I de overfyldte celler kom døden, straks Zyklon B blev smidt derind. Et kort, næsten halvkvalt skrig, og alt var ovre”, skrev Höss senere.

Giftdoserne var for små

I virkeligheden viste også gashenrettelserne sig problematiske. August Kowalczyk, en polsk fange, forklarede senere, at døden trak pinefuldt ud i det improviserede gaskammer.

Vagterne havde problemer med at finde den rette dosis Zyklon B og ikke mindst med at gøre rummet helt lufttæt.

Som en konsekvens tog drabene op til en halv time, og flere af fangerne var stadig i live dagen efter gasningerne.

“Vagterne øgede dosis, tilsatte flere krystaller og fik arbejdet gjort”, fortalte Kowalczyk om SS-ernes eksperimenter.

Set ud fra lejrledelsens synspunkt var forsøget imidlertid vellykket, og Höss, der – skrev han senere – “altid havde skælvet ved tanken om udryddelse ved skydning”, var “lettet over, at vi nu ville være sparet for alle disse blodbade”.

Hitler forlanger jødernes udryddelse

December 1941 vendte den tyske krigslykke; i øst blev tropperne standset af Den Røde Hær og en bidende kold russisk vinter. I vest sendte Japans angreb på Pearl Harbor USA – verdens største industrimagt – ind i krigen.

Som så ofte før i sin politiske karriere greb Hitler til jødehadet for at samle den tyske befolkning.

Ved et møde med Himmler, propagandaminister Joseph Goebbels og andre topnazister den 12. december slog Føreren fast, at tiden var kommet til at udrydde jøderne.

Eftersom mødet fandt sted i Hitlers private lejlighed, eksisterer intet officielt referat, men dagbogsnotater og optegnelser fra mødedeltagerne levner ingen tvivl om dagsordenen.

“Hvad angår det jødiske spørgsmål, er Føreren fast besluttet på at gøre rent bord...Verdenskrigen er her, udryddelsen af jøderne må være den nødvendige konsekvens. Dette spørgsmål må vi anskue uden sentimentalitet”, skrev Joseph Goebbels dagen efter i sin dagbog.

Hvordan udryddelsen skulle udføres, blev drøftet en måneds tid senere ved en konference i Wannsee lidt uden for Berlin og ikke mindst gennem en serie møder mellem Hitler og Himmler i månederne, der fulgte.

I juni 1942 blev Höss kaldt til Berlin, hvor Reichsführeren ventede med en vigtig besked:

“Føreren har givet ordre til den endelige løsning på jødespørgsmålet. Vi, SS, skal udføre ordren”, meddelte Himmler.

“Jeg har derfor udset Auschwitz til formålet, dels på grund af, at lejren trafikmæssigt ligger så centralt, dels fordi området let lader sig isolere og camouflere”.

Med de ord begyndte den systematiske indsamling og udryddelse af Europas jøder i Auschwitz.

Få overblik over Birkenau-lejren:

Auschwitz-fangerne går i chok

I løbet af 1942 begyndte de propfyldte kreaturvogne for alvor at rulle ind på togsporene ved Birkenau.

Efter dagevis i kreaturvognenes mørke blev jøderne ved ankomsten udsat for en nøje planlagt strategi, der skulle bringe dem i en tilstand af passivt chok.

Straks dørene blev åbnet, smældede vagter ordrer, og schæferhunde gøede højlydt. SS-mændene lod stokkeslag hagle ned over fangerne, i det øjeblik de satte fødderne på jorden, og drev dem fremad med kommandoråb, deres gøende hunde og slag.

Fanger, som reagerede for langsomt, blev sporadisk henrettet for at skabe yderligere frygt og chok.

Metoden virkede. Lynhurtigt samlede de ankomne sig i to rækker. Mænd i den ene, kvinder og børn i den anden.

Slangen af mennesker bevægede sig herefter hurtigt frem mod “dødsrampen”, hvor en SS-læge sorterede de nytilkomne med et vink med tommelfingeren.

De arbejdsføre, fortrinsvis mænd og kvinder uden børn, blev sendt til indkvartering i lejren.

Resten – de gamle, de syge, børn og kvinder med små børn – blev dirigeret mod gaskammeret.

I Auschwitz kom døden nedefra

På trods af hvad Höss havde troet, viste gasningerne sig ubarmhjertigt brutale. Alt for mange mennesker blev stuvet sammen i gaskamrene.

Som regel kvinder og børn først, og når rummet var proppet med de dødsdømte, drev SS-vagterne yderligere 20-30 stærke, mandlige jøder ind i kamrene.

Med stokkeslag og råb fik de mændene til at mase sig ind i det propfyldte rum, indtil ofrene stod så tæt, at de svageste allerede her døde af luftmangel.

Shlomo Venezia, et græsk medlem af sonderkommandoet – de jødiske fanger, der blev sat til at fjerne ligene efter henrettelsen – fortæller om øjeblikket, hvor dørene blev boltet til og panikken ramte de indespærrede:

“Gassen udviklede syre nedefra, så alle forsøgte at kravle op på hinanden for at luft (...) Det, vi så, når døren blev åbnet, var grusomt (...) Vi fandt dem haget fast til hinanden, hvér og en havde desperat kæmpet for en smule luft”.

Efter hver gasning rensede jøder som Shlomo Venezia væggene for ekskrementer og blod – de tydelige spor fra dødskampen.

Omtrent to timer efter en gasning var kammeret klargjort til endnu en massehenrettelse.

Ovnene kan ikke brænde ligene

Snart steg antallet af gasninger så meget, at lejrledelsen fik svært ved at skjule, hvad der foregik i gaskammeret, der stadig lå ved lejrens hovedstrøg.

“For at overdøve skrigene fra de døende havde SS motorcykler kørende i tomgang, så ingen kunne høre skrigene. Men det lykkedes ikke”, husker Jósef Paczynski, en polsk fange, der sammen med et par kammerater en aften sneg sig hen for at finde ud af, hvad der foregik i krematorierne.

Höss besluttede derfor at indrette midlertidige gaskamre i to stråtækte bondehuse, der befandt sig nær den nye lejr Birkenau.

Husenes ejere blev brutalt smidt ud af SS, og de idylliske huse forsynet med lufttætte døre og vinduerne tildækket.

De to nye gaskamre viste sig effektive, men til Höss' ærgrelse opstod nu et andet problem. Med de stadig flere henrettelser i de stadig flere gaskamre kunne selv ikke Topf & Söhnes krematorieovn følge med.

SS-ledelsen forsøgte derfor at begrave de overskydende lig. Opgaven var nærmest umulig og skulle gå så stærkt, at de jødiske straffearbejdere i sonderkommandoet kun lige akkurat kunne nå at lave gravene dybe nok til at dække de dødes kroppe.

For hurtigt at få opløst ligene blev de overstrøet med læsket kalk, men anstrengelserne viste sig forgæves.

I den hede sommervarme bredte ligstanken sig i hele Auchwitz til stor utilfredshed for Heinrich Himmler, der 17. juli 1942 inspicerede lejren.

Ifølge Höss undlod Himmler at påtale problemet under selve besøget, men næppe var reichsführeren vendt hjem, før han sendte sin problemknuser standartenführer Paul Blöbel til Auschwitz.

Østfrontsveteran tager styringen

Blöbel havde en blodig karriere bag sig. Efter en tid i sikkerhedstjenesten var han blevet sendt til Østfronten som leder i et einsatzkommando.

Her havde han vundet både hæder og berømmelse i SS-ledelsen, da han i september 1941 havde organiseret nedskydningen af næsten 34.000 jøder i bjergkløften Babi Jar i Ukraine.

Blöbel havde også været hjernen bag Himmlers forsøg på at sprænge fanger ihjel. Fire måneder efter massakren i Babi Jar var han blevet hjemsendt på grund af alkoholisme, men erfaringerne fra Østfronten var stadig værdifulde for styret.

Nu beordrede Himmler ham til at give sine færdigheder videre til Auschwitz' vagter.

Menneskefedt holdt ilden i live

I Birkenau viste Blöbel, hvordan ligene i massegrave brænder bedre ved at stable de døde kroppe mellem lag af brænde og jernbaneskinner. Som brændstof anbefalede den kyniske Blöbel benzin eller metanol, der blev stænket over de øverste lig.

Men Blöbels metoder stoppede ikke her, for veteranen fra østfronten var skræmmende i sin effektivitet.

“Gravene skrånede på en måde, så det fedt, der blev udskilt, når ligene brændte, løb ned langs graven til et opsamlingskar”, forklarede Shlomo Venezia fra sonderkommandoet senere.

Når flammerne truede med at gå ud, skulle sonderkommando-medlemmerne tage lidt af fedtet i karret og kaste det på ligbålet, så ilden igen blussede op.

Blöbel tog også Höss med på studietur til udryddelseslejren Chelmno ved Lodz, hvor lejrkommandanten fik fremvist krematoriet og en mandshøj tromle, der kunne knuse de tiloversblevne knogler.

Når benene havde været igennem knuseren, kunne ingen finde et eneste spor efter ofrene, lovede Blöbel.

Hæren klagede over afbrændingerne i Auschwitz

På trods af de nye metoder konkluderede Höss snart, at ligbrændingerne i det fri ikke var løsningen på problemet:

“I dårligt vejr eller i kraftig blæst blev stanken af brændende kød båret mange kilometer væk, og hele nabolaget snakkede om, at her blev brændt jøder”, forklarede Höss senere.

Endnu vigtigere fik lejrledelsen også klager fra hæren, der gjorde opmærksom på at de lysende ligbål kunne fungere som pejlemærker for fjendtlige piloter om natten.

Derfor blev Topf & Söhne igen kaldt til Auschwitz til planlægningsmøde, og efteråret igennem arbejdede lejrledelsen, arkitekter og ovnfirmaet med skitser til nye krematorier, som kunne brænde ligene af de mange jøder.

I første omgang skulle de nye bygninger sandsynligvis blot fungere som krematorier. Men snart indså lejrledelsen, at Birkenau også havde brug for effektive gaskamre, og byggeledelsen besluttede at placere dem i samme bygning som de nye krematorier.

Oprindeligt havde ligkældrenes døre åbnet indad – en løsning, der ville gøre det umuligt at åbne dørene ind til de stopfyldte gaskamre. Derfor blev dørene nu ændret til at åbne udad.

Samtidig sløjfede arkitekterne en planlagt sliske til at slæbe lig ned i kælderen og erstattede den med en trappe, de dødsdømte kunne bruge på vej til gaskammeret.

Gennem hele vinteren arbejdede arkitekter og byggeledelsen hårdt på at få styr på selv de mindste detaljer i den nye udryddelsesmaskine.

Et af de største problemer var, at Zyklon B-granulatet blev opløst bedst ved 26 grader. Ovnsælgeren Prüfer udviklede derfor personligt et rørsystem, der brugte overskydende ovnvarme til at opvarme gaskamrene til de perfekte 26 grader, så giften virkede optimalt.

Men forsøget blev hurtigt skrinlagt, fordi varmen fra ovnene overophedede ventilationskanalerne.

Bortset fra disse mangler levede det uhyggelige aflivningsanlæg op til lejrledelsens krav. Det konstaterede en repræsentant for Topf & Söhne – som også leverede ventilationsanlæg til Auschwitz – ved selvsyn, da de nye gaskamre blev taget i brug i maj 1943.

“Ganske som forventet ankom en fangetransport om lørdagen til lejren, og samme dag kontrollerede jeg sammen med Bischoff, hvordan blæserne og ventilatorerne i gaskammeret fungerede”, udtalte Schultze.

Til formålet blev ca. 150-300 fanger fra en nyankommen transport drevet ind i gaskamrene og gasset.

“En SS'er satte gaskammerets ventilationsanlæg i gang, den forgiftede luft blev suget ud, og frisk luft blæst ind igen. I løbet af denne test kunne jeg fastslå, at både blæsere og ventilationsanlæg fungerede upåklageligt”, berettede Schultze tilsyneladende upåvirket af den uhyggelige virkelighed.

150.000 gasninger om måneden

Efter en række testgasninger stod de nye krematorier med gaskamre klar i sommeren 1943. Bygningerne var opført i røde mursten og lå i udkanten af Birkenau-lejren.

Krematorium II og III var forsynet med fem store ovne, hver med tre ovndøre, mens de mindre krematorier IV og V rummede hver én stor ovn med otte døre.

For at effektivisere processen blev ligene transporteret op fra gaskamrene i kælderen med en hejsemekanisme.

I alt havde de nye krematorier i Birkenau kapacitet til at myrde og destruere 4700 mennesker hver eneste dag.

Sammen med det første gaskammer i Auschwitz-hovedlejren opnåede dødsfabrikken en udryddelseskapacitet på 150.000 mennesker om måneden.

VIDEO: Hør en overlevendes historie fra koncentrationslejren Auschwitz

En uhyggelig effektivitet kendetegnede hele dødsprocessen, fra ofrene tog de første skridt ned ad den brede trappe til afklædningsrummene i kælderen.

Medlemmer af sonderkommando havde til opgave at fortælle ofrene, at de skulle have et bad. På dette sene tidspunkt ønskede selv de jødiske straffearbejdere ikke at skræmme deres landsmænd.

Døden var uundgåelig, og sonderkommandomedlemmerne forsikrede og beroligede derfor de nyankomne med løfter om, at de virkelig skulle i bad, og at et lunt måltid mad ventede bagefter.

På trods af rygterne og mistanken har landsmændenes ord ganske sandsynligt medvirket til, at ofrene stort set altid gik ind i gaskamrene frivilligt.

Sonderkommandomedlemmer fortæller desuden, at mødrene med børn oftest var de første i gaskamrene, måske fordi de vidste, hvad der ventede, og ønskede, at døden kom hurtigt.

For at styrke illusionen af, at fangerne blot skulle i bad, havde lejrledelsen opsat nummererede knagerækker og skilte i afklædningsrummene, der viste vej “Til badene” eller “Til desinfektion”. Inde i gaskamrene fortsatte bedrageriet.

“Efter at de havde klædt sig af, gik jøderne ind i gaskammeret, som for at opretholde illusionen var forsynet med brusere og vandrør”, berettede Höss om sine gaskamre og fortsatte:

“Processen gik altid roligt for sig, for medlemmer af sonderkommando beroligede dem, som havde en anelse om, hvad der ventede...For en sikkerheds skyld blev tre fanger fra sonderkommando og en SS-mand altid i kammeret indtil sidste øjeblik”, fortalte Höss.

Når døden var indtrådt, fjernede sonderkommandoet ligene og ribbede ofrene for alt, der kunne genbruges; smykker, proteser, tandguld – selv kvindernes hår.

Morris Venezia, en græsk jøde, husker det makabre syn af stablede lig, som han fik besked på at klippe med noget, der lignede en fåresaks.

“De lå som sardiner i en dåse”, husker han. Håret blev vasket og lagt til tørre på loftet over krematorieovnene. Herefter blev det sendt til Tyskland for at blive syet til bl.a. tæpper og dyner.

Ungarns jøder røg direkte i døden

I 1944 kunne alle efterhånden se, hvor krigen bar hen; fra øst smadrede Den Røde Hær igennem tyskernes rækker, og i vest var det kun et spørgsmål om tid, før de allierede ville skubbe tyskerne tilbage mod Berlin.

Ungarns regering, der gennem krigen havde støttet Nazityskland, begyndte at vakle, og Hitler besluttede, at tiden var kommet til, at også Ungarns 760.000 jøder skulle udryddes.

Hidtil havde jernbanesporene endt omkring en halv kilometer fra Birkenaus hovedindgang. Her, på den “gamle jøderampe”, var jøderne blevet sorteret og sendt på march eller kørt på lastbiler til gaskamrene.

For at effektivisere udryddelsen forlængede tyskerne sporene, så de nu endte midt i Birkenau.

Fra den nye sorteringsrampe skulle de dødsdømte kun gå et par hundrede m. til krematorierne, en overkommelig distance for alle, der blev sendt til aflivning. Gaskamre og krematorier arbejdede på højtryk igennem sommeren 1944.

Alligevel hændte det, at gaskamrene var fyldte, når en transport ankom. I de tilfælde beordrede SS jøderne til at vente i en skyggefuld birkelund – med fuld udsigt til Birkenaus rygende, ildspruttende krematorieskorstene.

Af de omkring 440.000 ungarske jøder, der ankom i sommeren 1944, blev mindst 320.000 sendt direkte til gaskammeret.

Nazisterne ville redde Auschwitz-maskineriet

Efterhånden som gasningerne eskalerede, begyndte vidnesbyrd om nazisternes ugerninger at sive ud til omverdenen.

Samtidig forkyndte kanontordenen fra øst, at enden var nær – såvel for Tyskland som for Auschwitz.

For sidste gang blev Topf & Söhne tilkaldt, denne gang for at afmontere de dele i krematorierne og gaskamrene, som SS håbede kunne genbruges i andre lejre på sikker afstand af Den Røde Hær.

Efter at alt dyrebart udstyr var fjernet, sprængte nazisterne bygningerne i luften for at fjerne alle spor fra Holocaust.

Hovedparten af de resterende fanger blev sat på tog med kurs mod andre lejre eller sendt ud på regulære dødsmarcher tværs gennem det bidende kolde Polen.

Da Den Røde Hær 27. januar 1945 nåede frem til Auschwitz-lejren, fandt soldaterne omkring 7000 overlevende, alle i en sørgelig forfatning – udhungrede, snavsede og lusebefængte.

For russerne blev befrielsen af Auschwitz et af deres dystreste minder: “De hverken hilste eller smilede”, husker Primo Levi, en italiensk jøde, om soldaterne.

“De følte den skam, en retfærdig mand føler, når han iagttager en anden mands forbrydelse”.

Höss blev hængt

Den 16. april 1947 blev Rudolf Höss hængt uden for sin kommandantbolig. Auschwitz' tidligere kommandant gik på skafottet uden et tegn på fortrydelse – rank og uden at mæle et ord.

Samme mangel på anger gjorde sig gældende for Topf & Söhnes sælger Kurt Prüfer. Stillet over for en sovjetisk undersøgelseskommission erkendte han godt nok sin medvirken i opbygningen af udryddelsesfaciliteterne, men viste ingen fortrydelse.

Han blev kendt skyldig i “forbrydelser mod civilbefolkningen og sovjetiske krigsfanger” og idømt 25 års strafarbejde i Sibirien. Her døde han i 1955.

Med udsigt til at blive arresteret valgte Ludwig Topf at gøre en ende på livet. Den 30. maj 1945 tog han gift efter i et afskedsbrev at have fastslået:

“Jeg har altid været anstændig – det modsatte af en nazist. Det ved alle og enhver”. Ernst-Wolfgang Topf blev aldrig stillet for en domstol.

Han fastholdt livet igennem, at han intet havde gjort ud over at sælge “uskyldige ovne”.

KZ-lejrenes uhyrligheder forfulgte ofrene

Grusomhederne i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau har naturligt nok forfulgt de overlevende resten af livet.

Den græske jøde Shlomo Venezia, der som en af få har fortalt om oplevelserne i sonderkommandoet, blev aldrig sig selv igen:

“Jeg har aldrig haft et normalt liv. Jeg har ikke kunnet opføre mig som en normal far for mine børn. Uanset hvad jeg laver eller ser, vender mit sind altid tilbage til det samme sted.

Det er, som om det ‘arbejde’, jeg blev pålagt, aldrig er kommet ud af mit hoved...man forlader aldrig rigtig krematoriet”.

Krematorierne i Auschwitz, hvorfra sort, tyk røg og aske pumpede ud i døgndrift, ligger i dag hen som ruiner.

Hvor jernbanesporene endte – hvor tusindvis af jøder blev revet fra deres familier og sendt i døden med et tommelfingerpeg – knejser et simpelt mindesmærke.