Få timer efter midnat den 19. april 1943
Warszawas ghetto - 2000 tyske soldater marcherer ind i den jødiske ghetto i Polens hovedstad. Rigsføreren for SS, Heinrich Himmler, vil have området ryddet øjeblikkeligt.
Klokken er to om morgenen, da modstandsmanden Marek Edelman får besked om, at de tyske soldater er på vej. Beskeden kommer ikke som en overraskelse. Allerede aftenen før har jødiske vagtposter advaret om, at tyske gendarmer og polske politifolk er i gang med at omringe ghettoen.
For den 23-årige Marek Edelman er beskeden et signal til aktion. Han leder én af de i alt 22 kampgrupper, som den jødiske modstandsbevægelse har dannet, og få minutter efter signalet har Marek samlet sine mænd.
Bevæbnede med lette håndvåben, hjemmelavede granater og benzinbomber løber modstandsfolkene lydløst gennem de natstille gader og ind i en tom fem-etagers bygning, der flere dage i forvejen er blevet omdannet til en primitiv fæstning.
Vinduerne på de øverste af husets etager er allerede dækket til med sandsække, og nu barrikaderer Marek og hans mænd også indgangen til gaden med tunge møbler.
Overalt i ghettoen flygter kvinder og børn ned i kældre og underjordiske bunkeranlæg med hænderne fulde af mad.
I flere minutter myldrer de kolde brostensgader med liv, men efter et kvarter er alle på plads, og en ildevarslende stilhed indtager gaderne omkring det såkaldte Børstenbinderkvarter i den måneskinsbelyste ghetto.
Tidlig morgen den 19. april
Den indre del af ghettoen - SS-Oberführer Ferdinand von Sammern-Frankenegg har beordret sine tropper ind i ghettoen. For at undgå panik blandt jøderne bevæger soldaterne sig i små grupper.
I grupper på tre-fire soldater bevæger soldaterne sig tavst gennem gaderne. Langsomt samler de sig i større enheder og bevæger sig længere ind i ghettoen, der fremstår spøgelsesagtig i det kolde måneskin. Gaderne er som blæst for mennesker. Den eneste lyd, soldaterne hører, er ekkoet af deres egne støvler mod brostensbelægningen.
Stilheden bekymrer imidlertid ikke de tyske soldater. De er velforberedte efter to måneders intens træning til aktionen, som involverer tyske eliteenheder fra Waffen-SS samt polske og litauiske hjælpetropper – i alt 2000 mand.
Omkring klokken 06.00 når de tyske tropper hjørnet af gaderne Nalewki og Gesia ikke langt fra Børstenbinderkvarteret. Langs gaderne knejser femetages beboelsesblokke med tunge smedejernsbalkoner ragende ud.
Pludselig sønderflænges stilheden af et skud. Sekundet efter hvisler kugler og håndgranater ned over de forbløffede tyskere, der springer for livet. Skrækslagent gjalder råbene: “Die Juden haben Waffen! – Jøderne har våben!”
Soldaterne søger dækning langs husmurene, mens de beskydes fra hver en balkon og hvert et vindue. Kugleregnen er så voldsom, at tyskerne, der klemmer sig op ad murene, end ikke tør hente deres sårede kammerater, der skriger på hjælp. Panikken er total.
Ikke langt derfra, i krydset mellem Mila og Zamenhofa, forsøger tyske enheder at bryde igennem den jødiske spærreild ved at sende en kampvogn frem.
Den lette tank, de har fået stillet til rådighed, stopper brat, da den bliver ramt af en brændende flaske fyldt med benzin. Hjælpeløse ser soldaterne til, mens kampvogn og besætning sekundet efter er omspændt af flammer.
Da endnu en pansret vogn kort efter dukker op, lider den samme skæbne. Nu har tyskerne fået nok, og efter mindre end en times kamp beordrer Ferdinand von Sammern-Frankenegg tilbagetrækning. SS-Oberführeren må efterlade 12 dræbte soldater.
Tyskerne kontrollerede, hvor meget mad der fandt vej til ghettoen, og lod tusinder dø af sult.
1940: Jøderne blev fanget i et helvede
I oktober 1940 murede nazisterne 450.000 jøder inde i et gammelt kvarter i Warszawa. For de indespærrede udviklede livet sig til en desperat overlevelseskamp.
“Jøder er en smitsom sygdom og skal afskærmes fra samfundet”. Så enkelt var budskabet fra den tyske besættelsesmagt, da højtalervogne den 12. oktober 1940 bekendtgjorde, at Warszawas jøder havde to uger til at pakke deres ting og flytte ind i “Warszawas jødiske beboelses-kvarter”.
450.000 jøder blev stuvet sammen på fire km2, og ghettoen forseglet med en tre m høj mur. Allerede fra begyndelsen blev dagligdagen en kamp for overlevelse.
Tyskerne kontrollerede nidkært mængden af mad, som nåede inden for murene, og indbyggerne måtte overleve på et gennemsnit af 220 kalorier pr. dag – langt under de 2000, voksne kræver for at overleve.
Resultatet stod hurtigt klart. Alene i 1941 døde 41.000 af ghettoens indbyggere, og hver morgen blev oprydningshold sendt ud i gaderne for at indsamle ligene af de, som var døde i løbet af natten.
Enkelte af ghettoens indbyggere formåede at opretholde et nogenlunde normalt liv. I den såkaldte lille ghetto etablerede de mest velhavende jøder sig, og deres formuer og smykker sikrede dem mad fra ghettoens sorte børs.
Andre var så heldige at få arbejde – og mad – på de tysk-kontrollerede fabrikker, der flyttede ind i området for at udnytte arbejdskraften.
Kl. 07.30, 19. april
Hotel Bristol, Warszawa - Tyskerne har tabt første slag og trukket sig ud af ghettoen. Soldaterne venter på nye ordrer.
Ferdinand von Sammern-Frankenegg er i panik, da han brager ind i SS-brigadeführer Jürgen Stroops værelse på Hotel Bristol i Warszawa.
Den fejlslagne aktion i ghettoen er planlagt af Frankenegg, og SS-lederen frygter, hvordan Heinrich Himmler vil reagere, når han hører, at Warszawas jøder med lette håndvåben og hjemmelavede benzinbomber har sendt den tyske hær på flugt.
Den 47-årige Jürgen Stroop kigger med foragt, mens han lytter til Frankeneggs beretning om morgenens begivenheder.
Stroop har tidligere gjort tjeneste på østfronten i den berygtede SS Division Totenkopf, hvis tropper er berygtede for deres brutalitet og fanatisme.
Den erfarne og brutale brigadeführer Jürgen Stroop besluttede at drive jøderne ud med flammekastere.
Køligt taler han imod Frankeneggs forslag om at få Luftwaffe til at jævne ghettoen med jorden – det vil være en ydmygelse af SS at tilkalde hjælp til at nedkæmpe en flok jøder.
Kort inde i samtalen begynder telefonen at kime. Stroop får Heinrich Himmler i røret. Føreren for SS ønsker en omgående situationsrapport, og nyheden om fiaskoen får Himmler til at eksplodere i en strøm af eder og forbandelser.
Han beordrer Frankenegg afsat og udnævner i stedet den brutale Stroop til at lede operationen. Orden er klar: Jødernes modstand risikerer at opildne polakkerne til oprør, så Stroop skal øjeblikkeligt knuse ghetto-opstanden.
Den nye kommandant spilder ingen tid. Ved middagstid giver han ordre til at angribe dér, hvor tyskerne mødte stærkest modstand – Edelmanns sektor ved hjørnet Nalewki og Gesia.
Belært af jødernes angreb koncentrerer tyskerne sig nu om at nedkæmpe et hus ad gangen og udnytter, at de kan beskyde jøderne på stor afstand, hvor jødernes pistoler og hjemmelavede geværer er nyttesløse.
Alligevel kæmper oprørerne som rasende for hver eneste bygning.
I de forløbne tre måneder har den jødiske modstandsbevægelse bygget et vidtstrakt net af flugtveje, der forbinder deres stillinger.
Kloakker, kældergange og stiger fra tagryg til tagryg bliver brugt, hver gang tyskerne er ved at omringe de jødiske modstandsfolk.
Da mørket sænker sig over Warszawa, trækker Stroop sine styrker ud af ghettoen. Efter otte timers indædt kamp har tyskerne fundet næsten 600 jøder, gemt i de områder, som modstandsfolkene er blevet presset ud af.
I lange kolonner bliver de tilfangetagne marcheret ud til omladningspladsen, hvorfra de samme aften sendes til kz-lejren Treblinka.
Når først jøderne var an-bragt i vognene, forsvandt enhver flugtmulighed – kun kz-lejren ventede.
1942: 60 km med særtog til Treblinka-lejren
I juli 1942 besluttede nazisterne, at alle jøder i ghettoen skulle sendes til udryddelse i de nærliggende kz-lejre.
Den 22. juli 1942 bekendtgjorde SS-føreren Heinrich Himmler, at “alle jøder i Warszawa skal genbosættes”.
I virkeligheden skulle jøderne blot transporteres 60 km mod øst for at blive udryddet i Treblinka. De første, der blev deporteret, var tilfældige hjemløse, men snart begyndte tyskerne at rydde hele ejendomme systematisk.
Dagligt sendte de op imod 10.000 jøder til “omladningspladsen” i udkanten af ghettoen, hvor fangerne blev presset ind i togvogne. I et forsøg på at mane rygterne om gaskamre i jorden fremstillede tyskerne falske postkort, hvor deporterede fortalte om deres nye liv.
På kun syv uger – frem til september – deporterede tyskerne 300.000 jøder. Tilbage var omkring 35.000, som tyskerne brugte som arbejdskraft, samt ca 25.000, der gemte sig illegalt.
Formiddag, 20. april
Børstenbinderkvarteret - Stroop har besluttet at angribe ghettoen fra en anden side. Nu retter tyskerne angrebet direkte mod Børstenbinderkvarteret i ghettoens østlige del.
Marek Edelman holder vejret, mens tyske soldater nærmer sig en af portene til værkstedet. Intenst følger han hver en bevægelse, og da de første tyske tropper passerer stedet, hvor han har gravet sin sprængladning ned, trykker han på knappen.
Eksplosionen sprænger vinduerne i stykker, og kort efter kan Edelman se resultatet af sit angreb. Tyske soldater ligger døde og sårede tilbage, men de kamptrænede tropper lader sig ikke ryste og vrimler ind i værkstedsområdet, hvor de indleder en heftig ildkamp.
Snart efter dukker fire pansrede vogne med antiluftskytskanoner op og beskyder de jødiske stillinger. Det lykkes oprørerne at sætte den ene ud af spillet med en håndgranat, men de tre andre kan modstandsgrupperne ikke nedkæmpe. Den kraftige beskydning giver tyskerne mulighed for at storme flere af de jødiske positioner.
Efter en række voldsomme nærkampe bliver 80 modstandsfolk taget til fange. Og mens Marek Edelman og andre flygter over tagene til nye stillinger, kæmper de tilbageblevne indædt for hver eneste kvadratmeter af området.
Middag, 22. april middag
Børstenbinderkvarteret - Efter to dages kamp om værkstedsområdet er nyheden om jødernes oprør gået verden rundt. Himmler beordrer opstanden slået ned med alle midler.
Ghettoens Børstenbinderkvarter ligner et mareridt. I to dage har tyske minører sprængt bygning efter bygning for at få ram på de jødiske modstandsfolk, der igen og igen angriber fra hustagene. Tykke røgskyer bølger op fra ghettoen, og gaderne er blokerede af murbrokker.
Den fortsatte modstand har fået tyskerne til at skifte taktik. Stroop har besluttet at brænde jøderne ud. Med flammekastere sætter tyske soldater ild til hele kvarterer – fra alle sider på samme tid.
Kort efter omsluttes bygningerne af brølende flammer, og en kvælende røg fylder de brostensbelagte gader. Den voldsomme brand tvinger de jødiske modstandsfolk til at flygte fra Børstenbinderkvarteret mod den centrale del af ghettoen. Heden er så intens, at deres tøj begynder at ulme.
“Vejbelægningen smelter til en sort, klistret substans under vores fødder. Knust glas, som dækker hver tomme af gaden, bliver forvandlet til en klæbende masse, som vores fødder hænger fast i. Vores fodsåler begynder at brænde pga. heden fra brostenene”, skriver Edelman i sin dagbog.
Det lykkes modstandsfolkene at nå den centrale del af ghettoen, hvor de slutter sig til andre jødiske kampgrupper. Så heldige er de mange tusinde civile jøder – især kvinder og børn – der har gemt sig i Børstenbinderkvarteret, ikke. Hundreder omkommer i flammerne. Selv ildens rasen kan ikke overdøve skrigene fra de fortvivlede.
“Fanget af flammerne hoppede jøder i stort antal ud af vinduerne. Vi sørgede for, at disse og andre jøder straks blev udryddet”, skriver SS- brigadeführer Jürgen Stroop nøgternt i sin dagsrapport, hvori han dokumenterer kampene med fotografier og senere sender til Berlin.
23. april, Warszawa-ghettoen
På fjerdedagen for opstanden er den tyske hærledelse overbevist om, at al jødisk modstand er ophørt.
Jürgen Stroop iagttager med en tilfreds mine røgen fra brandene i den indre del af ghettoen. Fra sin kommandopost nær ghettoens gamle politistation giver han sine soldater besked om, at aktionen vil slutte samme dag.
Tyske enheder får rutinemæssigt ordre til at gennemsøge ruinerne i den inderste del af ghettoen for gemmesteder.
I de foregående dage har tyske soldater med hjælp fra hunde opdaget en række skjulte bunkere i områder, Stroop for længst troede hans tropper havde tømt for jøder.
I løbet af dagens aktion finder de imidlertid mange flere, og det går op for Jürgen Stroop, at jøderne har bygget gemmesteder overalt i ghettoen.
“I løbet af den store aktion er det blevet klart, at ghettoen systematisk er blevet udstyret med kældre, bunkere og tunneler”, beklager han sig i rapporten og tilføjer, at det effektive netværk giver jøderne mulighed for uforstyrret passage mellem bygningerne.
Med opdagelsen indser den tyske SS-brigadeführer, at opstanden bliver langt sværere at kvæle, end han hidtil har troet.
Formiddag, 26. april
Murene uden for ghettoen - 30.000 jøder er dræbt eller fanget, men modstanden fortsætter ufortrødent. Polakkerne kalder nu ghettoen for “Ghettograd” efter det berømte slag om Stalingrad.
Fra den polske del af Warszawa ser den jødiske modstandsmand Benjamin Med, hvordan flammerne slikker op over ghettoens hustage. Han har i flere måneder skjult sig i den polske del af Warszawa, hvorfra han bl.a. har hjulpet med at fragte våben ind til modstandsgrupperne.
For ikke at vække mistanke deltager han denne dag i en gudstjeneste ikke langt fra ghettoen. Sammen med andre kirkegængere iagttager han de brændende tage på den anden side af muren. Med jævne mellemrum kan han høre skrig.
“Se – folk hopper ud fra tagene”, lyder det rystet fra tilskuerne.
26. april, Warszawa-ghettoen
Modstandsgrupperne er i opløsning. De er ikke længere i stand til at forsvare deres stillinger.
Det bliver stadigt sværere for jøderne at forhindre tyskerne i at trænge længere ind i ghettoen. Mordechaj Anielewicz, der er modstandsbevægelsens formelle leder, opfordrer i sin sidste besked sine folk til at kæmpe til døden:
“Ofrene for henrettelser og ildebrande har været forfærdende store. Vi nærmer os vores sidste dage, men så længe, vi har våben i vores hænder, vil vi fortsætte med at kæmpe og gøre modstand”, skriver den 24 år gamle modstandsleder trodsigt.
Kampene står nu om den centrale ghetto, og også her står gaderne i flammer. Den kvalmende stank af brændt kød breder sig, sort røg ligger tungt over bydelen, og intens varme stråler fra de rødglødende murstensmure. Brandene tvinger både civile og modstandsfolk til at søge ly i de underjordiske bunkeranlæg.
De fleste af bunkerne ligger imidlertid under husene i allerede eksisterende kældre, og da ilden er så kraftig, at bygningerne brænder ned til fundamentet, bliver jøderne næsten bagt i deres lukkede skjulesteder. En af de indespærrede beskriver situationen:
“Jeg sidder med åben mund i illusionen om, at jeg indånder luft. Ingen taler. Når man taler, er det endnu sværere at trække vejret”.
Men ingen tør åbne indgangslugen for at lukke frisk luft ind. Hvis tyskerne opdager den hemmelige bunker, er alt tabt.
Formiddag, 29. april
Ghettoen - Kampene har stået på i 10 dage, og tyskerne har endnu ikke nedkæmpet opstanden. Nyheden om jødernes kamp mod overmagten er blevet ubærlige for nazisterne, der dagligt bliver ydmyget i den polske illegale presse og i internationale aviser.
Stroop er rasende. Det er næsten en uge siden, at han meddelte Himmler, at opstanden var slut, men jøderne nægter stadig at overgive sig.
Hver dag finder hans styrker nye bunkeranlæg, men selv når jøderne ingen mulighed har for flugt, er det umuligt at få dem ud af anlæggene frivilligt.
Stroops tropper henrettede sporadisk jøder, de hev frem fra skjulestederne.
I stedet er hans tropper gang på gang nødt til at bruge flammekastere for ganske enkelt at brænde dem ihjel.
Andre steder er bunkerne så store, at den bedste metode er at sprænge dem og deres stædige beboere i luften.
For at lokalisere nye skjulte bunkere lover de tyske soldater de få tilfangetagne jøder at skåne deres liv, hvis oprørerne kan afsløre bunkernes placering.
Aften, 30. april
Kloakkerne under Warszawa-ghettoen - Flere modstandsfolk har fået ordre om at bryde ud af ghettoen igennem kloakkerne efter modstandsledelsen har indset, at det kun er et spørgsmål om tid, før forsvaret bryder sammen.
Det er kulsort nat, da gruppen af modstandsfolk løfter det tunge dæksel til kloakken. En efter en kravler jøderne ned gennem det snævre mandehul, hvorfra en varm, uhumsk stank af urin og afføring stiger op.
I spidsen for gruppen kryber kureren Reginka Fuden. Hun har flere gange taget turen gennem kloakkerne til den polske side af Warszawa, og sammen med hende har medlemmer af Polens kommunistiske oprørsbevægelse indvilget i at hjælpe jøderne ud.
Famlende bevæger den store gruppe sig ad de snævre kloakrør, mens de krumbøjede kæmper sig igennem det ildelugtende vand. Mange af tunnelerne er ikke mere end 70 cm høje, og de flygtende er nødt til at gå så foroverbøjede, at deres ansigter nogle gange dækkes af kloakvand. Foran dem svømmer fede rotter i rædsel over de uvante gæster.
Efter hvad der føles som timer, når gruppen deres mål: et mandehul i udkanten af Warszawa. Forsigtigt letter mændene på kloakdækslet. Ikke en lyd høres fra gaden.
De flygtende har forestillet sig, at polske modstandsfolk, bevæbnet til tænderne, vil tage imod dem og bringe dem til et sikkert sted med våben og mad.
“Men der var ikke en sjæl at se, natten var tåget, sulten gnavede, og vi befandt os midt på gaden”, skriver Aaron Carmi, modstandsgruppens leder.
I stedet må jøderne selv finde frem til en polsk modstandsmands hus, hvor de tilbringer natten. Morgenen efter kører en lastbil dem til en skov godt syv km fra Warszawa, hvor den kommunistiske partisanbevægelse holder til.
Morgen, 8. maj 1943
Modstandsbevægelsens tilholdssted - Tyskerne har fundet frem til jødernes hovedbunker i den nordlige del af ghettoen.
De 300 jøder i den store bunker under Mila-gaden 18 kigger skrækslagent på hinanden. Uden for bunkeren kan de høre den metalliske skratten, da den tyske officer i sin højttaler gentager, at bunkeren er omringet. Alle skal overgive sig, ellers vil de blive gasset.
Ingen er i tvivl om, at tyskerne mener, hvad de siger. En del af de civile samt den jødiske smuglerbande, der i sin tid konstruerede bunkeren, forlader skjulet med hænderne i vejret. Udenfor bliver de modtaget af en talstærk tysk styrke, der med barske kommandoer hiver dem op én efter én.
Kort efter fylder en kvælende gas bunkerens trange gange. De tilbageværende omkring 80 modstandsfolk forsøger at holde vejret for ikke at blive kvalt, mens de febrilsk leder efter en udgang, som ikke er spærret af tyskerne.
Forgæves. Som den første tager den unge Arieh Wilner sin pistol, retter den imod sit hoved og trykker af. Kort efter følger størstedelen af modstandsfolkene trop.
En af mændene skyder først sin moder, derefter sin søster og til sidst sig selv. Deres selvmord viser sig endnu mere tragisk, da de omkring 30 overlevende jøder få minutter senere finder en udgang, som tyskerne ikke har opdaget, og kan undslippe.
Desperate jøder foretrak, at kaste sig selv i døden frem for at blive fanget af de tyske soldater.
Samme aften beslutter Marek Edelman at lede sine sidste mænd i sikkerhed uden for ghettoen. Tyskerne er blevet opmærksomme på, at jøderne bruger kloakkerne som flugtveje, og for ikke at blive opdaget af tyske patruljer er Edelmans mænd nødt til at gemme sig i kloakkerne, indtil de er sikre på, at banen er fri.
“Vi ventede i 48 timer på at komme ud. Hvert minut var der en ny, der mistede bevidstheden, men det var tørsten, som var vores værste handicap. Enkelte drak det slimede kloakvand for at overleve”, erindrer Edelman.
Omsider, 10. maj klokken ti, ankommer to lastbiler, ført af medlemmer af den polske, kommunistiske partisanhær.
I fuldt dagslys begynder de jødiske modstandsfolk at kravle op fra kloakken og ud i friheden, mens polakkerne på gaden ser måbende til. Få minutter efter drøner lastbilerne væk med jøderne om bord.
Aften, 16. maj 1943
Ved den jødiske synagoge i ghettoen - Al modstand er nedkæmpet. Den jødiske opstand i Warszawa er slut.
SS-brigadeführer Jürgen Stroop kigger med et tilfreds smil på synagogen, der tårner sig op foran ham. Det er en imponerende bygning med søjler ved indgangspartiet og et stort tårn, hvorfra besøgende kan skue ud over størstedelen af Warszawa.
Professionelt iagttager Stroop, hvordan ingeniørtropper omhyggeligt ruller kabler ud og placerer sprængladninger.
Efter 28 dages kamp – nogenlunde den samme tid, som det tog den tyske hær at erobre Polen – er den jødiske opstand omsider slået ned.
Oprøret er nedkæmpet, og ghettoen stukket i brand. Efterfølgende jævnede nazisterne området med jorden.
Ifølge Stroops egne optegnelser har hans soldater ødelagt 631 bunkere og dræbt eller tilfangetaget 56.065 jøder.
Klokken 20.15 giver lederen for ingenørtropperne Stroop besked om, at alt er klart til den endelige opgave.
“Heil Hitler!” råber Stroop og trykker på en knap. Sekundet efter sætter en vældig eksplosion synagogen i flammer. Tilfreds tager Stroop til hovedkvarteret for at skrive sin rapport til Himmler i Berlin.
“Den store operation blev afsluttet 16. maj, 1943 klokken 20.15 med sprængningen af Warszawas synagoge”, skriver Stroop og afslutter rapporten med en nøgtern konstatering: “Det jødiske kvarter i Warszawa eksisterer ikke længere”.