Creative Commons

Hemmeligt arkiv om Holocaust er åbnet for alle

For første gang er FN’s omfattende arkiver om 2. verdenskrig blevet tilgængelige for offentligheden. Dokumenterne afslører bl.a., at de allierede kendte til nazisternes drab på jøder, længe før de fandt de første koncentrationslejre.

I 70 år har titusindvis af dokumenter været skjult fra privatpersonernes nysgerrige blikke.

Siderne med vidnesbyrd fra 2. verdenskrig stammer fra FN’s Kommission for Krigsforbrydelser.

Arkivet giver et unikt indblik i, hvordan FN og de allierede forsøgte at retsforfølge Nazi-Tyskland under krigen.

Kendte til koncentrationslejre

Arkiverne viser nemlig, at de allierede faktisk rettede anklager mod Hitler og hans håndlangere, mens krigen stod på – og ikke først bagefter under fx Nürnbergprocessen.

Arkiverne afslører også, at de allierede allerede i december 1942 var klar over, at nazisterne havde slået mindst 2 mio. jøder ihjel.

Og på det tidspunkt lavede USA og Storbritannien en offentlig erklæring om nedslagtningen – selv om der skulle gå endnu 2,5 år, før sovjetiske tropper fandt de første kz-lejre i Polen.

Anklager mod Hitler under krigen

En anden interessant afsløring fra arkivet er, at det står beskrevet, at de allierede forsøgte at gøre Hitler direkte ansvarlig for en massakre i Tjekkoslovakiet.

Her gav Hitler og Himmler i juni 1942 ordre til, at 173 mænd i landsbyen Lidice skulle henrettes.

Ben Barkow, leder af The Wiener Library, siger til HISTORY, at de allieredes forsøg på at retsforfølge Hitler skal ses som en principsag.

"Men ikke desto mindre var det et vigtigt signal at sende," siger Barkow.

Arkiv ligger online

Dokumenterne er blevet offentliggjort af netop The Wiener Library i London, som bedriver forskning i holocaust og folkedrab.

Hele arkivet kan tilgås online på deres hjemmeside.