Hvad er holocaust?
Holocaust er den mest almindeligt anvendte betegnelse for det systematiske folkemord, som det tyske nazistparti, NSDAP, begik mod jøder i årene 1941-1945.
Holocaust kostede seks millioner jøder livet, men også fysisk og mentalt handicappede personer, romaer, homoseksuelle og politiske modstandere blev specifikt forfulgt og dræbt af nazisterne.
Nazisterne brugte ikke selv betegnelsen holocaust, men skjulte folkedrabet under navnet “Endlösung der Judenfrage” – eller på dansk “den endelige løsning på jødespørgsmålet”.
Da Adolf Hitler blev Tysklands kansler i 1933, forsøgte han og nazistpartiet at besvare jødespørgsmålet med en række apartheid-agtige love, som udskilte jøderne fra det tyske samfund.
Mest berømt var Nürnberglovene, der i 1935 fratog Tysklands godt 500.000 jøder (godt én procent af befolkningen) deres tyske statsborgerskab.
Ægteskab og seksuelt samkvem mellem jøder og “tyskere” blev forbudt, og en lang række andre love fratog jøderne deres rettigheder og isolerede dem i samfundet.
Jødiske borgere står i kø ved en politistation i Østrigs hovedstad Wien. Her skal de søge om et såkaldt exit-visa, så de kan rejse ud af landet og lægge det nazistiske rædselsregime bag sig.
Holocaust gik ind i sin afgørende fase i januar 1942, da Adolf Hitlers inderkreds mødtes under den såkaldte Wannsee-konference for at diskutere “jødeproblemet”.
Føreren havde selv gjort sin holdning til problematikken klar få uger tidligere under et privat møde med en række topnazister, der bl.a. talte propagandaminister Joseph Goebbels og SS-leder Heinrich Himmler.
“Hvad angår det jødiske spørgsmål, er Føreren fast besluttet på at gøre rent bord”, skrev Joseph Goebbels dagen efter mødet med Adolf Hitler: “Verdenskrigen er her, udryddelsen af jøderne må være den nødvendige konsekvens. Dette spørgsmål må vi anskue uden sentimentalitet”.
Kort efter begyndte deportationen af jøder fra de tyske territorier til kz-lejre som Auschwitz og Treblinka, hvor tusinder af jøder dagligt blev gasset til døde.
1,5 millioner jøder blev dræbt på tre måneder
En undersøgelse fra 2019 viser, at nazisterne gassede eller skød 1,5 millioner polske jøder på blot 100 dage i august, september og oktober 1942.
Det svarer til, at 15.000 jøder i gennemsnit blev dræbt om dagen, hvilket gør de tre måneder i 1942 til den mest drabs-intensive periode af holocaust – og sandsynligvis i menneskehedens historie.
Den intensive klapjagt på Polens jøder gik under kodenavnet Aktion Reinhard – opkaldt efter topnazisten Reinhard Heydrich, som var en af hovedarkitekterne bag planerne om at udslette de europæiske jøder.
Reinhard Heydrich blev kaldt Hitlers blonde bøddel og anses for at være manden, der udtænkte detaljerne i holocaust.
Aktionen begyndte i marts 1942 og varede i 21 måneder. Målet var at udrydde alle jøder, som boede i Generalguvernementet Polen – den del af Polen, der var besat af Tyskland, men ikke indlemmet i Det Tyske Rige.
Til formålet opførte nazisterne kz-lejrene Bełźec, Sobibór og Treblinka. I modsætning til fx Auschwitz, der også brugte sine mere end hundrede tusind fanger til tvangsarbejde, fungerede de nye lejre udelukkende som udryddelseslejre med et enkelt formål: Industrielt massedrab i uhørt skala.
Hvad betyder holocaust?
Ordet holocaust stammer fra det græske ord holókauston, der betyder helt (holós) brændt (kaustos).
Holocaust blev første gang brugt af engelske krønikeskrivere omkring 1190 til at beskrive massakren på jøder under den engelske konge, Richard Løvehjerte.
Holocaust var dog ikke udelukkende tilknyttet jøder og blev fra 1600-tallet brugt som synonym for store massakrer.
I oktober 1941 blev jødernes situation for første gang betegnet som holocaust på engelsk af magasinet The American Hebrew. Det var dog først i 1960’erne, at nazisternes forsøg på at udrydde jøderne blev bredt kendt som holocaust.
Hvorfor ville nazisterne udrydde jøderne?
Antisemitisme var en af grundstenene i den nazistiske ideologi.
Jøderne blev opfattet som en “anti-race”, der havde som erklæret mål at se den ariske (læs: tyske) race fornedret og i sidste ende udslettet.
Nazisterne mente, at de laverestående racer forurenede den ariske race og stod i vejen for nazisternes drøm om at skabe et stærkt og overlegent Tyskland med en sund og levedygtig befolkning.
Kimen til holocaust blev lagt gennem årelang anti-semitisk propaganda om, at det tyske folks overlevelse afhang af jødernes endeligt.
Jøderne ville overtage verden
Jødehadet blev udtænkt, udført og udbredt til den tyske befolkning under kyndig supervision af propagandaminsiter Joseph Goebbels.
Gennem sit ministerium kontrollerede Goebbels pressen og kulturlivet fuldstændigt. Den anti-semitiske propaganda blev trykt i aviser og på plakater og gengivet på film.
Jøderne blev konsekvent vist som laverestående og forbryderiske karakterer, der snyltede på det tyske samfund og stod i ledtog både med kommunismen og kapitalismen med det formål at erobre verdensherredømmet.
Nazistisk propagandaplakat, der portrætterer jøden som en slags skjult dukkefører, der står bag alt fra bolsjevismen og international kapitalisme til USA’s regering.
Anti-semitismen, som i sidste ende gjorde holocaust mulig, var dog ikke en tysk opfindelse.
Op gennem 1800- og 1900-tallet blev jødiske mindretal i Rusland og Europa forfulgt. Mange havde en forestilling om, at jøder havde hemmelige globale netværk, hvori de arbejdede for at overtage verdensherredømmet.
Som Joseph Goebbels skrev det i sin faste leder i den tyske propagandaavis “Das Reich” i 1943:
“Alle jøder tilhører fra fødslen og i kraft af deres race en international konspiration mod det nationalsocialistiske Tyskland (...) Og hvis vi taber krigen mod dem, forvandler det harmløst udseende jødiske folk sig til rasende ulve”.
Hvor mange kz-lejre var der?
Holocaust er mest berygtet for sine koncentrationslejre – kz-lejre – der fungerede som en slags dødsfabrikker, der effektivt og brutalt udslettede et ufatteligt antal jødiske mænd, kvinder og børn under 2. verdenskrig.
Den kendteste og mest berygtede kz-lejr er Auschwitz, der blev oprettet på en forladt kaserne i det sydvestlige Polen i 1940.
Auschwitz var dog langtfra den eneste kz-lejr, som blev taget i brug under holocaust.
I 1942 blev Auschwitz omdannet til en udryddelseslejr, hvor tusinder af jødiske mænd, kvinder og børn dagligt blev sendt direkte fra transporttogene til gaskamrene.
Det amerikanske mindesmuseum for holocaust (U.S. Holocaust Memorial Museum) anslår, at nazisterne rådede over hele 980 koncentrationslejre.
Derudover oprettede tyskerne også ca. 30.000 slavelejre, 1.150 jødiske ghettoer og 500 bordeller med sexslaver til de tyske soldater.
Hvad skete der efter holocaust?
Holocaust var det 20. århundredes absolut største og mest intense folkedrab, og nazisternes udryddelse af seks millioner jøder står i dag tilbage som et absolut lavpunkt i Europas historie.
Umiddelbart efter 2. verdenskrig begyndte retsforfølgelsen af de største tyske krigsforbrydere.
Retssagerne fandt sted i den tyske by Nürnberg og fik navnet Nürnbergprocesserne.
Hermann Göring blev dømt til døden ved hængning. Han begik dog selvmord med cyankalium i sin fængselscelle, inden henrettelsen kunne finde sted.
I alt stod 24 topnazister – herunder Luftwaffe-chef Hermann Göring, rigsminister Martin Bormann og udenrigsminister Joachim von Ribbentrop – anklaget for forbrydelser begået under holocaust.
Af de anklagede blev tre frifundet og 12 dømt til døden, mens resten fik lange fængselsstraffe. To sager blev ikke afsluttet pga. sygdom og selvmord.
TV-serie førte til selvransagelse
I kølvandet på 2. verdenskrig satte store flygtningestrømme kursen mod Israel, der i maj 1948 blev oprettet som en selvstændig jødisk stat.
Jøderne havde kæmpet for at få etableret deres egen stat i det bibelske hjemland siden slutningen af 1800-tallet, men det var først i kølvandet på holocaust, at FN besluttede at splitte Palæstina i to og tildele jøderne halvdelen af territoriet.
Holocaust og det tyske folks medskyldighed i krigsforbrydelserne tog lang tid om at bundfælde sig i Tyskland, der fra 1949 og frem til Berlinmurens fald var inddelt i to separate tyske stater – det kommunistiske Østtyskland og Vesttyskland, som var etableret af de allierede fra USA, Storbritannien og Frankrig.
De efterfølgende årtier betalte den vesttyske regering erstatningssager til ofre for holocaust og til staten Israel, og i midten af 1960’erne blev holocaust fast pensum i folkeskolerne i Vesttyskland.
Det var dog først for alvor, da den amerikanske TV-serie “Holocaust” ramte de tyske TV-skærme i 1979, at holocaust fik en virkelig plads i befolkningens bevidsthed.
For første gang fik den almindelige tysker sat ansigt på jødeudryddelserne og blev tvunget til at tage stilling til den passivitet, som havde præget majoriteten af tyskerne under krigen.
Vigtigst af alt fik serien nye generationer til at stille spørgsmål til forældre og bedsteforældre om deres rolle i jødeforfølgelserne.