Shutterstock

Hvad betyder ordet holocaust?

Allerede i middelalderen blev holocaust brugt som en betegnelse for et folkemord, men hvad betyder ordet egentlig?

Ordet holocaust stammer fra det græske ord holókauston, der betyder helt (holós) brændt (kaustos).

Holókauston er en speciel form for dyreofring, hvor offerdyret bliver fuldstændig brændt til aske. I græsk og romersk mytologi ville guderne kun modtage den slags ofre.

Ordet blev første gang brugt af engelske krønikeskrivere omkring 1190 til at beskrive massakren på jøder under den engelske konge Richard Løvehjerte.

Ordet var dog ikke specielt tilknyttet jøder og blev fra 1600-tallet brugt som synonym for store massakrer.

I 1895 beskrev avisen The New York Times fx osmannernes mord på de kristne armenere som holocaust.

I oktober 1941 blev jødernes situation for første gang betegnet som Holocaust (med stort H) på engelsk af magasinet The American Hebrew.

Det var dog først i 1960’erne, at nazisternes forsøg på at udrydde jøderne blev bredt kendt som Holocaust.